Det her var fuldstændig fantastisk. Et mirakel sendt fra skoven, uventet men så, så velkomment. Og havde det ikke været for Bes, den store sølvdjal, ville Amara ikke engang havde opdaget det. Men han måtte have mærket, at der var noget i gære for den morgen havde han uden videre lagt sit hoved mod hendes. Amara havde handlet i frygt da hun havde trukket hovedet til sig, kun for at opdage, at Bes var okay. Han var uskadt, og lignede sig selv uden nogle af de følger, der normalt kom, når man kom i fysisk kontakt med hende.
I starten havde Amara ikke anet, hvad der foregik, men da han igen havde lagt sit hoved mod hendes havde hun tøvende rakt op for at stryge de smukke fjer. Og da der stadig ikke var sket noget havde hun rakt ud for at røre den ræveunge hun lige nu tog sig af. Heller ikke der, var der sket noget og der var det gået op for Amara, at den forbandelse der havde ligget over hende måtte være ophævet. At hun var fri.

Derefter var det gået hurtigt. Hun havde brugt det meste af formiddagen på at skilde sig af med de mange handsker hun efterhånden havde samlet sig. Derefter havde hun kastet sig over de mange langhalsede, langærmede kjoler: hun havde klippet ærmerne af, revet den høje hals af og klippet kjolen til, så den var blevet kort. Faktisk, da hun først havde taget den på og stod og beundrede sig selv i spejlet slog det hende, at hun næsten ligeså godt kunne være nøgen. For det kunne godt være hun var iført en kjole, men den var nu så kort og dækkede så lidt, at hun ligeså godt kunne have været afklædt.

Hele eftermiddagen var blevet brugt på at gå ind i folk. Ikke andet. Hun var bumpet ind i folk, havde grinende undskyldt og var så bumpet ind i den næste. Og hun havde elsket det. Væk var de forskræmte blikke til fordel for indignerede blikke over den usandsynligt afklædte, unge elverkvinde. Hun var ligeglad. Nej hun var ekstatisk mens hun drak af vinden mod hendes hud og fornemmelsen af Bes fjer under hendes bare fingre.

Og til sidst var hun sat i løb. Hujende og grinene var hendes fødder sat i gang og bar hende hen over hængebroerne indtil hun til sidst havde givet efter for trangen og rent faktisk havde smidt den lille kjole, hvilket efterlod hende løbende nøgen ned gennem Elverly, fuldstændig høj på oplevelsen over muligheden for at kunne gøre det.

Først havde magien gået amok, det havde resulteret i at Caelon var endt lidt mærkelige steder med sin teleporterings evne og han turde ikke se nogen i øjnene.... der var folk der var troede at eliksirmesteren var umådelig uhøflig pludseligt. Caelon havde dog ikke planer om faktisk at forklare sig til de andre elvere. I det mindste brændte han da ikke hytterne ned. Der var stadig mærker efter noget ildmagi var gået amok i den anden ende af Elverly.
Men nu... var der ikke noget magi, så klart var det da, da han ikke kunne teleportere sig mere, ikke at han aktivt havde prøvet på det i månedsvis, men det var stadig en ubehagelig følge. Det betød også at ikke mere ingrediens indsamling, for hvis han skulle gå ud til stederne, ville han da nå at forfryse inden han nåede derud. Det var i hvert fald ved at blive koldt nok til at han ikke bevægede sig meget udenfor.

Han havde været igang med at læse en ny bog, hentet inde fra Hovedstaden af, da han pludselig hørte noget hyl eller lignende komme udenfor. Dette undrede ham meget. hvad lavede folk dog, som larmede så meget, og selvom han ikke var kendt for at være en nysgerrig mand - når det kom til verdenen udenfor - kunne han ikke lade vær med at trække sin jakke på og åbne døren, for at træde udenfor, for at se hvad der foregik. Den nøgne elverkvinde der kom løbende mod ham, fik ham dog hurtigt til at se irriteret ud, og han havde alle planer om at stoppe hende i hendes løbende på hængebroerne og fortælle hende en ting eller to om at være anstændig! Så han stillede sig midt på vejen og stirrede på hendes ansigt, og forhåbentlig kunne hun da se det som en forhindring og stoppe.

