Hvor længe havde det været? Et par måneder? Et halvt år? Måske deromkring, det var sjældet Kench overhovedet holdt øje med tid generelt. Men spørgsmålet strejfede hende dog lidt i det at Balzera kom i syne. Hele turen med handelsvognen der kom fra norden som var blevet udvalgt af Kench selv til at skulle være hendes gratis lift til hendes destination havde hun faktisk talt dagene. Hvilket fik spørgsmålet om tid til at strejfe hende. De sidste 2 dages rejse havde hun så brugt på at tælle og tage tid på alt hun kunne komme i nærheden af.
Men nu hvor hun lå på maven oppe på taget af vognen havde hun en fin udsigt til de første bygninger og andre rejsende som også var på vej ind i byen. De trillede langsomt ind igennem åbningen ind til markedspladsen som til syneladende også skulle være hendes stop for nu. Hun rullede næsten ned af vognen som en klud og landede på jorden med et hult dump, hvilket fik ejeren af vognen fik til at hoppe et stykke tilbage og sende hende et spørgende blik efter den grålige kvinde figur der kom på bene og bevægede sig ned ad gaden.
Kench skulle heldigvis ikke gå langt før hun nåede til en person hun havde stødt på, på sit sidste visit. Den lille spraglede mand sad op ad kammen til en ret faldefærdig døråbning. Han viste sine halvrådne tænder i et smørret smil da han genkendte sumpvæsenet der stod midt i sine meget uvante omgivelser. Som en fisk ude af vandet kunne man næsten beskrive synet der havde mødt ham. "Ah men er der nogen anden i verden jeg heller ville se end Dem?" spurgte han efterfulgt af et overdrevet grin og en klask over låret. Et grin der smittede Kench en smugle som viste sig i et skævt smil inden hun hævede øjenbrynene som tegn til at hun ikke havde for meget tid til sludderier. Manden rakte ind i mørket på den anden side af døren og fiskede tre flasker i et reb frem og rakte dem til hende. "Det er hvad jeg skylder frøkenen ikke sandt" spurgte han imens hun trak proppen af en af dem. 
"Det rækker vist nok... plus minus" svarede Kench i en halv hæs stemme efter have indåndet den stærkt alkoholiske driks dampe. Proppen kom hurtigt på igen inden hun hang dem over halsen og hilste farvel til den sidende. Eller hun sagde farvel, han kom med perverse hentydninger om hendes bagside, som hun kun hørte halvdelen af på vejen væk.

Nogen dage ville Yadza ønske at han kunne skære tænder. Det var ufatteligt irriterende at have en kæbe der næste ikke kunne bevæge sig, når man gerne ville vise sin frustration i spejlbilledet. Han stirrede ganske intenst ind i håndspejlet med elfenbens ramme, som om han forventede at det ville blinke tilbage eller hviske en hemmelighed end ej ejeren kendte. Desværre, til ingens overraskelse, skete intet. Han lukkede øjnene og bukkede hovedet melankolsk imens han kørte en hånd over den skaldede isse.

Kvælende. Kvalt. Han var blevet kvalt. Balzera havde sat sig i ham som en stor, støvet, tilsandedet, uærlig hårbolle i hans spiserør, og ærligt talt ødelagde hans appetit. Ligemeget hvor meget han tjente eller hvor mange venner* han dannede sig, var han aldrig rigtigt tilfreds, og en lille del af ham kunne ikke lade være med at skyde skylden på handelsbyen med de gyldne spir. Han krævede andet og mere end sand. Krydret vin var kun spændende en hvis procentdel af ens planlagte levetid. 

Sløvt løftede han blikket igen og så sig omkring den lille tillukkede bærestol. Selvom minotaurene der bar ham rundt havde en tendens til at bumpe lidt, var det sådan set rimeligt luxuriøst. To fine sæder, forhæng til at skygge for solen og nysgerrige blikke, og en lille transportabel vandpibe der kunne klikkes fast til bunden. Kedsomt trak han en af gardinerne til side og spejdede ud på gaden, omend han ikke helt vidste hvorfor i øjeblikket.
 Nogen dage ville Yadza ønske at han kunne smile. Det karakteristiske hår, gang og hudfarve var ikke til at tage fejl af. Lynhurtigt bankede han tre gange på bærestolens 'væg', hvad de fik de to bærere til at stoppe.

