Saga havde ingen idé om hvad klokken var, da hun dinglede ud fra kroen. Det havde egentlig ikke været meningen at hun skulle have haft mere end ét glas mjød, men pludselig var nogle af stamgæsterne kommet op og tilbudt hende et slag terninger. Og et slag terninger blev selvfølgelig altid fuldt af et glas mjød. Og hvis man blev færdig med terningerne før man blev færdig ed mjøden, var man jo nødt til at tage endnu et spil. Det var en ond spiral (omend det var den slags ondskab Saga hellere end gerne opsøgte), der havde efterladt hende så beruset, at hun var væltet over en stol, var landet i skødet på en dame og til sidst var blevet bedt om at forlade kroen for aftenen.
Nå ja, hvis det var sådan det skulle være. Hun havde vinket til mændene inden hun havde forladt kroen på vaklende ben.

Udenfor havde mjøden for alvor ramt hende, og det var gået op for hende, at hun nok var blevet en del mere fuld end først antaget. Ikke at hun havde noget imod det, for eftersom hun var født og opvokset på en kro havde hun prøvet at være beruset mange gange, men det ville altså besværliggøre turen tilbage til det værelse hun havde for natten, hvis hun dinglede rundt.
Et langt øjeblik stod hun og overvejede sine muligheder, så satte hun kursen ned af gaden mod den nærmeste brønd. Om ikke andet kunne hun altid hive noget vand op af brønden og dyppe hovedet i det, hvilket uden tvivl ville hjælpe. Altså begyndte hun at bevæge sig ned af gaden. Hendes gang var usikker og slingrende og hun nynnede en lille drukvise mens hun forsøgte at holde sig nogenlunde midt ude på vejen. Var det uklogt for en ene kvinde at gå rundt midt om natten i det Nedre Bydistrikt? Måske, men Saga var ikke ligefrem bange, og desuden kunne hun klare sig selv. Godt nok havde hun ikke sin bue med, men en kniv var da sat fast i en skede i bæltet. Selvom hun måske nok nærmere ville udgøre en fare for sig selv end nogen anden, hvis hun benyttede sig af kniven nu.
Nå det var ligegyldigt. Hun havde boet i Hovedstaden siden efteråret og havde aldrig oplevet noget voldsomt, hun var faktisk ikke engang blevet berøvet, så hun var nu ikke så bekymret, som hun endelig nåede frem til den nærmeste brønd.

Mørket havde lagt sig hen over hovedstaden. 
De fleste folk var på vej hjem, døre og vinduer blev lukket og folk trak sig tilbage for natten. En skikkelse bevægede sig lydløst hen over tagene og kun enkelte glimt blev stjålet når lyset fra faklerne dansede det korrekte sted hen. 
Et bar gule øjne blev pludselig synlig under den tæt nedtrukken hætte. Personen var stoppet op for enden af en hus blok og spejdede ned af de sorte gyder. Der skulle ikke meget fantasi til, for at vide hvad der skulle ske i aften.
Et næsen selvlysende tandsæt fandt vej hen over ansigtet der næsten splittede det i to. De spidse tænder afslørede hurtigt at væsenet her bestemt ikke var af menneskelig karakter. 
Cryan var væsenets navn, en vampyr som havde solgt sig selv til mørkes hær. Ikke at han fortrød det. Han blev betalt godt for at gøre det han elskede allermest. At tage liv.
Målet kom slingrende ud af en af undergrundskroerne. En middelaldrene mand, som havde solgt falske informationer og i stedet givet lysets kriger rigtige informationer omkring mørket. 
Dette kunne selvfølgelig ikke tolereres. Med nogle katteagtige bevægelser svingede den lidt aparte udsende mand sig ned og landede et par fod fra sit offer. Iført en læder rustning med en hætte der hang i laser ned af skuldrene dækkede det største delen af hans ansigt. Den venstre arm var en del længere end den højre, med lange knogleligende fingre der førte ud i nogle lange negle. PÅ den højre hånd havde han et par klinger fastgjort på knoerne. 
Men før han kunne nå at gøre krav på mandens liv, kom han til en brønd hvor en kvinde var begyndt at drikke af den. Nu var spørgsmålet. Dræbte han manden og kvinden med, eller var han i sit mere gavmildehjørne og dræbte manden når han atter var alene?

