Neagu havde ligget i hans trofaste hængekøje, der rokkede ham roligt frem og tilbage. Med varmen der hærgede over landet, var vinden også næsten eksisterende. Lidt af et helvede, når man prøvede at nå steder hen. Og endnu værre, når man næsten ikke kunne vente til man var der.

Han havde dog fundet en hvis glæde i den bløde bevægelse, som vandet alligevel gav. Hvordan at hun, skibet, rokkede dem langsomt frem og tilbage. Grundet varmen generelt, var han ikke i dækket andet end hans bukser, mens at sveden gled ned af hans brystkasse der på nuværende tidspunkt ikke bar en trævl af stof.
Måske han virkelig burde foretage sig noget andet, han havde lidt på fornemmelsen at de havde aftalt noget i dag? Nej, han kunne ikke helt komme i tanke om det, så derfor glemte han også hurtigt at han overhoved havde tænkt det, og trak hatten han havde på hoved lidt længere ned over ansigtet.
 

Og hvorfor vælger man i det hele taget at drive ud på en rejse, når det var sådan et forfærdeligt vejr at gøre det i? Nogen gange så ventede eventyr ikke på vejr, eller gode forhold, nej når man vidste noget ventede der ude måtte man gribe chancen og tage ud. Og denne nyhed, var næsten for god til ikke at tage op, en hel borg for dem selv? Se det, måtte være en hver eventyrs rejsende, eller pirat kunne man vel også kalde dem, drøm. Så nu havde Neagu grebet denne chance, sammen med en håndfuld mænd, og en af dem han betroede ven Logan. Jo, det skulle alt sammen nok blive godt! Men først, når den her lur var taget færdig.

Der var noget ganske specielt ved at være tilbage på det salte hav igen. Efter mange måneder hvor luften havde været alt for tør og forkert. Fastlandsluft. Man kunne godt holde til de i nogle år, men til sidst kaldte havet. Havet kaldte altid tilbage – og denne gang var skam ikke spor anderledes. Alt man kunne håbe på var dog at denne ø fastholdte den friske luft, mere end fastlandet.
Faktisk ønskede Logan bare mest af den skide tørke ville holde op, og luften blev bare et gram den samme som sidst. Man kunne imidlertid ikke være lige heldig hver gang.

Den gyngende bevægelse fra båden der langsomt sejlede over det bølgende vand, var behagelig. Den sørgede for at man ikke gik fuldstændig i stilstand. Der var altid bare et eller andet i bevægelserne der forandrede sig, om end den var ganske beroligende. Hvilket nok var grunden til at dækket var tomt for lige præcis den person som skulle være dukket op. Dovne hund.

Logan bevægede sig ned af den knirkende trappe, målbevidst mod den tyngede hængekøje der gemte på en mandsperson der tydeligt havde valgt at tage en middagslur i dagens hede. Her stod han med armene over kors i lang tid kiggende næsten morende på hatten der lå ned over hans ansigt. Nådesløst tog han fat om kanten af hængekøjen og trak til, i hvert fald nok til at give personen i den noget af en forskrækkelse. ”Ej, en pludselig bølge ramte skibet. Et uheldigt tidspunkt at ligge i sin hængekøje..”

En lavmeld snorken, afslørede hurtigt at Neagu ikke længere var i en vågen tilstand. Skibet fungerede næsten som en vugge, sådan som den lige så stille gav efter for de små bølger der stadig var på vandet. Derfor var han fuldstændig uanet omkring, at Logan stod ved siden af ham med armene over kors. Hvilket nok ikke havde gjort så meget, havde Neagu været vågen og se ham. Desværre havde han en tendens med at være utrolig flabet. 
Et mørkt hyl forlod hans læber, da køjen blev hævet til side og han faldt imod skibets dæk. "Av for satan!" brummede han irriteret, med huen der sad halvt på hans ansigt, kom han hurtigt op og sidde på sin røv med benene plantet på gulvet. Han løftede huen og sendte Logan et irriteret blik. Allerede før den ældre mand havde talt, havde han vidst at der kun var en på hele skibet der kunne finde på den slags. 
"Nej hvor mærkeligt, sådan en bølge ud af ingen ting" han lavede et hop og kom hurtigt op på benene igen. Hans hånd aede hans stakkels ryg, der havde taget imod slaget. Det ville han sikkert bøde for, når han rent faktisk havde tid til at sove igen. 