Forhænget blev slynget til siden med et gevaldigt FWAP, og midt på nedstignings trinnet stod Yadza med vidt udspredte arme og brølede alt hvad han velholdte stemme kunne kapere. "Kench, min ven!"

Kench var ikke kommet mange skridt ned af den støvede hovedgades nedslidte brosten. Imellem folkmængden af alskens racer og personligheder stod ud af hvad der virkede som ingenting en hun selv genkendte. Eller også var det måske den måde han transporterede sig selv. man skulle tro han så sig selv som prinsen af ørkenen. Hans karisma var på ingen måde til at tage fejl af, for ikke at tale om hans besynderlige måde at tale på og gennemskærende volume af stemmen. Flaskerne over hendes skulder var nær gledet af hendes skulder og faldet til jorden men hun fik hurtigt fat om dem og holdt den ind til sig. "... Yadza" erkendte hun hans tilstedeværelse i langt fra den samme niveau af entusiasme imens hun fik fatningen tilbage. "Er der nogen der forstår at gør en entre.." fortsatte hun til sig selv som om hun tænke højt og rettede på lærreds sjalet der var viklet omkring hendes skuldre for at beskytte imod de brændende solståler der bankede ned på disse kanter.
På trods af det mindre hjerteanfald hun netop havde fået serveret, måtte hun indrømme at hvis der var nogen hun skulle støde på så var han ikke den værste. Sær var han ja, men også vanvittigt underholdende.

Yadza klappede hænderne sammen med et højlydt 'klak.' Ærbødigt begyndte han at trave ned af den støvede vej i mod Kench, alt i mens han lagde hovedet tilbage og himlede teatralsk. "Tak vel-af-værdige ånder, for at give en simpel mand lidt forandring." Folk og fæ på vejen fog ud til siderne for at bane ham vejen. Det fleste af lavere stand grundet de fine klæder, de fleste handlende for at undgå spektaklet. Minotaurerne ved vognen ventede pænt tilbage ved vognen. Det var bestemt ikke første gang deres arbejdsgiver lavede en lille scene. Yadza snuppede en dadel fra en bod på vejen, betalte med en lille krystal, holdte den sobert højt i luften nogle øjeblikke, og med en lille taknemmelig bøn smed han dadlen i en brønd. 

Derefter skiftede han over i et mere naturligt vandre-tempo, og fik lagt resten af vejen imellem han og Kench bag sig. Han bukkede kort og formelt for derefter at svinger armene omkring hende i en venskabelig, men dog tæmmelig pludselig, omfavnelse.

Men armene lagt i en kedelig position der holdt sig selv oppe omkring brystet stod Kench og så til at Yadza blev færdig med at indsnævre afstanden. Det kunne nok mere sammenlignes med en optræden end normal gang hvilket også resulterede i ansigtsudtrykket der prydede hendes ansigt. En pæn blanding af forvirring, spekulation og en smugle utålmodighed. Det var først efter det lille buk og han kom tættere på end hun overhovedet havde regnet med han ville at hende arme slap sig selv i en form for frygt for hvad der skulle komme og hendes ene fod begyndte at tage et skridt tilbage. Det var dog for sent. Som et andet dyr fanget i hans omfavnelse rørte hun ikke en muskel på sig, som ville hun tage skade hvis hun gjorde. Først da hun ikke længere kunne mærke hans arme om sig pustede hun det tilbageholdte  åndedræt ud og hendes skuldre faldt slattent sammen igen. 
Kench åbnede munden for at sige noget men kunne en hæs hurrh lyd kom frem. Hun hostede og forsøgte så igen "du finder ikke omgivelserne underholdende længere?" lyden var stadig lidt kradset, men orden kom frem og fornemmelsen af kontakt blev rystet af hendes krop sammen med endnu et host.

Yadza hang hovedet med et suk og vendte håndfladerne mod himmelen. "Ak, det er sandt." Han rettede sig op og børstede byen væk med en svingende håndbevægelse. "Hele møddingen er blevet Yadza for meget. Han trænger til nye vinde. Kom! Kom min ven, fortæl om dine rejser." Uden at spørge om yderligere samtykke, snurrede han adræt rundt om Kench, og begyndte at puffe hende nænsomt i ryggen i retning af vognen der stod og ventede for enden af vejen. Yadza var fuld af energi, tænk sig at endelig få lidt historier udefra igen!

