Nogen gange måtte man ofre sig lidt for sit fællesskab. Sådan havde det altid været i Cecilio's liv. Man kunne ikke være helt selvisk, når man voksede op i en kæmpe fattig søskende flok. Man blev nødt til at dele sit legetøj med de andre, og oftere end ikke, så give ens elskede legetøj til de små, fordi de forstod i det mindste ikke verdenen endnu. I en gøgler gruppe, måtte man til tider gøre lidt mere, hvis en blev syg, blev nødt til at tilbyde et ekstra tæppe hvis de var kolde, og man selv godt kunne holde varmen, og nu... acceptere at blive gift med en fuldstændig fremmed pige, for at være sikker på at der ikke kom nogle gnidninger mellem de to grupper.
Hele den ting, var startet et par uger tidligere, da Cecilio igen befandt sig i Hovedstaden sammen med 'Menageriet'. En anden gøgler gruppe var der, og det blev hurtigt tydeligt at de tog publikum fra hinanden, og der var også nogle enkelte der var oppe og toppes. Altså ikke idealt, og derfor havde nogle af de ældre sat sig sammen og snakket om hvad der skulle ske. Cecilio havde ikke været en del af dem. Han var ikke helt sig selv på det seneste. Hans hjerte var stadig lidt tungt over Florence. Ikke at hun havde gjort noget, men det var som om at det han havde indset til Midsommerballet bare hang i luften og blev tungere og tungere som dagene gik. Det var ikke en ting der ville være kommet til at fungere. Han var klar over dette, men alligevel kunne han ikke få den tunge følelse ud af sit hjerte.
Selvfølgelig var han blevet opdaget i at føle sådan, de andre var ikke helt klar over hvorfor, men de søgte en måde at gøre ham glad på, havde de prøvet et par uger nu, så da den anden gøgler gruppe forslog at de kunne koble deres to gøgler grupper sammen med et ægteskab, blev Cecilio straks udbudt til denne rolle, for han var single og en hustru ville da uden tvivl kunne gøre ham gladere. Han blev ikke gladere til at starte med, først blev han vred over at de bare havde smidt ham ud til ulvene på den måde, men som de talte om, og sagde at de nok skulle trække det tilbage, hvis han virkelig ikke ville, kunne han bare ikke få sig selv til at sige nej. Det var jo ikke fordi at ægteskabet var lavet af kærlighed, og de var gøglere. Han tvivlede på at det ville blive traditionelt, så til sidst gav han efter. Dette ville da få ham til at tænke på noget andet.

Nu var Cecilio på vej til at møde sin kommende hustru, en hvis Lyuba, og han var nervøs. Forhåbentlig var hun ikke helt igennem forfærdelig, så var han ikke sikker på at han kunne klare det. Men hvis hun nu var sød, så ville det ikke være så slemt. Hun måtte også gerne være sjov, men så lang tid at hun ikke var forfærdelig var han lykkelig.
De havde aftaltes at mødes på neutral grund, hvilket endte med at være et telt der var blevet slået op i udkanten af markedspladsen. Teltet gav nok privatliv til at de kunne snakke sammen, men samtidig også et sted hvor folk nok ville opdage hvis der var noget galt.
"Vær ikke så nervøs," sagde en af de ældre kvinder fra hans gøgler gruppe, som var med til at følge ham til deres første møde. Han var glad for at hun var med.
"Det er jeg ikke, jeg oser da charme og selvtillid," sagde han, selvom det var tydeligt at det ikke var rigtigt. Han var nervøs!
Endelig nåede de teltet og den ældre kvinde åbnede teltdugen for ham, så han kunne dukke ind, sammen med de få andre der havde endt med at komme med.

Det havde længe været uundgåeligt. Det havde ligger meget langt ned i traditionerne hos hendes familie at blive forlovet og gift for at styrke stamtræet og skabe fredelige forbindelser til andre familier. Lyuba var 22 og hendes egen forlovelse havde også været meget udskudt. Mest fordi hende moder ikke mente at NOGEN var god nok til hendes lille prinsesse, men også fordi Lyuba selv ikke havde fundet nogen hun fandt.. værdig?

