Det havde været en almindelig dag på jobbet. Victor havde gået sin sædvanlig patrulje. Intet størrer end et lille slagsmål havde han været nødt til lige at stoppe. Han havde dog haft en meget sjov dag for da han kort havde en lille pause og stod og kiggede på en fakir fandt han det umådeligt sjovt da fakirens fakler blev ved med at gå ud som han ville havde "spydet ild" med. Vinden virkede bare til at komme på de forkerte tidspunkter, men i sidste ende fik fakiren da også spydet sin ild da Victor ihærdigt holde Pithan tilbage fra at gøre det. Han var jo på jobbet og måtte ikke blive opdaget.

Dog havde Victor nu fået fri og som han var på vej hjem efter patruljen så gik han lige en omvej. Det var næsten blevet en ugentlig ting at tage denne omvej forbi Det Halve Svin for lige at spille lidt kort og få en drink med nogle fremmede. Det varmede hans hjerte at lære nye folk og kende, men især at lære dem at kende både personligt men spillemæssigt. Godetaber, godevinder, dårligetaber og dårligevinder. Det var de fire kategorier han indelte folk i sit liv som. De første to var folkene han igen ønskede at se, men de sidste fik altid en lære streg med sig hjem. Dette var dig mest grundet Pithans trang skulle ud på en eller anden måde og det var bare den nemmeste.
Hans sad derfor på Det Halve Svin iført en løs og halv åbent skjorte samt et par normale brune bukser. Ved sin side lå hans jakke. Han havde siddet ved det bord og spillet lidt kort, men personen han havde spillet med var lige gået og med en sur minde efter 16 tab i træk. Pithan var uendeligt glad for det, men nu var det Victors tur igen.

Victor sad med benene oppe og kiggede hen på et bord hvor der sad en større mængde folk der havde lejet værelser for natten. "Nogen af jer der vil havde et lille spil?" spurgte han med en kæk stemme mens han skød kortene fra den ene til den anden hånd. To mænd rejste sig op og var klar på det som de tog plads nær bordet. Han blandede hurtigt kortene og smed sine ben væk fra bordet. "Tre krus mjød herover" sagde Victor og gestikulerede til krofatter at det var ved hans bord. Mændene sagde han ikke skulle gøre det for dem men Victor insisterede.

Kro døren gik op og endnu en person kom ind og Victors blik skød mod døren, for han var klar på at endnu en kunne være med i spillet. Mand, kvinde, barn, ældre. Så længe de havde to arme og kunne spille så var han klar på at møde dem og lære dem at kende for at kunne hygge en aften i godt humør og humor.

Nairne havde bevæget sig rundt i de mørke gader i mange timer, men som dagen gik på hæld, på trods af, at det var umuligt at sige for de mørke skyer, havde hun endelig besluttet sig for at finde ly for natten. Det var sjældent, at hun begav sig mod beværtninger som 'Det Halve Svin' og denne havde hun aldrig været på, men hun havde på den anden side også lyst til at opleve noget nyt, herunder særligt at møde en type mennesker hun normalt ikke omgav sig med. 

Hendes sindsstemning var lettere opløftet, lettet over, at magien var vendt tilbage og hun derfor ikke længere var natteblind. Det virkede især relevant nu, hvor det syntes at være nat hele dagen. Det var umuligt at sige, hvad der skete i Krystallandet. Hun havde overvejet at tage tilbage til Elverly da magien vendte tilbage, men tanken virkede på en eller anden måde ikke særlig tillokkende. Hun trængte til, at der skete noget nyt, måske kunne hun lade sig indrullere i hæren igen. 

Denne aften var dog ikke tidspunktet for en sådan beslutning, nej hun ville i stedet blot sætte sig i den lune krostue og måske observere menneskerne der befandt sig der. Hun skubbede døren til 'Det Halve Svin' op med en rolig bevægelse og trådte et skridt indenfor, hvor hun stoppede og lod sine øjne vænne sig til lysforskellen. Hun var iført en lang mørkegrøn kappe der gik hele vejen ned til jorden. Kappen var lukket løst omkring hendes hals og afslørede en florlet kjole i samme farve, der tendenserede til det gennemsigtige. Hun var klar over, at det var mindre normalt med den type kjoler herinde i Hovedstaden end det var i Elverly, men det rørte hende ikke synderligt, hun iførte sig de klæder hun fandt behagelige. Hendes rødblonde hår fjernet fra ansigtet, men han løst ned af ryggen på hende. Over hendes venstre øre befandt sig en blomst hun havde købt på markedet tidligere, at en sælger hun havde fundet sympatisk. 