Under normale omstændigheder ville Amara aldrig have kunne drømme om at løbe nøgen ned gennem Elverly. Under normale omstændigheder var hun alt for anstændig og alt for tilbageholden, til at kunne gøre noget så vildt. Men det her var ikke normale omstændigheder! Magien var ikke længere i hendes blod, hun var fri! Og så kunne hun altså ikke holde sig tilbage. Kursen var sat mod Søvfloden, som hun håbede havde vand nok tilbage til en dukkert, mens hun løb over hængebroerne, leende af befrielsens glæde mens Bes fløj ved siden af hende: dukkende sig for reb og elvere, der var stoppet midt i deres daglige gøremål ved synet af den unge, opstemte elver.

Hendes tur over hængebroen varede dog ikke længe, for pludselig gik en dør op og en mandelig elver trådte ud på hængebroen. Hans opdukken var så pludselig, at Amara ikke nåede at undvige ham, og hvor hun måske var stødt ind i andre elvere denne formiddag løb hun direkte ind i ham med en kraft, der sendte hende ned på numsen på hængebroen. På trods af det hårde fald kunne hun ikke lade være med at grine op til ham. "Undskyld, jeg så Dem ikke." Sagde hun, og gjorde mine til at rejse sig mens Bes fløj ned og satte sig til rette på hendes skulder.

Uansvarlige ungelvere. Det var da for meget. Måske var Caelon ved at blive gammel og bitter, og måske havde det noget at gøre med at han ikke havde haft en omkring sig, som kunne sørge for at han ikke gik ned af den retning. Kench's tilstedeværelse i hans liv havde gjort sit, men de var mere som søskende der hadede hinanden.
"Og hvad jeg kan se, så så De heller ikke resten af elverne her," sagde Caelon strengt og kiggede ned på hende. Han havde sikkert stiftet bekendtskab med hende før, men hun var tydeligvis ikke vigtig nok for at Caelon kunne putte et navn eller erhverv på hende, så hun var nok irrelevant. "Er Deres tøj måske blevet væk?" Han ville ikke engang tro på at det var blevet væk hvis hun sagde det. Nej, han var sikker på at der var en anden forklaring.
Måske hvis han havde været en anden elver, ville han rent faktisk have kigget på den nøgne elverkrop på en anden måde, og selvom han ikke havde set mange nøgne elverkroppe i sit liv, havde han ingen interesse i dem, uanset hvor kønne og nydelige de var.

Alle andre dage vilel elverens strenge ord have fået Amara til at undskylde, men ikke i dag. I stedet for at undskylde sendte hun ham et bredt grin og rystede på hovedet. "Nej, dem så jeg skam." Svarede hun, som var det en forklaring på, hvorfor hun var stødt ind i så mange forbipasserende elvere. Ved hans kommentar om det manglende tøj så hun ned af sig selv, pludselig pinligt bevidst om, at hun rent faktisk var nøgen. Måske havde hun alligevel ladet sig rive lidt for meget med af den nyfundne frihed, for under andre omstændigheder kunne hun aldrig drømme om at afklæde sig foran andre. "Bes, vil du være sød at hente min kjole?" Bad hun den hvide fugl, der kurerede et eller andet og lettede fra hendes skulder mens Amaras blik igen fandt hanelveren. "Nej mit tøj ligger et sted bag mig," svarede hun, og selvom hun måske var faldet lidt ned fra sin lyserøde sky var smilet på hendes ansigt stadig bredt. "Jeg fejrede bare et mirakel, men jeg blev måske revet lidt for meget med. Jeg beklager jeg stødte ind i dig." Undskyldte hun, og modstod en voldsom trang til at neje.

Caelon så ikke særlig tilfreds ud med ungelverens forklaring. Faktisk så han bare mere og mere irriteret ud jo mere hun forklarede hvad der var sket. Han var ikke engang interesseret i at vide hvorfor hun var så glad, det kunne være fuldstændig lige meget for ham. Nej, han var mere interesseret i at hun fik noget tøj på.
"Ja, det må man nok sige at du blev. Men selvom du gjorde, gør det det ikke acceptabelt at rende..." han rynkede lidt på næsten. "... nøgen gennem Elverly. Vis noget anstændig, tak," sagde han bestemt og kiggede strengt på hende. Forhåbentlig ville hendes fugl komme med noget tøj til hende snart. Ellers ville de andre umulige ungelvere begynde at flokkes til... især.... han gøs lidt ved tanken. Den krop umulige elver der var i træning i helbredelseshuset. Men de burde forhåbentlig have travlt, og ikke komme over i denne side af Elverly. Måske var Caelon lidt for optimistisk omkring det?

