Det havde været svært at opholde sin skikkelse af en rig handelsmand under pesten, men dæmonrigets anden plage havde gjort det direkte umuligt for dæmonen Drakhan, at fastholde skikkelsen af en rig, mørkhåret menneskemand, da dette var baseret på hans formskifter-magi.
Dokumenter var i al hast blevet underskrevet og han forretninger var for nu blevet overladt til nogle af tjenestefolkene, inden han selv havde hastet mod Balzeras havn og var steget på et skib med retning nordpå. Han følte sig upåklædt: med nød og næppe var det lykkes ham at fastholde skikkelsen af en spinkelt bygget mandlig bjergelver, for det meste af tiden tildækket af en grå kappe. Uvejret, der havde plaget det meste af rejsen, havde gjort det nemt for ham at holde sig under dækket, men selvom han havde medbragt en god mængde krystaller, fik manglen af hans trofaste slaver ham til at føle sig sårbar. Hertil var der den konstante frygt om, at nogen eller noget fra Kzar Mora på en eller anden måde ville være i stand til at snuse sig frem til ham.

Et kraftigt regnvejr havde ramt Krystallandets vestlige kyst, og Drakhan trak hætten på den grå kappe ned foran ansigtet, idet han bevægede sig fra havnekajen hen mod den lille forsamling af huse i nærheden. Han håbede på, at han her kunne købe forsyninger til den videre rejse.
Der var ikke mange udenddørs på grund af uvejret, men et par sømænd hastede forbi ham i den modsatte retning uden at tage særlig notits af den spinkle bjergelverskikkelse. Drakhan bad inderligt til, at hans magi ikke ville svigte ham, inden han nåede at forlade stedet igen.