Nairne lod blikket glide hen over personerne der sad fordelt ved de forskellige borde. Det virkede som om der var forholdsvis mange til stede, det kunne hun dog ikke bedømme ud fra sin manglende erfaring med denne beværtning. Da hun hørte døren lukke i bag sig med et blødt 'dump' bevægede hun sig endelig op mod disken. "Et krus mjød, tak.". 

Det var ikke en sjældenhed at finde Saga på Det Halve Svin. Faktisk var hun her så meget, at hun næsten boede her og krofatter havde da også fattet så meget sympati for den grove jæger, at han fra tid til anden hyrede hende til at hjælpe sig i kroen mod et værelse. Hvilket var en ordning der passede Saga ganske glimrende, for selvom hun lige pt. var i lære hos en våbensmed der specialiserede sig i buer og pile, havde hun intet sted at sove. Noget der ikke havde været et problem under tørken, hvor det havde været så varmt at hun ikke havde haft noget imod at sove udenfor, men med det konstante mørke og den dertilhørende kulde, var det efterhånden blevet problematisk at sove udenfor. Og godt nok havde hendes mester en seng hun kunne sove i, men det forudsatte at hun sov i den med ham. Så hellere sove i en ulåst stald et sted.

I aften havde hun dog brugt en del timer på Det Halve Svin på at drikke. Tidligere på ugen havde hun formået at nedlægge en hjort, og efter at have lånt en hest af krofatter havde hun byttet hjorten for to ugers værelse, hvilket var en byttehandel de begge fik noget ud af. Krofatter kunne sælge gryderet med rigtig vildt (og ikke det der kød han fandt rundt omkring og solgte som vildt), og Saga havde et sted at sove. Plus at sove på en kro betød hun kunne drikke, hvilket hun havde nydt godt af. Hun havde brugt det meste af aftenen på at sidde i et hjørne og drikke mjød og se de andre gæster an, men efter kort tid var hendes blik faldet på et bord hvor en mand blankede den ene uheldige kortspiller af efter den anden. I grunden var det vel mærkeligt, at han kunne vinde så mange gange i træk, men Saga morede sig mere over det end satte spørgsmålstegn ved det, mens hun fulgte spillet på afstand.
Men ligegyldigt hvor underholdende det var at følge et spil på afstand, var det bare sjovere at spille med, så da manden højlydt ledte efter flere tabere tømte Saga sit krus med mjød, fik et nyt og gik ned til bordet. "Jeg vil gerne være med," sagde hun da hun nåede frem til bordet, hvor der allerede sad to andre mænd. "Hvis I har lyst til endnu en spiller. Eller, endnu en taber måske." Det sidste var henvendt til manden med kortene, som hun blinkede drillende til inden hun fandt en stol og skrabende slæbte den med over til bordet, hvor hun slog sig ned for at tage del i en runde kortspil.

Victor var begyndt så smut at blande kortene som endnu en spiller kom gående nær og spurgte om hun måtte spille med. Victor nikkede "Selvfølgelig må du det. Det kan kun blive bedre med flere." sagde han så og kiggede på de to mænd som også var med. Døren til Det Halve Svin var også gået op og endnu en potentiel spiller var trådt ind. Victors blik som han blandede så stille og roligt gik over på hende og han kaldte igen på krofatteren "Glem det. Gør det til fem krus mjød.". Victor kunne godt se at de to mænd ved bordet blev forvirret, for de var jo kun fire for nu, men Victor var håbefuld og næsten sikker på at hvis han nu spurgte så ville den sidste person også tage del i spillet.
Han lagde kortene på bordet og hans blå øjne gjorde også tegn mod kvinden i den mørkegrønne kappe. "Ey' ønsker du ik' også del i et venligt spil?" spurgte han med sin kække stemme og smilede da også en smule humoristisk til hende med et hævet øjenbryn.

