Evangeline kom med tunge skridt, på vej mod Isari-tempel. Det var en stille dag med høj sol uden de mange skyer der af og til dækkede himmelen, så solen ikke kunne skinne igennem. Hun kiggede sig lidt omkring, og det virkede til at folk var glade for den høje sol. Det meste af dagen havde hun opholdt sig ved Dødens Kløft, det sted hun var kommet til da hun stod som Engel og som hun havde været omkring et år nu. Det eneste hun kunne huske fra sin død var stedet og hullet som havde ført til hendes død. Men hvad der var sket var en tåge for hende, mon hun nogensinde ville finde svaret?

Hun havde valgt at tag til dette sted, takke Isari for dette liv hun havde givet hende, det var hvad hun troede på og det var der ingen der kunne tag fra hende. Evangeline var en kvinde som var ramt af ensomhed, hun havde levet kort som engel og var heller ikke helt god til at lade vingerne skjule. Så eftersom en lille spids af vingerne stak ud fra hendes ryg, havde hun i dag valgt at tag en let trøje på der ikke gjorde det for varmt, ud over en lang lilla kjole som var en af hendes yndlings, bare for at skjule det hun ikke fandt pænt.
Hun var nu nået til templet, havde pænt hilst på de folk hun havde passeret på vejen dertil, uden tegn på at hun havde et problem.

Tingene gik bedre. Pesten var ikke ligeså udbredt mere og der var nu kommet noget luft i Isari katedralen igen. Præstinderne var ikke ligeså stressede mere, og tempoet var gået ned, og alting begyndte at ligne sig selv. Blodet fra nogle enkelte ofre var blevet vasket op igen. Men til trods for at der var mere ro på katedralen, var der en del af præstinderne der var i Helbredelseshuset. Det var også derfor at Reina nu var en af præstinderne der stod til rådighed. Hun plejede ellers at have andre ærinder.

Reina havde en lidt anden aura end de fleste andre i dette område. Hun havde en næsten royal aura, og stod altid rankere end de fleste, men altid med et venligt smil.
Hun stod ikke langt ved indgangen og hjalp hvem end der kom forbi med hvad de skulle bruge i templet. De fleste var her dog bare for at bede, selvom det havde været en rolig dag.

"Er der noget jeg kan hjælpe Dem med?" spurgte Reina en af de kvinder der kom ind af indgangen. (Du bestemmer selv om dette er Evangeline eller ej)

Evangeline var en anelse træt og ret afkræfte, lidt mere end det hun var van til. Hun havde brugt det meste af dagen i Helbredelseshuset, hun var læge og havde helet ret mange sår eftersom pesten havde bredt sig. Men til alt held var pesten stillet lidt mere af, så hun håbede da på at se lidt mindre skrammer hos folket.

Templet var nu den bygning der stod i front, hun kigge op og skimtede med øjnene da solen blændede. Hun kæmpede sig op ad de få trapper som der nu var og møde en kvinde der stod ved indgangen. "Jeg kommer blot for at takke Isari"  Sagde hun med et let smil om læberne og stoppede foran kvinden, dog med en behagelig afstand imellem.

"Må Isari og alt godt være med dig. Jeg ved Isari holder af at høre fra sine børn," sagde Reina med et venligt smil. De var vigtigt at Isari vidste hvor meget de elskede og holdt af hende, så selvom man ikke havde en bøn eller noget man ville have hjælp med fra Isari, var det vigtigt at gå i templet og takke gudinden. Troen var det der holdt Isari stærk og de onde væk fra deres liv. I hvert fald i sidste ende.

"Hvis du har brug for nogen hjælp, så skal du bare sige til. De andre præstinder og jeg er her for dig. Også hvis du har behov for at tale med nogen," sagde hun smilende. De prøvede på aldrig at dømme nogen af dem der kom til dem. For hvis de kom og ville snakke om de synder de havde begået, så var det fordi der stadig var godhed tilbage i deres hjerte. De ville reddes, og Reina var altid frisk på at redde væsner fra dem selv eller andre. Hun ville gøre alt i sin magt for at godheden sejrede i sidste ende.

