Den nedgående sols stråler kastede striber af gyldent lys ned over Riddersalen. Salen var tom udover et par af Dronningens personlige vagter, der stod ved ingangen, og selve Dronningens spinkle skikkelse, der hvileløst vandrede frem og tilbage i salen. Selvom alt åndede fred og ro i dette øjeblik, var hendes sind i oprør.
Pesten hærgede overalt i byen. De fattige kvarterer var, som forventet, de værst ramte, og rapporterne sagde, at pestofrene lå i gaderne og dem, der ikke var ramt, havde barrikaderet deres døre. Byvagterne var så småt begyndt at snakke om at simpelthen afspærre de værst ramt områder, for mange af deres egne var også ramt, og de havde ikke mandskab nok til at håndtere situationen.

De fattige og byvagten var dog ikke de eneste, der var ramt af pesten. Flere i de højtstående, adelige familier havde pestramte blandt sig, og presset på Dronningen for at tillade det eneste middel, der kunne kurere pesten, var steget. Selv i hendes egne rækker - blandt Lysets krigere - havde pesten angrebet.
Hun knyttede hænderne, idet hun stoppede sin hvileløse vandring og standsede foran et af glasvinduerne. Hun frygtede at dæmonblodet var en fælde - at Kzar Mora ville række hånden ud og opsluge dem alle. At folk ville sælge deres sjæl til dæmonerne blot for at overleve.. Men hvad var alternativet? Skulle de alle dø? Hun havde desperat håbet, at en anden kur ville vise sig, men alle forsøg på at helbrede pesten havde slået fejl.
Hastigt vendte hun sig om, da lyden af fodtrin kunne høres. Hun havde fået besked om, at ypperstepræstinden for Isari-templet ville aflægge besøg, og hun var ikke i tvivl om, hvad det omhandlede. Isari-kirken havde set misbilligende til fra siden, ind til videre, men de ville ikke være stille meget længere. Der skulle handles. Og det skulle være snart.

Det havde startet med et par stykker der havde søgt til Isari-katedralen for at få hjælp med pesten de var blevet ramt af. Måske få lidt fred inden de skulle forlade verdenen, da de allerede havde kunne mærke dødens kolde tag om dem. Isari-præstinderne havde hjulpet så godt de kunne. Men snart var situationen værre end først antaget. Hver dag kom der flere døende til katedralen, men de kunne aldrig heale dem. De var bedre i en lille stund, før de faldt syge igen.
De havde også mistet op til flere præstinder, for selv de kunne intet gøre mod pesten, og selv ypperstepræstinden var blevet ramt. Dog var de ikke almen viden, fordi så ville folk vide at hun havde fået dæmonblod. Indtil videre var der intet andet sket end hun var blevet rask, og det fik hende bare til at føle at det var vigtigere at de måtte ophæve det her forbud. De kunne ikke lade hele byen dø, når de havde muligheder for at redde dem.

Hun havde sendt en besked afsted tidligere på dagen om at hun ville komme op på Krystalpaladset og ønskede at mødes med Dronningen. Det var sjældent hun aflagde disse besøg og hun havde endnu ikke fået afslået et sådan besøg. Hun ville ikke mødes med Dronningen hvis det ikke var vigtigt.
Hun havde taget et par præstinder med sig, og var også blevet taget imod med åbne arme da hun ramte porten inden hun kom ind på Krystalpaladset. Og var da så også hurtigt blevet vist hen mod hvor Dronningen befandt sig.

Endelig befandt de sig foran døren der førte ind til Lysets Dronning, og blev vist indenfor. "Deres nåde," sagde Reina som hilsen, da de trådte indenfor. Hun havde set Dronningen nok til at hun ville kunne genkende hende når hun så hende heldigvis. Der var to præstinder ved hendes sider, som mest af alt var med fordi at det generelt ikke var en god ide for Reina at forlade Isari-katedralen alene.

