Det havde været et par roligere dage. Efter sit sidste rov, som virkelig havde givet pote, havde han faktisk haft mulighed for at blive mæt de sidste par aftener i træk. Han kunne mærke hvordan det hjalp på humøret. Det var sjældent at han virkelig var ved så godt mod som han var denne dag. Al den kaos der herskede i landet virkede som en fjern realitet for ham. Han havde sågar haft råd til at få kød en af gangene. Så lang tid siden han havde fået det. Han vidste dog at han ikke ville kunne leve så godt meget længere. Snart ville han skulle ud og stjæle en ny pung eller dirket en lås op. Lige nu ville han dog gerne bare nyde at han faktisk havde haft held med sig. 

Det var ikke tit han tog her ned, med mindre det var for at finde et sted at sove. Her var intet at stjæle, og tage penge fra dem der havde lige så meget brug for det som han selv havde - det havde han ikke samvittighed til. Nu havde han dog en anden 'mission' - hvis man kunne kalde det for en mission. Med sin trofaste kappe trukket dybt ned i panden gik han ned langs gaderne. De fleste ignorerede ham. Sådan var det her. Man passede sig selv. Nogle gader nede stoppede han på et gadehjørne og kiggede på to legende børn. Hvis man kunne se hvad der skete under kappens skygge, ville man kunne se et skævt smil.

Han stod blot og betragtede børnene lege. Det kunne godt være at han ikke havde tiltro til særlig mange væsner, men deres yngel var endnu uskyldige og blåøjede. På et tidspunkt fik et af børnene øje på ham, som han lænede sig mod gadehjørnet og lyste op i et stort smil. "Kat!", sagde hun højt og broderen vendte også opmærksomheden mod den kappeklædte. De for begge hen mod ham, som han satte sig på hug. "Hvor har du været, Kat?", spurgte de ham. Han havde ikke set børnene i lang tid. "På eventyr. Jeg fandt en dragehule," svarede han og børnene så på ham med store øjne. "Og jeg har taget noget med til jer fra dragens hule," sagde han og trak to stykker kandis frem som han gav til børnene, som straks proppede dem i munden. Paka vidste at de havde mindst lige så sød en tand som han selv havde, og han kunne godt unde dem lidt kandis. "Tak, Kat!", sagde de inden de lagde deres arme om halsen på ham. De kom til at trække hætten ned af hans hoved og de spidse katteøre stak lige op i luften. De slap ham og fortsatte deres leg hvor de var kommet fra, men i stedet for at det var almindelig fangeleg, så var det Kat efter dragen, og selvfølgelig var Kat den der skulle fange dragen. Paka trak hastigt hætten over hovedet igen, og håbede ingen havde set hans ansigt.

Han havde rejst sig og han fortsatte med at observere børnene et stykke tid endnu. Han lagde mærke til at en anden kappeklædt skikkelse gik i hans retning. Han trak diskret kappen tættere om sig, og regnede med at personen blot ville passere ham, som de fleste gjorde i slummen. At kvinden - hvilket han regnede ud på hendes stemme - så valgte at tale til ham, huede ham aldeles ikke. Især ikke at hun omtalte hans ører. Han vejrede i luften og konkluderede at dette var nok et af de mere heldige omstændigheder at blive afsløret i, fordi kvinden foran ham lugtede af kat. "Og du lugter af mos, skovbo," sagde han med en ret brysk tone. Skovbo var hans ord for halvdyr der boede uden for byens mure. Han havde ikke så meget respekt for sine frænder i skoven. De virkede altid så blanke når deres poter rørte brostenene for første gang. Som om civilisationen ikke havde rørt hans slags i det sidste århundrede. Mange af dem havde så vitterligt heller ikke set noget der bliver kaldt for den civiliserede verden i deres levetid. Gad vide om de overhovedet havde et sprog?

Han var selv ikke klædt i rige klæder, men rigere end man ville regne med at en tyv kunne eje. Men andre folks ulykke den sidste tid havde virkelig hjulpet ham godt på vej med nogle solide klæder, så han var klar til at tage en vinters kulde, uden at skulle fryse alt for meget. "Hvad laver en skovbo som dig i byen?", spurgte han med et fnys. Han undrede sig altid hvorfor de overhovedet gad bevæge sig et sted hvor de hurtigt blev rendt over ende, fordi de ikke var hurtige nok i opfattelsen.

Han lagde armene over kors. Hun imponerede ham ikke ligefrem. Hun var klart en skovbo. Som så mange andre skovboer virkede hun til at være alt for blåøjet til at kunne klare byen. Byen ville æde hende med hud og hår om ikke alt for lang tid. Det ville bare være et spørgsmål om tid før byvagten ville antaste hende og finde på en undskyldning for at smide hende i arresten. Han veg ikke da hun snerrede af ham. Han havde ikke regnet med andet end at hun ville prøve at forsvare sin identitet som skovbo. Han var mere overrasket over at hun stoppede med at snerre af ham. Så hun prøvede at være mere civiliseret. Fint nok. Ikke noget der ville hjælpe hende, med mindre man fandt et yderst sjældent eksemplar hos de andre væsner, som ikke havde noget imod at tale med et halvdyr som en ligemand. 

Han himlede med øjnene da hun fortalte hvad hun foretog sig. Som han tænkte. Blåøjet og naiv som skovboer nu en gang var. "Og du sælger sikkert dit kød til en femtedel af prisen, og den medicin du køber koster fem gange så meget og højst sandsynlig virker det ikke. Du vil komme længere med medicin du selv laver, skovbo," sagde han med et fnys. Den naivitet. Han sukkede tungt. Hun havde sikkert ikke en gang lagt mærke til det. "Jeg er ikke fjendtlig, bare ærlig. Byen kommer til at æde dig inden længe. Du kommer ikke til at kunne holde særlig mange dage."

Han rystede på hovedet. Han kunne lige så godt give op. Hun ville ikke komme til at lytte til ham på nogen måde. Derfor magtede han ikke skovboerne. De burde bare holde sig til deres træer. Det kunne i det mindste forstå. De duede ikke til byens barske realiteter. Sådan havde det altid været, og sådan ville det vare i lang tid. "For en der har været i byen så mange gange så er du... bare glem det. Du er ligesom alle andre. Håbløs at give råd til." Han sukkede og kløede sig i nakken. I det mindste havde han prøvet at give nogen råd, men de faldt bare altid på døve øre. Ikke en gang sin egen slags kunne man regne med. Sådan var det nok at være gadekat fra da man var killing. 

Han fnøs kort, men det lød mere muntert end før. "Hvis du kendte byen så ville du aldrig være havnet i den her bydel og truffet mig," sagde han med en let latter i stemmen. Han vidste ikke hvorfor det pludselig morede ham at hun havde tilnærmet sig ham. Det virkede så usandsynligt. Det var måske det han syntes var så morsomt? Måske var det bare den håbløshed over at have ramt en mur med hende, som med så mange andre, som fik ham til at le. "Her hersker de desperate. Pas på din pung hvis du vil have noget af din fortjeneste tilbage inden du tager hjem," sagde han med et skævt smil.