Men det her tilbud var noget hendes familie og nomade gruppe ikke kunne afslå. At bringe fred imellem de optrædende i staden ville hjælpe alle og enhver. Desuden var det svært at afslå når de ældre bad en om det, især siden hun var blevet udvalgt blandt alle de unge kvinder i hele rejse gruppen. Cecilio var navnet hun havde fået på sin kommende partner. Hun kendte ham skam godt. Kun overfladisk. Hun havde flere gange set ham optræde på markedspladsen, stjæle publikums opmærksomhed og ikke mindst kvindernes hjerter bare med en hoftebevægelse. Lyuba ville ikke benægte at han havde talent hvilket også var grunden til at hun ikke ahvde protesteret mere til sin moder end højst nødvendigt.

I det oprejste telt sad hun nu på knæ med moderen, Samira, ved sin side. Hendes hår var blevet bundet i hendes sædvanlige meget tykke fletninger der hang på hver sin side af hendes ansigt. Samira havde yderligere pyntes sin datter med flere kæder og perler end hun normalt havde på sig ud over det borderede silkeslør som lå lagt hen over Lyubas blonde hår. 
De havde begge siddet i stilhed på gulvet indtil nu hvor teltet blev åbnet. Hvor Lyuba stivnede som en bræt og bare så stift frem for sig, vendte hendes moder sig om med et varmt smil til indgangen.

Cecilio havde da også fået besked på at tage noget af sit pænere tøj på, hvilket sjovt nok endte med at være noget af det tøj han optrådte i - når han gad. Det var dog ikke meget. Nogle ekstra armbånd, nogle bjælder og så ellers en skjorte der stadig så nogenlunde hvid ud. Dette gjorde dog hans mørke hud især stod i stærk kontrast til skjorten, og da han så de andre gøglere, sendte han dem også et smil, der så hvidere ud end det egentlig var.

"Vi er glade for at være her. Dette her er Cecilio," sagde den ældre kvinde, der gik under Seona, hun havde dog en klap for det ene øje, som fik hende til at se mere skræmmende ud end hun var. De grå hår i hendes hår, fik hende mest af alt til at ligne en gammel pirat - og Cecilio ville ikke være overrasket hvis hun havde været en pirat i sit liv.
"Det glæder mig at møde jer," sagde Cecilio og bukkede let, før han tog plads overfor Lyuba og hendes mor. Seona tog plads ved siden af ham, og de andre holdt sig længere bagud. Seona måtte tage rollen som hans mor for nu. Hvis hans mor vidste hvad han havde gang i, så ville hun nok belære ham om ikke at gifte sig til nogen der ikke var ham værdig, men hun var her ikke, og han vidste intet om denne Lyuba. Han havde nok set hende før, men lige i øjeblikket kunne han ikke huske det.

Lyubas blik havde klistret sig til tæppet under hende da hende og hendes moder havde gengældt hilsnen de var givet. Kort efter alle havde fundet sig til rette havde Samira fået tilladelde til at tale og hun slog hengivent hænderne sammen med et lavmælt klap.
"Kære familie. Igennem hele mit lykkelige ægteskab med en Lovkach har jeg fået dag ud og dag ind fortalt om deres historie, deres traditioner og ikke mindst har jeg lært hvilket sammenhold og hvor meget kærlighed de har at give ud. Jeg kunne ikke være mere stolt af at være givet chancen for at være en del af den familie. Og derfor vil jeg gerne læge ud med at fortælle hvor glade vi alle er for at byde jer velkommet som endnu en stærk gren af stamtræet" læggede hun ud med at sige i sin dybe men bløde stemme som blev dæmpet i teltets tykke stof.