"Ypperstepræstinde!" En let raslen af silkeskørter kunne høres, idet dronningen krydsede rummet. Hun bøjede hovedet let i en hilsen til Reina. Isaris orden var ikke noget, man skulle undervurdere: de fleste i Hovedstaden var troende og på nogle punkter, havde Isari-kirken mere magt, end Lyset.
Det var derfor også vigtigt, at båndet mellem Dronningen og Reina forblev stærkt: Kzar Mora forsøgte at splitte dem ad, og denne ondsindede pest var sandsynligvis blot én af de rædsler, der ville blive sendt mod dem. Lysets Dronning vidste, at hun havde brug for gudindens styrke.

Svagt kredsede hendes tanker om nyheden, hun havde fået den selvsamme morgen: en af hendes ældste riddere var blevet ramt af pesten efter at have forsøgt at hjælpe de syge i byens Nedre Distrikt. Sygdommen havde allerede et voldsomt tag i ham, som man typisk så det med de yngste og ældste: han havde sandsynligvis ikke langt igen.
Hendes lyse øjne rettedes mod kvinden, der netop var trådt ind i lokalet. Ypperstepræstinden så ung ud som altid, en fordel ved både Lysets Slægt og det, at hun var en af De Genopståede. Dronningens egen hud var fin, lys og ganske glat - næsten alt for glat - selvom hun havde passeret 50 leveår. De, som tilhørte Lysets Slægt, levede ofte langt længere end almindelige mennesker - selvom dem, der sad på magten, beklageligvis havde det med at afgå ved en for tidlig død, som det både var sket for Reina og den dronning, der havde siddet på tronen, før Isanne Aldemar blev benævnt Lysets Dronning.

"Jeg antager, at De ikke blot kommer på et høfligt visit i disse mørke tider.. Hvad er Deres ærinde?" Der var et svagt spor af træthed at finde i Dronningens stemme, selvom hendes ansigt havde antaget et høfligt, men interesseret, udtryk. Hun havde allerede gættet Reinas formål med dette aftenvisit, men Dronningen foretrak at holde på høflighederne, som det var skik hos hoffet.

Mange ville nok ikke kunne tåle at kigge direkte på Dronningen, for hun var ganske smuk og nærmest strålede. Nok en ting der også lå ved Lysets Slægt. Velsignet med både ynde og ungdom, men ikke nær så meget held, når det kom til at overleve i en mere udsat position. Men deres slægt var nu også usædvanlig, og de to kvinder var da også uden tvivl i familie med hinanden, men hvem vidste på hvilken måde de var på. De kunne ligeså godt være faster og niece.

Reina tvivlede virkelig ikke på at Dronningen godt var klar over fordi Ypperstepræstinden havde bestemt sig for at begive sig op på Krystalpaladset og ønsket et møde. "Deres nåde," sagde hun endnu engang, inden hun tog en dyb indånding og så begyndte at snakke. "Templerne er fuldt til randen med folk der er blevet ramt af pesten, men vi har endnu ikke fundet en kur mod den. Det eneste vi kan gøre er at bede til Isari og se dem dø. Jeg beder Dem, De må genoverveje forbuddet mod dæmonbloddet. Hvis vi ikke begynder at give folket det, så ender det med at der slet ikke er et folk tilbage." Hun havde overvejet situationen meget inden hun havde tager herop, men ultimativt var det, den eneste løsning der var på deres problem. De kunne ikke lade hele byen dø.

Beslutningens time var uden tvivl kommet. Dronningen havde trukket tiden ud, imens hun havde bedt til, at en anden løsning kunne findes. Men hun havde heller ikke været blind for den illegale handel med dæmonblod, der var forgået under hendes næse: de fleste ville hellere tilbringe en god tid i arresten, end at dø af pesten. Forbuddet var ikke holdbart.
Alligevel holdt noget hende tilbage. Hun kunne ikke ryste følelsen af, at det netop var dette, Kzar Moras dæmoner havde ønsket, af sig.. hvorfor skulle dæmonblodet ellers være den eneste kur? Ville hendes næste skridt kaste dem alle i armene på de hævngærrige dæmoner?

