Ella var gået ud mod skoven, ikke fordi hun enlig opsøgt elverne hun vidste boede længere inde men får at finde noget fred fra den travle hovedstad, og få sat styr på hendes nye virkelighed. Ella havde aldrig mødt en elver, påtrods af hun selv var halv, men der havde ikke været nogen så langt vest på som hun voksede op, og skønt der havde været nogle få på besøg ved hendes herre, havde han gemt hende af vejen for ikke at fornærme disse væsner. Hun var klar over at det var på grund af blodet fra sin far at hun ikke lignede hendes andre jævnaldrende, og at hun havde være underligt lidt syg i forhold til andre, men Ella var helt og holdt vokset op som et menneske, og hendes elver blod havde på mange måde kun været hende et problem, og grunden til hun var endt hvor hun var. 
"Heldigvis er jeg sluppet fri for ham nu"
tænkte hun dels bekymret og dels lettet, hun havde vænnet sig til sit liv, og selvom hun var opsat på at skaffe sig et bedre et af slagsen nu hvor hun bestemte selv var hun  ikke kommet langt med drømme. Ella havde taget sin blå løse kjole på med en lang ærmet hvid underkjole indenunder, og en kraftig mørkeblå kappe over der holdt kulden ude. Hendes hår var slået ned over hendes svagt spidse øre så de ikke var til at se lige med det samme, det var ikke fordi hun prøvede at skujle dem, men hun var ikke længere tvunget til at vidse dem frem. Selv var Ella nærmest et spejlbillede af sin mor da hun havde været i 20ern noget som Ella ikke var særligt bevvidst med, hun havde fået at vide da hun blev givet bort at hun lignede hende, men der var hun kun 14 og det havde ikke krydset hendes tanker side. Ella kiggede op mod himlen, hun havde kun bevæget sig til udkanten af skoven, noget havde trukket hende der til, og hun følte sig underligt lettet da hun gled ned på jorden og hvilede rygen mod træet stamme, i nærheden kunne hun set et par huse der var beboet af mennesker, men de var for langt væk til at se andet end prikker der bevægede sig.

Kulden var faldet over landet men det skulle ikke forhindre Galan i at være sammen med sin ældste datter. han havde taget hende med på Bue skydnings træning. Galan var en meget fin herre og selv om han som yngre elver havde kendt et menneske og havde forelsket sig i hende så var han ren hjernevasket nu til at tro man kun kunne elske sin egen slags.
Galan kom til grænselandet og havde hængt et træ målskive op på et træ inde i grænselandet og stod nu med sin datter og indtruerede hende i hvordan man gjorde det. "ser du skat. du holdter buen i din mest kontrollerene hånd, tager en pil og ligger den op på din pege finger så den hviler. her efter trækker du tilbage så meget du kan og så...." han slap pilen og den ramte næsten i midten. "slipper du den" 
Datteren så indponeret på ham og prøvede det samme men hendes kræfter var ikke så mange endnu så hendes pil fløj måske en halv meter fra hende og ned på jorden. han satte sig ned på hug da hun begyndte at skælde ud på elvisk og hun fik tårre i øjnene. han tog hende ind til sig. måske hun var for ung? hun var jo ikke mere end de 8 år. Galan slap hende og smilte venligt til hende og gik over til hendes lille barne pil og samlede den op og så op og mod en skikkelse der sad ved et træ længere fremme. hvorfor virkede hun så.... bekendt? Galan rystede på hovedet og gik over til sin datter og gav hende pilen og sagde hun skulle prøve igen og imens hun prøvede igen så han igen mod den fremmede og brugte sin telepati og fik hendes tænker mod sig. hvem havde hun sluppet fra? var hun en slave? han rystede på hovedet da datteren tog fat i hans bukser og hev lidt i dem. "hvad er der skat." hun pegede og næsten alle hendes pile på nær en lå en halv meter fra hende men en var kommet en meter. "flot skat"

Ella så to personer komme ud af en busk komme ud fra skoven og sætte op til bueskydning, den ene lignede en ung mand og den anden var et barn, hun smilede skævt, det måtte væe en mand og hans datter, hun lænede hovedet tilbage mod stammen, lige nu så de lykkelige ud men man kunne ikke stole på nogen. Da Ella kiggede frem igen stod manden vendt med blikket mod hende, han havde tydeligt spidse øre og det var ikke svært at gennemskue hvad han var.
*sådan ser de altså ud*
Tænkte hun, med kun vag nysgerighed. han var elegant og hun kunne se hvordan folks fantasti ville kunne løbr afstedsted med dem, for han var bestemt ikke dårlig at se på, men det havde hun også set mænd der var, og ingen havde vidst sig at være tillid værd. Selvom hun var halvelever havde nysgerigheden for hendes fars folk aftaget sig for mange år siden. Hun sendte ham et svagt smil inden han vende sig tilbage til sit barn igen. Pigen virkede lidt lille til at begynde at skyde men havde aligevel fået em pil skudt et stykke væk

