Solen var knap stået op, og i det tidlige dagslys, var området omkring en af byens større brønde så småt ved at blive fyldt med mennesker. To byvagter var udstationeret ved brønden, for med tørken, der havde ramt byen, måtte vandet rationeres. "Kun en halv spand til hver." Sagde den ene byvagt med et træt ansigsudtryk, idet han hejsede den første spand op fra brønden. Det var mest byens fattigere beboere, der var forsamlet her, for Det Øvre Bydistrikt, hvor de adelige boede, havde deres egne brønde.

"Jeg har syv børn!" Lød et desperat råb fra menneskemængden. "Hvordan skal jeg kunne klare mig med en halv spand vand?" Et suk lød fra den ene byvagt: det havde sandsynligvis været lidt for meget at håbe på, at byens beboere villigt ville affinde sig i situationen. 
"Jeg så hr. Thyred hente en hel spand i går! Får de adelige mere end os almindelige mennesker?" Råbte en mand utilfreds og spyttede på jorden. Hans ord fik en bølge af uro til at brede sig blandt de forsamlede, og menneskemængden begyndte at skubbe og mase sig fremad mod brønden. Byvagterne bakkede en anelse, og den ene lagde hånden på sit sværdskæfte. Det var ikke usandsynligt, at nogle af byens mere velhavende borgere havde haft held med at bestikke de vagthavende byvagter ved brøndene til at være lidt mere rundhåndede..
"Ro i rækkerne! Ellers får ingen vand!" Råbte den ene byvagt. En let tone af desperathed havde sneget sig ind i hans stemme, og det var tydeligt, at menneskemængden var mere end rigeligt klar over, at de nemt kunne overmande byvagterne ved brønden, for de fleste fortsatte med at mase sig fremad..


Alle med karakterer i Hovedstaden under tørkeplagen kan deltage i tråden. Det er op til jer, hvad der videre sker med menneskemængden og byvagterne. Da denne tråd foregår under tørkeplagen, kan og må ingen deltagere i tråden benytte sig af magi. 

At være byvagt var faktisk et hårdere arbejde end mange gav dem credit for. Amelia havde meldt sig hvor der var behov for hjælpende hænder - og der var blevet tømt godt ud i rækkerne efter den første plage havde lagt pesten over landet i et stærkt tæppe. Den nyansatte byvagt havde sluppet for pestens rammen, men havde haft sine gennemtrængende problemer med at holde jorden under hende i ro som magien havde fået fuld styrke de sidste måneder. Landet blev straffet hårdt, og Amelia ønskede at det snart ville stoppe!

Så heldige var folket i krystallandet endvidere ikke. Som stormen var raset af, var en ny kommet til, omend denne var en døende snigen af intethed. Siden tørken var begyndt, planterne var visnet af og livet begyndte at se hårdere og hårdere ud, var den magiske forbindelse brudt. Opbrugt eller brudt var ikke nemt at sige, men Amelia følte sig overraskende nok alene uden at kunne mærke jordens rumlen eller tage dens gave til hjælp i stramme situationer.
Stramme situationer som denne, hvor folket hidsede sig op i det lavere bydistret. Deres desperation og vrede var berettiget, men desværre tog den irrationalitet med sig.

"Stop! Rationerne er for jeres egen beskyttelses skyld" Amelia havde stilt sig op på brøndens kant og lod de store hvide vinger strække sig ud, således hun fangede opmærksomheden. "Hvis vi lod jer tage hvad og mere end i behøvede, ville vandet være sluppet op om mindre end en uge! Være rationelle!" Amelia var ikke bange for den glubske mængde, men hun var bedende i sin stemme. Forsøgte at tale ind til deres tænkende side i stedet for det dyriske behov. "Tager i, uden omtanke for næste morgen.. - Så dør vi!"

