Det virkede ellers som en stille aften. Vejret var ikke godt og selvom det sneede og virkede meget mørkt i denne stund så var Hovedstaden klart ikke forberedt på en snestorm. Sneen faldt i tunge byer og folk skyndte sig hjem. Desværre vidste Rosalind at hun var langt fra hjem og måtte finde et alternativ. Hun løb ned gennem handelspladsen i nærmest panik, men ejerne lukkede blot døren i hendes hoved da hun kom til dem.
Hun stod nu og kunne ikke se længere end hendes egen næse tip næsten og hun holdt over sit hoved en lettere tung trækasse hvori hendes betroede violin lå.

"Hvorfor sker sådan noget altid for mig!?" spurgte hun høj lydt. Hun løb mod den næste dør som var til en smedje. Hun håbede inderligt at hun ikke blot ville blive smidt ud i kulden igen. Nok var hun tit for bange til at tale med folk, men det var i denne stund en nødvendighed. Hun måtte finde ly, nu!
Hun var hellere ikke klædt på til dette vejr. Hendes tøj var tjeneste tøj fra Krystalpaladset, for hun havde endnu ikke nået hjem og skiftet så hun stod nu driv våd og alene i dette møg vejr.

Hun løb mod døren til den smedje hun havde memoriseret vejen til. Hun havde før været der, men kun kort for at hente nogle sværd til en ridder, thi han mente at den bedste smed til den slags arbejdede der. Hun vidste ikke hvem det var eller noget andet om ham end hvordan han så ud, men hun havde ingen andre steder at løbe hen snart. Alle andre steder havde smækket døren.
Hendes skridt kunne ikke høres for sneen under hendes fødder, men da hun nåede til døren bankede hun tre gange og sagde "Vær sød at åbne op, jeg er langt fra hjem og fryser. Jeg søger blot ly for en enkelt nat." hun lagde øret mod døren og overvejede selv blot at åbne, men tuer ikke. Så hun vendte sig og stod blot der for at vente et rungende "nej".

De første par sekunder var der mindst lige så stille hos smedjen, som der var så mange andre steder, som ikke bestod af lune lokaler med drukglade gæster. Men inden længe begyndte noget at rumstere bag den lukkede dør, hvor til et noget frustreret ’argh, fuck!’ efterfulgte, da personen indenfor måtte have enten gået ind i noget eller stødt på noget, der havde ligget eller stået i hans vej. Derefter var der kun få tunge skridt at høre som en advarsel, inden døren blev revet en smule voldsomt op. Et pust af varme blev ladt ud i den væmmelige kulde udenfor og en muskulær og mandlig figur blev afsløret i døråbningen.

Bukserne sad på ham, som de nu skulle. Bundet godt ind så de ikke skulle falde ned i tide og utide. Men den løstsiddende råhvide bluse var en lidt anden sag. Snavset af sod lige som resten af ham og hang en tand laset på ham, hvilket man nok kunne beskylde det faktum, at de tre enkle knapper oppe ved kraven var alle åbne. Og som prikken over i’et var ærmerne blevet smurt godt op til albuerne, så hans underarme blev vist frem til omverdenen. Egentlig kunne alt ved ham nok betegnes med et ord: sjusket. Men hvad mere kunne man forlange af ham. En strimmel af, hvad der nok på et tidspunkt havde været et hvidt lagen var blevet bundet omkring hans hoved og skubbet tilbage for at holde det brune hår væk fra hans ansigt, hvilket kun havde resulteret i, at håret nu strittede endnu mere ud til hver og en retning. Dog var det de seriøse rander under hans øjne, der skar sig mest ud hos ham. Søvn var tydeligvis ikke noget, han havde fået meget af på det sidste. Nætter præget af de værste mareridt havde i hvert fald fået ham til at holde sig fra drømmeland så meget, som det var ham muligt.

”Huh? Hvad vil du?” vrissede Alran hårdt. Hårdere end normalt grundet manglen på en god nats søvn. Der var ikke den mindste antydning af et smil på hans læber, og blikket der blev sendt den stakkels pige bar ikke den mindste form for imødekommenhed. I stedet var det som om, at han forsøgte at bore sit blik ind i hende, som han stod og hævede sig over hende. Med ét ændrede hans udtryk sig dog fra irritabelt til noget mere undrende og uforstående. ”Hey, er du ikke den der tøs fra paladset?” Han havde godt set hende et par gange. Hvis han huskede rigtigt havde han endda været den der tog imod hende et par gange, når hun kom for at hente en bestilling. ”Hvad i helvede laver du her?”

Som døren stod åben og hun blev råbt af kort trak hun sine våde skuldre op. Hun blev forskrækket over hans ligeudhed. Hun stod der i sin lyse blå kjole der nu var driv våde med et hvidt korset der omringede hendes liv. Ingen smykker, ingen finhed i det. Hendes våde hår blev kort svinget rundt som hun vendte sig tilbage mod manden og lod sin trætaske falde til hendes side. Hendes krop rystede af kulden der begyndte at bide i hende: "Jeg havde et håb om at jeg kunne søge ly her for stormen. Jeg er langt væk hjemme fra endnu og kan ikke finde vej længere i det her vejr." hun talte langsomt og hendes hage var som søgende mod jorden. Hun kiggede op mod hans øjne for at søge om en form af nåde.

Selv havde hun ikke fået meget søvn. Hun havde ikke indtaget noget af det sorte dæmon blod, hun var bare meget svag sindet, dog var det ikke noget hun kunne tvinge ud af hovedet når hun havde brug for det. Mareridt lod sig nærmest ikke bide på hende thi hun spillede dem blot væk på Holt.
"Hvis det ikke er for meget at spørge om" skyndte hun sig at tilføje. Hun turde ikke rejse sin hage i frygt for at hun skulle virke kæphøj og virkede derfor meget svagelig med hendes postur. Hun lagde sin frie hånd på sin anden arms albue, ikke fordi hun ville virke så svag som hun gjorde, men det var bare hvordan hun var omkring folk hun ikke rigtigt kende.

En hver med hjertet på det rette sted ville meget vel kunne stå og smelte over, hvor ynkeligt hun stod der og gjorde sig mindre og mindre foran ham. Men hvis det ligeledes var tilfældet for Alran, så var det ikke til at nogen steder ved ham. Han forblev standhaftig. Til hendes held så var han trods alt ikke lavet af sten. Og selvom hans hjerte bankede det forgiftede blod igennem hans ører, så stod han der stadig. Og lyttede til hende. Godt nok havde tanken om at vifte hende væk og smække døren i bagefter for, at han kunne få noget ro til, det han holdt sig beskæftiget med i løbet af den sene aften, så blev det aldrig udført. I stedet skuttede han sig lidt. Skubbede skulderbladene mod hinanden for at knække ryggen på plads. Den en af hans handskebeklædte hænder blev ført op til ansigtet, hvor han lettere opgivende kørte den over hans mund og ned omkring hans hage, hvorefter han kradsede en smule i de svagt synlige skægstubbe.