Galans øjne mødtes med den fremmede på et tidspunkt. hun smilte skævt. han sendte et venligt smil tilbage. Galan satte sig ned på hug og hviskede på elvisk at hun skulle gå hjem til mor og træne sin ridning. Datteren smilte og løb over og hentede sine pile hvor efter hun løb hjem.
 Galan så efter sin datter og sukkede. han gik hen mod den fremmede kvinde og jo længere han kom mod hende jo mere synes han at ha set hende før. da han kom helt tæt på så han bare overrasket på hende. "undskyld.... men kender jeg ikke Dem?" han ville helst ikke forveksle hende så han sagde ikke noget navn for hvad vis det ikke var hende.  Galan smilte og så sig tilbage efter datteren. "børn er skønne" hviskede han mest til sig selv og sukket glad. de to døtre han havde var hans største kærlighed lige i denne tid. hans kone holdte han da af. men han vidste ikke om han faktisk elskede hende. han så mod kvinden og fik et lille flasback af sin sommer for mange år tilbage. sommeren med menneske kvinden. han lukkede øjnene og gned dem kort. det var der han havde set hende fra. det var hende? men hvorfor havde hun så ikke ændret sig med årene hun var jo ikke elver hun havde været 100 % menneske.

Efter lidt tid samlede barnet sine ting sammen og forsvandt ind i skoven. Ella kunne ikke gøre andet ind at kigge på manden der han valgte at gå over mod hende
* hvorfor kigger han så mærkeligt på mig*
Tænkte hun, der var en underlig blandig af føelser i de øjne der kiggede på hende. Da han var kommet helt over til hende og snakkede til hende blinkede  hun overasket med øjnende et par gange.
" jeg er bange for de forveksler mig med en anden, de er den først elver jeg hsr truffet"
sagde hun høfligt med et lille smil på læben. Da han nævnte børn forsvandt hendes smil i et spilt sekund og mindet om hendes eget lille dødfødte barn strømmede ind over hende, den lille krop imellem alt blodet, og de usymapatiske folk. Udadtil var der ikke noget at se til de fæle tanker udover det kort glimt og hun smilede bare til hvad hun vidste var et retorisk spørgsmål fra hans side af. Da han vendte sig mod hende igen kiggede han om muligt endnu mærkeligere på hende, og Ella vidste ikkd helt hvad hun skulle stille op.

Galan satte sig ned på hug ved siden af hende og så undrene på hende stadig da hun sagde han forvekslede hende med en anden. "men.... De er da Erina! er De ikke?" spurgte han og så meget på hendes ansigt. hun lignede hende meget.... havde hun haft en tvilling han ikke kendte til.... men vis det havde været tilfældet havde hun vel set meget ældre ud. det var trodsalt nogle år siden.
Galan så på hendes og da hun fik de triste tænker kunne han mærke hendes følelser. skulle han ikke ha sagt det med børn? er det derfor hun blev trist. men det havde det været mest til sig selv at han sagde det, det var ikke meningen at gøre hende trist. han ville gerne fortælle at han ikke ville ha gjort hende trist men hun skulle jo ikke vide at han havde brugt telepati på hende. han havde aldrig nogle intentioner om at gøre nogle kede af det. ud over hans børn når de gjorde noget de ikke måtte. så skulle de jo skældes ud.

Hun var ikke helt tryk ved at en fremmed mand kom så tæt på så pludselig, men han virkede ikke truendende så hun sendte ham et af de  edårende smil. Han virkede så sikker på at han kendt hende, og hun blev lettere chokket da han nævnte hendes mors navn men holdt på sin fatning.
* kendte  han min mor?* tænkte hun men slog det hen til at det nok enten var en hun havde mødt eller en anden Erina. Ella rystede på hovedet
" nej det er jeg ikke mit navn er Ellenora" 
sagde hun varmt og kiggede på den intense elver der sad foran hende, det var da et sjovt første møde. Han virkede meget opsat på at han skulle have mødt hende før. I det hun havde rystet på hovedet var er af hendes svagt spidse øre kommet frem, men hun tænkte ikke over det da hun jo ikke havde gemt dem.