Intet var som det burde være. Først havde pesten ramt, så var magien gået amok og nu.... intet. Alt var stille. Ingen vind rørte sig og i ugevis havde solen bagt nådesløst indtil vandet til sidst var forsvundet i mange små bække og åer. Kahina var ikke bange for tørke. Hun var opvokset i Rubinens hede og havde tilbragt de sidste mange år i ørkenens nådesløse tørke, så hun vidste hvordan man overlevede. Men hun var bange for den stilhed der pludselig var kommet.
I ugevis havde hun ikke haft et syn, alt havde været fuldstændig stille. På et tidspunkt var hun begyndt at overveje om Shara havde vendt hende ryggen. Måske havde Kahina tolket det syn Gudinden havde givet hende om Nordens frådende hav forkert, og derfor straffede Shara hende nu for at have rejst fra stammen. Tankerne var forræderiske, men indtil videre var det lykkedes den unge præstinde at skubbe dem til side. Shara ville aldrig forlade hende, for Kahina var hendes redskab på jorden og hendes manglende syner måtte skyldes noget andet. Men hvad?
"Men hvad?" Det var de tanker der havde kørt rundt i hendes hoved hele dagen. Hun havde mediteret, læst og bedt, men intet havde virket. Til sidst var hun gået op til Hovedstadens brønd. Da hun først var ankommet til Hovedstaden havde hendes stamme bestået af Ngozi og Sefu - de to vagter hun havde taget med hjemmefra - men med tiden var det vokset i takt med, at der var flere der havde sluttet sig til hendes stamme. Fattige kvinder, der desperat havde søgt efter beskyttelse og som uden tøven havde underkastet sig stammens regler og love. Efterhånden var stammen vokset til en håndfuld, og selvom størstedelen af de nyankommende var blevet i den lejeren de havde slået op lige udenfor byen, var et par af dem gået med Kahina ind for at hente vand.
En opgave de efterhånden havde været i gang med længe, for køen til brønden var lang og desperationen hos folk håndgribelig. Byens vagter så da også ud til at have nok at gøre med at holde styr på mængden, der blev mere og mere ophidset for hvert øjeblik der gik.

"Jeg har syv børn!" Kahinas blik faldt på den desperate far, og selvom hun muligvis ikke var synsk længere tog det ikke en Seer at se, hvad der gik gennem hans hoved: billeder af børn, døde af tørst, og desperate forældre. "Du kan få vores ration." Hendes stemme var ikke høj, men som altid lykkedes det hende at få folks opmærksomhed. En evne der var ganske uden magi, og som stammens tidligere præstinde havde lært hende. "Jeres desperation er forstående, men det nytter ikke noget at lade det gå ud over vagterne, de er uden skyld i det her; jeg er sikker på, at havde de kunne ville de give jer mere. Men Hovedstaden har mange beboere og alle har brug for vand. En halv spand om dagen er rigeligt til en familie, hvis blot I ved hvordan I skal rationere det."
"Ja? Og ved du det fra, tøs?!" Var der en der råbte. Kahina tog provokationen ganske roligt og fandt ordenes ejermand med sit blik.
"Jeg er fra ørkenen omkring Rubinen," forklarede hun, "jeg ved hvordan man lever med tørke. Det I oplever er ikke anderledes end det folk lever med i Rubinien til hverdag - I er bare ikke vandt til det, og bliver nødt til at tænke anderledes for at kunne overleve." Det var der ingen af de omkringstående der svarede på, og Kahina benyttede sig af stilheden til at se på en af de nytilkommende stammekvinder. "Vær sød at hent lidt vand," bad hun. "Og fordel vores ration ud til de, der har mange eller syge børn. De har mere brug for det end vi har."

