Stilhed var umiddelbart hvad der fyldte celle 617. Stilhed og knapt hørbare vejrtrækninger.
Det var da lige indtil der kom bevægelse i den lille, opbundne skikkelse, der med et mindre spjæt vågnede op fra sin dvale-agtige tilstand. Langsomt gled de hvide øjne op, vænnede sig til belysningen fra krystallerne i væggen. Et eller andet føles forandret.. Han kunne ikke helt bestemme sig for hvad det var, hvilket fik ham til at rynke brynene let, tænksomt.
Blikket gled søgende rundt. Intet var forandret der..Og dog.
Med et ryk forsøgte han at komme tættere på det nærmeste sigil i loftet. Ikke at han kom særligt meget tættere takket været lænkerne han var i.
Et eller andet var helt galt..Hvilket af en eller anden grund foruroligede ham. Seende på sigilet virkede det nærmest bare som pynt på væggens grove struktur, som om den tætpakkede magi der normalt lå omkring den var forsvundet.
Han vrikkede let med den bundne hale. '' Hva pokker..?'' Lød det dæmpet mumlende.
Var magien gået i stykker hernede? Men hvis det var tilfældet hvorfor havde de så ikke forsøgt at flytte dæmonerne dernede andre steder hen..? Han rystede på hovedet forsøgte at få styr på sine tanker, uforstående for hvad der skete omkring ham.
Det var nok også derfor han ikke bemærkede lyden af skridtene i gangen før de stoppede foran hans dobbeltcelles robuste egetræsdør der kort efter gik op.
Taget midt i akten af at forsøge at løsne sit halsbånd, stivnede han let idet blikket skød imod dæmonvogtersken der havde åbnet døren og tilsyneladende gjorde plads til et par andre skikkelser hvis ansigter han ikke kunne se grundet kapper hvis hætter var slået op. En dæmpet knurren forlod Galavant, hvis naturlige instinkt til dette ville have været at lange ud efter dem, men lænket som han var til væggen ved hals, fødder og hale, kunne han intet andet end at stirre vagtsomt på de tilhyllede skikkelser, mens hans øjne vænnede sig til den lidt større krystal Silke åbenbart havde med denne gang. '' Her har De ham så. Vil De have en bedre inspektion af ham? " Brød den store kvindes mørke stemme igennem stilheden, mens Galavant langsomt sænkede hænderne fra halsbåndet, ned til siden hvor de samlede sig i et par næver. Han havde sine anelser om hvor dette ville lede hen, og han var bestemt ikke imponeret eller i humøret til det.. Ikke at han nogensinde ville blive det.
De hvide øjne gled fra vogtersken til de tilhyllede personer, opmærksomme og anseende.

Normalt kravlede magien næsten rundt på Maximillian. Den var altid til at føle, og han var ikke klar over hvor koldt og ensomt det ville være, pludselig ikke at have den magi. Han havde været udsat for magineutraliserende smykker og rum, men det her var noget andet. Der var en vis ubehag uanset hvor man gik hen. Men i det mindste havde han det ikke ligeså slemt som en vis anden dæmon.
Da Maximillian havde fået at vide at Castillo familien ville overtage den unge dæmon Galavant, kunne han ikke stoppe den veltilfredse følelse der spredte sig i hele hans krop. Et legetøj han kunne få lov til at lege med hver evig eneste dag. Dette var dog ikke noget han sagde højt, og han lod ikke sine tænker løbe afsted med ham, men han glædede sig.

Han var ikke helt sikker på hvorfor han skulle med Hr. Castillo ned og hente Galavant dog. Måske var det en ekstra sikkerhed, for dæmoner der ikke var bundet til en herre var utilregnelige, selvom nu hvor magien ikke virkede, så var det nok lidt nemmere. Men selvom magien ikke virkede, så var der åbenbart noget specielt ved magien der holdt dæmonerne fanget, for det var hurtigt blevet klart at Maximillian stadig var bundet til sin herre.

"Nej, det er fint," brummede Hr. Castillo, da døren blev åbnet og han kunne se ind på dæmonen der var hængt op på væggen. Han lagde ikke mærke til hvordan Maximillian's pupiller blev større og han slikkede sig om læberne ved at se Galavant på den måde. For hvad Maximillian ikke ville give for at have lidt alene tid med den ophængte dæmon.