Krofatteren kom gående to gange med mjød og stillede dem på bordet hos hver af spillerne og den sidste ved en tom stol. Victor tog igen kortene op og overvejede og nogle af de andre måske skulle blande, bare så de vidste han ikke ville og ikke kunne snyde. Han lagde dem derfor stille igen og skubbede dem ud midt på bordet. "En af jer der blander? Så kan jeg jo ikke snyde med fordeling?" sagde han med et troværdigt smil på læberne. Dog vidste han godt at han ikke selv snød, men hvis han ikke ville det så var de næste få øjeblikke en konstant kamp inde i ham selv for at undertrykke Pithan, hvilket han også ville. Hvilket spil ville det da også være hvis han hele tiden vandt?

Nairne vendte ryggen til disken, mens hun ventede på sin mjød, og lod blikket glide rundt i krostuen. Hendes grønne øjne, der på nuværende tidspunkt havde et unaturligt sølvfarvet skær fæstnede sig på et bord med tre mænd og en kvinde der var ved at sætte sig. Især kvindens kommentar fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Kortspil antager jeg. Det var evigheder siden hun sidst havde spillet kort. En yderst menneskelig beskæftigelse, hvis hun skulle sige det selv. Et øjeblik tillod hun minderne om aftener omgivet af menneskelige soldater at glide gennem hendes tanker, inden de brat blev stoppet af en af en af mændende fra selv sammen 'spillebord' der tydeligvis talte til hende. Hun kiggede vurderende på ham et øjeblik. "Et venligt spil siger Herren", hendes stemme var mild om end en anelse reserveret, hvilket kun lå i hendes natur. Hun ignorerede det mjødkrus krofatteren havde stillet frem til hende og bevægede sig med en så udpræget elegance over mod bordet, at der ikke kunne være nogen tvivl om, at hun ikke var menneske. "Og hvilken indsats er så omdrejningspunktet for dette venlige tidsfordriv?" spurgte hun og mønstrede et skævt smil til ære for den fremmede, inden hun lod blikket glide hen over de resterende deltager. Hvis jeg ikke husker meget galt, er et spil en af de nemmere måder at komme i kontakt med fremmede på. Måske det ikke var en så dum ide, at se hvilke typer disse mennesker er. Hun antog i hvert fald, at de var mennesker, ud fra deres udseende. Der var dog noget ved den person, der havde snakket til hende, der umiddelbart var svært at fastslå. En fornemmelse så at sige. Hun rystede tanken af sig og uden at vente på hans svar placerede hun sig på den sidste stol og trak den ene fod op under sig på stolen, hun nikkede venligt til de øvrige spildeltagere og sendte dem et varmt smil "Vær hilset". Der var ingen skade ved at forsøge at virke imødekommende. Mennesker gik mere op i direkte og åbenbar venlighed end de fleste elvere hun kendte. 

Saga havde ikke forventet at få et nej på sit spørgsmål, men mandens svar fik hende nu alligevel til at sende ham et smil mens hun stillede mjødet fra sig og satte sig bedre til rette på stolen. Øjeblikket efter bestilte manden fem krus mjød (selvom de ved nærmere optælling kun var fire), hvilket fik Saga til at tømme det krus mjød hun havde haft med og række det tomme krus til krofatter, da han kom med de bestilte drikkevare.
Det var først da manden med kortene råbte en eller anden bag Saga op, at det gik op for hende, han havde planer om at flere skulle tage del i spillet. Hun vendte sig halvt i stolen for at se hvem han havde talt til, og fik øje på en elegante dame iklædte grønne klæder. Hun hævede det ene øjebryn da damen bevægede sig ned med dem med en elegance Saga ikke før havde set. Saga selv var så ladylike og elegant, at hun tørrede en rest af mjøden væk med bagsiden af hånden alt mens hun gloede på damen, der mere lignede en der svævede hen over gulvet end noget andet. Nå ja, der var vel forskel på folk, men ved siden af den grønklædte dame lignede Saga måske mere en trold end noget andet. I det mindste undlod hun at bøvse eller smide benene op på bordet. I stedet tog hun imod kortene, som manden i det samme tilbød en anden at blande. ”Jeg kan gøre det,” tilbød hun, og begyndte at blande kortene på en måde der tydeligt viste, at det ikke var første gang hun havde gjort det.¨
Hun skævede til kvinden da denne satte sig ned på stolen med næsten endnu mere elegance end hendes gang. ”Halløj,” hilste hun igen og sendte den tilkommende et smil. ”Indsatsen er vel bare mjød, som den for det meste er? Med mindre folk foretrækker at spille om penge?” I så fald ville hun have svært ved at være med, men en mønt eller to skulle hun vel nok kunne skrabe frem af sine tomme lommer.