Hendes blik gled så fra de ældste hen til Cecilio med et varmt smil. "Og ikke mindst du, kære Cecilio. En moder har altid svært ved at give børn fra sig, men den dag skal jo komme og jeg kunne ikke være mere lykkelig over at skulle give min Lyuba til en så smuk ung mand som dig. 
Du vil uden tvivl med tiden holde lige så meget af min lille topas så meget som jeg gør. Hun tager umådeligt godt fra sin fader.." sagde hun og imens hun løftede Lyubas hage op så man kunne se hende under hendes pandehår. "Ud over en smuk danerinde i dit liv vil hun uden tvivl kunne give bedårende børn. Hvis du bare behandler hende som.." Samira blev lavmælt afbrudt af en af de ældre og hun satte sig stille, men dog lidt tilfreds over sin tale, tilbage ved Lyubas side. 

Seona var nok mere vant til de her ting, hun havde været en del af mange gøgler grupper, men Cecilio var ikke, og han prøvede på ikke at gøre store øjne, da Lyuba's mor rejste sig op, og begyndte at fortælle om at være en del af familien. Han havde et høflig smil på sine læber, men kunne ikke lade vær med at kigge over på Seona. Var dette her normalt? Skulle de sidde og høre om alle de gode ting ved at være en del af familien, for han var ikke sikker på at han kunne klare det.
En ting var dog sikkert med dette absurde møde. Florence var ikke på hans tanker, det var der slet ikke tid til, som han skulle koncentrere sig om de andre i teltet.

Nu var det Seona's tid til at sige noget, og Cecilio bad til at det ikke blev på samme måde. Hvis hun sagde forlegne ting som Lyuba's mor havde gjort, så var han ikke sikker på at det her var en god ide. "Kære Lovkach's familie. Vi er så glade for at have fået denne mulighed, og selvom Cecilio's egen familie ikke kan være her og tale for ham, så er vi sikre på at ægteskabet mellem Cecilio og Lyuba vil skabe et stærkt bånd, mellem vores to familier. Cecilio er en stærk, ung mand, og selvom han har været gennem meget," på dette punkt, kiggede Cecilio lidt panisk op på Seona. Hun skulle da ikke snakke om hans fortid. Det var privat! "Så har han altid behandlet dem omkring sig med en godhed man ikke ser hos mange, og med en optisme der virker til aldrig at ende. Jeg håber Lyuba vil behandle Cecilio ligeså godt, som Cecilio uden tvivl vil behandle hende." endte hun så af med at sige, med et smil. Hvad Cecilio ikke ville gøre for at løbe ud af teltet lige nu.

Samira kunne ikke have set mere veltilfreds ud end nu. Var der noget hun holdt af var det lidt utraditionelle ting fra tid til anden og Cecilio ville være et perfekt eksempel til hendes datter. 
Lyuba havde holdt blikket oppe på den ældre kvinde da hendes ansigt var blevet løftet af hendes moder, men havde ikke skænket Cecilio et blik endnu. Det var først da den sidste sætning blev ytret at hendes blik igen bevægede sig til siden på sin moder for en form for svar. Da der ikke var nogen reaktion lagde hun sin hånd over på underarmen af den ældre kvinde der havde givet hende liv. Nogle korte blik blev udvekslet imellem dem Samira nikkede til sin datter at hun skulle rejse sig. Den lydløse ordre blev også lystret

Lyuba tog en dyb indånding da hun stod op og så så frem for sig hen på Cecilio. Først stod hun bare og så lidt smånevøs, men det fadede væk da hun begyndte at tage et par skridt frem. Hendes gang var langsom og hendes blik blev meget analyserende som hun gik rundt om den unge mand. Hun stoppede et par gange hvor hun bøjede sig frem og nærstuderede hans hals han skuldre hænder og ansigt. Til sidst endte hun med at stå bag ved ham hvor hun trak en lang kæde af træperler der var skåret ud i diverse størrelser og mønstre. Idet Lyuba satte sig ned på knæ foran ham og lagde kæden over hans hoved så den hvilede omkring hans hals nåede hun lige at smile kort til ham og mime Hej til ham inden hun rejste sig igen og vendte tilbage til sin plads.
Samira tog straks sin datter i hænderne da hun havde sat sig og begyndte at hviske uhyørlige men overekstatiske ting inden hun plantede i kys på hendes pande og lod hende sidde som hun skulle igen.