Askild havde følt sig meget heldig over ikke at have været ramt af de sidste par plager. Til dels grundet han ikke havde den mindste form for magi i sig, men også grundet sit  arbejde i Paladsets stalde hvor han tit og ofte sov i halmen og holdt sig oppe ved at drikke og spise lidt af hestenes føde. Dragerne derimod var han bestemt ikke meget for at arbejde med, han havde alt for meget respekt, måske også lidt frygt, for de store dyr. 
Pesten havde dog taget livet af hans papmor, et par søstre og et spædbarn. Som tørken var kommet, frygtede han for sin resterende families ve og vel. En smed kunne ikke rigtigt lave arbejde uden vand, det ville være alt for farligt og risikabelt når det kom til både hestesko og våben, den ældre bror derimod kunne godt klare sig lod det til. Men søsteren og faren var hvad der vejede mest på den rødhårede halvelvers skuldre. 
Det var en af de få fridage han en sjælden gang fik, at Askild havde taget mod til sig til at hente sin rationering af vandet selvom han kunne drikke af hestenes, men det ville han ikke byde sin far eller søster, hvis det kunne hjælpe dem. Stod det til ham skulle de bare have det godt uden nogen plager over hovedet der hvert øjeblik nærmest kunne gøre familien et medlem fattigere.
" Kom Jana. " Lød det, som han førte sin søster op mod brønden. Hun skulle lære hvordan de nye regler var, og hvor det var lettest og bedst at finde vand. Blikket skævede kort mod de 14-årige, overvejende om en eller anden rig mon skulle have brug for ekstra arbejdskraft.
Hans opmærksomhed blev dog istedet taget og afledt af de store hvide vinger fra en byvagt der havde stillet sig på brøndens kant. 
At folk var urolige undrede ham ikke. Især da der var tyndet en god del ud i befolkningen af hvad han umiddelbart havde bemærket. " Du hørte dem jo godt. En halv spand er nok hvis i formår at bruge vandet rigtigt og udnytte det. " Lød det fra ham, hvilket resulterede i at en nærstående jagede en albue ind i siden på ham. Noget han kort skar en grimasse over. 
Mennesker var så besværlige når et dyriske tog over, selv heste var mere forstående og medgørlige på det punkt.

En kvinde i mængden tog tydeligt overtaget tydeligt mængdens opmærksomhed, som en autoritet i mængden der skillede sig ud.
Amelia hørte kun korte dele af samtalet, da der kom problemer på den anden side af hende, som resulterede i at hun måtte hoppe ned og berolige den ældre dame. "Jeg ved det godt - vi gør alt hvad vi kan" betningen om at hun var alene med sine børnebørn, efter pesten havde taget hendes børn - deres forældre. Det var en hjerteskærende historie, og Amelia så smerten i den gamle dames brune øjne.
Ikke at hun var ivdere klar over hvad hun skulle kunne gøre, andet end at give hende spanden, halvt fyldt med vand. "Ikke miste modet.. Lyt til kvinden i mængden, hun lyder til at kunne hjælpe." Amelia var nærmest modløs over situationen. Så mange mennesker - og ikke nok med at vandet skulle spares, så var samtlige afgrøder fuldstændig forkullet og skrunket ind. Heldigvis var forårets afgrøder høstet, lagt i lade og klargjort, men sommerens afgrøder var mistet.
Den lidt mere panikken og agressive vagt vendte tilbage til at forsøge at få ro over rækkerne, hvilket resulterede i en heftig diskussion med en købmand. Amelia sukkede dybt og tog et træt udsyn ud over mængden. Lige nu kunne hun godt bruge kæmpekvinden, Hedwigs mere muntre tilgang til hverdagen.