Helt præcist hvor mange forsøg det tog Saga at hive spanden op var hun ikke helt sikker på, men til sidst lykkedes det uden at hun spildte alt for meget. Forsigtigt satte hun spanden fra sig på kanten af brønden inden hun samlede sine hænder til en skål for at fylde den med vand, som hun kunne drikke af.
Vand gjorde altid en bedre når man var beruset, og det var trods alt ikke for ingenting at hun var datter af den tidligere ejer for Tusmørkekroen: hun vidste både hvordan man håndterede at være beruset (for det meste i hvert fald), og hvordan man blev ædru igen. Aftenluften hjalp lidt, men var ikke helt nok til at gøre hende helt ædru. Altså gjorde hun det eneste fornuftige og skubbe den lange fletning om bag nakken inden hun stak hele hovedet ned i vandet. Brøndens isnende vand gjorde sit for at gøre hende ædru, og da hun atter trak hovedet op med et gisp var jorden holdt op med at snurre. Helt ædru ville hun ikke være før i morgen, men for nu var det tåleligt og desuden -
En lyd - eller måske en fornemmelse? Hvad end det var, fik det øjeblikkeligt Saga til at rette sig op og spejde ud i mørket. Der var et eller andet, noget som... - hendes tanker blev afbrudt af en mand der, beruset som hun selv havde været for få øjeblikke siden, kom vraltende ned af gaden. Han stoppede da han fik øje på hende. "Dejlig aften frøken." Hilste han og førte hånden op til hovedet, som ville han lette på en hat han ikke bar.
"Bestemt," svarede Saga med et lille smil, skønt det ikke var ham hun kiggede på. Hendes blik var stadig vendt mod mørket mens hun lyttede. Der var noget. En svag lyd, for svag til almindelige væsners hørelse, men tydelig for Saga. Eller måske var det den der fornemmelse hun sommetider fik. En uforklarlig fornemmelse af, at noget var derude. "De må komme godt hjem, frøken." Hilste manden og vinkede til Saga, der gengældte hans hilsen inden hendes blik atter fandt stedet i mørket hvor fornemmelsen kom fra.

Hun tøvede et kort sekund, så smed hun spanden tilbage i brønden og gik et par skridt hen mod stedet fornemmelsen kom fra. "Ha-Hallo?" Kaldte hun. Hun var ikke bange, men omvendt ærgrede hun sig over ikke at have sin bue og sine pile med. Selvom hun muligvis ikke ville have været specielt god med dem lige nu. "Er der nogen?"

Hans øjne blev smalle og han måtte undertrykke den irriteret hvæsen der pressede på bag hans tænder. 
Han havde ikke taget højde for at der ville være andre mennesker her til aften, nu måtte han arbejde med det der var lagt for hænderne. Og da hun begyndte at tiltale skyggerne viste han at han ikke havde så meget andet at gøre end at dræbe manden inden han kom for langt væk. Han ventede på at de var færdig med deres samtale inden han slå til.

I siden af rustningen var der fastspændt en masse små kaste knive. Den kølige klinge hvilede godt i hans raske hånd, hvor efter han med en præcision fik kastet kniven afsted så den glimtede kort i luften inden den borede sig ind i ryggen på manden der faldt om som var han en sæk kartofler. Allerede nu viste Cryan at hans gerning var gjort og manden var død. Egentlig nu kunne han vælge at forsvinde, uden at kvinden nogen sinde ville finde ud af hvem han var eller hvorfor den ældre fordrukne herre skulle dø. 
Men sådan var han ikke indrettet. Han ville hellere dræbe to for at sikre sig at alle spor var slettet. Hvem vidste hvad hun kunne have samlet op på mens hun havde stået og spejdede ind i mørket. Da hun tydeligt havde lagt mærke til han var til stede. 
Han ventede dog, tog sin tid der hvor han befandt sig bedst. På hendes reaktion før han ville slå til.
Nogen gange var det flygtende bytte, det mest interessante bytte.

