Natteluften lå tungt over Balzera. Normalt var byen på denne tid af natten en kulturoplevelse værdig, med små oplyste caféer fyldt med tætsidende, tæppeomsluttede gæster der brokkede sig over dagens gang. Selv om natten ville der være sagte lyde af latter og samtaler i det fjerne. Altid til stede, i baggrunden, en evig nænsom støj der legede baggrundsmusik til livet. Men denne nat var der stille. Ingen børn. Ingen selskabsfolk eller lyssky udbydere på hjørnerne. End ikke en vovet salamander forstyrrede den angstfyldte stilhed. 

Tusinder af mennesker havde isoleret sig selv fra natten. Det var blevet råbt fra alle gadehjørnerne at nu var verdenen ved at ende. Når det sidste vand i brøndene tørrede ud, var Balzera sandelig sat på spidsen. Ingen mængder af krydderier eller juveler kunne slukke din tørst, og på ganske få dage var den værdifulde væske, blevet mere værd end flydende guld. Og som alle i Balzera vidste; Hvis du ejer noget din nabo begærer, er det kun et spørgsmål om tid før han kommer efter det.

To ensomme skygger travede igennem natten. Yadza havde været lidt på udkig efter sin tabte veninde, men det pludseligt væltende markede havde krævet størstedelen af hans opmærksomhed. Nu havde en lille fugl dog hentet ham.
  Yadza kiggede ned på den lille mand der krøb sig sikkert frem foran ham. Totty var en anelse sær, men han var pålidelig nok, og hvis han hævdede at have set Kench.... Tja, det var godt nok for handelsmanden. Yadza var klædt i en neutral aftenrobe. Den var egentligt ikke lavet til udendørs brug, men nu var han udstyret med lidt forsvar imod de skiftende temperaturer fra naturens side. Over skulderen havde han en taske og nogle tunge flasker i net.

Totty tog en skarp drejning rundt om en gyde, og pegede på en figur længere nede. Yadza nikkede anerkendende, stak en håndfuld små krystaller i hånden på tiggeren, og begyndte langsomt at bevæge sig nærmere. "Kench? Min ven?"

Nætterne syd på var en del anderledes end dem Kench var vant til hjemme i sumpen. Der var ikke den store temperatur forskel fra nat til dag hvor hun kom fra, men her kunne hun næsten skabe ting i luften med sin egen ånde. Ønske tænkning dog. Hun havde ikke sine illusioner mere, dem som hun havde brugt langt mere end en menneskealder på at lære. Før i tiden for at slippe af med ideer, scener og tanker var at agere dem ud i illusioner for sig selv når hun var alene, men alt hun kunne gøre var af skribble i sandet under sig. Hvilket også havde fyldt det meste af den forladte gyde hun befandt sig i.
Hun ville ikke tage hjem med tanken om det kaos hendes sump nok var. Hvis der var et sted der sidst ville tørre ud var det der. Hvilket betød der ville komme folk. Og mange af dem. Hun ville helst ung dem for nu.
En anelse trist strejftanke ikke at kunne venne hjem på grund af overpopulation, men det var intet i forhold til grunden hun ikke ville se folk. Hun havde mistet sine synske evner til at læse folks fortid og tanker. Hele hendes måde at orientere sig og kommunikere med verden var brudt sammen og løbet mellem fingrene på hende som sand. Alle lignede ansigtløse væsner for hende nu. eller de lignede sig selv, men hun kunne ikke skelne deres reaktioner fra hinanden.
 

Kench sad lidt for betaget af sit arbejde da hun hørte sit navn fra siden og hun for et øjeblik sammen. Men hun genkendte godt stemmen og hun drejede ansigtet i handelsmandens retning. "Yadza" hilste hun lavmælt tilbage dog stadig til at kunne høre i den næsten unaturlige stilhed der var overbyen.