Renaél krydsede hængebroen i afslappet tempo. Det var en ganske behagelig dag: han havde været tidligt færdig med sine pligter i healerhuset, og manglen på magi, der var voldsomt bekymrende for mange af de ældre elvere, rørte ham ikke det store: han brugte i forvejen ikke sine evner meget.
Lyden af stemmer fik ham til at sætte farten op og han så en smule overrasket ud, da han fik øje på den nøgne elverkvinde, der var ved at blive irettesat af en af de ældre elvere. Nok var skovelverfolket glade for naturlighed, men det var alligevel meget sjældent, man så folk være så frie.. ikke at det gjorde Renaél noget, og hans blik forblev på elverpigens slanke, velformede bagdel, som han gik nærmere de to.

Den sidste sætning om anstændighed, tak! nåede hans spidse ører, og han rynkede på næsen. Typisk de ældre elvere at altid skulle være efter de unge på dén måde: hun måtte da selv bestemme, om hun havde lyst til at have tøj på. Renaél ville da foretrække, at hun lod være, og han brød derfor ind: "Der er da ingen regler om, at man skal være påklædt!" Indvendte han i et muntert tonefald.

"Jeg undskyldte til dem, jeg stødte ind i." Forsøgte Amara at forsvare sig, skønt hun havde på fornemmelsen at det var nyttesløs. Det virkede til, at den anden elver ikke ville lytte til hende. Men måske var det forståeligt, for hun var trods alt stødt direkte ind i ham, hvilket sikkert havde været smertefuldt, så egentlig var det forståeligt nok, hvis han bar en vis vrede vendt mod hende. Ved hans formaning om at vise anstændighed rynkede hun dog brynene og kneb munden sammen til en tynd streg mens hun rystede på hovedet. "Nej," svarede hun bestemt. "Jeg har brugt de sidste mange årtier på at være anstændig og tildækket, i dag vil jeg have lov til at fejre miraklernes tid, som jeg finder bedst." Ved lyden af endnu en elverstemme måtte Amara dog indse, at hun nok var nødt til at tage tøj på igen, for på trods af at hun lige var løbet ned gennem det halve af Elverly nøgen, var der forskel på at løbe nøgen forbi folk og så stå nøgen midt i det hele.
Den nytilkommende elver, som Amara mente at have set nede i helbredshuset (skønt hun ikke var helt sikker) havde dog en glimrende pointe i, at der faktisk ikke var en regel om, at man absolut skulle være påklædt. "Det er rigtigt," medgav hun med en nikken, "så vidt jeg ved er der ingen regel om, at tøj er obligatorisk."

Man kan næsten så hvor meget mere anstrengt han blev, da han hørte fra den mandlige ungelver. Nej, det var godt nok for meget. Nu stod de og ville påstå at det var deres ret at gå nøgen gennem Elverly! Det var lige meget hvad reglerne var, det var en spørgsmål om anstændighed og blufærdig. Ingen skulle være tvunget til at se på andre nøgne elvere, med mindre man havde lyst. "Muligvis ikke, men det er at forstyrrer ordnen, når de andre ungelvere ikke kan koncentrere sig om deres arbejde, eller i værste fald falder ud over broerne, fordi de har for travlt med at stirre på din krop," sagde Caelon, og sendte et vredt blik på Renaél. Han skulle nok bringe det her op senere, hvor han virkelig skulle grille ham. Han var nok den person Caelon så mindst frem til at se når han var nede i helbredelseshuset for at hjælpe. Altid så pivet, og altid stirrede på kvinderne. Han var en skændsel for deres race, og det var selvom Caelon langt fra var ligeså racistisk som resten af elverne.
"Men vi kan da godt tage denne her samtale op til Toorah så vi kan snakke om det der. For jeg vil med glæde tage det op med hende, om at det her er at forstyrrer freden," sagde Caelon og lagde sine arme over kors. Så måske var det at tage det lidt langt, men han var virkelig ikke glad for nøgenskab udenfor badet.

Renaél var ikke helt sikker på, hvad årsagen til, at den unge kvinde egentlig havde valgt at være nøgen var.. Men hun skulle så sandelig have lov til at være det, uden at der kom en eller anden fornærmet elver med en anstændighed-tak-attitude og bad hende om at tage tøjet på igen. 
"Miraklernes tid...?" Fik han alligevel spurgt med en vis nysgerrighed i stemmen. Det var de færreste, der i disse dage ville snakke om mirakler. Mange var fortvivlede over manglen på magien, og for nylig havde flere elvere observeret, at de faldene blade og visnende træer rundt omkring i skoven ikke bare var et varsel på vinterens komme: de grønne vækster var rent faktisk ved langsomt at dø: noget der havde spredt en nærmest panik-agtig stemning i flere elverhjem, for hvad var skovelvere uden deres skove?