En rynken dannedes i Galavants øjenbryn mens han skulede imod den af de tilhyllede der virkede en anelse højere end den anden og dennes sagte, men for den mørkhudede dæmon; temmeligt sigende, smil. Opmærksomheden blev dog henledt til den mindre han hørte stemmen.. Den lød bekendt.
Mentalt forbigik han folk han havde set med sådan en bygning og statur, indtil han nærmest mistede pusten idet sandheden gik op for ham.

En dæmpet knurren voksede sig frem fra hans strube, som en arrig hund der ikke var tilfreds med sin skæbne. De knyttede næver blev strakt ud og endnu engang løftet op i et forsøg på at slide sig fri af halsbåndslænken,der forhindrede ham i at bøje sig ned og gøre noget ved sine ankellænker.
Blikket gled tilbage imod den selvtilfredse skikkelse, han var allerede nu temmelig sikker på hvem det var. At idioten til Shearrane havde overtalt Castillo til dette..!
En mindre sprutten lød mens han sled imod hansbåndet der borede sig ind i hans hals, dybt nok til at en stribe blod kom frem og langsomt begyndte at glide ned af hans halvt tildækkede bryst. Det var ikke ligefrem meget han havde fået lov at tage med sig ned i dæmonkælderen til at holde sig varm med; en åben skjorte og et par bukser. Så det var med en gysen at hans krop modtog varmen fra blodet, grådig som en tørstende plante.
Et irriteret slag blev gjort med halen, men stoppet midt i bevægelsen af den specielle attraption den var lænket fast i.

dæmonvogteren tog sig dog umiddelbart ikke af dæmonens opførsel, og satte istedet sine nøgler fast i bæltet.
'' Hvis De er tilfreds og stadig gerne vil forsøge at have ham i Deres tjenestestab, kan vi gå på kontoret og udføre papirarbejdet og betalingen, så De kan få hans papirer, registeringsnummeret, fulde navn og des lige. Hvis De vil vide mere om ham er han også i vores arkiver. '' 
Et fnys forlod Galavant og brød kort vogterskens talestrøm idet blikket gled over på Castillos tjener, som hun gjorde et let hovedkast med, åbenbart allerede velvidende om tjenerens racestatus. 

" Han kan gå med, men han kan også blive her. Så længe De kan få ham til ikke at skade eller gøre forsøg på at hjælpe Galavant med at flygte. Men hvis det bliver sidstnævnte ser jeg gerne at han låses ind i cellen så vi er sikre på hvor vi har ham... "

" Han skal fandme ikke ind her!" Hvide øjne stirrede intenst på Castillo, som om at hvis han stirrede intenst og længe nok, ville blikket kunne forhindre Castillo i at lukke, hvem han havde regnet ud var Maximillian, ind i hans celle. Hans rum.. !

Maximillian kunne ikke stoppe sig selv fra at slikke sine læber da han så blodet løbe ned af Galavant's hals. Han ville elske at hygge sig lidt med Galavant lige nu, men det måtte vente til en anden gang.
Han kunne mærke sin herre's blik på sig. "Jeg bliver bare her og venter på at I har ordnet tingene," sagde Maximillian uden at trække en mine. Hans herre skulle jo ikke se hvor glad det gjorde ham.

Castillo nikkede. "Lad Maximillian blive her, du er velkommen til at låse ham ind. Så kan vi få ordnet tingene. Og jeg vil også gerne se jeres fil om ham i arkivet. JO mere jeg ved om ham, jo nemmere er det at styre ham," sagde Castillo, og efter at Maximillian var lukket ind i cellen, forlod han stedet sammen med vogteren for at ordne tingene.

"Nå Ga-la-vant~," spandt Maximillian og gik tættere på de yngre dæmon. "Har du savnet mig~." Uhh, hvor kunnehan godt bare tage sig godt af Galavant lige nu. Få dem begge til den højeste mængde af nydelse, men han skulle jo ikke virke desperat, og han var jo heller ikke sikker på hvornår hans herre kom tilbage.

Mens Maximillian nød situationen gjorde Galavant det bestemt ikke. Det henledte da også til en del rykken og kæmpen imod lænkerne da vogteren låste døren til selve cellen op og ledte Maximillian derind. 
En dyb knurrende hvæsen der ikke kunne placeres til at lyde som noget dyr overhovedet, lød fra den lavere dæmons strube mens han forsøgte at lange ud efter Maximillian, men blev grebet om håndleddet midt i bevægelsen, som Silke maste sig tættere op af ham så han var tvunget til at bevæge sig med ryggen og dermed de små bevækster på ryggen, presset mod den kolde stenvæg.
" Gør det en gang til og du får et skud.. " Lød det dæmpet, advarende imod Galavant som olmt stirrede tilbage mens han forsøgte at gøre sig fri, til ingen nytte. " Forstået..? "  Et kort nik forlod ham, knapt synligt i halvmørket, mens blikket dog istedet var mere fæstnet på Max end på vogteren som gav slip på ham og låste sig selv ude så de to dæmoner nu stod der sammen.
Han overhørte en dæmpet undskyldning henvendt til Castillo idet de bevægede sig ud og lukkede døren bag sig.   