Asail og Ossen udvekslede nogle sigende blikke imens de ventede på at deres arbejdsgiver kom tilbage. Nu havde han åbenbart fundet en gammel flamme eller lignende som skulle med tilbage. Asail kløede sig lidt bag venstre horn. "Tror du hun bliver et problem? Hun ser lidt sær ud." Ossen fnøste så hans næseringe klirrede. "Njah. Hun er tynd som en kvist."

Det var lige før Kench satte hælene i jorden for ikke at blive hyrdet igennem meneskemængden. Men alligevel blev hun puffet fremad hvor folk enten flyttede sig eller blev skubbet af vejen for dem. "Rejser?" gentog hun imens hun overvejede om hun overhovedet havde været nogen synderligt steder siden sidst hun havde set Yadzas ansigt. Måske? Hvis man kan kalde det hun gjorde at rejse når hun tog gratis lift på folks vognlade eller skibs ladning. 

Hun gik fra det ene forvirrede slags udtryk til det næste da de nærmede sig hans måde at transportere sig på. Halvdyr var ikke noget synderligt nyt for Kench at se til dagligt men dog kun det der befandt sig i og lige uden for sumplandet. Så at se to minotaurer så tæt på fik hende alligevel til at tøve lidt og stædigt stoppe op. Hun viste ikke om det var den måde de kikkede med hvad der ligende mistro eller at hun ikke kunne læse deres tanker når nu hun hold sin magi neutraliseret, af gode grunde, men en af tingene gjorde hende knapt så komfortabel med at skulle lægge sin lid til at de ville transportere hende med i god behold.

Yadza fortsatte sine små insisterende puf i ryggen med lige så insisterende 'kom kom kom' lyden, men stoppede op da han bemærkede Kenchs forståelig mistro til hans vagter. Som en ørkenvind snurrede han rundt om hende igen og gik fortrop imod den rummelige bærestol. Tyre-mændende rankede sig sløvt som han trådte op på trinnet og forsvandt ind bag det gyldne nedhæng. Sekundet efter poppede hans hoved ud af frontenden, slyngede et par ordre af sig fyldt med ordene 'roligt' og 'respektabelt', og forsvandt ind igen. Så trak han forhænget elegant til siden for sin gæst og gestikulerede til sædet på den anden side af vandpiben. "Det er ved at blive vane, at Yadza trækker dig op i mystiske fartøjer, eh?"

Det var efterhånden også blevet noget af en vane for hende at ryste lidt på hovedet af alt han gik og lavede af triumferende rundter og overdådige fremvisninger af hans rigdomme. Hvordan pokker kunne en person være så sprængfyldt med energi hele tiden? Så ligeledes stod hun og rystede lidt på hovedet over tanken om sand skibet han havde hevet hende op i første gang de havde mødtes. Det forfærdelige forfærdeligt skib. Det var ligefør hun blev halv søsyg bare ved tanken. Heldigvis så det ud til at være et langsommere fartøj Yadza havde valgt sig denne gang. 
Med et par blikke frem og tilbage imellem de intimiderende skabninger der skulle bære dem afsted, gav Kench et overbærende sku fra sig og trådte med nænsomt placerede trin op i bærestolen. De to brede flasker blev placeret imellem hendes fødder efter hun havde taget plads hvor han havde dirigeret hende til. Det var næsten en underlig følelse at være velkommet i noget som helst tranportmiddel når hun normalt skulle snyde sig til et lift eller snige sig ubudent med normalt. Mystisk var fartøjet helt sikkert, hvilket også kunne ses på Kench som hun sad og kikkede næsten forundret rundt om sig. Hun var nu altid overrasket over måden velhavende i syden var besat af farver og klæder der skulle pryde alting. Sådan sad hun lidt indtil blikket faldt ned igen på den besynderligt udseende handelsmand der sært nok tilbød hende turen med... gratis?