Hun vred hænderne, tydeligvis plaget af tankerne, som ypperstepræstinden stod foran hende med sine krav. "Hvis Isari ikke kan hjælpe os .. hvem kan så?" Hendes klare blik så ind i øjnene på kvinden foran sig: ypperstepræstinden besad, i Dronningens øjne, stor visdom og hun var villig til at lytte til hendes råd. Når det kom til stykket ville hun næppe have noget valg - dertil var Isari-kirkens magt for stor. "Eller det gudindens vilje, at vi indtager disse forædderiske dråber?"
Hvis nogen kendte til gudindens ønsker, måtte det være Reina og præsterne, der var tilknyttet katedralen. De tilbragte tiden langt tættere på Gudinden end nogen andre.

De blå øjne lukkede sig kort da Dronningen spurgte ind til Gudindens vilje. Det burde have været mere klart for dem, men selv præstinderne havde svært ved at finde ud af hvad Gudinden ville have ud af dem, men en ting var sikker. Det stred imod Isaris vilje at de lod en masse dø, når de havde en kur, en kur de udentvivl ville kunne få fingrene i.
"Hun ønsker ikke at vi alle skal dø," var Reinas svar i stedet. Det nyttede ikke noget at komme med direkte svar, især i noget der var løgne, når de sjældent kunne være helt sikker på hvad Gudinden mente. "Hvis vi alle dør, så mister hun også sine følgere, og det er noget hun ikke ønsker. Hvis vores vej ville være en anden end at indtage denne kur, så ville hun have hjulpet os på dig. Men ingen tegn har vist sig mod en anden kur." Reina havde gennemtænkt hvilken situation de stod i, og hun var sikker på at Isari ville have hjulpet dem, hvis de havde skulle få en anden måde at slå pesten på.

Til sidst tilføjede hun dog: "Du tror da ikke at Isari ville lade os i stikken i sådan en kritisk tid, gør du?" Hun havde ført hørt folk der mente at Isari havde forladt dem til dem selv, men langt de fleste holdt fast i troen. Reina regnede da heller ikke med at Dronningen havde den opfattelse, men man kunne aldrig vide.

Dronningen lyttede opmærksomt til Reinas ord. Hun havde naturligvis ret i det, hun sagde. Hvis der havde været en anden mulighed, ville Isari ikke have vist dem vejen? Måske var dæmonblodet i virkeligheden Isaris gøren - og ikke Kzar Moras. En måde hvorpå, de kunne svække deres fjender.
Lysets Dronning ville gerne tro det, men intet var sikkert. Gudindens vilje var - som altid - svær at aflæse for de dødelige. Hendes blik søgte kort mod vinduerne, der glødede gyldent i skæret fra den nedgående sol: skønheden bedragede, for udsigten viste ikke den nød, byen under dem led.

Hun så igen på ypperstepræstinden, tænksom. "Jeg er ikke i tvivl om, at Isari ønsker det bedste for os, som følger hende. Men de andre guder har også deres magt .. jeg kan kun tænke at denne nød behager dæmonkongen, Zaladin." Hendes sidste ord var en hvisken, for Zaladins navn blev ofte ytret som en forbandelse og egnede sig ikke til at blive sagt inden for disse vægge.
Kzar Moras dæmoner havde - i hvert fald i gammel tid - fulgt Zaladin. Den stærke magi, de havde samlet sig under indespærrelsen måtte være Zaladins værk .. om ikke andet havde selv dæmonernes gud været magtesløs hvad angik Kzar Moras porte. Ind til nu. Dronningen ønskede af hele sit hjerte at de andre Guder havde været i stand til at holde portene lukkede, men da det ikke var tilfældet, måtte det nu være op til de dødelige at bekæmpe Kzar Mora.