”Langt væk hjemmefra? Sig mig, bor du ikke på paladset?” spurgte han med præcis samme tone som, han ellers havde brugt, mens han lagde armene over kors og lænede sig opad dørkarmen. Endnu med blikket hvilende på hende. Afventende. Forvirringsrynken mellem hans buskede øjenbryn blev mere markant, men samtidig blev hans stirrende øjne en smule blødere og mindre intense. ”Nu vil jeg ikke kalde mig selv for et geni i etikken derover, men så vidt jeg ved, så får de fleste tjenestefolk tildelt et værelse eller noget. Og af hvad jeg kan se…” Han slap en hånd fra korset og gjorde en hentydende gestus op og ned ad hendes beklædning, før den blev sat på plads. ”…så er du en del af tjenestefolket. Med mindre at du bare tilfældigvis går klædt som dem.” Han løftede måske en smule arrogant begge øjenbryn som for at spørge, om han ikke havde ret.
Han havde endnu ikke givet hende afklaring på, om han ville lade hende indenfor. Meget muligt på grund af, at han først ville sikre sig omkring, hvilken situation hun faktisk sad i. Og hvad skulle han overhoved kunne gøre for hende? Det var ikke engang hans hjem, hun var kommet til.

Der stod hun. Hun søgte nærmest mod varmen fra smedjen og hendes blik farede pludseligt op mod mandens øjne. Hun så kort så selvsikker ud at man skulle tror hun var klar til at gå mod hele verden men tabte hurtigt blikket ned mod hans hage. Hun ende igen med hendes tidligere svage udseende: "Nej Herr. Jeg arbejder der, men bor hos min familie i deres hus. Jeg har et rum deroppe på paladset, men jeg var på vej hjem fordi jeg har fri de næste to dage." hun kunne mærke den varme fra dørens anden side, men hun turde ikke nærme sig det.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hvis ikke han lod hende ind. Måske ville hun bare gemme sig nær en af smedjens varme murer og spille lidt der mens hun ville fryse sig selv ihjel. Hellere dø med musik i hjertet end i stilhedens favn.

Hun løftede skuldrene. Hun måtte finde en måde at overtale ham på. Hun tænkte lidt og så så mod kassen. Hun tænkte at hvis der var noget alle mænd der arbejdede for føden havde tilfælles så var det deres svinske instinkt til at gøre næsten alt for penge. "Jeg kan betale, det lover jeg!" skyndte hun sig at sige. Hun åbnede sin trætaske og hev både et guld armbånd og halssmykke op som havde været pladseret ved siden af hendes mørke violin hvis bue var klar på takt og tone. Violinen var pænt skåret og dekoreret. Det kunne ses at violinen havde været sin skabers magnum opus. Skabt til at klare lidt af hvert og klart et værktøj ikke alle ville kunne demonstrere sine evner med.
Hun rakte sine frie hånd ud efter at lukke sin taske igen med de to smykker i hænderne. "Se, jeg kan betale hvis det skal være." det ville klart havde været nemmere at finde en kro der ville tage mod hende, men de fleste var allerede fulde og gæsterne havde allerede taget alle værelserne så hun måtte finde et alternativ.

Hun gav ham de svar, som han spurgte efter uden videre, men Alran viste stadig ikke de mindste tegn på at give efter. Man skulle næsten tro, at han havde afgjort det hele med sig selv allerede og derfor kun brugte deres små frem og tilbage samtaler til sin egen morskab. Det var nu også sådan mange af folkene, der kendte til ham, troede han var. Uden hjerte eller medlidenhed. Det var dog ikke sådan det hele hang sammen, men det var også ufattelig sjældent at nogle var blevet længe nok til at få det forklaret. Og med tiden, havde han droppet at overhoved forklare. Det var bare spild af tid alligevel.

Han skulle netop til at åbne munden og ytre flere sætninger og meget muligt irritable lyde, da hun kom ham i forkøbet og pludselig begyndte at plapre løs omkring betaling. Det var der at Alran virkede til at vågne en hel del mere op. Særligt da hun gik i gang med at fumle med sin taske for at bevise for ham, at hun ganske rigtigt kunne betale. Han gjorde store øjne og så for en gangs skyld overrasket og en smule fortabt ud, idét han hurtigt skubbede sig væk fra dørkarmen, rettede sig ordentligt op og viklede akavede armene fri fra hinanden så han kunne holde hænderne op foran sig.
”Wow wow wow! Tag det roligt, kvindemenneske!” udbrød han straks. Og i et forsøg på at få hende til at stoppe, hvad end hun havde gang i, greb han ud efter hendes hånd med begge hænder, som kuplede sig om den for at lukke hendes fingre omkring smykkerne igen. ”Jeg er ikke et stort nok røvhul til, at jeg vil tage betaling fra dig. Det er ikke engang mig, der ejer smedjen.” Med et opgivende suk slap han hendes hænder igen. Han havde ikke kunne få den helt korrekte fornemmelse igennem handsker, men han var sikker på, at de måtte være isnende kolde taget i betragtning af hendes mundering. Han gjorde så et kast med hovedet i retningen af det varme indendørs. ”Skynd dig ind. Jeg vil ikke risikere at blive beskyld for dit mord, hvis du bliver fundet livløs i løbet af de næste par dage.” Det var nok ikke det bedste at sige, men bedre blev det heller ikke ligefrem. Han trådte til siden for at gøre plads til, at lade hende komme forbi ham og indenfor, hvorefter han lukkede den tunge trædør i efter hende. 

Rosalind var overrasket. Han var en mand der ikke havde brug for betalingen, men hvordan. Han var ikke som andre svinske mænd der fandt lykke i guld, men hvis han ikke fandt lykke i det, hvad fandt han det så i? Hun lod smykkerne lande i tasken igen og lukkede den så. Hun smilede svagt til hende. Det var ikke fordi hun ikke var taknemlig, men Rosalind havde bare aldrig haft det nemt med at udtrykke andre følelser ud over hendes svage side.
Hun lod sig glide gennem døren og inde i varmen. Stedet var nærmest lyst op af smedjens varme ild og omfavnede hurtigt Rosalinds krop. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Følelsen af varme på hendes hud var næsten glemt hos hende, men det var bare så forfriskende.

Rosalind så mod manden hun før havde mødt men aldrig rigtigt talt med. Hun nejede da og bøjede hendes hoved i taknemmelighed som hun begyndte at sige "Jeg undskylder meget hvis jeg er til besvær, men jeg er taknemlig for at du ikke bare efterlod mig til kulden.". Hvis ikke det var for hendes allerede våde ansigt ville det kunne ses på hendes kind at en lille tåre gled ned.
Hun gik mod smedjens center som et møl mod en flamme. Hun søgte jo varmen for at kunne blive tør igen for hun forventede ikke at manden ville hente hende et varmt tæppe, drikke og tørt tøj, så alternativet var selv at blive varm igen.