Et glimt af noget metallisk og hurtigt fik automatisk Saga til at træde et skridt bagud, som et eller andet blev kastet fra skyggerne. Hun nåede aldrig at se hvad dette "et eller andet" var, men øjeblikket efter faldt manden der havde hilst på hende om på gaden. Døden var indtruffet med det samme og kvalte de hjerteslag der havde været tydelige for hendes skarpe hørelse.
Nu fortrød hun for alvor, at hun havde ladet bue og pil blive derhjemme, for selvom hun godt nok havde kniven var det også en falsk beskyttelse. Hun ville ikke kunne bruge den til at forsvarer sig mod det, der var blevet kastet fra skyggerne. Alligevel søgte hendes hænder automatisk ned for at fiske den frem. Falsk tryghed var trods alt bedre end ingen tryghed, og i det mindste gav det hende en vis ro. Nok til at hun fik styr på sin vejrtrækning inden hun trådte et skridt nærmere mod det sted, den metalliske genstand (som hun på nuværende tidspunkt regnede ud måtte være en kniv) var blevet kastet fra. "Jeg kan høre dig," påpegede hun, selvom det ikke helt passede. Det var mere en fornemmelse af noget, og måske nok til at snyde hendes hørelse til at tro, at hun hørte noget. "Kun en kujon skjuler sig i skyggerne!" Det havde ikke helt været meningen at hun ville blive decideret flabet - hun var trods alt ikke ligefrem i nogen god situationen- men omvendt var hun også lidt for stædig til at lade være. For hvis væsnet i mørket troede hun var bange havde den værsgo at tro om igen. Saga var ikke bange! Ikke særlig meget, i hvert fald.

Et hæsligt smil bredte sig hen over Cryans læber, han kunne næsten dufte her fra hvordan at frygten var begyndt at brede sig i det lille menneske foran sig. Det at han kunne se hende, men hun ikke kunne se ham var en helt igennem fantastisk følelse. Og han havde ikke tænkt sig at give denne position op lige med det samme, jo mere frygt han kunne få frem i hende jo bedre. Han lod metal kløerne køre imod muren ved hans side, så den metalliske lyd af stål mod mursten rungede i det område de var i. 
,,Lille lam'' hans stemme var rug og mørk da han endelig sagde noget. Han flyttede sig hurtigt i en anden position stadig gemt i skyggerne, lyset fra lampen der stod ved hendes side ville måske opfange glimtet fra kløerne men hellere ikke meget mere end det. 

,,Lille lam kom tættere på'' hans stemme dryppede af mord. Afskyelighed. Mens grinet kun blev bredere. 

Han så sit snit til at han kunne hoppe op og hive resten af vejen til en lille afsats så han sad et godt stykke over jorden. Som den idræthed han havde udvist da han havde hoppet ned efter manden, eftergjorde han samme effekt da han kom op og sidde på en pæl der stak ud. 
Han lænede sig ansigt en smule mere frem i lyset, så de glimtende gule øjne kom til syne.

,,Lille lam.. blev spist af nysgerrighed'' også kom tænderne. De syle spidse tænder blev vædet af hans tunge inden han trak sig tilbage ind i skyggerne.

Vandet dryppede fra Sagas hår og gennemblødte hendes trøje på et øjeblik, men for nu ignorerede hun det - optaget af langt vigtigere, og farligere, ting. Det var lykkedes hende at snige sig om til den faldende mand, kun for at konstaterer at han ganske rigtigt var blevet dræbt af en kniv. Den sad sikkert dybt, men Saga følte ikke for at forsøge at hive den ud af den døde mand. For hvem der end havde dræbt ham var her stadig; hun kunne fornemme ham skjult lige udenfor hendes syns, men alligevel frygtelig virkelig. "Åh!" En lyd af metal mod sten skar ind i hendes sarte øre og fik hende til at træde endnu et skridt tilbage. Lyden var høj og skærende og borede sig direkte ind i hendes kranium, hvor den satte sig som en begyndende hovedpine.