Bærestolens indre var en mystisk kontrast til byen udenfor. Lyset var mindre gennemborende, og den mængde der kom igennem fik et svagt rød-orange skær. Lydene udenfor blev også på underfundig vis dæmpet af de tungt hængende klæder, dog lidt på bekostning af manglende udluftning. Lugten var en behagelig aroma fra vandpiben, men temperaturen var trykkende. Det lod dog ikke til at genere skorpion-manden, der lystigt begyndte at hælde grønlig væske på instrumentet imellem dem. Fra et lille mæssinge skrin fandt han runde kul der blev smidt på brænderen. Snart var vognen fyldt med en fugtig, sød røg.

Vognen løftede sig fra jorden i et langsomt træk, og begyndte at rokke meget svagt. Bærerne, på trods af deres grove udseende, var tydeligvis professionelle løftere, hvis det overhovedet var en ting. 

Yadza blæste en tyk dis ud af de små huller hvor andre normalt har en næse, lagde hovedet på skrå*, og stirrede ned på de store reb-bunde flasker Kench havde slæbt rundt på. "Du skal måske have gæster, eh?"

*Yadza har altid ærget sig over ikke at kunne løfte med et øjenbryn, så dette var blevet hans erstatning.

Med hendes sædvanlige kedsommelige blik havde hun fulgt Yadzas bevægelser i hans klargøring af hans pibe, indtil hun næsten blev distraheret af dampen der fløj og snoede sig rundt i den næsten stillestående luft i vognen. Hypnotiserende mente hun selv at sådanne ting var. Men kun lige til det punkt at hendes opmærksomhed blev hevet tilbage til lyden af spørgsmålet der blev stillet hende. 
"... Ligner jeg en person der forventer gæster?" spurgte hun og var lige ved at smile skævt ved tanken om at hun skulle invitere folk til hendes asyl for resten af verden ude i sumpen. Hun så kort ned på flaskerne imens hun overvejede sit svar yderligere "Nej.. Jeg skulle bare opsamle en gæld som ikke blev betalt sidste gang jeg var her" forklarede hun så imens hun nu rent faktisk lænede sig mere afslappet tilbage i sædet. Det på ingen måde fordi hun var komfortabel med måden de blev båret rundt på. Men atmosfæren, stilheden og specielt den fugtige luft fik hendes skuldre til at løsne sig lidt. Hendes gamle vane op at skulle være på tærene kontant i andres selvskab fra hendes forhændeværende forbandelse prikkede stadig lidt til hende fra tid til anden. Men vaner kunne vel afvænnes med lidt stædighed.

Med stor nonchalanthed trak Yadza på skuldrene og udåndede endnu en sky. "Hvor jeg kommer fra, er det ikke unormalt for kønne unge kvinde at få gæster, eh?" Han klukkede lidt hæst. Han nød i fulde drag at have gæster i sin lille røg-vogn. Ud over at han let blev rastløs og fandt tanken om altid at være på farten vældig komfortabel, havde vognen også mange praktiske applikationer. Den var perfekt til små intime handelsaftaler, hvor den høje temperatur og fugtighed ofte gjorde konkurrenter en smule disorienteret, og det ville jo være uhøfligt at takke nej når han nu bød dem ind. Det var sådanne små påfund der havde gjort Yadza til en stor fisk i en endnu større sø. Egentligt havde han planlagt at åbne lågen i loftet for at Kench skulle kunne finde sig godt til rette, men røgen og varmen lod til at genere hende lige så lidt som ham selv.

Nogen dage ville Yadza ønske han kunne smile.

Mundstykket i poleret elfenben blev rakt over imod gæsten. "Det er håbet, du kan lide æble. Men fortæl mig nu min ven, hvad har du fået og foretaget dig! Det er snart halvt et år siden vi sidst sås, og Yadza er ængstelig efter nyheder."