Ikke så snart var de væk før Maximillian så ud til at udnytte situationen.
Til Galavants endnu større frustration og ikke mindst irritation. " Om jeg har savnet dig? Over hele hule himlen ikke..!"  Måske var himlen tænkt som et godt sted for andre væsner, men Galavant så at det var et sted han personligt ikke ville kunne fordrage eller finde sig selv til ro i. De hvide øjne skulede olmt mod Max, fristelsen til at banke hovedet ind mod den andens og få visket det vamle smil væk, var næsten for stor til at modstå
" Havde langt hellere foretrukket at blive her, end at skulle se dit og din herres grimme fjæs igen. "

Maximillian lod en latter slippe ud mellem hans læber, næsten hånlig. For som Galavant sad der, så kunne han intet gøre, og Maximillian nød det. Han nød at have magten over denne tåbelige dæmon, der var så sjov at lege med. Dæmoner var nu det sjoveste at lege med, især når man havde en hvis magt over dem. Noget Maximillian aldrig ville kunne få i en anden situation.
"Men du har ikke noget valg, Galavant," sagde Maximillian blødt og med et smil der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på dem der kendte ham. "For du kommer til at se mit ansigt, hver eneste dag, for resten af dit liv, og jeg kommer til at nyde hvert sekund du stritter imod... For modspil er nu det sjoveste." Han tog hårdt fast i Galavant's kinder med en hånd. Så smukt.

Måske var Maximillian blevet lidt ensom over tiden, hvor han ikke havde haft Galavant at lave sjov med, men det ville snart blive lavet om, og Maximillian glædet sig som et barn på sin fødselsdag. Dog modsat hvad Galavant uden tvivl troede, så var det ikke kun for at få sex. Nej, han nød bare at trække alle irritationerne ud af Galavant, en efter en, og den yngre dæmon gav altid en reaktion som Maximillian kunne nyde godt af.
"Tænk, vi skal bo på samme værelse, men jeg tvivler på at vi bliver rykket til noget større, så glæd dig til at ligge tæt," spandt Maximillian.

Modspil kunne være sjovt ja, men han foretrak selv at være den der var øverst. Øjnene fortalte mere om den vrede imod den højere dæmon end kroppen gjorde. Måske en dirren var at ane for det skarpe øje, men øjnenes spillen fortalte så langt mere. Galavant tvang sig selv til at blive stående, forsøgende ikke at reagere på Maximillians provokationer. Det lykkedes da også fint, lige indtil den, muligvis ældre, tog fat i hans kæbe og dermed tvang hans mund åben i en ydmygende position. 
Så Maximillian ville gerne være tæt? Han skulle fandme vise den anden hvad tæt med ham indebar! 
Med et kort ryk forsøgte han at rykke hovedet til siden, så meget den korte lænke der var til hans halsbånd gav ham lov til. Inden han resolut og bevidst vred hovedet så det store uskadede horn blev rettet mod  Maximillian i et ryk fremad. Tanken var dog ikke så meget at skade ham som det var at få dæmonen til at give slip og holde sin afstand, et sært forsøg på at nikke en skalle kunne man vel nærmest kalde det, alt mens han forsøgte at få fat i kødet på Den højere dæmons hånd mellem pege og tommelfinger, ignorerende smerten fra da hans tænder samtidig bed ned i hans indpressede kinder, og smerten fra halsbåndet som borede sig yderligere ind i huden på halsen. Det sved om bare fanden, men det var at foretrække over at få Maximillian så tæt på.
Han kunne jo alligevel ikke tale med kæben presset om sådan som den var.