Alt dette forekom meget langt væk fra Renaél. Kunne man ikke se tiden an, tænkte han: det kunne da ikke være så alvorligt, som nogle af de ældre druider påstod.. Igen vendte han opmærksomheden mod den ældre elver med rynket pande. Han havde afleveret en længere formanene snak som Renaél egentlig ikke rigtig havde hørt, dels på grund af hans tanker om mirakler eller mangel på samme, dels fordi hans blik stadig hvilede på kvindens nøgne krop. Lyden af Toorahs navn fik ham dog til at spidse ører, for var der nogen, der kunne få Renaél til at ryste i bukserne, så var det den strenge leder af elverfolket.
"Toorah har vel vigtige ting at se til en en enkelt elverpige, der har smidt tøjet.." Indvendte han spagt, lidt nervøs ved tanken om at elverlederen skulle dukke op og han igen skulle komme i problemer. Selvom han faktisk ikke engang havde gjort noget denne gang..

Det kunne meget vel være, at Amara ikke var den store menneskekender, men anstrengelsen fra den ældre elver var tydelig selv for hende, da de fik selskab af den yngre elverhan. Hvad denne anstrengelse kom af anede Amara ikke, men hun spurgte heller ikke, da situationen ikke ligefrem lagde op til nysgerrige spørgsmål. Det eneste situationen lige nu lagde op til var en stædig fastholdelse fra den ældre elver, der åbenbart mente hun havde gjort noget forkert ved at afklæde sig. "Det er da ikke min skyld, at de ikke kan koncentrere sig." Svarede hun og fik en stædig rynke mellem brynene. "Jeg har jo ikke bedt dem om at stirre." Det var ikke retfærdigt at få det til at lyde som om det ville være hendes skyld, hvis de andre ungelvere ikke kunne styre sig, for så måtte de jo bare lade være med at stirre. "Er jeg en voldsom forstyrrelse i dit liv?" Spurgte hun og vendte sig mod den nytilkommende elver, der så ud til at være nogenlunde på alder med hende. Ved hans spørgsmål forsvandt den stædige rynke mellem hendes bryn for i stedet at blive erstattet af et varmt smil. "Magien i mig er død," forklarede hun. "Hvilket er et mirakel uden fortilfælde, for nu kan jeg igen røre ved folk," som for at understrege sine ord rakte hun ud og lagde en hånd på den lyshårede elvers arm. "og det er der grund til at glæde sig over." Hun fjernede igen hånden fra hans arm og vendte sig mod den ældre elver, da han truede med at rette henvendelse til elverlederen. "Gør De bare det," svarede hun med et svagt skuldertræk. "Jeg er sikker på, at Toorah har for travlt til at tage Deres henvendelse seriøst, men hvis ikke vil hun udmærket kunne forstå min glæde." Det var trods alt Elverlys ældre og elverlederen der i sin tid havde måtte finde på en løsning på Amaras voldsomme evner efter at Amara nær havde slået sin mor ihjel, så Amara følte en vis sikkerhed ved at påstå, at Toorah ville kunne forstå baggrunden for hendes glæde.
Et sted over dem lød der en hæs skræppen, og øjeblikket efter kom Bes tilbage med den hvide, tynde kjole i kløerne. Han havde været hurtig, men nu var det heller ikke langt tilbage hun havde smidt kjolen, så hun tog kjolen fra hans klør og trak den over hovedet. "Er De nu tilfreds?" Spurgte hun den ældre elver og sendte ham et - for Amara ganske ukarakteristisk - kritisk blik. Ikke at kjolen dækkede særlig meget, det havde trods alt været det første hun havde sørget for at hendes nye tøj ikke gjorde efter års tildækken, men den gav da en illusion om at dække noget af hendes krop.

Det gik langsomt op for Caelon hvorfor det var at han foretrak sit eget selskab, væk fra de andre elvere. De var fuldstændige umulige at tale med. Dette kunne selvfølgelig godt have noget at gøre med at Caelon havde fået et meget snævert syn på verdenen, grundet de 400 år, hvor han nærmest ikke have været social med de andre. Ganske vidst kom han stadig ned til Helbredelseshuset og visse ærinder, men normalt så holdt han sig i sin hytte.
"Hun vil muligvis kunne forstå din glæde, men det gør det ikke acceptabelt at rende rundt nøgen i Elverly. Man må lære ikke at lade ens følelser løbe afsted med en," sagde han irriteret. Han burde virkelig bare efterlade disse ungelvere til sig selv, men alligevel kunne det ikke være rigtigt at de bare måtte gøre som de ville. Det var tydeligvis ikke ansvarligt.