Med et par skeptiske hævede øjenbryn til den første kommentar inden hun tog imod tilbudet fra værten. Hun havde nok en svag jalousi over for byens tradition for piber af denne slags. Det tilsvarende kentaurene, der levede længere ude på sumpen, producerede var mere en røg på bark og urter. Langt mere kradsende i halsen, fantastisk duft, ækel smag selv for Kench's tunge. 
Efter en dyb indånding af dampende pustede hun en tyk sky ud ned ad sig selv imens hun tænkte over sit svar. Stadig med rester af damp der banede sig vej over hende læber åbnede hun munden "Hvor starter jeg dog... Jeg laver jo snart ikke andet end at gemme mig i skov hytte jeg kalder mit hjem." Hun trillede let pibens håndtag imellem fingrene imens hun holdt endnu en kort tænkepause. "Hvor anti klimatisk det måske er for dig, er min forbandelse efterhånden så godt som borte. Det er utroligt hvad elver alkymi kan gøre imod dæmon magi og omvendt.. Men jeg er kort sagt mit eget selv igen efter hvad jeg gætter på er knap 200 år" hun smilte en smugle tilfreds for sig selv. Hendes eget selv var måske heller ikke det mest attraktive i hele Krystallandet, med den sygeligt grålige farve og den evige fugt der næsten sugede alt vand i luften til sig, men det var langt nemmere at få folk til at stole på en med et ansigt der var let at forbinde med en menneskelig form. Hun kunne blive fornærme, lyve for eller snyde folk så meget hun havde lyst til nu uden at det blev afsløret på hendes fysiske udseende. Hvilket havde været en luksus hun havde savnet usædvanligt meget.

Yadza blinkede gentagene gange imens han lyttede til Kench. Der var et eller andet pudsigt ved hende som han ikke rigtigt noget han kunne sætte en finger på. Noget andet end det besynderlige ansigt hun før havde gemt under en maske. "En dag må du give mig hele fortælling om din... Forbandelse. Yadza er stadig ikke helt med på, hvad det indebar." Han rakte ned under sæddet efter et andet skrin, dette med en grøn lakeret overflade, og fiskede en af de store bløde stykker slik frem som han var så glad for. Han holdte det i luften, nærmest som om han pirrede sig selv, og rakte skrinet over imod Kench for at tilbyde hende et stykke. Derefter blev det lagt tilbage. Endnu en pause. Så snuppede han hele snacken i en gevaldig mundfuld, smaskende med sagt velbehag. "Og hvad planlægger Kench så at gøre med denne nyfundendne frihed, hmm? Vel ikke bare at smutte tilbage til sit bløde hul i jorden?"

"Det bløde hul er nu ikke så slemt.." mumlede hun inden hun igen fik vandpiben til at boble og den hvide damp spredte sig igen i det lille rum. Hendes hverdag havde nu ikke ændret sig så drastisk på ingen måde det samme som da magien var gået helt agurk og havde efterladt sit... hul mere ødelagt og mindre hjemmeligt end nogensinde før. Hun kunne ikke tjene til dagligdagen og gik i den kontant plage om at hun følte sig utrolig sårbar uden sine evner, men de blev nødt til at holdes i ro for at hele hendes forstand og andre omkring sig ikke skulle blive skyldet ud af øret.
"Kench lægger ikke rigtigt planer" startede hun men skar et kort ansigt over at hun talte sig selv i tredje person. "Jeg tager bare dagene som de kommer. At lægge planer er alt for... anstrengende" forklarede hun og lagde hovedet på skrå "Men det kan vel snart blive nødvendigt hvis jeg bliver nød til at holde min magi indespærret" afsluttede hun med et små irriteret suk.

Yadza udstødte et lavmælt grynt for at holde en latter tilbage. Han havde et meget klart omdømme at opretholde, og ville aldrig nedværdige sig selv til så sjofel og banal humor som "Det sagde hun også i går", men gadesælgeren i ham kunne ikke rigtigt lægge det fra sig. I stedet tog han en af puderne i siden af vognen og lagde den bag ryggen, så han kunne ligge komfortabelt lidt længere nede i sæddet. Hovedet blev igen lagt på skrå. "Du har været lige så ramt af... Kaos, som alle andre, eh? Yadza har været heldig. Den smule vind der lytter til ham gør sjældent meget skade, selv hvis den løber løbsk..." Han grinede lidt og lavede en markant håndbevægelse imod et af tæpperne på væggen. Der gik nogle øjeblikke hvor intet skete. Yadza blinkede, trak lidt på skuldrene, og prøvede igen. Men lige lidt skete der. "Uhuh..."