Logan grinede hæst og dybt som Neagu styrtede mod gulvet med en noget fesen hylende lyd, stærkt underholdt både over sin egen geniale streg, og ikke mindst reaktionen der var fuldt med som skvatmiklen var styrtet. Oh ja, det var livet. "Ja, det er noget værre magi" brummede han og gjorde tegn med et hovedkast til at han skulle følge med op. "Der er land" Der var ingen grund til at blive nede i den ildelugtende kahyt - der lugtede altid indelukket, blandet med gammel tang.
Logan satte vejen tilbage op af trappen til han nåede dækket og stilte sig til at vente på Neagu med hænderne plantet i siden og med det ene øje rettet mod bølgerne, og ikke mindst landet de kunne se som en lille prik i nærheden. Toropolis Isla, hvis udkigsposten vel og mærket ikke tog fejl.. som sidst.. Forhåbentlig ville de komme først - den mindre samlig af forbrydere og kriminelle intellegter - hvis man kunne kalde dem det. Et sted væk fra fastlandet, hvor de kunne slå sig ned, og dristibuere deres bytte og fastholde pagt. Ja, det lød alt sammen ganske fornuftigt og fremtidssikrene.. Så længe ingen fik ideen at dolke andre i ryggen. Logan havde allerede sine mistanker til et af besætningsmedlemmerne. Han kunne ikke fastholde blikket - tydeligt tegn på svaghed.

Knægten var alligevel imponerende engang imellem. Efter mange dages rejse på det saltehavn med sparsom vind, og alt for stærk sol der stegede ryggen til bacon, nåede de endelig i land. Det lyse varme sand brændte næsten igennem støvlerne, som de hjerteligt tog imod den faste grund under sig. Logan mærkede forskellen ganske velkommende, mens selv hans ballance evne skulle adjustere sig til ikke længere at befinde sig på et rokkende skib. Han gik derfor langsomt, gemte det bag at han betragtede omgivelserne. Jo, han så allerede potentialet, men der var mange uopdagede områder endnu at tage i betragtning. Og det var her at knøsen imponerende. Den yngre var ikke langsom til fornuftigt at komme med kommandoer, fornuftige. Logan forholdte sig stille - han havde aldrig været ledertypen, med mindre det virkelig var nødvendigt af ham. Han brokkede sig dog gerne hvis han var udsat for hvad der i hans verden var pisse uretfærdigt.

"Altid optimistisk" Brummede Logan med armene over kors og et smil på læberne, selvom han måtte tage sig til at løfte et øjenbryn af det noget akavede slag på ryggen. Han lod den ligge. Ingen grund til at undereminere den autoritet han lige nu kørte, ved at slå ham med hovedet først ned i sandet. Logan så de to andre komme hen til dem, klar til at følge ud efter trusler. De fleste af besætningen var virkelig hårdføre folk, så at frygte for deres sikkerhed var virkelig unødvendigt. "Har vi mistanke om at nogen befinder sig i ruinerne?" Logan lod gorilla armene falde, som han gav sig til at gå.

Selvom af deres udflugt mest var baseret på at spotte trusler, så det ikke ud til at det viste sig betydeligt i Neagus krops holdning. Den var let, åben og næsten legende. Det var tydeligt for enhver at se, at dette var sønnen af en gøgler. Mens andre havde besvær med at komme hen over det hvide sand, gik han helt ubesværet, som havde han gået ned af gaderne i hovedstaden. 
Neagu tog en dyb indånding, og selvom at heden stod og bagte ned over dem ganske nødesløs. Var det stadig svært ikke at blive svært begrejsteret over omgivelserne, ganske enkelt magisk. 
Lidt i sine egne tanker, da Logans stemme pludselig prikkede til hans bevidsthed. Hans øjne gled hen over skulderen, for at betragte den store mand, mens at hjernen fik mulighed for kort at begribe hvad der var blevet sagt til ham. "Jeg tænker vi ikke kan være de eneste der har tænkt, at dette kunne have kæmpe potentiale..." et gavtyv smil spillede hen over læberne, inden han vente hoved den rigtige retning. Selvom han var idræt, ville han hellere ikke udfordre skæbnen og falde med hoved først ned i sandet. "Hellere være sikker på, at vi ved vi er de eneste på øen inden vi følger os for sikre." afsluttede han, som han bevægede sig ind i krattet.