"Meget bedre," konkluderede han, selvom han syntes hun stadig var let påklædt, men det var bedre end hvis hun rendte nøgen rundt. Han skulle desuden ikke sige noget til hvad slags tøj folk valgt at gå i. Så lang tid at det dækkede det nødvendige, så han slap for at skulle se det. En ting var i de varme kilder, men ikke inde i Elverly!

"B-bestemt ikke!" Svarede Renaél hastigt, da den unge kvinde spurgte, om hun ligefrem var en forstyrrelse i hans liv. Der var ikke meget at forstyrre, hvis han skulle være ærlig, og denne var en kærkommen én af slagsen. Han var glad for, at hun ikke gjorde nogen bemærkninger om, at han havde stirret. For det havde han jo. 
Han forstod ikke helt, hvad det var, der foregik, men der skete ganske rigtigt ingenting ved at hun lagde hånden på hans arm, og han mærkede ikke andet, end den korte varme ved hendes berøring. Skete der da normalt noget, når hun rørte ved andre? Lidt nysgerrigt betragtede han hende ud af øjenkrogen, denne gang ikke kun stirrende på hendes nøgenhed, men han kunne ikke se noget usædvanligt ved hende. 

Renaél så nærmest en smule skuffet ud, da den lette kjole dækkede en smule - omend ikke meget - af hendes krop. Ikke fordi hun nu blev mere tildækket, forsøgte han at bilde sig selv ind, men fordi det ikke kunne være rigtigt, at den ældre elver skulle have noget at sige i denne her sag. Han lagde armene over kors og stirrede lidt irriteret på den ældre mand, som så endnu mere irriteret ud, end Renaél følte sig. "Måske skulle du selv prøve at tage en løbetur uden tøj på engang imellem. Kunne være du lærte noget nyt .. nogle elvere bliver så forstokkede med alderen.." Svarede han igen. 

"Se, jeg er ingen forstyrrelse i de andre ungelveres liv." Svarede hun triumferende da den unge, lyshårede elver afkræftede, at hun skulle være en forstyrrelse i hans liv. Heldigvis, for ærligt talt var hun ikke helt klar over, hvad hun ville have gjort, hvis svaret havde været "ja". Amara var ikke sikker på, hvad hun havde gjort for at gøre den ældre elver i så dårligt humør. Hun var godt klar over, at hun var stødt ind i ham, men det burde da ikke have gjort ham så vred på hende. Det havde jo været et uheld, og hun havde undskyldt. "Hvis man ikke reagerer på sine følelser, kan man risikerer at blive en gammel, bitter elver." Svarede hun igen og på trods af den tydelige hentydning formåede hun at bløde sine ord op med et venligt smil. Selvom det havde været tydeligt, hvem hun havde omtalt. "Det er jeg glad for," svarede hun, da den ældre elver syntes at være tilfreds med, at hun igen havde taget kjole på. "Jeg lever trods alt kun for at gøre Dem tilfreds." Det var et ret flabet svar, og ærlig talt ikke noget der lignede hende, men hun havde ikke kunne lade være. Hun havde været så glad, og så var han kommet og havde ødelagt hendes glæde bare fordi han - som den unge elver pointerede - var forstoppet. "Jeg er sikker på at Toorah med glæde ville lade Dem løbe nøgen ned gennem Elverly, hvis hun troede det ville kunne få Dem til at tage del i andres glæder, fremfor at dikterer, hvilken opførsel der er passende." Kommenterede hun og rottede sig helt tydeligt sammen med den anden ungelver.

Renaél blinkede fornøjet til den unge elverkvinde. Det var altid rart at have nogen på sin side. Den gamle, forstokkede mand havde tydeligvis glemt hvordan det var at være ung! "Selveste Toorah har måske endda også løbet nøgen gennem Elverly i sine unge dage.." Han fniste lidt ved tanken.

Den knotne elver skulle ikke ødelægge mere af hans dag, så han vendte sig væk og begyndte at slendre i retning af stien, der førte til de varme kilder. Han håbede lidt at den unge elverpige ville følge med - hun var nok også træt af selskabet på disse kanter.