På trods af hvad langt de fleste ville mene om det, var Zane egentlig ganske tilpas med det mørke, som Kzar Mora havde sendt ud over verden.
Formålet med det var måske lettere banalt, men det havde da sin effekt på det gode folk af lyset, og på andre skabninger som ikke socialiserede med Mørket's Folk eller boede i Kzar Mora.

Selv havde han aldrig besøgt dæmonriget, men det var da planen at han skulle det. En eller anden dag.

Indtil den dag oprandt, ville han fortsætte sin gennemvandring af hele Krystallandet - måske med undtagelse af Elverly - og møde så mange forskellige personer som muligt.
Ikke at han decideret opsøgte dem... det havde aldrig vist sig nødvendigt, for de havde det med altid at dukke op på hans vej, hvad enten det var godt eller skidt.

På denne dag var han på vej dybt ind i Azurien, flodlandet med den berømte sø.
Han var iklædt en lang, sort rejsekappe, en grå tunika med detaljer i sort skind, et par gode bukser som kunne holde kulden og vejen ud, samt et par solide læderstøvler og handsker.
En dyb hætte skjulte hans ansigt, og det eneste man normalt ville kunne skimte i dens mørke dyb, var hans unaturlige, let lysende lilla øjne...

I et raskt tempo og med højt humør, gik han hen ad vejen på jagt efter den næste oplevelse - hvad enten den var kedelig, spændende eller livsfarlig...

Det havde ikke bare været en lang dag, det havde været en decideret uendelig dag. Det var ikke mørket som generede Ikaris, hun var vant til komplet mørke fra de dystre underjordiske tunneller hun var vokset op i, men snare jagten på det tossede menneske havde drevet hende til vanvid. Mørkets Lord havde lovet en dusør til alle, som fik sat dæmoner fri fra deres Herrer, og Ikaris jagt havde ikke været just vellykket.  Da hun endeligt havde fået ham opstøvet, havde han sågar bidt fra sig i kamp, han havde været dygtig, i hvert fald dygtig nok til at give mørkelverens rustning nogle solide hug, samt en lang flænge langs den ene underarm, hvorfra det næsten sorte blod dryppede ud. Det var af samme årsag, at Ikaris nu havde afklædt sig det tunge grej som lå i en stor blodig bunke mens hun havde vasket både hans og hendes blod af i den flod, der efterhånden igen havde dannet sig efter den utålelige tørke landet havde været igennem.
Ved den livløse rustning lå en stor åben taske, langt blond hår som væltede ud over taskens side, samt et ungt kønt ansigt stirrende dødt op i himlen vidnede om, at han i sidste ende ikke havde været så dygtig som hende. Det afhuggede hoved Ikaris bar med sig skulle bringes til Mørkets Lord som bevis og skulle nu byttes til en dusør.
Det var en puslen af skridt der føst fangede de spidse ørers opmærksomhed. Ikaris havde altid været vaks, men når hun var alene på mission var hendes sanser skærpet en kende ekstra, man kunne aldrig vide sig sikker, slet ikke i denne del af landet, hvor flere af lysets styrker havde kæmpet hårdt imod.
"Hvem der?" Stemmen var ru og rusten, næsten hæs at høre på og sproget rummede en kraftig accent for dem der var bekendt med det mørkelviske sprog. De fleste frygtede Ikaris bare ved hendes røst, andre fordi hun var utroligt høj, sej og senet og voldsomt trænet at se på. Især nu, som hun stod der udelukkende i en tætsiddende trøje, som blot var beregnet til at have på under slagkofte og rustning

På trods af at hans skarpe sanser flere gange havde reddet ham fra diverse kedelige konfrontationer, havde de fejlet ham i dette øjeblik.
Han havde overhovedet ikke lagt mærke til kvinden. Det var først da hun sagde noget, at hans blik vendtes imod hende.
En mørkelver? Det var yderst sjældent at han mødte en af hans egen slags.

"Blot en rejsende." svarede han hende og kastede et blik på det før så charmerende, blonde hoved i tasken.
Det tunge grej, rustning og våben, afslørede den senede, stærke mørkelverkvinde som én af Mørkets.
Om hun var Kriger eller Ridder, var dog et godt spørgsmål...

"God fangst... men jeg havde nu nok valgt en køn kvinde i stedet. Smag og behag." sagde han med humor i stemmen, og gestikulerede roligt mod tasken med det afhuggede hoved.
"Eller måske er han ikke et trofæ...?"

Kvinden foran ham virkede anderledes... der var noget faretruende over hende, og det fik Zane til at være på vagt - på rolig vis, så man ikke kunne se det.
Hun virkede stærk, kølig... og dødsens farlig.

Interessant.

Ikaris trykkede et forhenværende hvidt klæde imod underarmen, nu var klædet smudset og smurt ind i blod. Dette virkede ikke til at påvirke hende, før hun viklede det et par gange omkring såret og strammede til. I en langsom glidende bevægelse rejste hun sig fra sin hugsiddende stilling, som et krybdyr på vagt. De pupilløse orange øjne granskede den fremmede skikkelse, først øjnene, efterfølgende hans hals, der dog var svær at se grundet hætten. Han var næppe fa undergrunden, hendes slags rejste ikke, de udførte ordre og missioner. 
"Mhm, sikke da en landsdel at rejse i..." Ikaris børstede kort hænderne af, inden hun tørrede det resterende vand af i bukserne og tog et par skridt væk fra bredden, over imod bunken med hendes udstyr, hun var ikke bevæbet med mere end en sølle daggert, og af bitter erfaring var hun sjældent længere væk fra sit sværd end hun kunne nå det med et snuptag. 
Zanes næste kommentar frembragte et glubsk ulvesmil på de sorte læber, inden hun med foden vippede en kende til tasken, han var da ikke sart, det var i det mindste noget. 
"Desværre, der var ingen unge kvinder i nærheden på listen, jeg måtte tage mig til takke med ham her, for nu..." Hun skævede ned på ansigtet, øjnene var ved at blive matte eftersom hun ikke havde besværet sig med at lukke dem, det skete nu engang efter dødens indtræffen. Hun havde aldrig forstået konceptet i skønhed, hun havde aldrig lært det, det var ikke essentielt der hvor hun kom fra, faktisk var det så ligegyldigt som det kunne være, og når det nu endelig skulle være, var mennesker blot et kluntet og ubehjælpsomt syn. "Herren udbetaler kun for væsener i besiddelse af en dæmons navn. Alt andet ville være spildt arbejde... Eller sport!" En hæs latter klemte sig kortvarrigt gennem Ikaris hals, inden det glubske smil rundede det af igen og den insisterende undren vendte tilbage til hende, hun kunne ikke dy sig længere.
"Du er ikke fra undergrunden, er du vel?"