Evangeline trykkede ned i håndtaget og åbnede døren. I højre side af huset lå en urtehave, her voksede der mange forskellige panter som de brugte til at lave medicin og salver af, Evangeline havde havde haft en patient som havde været så uheldig at havde forbrand sig godt og grundigt, eller det var blevet til en 2. grads forbrænding. Så hun var lidt svækket men ikke meget eftersom hun havde gjorde det nogle gange efterhånden.

Hun lukkede døren bag sig og kiggede ud mod stierne og de mange træer der nu voksede omkring dem. Hun så patienter komme og gå og nikkede kort som hilsen til dem som var kommet og ønskede andre god dag, efter hun så dem forsvinde ned af stierne. Med sit arbejdstøj, som bestod af et sæt af hvidt stof, gik hun hen og satte sig på hug foran en af de høje planter. Dens blade var store og havde en frisk grøn farve, tegn på at den voksede som den skulle. Hun skulle bruge nogle af bladene til en salve som hun var ved at var løbet tør af.. en salve der tog 3 dage af lave helt færdig, så det var en god ide at lave den i god tid så hun ikke stod og manglede det.

Hun havde sat håret op i en stor hestehale så det ikke ville være i vejen for hende når hun skulle hjælpe sine patienter, også af ren hygiejne.

De havde været heldig med vejret de sidste par dage og der havde kun været regn om natten, så planterne stod ikke og blev alt for tørre i den varme sol. Det var ikke fordi, at hun havde så meget tid til overs, at hun kunne stå med en spand med vand og hælde det over de tørre planter, men den tid måtte hun jo finde nogle gange.
Evangeline havde sat en lille kurv ved siden af sig og puttede stille og roligt bladene op i. Hun havde ikke mere at lave i dag, eftersom hun endelig havde fri, hun ønskede kun at ordne bladene så de kunne få lov at stå natten over.

Iyndaril havde været på en vandretur igennem Det Centrale Bydistrikt, hvor han havde gået og kigget på de forskellige markeder og boder. Han havde ikke købt noget, blot gået og kigget. Det gjorde han af og til, men det var nu sjældent, at han i det hele taget tog ind til byen. Han foretrak at være ude i naturen, hvor der ikke var en masse larm og mennesker. Hans dybblå øjne var plantet på en lille pose, som han gik med i hånden. Han havde fundet den på sin spadseretur. Det var en lille pose med urter, blade og andet i, som nogen måtte have tabt i løbet af deres travle dag, eller måske var det en uheldig sjæl, der havde mistet posen efter at have købt den ved en af boderne. Ingen havde så meget som lagt mærke til, at han samlede den op, så han var sikker på, at han ikke ved et uheld havde stjålet noget eller at ejermanden ikke var i nærheden. Han snørrede posens åbening sammen og bandt den fast til sit bælte, hvorefter hans blik gled op på hans omgivelser. Han var ved at nærme sig Helbredelseshuset. Han havde aldrig været derinde, faktisk havde han aldrig rigtigt været så meget omkring Helbredelseshuset, en realisering, der tændte hans nysgerrighed. Han bevægede sig tættere på Helbredelseshuset, først studerede han arkitekturen, derefter de folk, som kom og gik. Nogle var tydeligt skadet, andre ikke, men det var nu heller ikke altid, at man kunne se skaderne ude på. Synet af de sårede folk fik Iyndaril til at tage sig til sin højre skulder, hvor han engang for mange år siden blev bidt under en jagt, mens han tænkende åndede ud, hvilket næsten gav hans udånding en "hmm" lyd. Hans blik gled videre fra de forbipasserende til en kvinde, der sad i, hvad der måtte være deres urtehave. Hun var klædt i hvidt, hvilket fik ham til at konkludere, at hun nok arbejdede der, men udover det hvide tøj, spottede han også to små vinger, ud fra kvindens ryg. Hans bryn løftede sig let over synet af Englen, en race, som han fandt ganske interessant, og han tog et par skridt over imod urtehaven, så han bedre kunne studere hendes detaljer. Iyndaril var ikke just vant til livet i byen eller deres normer og kultur, så hvad der for ham virkede helt normalt, at stå og stirre på dette interessante væsen, virkede nok underligt for andre. Han tænkte over det, som han vidste om Englene, hvilket faktisk ikke var meget, når man tager i betragtning, hvor lang tid han har haft til at finde viden om dem. Tænk at dø og så glemme, hvem man er og hvor man kommer fra. Den tanke var meget underlig for én som Iyndaril.