Rinne var dukket op ved brønden til pandemonium. Den glædesløse halvelver klatrede op på det nærmeste hus. Det var lavt, kun en etage, men det gav hende et godt udsyn over kaosset. Hun satte sig ned på kanten af huset, og lyttede til folkene under hende. Byvagterne prøvede at holde styr på menneskemængden, der ikke var tilfreds med mængden af vand de var blevet givet. Rinne var enig med dem, mest fordi hun ikke kunne fordrage byvagterne. Det var en princip ting.
Siden slaget om Hovedstaden havde Rinne været i Hovedstaden. Hun havde tilbragt tiden i en apatisk tåge, og det var til sidst kun mangel på krystaller der havde fået hende igang igen. Hun overvejede at forlade byen, men så ramte den tredje plage, og hun var blevet forsinket. Hun havde overlevelsesinstinkter nok til at vide, at kunne blive meget, meget farligt at forlade byen, når der var tørke i hele landet. I Hovedstaden var der mange mennesker, men hvis hun forlod bymuren var hun ikke sikker på at kunne finde vand igen.
På grund af plagen var der heller ingen magi tilbage, ikke at det gjorde Rinne alt for meget. Hun havde selv ikke en dråbe magi i blodet, og så kunne hun alligevel ikke se hvad det kunne hjælpe. Magi reddede ikke folks liv. Faktisk så havde folk mistet livet, da magien gik amok før den lige pludselig forsvandt.
Der var en kvinde der råbte op om et eller andet. At de nok skulle komme igennem det. Rinne fnøs. Som om at katastroferne nogen sinde ville stoppe. Hvis det ikke var tørst så var det sult eller krig.

Kahina havde helt glemt, hvordan folk blev, når andre pludselig begyndte at kontrollere deres ressourcer, og hvor meget folk havde adgang til. Specielt vand var altid noget der kunne få folk oppe og køre, hvilket muligvis skyldtes at vand var en nødvendighed for at overleve på en anden måde end så meget andet var.
Hovedstaden havde altid været en travl by, en stresset by, men selv under pesten og selv da magien var gået amok havde Kahina alligevel ikke oplevet en desperation som denne. Den var til at tage og føle på, og skønt hun virkelig forsøgt sit bedste med at mane folkene til ro var det ikke til nogen nytte.
"Moder Oyibo?" Kahina blev trukket ud af sine tanker og så på den nyankommende stamkvinde, der havde talt til hende. Hendes stemme havde været ydmyg, som forventede hun næsten at blive straffet for sin forstyrelse. Hvilket ikke kom bag på Kahina med den historie kvinden bar på, hvor nysgerrighed og forstyrrelser altid var blevet straffet. Men i stedet for straf sendte Kahina hende et roligt, opmuntrende blik mens hun afventede kvindens spørgsmål. "Hvordan kan vi overleve, hvis vi giver vores vand væk?"
"Man kan sagtens overleve en dag eller to uden vand," svarede Kahina. "Dag to er hård, men det kan lade sig gøre. Og desuden kan man få væske på andre måder, gennem frugter og blomster." Kvinden nikkede, men Kahina lagde ikke mærke til det da hendes blik var gledet rundt mellem den desperate mængde. Hun havde ondt af de vagter, der var blevet sat til at vogte brønden, men samtidig kunne hun også godt forstå menneskemængdens frustrationer ved at overklassen måske fik mere end dem. Det ville ikke undre Kahina hvis det var sådan det forholdt sig, de rige havde deres måde at få mere på, men det ærgrede hende. De rige og lederne burde være et forbillede, ikke nogle der bare tog og tog og tog.
Hendes blik var faldet på en ung knægt med en yngre pige - hans søster? - der maste sig frem i mængden med en spand. Smilet fik hende til at smile trist, skønt smilet stivnede i det sekund hun så en mand jage en albue ind i drengens side. "Det er ikke en måde at behandle et barn på!" Udbrød hun vredt til manden. "Selv et barn har mere fornuft end dig, og ved at det er nødvendigt at spareog du tillader dig at straffe hans visdom på den måde? Skam dig!" Det var første gang hendes stemme var andet end venlig, men i stedet dækket af den is hun førhen havde været i stand til at fremmane i små mængder.