Maximillian havde ikke lige set det ryk komme, og fik da også banket hornet ind i panden af sig, som da fik ham til at give slip, og gå et par skridt tilbage. En lille mængde blod begyndte at løbe ned fra panden, og selvom hans ansigt havde fortrukket sig i smerte i en lille stund, var det ikke lang tid, da det blev erstattet med et smil. Han var så vred hele tiden. Lige hvad Maximillian havde regnet med, og det var ganske imponerende at han havde formået at skade den ældre dæmon.
"Oh Galavant, du ved altid lige hvordan du kan ophidse mig, gør du ikke," spandt han, men for nu holdt han sin afstand fra Galavant, så det havde den unge dæmon da fået lykkedes. "Vi kan desværre ikke gøre noget lige nu... men når vi kommer hjem, mon ikke vi skulle få lov til at hygge os lidt?" spurgte han spindende. Han vidste udemærket godt at Galavant ikke var interesseret, men det var Maximillian ligeglad med. Normalt foretrak han partnere der var villige, men Galavant gjorde legen så sjov! Så spændende! Han kunne simpelthen ikke lade vær.

I det korte sekund hvor smerten kunne ses på Max's ansigt, kunne et grumt smil anes på Galavants læber inden han spyttede en mindre klat blod ud på gulvet. Hellere at Castillo så den og trak sig tilbage end at skulle tilbringe en evighed med Max!
Smilet forsvandt dog og gik hen i sig selv igen da Max igen begyndte at smile.
Alt imens gled Galavants tanker hen på hvor meget han mon kunne skade Max før denne fik nok. Han havde bestemt ikke tænke sig at skulle blive underdanigt kæledyrs legetøj for den ældre. I det mindste var det lykkedes ham at få Max til at holde en vis afstand.
De hvide øjne hvilede på Max, mens vreden sydede i ham.  " Jeg skal ikke 'hygge' mig med dig og dine perversiteter, det kan du lade gå ud over din unge herrehvalp. " Lød det snerrende svar.
Det ville da være interesseant hvis det skulle komme til en kamp om dominans de to imellem, men når alt kom til alt havdeMax en klar fordel i at han i forvejen kendte restriktionerne herre-dæmon-båndet gav og hvilke ordrer der lå på ham at skule følge. Og så ville det hele blive så meget mindre interesseant fandt Galavant da selv.  At sprætte Max op og ud af sit skind i mest bogstavelige stand ville nok også ligge som en af de ting han ikke måtte gøre, hvor meget han end ville.  Mon Castillo havde faciliteter til dæmoner der skulle lære at enes...? Han håbede inderligt ikke at det var tilfældet.

Maximillian havde overhånden i disse situationer. Han kendte sine egne restriktioner i båndet ud og ind. Han havde prøvet meget over årerne, så det var nemmere fo rham at undgå båndet, men ikke Galavant. Nej Galavant måtte lære alle disse ting af sig selv. Maximillian havde i hvert fald ikke planer om at gøre det enmmere for ham, nej det var ikke ligeså sjovt. Det sjove var jo at se Galavant vride og sno sig, af at han ikke havde nogen kontrol.
"Du skal ikke være så kold, Galavant. Det er ikke fordi at du har et valg. Det burde du da ellers var klar over efterhånden," sagde han spindende og kiggede ind i Galavant's øjne, med et køligt smil over sine læber. Måske det en dag virkelig ville gå op for Galavant, hvor lille valg han egentlig havde i det her. Der var intet der kunne gøres mod båndet der bandt en dæmon og dens herre, og intet ville nogensinde kunne sætte Galavant i en højere position end Maximillian, så Maximillian ville altid have overhånden over Galavant i disse situationer.

Galavant bed tænderne sammen, skurende dem imod hinanden. Hold op vor kunne Max virkelig bare finde ud af at stryge ham mod hårene, det var jo helt vildt, og gjorde ikke ligefrem Ira så meget mindre irriteret på den anden dæmon.
Det rykkede lidt i halen, men kun lidt, de få centimeter den kunne bevæge sig i sin restriktive konstruktion.
"Så længe jeg ikke hører mit fulde navn, og dit fulde navn lyde fra din smådellede herre, ordret befale mig at jeg skal finde mig i alt du gør, og underlægge mig dig uden forsvar, så har jeg stadig et valg.."
Stemmen lød på overfladen overraskende rolig, men for det trænede kunne en dirren i ren og skær afsky for den anden, lyde.
Han håbede vitterligt ikke at det var Castillos plan. At skulle spille en idiotisk hund-der-blotter-mave-og-hals-og-finder-sig-i-at-blive-trampet-på-og-sparket-til. Det ville bestemt ikke ikke være en rolle han ville finde sig til rette i, herre-dæmonbånd eller ej, han skulle nok finde en løsning, selv hvis det var tilfældet.. En måde at undgå Max på.. Og så vidt også Castillo-sønnen..
Noget sagde Galavant at han ikke ligefrem ville blive modtaget med kyshånd fra denne. Ikke at han overhovedet regnede med det fra nogen i familien.