"Hvis jeg ikke tager fejl så har jeg set dig her før. Jeg har hentet nogle våben her før, har jeg ikke ret?" spurgte hun som hendes hår kort blev dets purpur-røde farve og så gik tilbage til brun. Hendes øjne flyttede sig ikke fra flammerne og hendes hænder søgte nærmest over dem. Hun trak hurtigt armene til sig igen da hun opdagede at smedjens egen ild var ret mere end blot varm når man kom direkte fra det isnende udenfor. Det var som en brændende inferno og hendes sarte hud brød sig ikke om det. Hun satte sig derfor bare på hug nær den og ville vente der på at blive tør. Dog med håb om at manden og hende kunne tale lidt så hun ikke ville ende med at kede sig til stormen lagde sig.

”Det er ingenting. Det er vel nødvendigt for os alle at arbejde bare lidt sammen her i disse tider, hvis vi skal kunne overleve de forbandede plager.” mumlede han noget betydningsløst til hende. Han gengældte ikke hendes nejende gestus med et buk eller andet lignede. Han lod mere til at ignorere det fuldstændigt. Han havde ikke brug for den form for respektfuld fremvisning. Den respekt han søgte efter var af en anden slags. En mere borgerlig respekt. En respekt han allerede havde til trods for at han ikke selv lagde meget mærke til det i hverdagen.
Han sørgede for at døren var lukket ordentligt til ved at give den et enkelt hårdt skub med skulderen. Bare for at sikre sig at der ikke ville snige sig alt for meget kulde ind i den ellers udmærket isolerede bygning. Han undlod at låse efter sig i frygt for at hans nye gæst ville føle sig utryg. Hun var allerede ynkelig nok, så den indre gentleman i ham ønskede ikke at fremprovokere endnu mere. Det kunne nemlig meget nemt gå hen og blive endnu mere besværligt. En ting han altid gjorde sit bedste for at undgå. Han drejede omkring og lagde straks øjnene mod pigen igen. Studerede hende lidt, som hun straks begav sig mod den tændte ild. Så til hvordan hun forsøgte at suge så meget af dens varme til sig. Det kunne ikke undgås for ham at mærke et mindre stik i brystkassen over det. For hvad ville der ikke have sket, hvis han ikke havde ladet hende komme ind.

Meget hurtigt rystede han det dog af sig og bevægede sig selv længere ind. ”Jo, du har ganske ret.” forsikrede han hende med en lettere sukkende stemme. Trætheden måtte kunne høres en del bedre nu, hvor han ikke vrissede af hende. ”Det var derfra jeg genkendte dig.” Diskret trak han begge af de robuste handsker af sine hænder. En efter en. Og afslørede nu de sorte fingre, der ellers havde været skjult. Han trådte markant hen ved hende, som hun stod ved ilden, og rakte hende uden videre hans håndbeklædning. ”Her. De burde give lidt varme uden at fuldstændig svitse dine stakkels små fingre af.” Efter tog han et par skridt tilbage for at kunne stå lænet op ad smedjebordet.
”Det var da også den dummeste idé, at begive sig ud i det her forbandede vejr. Om det så omhandler at komme hjem eller ej. Hvad gik der igennem dit hoved, mand.”

Som Rosalind sad der og lyttede til manden kunne hun ikke gøre andet end at give ham ret. Folket i Krystallandet måtte holde sammen, borger såvel som adelige. Hvis ikke de gjorde det hvad ville de så ikke ende som.
Rosalind tog mod handskerne, men hendes øjne fulgte subtilt med hen af handskerne og hen til mandens fingre. Deres sorte farve var undrende. Det var som hvis hans fingre var dyppet i sod, "men han havde jo lige haft handsker på så det ville da ikke kunne passe" tænkte hun.
"Tak" svarede hun ham med hensyn til hans venlige gestus.

Han virkede mere rar nu hvor hun var indenfor. Det var som om han var blevet mere træt nu da de var herinde. Rosalind forestillede sig at han måske havde haft nogle hårde nætter ligesom hun selv havde haft. Hun var plaget af mareridt der ikke tillod hendes svage sind at finde ro i sin søvn, så måske var han også sådan en uheldig person.
Hun trak handskerne på sine hænder og kunne allerede mærke deres varme. "Han måtte havde haft varme hænder mens de var heri" tænkte Rosalind. Hun lod sine hænder komme en smule tættere på varmen og kiggede så hen mod manden. "Undskyld..."
Hun kiggede mod ham som hvis hun lige havde ødelagt noget af personlig værdig til ham.

"Jeg ved det var en dårlig ide, men jeg var tvunget til at prøve at komme hjem." hun krummede sine tæer og trak hele sin krop en smule mere sammen og blev nærmest mindre mens ordene forlod hendes halv blå læber.
"Mit navn er Rosa, Rosalind." forklarede hun. Det var hende vel kun høfligt at sige hendes navn, så kunne det være hun også fik hans og vidste hvem hun skulle takke for at hjælpe hende ind fra kuldens biden.
Hun trak sin taske en smule tættere til sin krop som for at skjule den. Holt var hendes mest værdifulde eje så det var normalt for hende at havde ham tæt, især når hun ikke følte sig helt tryg.

Der var som sådan intet for hende at skulle undskylde over, men Alran tog nu alligevel undskyldningen til sig. Ingen grund til at få hende til at tage det tilbage. Derfor nikkede han blot bekræftende til hende og lod sit blik falde mod sine fødder i takt med at han slappede udmattet af i nakken, så hans hage nærmest ramte ind mod hans kraveben. Hænderne hvilede støttende mod bordet bag hams kant og trommede en smule fraværende, som vidste han ikke helt, hvad han ellers skulle gøre sig af dem. Normalt havde de trods alt i gang med diverse ting som at smede et våben eller andet håndværk. Han havde altid haft brugt for at holde dem i gang, hvilket nok forklarede, hvordan han var endt hos Hovedstadens smedje. Og det gjorde skam heller ikke noget at få lov til at arbejde under en af de bedste.

”Navnet er Alran.” præsenterede han sig så endelig efter et stykket tid, hvor han havde smagt lidt på det navn, som hun havde sendt i hans retning. Han løftede atter det lettere intense blik direkte mod hende, og begyndte så småt at nærstudere hende, nu hvor han have hende i et bedre lys og øjesyn. Hun så herrens ud. Noget ved hende fortalte ham, at hun nok ville have endt som en istap, hvis han bare havde efterladt hende udenfor. Hun dryppede på gulvet, som hendes tøj så ud til at tå op. Men hvad der bekymrede ham mest var hendes læber og deres blålige nuance. Det var altid et godt tegn.