Morgana tørrede sveden af panden og forsøgte at holde sin plads i køen, samtidigt med at hun holdt sig i skygge ved muren. Solen var krøbet længere op på himlen, og pladsen var allerede stegende varm… og som skyggen blev mindre og mindre, blev folkemængden agiteret og deres allerede tyndslidte tålmodighed blev udfordret til bristepunktet.
Morgana lagde kun svagt mærke til tumulten. Hvor der før kun var enkelte vrede stemmer og en underliggende mumlen, var den utilfredse mumlen steget i styrke og de vrede udbrud blevet flere. Også hvor hun stod.
Pludselig skar en stemme sig gennem mængdens baggrundsstøj og den tiltagende larm faldt i styrke. Mange vendte sig for at se efter årsagen, men lige så mange var for trætte og varme til at reagere videre på det.
De nærmeste ved brønden stod som sild i en tønde og knugede beholdere tæt til sig. Det gjaldt deres liv. Deres familie. De var så tæt på nu.
Morgana selv stod med et slapt vadskin og håbede, at brønden ikke ville tørre ud, før det blev hendes tur. Tanken var måske lidt latterligt, men hun huskede en lang sommer hjemme i Medanien, der havde fået afgrøderne til at visne på markerne. Brønden var tørret ud dengang.
Hun kørte igen en hånd over panden for at fjerne sveddråberne, der truede med at trille fra hendes øjenbryn ned i øjnene. Køen rykkede et par skridt frem.

Så tæt på. Masende mennesker fra alle sider. Varmen. Ikke en vind rørte sig. Inden længe risikerede de ældste at bukke under med hedeslag, hvis de ikke avancerede. Og hvem ville hjælpe dem op igen? De bagfra kommende ville snarere træde frem for at komme en plads tættere på køen, frem for at vise medlidenhed.

Morgana forsøgte at koncentrere sig. Det skulle lykkes. 

Efter angrebet på skolen, havde Cera ikke følt sig sikker på at blive der, så hun havde efter den første plage, søgt ind til Hovedstaden. Skolen havde heller ikke sagt hende så meget, selvfølgelig havde hun været glad for hendes venner, især Kvakket, hendes værelseskammerat. Men hun følte at hun ville have bedre chancer herinde i byen. Måske få et job? Men så ramte den anden plage og så den tredje og derefter var det kun gået ned ad.
Den lille pige havde formået at finde vej til Hovedstadens brønd, på trods af hendes fokus var væk og af og til hallucinerede hun, eller det der var være, det hele sortnede og hun blev utrolig svimmel. Men det var tanken om den lækre vand, som trak i hende. 

Hendes krop var syg. Feberen havde ramt hende samtidig. Hun var sulten. Hun var tørstig og det hele tog hårdt på hendes svage krop, og her til morgen havde hun kastet op. Men intet kom op. Hendes mave var tomt. Det hele var tomt. Hun havde fået lidt vand igår, og et stykke tørt brød i forgårs, men det var ikke noget som hjalp. Det var alt for lidt.
Denne ellers stærke pige, var nu så svag og syg at hun dårligt nok magtede at stå op. Men det var en af hendes eneste muligheder for at få bare lidt at drikke.