Det var bare som om at Maximillian's smil blev større og større som Galavant snakkede, som om at Maximillian vidste noget som Galavant ikke gjorde, og selvfølgelig gjorde han det. Han havde tjent Castillo familien i 2000 år, og han kendte den familie ud og ind, og han havde et godt forhold til sin herre. Der var ikke nogen måde hvorpå han ikke ville få magten over Galavant, når Galavant opførte sig uartigt.
"OH Galavant. Dit valg blev taget fra dig den dag du blev indfanget, men du har tydeligvis ikke accepteret det endnu," sagde han spindende. "Vi må bare gøre det bedste vi kan, bare ærgerligt at du ikke indså det, inden at du blev mit legetøj. Tænk på hvor godt du ville have haft det i din gamle familie." Han lagde ikke skjul på at det her ville blive helvede for Galavant. Med så mange restriktioner at han ville føle han var ved at blive kvalt, og Maximillian ville nyde det hvert sekund.

Om hGalavant havde acccepteret at han var fanget? Nej det havde han ikke og det havde han aldrig i sin eksistens tænkt sig at gøre. At tilhøre og undrelægge sig en anden med hele sin sjæl og legeme!? Rædsomt!
Han rystede irriteret på hovedet.
"Jeg er IKKE dit legetøj. " Lød det ud mellem sammenbidte tænder. Det var nok noget de to dæmoner til evig tid ville være uenige om.
" Godt? Du får det næsten til at lyde som om jeg var en eller anden kat de havde taget til sig for at smide ud fordi den ikke var 'god nok'. " Han rynkede på næsen af det mentale billede han fik fremvist. 
" Det var jo ikke ligefrem fordi de bad mig om at sove i deres ih og åh så fine silkebetræk, eller foran kaminen.. Det eneste gode ved dem var vel at jeg kendte dem bedre end jeg gør ved Castillo familien.. Det og at jeg ikke skulle dele sovekammer med en pestilens som dig.!" Han rykkede igen i in hals lænke, men måtte denne gang komme med et mindre udbrud over smerten det afgav. På et punkt ville han gerne have at det hele bare blev overstået hurtigst muligt, på det andet punkt var det på en måde en god afløsning at have en distraktion i skikkelse af Maximillian, at trække tiden ud længst muligt.

Maximillian fnøs af Galavant. Han var tydeligvis ikke klar over hans position endnu. En ting var ikke at være glad for det, men det var nu bedst at indse hvilken position man var endt i. Og Galavant's position var nu tydelig, i hvert fald for Maximillian.
"Men, er det ikke lige præcis det der er sket. Du var en umulig kat. Pissede over det hele, så de gav op, og gav dig til en familie der har styr på katte. Min familie. Og du ved jo nok at dem der har været i familien længst, de får det meste ansvar," sagde han smilende og gik endnu engang tættere på Galavant.
"Du er gået lige ind i løvens gab, fordi du ikke kunne styre dig selv, og tro mig. At være en del af Castillo familien. Du kommer til at hade det mere end din gamle familie. For de ved hvordan man binder en dæmon så tæt, at de ikke kan trække vejret," sagde han spindende og gik så tilbage igen, så Galavant ikke kunne forsøge at nikke ham en skalle endnu engang.

Galavant lyttede knapt efter hvad Max valgte at komme tilbage med af spydige kommentarer. En reaktion kom først fra den lavere dæmon da den højere trådte tættere på. Et instinktivt lyst til at sparke ud efter Maximillian, hvilket han da også fulgte til han nær havde mistet balancen grundt den korte kæde der holdt benene samlede og lukket mod væggen. 
En arm blev rakt ud i en hidsig bevægelse, men selvfølgelig var han ikke så heldig denne gang; Maximillian var lige nogle millimeter for langt væk til at han kunne nå ham. 

Armen blev trukket tilbage med et mindre irriteret fnys.
" Tro ikke at jeg ikke ved hvordan hierakierne foregår i sådan et hjem. " Lød det mumlende som han forsøgte at få mere ro over sig, hvilket nok havde været lettere hvis ikke de var låst inde sammen i den samme celle. Han skulede olmt mod dørene, stærkt tvivlende at han ville have nogen mulighed for at stikke af derfra. Vagterne kendte de mørke gange bedre end han selv gjorde, det også den forbistrede sikkerhed der generelt lå over stedet. Magisk såvel som umagisk..