Der var noget, næsten forstyrrende ved at sidde ned og blive begloet på at et fremmede menneske. En ting var at blive gloet på af massevis af fremmede, når han optrådte. De kiggede bare på hvor underholdende og imponerende det var. Lyuba nærstuderede ham på sådan en måde, at han ikke kunne lade vær med at rykke lidt uroligt på sig, men han sagde ikke noget, som han havde fået besked fra Seona han ikke skulle. Dog havde Seona virkelig bare nævnt en masse mulige traditioner den anden familie brugte, og hvad han havde behov for at vide. Hvem vidste hvor mange de brugte.
Han kunne dog ikke lade vær med at sende et venligt smil tilbage til hende. Så der var noget med at han var godkendt nu ikke? Han kiggede over på Seona, som nikkede over mod Lyuba. Nå ja, han skulle selv gøre det samme? Hvad var det dog for et mærkeligt ritual. Han havde jo ikke behov for at tjekke om hun var god nok, når de allerede havde sat det her op!

Han rejste sig lidt usikkert på benene. Okay, han blev også nødt til at lade som om at han faktisk nærstuderede hende. Og han kunne vel egentlig også gøre det. Det var sjældent man fik lov til at kigge så intenst på en person. Han gik nærmere på Lyuba og begyndte så at gå rundt om hende. Hun var en ganske køn pige, det måtte han give hende, han kunne godt forstille sig at hun var en god danserinde, som hendes mor havde snakket om.
Han bøjede sig også et par enkelte gange ned for at studerer hende nærmere, men ikke i nærheden af hvor nært som Lyuba havde gjort, og til sidst knælede han foran Lyuba, tog et af sine armbånd af, et af de pænere, og så tog hendes hånd og gav hende det på. Denne her gang var det hans tur til at mime Hej til hende, før han vendte om og tog sin egen plads igen. Seona nikkede anderkendende til ham. Det var i orden det han havde gjort.

Lyuba havde næsten siddet som en statue under hele sin undersøgelse fra ham. Det var bestemt ikke noget han var vant til kunne hun godt fornemme og hun havde utroligt svært ved at holde masken da han hilste på hende på samme måde som hun havde gjordt til ham. Om det var noget han troede var en del af traditionen eller ej var det lidt sjovt siden hun bare havde gjordt det for at lette stemningen imellem dem en smugle.

Den ældre mand klappede to gange i håndfladerne for at få sig opmærksomheden. Han snakkede i hvad der føltes som evigheder om traditioner og endnu mere om familie og slægt så selv Lyuba ikke kunne følge med og var lige ved at falde i søvn. "... og som traditionerne står vil der gå 40 nætter inden jeres bryllup vil stå" afsluttede ham inden de ældre bukkede hovederne for paret og deres værger og forlod teltet.

Det var lige før Lyuba faldt sammen med et suk inden hende moder omfavnede hende. Hun snakkede næsten så hurtigt man ikke kunne forstå hende. Men hvad der var til at få fat i var noget med hvor stolt hun var over at alting var gået fejlfrit, at hun ikke kunne leve uden sin datter ved sin side og så videre og så videre og så videre.

Cecilio vidste godt at det ikke havde været en del af traditionen, men han følte  da han blev nødt til at huske at hilse tilbage til hende, og efter det. Han kunne godt se at han ikke var den eneste der havde svært ved at holde opmærksomheden, som de lyttede til en ældre mand, snakke om traditioner og familier og hvem ved hvad. Men siden Cecilio ikke var klar over hvad han kunne forvente, tvang han sig selv til at lytte. Gøgler forlovelser var ikke ligefrem udbredt i hans egen familie, selvom der var et par gøglere.

Man kunne se hvordan hele hans krop sank sammen af lettelse, da der pludselig ikke var den kæmpe gruppe folk der sad og stirrede på dem og forventede ting fra dem. Det havde godt nok været noget af det mest stressende han nogensinde havde oplevet i sit liv. Og det inkluderede altså at se sin gamle gøgler gruppe blive slagtet foran hans øjne, men hvor han ikke måtte sige en lyd, i tilfælde af at han kunne blive opdaget af dem.