Reina var ikke sikker på hvordan hun havde reageret hvis Dronningen havde troet at Isari ville lade dem i stikken i sådan en kritisk tid. Men det var rart at vide at troen varede ved hos deres hersker. For hvis Isari ikke kunne guide Dronningen, så de kunne få godhed spredt gennem landet, hvem kunne så?

"Men så lang tid vi tror på Isari, vil hun altid være der til at guide os gennem de hårde tider," svarede Reina, og de to præstinder bag hende nikkede bekræftende. "Så De vil genoverveje at lade os give de syge blodet? spurgte hun for at være sikker. For det lød da allerede som om at Dronningen overvejede at gøre det, hvilket ville tage en stor burde fra Reina's skuldre. Hun kunne ikke klare flere døde. Der var allerede umenneskeligt hvor mange der havde måtte lade livet mens pesten havde raseret i landet.

Aethelwulff havde fået nok. Endnu en af hans vagter var blevet syg og var død af det, faktisk her til aften, og det havde været en gammel ven. Byvagtskaptajnen var blevet hos ham til det sidste, og derefter havde han hjulpet mandens kone og to døtre. Været der for dem, selvom hans egen verden var godt i gang med, at krakkelere. Han var vred, ja, faktisk rasende, og samtidig ulykkelig. Nu stod en kvinde, med sine to døtre, alene, og i risiko for, at blive smittet med pesten, og selvom Aethelwulff godt kunne hjælpe, så var det stadig erklæret blasfemisk. Og han var ved at blive desperat. Det var hårdt, og resten af hovedstaden var også på dybt vand. Kriminalitet var blevet meget, meget værre, ja nærmest ude af kontrol. Han kunne ikke lade det ligge mere. Den aften drog han direkte fra sin gamle vens hjem, og gik ned af de tomme gader, hele vejen til paladset, næverne knyttet, og påklædt i sin vagtuniform. Hans ansigt var stenhårdt, viste ingen tegn på hans smerte, men øjnene kunne ingen bedrage. De var stadig blanke.

Da han kom til paladset, blev han overraskende nok bare lukket ind. Han gjorde alt i sin magt for, at være rolig, men hans indre var i totalt oprør. Her var et problem, han ikke kunne fjerne, bare ved at nikke det en skalle og så komme videre i teksten. Hvad i alverden skulle han gøre? Og værre, hvad skulle han sige, når han stod foran Lysets Dronning? Han vidste det ikke, og da han endelig kom til tronsalen, og så hvordan hun allerede talte med én, faktisk Reina, stoppede han kort op. tøvende. Nu ville Reina vel ikke tale om den lille hemmelighed? For så var han for alvor på dybt vand!
Han bukkede let for dronningen, som det var etikette-rigtigt, før han nåede at opsnappe Reinas spørgsmål.
"Deres nåde.. Jeg kan snart ikke kontrollere byens borgere længere," kommenterede han blot, stadig roligt. Samtidig havde han lyst til at ødelægge hele tronsalen med sine bare næver. Rive det hele fra hinanden.

Det var som om de andre tilstedeværende i rummet skrumpede i størrelse, da bjerget af en mand trådte ind gennem døren. Dronningen så op på byvagtskaptajnen, idet hun lod Reinas spørgsmål hænge i luften. Hendes egne rådgivere havde været splittede: Nogle rystede på hovedet, og sagde, at indtagelsen af dæmonblodet var Kzar Moras ønske, og det ville kaste dem alle ud i afgrunden - andre, især dem, der selv havde haft sygdommen inde på livet af sig, var af en anden holdning. En enkelt havde endda ytret et ønske om at indfange samtlige dæmoner i byen og lade dem bløde ihjel for give liv til pestofrene - Dronningen havde med det samme afslået dette. Hendes tanker gik til de, af dæmonblod, hun selv havde i sin tjeneste, og som var loyale mod Lyset.