Han lod så sit blik glide fra hende igen og i stedet rundt i det åbne rum. Det stod som skrevet i hans øjne, at han søgte efter noget bestemt. ”Hmm… Nårh men, Rosa Rosalind. Jeg kan ikke rigtig byde på noget, men jeg kan varme noget vand op, hvis det skulle være noget.” spurgte han, da hans opmærksomhed endelig landede tilbage på den fordrukne mus på gulvet, inden han skubbede sig væk fra sin plads op ad bordet og traskede over ved siden af den åbne ovn, hvor han faldt ned på hug ved en trækasse med skrammel. Han skubbede et par ting til siden, før han stak hånden ned og trak en godt forslået kedel op. ”Jeg skal dog nok sige, at det er vand smeltet fra sneen udenfor.” Han så sig afventende over skulderen imod hende. Han kendte mange der ikke ønskede at drikke det smeltede sne. For rygter om at selv sneen var dæmonisk skabt havde spredt sig med lynets hast. Og man vidste aldrig, hvilke effekter det kunne have i fremtiden. Alran var dog ret ligeglad. Hvad kunne det skade?

Som Alran havde fortalt om vandet han ville varme fra sneen fnes hun lidt. Hendes navn var Rosalind, men som hun havde introduceret sig kunne hun godt se det måske lød lidt underligt. Hun havde bare prøvet at fortælle ham at han godt måtte kalde hende Rosa, men det var lidt sødt at høre ham sige begge dele i et. "Tak Alran, det ville være dejligt." hun var mindst lige så ligeglad når det kom til sneen. Selv hvis rygterne om dæmonisk sne skulle være sande så var det ikke fordi hun havde stået ude i en snestorm der nærmest havde tvunget sig ned i hendes hals allerede.

Hun rejste sig op og begyndte blot at trave lidt rundt i smedjen. Hun havde været til bal før på Krystalpaladset i dets store balsal. Der var lys, musik og en stemning af nærhed og adskillelse. En følelse Rosa klart ikke brød sig om. Stedet skreg bare kæphøjt, men her var det anderledes. Et størrer åbent rum hvor varmen bredtes fra midten. Hun kunne føle sig selv i rummet.
Det var en mærkelig tanke. At en adelig pige som hende kunne finde noget lignende "lykke" i et rum som dette. Blandt sod, snavs og ild. Hun havde altid været en fri pige der havde en alternativ smag.
Hun fik en næsten uimodståelig trang til at danse mens Alran tog sneen. Hun stod der i en ellers nydelig kjole, også selvom den var våd, og svajede lidt fra side til side med hoften.

Hendes trang brød ud i denne lille melodi løse dans. Hun lukkede bare øjnene og forestillede sig dansen. Men som et skridt mere kunne høres åbnede hun sine øjne igen og så mod Alran der havde hentet sneen. "Skal jeg ik' tage mig af det?" spurgte hun hurtigt for at sikre sig at emnet omkring hendes lille dans ikke blev bragt op, for hun var lidt pinligt berørt hver gang nogen skulle havde haft chancen for at opdage hendes passion for dans, sang og musik.
Hun rakte en handske beklædt hånd ud for at ville tage imod kedlen for at være der hvis han sagde ja til det.

”Godt så.” Det gav ham lidt af en lettelse, at hun tog imod hans tilbud. Han havde frygtet at han skulle høre på en hård afvisning og bebrejdende ord vedrørende det, men hun tog det helt fint. Han ville nok ikke indrømme, at det kom en smule bag på ham, hvis det var tilfældet. Han klappede sine hænder mod sine lår og kom efterfølgende op at stå igen. Alran var ikke nogen elegant fyr. Stort set hver af hans bevægelser var ofte både stive, hårde og mere eller mindre det direkte modsatte. Kedlen lod han dingle fra dens håndtag, mens han marcherede tilbage mod døren. Han havde virkelig ikke lyst til at åbne den igen, men det var nødvendigt. For han tvivlede stærkt på, at hun ville have noget af det vand, der var blevet brugt til at nedkøle smedet jern og andet metal. Selv han ville han ikke nærme sig det vand. Ikke igen. Han havde smagt på det mange gange før ved et uheld. Det smagte ikke kun af metal men også snavs. Han pustede tungt ud og rev så døren hårdt op igen. Det skulle bare overstås.
Kulden kom som et slag i hovedet på ham og fik ham automatisk til at svovle et par utydelige bandeord, idét han trådte et stykke længere ud. Fluks åbnede han låget på den runde kedel med et flik med tommelfingeren og mindst lige så fluks greb han ned efter en klump sne med sin frie hånd og proppede det ned i kedlen. Dette blev gentaget et par gange indtil, der ikke kunne være mere i den. Og så gad han ikke mere. Ellers var han sikker på at hans fingre ville fryse til is, nu hvor han ikke længere havde dem iført handskerne.

På sin vej indenfor igen, måtte Alran dog stoppe lidt brat op ved synet af Rosalind. Eller rettere – det som hun havde fået gang i, mens han var væk. Og endnu en gang kom det undrende blik frem på hans ansigt sammen med et enkelt hævet øjenbryn. Hvad havde hun gang i? Dansede hun? Det var nok noget af det sidste han havde forventet. Men i stedet for at afbryde hende, valgte han blot at gøre lidt ekstra opmærksomhed på sig selv ved at smække døren hårdt i.
”Narh, det er skam ikke så svært, at jeg ikke selv kan klare det. Jeg er en stor dreng.” Sarkasmen var tydelig i det sidste, der kom ud af hans store mund. Han rystede ligeledes på hovedet og bevægede sig så hen mod ildovnen, hvor han blot stillede kedlen et stykke ind i den, hvor kul ikke lå og brændte uden at fortrække en mine. Han var trods alt godt vant til heden. ”Se?” Mere skulle der ikke til. ”Og så ville det være en skam, hvis du skulle være nødsaget til at stoppe din lille regndans. Eller.. varmedans…?”

Rosalind rødmede over Alrans bemærkning. Hun vidste ikke om hun skulle være fornærmet eller smigret, men et måtte ske. Hun skulle finde en måde at komme med en bemærkning mindst ligeså spøjs som hans, for hvis de var til at bruge tiden under denne storm sammen og ikke ende med det mest akavet forhold så var humor da den bedste udvej.
"Selvfølgelig er du en stor dreng." sagde hun til ham med et løftet øjenbryn og en hånd der landede blidt på hendes hoften. Hun kunne næsten gå for en med selvtillid som hun stod der munderet.

Rosalind mærkede ned af hendes kjole der stille begyndte at havde tørrer pletter forskellige steder. Blikket fra hendes varme øjne kiggede mod Alran og rødmede. Hun følte ikke at han var som så mange andre mænd. Hun frygtede ellers normalt at være i alene rum med en mand i frygt for at hendes tidligere episode skulle gentage sig. Men hun havde fint med at han vidste hun havde stået der og halvt danset i en smedje, noget ingen normal kvinde ville gøre. Men hun følte sig hjemme, måske fordi hun ikke var alene men med en person der nok allerede havde indset hendes passion for kreative kunster som dans og musik.
"Det var ik' en regn- eller varmedans, men jeg har bare altid..." hun kiggede mod sine fødder. Hendes sceneskræk sparkede ikke ind. Hun frygtede normalt at tale foran folk, især fremmede.

