Indenfor Elverly grænser måtte Olanis være, men ikke fordi det gjord ham noget men han var nød til at være i nærheden, for i disse tider vidste man aldrig hvad der ville ske og man vidste ikke hvornår Toorah kalde tropperne sammen, Olanis var i ført han fine klæder og hans frakke som sad elegant på ham imens hans trofaste sværd var plantet langs hans side, han gik rundt omkring naturen med hænder foldet sammen bag ryggen, en attitude der vidste at han var rolig og han var utrolig afslappet.

Olanis stoppede op ved af de mange træer der var i skoven, han holde hånden på den og lukkede øjne kort, og det forsatte han med at gøre ved de næste mange træerAa' lasser en lle coia orn n' omenta gurtha " lød det fra ham, Roen og stilheden ved at gå rundt i skoven var ubeskrivelig og han nød virkelig denne stund, der var sket så meget på det sidste i dette land først det ene også det andet, der var Chaos i landet elverne var på lysets side imod det mørke, dog var mørket ikke trængt ind for deres grænser.

Olanis stoppede op ide han kom til et punkt hvor han nærmest var i centrum af alle træerne, han lukkede øjne og åbnede hans arme og strækkede dem ud til hver side af ham, som han nærmest bad dem tale til ham, men det var ikke talen han søgte men lyden af træerne og vinden som ramte træerne, alt dette ville være noget mærkeligt noget for en hver anden ind elver.

Okay, dette var bestemt ikke smart. Tatiana skævede lidt til hendes omgivelser, normalt plejede hun aldrig at bevæge sig så langt væk, fra de mennesker hun var draget afsted med. Men hun havde set denne smukke hvide hjort, og selvom at hendes gamle barnepige havde råbt efter hende. Havde hun alligevel formået at forvilde sig et godt stykke væk fra Hovedstaden.
Hun drejede let rundt på tå, mens hun prøvede at danne sig et overblik om hvor hun var henne. Det var en utrolig smuk skov hun befandt sig i. Hendes hest som hun havde reddet på, hæv hun efter sig i tøjlerne, hun havde sadlet af, i håb om at hun snart ville finde et sted et vandhul, bæk, et eller andet som kunne gøre at hendes dejlige hingst ville få noget væske at drikke.

Hun trådte ind i en lysning, og hendes øjne lagde sig på en skikkelse, høj en af slagsen. Der stod og så ud som om han bad, dette var nok grunden til at hun ikke havde kaldt ud efter ham. Hun bed sig i læben, mens hendes øjne kort var nervøse. Hvad nu hvis hun forstyrrede et ritual? Men hun var nød til at finde vejen hjem igen, inden at de vente tilbage til medanien. Hvis de kom hjem uden hende, ville de alle sammen få noget af en skideballe, hvilket hun bestemt ikke var interesseret i.
Så smilet placerede hurtigt det bekymrede udtryk, mens hun bevægede sig hen, til hvad der viste sig at være en mand, jo tættere hun kom på.

,,Undskyld hr, kan de måske hjælpe mig?’’ hun var klædt i lidt finere tøj, end blot at kunne være en bondepige. Det brune hår sat op i en fletning, og nogle fyldige læber samt skinnede brune øjne der glimtede venligt til ham.

Tiden var gået og han havde stået der i noget tid nu, han var ikke så opmærksom på tingene omkring ham mere som før, han havde ikke stået der ret længe i hans egene tanker før han hørte en tale til ham, der gik lidt tid før han reageret på ordnerne der blev talt til ham, han vende sig om til et syn af sødme og uskyldighed et syn han ikke så hver dag i elverly, et smil kunne ses på hans læber i det han tog hendes ord til sig, ord som lød som de mest uskyldige ord han længe havde hørt.

Han vende sig imod hende og betragtede hendes udseende og hendes tøjstil, for at få et indtryk af hende, og det så bestemt ud som hun ikke bare var en bonde pige, nej hun var nærmere den fine type af udseende endnu smil kom frem på hans læber hvor efter han nikkede til hende "Saesa omentien lle (Pleasure meeting you)" sagde han og bukkede høfligt til hende, uden at tænke over at han faktisk ikke snakkede på et sprog hun ville forstå, og der gik nogle sekunder før det gik op for ham.

" undskyld frøken, normalt vil fortrække at vide den person jeg skal hjælpes navn først, men jeg kan muligvis hjælpe dig, men med hvad frøken " sagde han bestemt og med et smil på læben, Olanis smilte meget til hunkøn det var noget han ikke kunne lade være.

Det var begyndt at bleve overskyet i Elverly mange skove, nogle af træerne ville nok gør at man kunne stå i læ blandt dem og andre ikke, Olanis lagde mærke til hendes hest og gik hen imod dem, imens hans blik skiftede med at være på hende og hendes hest.
" går ud fra det er din hest"sagde han og gik hen og rørte hesten roligt
Mae govannen (Well met)"

Hun kunne næsten ikke andet end at neje ærbødigt da han bukkede og talte i en tunge hun ikke forstod. Mon han overhoved havde forstået det som hun havde sagt? Men svaret på det tænkte spørgsmål kom hurtigt efter, da han atter snakkede til hende.
Selvfølgelig, hvor uhøfligt af hende ikke en gang at præsentere sig selv. ,,Jeg undskylder min egne ignorance.’’ hun nikkede igen, men hans smil fik dog frembragt et ligeledes på hendes ,,Mit navn er Tatiana Olivarius, må jeg have lov til at spørger hvad deres er?’’ hun knugede hestens tøjler en smule og nikkede da han spurgte om det var hendes.
,,Dette er Tovalt’’ betragtede hvordan han så let som ingen ting, kunne få fasten til at falde helt til ro. ,,Vi står desværre i lidt af en dum situation, at jeg ikke ved hvor vi er henne’’ mumlede hun sagte, det var pinligt for hende at skulle indrømme hun ikke længere vidste hvor hun var. Hvilken respektabel kvinde lod sig fortrylle af et objekt og glemme alt omkring sig. Hun rystede lidt på hoved og tog en dyb indånding. Vinden gled igennem hendes hår og fik det til at danse let. Hun kunne ikke modstå fristelsen at lukke øjnene kort, men åbnede dem hurtigt efter. Hvilket mærkeligt syn, en kvinde som lod sig forføre af blot et enkelt vindstrøg.
Hun rømmede sig og stirrede ned på hendes sko, efterhånden godt mudret af vandre turen igennem det ukendte terræn.