hendes tænker slå ham lidt om kuld men at hun rystede på hovedet slå benene væk under ham og han sad nu på jorden i sine fine elver grønne bukser. han lagde hænderne på jorden bag sig da han faldt ned og så undrene på hende. han glemte han havde brugt telepati og kom til at udbryde. "er Erina Storgård din mor??" ørene havde gjort at han fik et chok over at dette var en elver med menneske gener i sig.
Galan forstod ikke helt at dette var hendes datter. han lukkede øjnene kort og se billedet af Erinas ansigt for sig og så så op på hende. "undskyld, men hvem var hendes mand,? alsår den elver som ægtede et menneske?" han havde slet ikke tænkt på at denne kvindes mor slet ikke havde ægtet en elver, men han var sikker på det var den samme Erina, han så på hende med øjnene mod hendes øre. spidste. *hun må være halv elver, men hvilken elver går mod elverstammen for et menneske* tænkte han for sig selv og forstod ikke rigtigt hvordan Erina havde fået et barn uden at fortælle ham at hun havde fundet en anden elsker som hun havde fået barn med. det sårede ham faktisk lidt. men med sin fares ord var jo fastbrandt i ham. han skulle kun kunne elske en af hans egen slags.

"Øhh ja"
 sagee hun overumplet, hun kunne ikke heltfølge med og der gik lidt tid før hun fik koblet to og to sammen og indså at hun ikke havde sagt det højt.
hun skulle til at spørge ham hvorfor han spurgt så pludseligt da jun blev overumplet af en række meget personlige ge og upasende spørgsmål. Ella brød sig ikke omat tale om så personligeting og slet ikke til en fremmed mand, han havde sikkert den samme foragt for blandings børn som så mange andre, og nu ville han bare vide hvem hanskulle foragte
* hvad fanden biller han sit ind*
  tænkte hun arrigt og rejste sig op med et sæt og så ned på den fremmede. Selvom hendes tanker var arrige var hendes følgende ord mere afregnet.
" jeg er måske nok en halv elver, hvilket ikke er noget jeg har valgt vil jeg gerne indskyde, men det giver ikke dem en vidt fremmed mand der ingen gang har præsenteret sig ret til at stille mig i krydsforhør"
Sage hun afmålt, uden at lade hendes hidsighed skinde igennem ordene.

Galan kunne ikke fatte at Erina havde haft en anden elsker som også var elver. men vis han havde tænkt sig om havde han nok regnet ud at han var faren. han så på hende da hun tænkte arrigt og skulle til at sige undskyld men så rejste hun sig op og talte. hans øjne fulgte hende som hun rejste sig og han kunne godt se det var lidt uhøfligt. han rettede sig på sin side plads så han sad mere behageligt. 
"det må De meget undskylde, jeg glemte mine manere. jeg er Grev Galan Drannor... jeg blev bare overrasket. for jeg kendte Deres mor rigtig godt. Faktisk mere end bare godt." han så ned i jorden da han talte om at han kendte hendes mor. han savnede hende forfærdeligt meget. hun havde jo altid haft en stor plads i hans hjerte.
Galan så op igen og et lille smil kom frem. Erina måtte ha været lykkelig, at få sådan en smuk og selvstændig datter. men han ville nu gerne vide hvem faren var. for det kunne jo være det var en han kendte. "De må undskylde det hele." sagde han og rejste sig. "jeg ville bare være sikker på at Erina har fundet den ægte kærlighed. *nu hvor det ikke var mig* han smilte og lagde armende i lommerne og sukkede lidt trist. han havde ikke noget mod halvfolk, hans far derimod synes de var en skændsel.