"Aethelwulff." Hun bøjede hovedet let i en hilsen. Hun satte pris på hans høflige og rolige holdning, for det var næppe nemt at være kaptajn for byvagten i disse dage. Byvagterne havde allerede manglet mandskab inden Mørkets Angreb, og nu var adskillige omkommet: både i krigen og efterfølgende, da pesten havde ramt.
"Lad mig høre Deres ønsker. Reina har netop udtrykt, at det må være Isaris vilje, at vi tillader indtagelsen af det dæmoniske blod .. nu hvor at vi endelig må indse, at en anden kur ikke lader sig finde." Hun holdt en pause, idet hun afventende så på manden foran sig. Når det kom til stykket, ville hun nok ende med at bøje sig for Gudindens vilje - for Lyset havde altid fulgt Isari, men hun ville gerne høre, om Aethelwulff var enig i dette. Det var trods alt ham, der i særlig grad oplevede pestens konsekvenser.

Reina var lidt chokeret over at høre at en anden kom ind under deres diskussion. Normalt når hun var her, var der ikke andre der turde afbryde deres samtaler, men hun kunne nu godt se, at det ikke var en fra hoffet, selvom hverken navnet, ansigtet eller stemmen gav hende noget at gå ud efter. Grundet Reina's utrolige dårlige hukommelse når det kom til personer, kunne hun kun gætte at det var en byvagt, selvom manden der nu var der, rent faktisk have reddet hendes liv.

Hun sagde ikke noget, men stod og ventede på at høre byvagtens mening om alt dette. Forhåbentlig var han også på hendes side, at de blev nødt til at legalisere blodet, for at de overhoved kunne overleve det her. Hun havde nok haft en bedre ide om hvad han syntes, hvis Lysets Dronning havde brugt hans titel fremfor hans navn.

Dronningens hilsen og spørgsmål fik kort Aethelwulff til at hæve et øjenbryn. Overvejede hun det virkelig? Var det ved, at gå til det bedre? Ville hun endelig indse, at dæmonblod var nødvendigt? På den ene side begyndte han at håbe, på den anden side var han stadig sorgfuld og vred over, at det først var nu, det blev taget til overvejelse. Han tænkte kort over det, og stod tavs med et udtryksløst ansigtsudtryk. "Jeg kan mangt meget meget, Dronning, men selv min styrke vil ikke kunne holdet folket i ro. Mine mænd er rastløse, mange er enten døde eller også har de valgt at sige op og flygte fra Hovedstaden. Min styrke er drastisk nedsat. Nu har jeg set endnu én af mine folk dø her til aften, en kammerat faktisk, og jeg føler ikke, at jeg kan stå ved, at vi holder den eneste kur væk fra folket. Det ender med borgerkrig, og så står ikke kun med pesten på hænderne. Men også uskyldige folks liv. Jeg vil ikke have den slags blod på mine hænder," forklarede han, mens han stirrede frem for sig. Vreden skinnede en smule gennem hans ellers neutrale maske.

"En dag vil folket komme. Jeg vil stå mellem som det sidste forsvar, og dø i tjeneste, men jeg kom her til byen for at gøre byvagten bedre, mere hårdfør. Det blev klaret, og nu synker de ned i dybet igen, og end ikke deres byvagtskaptajn kan gøre noget for at hjælpe dem. Det vil ende galt, hvis ikke, vi giver dem kuren. Som byvagtskaptajn vil jeg råde Dem til, at gøre det. Ellers vil Hovedstaden falde, som vi var tæt på at falde mod mørkets hær. Hvis der skulle ske noget grumt ved det, så har De mit ord på, at jeg vil finde ud af en løsning bagefter. Men børn dør, og sunde og raske mænd og kvinder dør. Jeg kan ikke stå på sidelinjen længere. Jeg vil ikke," normalt var Aethelwulff en mand af få ord. Men han havde brugt for at få sin pointe hørt. Som han blev færdig med at forklare sig, kiggede han blot afventende på droningen.