Men efter deres møde ved døren på en sådan bissær facon så var det næsten okay at sige det. "Jeg har altid været meget musikalsk." Hun bukkede sig ned ved sin taske og gik på knæ foran den. Hun slog dens fine messing lås af og åbnede op så den finde mærke violin af ibenholt kom til syne med sine smukt udskåret gule mønstre som formede blomster af alle slags.
Hun bragte violinen op af tasken som var skåret til at havde plads til den, buen og et lille rum til ekstra ting som voks og strenge.
"Dette her er Holt, den violin jeg har spillet på i snart 11 år." hendes hage søgte igen jorden, men hendes øjne søgte hans. "Der ligger min passion, ligesom din nok ligger i dit smedeværk? Har jeg ret?" spurgte hun. Måske var det for personligt tænkte hun, måske skulle hun ikke havde sagt så meget om sig selv og afsløret det. Alle kunne jo bruge hvad end man sagde mod en. Men der var noget over ham som gjorde hende sikker på han ikke ville gøre det overfor hende, et eller andet, men hun kunne ikke sætte sin finger på hvad.

Hver eneste gang, han så hende sænke sit blik, havde han en underlig lyst til at lægge sin hånd på hendes hoved. Det stod ham nu stadig uklart, om det var fordi han ønskede at forsikre hende, at hun ikke behøvede at være så nervøs omkring ham, eller om det var for at gribe fat og tvinge hende til at hæve hovedet ordentligt. Det var måske mere en god blanding af dem begge to. For et sted kunne han ikke helt undgå at føle sig stor og styr, når hun stadig ikke brød sig om at opretholde en øjenkontakt med ham. Han var ikke farlig. Eller han var i hvert fald ikke så farlig som nogle af rygterne kunne lide at give ham ud for at være. Han var godt klar over, at han kunne være aggressiv og frembrusende, men han gjorde intet af den slags uden grund.

”Musikalsk?” Det var ikke ligefrem det, Alran havde fanget fra hendes svingende hofter fra før. I hans verden var musik og dans trods alt ikke det samme. Det matchede bare godt op med hinanden. Men han undlod at stikke dybere ned i det end nødvendigt. Derfor gik han det sidste stykke hen til hende, hvor han faldt ned at sidde på hug foran hende og hendes trækasse, som for at vise sin interesse. For meget kunne man sige om ham, men han var ikke uden nysgerrige tendenser. Og om der ikke viste sig et mindre glimt i de mørke øjne, der pludselig viste sig mere rødlige i det varme lys, da hun løftede violinen op fra sit skjul.

Det var først, da hun begyndte at tale om passion, at glimtet forsvandt igen og hans ansigt faldt tilbage i dens lettere opgivende folder. ”Jeg har som sådan ikke noget, jeg vil sige, at min passion ligger i.” indrømmede han rut, mens han lod sine hænder lægge sig hvilende på sine lår. ”Smedjehåndværk er noget, jeg tilfældigvis er god til. Og det var mindst lige så tilfældigt at Billy her valgte at tage mig ind, første gang jeg kom til Hovedstaden.” Han talte om det, som var det blot noget der var sket frem for at det var noget helt igennem fantastisk, som når Rosalind fortalte om sin musikalske side. ”Men det er vel altid fedt, sådan som du er faldet over, noget du vil kalde for ’passion’.”
Først kom den meget korte latter. Og så efterfulgte smilet. Det var ikke det mest venlige og imødekommende smil, men hånende var det heller ikke. ”Og hvad sker der, for at du har givet din violin et navn som Holt? Det lyder som noget en byvagt råber op, når de forsøger at stoppe en tyveknægt på flugt.” 

Rosalind tabte nærmest kæben for at lave lidt grin af hvad han sagde, kiggede på ham og rettede så sin krop op. "Ej hvor er du tavlig," sagde hun mens hun halvt grinte af hans kommentar. Det var jo sandt nok. Navnet var lidt fjollet men hun havde haft den siden hun var lille og hun var ikke så opfindsom så hun navngav den bare efter det træ den var skåret i. Ibenholt.
"den er lavet af ibenholt, så 6 årige mig valgte at den skulle hedde det" sagde hun og lagde et ekstra tryk på "Holt" delen. Det var sagt i en blød tone, men hun hold ikke længere sine hage mod jorden. Hun så ham i øjnene som om hun ikke frygtede noget. For hun fandt altid tryghed i det at lave komik. Der var noget ved den følelse af humor der gjorde hende tryg omkring andre.

Hun lagde violinen på plads ved sin hage. Nogle dage var det som hvis violinen var en del af hende og hun kunne ikke stoppe sig selv fra at spille til hendes hænder nærmest blødte. Det var hendes evige trang til at fortælle historier der brød ud gennem melodien fra dens strenge.
Hun drejede lidt på dens tonere og lagde sine fingre blidt på dens strenge, som fik lov at slå en to til tre gange inden hun lagde den tilbage i kassen. Hun var absolut ikke klar til bare at ville spille, især ikke når hun stadig følte for at tale.

Hun tog sin hånd om bag sit hår og lod det hele dale om på hendes ene skulder. "Men hvis du ik' laver det du elsker, hvorfor gør du det så?" hun kiggede spørgene på ham og lagde hendes hoved en smule på skrå. Kunne det virkelig passe at han ikke havde nogen passion for at smede. Men...
Det gik op for Rosalind hvad hun lige havde fortalt ham. Hun havde lige spurgt ham om det spørgsmål hun skulle havde spurgt sig selv om for længe siden. Hun var tjener på et palads hvor hun gemte sine talenter i en stald. Hendes øjne skød op og lyste nærmest med klarheden af en ide.
"En dag vil jeg stå under midvinterballet. Og jeg vil ikke være tjeneren, jeg vil spille der." tænkte hun for sig selv.

Hun rystede hovedet tom for den fjollede ide. Hun havde ikke engang kunne få sig selv til bare at spille i frygt for at han ikke ville kunne lide det. Hun kiggede hen på sin kasse og overvejede om hun bare skulle gøre det. Skulle hun bare tage violinen ved hånden og spille på følelsen hun lige nu kunne mærke i sit bryst. Tryghed?

Alran forstod ikke helt, hvorfor hun havde valgt at løfte violinen, som var hun klar til at spille ham en serenade, men det lykkedes ham nu at holde sin mund lukket og blokerede for mulige skarpe kommentarer. For måden hendes ansigt formerede sig nærmest fredfyldte træk, kunne umuligt være noget, som han ønskede at bryde, ligesom han ellers knyste alt, hvad han rørte. Og som han havde hørt andre mødre fortælle deres børn: Hvis du ikke har noget pænt at sige, så sig ikke noget overhoved. Han kunne godt nok ikke påstå, at han levede fuldstændig efter det ordsprog – langt fra – men de øjeblikke han mindede sig selv om det, var der en chance for, at han lod sig strække. Som denne gang tilsyneladende. Så som hun sad og stemmede strengene, kom der ikke et eneste pip fra ham. I stedet tog han heller ikke sine øjne fra hende.