Eva bøjede hovedet med et let smil om læberne. ”Mange tak” hun løftede hovedet igen og valgte at bevæge sig videre ind i templet og videre i retningen mod Isari. Hun kom forbi templet i dag, ikke fordi hun ville komme med en bøn, selvom hun godt nok havde en del af det, men hun ønskede ikke at komme med en bøn hver gang hun valgte at kigge ind i templets flotte indre.
Hun sænkede farten og vente sig om mod den venlige kvinde der stadig stod ved indgangen. Hun stoppede og sendte et let smil til kvinden og kiggede lidt tænksomt rundt før hun rettede blikke mod hende igen. Kvinden havde tilbudt sin hjælp og Eva viste ikke rigtig hvad hun skulle vælge, hun ville ikke få direkte svar fra Isari, hun viste bare hun lyttede.  Måske kunne hun få svar her? Hun havde aldrig tænkt på at spørge andre, hun havde bare søgt svar hos Isari.

Hun bevægede sig roligt over til kvinden igen ”De kan vel ikke svare mig på, hvor man skal søge hen, hvis man ønsker svar på hvem man engang var?”  Hun havde søgt svar så mange steder og intet havde fået hende nærmere på hvem hun en gang var og hun ønskede sådan et svar. 

Selvom Reina næsten altid smilede, kunne man godt se at det var et oprigtigt smil. Hun mente de smil hun sendte, og det var også fordi at Isari gav hende styrke til dette.
Hun havde forsat med at ønske at Isari's lys skinnede over dem der kom og bad, men blev da stoppet i det, da hun hørte en stemme nær sig og vendte sig om. Det var kvinden der næsten lige var kommet ind. "Hvem De engang var?" spurgte Reina forsigtigt, for havde hun forstået det rigtigt. "Mange gange hjælper det bare at få det af hjertet, hvis De ønsker det, og måske kan jeg give Dem et peg i den rigtige retning," tilbød Ypperstepræstinden.

Reina tog imod mange der havde mistet deres vej på den ene eller anden måde, og der var noget betryggende at vide, at man fik hjælp fra en engel, selvom Reina havde på tragisk vist mistet sine vinger. Dette gjorde dog også at Reina forstod det bedre end nogen anden, når man havde mistet sin vej i livet. Sådan havde hun også følt for en stund, men hun bar Isari i hendes hjerte, og det gjorde at hun fandt sin vej.

Eva stoppede, så hun kun stod et par skridt væk fra Ypperstepræstinden. Det skulle ikke være sådan, at hun stod for tæt på, det ville ingen synes var rart, i hvert fald ikke når hun var fremmed for dem. Eva sænkede hovedet og stirrede ned i gulvet. Hun var tavs men nikkede så til hendes spørgsmål for at vise at hun havde forstået det rigtigt. Hun løftede hovedet efter at havde stirret ned i gulvet med et let tom blik og uden rigtig at kunne finde hoved og hale i det hele. Det var så svært alt sammen. 

"Af hjertet?" Hun tog sig til sit eget hjerte og så en anelse tænksom ud. Mon hun forstod svaret rigtigt? Hun sagde ikke mere, men tænkte meget over, om denne kvinde overhovedet kunne pege hende den vej, hun måske skulle gå for at komme videre i livet..
"jeg..." Hun tavs i nogle sekunder og kiggede på kvinden "Jeg ved ikke hvor mange De møder af fortabte engle, men... Burde jeg glemme min fortid, og bare leve livet som den jeg er i dag..?"  Hun rettede på sit isblå hår, som hang løst. Hun lod det hænge ned langs højre skulder, det var ikke noget hun selv bemærkede at hun gjorde eftersom følelsen af at være fortabt tog alt opmærksomheden.  

Det selvfølgelig naturligt at der kom engle til Isari katedralen, siden engle var lavet af Isari, eller det blev der i hvert fald troet, men alligevel kom der ikke så mange fortabte engle. Selvfølgelig havde der været nogle over årerne, men mange af de fortabte, havde søgt til de mørkere sider. Forspildt Isaris gave til dem.
Men fordi at Reina selv var en engel, selv havde oplevet det med at dø, og så genopstå, så tog det hende hårdt i hendes hjerte, når en engel kom forbi og var fortabt.
"Jeg møder ikke mange, men det betyder ikke, at jeg ikke kan give Dem råd," sagde hun med et smil. Isari havde en måde at snakke gennem Reina, det var der i hvert fald mange der mente. Og Reina gjorde også sit for at give de bedste råd, og altid formå at fremme godheden i hjerte. "Mit barn... hvorfor ville De glemme Deres fortid," spurgte Reina. "Med mindre den allerede er glemt?"

Afsluttet