Det var første gang Dronningen for alvor havde stået ansigt til ansigt med byvagtkaptajnens imponerende skikkelse, og hun lyttede opmærksomt til hans ord. Alvoren af situationen havde stået tydeligt for hende lige siden pesten havde ramt, men det var først på det seneste, at det var gået op for hende, hvem befolkningen ville bebrejde: hende, der først havde sat forbuddet.
Tvivlen og usikkerheden stod i et kort øjeblik tydeligt malet i hendes ansigt inden det igen blev lagt tilbage i neutrale folder. Hun kunne ikke lave om på det, der var gjort - Kun sikre sig, at antallet af døde kunne blive begrænset.

"Jeg er ikke folkets fjende, Aethelwulff. Der er også folk i mine egne rækker, der er bukket under for pesten." Sagde hun blidt, selvom hun kunne høre på hans ord, hvor hans loyalitet lå: han ville ikke svigte hende. Alligevel følte hun det var nødvendigt, at forklare hendes og hendes rådgiveres beslutning. "Hvis det var en normal pest, der havde ramt os, ville jeg ikke tøve med at lovliggøre ethvert middel, der kunne helbrede den, men denne pest er sendt af Kzar Mora. Dæmonerne ønsker os intet godt, tro mig." Hun gjorde en lille pause. "Hvad årsagten til, at deres blod er den eneste kur, ved vi ikke. Men de fleste af mine rådgivere frygtede, at denne kur ikke var en tilfældighed: At dæmonerne vil gøre os afhængige af deres eksistens og tvinge folk ud i at sælge deres sjæle for deres liv."

Hun glattede sine lette silkeskørter en smule. Selvom hendes ansigt forekom lige så ungt som nogensinde, lå der en form for træthed over hendes skikkelse. "Vi har ikke blot set passivt til siden pesten brød ud. Vi har desperat søgt efter en anden kur, men ingen er blevet fundet, og vi må indse at dæmonblodet er den eneste udvej.."
Ordene havde forladt hendes mund, og der var ingen vej tilbage nu. Den følgende dag ville dæmonblodet blive tilladt i byen.
"Men det skal gøres under kontrol." Tilføjede hun. Stemmen havde fået en tydelig fasthed. "Jeg vil ikke tillade folk at sælge sig til Kzar Mora .. I stedet vil vi forlange at alle dæmoner, der opholder sig inden for bymuren, frivilligt skal afgive blod en gang om dagen. Nægter de, må de anholdes. Blodet skal gives til helbredelseshuset, som må prioritere fordelingen til de mest svækkede.." Hun tog en dyb indånding. Det virkede som den eneste rigtige løsning, og hendes blik hvilede et øjeblik spørgende på ypperstepræstinden: ville Isari stå bag denne løsning?

Af hvad Reina kunne høre, lod det som om at byvagten var ganske højrangeret. Hun håbede lidt at det ikke var byvagtskaptjanen, for det ville da være lettere akavet, siden han så helt sikkert kunne genkende ypperstepræstinden. Heldigvis var der ikke tid lige nu til at snakke sammen.
"Det lyder som den eneste rigtige løsning, Deres nåde. Hvis der er behov for ekstra hænder for at dele blodet ud, vil vi selvfølgelig gerne hjælpe, så vi hurtigst muligt kan få ryddet Hovedstaden af denne pest," svarede hun, dog med et lettere bedrøvet smil. Det var forfærdeligt at det skulle ende ud i det her. Forhåbentlig ville det ikke have nogle uforudsete konsekvenser, men livet var næppe så let. Men nu var det vigtigste at få delt blodet ud, så der ikke var flere der led under pesten. Der var uden tvivl flere der var døde, mens de havde stået her og snakket.