”Det ærlige svar ville nok være, at jeg ikke helt ved, hvad jeg elsker at lave. Jeg tænker ikke rigtig på den slags. Du ved – det hele er ikke helt så sort og hvidt i min verden, som den måske er for andre.” svarede han hudløst, som var det ingenting. Han stønnede betænksomt og lænede da hovedet en smule tilbage for at se mod loftet. ”Men lad mig lige se…” mumlede han nærmest utydeligt under sit åndedrag, hvorpå han lod sit blik vandre videre rundt i smedjen. Igen søgende. Og endnu engang kom han fluks op at stå med et par beklagende lyde. Han burde gøre noget ved de led, hvis han ikke skulle ende med at være krøbling i sine trediver.
En hånd blev kørt igennem det sjuskede hår, hvilket resulterede i, at det beskidte hvide bånd blev fjernet og gav hans ustyrlige hårtotter en chance for at falde naturligt. I hvert fald så naturligt som det nu kunne efter at have siddet tilbage stort set hele dagen. Strimlen af stof blev viftet lidt med, inden han strategisk smed det fra sig på arbejdes bordet, inden han for alvor gik på jagt. ”Aha, her!” Der gik heldigvis ikke længe, før han fandt noget, der passede til det, han ledte efter. Det ville også være en skam, hvis han ikke bare havde nogenlunde en idé, om hvor tingene var, nu hvor han tilbragte dag ud og dag ind i forretningen. Hurtigt greb han omkring det lille objekt og vendte så tilbage til Rosalind.

”Ahh…” Tungt dumpede han denne gang helt ned at sidde med røven i gulvet og ryggen lænet op ad det nærmeste. Fødderne var stadig sat i gulvet, benene spredt en smule ud og knæene bøjet så hans arme kunne støtte på dem. Med en enkel bevægelse med den ene hånd, fremviste han objektet. En lille relativ tynd plade metal. ”Det her burde du vide, hvad er.” Han så kortvarigt op på hende for at sikre sig, at hun faktisk gjorde, inden han fortsatte. Med et godt tag i pladen med to af de sorte fingre, slog han den ret kraftigt ned mod stengulvet og holdte det op igen for at vise, at der ikke var nogen ændring i det. Han løftede øjenbrynene som en ekstra hentydning til, at hun havde lagt mærke til det.
Det var så efter et par sekunder, hvor han gav pladsen et enkelt lille klem og den knækkede over flere steder, hvor små stykker fald på gulvet. ”Jeg blev… ’velsignet’, kan vi kalde det, med noget, der giver mig en klar fordel for det, jeg laver.” forklarede han med en nærmest rolig stemme. Han smed de resterende stykker, han havde i sin hånd, på gulvet til de andre. ”Hvorfor skulle jeg ikke udnytte det i stedet for at gøre noget, hvor mine ’talenter’ ikke træder i kraft?”

Rosalind kiggede på Alran der gik rundt og ledte efter noget mens han tog et beskidt bånd fra sit hår så det fik mere frihed. Hun kiggede på ham som han gik der men kunne ikke lade være med at kigge på hans hår der nu var sluppet en smule mere løst. Det gav i en normal persons øjne ikke den store ændring til udseendet, men med et øje for perfektion som Rosalinds så kunne forskellen tydeligt ses.
Hun kiggede da også så småt selv rundt med øjnene for at finde ud af hvad han ledte efter. Men da han kom med en lille tynd plade metal og satte sig foran hende rejste hendes ene øjenbryn sig op og hun nikkede ja til om hun vidste hvad det var.

Hendes nysgerrighed var fanget efter han første gang slog det mod det hårde stengulv i smedjen, men da han blot holdt stykket i hånden og det gik i stykker gispede hun og hendes øjne strålede. Hun var forbløffet over at han blot havde holdt det og at det blev brudt som det gjorde.
Hvilken type af magi kunne man gøre sådan noget med. Hun havde godt nok hørt om folk der kunne kaste med vandet som en forlængelse af deres arme og telepater hvis tanker kunne tvinge selv de stærkeste ridder i knæ, men metal der blot splintrede i ens hånd var ikke noget hun hidtil havde hørt om.
Som han lod splinterne dale ned lagde hun ellers igen mærke til at hans fingre var sorte som sod. Hendes øjne kneb mere sammen og hun greb langsomt ud efter hans håndled. Som hun holdt fast gled hun sin tommelfinger over hans og kiggede så på hendes egen. "Hvad?"

Intet af sodden sad fast på hendes finger. En smule støv og lidt skidt, men hun lugtede lige kort til det og der var ingen sodet stank. Hendes øjne kiggede på Alrans som hun drejede sig rundt og rejste sig. "Men...". Hun gik lidt væk fra hvor hun før havde siddet. Hendes kjole var ved at være tør og hendes hår var allerede færdigt.
Hun vendte sig skarpt og lod sit hår flyve fri rundt som hun satte en fod i jorden og pejlede mod Alran. "Du har jo langt flere talenter end du lader dig selv se." hun gik hurtigt om bag ham og hentede et stykke mere.
Hun smed sig også ned som han før havde gjort foran hende. "Du kan splintre nok så mange stykker jern du vil, men herinde," hun pegede mod Alrans bryst med metal stykket hun havde taget nær de andre stykker.

"Herinde er der gemt mange flere. Du har været rar nok til at lade mig komme indenfor så kulden ikke tog mig, du har vist mig en side af dig man ikke ser når du er "Alran, smeden". Selvfølgelig kan magi bærer dig gennem dit liv og gøre det nemt, men vil du ik' en dag bare kunne kigge tilbage på dit liv og tænke: Det er jeg glad for at jeg gjorde?" hendes øjne borede sig ind i hans og hun kunne ikke gøre andet end at smile. Nok havde ingen sagt sådan til hende, men måske ville det få ham til at forstå. Rosalind så ikke en uduelig mand uden talenter der skulle bruge resten af sine dage foran en kedelig flamme han ikke elskede, men en mand med mange værdier som blot ikke udnyttede dem ordentligt endnu.
Hun lod stykket af metal tage plads hos de mange splinter på jorden og kiggede så op igen mens hun kørte en hånd fra sit pandehår og ned gennem det lange brune hår.

"En dag vil du møde en der virkelig ser..." hun stoppede der med at tale, for hvis de sidste ord kom ud var hun næsten sikker på at natten virkelig kunne blive akavet. Hendes blik vandrede hen af jorden, stadig med et smil på læberne, hen mod Holts taske. Hun begyndte at rødme en smule blot ved tanken af ordene der ville havde fulgtes med resten. Måske var det hendes tur til at vise "Talent" til Alran. Det var det eneste der var retfærdig nu hvor han havde delt hans "Eneste" talent ifølge ham.