Selvom det var tidligt, så var solen stærk og solens bagende stråler gjorde bestemt ikke hendes situation bedre. Hendes krop bagte, både på grund af solen, men den stærke feber gjorde det værre. Det hele sortnede for hende.
Da hun endelig nåede den lange kø, så hun det umulige i øjnene. Køen var jo enorm og den måde som desperate mennesker pressede og skubbede var for meget for den lille pige. Det ville hun ikke kunne holde til, men alligevel fandt hun de sidste kræfter frem og fandt en plads bagerst i køen og prøvede at blive oprejst på hendes ben, selvom de vaklede under hende. 
Hendes blik var stift og plantet mod jordens tørre overflade. Hun sagde intet, hun magtede det ikke og det ville ikke gøre nogen forskel i den allerede konstante kaos som foregik rundt om brønden. Byens vagter gjorde alt for at for at folk ville overholde rationerne. Cera forstod hvorfor det var som det var, hvis alle bare tog det vand de ville have, så ville det ikke række langt og flere ville dø. Nu følte hun kun at det var hende som skulle dø.
Hendes mave gjorde sig klar på endnu et opkast, men endnu engang var det kun lidt mavesyre som kom op. Det gjorde frygteligt ondt. Smerten var uudholdelig. Hun måtte tage fat hive fat i en anden person, da det hele endnu en gang sortnede for hendes øjne. Hun så ikke hvem det var, hun lagde ikke mærke til om det var en mand eller en kvinde, eller om hun havde hevet personen med ned, da hendes ben gav slip under hende og hun styrtede til jorden. Hun slog hovedet mod jorden, men det var også den eneste følelse hun kunne mærke. Alt andet var væk. Hun prøvede at komme op, men hun var hel tom for energi og der kom ingen ting ud da hun prøvede at råbe efter hjælp. Tårene begyndte roligt at trille ned af hendes kinder. Nu lå hun dernede og ventede på at livet ville ebbe ud af hende og det skete stille og roligt.

Mere panik bredte sig bland de omkring stående.

//out.

(( troede man bare ku skrive en gang og det var det men efter to tags går jeg udfra det ikke er muligt ))

Askild kunne ikke lade være at føle en smule ondt af de byvagter der havde fået den sure opgave at skulle holde øje med byens brønde og at folk fik hvad der var tilladt. Barn? et rødt øjenbryn skød i vejret som han en anelse forvirret stirrede på den mørkhudede, mens han ømmede sin side. Var han det påståede barn hun mente? Han blik gled ned på søsteren hvis hånd han stadig havde et solidt greb i. Manden der havde jaget albuen ind i ham lod dog ikke til at stå videre tilbage som han forsøgte at mase sig tættere på brønden, tydeligt ignorerende kvinden mens han sammenbidt bandede af 'tåbelige kvindfolk' og uvidende børn, tydeligt at han var typen der kun tænkte på sig selv.
Askild rystede let på hovedet så håret stod i en mindre kaskade omkring ham inden han nikkede til kvinden der havde taget hans forsvar. " Tak. Ikke alle er glade for at skulle hjælpe sine medskabninger eller dele med dem.. " Han trak let på skuldrene. Hvor længe mon der ville gå inden vandforsyningen til paladsets stalde ville bryde op.. Hvor mange heste ville lade livet.? Han skar en mindre grimasse ved tanken. " Vi må bare håbe det snart er overstået, så vi også har lidt til vinter.. Ellers må det bare blive fisk vi lever på. " Han grinte kort til søsteren der til gengæld skar en grimassse ved udsigten til flere måneder med fisk på menuen. 
Askilds ansigt blev dog mere opmærksomt som an bemærkede en vis uro bagest i mængden. Nogle dæmpede hvin og højlydte stemmer, nogle lød en smule paniske men for langt væk til at han kunne opfatte hvad der blev sagt. Men det var heller ikke nødvendigt som han bemærkede en mand rejse sig op fra mængden med noget hen over skuldrene der ved første øjekast lignede en hjort i en sæk, men som det hurtigt gik op for ham var en pige, ikke meget ældre end hans søster. " Se mod brønden, Jana. " Lød det formanende mens han selv rev blikket væk fra den slatne skikkelse, som han efter reaktionerne at dømme kunne gå ud fra var dagens første offer til Kile.