Evangeline havde sat sig på hug med ryggen til, efter hun havde hilst på de væsner hun kendte. Hun forsatte med at plukke de blade hun havde brug for. Hun havde ikke set eller fornemmet den ny ankommende person, nok fordi hun sad i sine egen tanker imens hun plukkede det hun skulle bruge.
Evangeline kunne godt mærke hun havde haft en lang dag, eftersom en patient var kommet ind et kvarter inden hun havde fri, et brandsår der tog længere tid eftersom det ikke var et lille et. Nu, trængte hun til lidt fred. Hun var jo ikke vant til alt den snak omkring hende, hun havde ikke arbejdet her så længe... et halvt år måske? Hun viste det faktisk ikke, havde ikke lige styr på dagene, i hvert fald ikke i længden. Med det små vinger der ikke var så små, rettede hun sig op og sukkede dybt, samlede kurven op og gik ind for at ordne bladene. Da hun var over ved døren bemærkede hun den ny ankommende, han havde vist sit blik rettet imod hende, og hun kiggede blot tilbage som man normalt gjorde når man bemærkede noget man ikke havde set før. Hun havde hånden på døren og fjernede så blikket igen og gik ind og blev så mødt af en kollega som lige var mødt på arbejde. "Åh, vil de gøre mig den tjeneste, at ordne disse blade for mig, jeg er virkelig udkørt." Spurte hun venligt og rakte kurven frem "Jo selvfølgelig, den er klar til dig i morgen" Hun takkede kvinden som tog imod kurven.

3 minutter senere kom hun ud ad hoveddøren og holde døren for en ældre dame hun kendte så godt. "Goddag fru. Hadley" den ældre kvinde hilste idet hun passerede forbi og Evangeline lukkede døren efter sig.

Iyndarils blik faldt på hendes vinger, som hun rettede sig op og gik mod døren og mødte hendes blik, da hun så mod ham. Han gjorde ikke andet end at kigge, med et tænkende udtryk, indtil hun forsvandt ind ad døren igen, hvorefter hans blik faldt ned på posen, som han havde fundet. Han løsnede den fra sit bælte og tog den i sin ene hånd, tænkende så han på den og fik en følelse af, at han burde give den til hende, mon ikke hun havde mere brug for den end ham. Han begyndte så med rolige skridt at gå mod døren. Da den gik op igen standsede han og kiggede igen lidt på englen, før han trådte nærmere for at indlede en samtale med hende, så han kunne videregive sit fund, måske kunne han endda blive lidt klogere på engleracen og han passerede aldrig en mulighed for at blive klogere.
"Du har pæne vinger. Jeg har ikke mødt så mange engle," sagde han, hvorefter han rakte sin ene hånd frem, hvori han holdt posen med urter og blade. ""Jeg vil gerne give dig dette." Hans dybblå øjne gled fra posen, til urtehaven og så til englen, hvor de blev. "Der er urter og blade i. Jeg ved ikke, om jeg også så en fjer, men det kan have været en af mine egne," sagde han og et smil gled over hans læber, med hentydning til udsmykningen i hans lange, hvide hår, hvor fjer hang i diverse fletninger og enkelte fjer også var at se på hans udstyr. "Jeg ved dog ikke, om du kan bruge det. Jeg fandt posen og tog kun et hurtigt kig," lød det derefter fra ham og han åbnede sin hånd, så hun kunne tage posen.