Alran morede sig egentlig over hendes reaktion. Måden hun gispede på var ærligtalt kært. Men det morende udtryk i hans beskidte ansigt falmede overraskende hurtigt til noget langt mere uforståeligt, idét han følte hendes små fingre tage fat om hans hånd. Hendes berøringer virkede så blide, som var han selv lige så skrøbelig, som han netop havde gjort metalpladen, og at han også ville blive knust i tusinde stykker, hvis hun tog for hårdt fat. Han var ikke sikker på, om det egentlig var tilfælde, eftersom at den hårde hud, han havde bygget op omkring sine muskuløse hænder, meget muligt kunne ødelægge den fulde oplevelse for ham.
Undrende fløj et af øjenbryn op igen, og han opdagede slet ikke, hvordan han et meget kort øjeblik nok havde set på hende, som var hun en komplet idiot, inden det var gået op for ham, hvad det egentlig var der foregik. Og da det sket røg det andet øjenbryn hurtigt op for at være sammen med de første i ren og skær forundring. Han var selvfølgelig godt klar over, at hans fingre ikke var, hvad man så ved en hver anden, man trådte på, men så mærkeligt kunne det da heller ikke være. Det var ikke noget han selv mente stak ud. I hvert fald ikke noget han var bevidst om, eftersom at der vel var ubevidste grunde til, at han oftere end ikke bar handsker. Selv udenfor sine arbejdstider.
Han kunne ikke holde et drillende smil på afstand over hendes reaktion. Man skulle tro, at hun sjældent bevægede sig udenfor en dør, sådan som han var blevet interessant i hendes øjne. Han nåede dog kun lige at åbne munden for at forklare tingene for hende, før hun fjernede sig fra ham igen. Overrasket så han til, som hun elegant nåede op at stå. Og ligetil så han til, da hun drejede omkring som en ballerina. Det kom lidt bag på ham hvor hurtigt hun var blevet tør. Og så rent hendes hår virkede til at være, sådan som det flagrede om hende. Hans manglede kun et par dage mere, før det sikkert ville kunne stå selv. Men nu var hun også en pige. Og de tog sig måske også bedre af sig selv. Han kunne nok lærer en smule fra dem.

De ord, der forlod hendes mund kom helt bag på Alran. Han blev nærmest mundlam. Han kunne i hvert fald ikke få et eneste ord indført. Han sad bare, som var hans bagdel limet fast til stengulvet, og stirrede på hende, mens hun spyttede det ene efter det andet ud efter ham. Det var underligt. Og ganske surrealistisk. Tænk at en lille tøs som hende kunne have så meget på hjertet. Og så omkring ham. De kendte knap nok hinanden, men alligevel troede hun mere på at han havde mere at give, end han selv havde.
Selv efter, at hun virkede til at være færdig, havde han problemer med at få tungen på gled igen. Han var rettere sagt målløs. Men så efter de første par sekunder i stilhed, brød han pludselig stilheden med, hvad hun kun havde fået en smagsprøve på før. Han lo. Højlydt og ærligt. Den kom helt nede fra maven, kunne man høre. Han blev nød til at læne hovedet helt tilbage, da han næsten ikke kunne styre sig selv. Og en hånd blev ligeledes lagt mod panden der blev der før, latteren endelig faldt ned igen.

”Rosalind! Kære..” startede han under det sidste af de sidste tegn på hans glædes udbrud. ”Jeg tror, du har misforstået mig noget så grueligt. Jeg gør ikke, hvad jeg gør kun fordi jeg ikke kan andet. Eller fordi det er det nemmeste. Jeg kunne sågar blive staldskraber eller opvasker – Det ville være et lettere arbejde end at være ’Smeden Alran’, som du så fint siger.” Latteren sad stadig fast på hans læber, da han lænede hovedet frem igen og flyttede de rødbrune øjne tilbage på hende. ”Du får mig næsten til at lyde ynkelig.” Han rystede lidt på hovedet i takt med at han fik trukket på skulderne. ”Du bekymre dig for meget om andre.”
Han satte en støttende hånd i gulvet for at hjælpe sig op at stå på benene igen. Hvorfor havde han også overhoved sat sig ned. Han var for stiv i kroppen til at kunne bevæge sig lige som Rosalind. Han havde seriøst brug for massage. Han børstede roligt sine hænder af i sine bukser, inden han trådte det sidste stykke hen til hende, hvor den ene af hans hænder lagde sig på hendes hoved. ”Okay, du vinder. Jeg elsker mit arbejde. Du skal bare ikke forvente, at det er noget jeg konstant gider ytre mig om. Jeg kan ikke se mig selv lave andet, og jeg har absolut ingenting imod det.”

Som Alrans grin begyndte løftede Rosalind sit ene øjenbryn i forvirring. Hvad var det mon han havde fundet så sjovt. Hun kunne ikke tænke på noget af det som sjovt så noget andet måtte enden gå gennem hans hoved ellers var hans humor anderledes end hvad Rosalind tænkte ved første øjekast.
Dog selvom det kunne tages offensivt til hvad hun lige havde fortalt så tog hun det ikke sådan, for hun nød til en hvis grad hans grin. Det var rart at vide at han var istand til det når hans gang og tale mønster ellers havde virket så robust. Hans grin gjorde ham mere menneskelig og hun kunne godt li' den mere grinende del af ham. Men da kom ordene der fulgte grinet. Hun blev så godt som forstenet efter de første ord. "Rosalind, kære...". Ordene satte sig fast i hendes hoved og sekunder føltes som timer. Hun gik ordene igennem igen og igen og hendes kinder blev straks røde og hun ventede ordene der fulgte.

For hver ord der fulgte kunne hun stadig ikke lade være med at tænke på hans grin og for nu hans smil. Dog kom ordet der ville knuse den lille fin illusion hun havde sat for sine øjne "Ynkelig". Hun mente på ingen måde han var ynkelig. Hun var ret forbløffet med hans evne til at komplet ignorere at han måske ikke gjorde hvad han elskede, men hun vidste også at hun ikke selv gjorde det, så var hun i virkeligheden selv ynkelig hvis Alran sagde det sådan. Burde hun virkelig prøve at tage violinen for hånden som da hun var mindre og spille for folk. Burde hun gøre hvad hun kunne li' i stedet for at gemme det i staldene hvor kun heste ville lytte til Holts skønne klang?
Hun sad der som hvis forstenet. Han talte videre og fik rejst sig op igen. Hans bevægelser, hans krop. Det virkede alt som om han havde problemer med at gøre den basale handling af at rejse sig op i stående stand. Havde han en arbejdsskade fra det hårde smedearbejde. Rosalind tænkte kort på hvordan deres vidt forskellige liv kunne lede til så mange forskelle. Hun var af adelig herkomst. Hun var ikke tvunget til nogensinde at arbejde for hendes søskende og familie skulle nok klare det for hende, men alligevel tvang hun sig selv ud i det. Dog var Alran tvunget fra starten. Han var ikke en af de heldige der bare kunne bruge hele livet på at sidde og kigge ud af et vindue. Han måtte arbejde hårdt for at leve og sikkert endnu hårdere her under plagerne. Det fik hende næsten til få tårer i øjnene igen, men hun nægtede sig selv det denne gang. Hun følte ikke længere for at lade sine følelser tage kontrol når de var plaget af negativitet. Hun ønskede kun at tænke på nu og her i det bedste lys, og nu og her var med Alran og hans talen.