,,Lille lam" stemmen var ligeså mørk som de skygger der skjulte dens ejermand, men ligeså faretruende som det metal der var blevet slæbt hen over stenene for få øjeblikke siden. ,,Lille lam kom tættere på'' "Ellers tak, jeg har det fint her." Kommenterede Saga, der ikke anede hvor hun fik sit mod fra. Det var ikke fordi hun var en bangebuks, men hun havde alligevel ikke troet at hun ville have mod nok til at være så flabet mod en, der lige havde slået et andet menneske ihjel.

Et glimt af gule øjne fik hende til at træde endnu et skridt bagud, så hun nær var væltet over den døde mands krop. I sidste øjeblik lykkedes det hende at holde balancen. Nu var hun fuldstændig ædru mens adrenalinen blev pumpet rundt i hendes blod af det hurtigt bankende hjerte. Hvis hun bare kunne få fat i en bue så...
Hun tøvede et kort sekund. Hun var ikke langt fra den våbensmed der havde taget hende i lære som pilemager. Hos ham var der et utal af både buer og pile, og hvis hun bare kunne nå derhen så...

Saga nåede ikke at tænke mere over det før hun snurrede rundt og satte i løb ned over gaden til højre for hende. Våbensmeden lå ved siden af bageren, og hun vidste hun bare skulle rundt om det næsten hjørne for at være der. Hvis hun bare kunne nå hen til døren kunne hun åbne den med den nøgle våbensmeden havde givet hende for nogle dage side, og vel inde kunne hun få fat i et våben. Gøre kampen mere lige og give sig selv en reel chance for rent faktisk at overleve mødet.
Det var i hvert fald hvad hun sagde til sig selv mens hun løb ned af gaden, forsøgende på at undgå de løse brosten hun vidste lå hist og her.

Hans irritation over situationen var hurtigt vendt. Denne aften skulle med sikkerhed blive en interessant en.
Grinet over læberne blev til en afskyelig latter der rungede tungt i luften da den unge kvinde valgte at stikke halen mellem benene. Tydeligvis på jagt efter noget at kunne forsvare sig selv med. Han satte af fra afsatsen og fik hævet sig op og tilbage på de tage han var kommet fra. Adrenalinen pumpede i hans døde krop, og han følte sig for en stund næsten levende. Lige som han altid gjorde når han var på jagt. 
Han betragtede hvordan at de brune lokker kastede sig omkring kvinden mens hun desperat prøvede at nå hen til stedet hun søgte. Han hoppede fra tag til tag, ind til at han nåede et sted hvor det var belejligt for ham at landede på jorden igen.
,,så stærkt hun løb'' hans stemme var ikke meget højere end en hvisken, men viste grundet de tomme gader at den nok alligevel ville nå hendes øre, han satte farten op igen men lod hende altid have et lille forspring mens han som en kat i mørket skiftede mellem brustenene og de pæle der hang fra husets mur. 
Han fiskede en kniv frem og kastede den afsted. Han sigtede ikke efter at ramme, men blot at snitte hendes ansigt måske hård. Men var sikker nok på hans evner til at den i hvert fald ville bore sig ind i væggen foran hende således at hun ville se han havde prøvet at ramme hende.
,,Men hvem kan løbe fra mørket selv'' 