"Jeg er stolt af dig Cecilio," kom det lavmeldt fra Seona, der rakte op og roddede i hans mørke hår. Og det fik ham da til at føle sig lidt bedre, at Seona indrømmede at han havde klaret det okay. At det hele nok skulle gå nu. "Mon ikke vi skal lade børnene have lidt tid alene, så de kan have lidt tid med hinanden, uden vores blikke?" spurgte Seona så. Der var nogle traditioner hvor de forlovede ikke bare måtte være alene sammen, og at de altid skulle være under opsyn, men de seneste par hundrede år, var det vidst blevet en mindre normal ting.
Cecilio kunne nok godt klare at være alene med Lyuba i stedet for stadig at skulle holde ud med hvordan hendes mor stirrede på ham.

Samira gav endelig slip på sin datter igen da hun hørte Seona tale til hende. "Ah! Ja, det fortjener de efter hele den her runde i manegen" sagde hun og rejste sig op med Lyuba hånd så hun kom med op og stå. "Du og jeg har nu også en del på hjertet at snakke om" fortsatte hun ide hun slap hånden. Med et hurtigt vindkys tilbage, som Lyuba lod som om hun fangede, forsvandt begge vinde ud af teltet.

Man kunne stadig høre Samira snakke højlydt nogle sekunder efter de var blevet efterladt. Og så var der ellers død stille. Det eneste der nærmest kunne høres var de mange perlekæder der klikkede imod hinanden da sigøjner pigen rettede hovedet og dermen også blikket fra teltets åbning og hen imod Cecilio. 
"Jeg beklager påstyrret.. det har nok virket lidt stressende for en udefrakommende" afbrød hun så stilheden med en lavmeldt stemme. Bagerst i hovedet kunne hun lige tænke sin mor skælde ud om hvor dårligt held det er at undskylde til sin fremtidige mand som det første du siger til ham... Men hun havde jo på den anden side sagt hej først.

Seona lo højt og frit, og havde intet imod at gå med Samira udenfor teltet og efterlade børnene til hvad end de havde lyst til. Seona havde nok en ide om hvad man kunne gøre, når man nu endelig blev alene, men hun var også klar over at det ikke lå i Cecilio's natur. Nej, for sådan en flirtende mand, var han ikke særlig interesseret i faktisk at gøre noget ved det. Også grunden til at det var nemmere at sælge ham af på denne her måde.

Nu da Cecilio og Lyuba var alene, følte Cecilio sig akavet. Han var god til mennesker, knap så god til gøgler forlovelser, da det sjovt nok var hans første, da Lyuba undskyldte, så Cecilio noget chokeret ud og rystede så på hovedet. "Nej, nej, det skal du slet ikke tænke på. Jeg var.... godt klar over at der fulgte visse ting med til... det her, da jeg sagde ja," sagde han og kløede sig i nakken af nervøsitet. "Jeg skal nok mere undskylde for at være så uvidende om gøgler traditioner," indrømmede han i stedet. Han var langt mere vant til traditioner indenfor Shara religionen.

Lyuba stod lidt og revurderede ham, hun havde muligvis haft masser af tid til at se ham an under ceremonien, men hun havde nok mere opført den som en optræden eller dans end at rent faktisk se ham an. "Det her?" gentog hun ham og hævede øjebrynene lidt. Gad vide om han viste at de teknisk set hang sammen resten af livet. Om så han valgte at løbe sin vej eller ej. 
Det kom aldrig som nogen overraskelse at nygifte sigøjner drenge løb afsted for faktisk at leve livet så snart de var sikre på at deres hustru var gravid og kunne føre slægten videre. Men de kunne aldrig gifte sig med andre når de først var blevet det en gang.

"Hør.. Cecilio" det føltes helt akavet hver gang hun skulle sige hans navn. "Jeg ved meget lidt om dig og du ved sikkert endnu mindre om jeg. Der er allerede en mand i mit liv som ingen nuværende eller fremtidig kan leve op til. Så jeg forventer ikke noget af dig. Du behøver ikke forsørge mig, holde af mig, du behøver ikke engang sove i samme seng som jeg" forklarede hun. Hendes blik havde startet med at være selv sikkert og havde fanget hans. Men efterhånden som hun snakkede blev det mere og mere en forklaring eller undskyldning og hendes blik gik ned på en af hendes mange kæder som hun nevøst begyndte at fumle med. Det var åbenbart lidt sværere at skulle sige højt end hun havde tænkt sig.

