Biblioteket af Aztaroth virkede ikke særlig imponerende, når man stod udenfor. De fleste ville nok betegne det som værerende endnu en ruin i Aztaroth. Byen som engang havde været smuk, stor og fantastisk, men nu ikke var andet end ruinerne for det meste. Det var hvad der skete når det stod tomt i over 1000 år, efter at ærkedæmonerne bestemte sig for at byen ikke var god nok mere. Men selvom biblioteket lignede en ruin, var det ikke tilfældet at det var. Ligeså snart man trådte ind af døren var der et åbent areal, og bøger så langt øjet strakte sig, og ikke en hylde tom. Nogen ville måske tænke at sådan et bibliotek ville være støvet, men der var intet støv at finde. Alting var så rent at man dårligt ville kunne tro at dette bibliotek havde været der 4000 år. Et par små dyr løb rundt på gulvet, nogen gjorde yderligere rent, mens nogle bar en bog på ryggen af dem, for at fragte dem rundt. Endnu mindre dyr fløj rundt oppe under taget, og en enkelt var til at finde ovre ved døren, og tyggede på et stort æble, som egentlig var på størrelsen med den selv.

Bibliotekaren af biblioteket var til at finde meget længere inde i biblioteket, hvor hun var igang med at sætte et par nye bøger op, der hvor de skulle være. Visse bøger havde det med at ændre deres plads, men for det meste kunne hun holde styr på det løbske bibliotek og bøgerne. Hendes humør kunne godt have været bedre, men der havde næsten lige været en Mørkets Kriger herinde, og hun havde været parat til at kvæle ham. Kigge i hendes bibliotek uden en aftale? Nej, det fik han ikke lov til. Noget for noget, sådan var reglerne for alt. Han havde da også forladt stedet da han var kommet lidt for tæt på sjælebøgerne. Ikke mange kunne holde ud af at være i nærheden af dem, men hvor Vidya elskede dem. De havde de mest interessante historier nogensinde.

Det var nu eller aldrig. Kzar Mora var ikke længere forseglet og Ishtar havde planer. De involverede at komme ud derfra, og blandt andet se verden som den var nu. Bare komme væk fra Ærkedæmonerne og sin moder. Hun var træt af, at have været spærret inde så længe og hun trængte virkelig til, at få luft til "sjæl" og hoved.
Men først havde hun en plan. Hun skulle have den bog, hvori hendes navn stod. Der var kun tale om tid, før mørkets krigere ville begynde at forsøge at tage alt i Vidyas bibliotek. Ishtar betvivlede bestemt ikke de egenskaber, biblioteket besad, men hun vidste også godt, at Mørkets Lord havde egenskaber. Og at der på et eller andet tidspunkt ville ske noget grimt. Man kunne ikke være perfekt. Ingen var perfekt. End ikke Ishtar var, selvom hun godt vidste, at hun var meget tæt på, at være det.

Hendes skikkelse dukkede op i døren på biblioteket i en sky af lilla røg, før hun tog det ene skridt inden for dørkarmen, og bankede let på den. Hun var gerne helst høflig over for sin egen race, eftersom, at de krævede deres egen form for respekt. Især Vidya, der havde hendes navn på sit bibliotek. En ting, Ishtar gerne ville have i sin besiddelse, hurtigst muligt. For nu blev hun dog lige inden for døren, uden intentioner om, at komme ind uden invitationen til det.
"Vidya.. Jeg har behov for, at gøre en handel med Dem," hilste hun i et neutralt tonefald, afventende.

Den ældre dæmon var klar over der var nogen i biblioteket, ligeså snart de ankom, og denne gang var heller ikke nogen undtagelse. Dyrerne i biblioteket orienterede hende lige med det samme. Levyn, som var dyret der sad og gnaskede på et æbel, kiggede op, før han efterlod æblet for at flyve over mod hvor Vidya var. Det var dog ikke nødvendigt, og endnu engang blev hun nød til at dukke sig, for ikke at få dyret i hovedet. Hun var allerede blevet orienteret af dæmonens tilstedeværelse af hendes små eventyrdyr telepatisk.

Hun trådte ud fra mellem dæmonerne og kiggede på den adelige dæmon.  Det var sjældent hun fik så fornemt besøg. Ærkedæmonerne plejede som regel at sende nogen mindre værdige dæmoner i deres sted. Og nu om dage kom de heller ikke mere, hvilket nok var pga. Mørket. "En handel? Jeg troede næsten De var for fin til sådan noget med lille mig," sagde hun, som et smil spredte sig på hendes læber. Hun efterlod sin plads mellem reolerne og gik over til Ishtarl, men forholdte sig et par meter fra hende. "Så hvad har De behov for?"