Åh hvorfor havde hun dog også drukket så meget? Hvorfor havde hun ikke været fornuftig nok til at skifte bare noget af mjøden ud med vand?
Hun bandede lydløst over sig selv mens hun gyngrede over brostenen, der lå løse hist og her og truede med at vælte hende. Hvis hun væltede nu ville det være slut, det vidste hun som hun genvandt balancen efter at have været tæt på at vælte.
Den hviskende stemme smøg sig ud af mørket og omsluttede hende, lovende en blodig og voldsom død og fik hende til at bide tænderne sammen for ikke at udstøde et gisp af forskrækkelse. Hun ville ikke give væsnet i mørket den tilfredsstillelse at høre, hvor bange hun rent faktisk var.
Og så, ud af mørket hvislede noget hurtigt og skarpt. Saga nåede lige akkurat at undgå kniven inden den ramte hende, så den i stedet snittede hendes kind. En varm fornemmelse fortalte hende, at der var gået hul og at hun blødte. Hun ignorerede fornemmelsen af blodet og stak i stedet en hånd i lommen på de brune lærredsbukser hun havde på og begyndte at rode efter nøglen til våbensmeden.
Dér! Hendes hånd lukkede sig om den kølige nøgle få sekunder før hun nåede døren til våbensmeden. "Kom nu, kom nu!" Mumlede hun og nærmeste tvang nøglen i låsen og vred den så hårdt, at der var risiko for at den ville knække.
Sekundet efter svang døren op og Saga mere eller mindre kastede sig ind. Hun kendte efterhånden butikken godt nok til at vide hvor buerne og pilene var, og selv i mørket (hun gav sig ikke tid til at få tid i en af lygterne) kunne hun finde de elskede våben. En lettelsens suk gled gennem hende da hendes hånd lukkede sig om en af buerne, som hun rev af væggen mens hun med den anden hånd fandt en pil. Det tog hende et øjeblik før hun havde spændt pilen i buen og vendt sig mod døren, klar til at forsvarer sig mod det der havde forfulgt hende.

Amatøragtigt. 
Det var det eneste ord han havde for hvad han så. Kvinden der desperat prøvede at få døren op, burde da vide at han under denne korte agt kunne have kastet sig over hende på givende tidspunkt. Så let som føl der blev forfulgt af en ulv.
Hans fingre dansede kort over klingerne i hans bælte mens næsen snusede godt ind. Regnen ville komme snart. Da hun havde kastet sig ind i butikken, mørkede han de første regndråber flade på hans kappe og ramme de hård brusten under hans fødder. Han tog sin tid og vandrede rundt omkring huset. Der var altid en anden vej ind, da han nåede en bagdør gik han hurtigt til værks. Han havde dirket hans god del af låse op, til at vide hvordan denne slags fungerede. I den ene side af bæltet havde han sine egne specielle værktøjer og blot efter få sekunder sagde den gamle lås et lille pop der forsikrede ham at det var lykkes. Han åbnede døren dog inden han gik ind, lød han sine øre lytte efter om hun stadig stod og ventede på at han kom ind af hoveddøren. 

Træk vejret, slap af. Lyt! Det tog alt det hun havde, men til sidst lykkedes det Saga at trække vejret dybt og fokuserer på sit åndedræt og hjerteslag. Langsomt fik hun begge ting ned i et mere normalt tempo, hvilket tillod hende at lytte efter.
En lyd. En svag skraben af en en nøgle der blev åbnet fik hende til at snurre rundt så hun stod med ryggen til hoveddøren og sigtede mod værelset, der førte til bagdøren. "Vis dig, kujon!" Hvæsede hun og regnede med, at væsnet kunne høre hende, ligesom hun kunne høre det. "Hvis du tør!" Endnu en provokation der muligvis ikke var særlig smart. Men hvor Saga før havde været bange, var hun nu vred. Hun hadede at blive skræmt og de her væsne havde skræmt hende mere end hun havde lyst til at indrømme overfor sig selv. Og vreden var lettere at håndterer end frygt. Hjertet hamrede stadig i brystet på hende, men hendes hænder var rolig da hun spændte pilen det sidste stykke, fugtede overlæben med spidsen af sin tunge og ventede.

Det rykkede lidt i ham, da hun kaldte ham en kujon. Efter hendes stemmeleje at høre, var det vist ikke ham der var kujonen her. Hun lod sig påvirke af små trivielle ting som lyde. Hvis hun nogen sinde skulle blive en rigtig jager, skulle der ligges låg på sådanne følelser. Hvilket var grunden til at han blot ignorerede fornærmelsen i sidste ende. Troede hun virkelig at dette ville gøre hun fik sin vilje? Utålmodig, åh alt alt for utålmodig. 
,,alting til sin tid'' hvis man kunne beskrive hans stemme som den klamme fornemmelse man fik når man kom ind i et rum, der dampede af gammel mug. Så ville det være således hans stemme betrak sig. 
Han gik lige så stille ind i rummet, hvor hans øjne hurtigt havde vendet sig til mørket. Måske var det på tide at han lod sig vise, selvom denne lille leg mellem dem var så spændende, så interessant at det var svært blot at lade det passere så hurtigt.
Hans øjne måtte igen komme til syne, mens resten af hans krop der var dækket i sort stof og læder faldt i et med omgivelserne. Han betragtede hende, hvordan hun stod der med sin udspændte bue og truede ham. Troede hun virkelig at hun kunne dræbe ham? Det var jo næsten sødt.

