Den snoede landevej slog et knæk lige udenfor Tusmørkedalens lille landsby, og lagde kursen mod nordvest, hen imod dalens eneste pas som ikke sneede til ved vintertide. Ved dette knæk stod et mægtigt egetræ, muligvis plantet af en gammel fyrste som et symbol på dalens frodighed og liv. Det kunne selvfølgelig også bare have været et egern der havde glemt hvor det havde gemt sine nødder.
mmm... egern kunne egentlig være meget lækkert som en lille snack på vejen - mon der boede nogle længere oppe i træet? Cazz lod sit blik glide op langs træets stamme og ind mellem den tætte krones blade. Hans muskler stivnede ved lyden af en puslen længere oppe, og han rejste sig forsigtigt op på den tykke gren han havde siddet og dvasket på.
Et øjeblik lod han til at tøve, men den opmærksomme observatør ville bemærke en svag knaselyd der kom fra hans kæbeparti, hvor hans knoglestruktur omrokerede og gjorde plads til en helt ny række tænder.
Ikaris var alligevel så langsom om at komme, han kunne lige så godt snuppe en lille snack mens han ventede.
Oppe i trækronen puslede egernet videre, uopmærksom på dens beskuer på grenene forneden. Cazz svang sig lydløst længere op i træet, og sneg sig tættere og tættere på gnaveren. Pludselig lod han med et kraftanspring sin krop flyve gennem luften og op imod det hjælpeløse bytte.

"PIV!"
Havde byttet været større havde dets skrig flænset den stille natteluft. I realiteten var det ikke engang nok til at skræmme gøgen i toppen af træet, der kvitterede med et dovent uh-huuh
Cazz svang sig ned til sin siddegren igen, nu med den slappe egernkrop dinglende i halen fra hans venstre hånd. Med den højre fingerede han med en af sine mange skarpe knive, og begyndte at flå skindet af det lille dyr.
"Ikaris kunne godt snart se at komme, ellers løber jeg tør for snacks" mumlede han for sig selv, før han satte tænderne i det seje kød.

Ikaris travede bestemt op ad vejen, hvor var den lille satan blevet af? I en irriteret knurren skubbede hun læberne op over de spidse tænder mens de orangegule øjne afsøge området. Mørket var for længst faldet over landskabet og med Ikaris manglende evne som hendes lyse artsfæller besad i form af falkeblik var det ikke just let at finde Cazador. Ikke før en piven og en opsprætten kunne høres i hvert fald.
"Er du ude på at få os slået ihjel?"
Snappede hun bidsk op mod det store træ hvor Cazz sad, det ville blive en lang tur, men tilsyneladende ikke kedelig. "Og kom så ned! Vi skal nok finde noget ly, det begynder stensikkert at regne om lidt!"
Ikaris skævede op imod himlen, hvorpå man ikke kunne se en eneste stjerne for skyer, som hang tungt og mørkelagde landskabet, inden hun trak kappens hætte op omkring ørene, det var stadig ikke sikkert at være mørkelver, der var endnu en pris på at aflevere dem hos lyset og det var det sidste sted Ikaris havde lyst til at befinde sig.
Uden at formidle mere begyndte elveren at gå, hun kunne ikke vente på Cazz hele dagen og om hun ville indrømme det eller ej, så var han hurtigere til bens end hende.