Kench lagde hovedet lidt på skrå, det var tidpunkter som dette at kæden med stenen om halsen føltes ekstra tung. Ikke nok med at Yadzas ansigts udtryk var svære at læse fra tid til anden, men hun kunne ikke engang give sig selv lov til at læse hans tanker. Hun holdt stenen, der lå ind imod hendes mave, stille med hånledet imens hun betragtede hvad han forsøgte sig på. Så han kunne faktisk bruge magi. Noget hun havde undret sig lidt over hvis han ikke kunne, Det var sjældent man stødte på nogen som helst der ikke gjorde sig i magi mere. Hvilket nok også var grunden til den store panik over lige pludselig ikke at kunne styre det på samme måde. Det så også ud til at han havde svært ved det nu, til tider var Kench's magi også svagelig og næsten ubrugelig. 
"Du er ikke bange for at det lige pludselig blæser op til storm?" spurgte hun imens hun begyndte at trække kæden op af hendes krave. For enden af den halrustne kæde hang en sort krystal på størrelse med et gennemsnitligt menneskeøje. Den perfekte sfære lå bundet ind i et lille trådnet for at der ikke skulle bores huller i den og ødelægge dens effekt. "Jeg har stødt på folk der aldrig har haft magisk potentiale der fra den ene dag til den anden brændte en hel landsby ned til grunden" sagde hun med en lille advarende undertone.  

Yadza blinkede gentagene gange og rettede sig op i sædet igen. "Måske bedre at have lidt sund respekt for faren, ja. Han antog også at det var grunden til at du ikke... Gjorde dit tanke-trick." Telepati have altid været et af de emner som Yadza behandlede med en hvis blanding af afsky og fascination. Ærefrygten kom for det meste fra hans erhverv. Tænk sig at kunne læse eller høre præcis hvad folk ville have? Mulighederne ville være uendelige. Men så meget desto skrækkeliger skulle nogle læse HANS tanker. Hemmeligheder var alt i Balzera og Yadza havde mange efterhånden. En enkelt besværgelse og han kunne blive ruineret. Så i sidste ende besluttede han sig for ikke at røre emnet med en ildtang, så længe som muligt. Hans øjne faldt på den dybe sorte sfære i kæden, og blev betaget på sekundet. "Spændende dingenot. Gør den noget?"

Dingenot.. Gentog Kench for sig selv imens hun holdttog den ud ad den lille lomme af kæder og kørte stenen lidt rundt i håndfladen. "Man kan vel beskrive den som min magis fængsel? De kommer ikke helt billigt nu hvor efterspørgslen på dem er steget så afsindigt" fortalte hun inden hun rettede blikket fra stenen og op på ham igen. Hvorefter hun så rakte den hen til ham i flad hånd for at han kunne tage et nærmere kik. Hun havde efterhånden skudt ham til at være en ærlig person og ingen tyv så at lade ham se på diverse skatte uden at de lige pludselig var væk ville ikke være den helt store faktor med ham. Desuden, så snart stenen ikke ville være i en form for kontakt med hende mere ville hun kunne trænge ind i hans hoved så let som ingenting, hvis hun kunne få lov. 
"Men jeg gætter på det ikke har været nødvendigt for dig at anskaffe sådan en endnu?" spurgte hun så med hævede øjenbryn imens hun ventede på at han skulle tage imod den magi sugende kugle i håndfladen.

Yadza kløede sig lidt på den hårde hage imens han lyttede til Kench fortælle om stenens egenskaber. Fascinerende kreation. Han var udemærket klar over at den slags besværgelser var at finde i verdenen, men han havde aldrig rigtigt været i kontakt med en før. Han rankede ryggen og lænede sig langsomt frem med en hånd for at tage imod smykket. I stedet snuppede han mundstykket til vandpiben ud af Kench anden hånd for at distrahere hende, og med den anden lagt over kryds greb han fat om kæden på smykket, og med en velafmålt anstrengelse kastede han med kæden så den blidt lættede fra hendes skuldre og over hendes hoved. Det var som taget ud af den metaforiske håndbog for tyveknægte. Der var vel ingen skam i at blære sig lidt.

Tilbagelænet på silken lå nu Yadza og inspicerede 'juvelen' med stor interesse, imens vandpibe pludrede lystigt og sendte flere søde skyer rundt i miljøet. "Må have kostet en formue, dette lille tilbehør."