Var Saga utålmodig? Ja. Det havde altid været en karakterfejl hos hende, men lige nu var hun ligeglad. For den her "leg" (Saga fandt den ærlig talt ikke særlig morsom længere), havde varet længe nok. Væsnet troede han kunne skræmem hende tog han fejl; hun ville ikke bukke under for de trusler der lå i luften. Hun var for stædig til at give op for stædig til at lade den anden se, hvor påvirket hun faktisk var af situationen. "Det siger du, men jeg er færdig med at lege gemmeleg med dig!" Gav hun vredt igen.
De gule øjne blev atter synlige i det lille lokale og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. En klam sved begyndte at brede sig på hendes pande, ligeså klam som den stemme der var gledet fra væsnet.
Hun tøvede ikke da hun lap pilen og sendte den af sted mod væsnet. Om den ramte eller ej var hun ikke klar over, for hun fulgte ikke med for i stedet at række ud efter endnu en pil at spænde buen med.

Der var mange magiske væsner i denne verden, magiske i den forstand at de kunne manipulere med ild og vand. Nogle havde kræfter der kunne overgå den vildeste fantasi. Så var der magiske væsner som anderledes en menneskeligt, det var den kategori han hørte inde under. Han var ikke en af dem som der kunne få ilden til at adlyde hans ordre, han havde ikke muligheden for at få kvinden hvis sved kunne lugtes langt væk, til at gøre som han befalede.
Men han havde sine reflekser der aldrig havde svigtet ham, og var det tand hurtigere end normale mennesker. Han kunne lugte, høre og se bedre. Hvilket gjorde at den pil som der blev sendt imod ham var noget han opfangede før at den udspændte bue havde fået lov til at slappe helt af igen. Han så hvordan at en enkelt sveddråbe gled ned af hendes pande. 
Mærkede hvordan luften tryggede imod hans retning.
Også i en enkelt bevægelse fik han trukket til side og fangede pilen i hans hånd. Dog ikke uden at den snittede håndfladen og dråber af blod begyndte at flade imod trægulvet. Han trådte et skridt tættere på så omridset af ham kunne ses, mens han pegede pilen imod hende.
,,Pas på med hvad du ønsker lille lam'' hans fulde højde af 185 stod nu og betragtede den unge kvinde. Troede hun virkelig hun kunne vinde over ham? En vampyr der var blevet trænet som dreng op til det punkt hvor de havde kastet ham for hundende? Der havde oplevet alle de smerter der kunne beskrives. Nej, hun ville være heldig hvis hendes død var hurtig og smertefri. Som mande der stadig lå på pladsen med en kniv stikkende ud af ryggen.

Jo mere intenst Saga stirrede på væsnet der havde jagtet hende ind i den lille butik, jo mere gik det op for hende, hvad hun stod overfor: en vampyr. Et væsen, der for mange virkede som født af en syg fantasti og som noget en far tjekkede børnenes seng for, velvidende at de ikke fandtes.
Men Saga vidste de fandtes. Hun var fra Tusmørkedalen, og hun havde mødt sin del af vampyrer i sin tid. De havde aldrig før jaget hende, for der var visse priviligere ved at være kroejerens datter. Men den her vampyr var der ingen beskyttelse imod, og Saga vidste udmærket hvad han var i stand til. Nej, nej det gjorde hun vel egentlig ikke. Hun vidste hvad en vampyr normalt kunne, men om det gjaldt denne vampyr anede hun ikke. Han havde allerede vidst sig at opføre sig anderledes end de vampyrer hun havde mødt derhjemme - hvor de ikke havde dræbt til højre og venstre - men det havde denne gjort.