Amelia havde absolut ingen overskud over mængden omkring hende. Hun forsøgte at holde en rolig og kølighed som ville afspejle sig i autoritet. Men ligemeget hvorhen hun kiggede vrimlede det med ansigter, skinnende i alverdens følelser - mest frygt og utilfredshed.
Det endte med at englen tog fat i rebet til brønden og smilede til den trætte byvagt der havde ført spanden op og ned af brønden i lang tid nu, mens han blev skubbet og presset fra alle sider. "Tag en pause" det var lavmeldt, med et lille smil, inden Amelia gav sig til at hive spanden op af brønden, og overføre en halv spand vand til den første i køkken, som næsten blev skubbet så langt frem at hun styrtede ned i brønden.

"I er nødt til at give hinanden plads, eller spilder i mere vand end i får udleveret!" Hun talte højt og tydeligt, men nåede ikke at fastholde mængdens blik længe, før der skete noget hun ikke kunne sætte fingeren på nede bagved. Amelia kunne ikke flytte sig og det så heller ikke ud til at de andre byvagter havde megen mulighed. Folkemængden stod simpelthen for tæt! Hun forsøgte i forvejen at bane vej, til at dem som havde modtaget dagsrationen kunne komme ud af folkemængden. Nu manglede de bare at en eller anden sjæleløs skabning kastede sig over dem som havde fået vand udleveret, i et forsøg på at tilegne sig mere.

Rinne havde passivt overværet alt hvad der skete nede foran brønden. Solen stod lige ned over alles hoveder, og havde varmet taget, som Rinne havde anbragt sig på, op til ubehagelige grader. Hendes bukser var gamle og tyndslidte, og var ikke særlig gode til at holde varmen ude, og hun kunne praktisk talt mærke sin hud blive rød. Ligesom menneskerne der ventede ved brønden, var hun så utrolig tørstig. Hvert åndedræt skar hende i halsen, som om selve luften også var berøvet fugt.

Hun overvejede at finde et sted med skygge, eller måske stille sig i kø for at få noget vand, som hurtigt var blevet mere dyrebart end diamanter, da hun hørte larm fra bagerst i køen. Det var en anden slags larm, der lød som panik, og ikke generel desperation fra masserne. Rinne så en pige, der i den grad havde set bedre dage (men hvem havde egentlig ikke det), vælte om bagerst i køen. Panikken fra dem omkring hende spredte sig hurtigt i den tætte menneskemængde. Rinne første tanke var, at pige ville blive trampet ihjel før hun kunne få hjælp. Rinnes fødder havde allerede ramt jorden, før hun rigtig fik registreret hvad hun var igang med. Hun begyndte at kæmpe sig gennem menneskemængden, jog sine spidse albuer ind i siden på folk der ikke ville flytte sig, men det var ikke nemt at komme frem. Rinne var lille og spinkel og manglen på vand havde gjort hende svagere. Hun vidste bare at hun blev nødt til at prøve at hjælpe pigen på en eller anden måde.
Det strejfede Rinne, at hendes apati var forsvundet da det var en enkelt person der var i fare, og ikke et helt land. Hun skubbede tanken væk, ligesom hun skubbede en surlig mand væk, der ikke ville flytte sig.

Ved nærmere eftersyn kunne Kahina godt se, at det ikke var et barn manden havde skubbet til. Godt nok havde han et barn i hånden, men han selv kunne vel bedre betegnes som en ung mand. På den anden side var der en grund til, at hun blev kaldt Moder Oyibo, så på den måde var alle vel Sharas børn. "Folk lader sig ofte gribe af stemningen. Især panik er en ganske god til at brede sig i en folkemængde." Svarede hun ham med et lille smil.
Fisk. Kunne de overhovedet leve uden vand? Det var klart, at dem i de mindre søer ville dø, men hvad med dem i havet? Ville de kunne overleve? Hvor længe ville vandet mangle? Hvor mange skulle lade livet før regnen atter faldt? Meget apropos Kahinas tanker var er pludselig en del røre i køen, hvor en eller anden var væltet om. En stærk mand kastede hende over skuldren, som var den uheldige blot en sæk kartofler, og selvom de fleste hurtigt slog blikket væk kunne Kahina ikke lade være med at se efter den uheldige kvinde, der havde været offer for solens varme.
Det ville blive værre, det var hun vis på, så med et sidste blik rundt i folkemængden nikkede hun umærkeligt til sin stamme. "Lad os gå." Hun forsvandt i samme retning som den besvimede var blevet båret, skønt hendes mål var en helt anden - umærkeligt trådte folk til side for hende mens hun satte kursen mod stammen. Det var trist at folk skulle dø af tørst, men så længe hendes stamme levede ville hun takke Shara. De var trods alt første prioriteten.

