Med vadsæk smidt over den ene skulder og bue i hånd bevægede Mira sig på listefødder gennem skoven. Det var med vante bevægelser at hun snoede sig mellem træerne, med et halvt øje på jorden så hun trådte uden om grene, der kunne finde på at knække og med deres larm røbe hendes tilstedeværelse. Hendes humør var højt, for dette var hendes barndomshjem hun var vendt tilbage til. Det var mellem disse træer at hun havde løbet som barn, og bag disse buske at hun havde siddet og indviet planterne i sine småpigehemmeligheder. Det havde selvfølgeligt ikke været hendes hjem de sidste to år, siden jægerne havde fundet vej til klanens opholdssted - men skoven fyldte hende nu stadig med en form for nostalgisk ro. Den unge varulv smuttede uden om et træ og trådte ud i en lille lysning, hvor lyden af en rislende kilde fortalte hende, at hun var ankommet til det rette sted. Det var hendes mor, som år tilbage havde lært hende, at der ved vandkanten til denne sø voksede en urt, som havde specielle healende evner. Mira lod årvågent sit blik glide hen over lysningen, for at sikre sig om der var andre til stede, før hun trådte ud af træernes beskyttende skygge.

Evangeline opholde sig i skovbrynet i det vestlige del af krystallandet. Hun havde taget turen til Amazonitskovene, bare for at opleve lidt nyt. Hun havde taget plads i en af de kraftige høje træer med vingerne foldet ind mod kroppen og nød lyden af de fugle der pippede rundt omkring. Hvad hun egentlig skulle foretage sig i denne skov havde hun faktisk ikke en fjerneste idé om, men hun havde brug for at komme ud og mærke naturen og finde ro. Evangeline havde ikke haft det så godt på det sidse, hun opholde sig ofte alene da hun ikke havde nogen at hænge ud med, hun havde kun sine bekendskaber som hun kendte eftersom de kom til Helbredelseshuset, det var det eneste tidspunkt hun fik en god sludder i ny og næ, hvis personen ikke var alvorlig såret.

Hendes blik var rettet mod himmelen som hun lige akkurat kunne skimte mellem træernes tætte blade. Lyden af en kilde der rislede  i baggrunden var nu også en rar lyd, hun sad på en af de brede og kraftige grene i træet og med hovedet tilbage og havde ikke fornemmede andre bevægelser før hun i øjenkrogen fangede en bevægelse der fik hende til at dreje hovedet.

Ved første blik fandt Mira ikke noget at være alarmeret over, og hun trådte langsomt ud i lysningen. Hun missede med øjnene mod det skarpe sollys, der strømmede ned fra oven, indtil hendes pupiller havde trukket sig sammen og hendes øjne tilvænnet sig. Varulven slentrede tværs over lysningen med retning mod kilden, før en prikken i nakken pludseligt gav hende følelsen af at blive overvåget. Det at have være jaget hele sit liv havde lært hende at stole på sine instinkter, og hun stoppede op. Uden at vende sig om rakte hun en hånd op og tog et pil fra koggeret, som hun lagde på buen. Hun lukkede øjnene og rakte ind i sig selv, hvor hun fandt sin magi som en varm, beroligende, kugle. Hun sendte føletråde ud gennem jorden til planterne omkring sig, til hun kunne føle dem alle sammen. "Er der noget her, som ikke hører til?" spurgte hun dem på et sprog der ikke bestod af ord, og de svarede tilbage med følelsen af et væsen... en rovfugl i et træ.

Mira spændte buen og snurrede rundt på stedet, hvor hendes grå øjne fandt et par grønne der tittede frem mellem bladene i et træ. Øjnene tilhørte et væsen med isblåt hår og vinger. "Hvad vil du mig, dæmon?" kaldte Mira ud til den fremmede, mens hun rettede pilen mod hende. Mira havde aldrig før set en dæmon med snehvide vinger, men hun havde set nok væsner med vinger til at genkende en dæmon når hun så en. "Denne skov tilhører ikke længere jer."