Elveren virkede angerfuld og fand hutigt sine manere tilbage igen og Ella slappede lidt af, så længe han fulgte kutyme vidste hun nogenlunde hvordan hun skulle begå sig, men det var akavet når han sad ned og hun stod op, men inden hun fik taget stilling til hvad hun skulle gøre ved den sag forsatte manden med at tale, det undrede hende at høre han havde kendt hendes mor, og hun burde måske havde regnet den ud, men måske hun havde mødt ham da hun var sammen med Ellas far. Erina havde næsten intet fortalt hende om den sommer, men da han sagde han var greve overvejede Ella slet ikke at det kunne være en og den samme person.
*Kendte mor mere end en ?* 
tænkte hun undrende, mens hun besluttede sig for at sætte sig ned når han nu havde besluttet sig for at gøre det, hun følte sig dig ikke helt odt tilpas med at side så afslappet over for en, slet ikke når det gik op for hende at hun havde dårlige nyheder, selvom Eirina var menneske burde hun jo stadig være i live, og manden vidste tydeligvis ikke noget om hvad der var sket senere. Ella havde ikke særligt varme føelser over for den elver der var hendes far, han havde forladt dem, med undskyldning om pligter, okay så havde hendes mor også gjordt det, men hun var jo praktisk talt et barn iforhold til en elver. Erina havde forsat med at elske ham, og havde sagt de elskede hinanden, men Ella var ikke så sikker på hun troede på oprigtigheden i hans kærlighed.
" Jeg er bange for jeg ikke kan give dig nogen gode nyheder, min mor døde for 22 år siden af tuberkulose, og med hensyn til din ide om romantisk kærlighed så må jeg også skuffe dig"
hendes stemme var blid, for hun vidste hvordan man burde præsentere den slags nyheder for en anden. en tanke fik hende dog til at tilføje
"Hun troede hun havde kærlighed i den mand der er min far, men hvis det var sandt hvorfor lod han hende så gå, eller undlod at tjekke op på hende. jeg er sikker på det ikke ville have taget meget af jeres beromte healer at stoppe noget så trivielt som tuberkulose"
Ella havde svært ved at holde bitterheden tilbage fra hendes stemme, hvem end hendes far var havde han svigtet, og hun var ligeså sur på ham som på alle andre mænd.

han sad roligt og da hun satte sig ned og fortalte at hendes mor var død for 22 år siden. hans øjne blev triste og han tog sig til hjertet. det var hårdt at høre men mennesker var jo ikke lige så længe levene som elvere. Galan så op på hende da hun fortalte om kærlighed så han undrene på hende.
*hun tænker at Erina kun kendte en.... og at.... nej!* hans øjne blev store da det gik op for ham at han var den mand hun talte om. han forstod nu det hele. hun var ren faktisk Erinas datter men også hans datter. derfor var hun halv elver. 
"måske blev din far hjerne vasket af sine forældre, og derfor kom han ikke og tjekkede op på hende pga sine pligter og sin stilling." han ville være faldet ned igen vis han sad på hug. 
"Ellenora, jeg tror den mand De taler om er mig" sagde han og så mod hende med alvor i blikket. som greve havde han masser af pligter og at gøre at slægten gik videre var nok noget af det vigtigst for hans forældre og hans kone. også derfor han altid havde håbet at Erina havde fundet den store kærlighed efter ham. han kunne ikke gi hende et værdigt liv. for vis han forlod stammen for Erina kunne han ikke forsørge hende eller gi hende lægehjælp når det gjalt.

Den fremmede elver der hed Galen så ud til at tage det tungere end hun havde forestillet sig.
*Eller også lades han bare som om han er ked af det*
kom advarslen i hendes hovede inden hun kunne så meget som starte med at få melidenhed med ham, og hun sad med bitre tanker da han sagde det næste.
*hvis det er sandt og han elskede hende burde han havde ladet hende være i fred*
tænkte hun og skulle lige til at sige sin mening  da hans næste kommentar kom og alle tanker forsvandt fra hendes sind, som om de var blevet vasket væk og hun blot sad og stirrede på anden. Hendes hjerne var ikke en gang gået igang med at prøve at processere hvad det ville betyde eller om hun følte noget ved nyheden.

hun virkede helt paf da han sagde han var hendes far. han sukkede og rejste sig op og børstede tøjet ren. 
"undskyld... jeg skulle nok ikke ha sagt det. men synes dog du skulle vide det." han vendte sig og gik over til målskiven hn havde haft hængt op og begyndte at tage den ned fra træet og begyndte at samle sine andre ting sammen. han så ikke tilbage. tænken om at Erina var død og deres måske barn sad lige der over og ikke ville kendes ved det. det virkede bare så sørgeligt. hendes tænker havde ramt ham hårdt at han tænkte at vis han elskede hende burde han ha ladet hende være. det havde været det sværreste at lade hende være i fred.