Aethelwulff forstod godt, at Lysets Dronning ikke var folkets fjende. Men hendes nye tiltag lød heller ikke voldsomt lovende, for de dæmoner der rent faktisk forsøgte at være godt folk. Ingen burde tvinges. Det var det samme som slaveri, og daglig tapning af blod ville gøre dem ude af stand til at gøre deres arbejde. De skulle da mindst af alt kompenseres så. Han rystede let på hovedet, kiggede på Reina, der også mente, det var en god idé, og rystede derefter på hovedet.
"Og hvad vil De så gøre, når adskillige dæmoner, der før havde været Dem tro, vælger at vise ryggen? Der findes mange her i hovedstaden, der har et hårdt arbejde. Daglig tapning af deres blod vil gøre dem ude af stand til at brødføde deres familier. Der bør være en kompensation til dem, og et valg om, enten at blive i hovedstaden og få tappet blodet, eller tage væk. Jeg går ikke ind for slaveri, det er ikke vores stil," mumlede han, træt, mens han kiggede alvorligt op på dronningen.

"Det er en meget farlig situation, byen står i lige nu. Folk er på randen til, at gå i kødet på hinanden. Hvis vi bare tvinger folk endnu mere, så ender det kun værre, det kan De forsikre Dem om. Jeg kan godt bede min byvagt om, at sætte i gang med de nye regler, men jeg vil hade det. Det er frihedsrøveri," han rystede bare på hovedet endnu en gang, før han så afventende fra den ene til den anden. Det var ikke i orden. Det var kun Mørket der tog slaver.

Dronningen kunne godt høre det fornuftige i byvagtkaptajnens ord. Nej, slaveri var ikke noget, de gjorde sig i - men med dæmoner havde det altid været anderledes. Det var ikke alle af dæmonisk blod, der tjente Lyset af egen, fri vilje: det oldgamle bånd mellem Dæmon og Hersker var, ifølge Isaris lærdom, skabt af de andre guder og guinder for at holde Zaladins børn, dæmonerne, under kontrol.
"Hver eneste dæmon, der forlader byen, vil betyde flere af pestens ofre, der ikke kan reddes. Jeg tvivler i forvejen på, at der vil være tilstrækkeligt med blod til at helbrede alle.." Hun gjorde en pause, tydeligvis i konflikt. Der var ganske rigtigt dæmoner, der tjente Lyset af fri vilje: ikke mange, men hun satte pris på dem, der var. Hun havde ikke haft mulighed for at tale længe med sine rådgivere om, hvad der skulle stilles op med dæmonerne inden for byens porte, men det vigtigste måtte nu være at sikre flertallets overlevelse og loyalitet.

"Hvis disse dæmoner i sandhed tjener Lyset, må de kunne se fornuften af det. Tror De ikke at folket vil blive endnu mere i oprør, hvis de ser den eneste kur til pesten vandre uhindret gennem byporten?" Der var allerede meget mistro blandt den almindelige befolkning mod dæmoner, og Dronningen havde udleveret amuletter til de med synligt dæmonblod, der tjente Lysets Hær, således at de havde mulighed for at skjule deres race. Hun kunne ikke forestille sig, at den almindelige borger havde det store til overs for dæmonernes rettigheder i øjeblikket..
Ikke desto mindre måtte de naturligvis sikres, selv om hun ikke havde i sinde blot at lade dem forlade byen alene på baggrund af Aethelwulffs ord. "En betydelig kompensation til dæmonerne og deres familier vil der naturligvis være tale om .. Måske endda adelstitler, såfremt de går frivilligt med til tapningen, som bevis på, at de støtter Lyset og ikke Kzar Mora.." Detaljerne om dette måtte diskuteres nærmere. Dronningens blik søgte atter ypperstepræstinden .. Var dette det rigtige valg? Hun ville for alt i verden have Isaris vilje bag sig i dette foretagende..