Evangeline som havde kigget på den person som havde forstyrret hendes afslapning havde tydeligvis fornemmet hendes tilstedeværelse. Men hvordan? Hun havde ikke rørt en muskel, udover sit hoved. Eva var ikke så interesseret i den fremmede og lod sit blik forlade kvinden og hun sukkede lydløst, hun var her kun for at finde ro, så hvad denne kvinde skulle, vedkom vel ikke hende?
Da kvinden nede på jorden snurede rundt og pejede sin pil mod hende, Fornemmede hun det med det samme og hun blev da en anelse overrasket, det var ikke noget hun just havde regnet med. Hun rynkede panden og kiggede ned da kvinden kalde hende dæmon. Det var en fornærmelse for hendes side og hun valgte straks at rette sig op og fløj roligt ned fra træet og landede foran den fremmede. "Lad venligst vær med at kalde mig det." Sagde hun roligt. "Sad blot og nød skoven." Hun lod vingerne falde ned langs hendes side og lagde armene over kort.

Da den fremmede spredte sine vinger og svævede ned fra træet, trådte Mira instinktivt et par skridt tilbage, som kvinden nærmede sig. Hun kneb øjnene sammen mod vindstødene skabt af de store vinger, og betragtede mistroisk den fremmede lande foran hende. Mira kunne ikke selv forestille sig at flyve, det virkede så... unaturligt. Gennem sin magi var hun altid i kontakt med jorden under hendes fødder, og tanken om at forlade den gav hende kuldegysninger. Den fremmede kvindes vrede reaktion, fik Mira til at rynke panden i forvirring. "Hvis du ikke er en dæmon, hvad er du så?" forhørte hun sig mistroisk, uden at sænke sin bue. Kvindens vrede virkede oprigtig, men Mira havde mødt manipulerende dæmoner før. Var dette starten på en syg leg?

Godt nok havde Eva mødt mange mennesker og væsner rundt omkring, og hun havde godt følt at kemien ikke rigtig var der, også selvom hun forsøgte at smile og være den åbne og glade kvinde hun nu forsøgte at være. Hun tog sig ikke af at folk så ned på hende eller ikke synes om hende, men nu hvor denne kvinde stod og kaldte hende for dæmon... der knækkede filmen for hende, men hun sørgede stadig for at bevare roen. Men det var åbenbart en misforståelse end en fornærmelse? Hun løftede øjenbrynene kiggede på kvinden foran hende. Eva ønskede ikke at starte med at være vred, så hun skubbede det fra sig da hun spurte hvem hun var eller hvad hun var..

Men hvem var hun? Hun sørgede for holde blikket imens tankerne fløj rundt i hovedet på hende uden hun kunne komme på en eneste minde fra dengang hun var... i live.
Hun valgte at sprede vingerne så hun se dem rigtigt "Engel, takket være Isari" Eva var en rolig kvinde og følte intet skræmmende ved denne kvinde, også selvom hun stadig stod med sin bue hævet. okay hun havde måske også været lidt sur efter det hun havde kaldt hende. Med en rolig og forsigtig bevægelse strakte hun den ene hånd frem for at sænke kvindens bue. "Du kan være rolig, jeg har intet ondt i sinde. Mit navn er Evangeline" hilste hun roligt og håbede kvinden ville sænke sin bue. "Hvem er du?"

"... engel?" gentog Mira vantro kvindens ord, så overrasket over denne nye information at hun ikke reagerede da den fremmede trådte nærmere, men tillod hende at sænke buen, til pilen pegede ned mod græsset mellem deres fødder. Mira havde godt nok hørt om engle, og en af varulvene fra hendes gamle klan havde engang påstået at have set en flyve hen over skoven... men hun havde aldrig rigtigt troet på at de faktisk kunne eksistere.

