Det havde været noget værre rod da Armand havde afleveret brød i det Øvre Bydistrikt. En tur som normalt forløb ganske problemfri. Men ikke længere, nej. Der var banditter, en dæmonjæger, og så et halvdyr der var kommet til skade. Selvom Armand normalt ikke blandede sig for meget med andre væsner, fordi de var bange for ham for tiden, så havde han bestemt sig for at hjælpe halvdyret. Især fordi at halvdyret virkede til ikke at være bange for ham.
Han havde båret hende i sine arme hele vejen ned til helbredelseshuset og de var her endelig. Han havde endt med at kende healerne rimelig godt, da han var påtvunget til at gå ned og få tappet blod hver dag. En ting der havde efterladt ham små afkræftet.

Han bar halvdyret ind af dørerne i helbredelseshuset og forsigtigt satte hende på sengen, før han kiggede efter en healer. Det så desværre ud som om at der ikke var særlig mange på arbejde, så de måtte vente lidt endnu, før der var en der var ledig, som kunne kigge på hendes fod.

Kulun ømmede sig lidt og så på sin fod. Den var lidt blå omkring anklen og sad for langt ude til siden for at se almindelig ud.
Hun sukkede og så sig om. Hun var fast besluttet på at være tapper, men der var alligevel en del på spil. Hvis hun ikke kunne bruge hendes magi og skabe ild, så var det en ting, men hvis hun pludselig heller ikke kunne danse eller springe?... Eller GÅ?!
Hun begyndte at blive nervøs og fiflede lidt med sin hale. Hun så lidt på dæmonen, som havde båret hende herover. Vældig pænt af ham, det måtte Kulun indrømme, men hun huskede pludselig noget. Hun satte sig lidt bedere op, og skar i processen ansigt fordi hendes fod bevægede sig, og hun rømmede sig.
"Tusind tak fordi du hjalp mig, det var meget venligt af dig. Jeg fik ikke dit navn? Jeg er Kulun." 
Hun rakte en hånd frem.

Det var selvfølgelig en uheldig situation, hvis halvdyret ikke kunne gå længere, men Armand tvivlede på at det var så slemt. Healeren ville nok kunne fortælle lidt nærmere om det. Men allerede fik Armand et par kølige blikke fra nogle af de andre i helbredelseshuset. Ja, det var lidt uheldigt at det var så tydeligt at han var en dæmon, så han kunne dårligt få lov til at gå i fred.
"Hyggeligt at møde dig, Kulun," sagde han og tog hendes hånd med et varmt smil. "Mit navn er Armand. Jeg er bager nede på Hovedgaden." Lidt reklame kunne man vel altid gøre når man alligevel præsenterede sig. Han havde mistet et par kunder her i de dæmoniske plager, og lærlinge var det også blevet lidt tiltrængt med. Forhåbentlig ville dette gå over, og han kunne gå tilbage til sit normale liv, med massere af lærlinge og massere af kunder. Det var alligevel det der gjorde hans liv bedst.

Kulun nikkede. Bager på hovedgaden, det lød som et job der gav noget. Heldig fyr, det måtte hun sige.
Kulun turde ikke se ned på sin fod, og prøvede desperat ikke at tænke på smerten, selvom den var meget svær at ignorere. Hun besluttede sig for at snakke med denne dreng istedet for at bekymre sig, for der kom forhåbentlig snart en healer.
"Jeg..." startede Kulun ud, imens hun kiggede beundrende på vingerne der stak ud af drengens ryg.
"Du må undskylde at jeg sådan spørger, men: Du er en dæmon, ikke?."

((Han har ikke sine vinger fremme på dette tidspunkt xD))

Armand kiggede næsten skamfuldt væk fra halvdyret. "Jo, det er jeg ganske vidst... men jeg vil bare gerne leve mit liv i fred her i Hovedstaden," indrømmede han. Han havde arbejdet hårdt for hvor han var kommet i sit liv, men alligevel var folk stadig efter ham. Især med disse plager. Var det så svært for dem at forstille sig, at han bare gerne ville leve et fredeligt liv. Måske det var, for han var jo ikke fra starten en dæmon med et godt hjerte. Nej, det blev tillært i de år han boede i Medanien.
"Jeg håber ikke at du ser ned på mig af den grund," sagde han så blidt og kiggede tilbage på halvdyret. Han ville ikke ses som værerende kun en dæmon, når han følte at titlen som bager bedre forklarede hvem han var som person.

Død tråd <3