Vidyas lidt kække tone fik et øjenbryn til at hæve sig i Ishtars ansigt. Hun var beredt på at tillade mangt meget fra Vidya, inklusiv en kæk tone. Den kvindelige dæmon var vigtig i Kzar Moras samfund, for hun havde alle dæmonernes viden i sit store bibliotek, og selv med mørkets indblanden holdt hun stadig godt på sit bibliotek. Hun havde magt her, det var der ingen tvivl om og Ishtar respekterede det. Hun var måske lidt traditionel anlagt her, men hendes mening var, at alt var som det skulle være. Hvis nu de Syv Dødssynder kom tilbage til magten, kunne Ishtar også belønne Vidya ordentligt for at holde fast i biblioteket.
Hun sendte bibliotikaren et venligt, imødekommende smil. "De undervurderer Deres stilling, Vidya. Eller også er Deres ord blot en isbryder, for at danne en let tone med mig. Hvad end det er, så kan jeg fortælle Dem at jeg ikke er for fin i tøjet," forklarede hun bundærligt, mens hun kiggede lidt rundt i Vidyas bibliotek med øjnene. Hun havde ikke været her i et godt stykke tid efterhånden.
"Jeg har behov for den bog hvori mit ægte navn står skrevet. Jeg tror godt De forstår alvoren, for jeg har ingen intentioner om at lade den bog falde i de forkerte hænder. Jeg stoler på Dem, men jeg kender nu engang mine egne hænder bedst," som altid holdt Ishtar den diplomatiske tone stærk. Hun havde ingen intentioner om, at skabe en konfrontation med Vidya. Faktisk ønskede hun blot sin bog, og så kunne hun gå videre med sine planer bagefter. Sikkert og solidt, uden frygten for at nogen skulle finde hendes navn.

Det var mere i spøg, men Vidya var også godt klar over at ikke alle dæmoner indså hendes værd. Det var som om at nogen af dem undervurderede magten der var i viden, især den viden som Vidya lagrede i biblioteket her. Heldigvis var nogle af de højere sående dæmoner ikke helt så dumme, men der var nogle der var lidt for arrogante, lidt for stolte, til at ville lave en aftale med Vidya. Men de fleste kom nu krybende før eller siden.
"En bog med Deres navn?" sagde hun og lod som om hun tænkte. Hun vidste udemærket hvad Ishtar talte om, men hun ville da ikke sige det lige med det samme. "Hvis jeg nu havde dette... dokument, med dette navn, hvad ville De give for det? De ved jo nok at det altid er noget for noget." Det var umuligt at få fat i noget i Vidya's bibliotek uden at give noget af samme pris tilbage, og kun Vidya kunne bestemme om det var nok... Normalt var folk dog desperate nok at de ikke prøvede at presse prisen for meget. 

Ishtar kendte godt til, når folk forsøgte at virke subtile. Derfor forstod hun udmærket Vidyas sprog, da hun nævnte sin pris. Ishtar smilede neutralt og foldede sine arme mens hun lænede sig op ad Vidyas dørkarm. Hun havde det nu engang altid hyggeligt i Vidyas selskab. Bibliotikaren var, om ikke andet, interessant at tale med kontra mange af de andre, mere kedelige dæmoner, der enten bøjede sig i støvet for hende, eller forsøgte at starte en magtkamp. "Bogen med siden hvor mit navn er på, ja," gentog hun blot, smilende. "Måske har jeg selv en bog? Hvis jeg nu så den side, hvor mit navn var på, så kunne De også se den bog, jeg har fundet? Jeg er overbevist om, at De vil finde den bog meget interessant," hun gav lidt igen med det samme, kække, friske sprog der var lettere subtilt og satte en hånd på den bæltetaske hun havde siddende i bæltet. Deri lå den bog, Vidya ønskede. Nu var spørgsmålet bare, om Vidya havde lyst til, at bide på krogen. Ellers måtte Ishtar jo bare finde på en anden pris.

Et mere ondskabsfuldt smil gled over Vidya's læber. Det her var grunden til at højere stående dæmoner altid var sjovere at forhandle med. De havde altid noget i tankerne, når de begyndte handlen, og det gjorde Vidya nysgerrig.
"Så lad gå," sagde hun og vendte om for at begynde at gå ind mellem reolerne. Vidya regnede med at Ishtar stadig havde nok hjerne til at vide at man ikke skulle løbe om hjørner med den gamle dæmon, for Vidya skulle nok altid finde en måde at hævne sig på. Især nu når hun jo havde Ishtar's navn i besiddelse, for det ville altid være husket hos Vidya, selvom det ikke var nedskrevet.

Når man først kom ind mellem reolerne, føltes det som om at der kun bare bøger i milevis, som en hel labyrint, men jo længere tid man gik mellem reolerne, jo mere kunne man næsten mærke vanviddet snige sig op på en. De mange titler der lignede dæmoniske navne, kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen af de fleste, og hvis man befandt sig lidt for lang tid mellem reolerne... så ville man snart kunne mærke de bøger overføre deres vanvid til en selv.

Vidya stoppede endelig op foran en række med dokumenter, som hun begyndte at kigge igennem, før hun endelig tog et stykke gammelt papir ud, fuld med olddæmonisk skrift, men det var egentlig ikke særlig vigtigt ud over navnet på papiret. "Det her er dokumentet med dit navn på. Og bogen du mente der havde min interesse?" sagde Vidya og kiggede ventende på Ishtar. Hvor hun håbede det var en god bog.

Afsluttet