Reina som var vokset op med Isaris lærdom, og kendte det ud og ind, var dog ikke en af dem der var blødest når det kom omkring dæmonerne, selvom hendes blødende hjerte typisk rakte ud til alle og enhver. Det var da også derfor at alle kunne få lov til at søge tilflugt i Isari katedralen. Hun så derfor heller ikke de fangede dæmoner som slaver. De havde bare for store kræfter til at de kunne få lov til at gå rundt og gøre som de ville. Det var bedre at de kunne holde styr på dem, dog var der ikke noget krav om at dæmonerne skulle opgive deres rigtige navn.

"Jeg giver Dronningen ret," sagde Reina roligt og kiggede på byvagtkaptajnen. "Vi beder dem donere fordi det er det eneste vi nu kan gøre. Hvis de ikke vil donere, må det vel være et tegn på at de ikke ønsker at hjælpe den almene befolkning. Hvis det havde været hvilket som helst andet, havde de jo gjort det samme, så det var ikke fordi de var diskrimenerende mod dæmonerne. Desuden var det også dæmonernes skyld at de stod i denne her situation.
"Jeg er dog sikker på at De finder den rette kompensation for de frivillige dæmoner. Men vi må for alt i verdenen begynde at dele blodet ud til de syge snarest muligt.

De to kvinder virkede meget enige om deres måde, at gøre tingene på. Aethelwulff så stadig problemer med det, men man kunne jo heller ikke gøre alting perfekt. Det vidste han jo også godt. Og det var heller ikke ham, der var regent over hovedstaden, så han skulle satme ikke stå her og være bedrevidende.
Han nikkede først langsomt, derefter sendte han begge to et lille smil, tilfreds med, at der i det mindste blev gjort noget ved sagen, ud over blot at bede til Isari, der ikke umiddelbart havde svaret deres bønner. Grunden bag, måtte de vel finde ud af senere. "Så længe folket er tilfredse, er jeg også glad. Og nogle dæmoner er jo også en del af folket," huskede han dem begge på, før han slog hånden for brystkassen og bukkede let for Lysets Dronning.

"Så vil jeg gå tilbage til min byvagt og informere dem om de nye regler, med Deres velsignelse?" han lød spørgsmålet hænge lidt i luften. Han havde været her lidt for længe, dette palads var ikke rigtig noget for ham. Det var et sted for adelige, ikke byvagtskaptajner eller halvtrolde for den sags skyld.

Dronningen kunne mærke sin sikkerhed vokse med ypperstepræstindens velsignelse i ryggen. Nogle af hendes rådgivere ville ikke være enige, men de fleste ville bifalde dette udfald: Der var efterhånden ikke nogen i byen, der ikke var rørt af pesten på den ene eller den anden måde, og det ville være katastrofalt, hvis flere i Lysets Hær skulle falde. Jo hurtigere pesten kunne helbredes, jo bedre.
Foråret var efterhånden kommet over dem, og det var Dronningens ønske, at få de fleste af de bønder, der var flygtet til Hovedstaden under krigen, tilbage til deres marker. Hele landet havde sultet igennem vinteren og hvis der forsat ikke ville være mad at finde, så ville pesten kun være ét af deres problemer.

"Jeg takker Dem for deres ærlighed, Aethelwulff. De kan vende tilbage og informere Deres underordnede med det samme." Hun satte pris på, at han ikke gjorde noget ud af at protestere yderligere. Når det kom til stykket ville ypperstepræstindens holdning altid vægte højere i dronningens ører end byvagtkaptajnens.
Hun glattede skørtene og vendte sig mod Reina. "Og Dem, Reina. Jeg er glad for, at Isaris vilje bliver fuldført." Der ville blive meget arbejde de følgende dage, og der ville næppe være dæmonblod nok til alle de syge. I første omgang ville Dronningen sikre sig, at de dæmoner, der befandt sig blandt Lysets øverste tilhængere - frivilligt eller ufrivilligt - lod sig tappe med det samme.

Hun nejede kort for begge de tilstedeværende, før hun vendte sig om. Der var meget at gøre, og hun kunne ikke lade folket vente. Hastigt forlod hun salen.

/out.