Flaskerne skvulpede let da Yadza nænsomt trådte over en detaljeret tegning i sandet. Han mente stedet mindede lidt om en blanding af et kunstværk og en scene fra de gru-historier som gadeungerne var så glade for. Specielt i det svage lys fra stjernerne langt over dem, fik hele gyden et dystert indtryk. Han satte tasken og flaskerne på et sted, som han håbede ikke var en del af en større tegning han ikke helt kunne forstå.
  "Du... Du må være meget forvirret, eh? Jeg har prøvet at forestille mig hvordan det ville være at miste en sans. Det er ikke helt lykkedes." Mumlede han, næsten undskyldende. Nu stod han der med hænderne i kåben, og for første gang i meget lang tid, var Yadza ikke helt sikker på hvad han skulle sige. Han kunne næppe forestille sig de tanker der gik igennem hovedet på den her skabning han, når han skulle være helt oprigtig, nærmest ikke kendte.

Det gav et ekstra lille ryg i skuldrene på halvdæmonen da flaskerne blev sat på jorden, noget der var blevet lidt af en vane for pludselige hændelser. Hendes flasker hvis hun ikke tog meget fejl. "Lad endelig vær med det. Det er ikke fordi jeg forlanger forståelse" sagde hun imens hun tværrede en tegning hun haft gang i på jorden ud med foden. 
Hendes ansigtsudtryk var meget ekspressivt end normalt. Gik fra spørgende til forvirret til en smugle irriteret og tilbage igen til forvirringen. Af alle personer i verden var Yadza nu nok den største udfordring for hende at læse hans intentioner. Ikke nok med at hun havde opdaget at hun manglede evnen til at skelne tonefald i stemmer generelt, men Yadza's var ikke ligefrem den der viste sine intentioner via mimik.
"Men ja.. forvirret er nok det bedste ord man kan bruge" gav hun ham ret med en lille skæv hovedbevægelse som et nik.

Yadza kiggede ned på sin refleksion på en af flaskernes blanke overflader. En intetsigende neutralt ansigt kiggede ham tilbage ind i øjnene. Han sukkede dybt. "Yadza forstår hvis han ikke er den du har mest lyst til at se lige nu, men ingen bør være ude alene på denne tid af natten. Specielt ikke i nat." Selvom han ikke havde mødt en eneste slyngel på sin vej herhen, var han ikke et øjeblik i tvivl på at der stadig var nogen derude. Lurende i mørket. 
  En kølig brise greb legesygt fat i hans robeærmer og forsvandt hurtigt igen. Yadza tænkte lidt melankolsk på hans dysfunktionelle evne til at kontrollere den vind han holdte så meget af. Hvor længe kunne de plager dog blive ved? En lille del af ham var skrækslagen ved tankerne om, at magien måske var væk. For evigt. Han skulle da nok klare sig, men han kendte så mange hvor magien var lige så naturligt for dem som deres arme. Eller deres øjne.
  Han kiggede på Kench. Igen.
"Fryser du?"

Det tog et par sekunder før Kench svarede ham. Det drev hende til vanvid at hun ikke kunne se om han mente sit spørgsmål hånligt, nedgørende eller med gode intentioner. På den anden side, alt hun viste om ham pegede i den modsatte retning. Så der var ikke mange andre muligheder end at stole på ham for nu. 
Hun rejste sig op overraskende normalt frem for hendes sædvanlige halv slatne måder at bevæge sig på. "Nej du er ikke det sidste jeg har lyst til at se, tror bare du er en påmindelse om hvor hjælpeløs jeg blev da magien blev taget fra mig. Jeg havde nok ikke lige regnet med at det lige blev raget væk på den måde" sagde hun med et skulderløft inden hun kort blev distraheret af dampen fra hendes egen ånde igen.
"Du må undskylde min måde at reagere på det. Jeg var nok lidt ude af den... hvis jeg ikke stadig er det nu" fortsatte hun da hun blev nød til at holde hendes bævrende hænder fast på ryggen.
Om det var af bekymringer og en smugle frygt eller at hun faktisk frøs det viste hun ikke ligefrem

// så jeg afslutter lige tråden her xD //