Vagtsomt gled blikket tilbage imod Max, mens skyggen af et smil formede sig på hans læber. Havde den ældre lige hintet til at han selv hadede jobbet? Sådan som han opførte sig skulle man ikke tro det.
Han sukkede tungt. " Det er ikke fordi jeg ikke kan finde mig i og finde ud af at tjene en ny familie... Det er mere tanken om at ende som dit personlige håndklæde. En du kan tørre skidtet og de kedelige opgaver af på.. " Fnøs han, selvom en sær form for ro synes at være faldet over ham, for nu. 
" At acceptere at være underkastet en anden dæmon vil jeg til hver en tid nægte. Ligesom jeg vil gøre mit for at fornægte dig den 'sjov' du synes at opkræve. Kald det stolthed eller vanvid, jeg er fandme ligeglad.. Faktum er at jeg er sikker på at du ville være lige så gal i skralden over sådan et faktum at skulle finde sig i ydmygelser fra andre dæmoner der er stillet højere op end dig selv i det 'sociale hieraki'." 

Siden hvornår var han gået hen og blevet så forbandet filosofisk? Han anede det ikke, men bad tavst til sig selv om at det ikke var noget der skulle ske igen.

Maximillian afbrudte ikke Galavant i sin smøre. For selvfølgelig var det aldrig sjovt at være underlagt en anden dæmon. Det havde Maximillian godt nok prøvet. Hvis man hang ud med de andre dødssynder, ja, så ville man altid være lavere end dem, og det havde da også gjort at han havde overladt dem til sig selv. De var ikke nogen han havde lyst til at være omkring overhoved. Men det var også mange år efterhånden. Mange år siden at han skulle håndtere sine mødre, men hans slægt brændte stadig i maven på ham. Han kunne stadig mærke den stolthed og lyst han kom fra. Så da Galavant snakkede om stolthed, så kunne han ikke lade vær med at trække på smilebåndet endnu engang. Hvis der var nogen der kendte til stolthed, så var det Maximillian.
"Men sådan er lovene i dæmonverdenen. Det burde du vide selvom du er så ung. Alt har et socialt hieraki, og det gælder om at finde det sted hvor man kan være øverst," spandt Maximilllian, og bevægede sig ikke væk fra nuværende position. Nej, han kunne godt lide at være lige udenfor Galavant's rækkevidde, men stadig tæt nok på at det tydeligvis gjorde dæmonen vred. "Men jeg er sikker på at vi kan komme på en aftale så dit liv bliver mere.... behageligt."

For en stund lyttede Galavant bare til Maximillian med delvis lukkede øjne, alt mens gamle minder fra en svunden tid, kort trængte sig på. Sådan som Max snakkede nu, mindede han på et forfærdeligt punkt om den ældre dæmon der i sin tid havde taget Galavant under sine vinger, man kunne vel næsten have kaldt ham for en form for far eller mentor for Galavant der tilbage dengang ikke kendte til mange andre, for kun senere pludselig at forsvinde, højest sandsynligt dræbt efter et møde med..... Ja hvem fanden var det han havde mødt ifølge de rygter der havde svirret rundt dengang? Han kunne ikke komme i tanke om det, uanet hvor meget han forsøgte, hvor irriterende!
Han kneb øjnene hårdt sammen og rystede på hovedet for at jage minderne væk, trækkende ud i halsen for at sikre sig at smerten fra halsbåndet fik jaget det sidste væk. "Tro ikke at du kender min alder.. Selv hvis du har læst i papirerne de har her.. Kan jeg sige at det kun er de århundreder Lyset har kendt til min eksistens, holdt øje med mig.. "
Det gjorde det dog ikke mindre pinligt at han var endt i sådan en situation som han var i nu.

Endelig åbnede han øjnene og lod det vagtsomme blik glide over på Max. 
"Hvad er dit forslag til sådan en aftale? Hvad vil den indebære..? Hvis du forventer at jeg gladeligt går ned på mine knæ og sutter den af eller slikker røven på dig, fordi du gør tilværelsen i husholdningen mere udholdeligt for mig, kan du godt smide den langt væk hvor solen aldrig skinner... Og dermed mener jeg ikke Kzar Mora.!"  
Han knurrede let bare ved den ugideligt kvalmende tanke ved det.

/slut