Logan brummede godkendende som svar. Nej, det kunne vitterligt ikke være de eneste som havde set potentialet i denne fabelagtige ø uden for lands lov og retning.. Hvorfor Samsons bande var taget afsted derfra efter lederens død var ham en gåde. De kunne lige så godt være blevet og havde fortsat deres arbejde. Men det var ikke noget at græde som en baby over! Det gav nemlig dem en langt bedre mulighed! Muligheden for at overtage og opbygge efter deres hoved, og ikke hvad alle andre tåbelige hoveder bestemte de skulle gøre.
"Nok ikke den dårligste ide der er kommet fra dig" Logan brummede lavmelt men med et drillende smil på læberne. Den store roboste mand havde en tendens til altid at komme med kommentarer i den ene eller den anden retning, men Neagu var også ganske fabelagtig til at give dem tilbage når det kom til stykket.
Nogle af krattes grene og enkelte tårne var hurtige til at finde vej frem til de steder huden var synlig og forsøge sig, men ikke en mine trak han. Forhåbentlig ville de have overraskelsesmomentet skulle der befinde sig noget længere fremme.

Neagu fremkaldte en lyd, som meget hurtigt kunne genkendes i form af, at han var blevet fornærmet over det som Logan havde sagt. "Hvad mener du dog? Jeg kommer altid med gode idéer!" sagde han med en såret stemme, mens hans øjne kiggede med det bedste fortabte hunde blik han kunne fremmønster. 
Slange rømmede sig betydeligt, som fik Neagu til at rette sin opmærksomhed hen på den spinkle mand der gik ved siden af ham. I forhold til resten af gruppen, var han betydelig mere undervældende hvad angik hans fysiske form. Dog vidste de nærmeste, at manden havde en tendens til at elske eksplosive ting. En ting der gjorde ham ekstremt farlig. "Jeg vil vove at påstå, det ikke passer" grinede han ud igennem smil der ikke længere havde alle tænder intakte. "Og du smiler til din mor med det smil." gyste Neagu og rystede på hoved. Dog kunne han ikke formå at holde smilet væk fra læberne, men rettede dog hurtigt blikket fremad mens han maste sig igennem skovens tætte krat. Hvilket tydet på at der ikke havde været mennesker her længe, i hvert fald ikke i disse dele af skoven, da bunden stadig bar præg af hvad der en gang havde været en sti. 
"Forstår stadig ikke hvorfor vi ikke kunne finde en ø, hvor der i mindste var lovning på nogle kvinder." kom der små irritabel Tristan, der havde valgt at ligge sig bagerst i gruppen. "Hah! Som om du ville have held med kvinder hvor end vi så var gået hen!" sendte Neagu hurtigt tilbage, hvilket tilegnet ham et højrystet grin fra Slange der gik ved hans side. "Desuden, ville Logan her nok skræmme dem alle sammen væk, inden vi fik en chance for at snakke med dem." 

Et stærkt fnys der dækkede over et gryntende grin, kom frem fra Logan. Det var ikke helt så dæmpet som han selv ville havde foretrukket, men han sendte alligevel et sigende blik til Neagu, omend han ikke kommenterede på de gode ideer knægten altid havde sig.
En lavstammen gnækken gik over Logan, mens han så på de to med det raske øje. "Så så tøser, ikke slås" Logan rettede sig bedre op, og fulgte Neagus eksempel med at kigge fremad. Det var virkelig ikke megen liv på denne ø, i hvert fald ikke ud over dyrelivet. Dyrelivet der egentlig også var ganske sparsomt lige her. Forhåbentlig blev det bedre som de kom ind i et mindre kompakt del af skoven, hvor større dyr havde plads. Logans tanker drømte sig kort hen til råddyr og vildsvin der syddede over den varme ild. Alt for ikke at vende tilbage til skibskiks.

Logan gnækkede skadefrog, med et glimt i øjet, som ikke tilnærmelsesvis falmede som angrebet blev rettet mod ham i stedet. "Ha! Ja, den var god! Jeg nedlagde kroernes skønjomfruer, længe før i fik hår på pikken" han sendte et gustent tandsmil som han skubbede til Slange, med et vedplaceret dask på skulderen. "Hvad kan du pragle af at havde nedlagt med din slange"

/Og med Neagus fantastiske hår og lækre smil, fik de fundet frem til borgen og gjort det til deres eget. Selvfølgelig var det kun på grund af ham og hans fabelagtige lederegenskaber at de kom helskinnede frem. 
(Også snakker vi aldrig om hvordan han ikke kunne sidde ned flere dage efter - VI SNAKKER IKKE OM DET).