Victor så damen i grønt an som hun med en elegance han ikke havde set i alle sine 24 år gik hen til bordet og satte sig. Han nikkede til hvad den første kvinde sagde om indsatsen, men han kiggede så rundt. Det var underligt at se rundt på bordet og se forskelene på de to kvinder. Den første der selv havde taget initiativet til at gå med virkede lidt som en almen kvinde der havde mødt modgang og medgang i verden. Han syntes det kunne ses på hende at hun var vant til livet på en kro, mens var der kvinden i grønt. Som hans blik kørte over hende kunne han klart antage at med hendes måde at bevæge sig på var hun ikke blot endnu en kvinde på gade, men hvad hun var kunne han endnu ikke helt sætte sin finger på.
"Godaften" svarede han kvinden i grønt da hun satte sig.

Victor tog et krus og kiggede så hen på de to mænd. De havde på ingen tidspunkter virket så interessante som de to kvinder så som hans blik ramte dem lod han Pithan tage over et kort øjeblik. Det var nu klart for Victor at ingen af de to mænd ville komme til at vinde spillet, men resten af spillet ville Pithan holde sig væk. De eneste af folkene om bordet den og Victor ønskede mere viden om var de to forskellige kvinder. "Godvinder, dårligvinder, dårligtaber, godtaber." Ordene fyldte Victors hovedkort og han slå sine øjne mod den friske dame der først var kommet til bordet.
Han rakte sin hånd ud til hende. "Victor" sagde han så for at give hende hans navn og så rakte han hånden til den grønt klædte dame.
Han satte sig derefter tilbage igen og spurgte "Så hvilket spil. Jeg er klar på hvilket som helst."

Døren gik op og ind trådte Jed. Han var netop kommet til byen igennem sine kontakter i gruppen der kaldte sig Muldvarpene. De skulle fragte nogle våben og lidt andet ulovligt til hovedstaden, hvilket Jed så som en mulighed til at komme lidt væk fra havet og i stedet se hvordan hovedstaden så ud. Ved porten var han hoppet af transportvognen hvorefter han havde bevæget sig ind i det nedre by distrikt til han hankom til Det Halve Svin hvor han nu var trådt ind ad døren. Han var iført sort overdel og sorte bukser der tydeligvis var købt i de sydlige dele af krystal landet. Jed kiggede sig omkring i kroen hvor han hurtigt fik øje på gruppen af folk der sad og spillede kort. Et smil gled over hans læber hvorefter han gik hen til krofatteren der stod bag disken "Et krus mjød" sagde Jed kort hvorefter at krofatteren begyndte at skænke ham et krus mjød. Jed lænede sig en smugle hen mod krofatter imens han hældte op "Hvad kan du fortæller mig om bordet med kortspillet" sagde Jed og nikkede kort over mod bordet med spillerne "Er der nogle gode nogen ibland dem?" krofatter var netop blevet færdig med at hælde op og stillede nu kruset på bordet "Jeg ved ikke med de andre," begyndte krofatter "men ham den ene vandt på et tidspunkt 16 gange i træk" Jed kiggede interesseret med et smil på krofatter hvorefter han betalte for sit krus "Det lyder lidt for fantastisk" sagde Jed lavt til krofatter inden han tog en tår mjød og kiggede analyserende over på manden krofatteren havde hentydet til.     

Inaktiv / Afsluttet