Hun havde ikke forventet at hendes pil ville gennembore ham, men i det mindste ramte det noget, hvilket gav hende lidt mere selvtillid. En selvtillid der fik vreden til at vokse, som han endnu engang omtalte hende som et lam. "Jeg er ikke bange for dig!" Hvæsede hun, selvom det ikke passede helt. Hun var bange, men nu følte hun rent faktisk, at hun havde en chance for at forsvarer sig. Den nyopdukne selvtillid var da også det, der fik hende til at sende endnu en pil af sted i vampyrens retning.

Han lod hende stå der og drikke synet af ham ind. Hun havde vel brug for at se ansigtet på hendes morder. Selvom, hm, der var nu noget over hende. Noget han kunne bruge.
Han lagde hoved på skrå, han havde haft samme fornemmelse da han havde taget en ung pige med sig. Hun havde vist sig at tjene ham godt. Men hvad med denne kvinde? Kunne det overhoved tænkes at hun kunne bruges. 
Smilet voksede atter over hendes udtalelse og hugtænderne blev kortvarrig synlige inden han begyndte at åbne munden for at tale.
,,Du kan lyve så meget du vil, din krop fortæller en helt anden sandhed'' kommenterede han kynisk mens han lod pilen falde til jorden. Denne pil havde han forudset før hun overhoved slap fingrene fra strengen. Han drejede skarpt på højre og i en høj fart fik han løbet de få skridt der manglede hen til kvinden. stod nu med fronten mod hendes skulder.
,,bøh'' han fiskede en kniv frem så den lå i hans hånd, talte i hoved han kun havde to tilbage. Mens han betragtede hende med kolde øjne, betragtede hendes bevægelser og ventede på hendes næste træk. Dette skulle få lov til at trække ud. 

Satans! Hvorfor skulle alle andre også have en forbedret hørelse? Det var svært at lyve om en manglende frygt, når hendes krop så tydeligt reageret. Tydeligt, i hvert fald for den der kunne hører hendes hjertebanken. Og selvfølgelig kunne en vampyr det, de var jægere, det var deres våben at kunne se og høre deres bytte. Og præcis som når Saga jagtede et egern, en agerhøne eller en hjort, var det nu hende der var blevet byttet. En rolle hun absolut ikke brød sig om. Nej, en rolle der faktisk gjorde hende en lille smule syg.
Pludselig forstod hun, hvordan hjorten følte det når hun jagede det gennem skoven og et kort sekund var hun lige ved at sværge, at hun aldrig ville bruge sin bue til at jage uskyldige væsner igen.
,,bøh" spillet var ude, det vidste hun instinktivt. Og alligevel nægtede hun at give op. Hun havde ikke nået at spænde buen med en ny pil, og derfor brugte hun buen på den eneste anden måde hun kunne komme på: hun brugte den som slagvåben idet hun slog ud efter den angribende jæger. "Jeg.er.ikke.bange.for.dig!" Gentog hun hvæsende i et forsøg på at få sine ord til at blive virkelige.

Hun duftede af ynkelighed. Af et menneske der prøvede at overbevise sig selv om at hun var mere end hun var, et menneske der aldrig havde oplevet hvad det virkelig var at gå igennem livets mange udfordringer. Det havde han.
Og det havde efterladt ham uden nogen former for følelse, måske glæden af at dræbe var det sidste han havde tilbage, hvis han overhoved kunne kalde det en glæde. Det var mere en sygelig besættelse af at se hvordan at livet løb ud af andre foran hans følelses kolde øjne. Da buen blev sendt imod ham greb han den med hånden hvis handske havde fæstnet fire klinger på. Dog formede han at sikre sig at de ikke ville ramme hans ansigt, de gule øjne lagde sig imod arret hvor det størknet blod afslørede at selv den kniv han havde sendt afsted imod hende, som han ikke havde haft intentioner omkring skulle ramme, havde gjort præcis det. Ramt
Smilet der brød frem på hans læber ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Han tvang buen tilbage imod hendes brystkasse og begyndte med rolige skridt at gå frem imod hende, i et forsøg på at tvinge hende op imod væggen.