Cecilio så meget overrasket ud, med hvordan Lyuba forklarede at hun havde en anden mand i sit liv. Det havde han alligevel ikke set komme. De fleste ville da ikke indgå et ægteskab, hvis de allerede var hængt op på en anden. Men han skulle nok ikke gøre sig klog på arrangeret ægteskab, i stedet for kiggede han bare blidt på Lyuba, med et smil.
"Du behøver ikke at forklare dig for mig, jeg gik ikke med til det her fordi jeg forventede at vi ville falde for hinanden ved føste øjekast, eller nogensinde, men jeg håber at vi i det mindste kan være venner," sagde han. Det ville måske være et utraditionelt venskab, men et venskab det ville være.
Han var ved at nævne noget om at de nok skuffede Shara med et ægteskab der ikke var fuld af lidenskab, men holdt det for sig selv. De skulle nok ikke til at blive religiøse lige pludselig, og nogen gange måtte man ofre sig lidt, også overfor sin gudinde, og han var sikker på at hun nok ikke tog det alt for tungt.

Nu var det så hendes tur til at se lidt overrasket ud. Han var meget blidere end hun havde antaget ham for at være. Hendes hænder fandt vej til kæden der hang løst om hans hals og hun gav sig til at studere den lidt. "Men jeg vil gerne forklare det for dig. Jeg vil gerne have at du ved hvad du går ind til" startede hun ud inden hun kikkede op og fangede Cecilions blik. Samme øjenfarve, tænkte hun kort med et mindre smil på indersiden. "Men derfor forventer jeg så også at du forklarer mig hvad jeg går ind til. Hvis du gerne vil have mit venskab skal jeg vide mere om dig end dit talent for dans og sang" sagde hun og smilte så endelig til ham. 
Det kan godt være hans venlighed kom lidt bag på hende, em det var mere end god overraskelse end end skidt. 

Cecilio nikkede forstående, det var nok godt at de fik afstemt deres forventninger til hinanden, når de nu skulle bruge resten af deres liv sammen. Han havde virkelig aldrig forstillet sig at hans ægteskab ville ende sådan her.
"Ærligtalt, så tilbød Seona mig til det her ægteskab før jeg havde accepteret det selv," indrømmede han, hun kunne ligeså godt få det at vide. "Jeg..." Han var pludselig ikke helt klar over om han skulle fortælle Lyuba at han selv havde en, der trak i hans hjerte, selvom intet ville have kunne komme af det. "Jeg går igennem nogle ting i øjeblikket, så jeg er nok stadig lidt ved siden af mig selv," indrømmede han i stedet for. Det var nært at nævne hvordan han havde det i hjertet. Han havde ellers aldrig haft et problem med sine følelser, men forelskelse var ikke noget der kom let til ham, så han kunne ikke bare sige det højt.
"Men, jeg stammer fra Balzera, hvor hele min familie stadig bor. Det var derfor de ikke var her," sagde han for at ændre fokus til et lidt mere trygt område, men der kom så også den mumlende bemærkning: "Eller ved hvad der foregår."

Et kort grin blev indskudt fra Lyuba efter hans forklaring om hvor lidt hans egentlige familie vidst og at han næsten bare var blevet placeret her i teltet inden han overhovedet havde sagt ja. 
Hun kikkede lidt rundt i teltet inden hun samlede puderne og fra gulvet som de havde siddet på og samlede dem i et hjørne. Hun vinkede sin nye forlovede hen til sig imens hun tran benene op til sig for at sidde mere behageligt. I hver eneste af hendes små bevægelser gav hendes smykker lyd fra sig. "Balzera?" gentog hun imens hun prøvede at huske hvor det lå. Stik modsat af hvor hun kom fra så vidt hun viste. "Et sted du husker? Jeg har hørt det skulle være varmt dernede?" 
Da hendes egen familie havde rejst fra Lazura til hovedstaden var hun selv meget vant til det halvkolde vejr længere nordpå. Hun havde hørt meget fra sin bror og hans rejser rundt om i Krystallandet, men hun kunne aldrig få nok at at høre om handelsbyerne og ørerne hvor ikke mange satte fod mere.

