Det var et finurligt syn Kahina stod overfor. Det var ikke fordi hun ikke havde set springvand før, for det havde hun da, men hun havde aldrig set noget som dette.
Springvandet var ikke specielt overdådigt. Det var et almindeligt springvand af glatte sten og bronze. Det var heller ikke vandet, der havde tiltrukket hendes opmærksomhed, men derimod det der lå nede i vandet. Penge.
Kahina var ikke grådig, så det var ikke den uslukkelige tørst efter rigdom, der havde fået hende til at stoppe op og læne sig ned så hun kunne få et bedre kig. Det var ren nysgerrig - for hvorfor lå der penge nede i springvandet? Hvad var meningen med det? "Ved du, hvorfor der ligger penge i springvandet?" Spurgte hun Sefu, der ikke svarede og blot nikkede. Det var kun den ene vagt der var med hende i dag, for Kahina havde givet Ngozi fri til at gøre, hvad han ville mens hun og Sefu gik en runde i byen. Det var noget Kahina havde gjort stort set hver dag efter hun var kommet til Hovedstaden, og alligevel føltes hver dag, som første gang hun havde gået turen, for der var altid noget nyt at kigge på.
I det var det så springvandet der havde fanget præstindens opmærksomhed, og som hun stod der og betragtede de let glimtende mønter kom der en mand forbi og smed endnu en mønt i vandet. Han sagde ikke noget, værdigede hende ikke engang et blik, men stod stille et øjeblik efter at have smidt mønten i, hvorefter han gik videre. "Hvor mærkeligt." Mumlede Kahina, der ikke kunne styre sin nysgerrighed længere, men simpelthen måtte finde ud af, hvad der var så mærkværdigt ved springvandet. Næsten tilfældigt kastede hun et blik omkring sig inden hun smøg det lange ærme på den lange, hvid kjole op, stak hånden ned i springvandet og fiskede en mønt frem. Den lignede en ganske almindelig mønt, våd og en anelse kold, men fuldstændig lig de mønter hun havde i pungen der hang i det brune læderbælte, der var spundet om hendes mave.
Alligevel gav hun ikke op, men hævede i stedet mønten mod himlen, som ville det få en åbenbaring til at ramme hende.

Archard havde altid fundet det interessant at betragte menneske, både hvordan de interagerede med hinanden og agerede på egen hånd. Efter hans mening var det den eneste måde at blive rigtig god til at narre folk, hvilket han havde levet af i årevis. Det betød dog ikke, at han tillod sig selv at falde af på den, så han havde brugt det meste af dagen på at opsøge befolkede områder og betragte folk i deres hverdag. Han havde været dybt optaget af dette, da han fik øje på en ung kvinde, som fangede hans opmærksomhed. Der var noget interessant ved hende og hendes følgesvend, så ganske diskret snoede han sig igennem folkemængden og fulgte efter hende.
Da hun nåede til springvandet, holdt han sig skjult i skyggerne og morede sig i sit stille sind over den umiddelbare forvirring, hun udviste. Det blev hurtigt klart for ham, at hun ikke var fra området, og hun virkede som en nysgerrig sjæl, og det kunne han helt sikkert bruge til noget.
Da hun tog en af mønterne op af springvandet og begyndte at studere den, besluttede han med sig selv, at nu havde han vist gloet på hende længe nok. Med et let smil gik han op ved siden af hende. "Sig mig engang, tager du folks ønsker fra dem?", spurgte han i en forarget tone, men med et glimt i øjet og et smil på læben, så det var tydeligt, at han drillede hende.

Hvor det finurligt. Gad vide, hvad der havde fået manden til at smide en mønt i springvandet? Det var jo ikke en speciel mønt. I hvert fald virkede den helt normal, som Kahina indgående studerede den mens hun vendte og drejede den i de slanke hænder. Måske var det en skik man gjorde brug af her i byen? Kahina mente ellers selv, at hun havde forsøgt at læse sig frem til, hvordan andre mennesker udenfor ørkenen levede, men det her var hun alligevel ikke faldet over før. Hvis Ngozi havde været her ville han sikkert have kunne uddybe det, for han havde engang været ejet af en mand fra hovedstaden, men han var her ikke, og den stumme Sefu kendte ikke til livet udenfor ørkenen, så ham kunne hun heller ikke spørge.

Der gik dog ikke længe før en stemme tiltrak sig hendes opmærksomhed, og fik hende til at indse at der jo var andre mennesker på markedspladsen end hende. "Sig mig engang, tager du folks ønsker fra dem?" ”Ønsker?” Gentog hun overrasket, inden hun hurtigt rystede på hovedet. ”Nej nej, det er en mønt.” Hun åbnede hånden så han kunne se mønten og smilede så. ”Og jeg har skam ikke tænkt mig at stjæle mønten, den tilkommer jo ikke mig, men der var en herre der smed den i springvandet og – ja, så var jeg altså nødt til at se den. Er der noget specielt ved mønterne i springvandet siden folk ikke vil have dem?” Spurgte hun manden, der lignede en fra hovedstaden. I hvert fald så han mere hjemmevandt ud på det travle marked end Kahina selv gjorde, så selv hvis han ikke var fra den store by havde han været længe nok i den til at kunne opføre sig som de andre, hjemmevante hovedstadsindbyggere.