De mandelformede øjne stirrede et øjeblik ind i Evangelines grønne, før de gled videre til de hvide vinger som kvinden havde spredt. Nysgerrigt trådte Mira tættere på for at nærstudere vingerne med næsen først, som en hund der har fået færten af noget spændende. "Jeg troede I var en myte." Hun bevægede sig rundt om kvinden, pilen der stadig lå på den spændte bue nu mest en eftertanke. Pludseligt stoppede hun og rettede sig op, for at kigge hen over kvindens skulder. "Vent... så det betyder at du har prøvet at dø?" Mira stillede spørgsmålet som tanken faldt hende ind, uden megen tanke for om dette måske var et sårbart emne for en engel. Hun bevægede sig rundt om Evengalines anden vinge, til hun til sidst havde været en hel runde rundt, og igen stod foran englen. "Mit navn er Mira, forresten."

Kvindens reaktion gjorde Eva overrasket, men nikkede kort til hendes svar imens hun kiggede sig omkring. Hun havde siddet i træet i flere timer, og var nok også faldet i søvn inden kvinden dukkede op.
Hun valgte at sænke buen, det virkede til at hun ikke fandt hende farlig? Eva valgte at følge hende med øjnene da hun pludselig begynde at bevæge sig rundt om hende, man skulle tro hun aldrig havde set en kvinde med vinger.. men så ærkende hun med sig selv, at det faktisk var mange der ikke kendte til deres eksistens, alle engle havde den fordel at skjule vingerne og så lignede de helt normale mennesker, Hende her, virkede til at være en af dem. Hun lod hende kigge færdig, men kunne ikke lade værd med at holde øje med hende imens hun gik rundt. "Jaa, det ikke alle som kender til vores eksistens" svarede hun og valgte at blive stående.

Da hun pludselig udbrød et uventet spørgsmål over hendes skuldre, valgte hun så at vende sig og kiggede ind i kvindens grå øjne men valgte dog blot at nikke til spørgsmål. Hun vente sig om igen idet kvinden stilede sig foran hende igen "mig en fornøjelse Mira, er dette din skov, altså bor du her?" Spurte hun og satte sig i bevægelse og gik rundt for at se stedet an.

Det var først da kvinden vendte sig, at det gik op for Mira, at døden kunne tænkes at være et... prekært... emne, for dem der rent faktisk havde prøvet det. Varulven rettede sig brat op og holdt vejret, mens hun instinktivt strammede sit greb om buestrengen og afventede englens reaktion. Evangeline virkede dog mere bedrøvet end vred, og Mira åndede langsomt ud, mens hun tillod sine spændte muskler at slappe af igen. Hun fulgte tankefuldt englen med øjnene mens denne begyndte at vandre rundt i lysningen, før hun svarede på spørgsmålet, der var blevet hende stillet. "Jeg boede her engang, med min familie. Vi havde en hytte ved skovbrynet." Pilen forsvandt tilbage i koggeret sammen med de andre, og Mira viftede vagt med hånden i retning mod nord. At hun havde boet i skoven var sandt, men nogen hytte havde hendes klan dog aldrig haft, da de havde været tvunget til at være på farten så jægerne ikke kom på sporet af dem. Men en hytte fik historien til at virke mere... normal. Mere menneskelig. "Nu bor jeg i Medanien." ... i huler sammen med en klan af varulve, tilføjede hun i tankerne. "Jeg er her for at samle urter. De vokser ved kilden her og har helbredende egenskaber," fortsatte hun mens hun vandrede over mod vandkanten og med buen indikerede de omtalte planter. "Bor du da her i skoven?" spurgte hun til sidst Evangeline, mens hun skævede mod hende med nysgerrige øjne. Boede engle i hytter?