Cecilio rejste sig, for at gå over at sætte sig sammen med Lyuba, det var langt mere behageligt at sidde sådan her, fremfor deres tidligere stilling, hvor det stadig havde virket som et interview. Der kom et grin fra ham da hun spurgte om han kunne huske det. "Ja, sagtens, jeg rejste først derfra ad jeg var.... jeg må have været omkring 14 tror jeg, og har da også været tilbage med jævne mellemrum, når vi rejser rundt. Der er meget varmt, det ligger for enden af en ørken. Byen er så fuld af alle slags væsner, og selvom det er ret hårdt at bo der hvis man er fattig eller slave, kan jeg ikke benægte at byen er smuk," forklarede han, med armbevægelser. Han var altid glad for at snakke om sin hjemby, selvom den både bragte gode og dårlige minder med sig. Han kunne dog nok heller ikke komme uden om at skulle snakke om hvorfor han forlod sin hjemby, og selvom han var flov over det, så var det okay. Det var en del af ham, og før eller senere ville Lyuba opdage det.

Lyuba sad og lyttede faktisk opmærksomt imens hun nikkede fra tid til anden. Så kom et mindre træk på skuldrene imens hun smilte lidt skævt "Altså du skal nok ikke bekymre dig om fattigdom længere så." indskød hun da han nævnte slaveri. Muligvis var hendes familie nomader, sigøjnere og gøglere. Men De havde aldrig været i finansielle problemer. Den måde de levede på var vitterligt et valg om at følge traditioner. Lyuba syntes også det var for varmt at sove inde i huse alligevel. 
"Så hvorfor rejse hvis Balzera er sådan et magisk sted?" spurgte hun så da hun indså hun på en måde havde afbrudt ham. "Familie fighte? eller for dristig kærlighed?" spurgte hun interesseret. Det var lige før hun var lige så spændt på at høre mere fra ham som de eventyr hun havde fået fortalt som lille. Lyuba havde en lidt dårlig vane med at ville prøve at gætte slutningerne på historierne så halvdelen af fortællingerne forsvandt næsten i hendes uendelige spørgsmål.

Cecilio havde ikke rigtig bekymret sig om fattigdom i en god del år. Nogen gange var det en lidt hårdere tid, men det var ingen i forhold til at være fattig i Balzera. Han så dog lidt flov ud da hun spurgte om hvorfor han rejste. "Siden vi var fattige, havde vi behov for en lidt alternativ måde at få indkomst, og os lidt større børn, ville også have noget underholdning, så vi var lommetyve. Jeg blev taget, og var heldig nok til at ham der tog mig i det ikke skar min hånd af, i stedet for blev jeg noget af en tjener for hans omrejsende gøgler gruppe," indrømmede han. Han var ikke stolt af at være lommetyv, eller at have udviklet kleptomani pga. det, men sådan var livet nu engang. Han håbede bare at Lyuba ikke så ned på ham pga. det.

Lyuba lagde hovedet lidt på skrå imens hun tænkte over det. Tyveri, lidt anti klimatisk mente hun faktisk, men det var der jo nok ikke noget gøre ved. Hun lænede sig lidt tilbage så hun lå halvt ned på bunken af puder. "Det lyder som en retfærdig handel. Hun stjal med dine hænder, han lader dig beholde dem på, men til gengæld ejer han nu dine hænder. En skam du blev taget i at gøre det" sagde hun imens hun tænkte på nogle af de gange hunselv havde været en del af tyveri eller snyd i diverse spil for at få lidt spænding i hverdagen. 

"Pænt af ham at overgive dine hænder til mig så" indskød hun så lidt som et spørgsmål til om det var det der var tilfældet eller om der var sket noget derefter der gjorde ham i stand til faktisk at blive gift som slave.