Hun stoppede op da hun fik øje på manden for før. Han var trådt nærmere døren og var måske kun nogle skridt fra den. Hun sagde intet men kiggede kun med en spørgende blik, mon han ville noget siden han stadig var her? Hun løftede dog overraskende øjenbrynene da han kommenterede hendes vinger, ikke noget hun havde forventet at det var det kan ville starte med at sige. "Mange tak" sagde hun, stadig med en rynken på panden. Evangeline trådte væk fra døren og vente sig mod det nye væsen "Nej, og du er ikke den eneste" sagde hun og et roligt smil bredte sig over hendes ansigt. Hun kiggede på posen han havde i hånden og som han rakte frem til hende og hun tog den med en rolig bevægelse og kiggede i posen. Ja urter og plante blade var til at finde i posen, og hun vente blikket mod ham igen. "Hmm, en tabt pose, det må være en af mine kolleger der har tabt den, jeg takker. Det kan bruges." hun lukkede posen igen ved at slå en let knude. "ingen fjer i posen" tilføjede hun og blikket blev kort rettet mod hans udsmykning i håret og kiggede derefter væk igen. "Du kan bare gå indenfor, der er ikke så travlt mere, du ville hurtigt blive betjent." Hun sendte ham et venligt smil og begyndte at bevæge sig roligt mod stien der førte mod markedspladsen.

Iyndaril sendte hende blot et smil, da hun takkede ham. Hans blik for en kort stund tænkende, han spurgte sig selv om, hvor mange af dem der mon fandtes i alt, hvad der mon afgjore om man blev til en og hvordan man overhovedet blev til en. Et blink og Iyndaril var atter tilbage til virkeligheden, dog ikke klogere fra sin korte spadseretur i tankernes verden. Han sænkede roligt sin hånd igen, da hun tog posen, hvorefter han sendte hende et bredt smil og bukkede let med hovedet som svar på hendes tak. En klukkende latter lød kort fra ham efter hendes kommentar. Iyndaril kiggede imod døren og derefter tilbage på englen med det isblå hår. Han ville egentligt bare have givet hende posen, men det var så sjældent, at man mødte en engel, at han ville udforske samtalemulighederne. Måske kunne han lære noget om hendes race. Han kendte selv til det med, at være en race af få folk, bjerg-elverne var de elvere, der var færrest af og generelt var der ikke mange bjerg-elvere. I Iyndarils stamme var de kun 60 og et par enkelte stykker havde, som Iyndaril, valgt at bosætte sig et stykke fra stammens område, men de var dog stadig en del af stammen, da de ikke forsvandt helt fra stammens område. "Jeg er ikke såret," sagde han og fulgte op på siden af hende mens hun gik, og fortsatte så, "Jeg så, at du samlede urter i haven og jeg tænkte, at posen nok ville hjælpe. I har i hvert fald mere brug for den end jeg har," et smil gled atter over hans læber.

Evangeline, som stadig havde kurs mod markedspladsen, drejede hovedet mod det fremmede væsen da han kom op på siden af hende. Hun bemærkede hans han spidse ører bag det lange hvide hår, så han var måske elver? Hun skubbede tanken fra sig og slog blikket væk og kiggede så frem for sig igen. "Nååårh.." sagde hun kort i et lang tonefald. Da han oplyste at han ikke var såret og syg var han nok heller ikke, men hvad lavede han så her..? Posen, selvfølgelig. Han havde jo fundet den og havde været så venlig at aflevere den, ikke fordi det gjorde så meget hvis han havde taget posen med hjem, de havde masser af planter og urter.
Hun så på manden ved sin side med et let tomt blik, hun havde håbet på en dag uden flere mennesker eller væsner for den sags skyld, men nu hvor han havde taget samme kurs og virkede til at gerne ville følge hende, lod hun ham gør det uden af sige noget.

Eva var vant til at folk, som ikke kende hende fra sit arbejde, kiggede en anelse mere på hende. Hun kunne ikke skjule sin race da vingerne hun havde fået, efter hun slog øjnene op uden at huske hvad der var sket og hvor længe hun havde været væk, ikke kunne trækkes helt ind i kroppen, eller retter hun var ikke så god til det eftersom alt var nyt for hende men håbede på at hun en dag ville få kontrol over det. ”Tjaa, hvis De ikke har kendskab til urter såå. Ja, så der ikke så meget at bryge dem til”      

For gammel.. (inaktiv)