,,Dit hjerte fortæller en anden historie’’ regnen der var begyndt at sile ned ude for værkstedet fik den klamme og friske duft til at bredde sig i rummet, mens et lyn kort varigt fik rummet til at lyse op og afsløre hans makaber arm der hang ned af hans ene side. 

Det havde virkelig været et desperat træk at slå ud efter ham, men selvom Saga hadede at indrømme det var der ikke rigtig andre muligheder tilbage. Hun var bogstavelig talt ved at være trængt op i en krog, og selvom byen blev patruljeret af vagter skulle der et mirakel til før de kom forbi huset, fik mistanke om at der var noget galt og kom hende til undsætning. Og til den tid kunne hun være død en fire-fem gange.
Hun havde egentlig ikke forventet at ramme ham, men bandede alligevel over sig selv da han fangede hendes bue i luften. Dumt, dumt, dumt. Selvfølgelig ville det ikke have virket, det kunne hun jo have sagt sig selv. Hun fik dog andre ting at tænke på, da han maste buen op mod hendes brystkasse og begyndte at skubbe hende bagud.

Øjeblikket efter ramte hendes ryg væggen. Hun var fanget.
Saga havde aldrig rigtig været typen der tænkte så meget over sine træk. Hun var udmærket godt klar over at man ikke kastede sten efter en rasende varulv, viftede et rødt klæde foran en rasende tyr eller tirrede et hvepsebo. Men for det meste handlede hun altså bare, lidt for ivrig og utålmodig efter at vente. Det var kun når hun var på jagt, at roen og tålmodigheden fandt hende.
Denne gang var ikke anderledes, som hun tog en hurtig beslutning og handlede i ren desperation. "Mit knæ fortæller en tredje." Hvæsede hun rasende inden hun hamrede knæet op mellem vampyrens ben. Om det ville have nogen effekt var hun ikke sikker på, for hun anede ikke om vampyrmænd havde samme smertegrænse som almindelige mænd - og desuden kunne det være han var så hurtig at hun ikke engang ville ramme ham, men lige nu var det det eneste træk hun kunne tage, og hun tog det uden at tøve eller fortryde brugen af de ufine metoder.

Han nåede at reagerer med hans ansigts mimik, som bestemt fortalte at hun ville komme til at fortryde hvis hun havde tænkt sig at gøre det, som hendes ord havde sagt. Men han nåede ikke at flytte på sig da knæet hamret op dét sted som for mange mænd var helligt. Og det havde ganskevidst da også frembragt en smerte der fik ham til at hvisle ud igennem sammenbidte tænder. Men af gode grunde til hans oprindelse, var smerte ikke noget han følte meget af. Afskåret fra en del nervebaner blev han stående som en jernstøtte foran hende. 
Han rev så hårdt han kunne i buen i et forsøg på at få den til at flyve igennem rummet for derefter at gribe hårdt fat omkring hendes kæbe og tvinge hoved hårdt op imod husets stenmur. 
Havde hun virkelig forventet, at han, nattens monster, ville være som en simpel mand og knække sammen i et ved bare den mindste berøring af de ælderdele. 
Regnen faldt tungere og tungere og bragte en fugtig lugt i rummet, en svag tendens til næsten at lugte af mug og nedslået jord. De gule øjne kiggede vredt imod kvinden der stod foran ham. Mens læberne var presset sammen i en tynd linje. Der var mange ting der gik igennem hans hoved hvad han kunne gøre imod hende. Hvordan han kunne få hende til at skrige så længe at hendes stemme ikke længere kunne holde til det. Hvordan at han ville gøre hende sindsyg. Efterladt til hendes eget håb om at han ville ende det for hende. Hvordan han skulle skære hende i så små stykker at der ikke ville være noget tilbage at genkende hende ved. 
Men for nu, stod han bare og stirrede på hende, afventene.