Archard kunne ikke lade være med at smile af hendes forvirrede udtryk over hans spørgsmål. Hvis han før havde været i tvivl om, hvorvidt hun var ny i området, så var han i hvert fald sikker nu. "Nej, de fejler skam ikke noget", sagde han bare uden at forklare nærmere. Han var interesseret i at se, hvilke slags spørgsmål, hun ville stille, fordi han måske ud fra dem ville kunne fastslå, hvor hun kom fra. For ikke at nævne hvem hendes tavse følgesvend var.
Han satte sig på kanten af springvandet og hvilede sine hænder i sit skød, mens han studerede hende. Hun var en køn pige, det kunne man ikke komme udenom. Han ville umiddelbart vurdere hende til at være omkring 25, men det var ofte svært at vide med sikkerhed, når det kom til folk fra fremmede områder - de havde en tendens til at ældes anderledes, end hvad han var vant til. Hun virkede høflig og retskaffen, ordentlig, men det kunne selvfølgelig godt være skuespil. Man ville være en jævnt dårlig tyv, hvis man fortalte en komplet fremmed, at man havde i sinde at stjæle. Men det var nu ikke kun hendes ord, der fik ham til at vurdere hende på den måde - der var også noget i hendes øjne, som han ikke helt kunne sætte en finger på.

""

"Åh." Man kunne ikke ligefrem påstå at Kahinas forvirring blev mindre, da manden afkræftede at mønterne skulle fejle noget. For hvis de intet fejlede, hvorfor smed man dem så i vandet? Folk i hovedstaden kunne næppe være så rige, at de ikke kunne bruge alle de mønter. Godt nok havde hun godt hørt noget om hovedstadens rigdom, men alligevel: det her var jo helt vildt og alt fornuft i hende sagde, at det ikke var derfor folk smed dem fra sig.
Men siden hun ikke kunne finde nogen fornuftig grund selv måtte hun vel spørge om hjælp, og heldigvis sad der en mand, der tilsyneladende kendte til hovedstadens skikke. "Hvorfor smider folk så mønterne væk?" Spurgte hun, og så på manden, stadig med mønten i hånden. "Skal de ikke selv bruge alle de mønter? Er det kun de rige, der smider dem ud, for at vise hvor rige de er?" Selv havde hun ikke megen forstand på penge. Hun ejede muligvis mange dyre ting som bøger, silkekjoler, guld smykker (selv hendes elefant var prydet med guldringe om stødtænderne), men alt dette hørte til hendes liv som præst, og var ikke noget hun selv havde købt. Her i hovedstaden betød penge alt, så meget havde hun da lært, og folk havde da også forsøgt at bestjæle hende et par gange. Selvom de ikke var kommet særlig langt før Ngozi eller Sefu havde grebet ind.

"Det er et ønskespringvand", forklarede han venligt, for nu var han alligevel nået frem til med sig selv, at hendes forvirring havde stået på længe nok - det var da meget sødt og ganske underholdende, men han kunne jo ikke være kryptisk for evigt. "Hvis man har et ønske, man ikke selv er i stand til at opfylde, smider man en mønt i springvandet. Som en slags ofring. Og hvis man er heldig, går ønsket i opfyldelse." Archard, som jo kendte hovedstaden indgående, havde ofte set folk ofre mindre formuer på springvandet, og han fandt det ærligt talt lidt tåbeligt. Han var skam selv religiøs, og fra tid til anden sendte han da også en tavs bøn op til Guderne, men at lægge sin skæbne i deres hænder var ikke noget, han kunne sætte sig ind i. Hvis man ville have noget, nåede man da absolut længst ved at tage det selv - det var mere effektivt, og nok også mere holdbart, for hvis man er blevet givet noget, kan det også blive taget fra én igen og hvad var pointen lige med det?
Han rettede sin opmærksomhed mod mønten i hendes hånd. "Det kan dog ikke opfyldes, hvis mønterne fjernes fra springvandet", forklarede han videre. "Derfor ligger der en mindre formue dernede - folk er måske uærlige i mange henseender, men de respekterer hinandens ønsker."

(Du må undskylde, at det har taget mig så lang tid at svare)

”Et ønskespringvand?” Gentog Kahina, der absolut ikke var blevet mindre forvirret af den oplysning. For et springvand kunne da ikke ønske, så hvordan kunne det være et ønskespringvand? Kahina var godt klar over, at der var mange skikke og regler der var fremmede for hende, men aldrig havde hun følt sig så fortabt, når det kom til skikke, som hun gjorde nu.

Som manden forklarede, hvad mønterne gjorde, begyndte hun dog at forstå, og hendes brune øjne blev store og begejstrede. ”Åhhh.” Nikkede hun forstående. Ofringer, det forstod hun, for det var trods alt noget stammen selv benyttede sig af, om end de ikke ofrede mønter til Shara. ”Hvilken gud tager så imod ofringerne?” Spurgte hun, da det var logisk, at der kun var én gud, der tog sig af ønske-mønter.

Hun vendte blikket mod mønten i sin hånd i det manden atter bragte den på banen, og fik et noget forlegent udtryk i ansigtet. ”Det var skam ikke min intention at tage folks ønsker fra dem.” Hun smøg igen ærmet op så det ikke ville blive vådt, hvorefter hun forsigtigt lagde mønten tilbage i springvandet. ”Virker det med andre ting end mønter?” Spurgte hun, og vendte atter opmærksomheden mod manden. Hun havde ikke mange penge på sig, og dem hun havde, skulle bruges på mad, men hun havde en del guldsmykker. Både på sig, men også tilbage i lejeren, og hun ville da gerne ofre et smykke til fordel for et ønske.



//Jeg siger det samme