//OUT

Det sluttede aldrig gjorde det?
Man overlevede pest, man overlevede løbsk magi og nu tørke? Javist var magien også væk, men for ens om aldrig havde haft en dråbe af magisk blod i årene, var det ikke det som var det værste. Nej varmen, tørsten og sulten som gnavede konstant, det var det som fyldte våbenmesterens tanker.
Hun var kun her ude for at sikre sig at alt var som det skulle være, hun havde stadig rekrutter som skulle trænes. Og selvom varmen pressede mange af de nye, var de nød til at opretholde en hvis kvote træning. Men selv Anann var ved at nå briste punktet, det var også derfor at så snart hun havde set at de byvagter som der stod for at uddele vand, viste ganske god pli. Og der derud over ikke viste sig at være større optag til oprør, ud over det typiske hysteri at der ikke var nok. Desværre var det en af de ting, som der fulgte med. Det havde de jo set helt tilbage fra da første plage havde hærget, folk glemte hurtigt at tænke på andre, men tilgodeså kun sig selv. Og det var lige meget hvem de mennesker var, alle var en del af det system.
 
Hun nikkede kort til Amelia, der viste sig at have godt styr på det hele.

Før hun drejede om på hælen, og skyndte sig tilbage til byvagternes kvarter.

Uroen, der var brudt ud, bredte sig hurtigt i nærheden af epicenteret - en der var faldet om - mens folk, der stod længere væk derfra reagerede langsommere, sløvere.
Selv byvagten så ud til at opfattet, at noget var ved at ske, men endnu var ophalingen af vand ikke gået helt i stå.
Det var med stor lettelse, at manden foran Morgana trådte til side og lod næste komme til - hende.  Morgana modtog med åbenlys taknemmelighed en ration vand, og skyndte sig at lukke vandskindet til, og at proppe det ind under en arm og et lag tøj.
Det her var mere kostbart lige nu end et helt palads guld. For hvem havde lyst til at drikke smeltet guld?
Ikke Morgana.
Hun ville bare væk herfra, søge skygge, og gemme sig med vandet. Hvor længe det ville holde, vidste hun ikke, men rationere det måtte hun.


Hun forlod pladsen og lagde uroen bag sig. Den ønskede hun ikke at blive en del af.
 

OUT.

I en tid havde Quin stået i skyggen fra et hus og overvejret hele forløbet. Selv havde han dagen inden været forbi og hente noget vand, men det han havde hentet var en langt mindre mængde end en halv spand, da han ikke havde brug for så meget grundet at han gjorde alt hvad han kunne for at holde sig i skyggen og holde sig så køligt som muligt. Han stod for tiden og observerede menneskemængden og personerne der var bukket under for den høje temperatur. "Gå hjem til jeres huse eller søg ind i skyggerne" råbte han pludselig ud til menneskemængden "Kan I ikke se at folk allerede er begyndt at falde som fluer bare for at hente vand" Quin kiggede på menneskemængden med et alvorligt blik "Tag hjem og vent på at vandet bliver uddelt ved jeres dør" Quin holdt en kort pause da tanken omkring hvad folk ville svarer slog ham, men fortsatte efterfølgende "Det er bedre hvis vi reducere mængden af folk der venter og arbejder ved brønden" efter hans lille tale stoppede han og afventede en reaktion fra menneskemængden.