Hun holde opmærksomheden og lyttede og ville lytte til kvinden hvis hun valgte at svare på hendes spørgsmål, det kunne jo være hun ikke ønskede at dele det med hende. Evangeline tog ikke notits af kvinden som havde strammet grebet om sin bue og lod blot blikket glide i forskellige retninger. Hun havde slet ikke set sig rundt på sine omgivelse da hun var kommet til stedet, hun havde bare taget plads i træet da hun havde været sløv det meste af dagen og havde haft brug for hvile. Evangeline havde ryggen til kvinden og nikkede kort med hovedet, for at vise hun havde hørt hende, da hun valgte at fortælle at hun havde boet her sammen med sin familie.
Da Mira nævnte hun var fra Medanien, stod hun lidt og så tænksom ud, som sagt var hun ikke en som viste hvor alt lå så hun vente sig om mod hende og sendte hende et spørgende blik "hvor i landet ligger det henne af?" Hun holde en længere pause, og gik mod vankanten der hvor Mira havde placeret sig. "Nej, jeg bor lidt rundt omkring i det Centrale Krystalland" forsatte hun kort og havde fjernet blikket fra kvinden og så blot hen over vandet. Hun havde ikke et fast sted hvor hun boede, og det var ikke fordi hun savnede det tvært imod.

Mira gled ned på hug ved vandkanten, mens hun engang imellem kastede et blik over skulderen mod englen, der stadig studerede skoven der omgav dem til alle sider. Ved nærmere eftertanke kunne hun godt se, at Evangeline nok ikke kaldte disse skove for sit hjem; hendes bevægelser var ikke så vante som Miras egne, og hendes kropssprog var eventyrlystent som om hun ikke havde set meget til området før. "Medanien ligger mod øst," sagde hun som svar på englens spørgsmål, mens hun med en armbevægelse indikerede den omtalte retning. Mira havde aldrig haft nogen læremester, og hun kunne hverken læse eller skrive, men hendes klan havde haft et enkelt kort tegnet på læder, som Mira havde brugt meget af sin barndom på at nærstudere.

Den unge varulv sendte den blåhårede kvinde et forstående blik, da denne forklarede at hun ikke havde et fast sted at kalde hjem. "En strejfer? Der har jeg også været." Mira vendte blikket tilbage mod planterne ved vandkanten, og lænede sig fremefter for at plukke bladet af en langstilket, lysegrøn, plante. "Du kan hjælpe mig med at samle urter hvis du har lyst." Hun nulrede bladet mellem sine finger og holdt den op, så Evangeline kunne se den. "Bæk-løvefod," forklarede hun. "De vokser her og ved nogle få andre bække, og ligner almindelig løvefod til forveksling. De blomstrer dog en måned længere, og saften fra bladene formindsker risikoen for infektion og fremmer healingprocessen. Du kan få nogen med hvis du hjælper med at samle dem. Du kan sælge dem for flere jadestykker hos helbrederhusene rundt om i landet." Hun rakte hånden med bladet frem så Evangeline kunne tage den hvis hun havde lyst.

"Ja en strejfer" sagde hun anerkendene og så i øjenkrogen, at kvinden satte sig på hug ved vandkanten. Måske skulle hun prøve at se hvad der var i Medanien, måske var hun heldig at finde svar. Men det var ikke noget hun regnede med, så hun sørgede for ikke at havde for store forhåbninger til de steder hun opsøgte.
Evangeline spurte ofte om vej når hun skulle opsøge nye byer. Det Centrale Krystalland var hun ved at kende godt eftersom det var der hun opholde sig mest.  

Hun bukkede hovedet eftersom Mira sad på hug. Hun havde plukket et blad fra en af de langstilket Bæk-løvefod, en plante hun godt havde set voksede rundt omkring i skovbunden. Et let venligt blik kunne ses i Evas øjne, i det kvinden spurte om hendes hjælp, eller hun spurte godt nok om hun ville hjælpe. "Det vil jeg da med glæde" svarede hun og lyttede til det hun fortalte. Hun valgte at holde sig tavs, hun kendte til denne plante, eftersom hun arbejde som læge i Helbredelseshuset, det havde hun gjord i et år og nogle måneder. Men hun var glad for at møde en som havde samme viden. "behold dem blot, dem ville du nok få brug for."  sagde hun venligt idet Mira rakte hånden frem mod hende med bladet i hånden.   

Gammel tråd. ikke længere aktiv