Da han snakkede igen vendte Ella tilbage til nuet fra hendes frosende tilstand, hun anede ikke hvad hun skulle gøre ved denne nye information, eller hvad det var meningen hun burde føle, og det enste hun kunne føle var vrede, hvilket jo nu var en meget naturlig følelse. Mens Ella prøvede at finde ud af hvordan hun skulle reagere havde han rest sig op og virkede som om han var på vej væk, hvilket gjorde Ella rasende
" jamen tak for informationen"
sagde hun halvt højt og gjorde i halv vrede vendinger klar til at storme derfra
*han går bare igen, hvorfor skulle han bekymre sig* * han er lige som alle mænd* *ikke stol på ham* *din far solgte dig hvorfor skulle en fremmed bekymre sig* 
Alle sådan nogle tanker løb igennem hendes hoved, og vredeståre pressede sig på men de kom ikke, tåre kom så sjældent nu. Ella prøvede at tage styrke til sig og kiggede mod den vej hun var kommet fra, men sadheden var at Ella gerne ville flygte hjem, men der var ikke noget hjem at flygte til, kun væk.

Galan så op da hun talte og så mod hende. "hvad skal jeg sige for du ikke er vred?" sagde han da han hørte hendes vrede. han gik over mod hende og lagde stille sine ting på jorden og lagde armende over kors da han hørte hendes tænker.
"jeg forstår godt du er vred og jeg kan godt forstå du ikke vil stole på en fremmed, men håber vi kan snakke sammen igen. jeg vil da gerne lærer dig rigtigt at kende." sagde Galan med et venligt smil og så på hendes ryg. han håbede hun vendte sig om.  han ønskede jo ikke at hun skulle være vred på ham. men han havde aldrig hørt om hende. aldrig tænkt på at sommeren kunne ha medført til et barn. og nu var hun der. Galan vidste dog at hans stilling ikke beviliget at han gik fra sin kone og børn.

Det var rart  iriterende hvordan han blev ved med at reagere på hendes føelser og tanker, og hun vidste ikke hvordan han blev ved med det, man havde heller ikke sagt eller gjordt noget der fik hende til at tænke på tankelæsning. hun vendte sig om hvad kunne han overhovedet sige, ord bragte ikke noget, gjorde ingen forskel de var slør, et løfte kunne altid blive brudt. han var kommet efter hende da hun skulle til at gå hvilket hun aller inderst inde gerne ville have selvom hun ikke selv troede det, men nu stod han der med krydsede arme, men sagde venlige ting og hun forstod det ikke. hun slyngede armende beskydtende om sig.
"Jeg kender dig ikke, er det ikke nemmere hvis jeg bare forsvinder igen ?"
spurgte hun oprigtig. hvis hun gjorde det ville hun ikke være til besvær og han kunne ikke såre hende
*tør jeg*
alt hvad hun havde oplevet fortalte hende at folk der var tæt på kun kunne sårre hende

Galan vidste at stole på folk var svært men han vidste også at tillid var vigtigt til mange ting. at han faktisk ønskede at han kom over til hende igen vidste hun ikke. han tog armende ned og gik over til hende og lagde en hånd på hendes skuldre meget forsigtig. "måske for dig. men som jeg sagde, ønsker jeg at lærer dig at kende, vis din mor er Erina og du er mit kød og blod vil intet gøre mig gladere" han smilte til hende og så på hende med forsigtige øjne der sagde at han ikke ønskede at gøre hende fortrad. måske var det fordi hendes mor var hans store kærlighed, men også det hun tænkte fik ham til at være forsigtig, for hvem sagde hun overhoved ville kende ham.
Galan havde nok en familie men en til gjorde ham ikke noget. det var nok mere hans far der var problemet der.

Hun havde meget svært ved at tror på at han var oprigtig i sit ønske men af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at gå derfra. da han puttede en hånd på hendes skulder rødmede  hun faktisk og hendes hjerte slog en enkelt gang. Ellaså ned i jorden 
*Hvad fanden foregår der, du rødmer ikke ufriviligt*
tænkte hun forfærdet, det var noget hun plejede at have kontrol over. hun havde ikke skubbet hans hånd væk hun kiggede op og ind i hans øjne efter lidt tid hvor hun havde besluttet
" jeg går ikke.... endnu"
sagde hun svagt. hun kunne altid løbe væk når det blev for meget, men lige nu kunne hun ikke gå, men hun var underligt bange. 

Gallan smilte til hende da hun sagde hun ikke gik. det gjorde ham faktisk glad. han ønskede ikke at hun blev vred på ham eller at hun bare gik. " vis det er du vil tale så sig til. jeg lytter gerne." han smilte venligt til hende. han anede ikke hvad det var med hende, men hun virkede lidt nervøs og hendes rødmen klædte hende nu en gang.