Krystallandet
Morgana 02.10.2016 16:41
Alexander kom gående, hvor krat blev aflyst af skov. De lave buske havde efterhånden givet op mod de store træer, der rakte sig højere op og stjal sollyset fra underskoven. Hist og her lå væltede træer og vidnede om efterårsstorme, lynnedslag og andre naturlige fænomener fra de forgangne år, og disse så lysninger holdt liv i krattet. Steder var det tæt, steder var det mere luftigt og tillod dyr og andre levende væsener at passere. En lille sti var trampet ned, som her og der blev delvist dækket af lavthængende grene fra egetræerne.De store egetræer, der langsomt voksede op mod himlen og spredte grenene, hvor de ikke skulle kæmpe om sollyset. Som her.
Der var et helt lille halvtag af løv, der hang og dækkede mod sollyset foroven. I den stegende hede, var det kærkomment.
Brunt løv raslede mellem hestens hove. Alexander selv larmede også. Han var ikke direkte på vagt. Det var lang tid siden, han sidst havde set andre væsener ud over dyrene.
Heden havde tørret træerne ud, og efteråret var kommet tidligere end normalt. Krattet så ud til at lide mere end de store træer, dog, da træernes rødder rakte dybere.
Hesten prustede og tilkendegav sig ’tilfredshed’ med varmen. Den havde hellere set en frodig eng. Alexander håbede, at stien ville føre til et vandhul af en slags. Det var tiltrængt.