Hans hånd på hendes hoved gjorde hende tryg. Der var noget over det at en stor stærk person stod en nær og havde hånden på ens hoved. Det var som da man var mindre og ens fader ville lægge hånden der når han grinte af noget man havde sagt, men her var det ikke hendes fader men en fremmede som hun kun havde mødt i korte stunde men nu var "fanget" med i en stormene stund.
Måske ville det ikke være slemt på nogen måder at være her med ham. Hun følte lidt en sejr da han indrømte at han lavede hvad han elskede og derfor tog hun hans hånd i begge hendes hænder og rejste sig op. Hendes funklende øjne så mod hans hånd og så mod hans skønne brune øjne "Det vidste jeg du gjorde. For du er som skabt til det.". Som hun holdt hans hånd mellems sine kiggede hun rundt i smedjen hvor hendes blik blev fanget af diverse projekter der endnu ikke var færdige. Sværd der manglede arbejde, skjole der manglede bøjning og plader uden sammenhæng. "Hvem skulle ellers kunne færdiggøre alle disse. Det siges jo af ridderne på paladset at du er den bedst," hun lod hans hånd falde og samlede bladet til et sværd og vende det lidt så det reflekterede lyset "våbensmed byen har." afsluttede hun den tidligere sætning med.

Rosalind lagde mærke til en lille lyd de begge nok havde glemt. Hun lagde bladet ned på en arbejdsbænk og snuppede de beskidte handsker op fra gulvet. Hendes kjole var allerede blevet snavsnet af at sidde på gulvet, men hun elskede det. Det at være snavset var en fornemmelse hun elskede for det betød hun levede livet. Det var måske også derfor at smedjen for hende føltes så naturlig som den gjorde. Den bragte en følelse af frihed frem i hende som hun ellers ikke fik lov at udtrykke andre steder fordi de altid skulle holdes rene. Som Krystalpaladset haller. Chancen for at hun nogensinde ville blive særligt beskidt der var lille, men af en pige der kunne li' at få noget snavs på hænder og fødder så var det ikke altid lige godt at arbejde der.
Med handskerne på kiggede hun hen mod Alrans øjne igen "Vi glemte vidst noget." sagde Rosalind med et kækt smil på hendes endeligt opvarmede læber hvis farve nær tog et komplet rødlig farve. Hun gik mod ildovnen med handskerne på og rakte ind efter kedlen med vand som havde stået der lidt længe nu. Hun løftede den ud og gik hen og placerede den på en den arbejdsbænk hun også havde placeret bladdet fra sværdet på. "Skulle det være? Hva' Alran, min kære?" hun lo en smule som hun kort nikkede ned mod kedlen for at antyde om han ville havde noget af vandet. Hun prøvede lidt at lave sjov med det faktum at han havde kaldt hende "kære" for hun synes det var sødt og hun ville næsten ønske at han ville gøre det igen. "Det var sødt af dig at kalde mig det." valgte hun at sige for at prøve at hentyde til at hun faktisk synes det var dejligt at blive kaldt det.
Det ville det selvfølgelig ikke være hvis bare enhver gjorde det, men når en person med en hvis charme gjorde det så var det altid som at svæve på en sky i himlen.

Igen fokuserede hun på hans hånd. Han måtte indrømme, at det var en smule underligt, og noget inde i ham ville helst dække fingrene til igen, så hun ikke skulle tænke så meget på det. Det var vel hvad man kunne kalde for uønsket opmærksomhed. Men alligevel lod han hende nærstudere dem så meget som hun nu engang ville. Så havde hun i det mindste noget, hun kunne holde sig i gang med. Og verdens undergang var det heller ikke. Det smittede ikke, så hun var ikke det mindste i fare. Han havde betragtet hendes hænder have fat i hans det meste af siden, men idét at hun løftede blikket direkte op mod ham, fløj hans hoved ligeledes op, hvor han mødte hendes øjne. Et par øjne han oprindeligt havde troet, bare var brune lige som mange troede om hans. Men han havde tilsyneladende taget fejl, for nu kunne han finde en støvet grøn farve, der blandede sig ind i de andre lysebrune nuancer. Utroligt hvilke detaljer, man kunne se når man var tæt på.

”Arh, nu tror jeg lige nu strækker den lidt.” måtte han bryde ind, som hun stod og fremviste et stykke smedjeværk op. Han var ikke helt glad for at se hende, stå med det i sine hænder. For noget sagde ham, at hun ikke var erfaren med dem. Hun kunne nemt skære sig. Og det ville kun ende galt. Specielt med et sværd, der endnu ikke var blevet smedet færdigt. Heldigvis virkede det dog til, at hun selv fik ordnet at ligge det tilbage på sin plads, før der skete noget. ”Jeg er meget vel en udmærket smed. Og jeg ved hvad jeg laver, men jeg er ikke den bedste. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har stadig en lang vej endnu, før jeg overhoved kan overgå min læremester. Det er trods alt ham, der har lært mig, hvad jeg ved. Så det er ham vi har for at takke for ’alle disse’.” Det var ikke første gang, at han havde taget hendes egne ord i sin mund, og det ville såvel heller ikke være den sidste gang. Han havde gjort det siden han var helt lille.

Alran havde knap nok lagt mærke til lyden af boblende vand. Han havde egentlig glemt at kedlen overhoved fandtes, så det var et forundret udtryk der prægede hans ansigt, da hun pludselig greb om handskerne igen og trippede hen til den brændende ovn. Glemte noget? De første par sekunder foregik igen med et forvirret udtryk, indtil at han så hende tage metalkedlen ud. Shit! Det var også rigtig. Hvordan kunne han glemme den? Han havde selv sat den der ind. Han havde selv tilbudt hende det. Han gruede minderne om de gange, hvor han havde glemt smedemetal inde under kullet da han var yngre, og det så var fuldkommen smeltet.
”Ah ja! Øjeblik.” Han knipsede fluks med fingrene og skyndte sig hurtigt tilbage til den samme boks, hvor han havde fundet kedlen. Der blev rumsteret lidt rundt, men ganske hurtigt blev der trukket to mindst lige så forslåede krus op og vist frem til Rosalind. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg foretrækker at undgå at skolde mine hænder på varmt vand.” Han holdt en lille kunstpause, inden han kækt tilføjede: ”…kære.” blot for at drille hende en smule, samtidig med at han nåede op ved siden af hende og stillede krusene på arbejdsbænken ved siden af kedlen.
”Vi du have æren?” spurgte han med hentydning til at hælde vandet op. ”Ellers skal jeg nok.” Drillende rakte han ud efter det sikkert svitsende varme håndtag med en ubeskyttet hånd for at se hendes reaktion.