Lange skygger, vinden der hvislede i de nøgne grene. Et enkel hjort der kiggede nysgerrigt op. Men hurtigt blev skræmt af noget, og stak af. Ud af skyggerne trådte en makabert syn, en mand dækket til at klæder, kun lige de gule øjne der skinnede ud, fra ansigtet som var kastet til af skygger fra hætten.

Sneen knitrede under læderstøvlerne, som der begyndte at bevæge sig i et lidt mere rask tempo. Brevet der lå i hans lomme blev knuget, nogen havde informeret ham om at Kiri var blevet smittet med pesten. En irriteret knurren forlod hans læber, det havde været et helvede at få fat i det lille flaske som lavede små skvulpe lyde fra den anden lomme. Den lille tøs, skyldte ham nu mere end sit liv, når han fandt hende. De sidste rygter gik på, at hun havde bevæget sig imod Kzar Mora for at finde hæren. Han havde muligvis efterladt hende, men han havde regnet med at den opgave hun var blevet sat på, ville tage længere tid, desuden havde han hellere ikke regnet med at en plage ville ramme landet.

Under normale omstændigheder ville herren nok være ret ligeglad med hans, hvis ikke slave, så om ikke en hjælper. Det kom an på hvordan man så på det, det var ikke søde ord han brugte, når han henvendte sig til hende. Hvorfor han i første om gang havde taget hende til sig, havde han stadig ikke helt forstået. Han havde aldrig følt omsorg for nogen, men da han havde fundet den lille pige, ti år, havde han alligevel set et potentiale i at træne hende i våben brug. Desuden havde det mærkelige udseende tiltalt ham, han følte et hvis bånd. Denne tanke fik blikket til at drifte ned imod armen som han ved hans side. Den tynde, arm, som der ikke var meget mere end knogle, med et mærkelig hinde af kød hen over, samt det lange fingre, der havde spidse negle som klør.

Det havde været en lang tur fra Tusmørkedalen til det Østlige Krystalland, men ikke meget længere end så mange andre distancer Kiri var vant til at krydse. Hun havde kunne nå Kzar Mora uden problemer, hvis ikke pesten havde spredt sig. Hun havde dog ikke været klar over at den eksisterede, før hun selv blev ramt. Først havde hun bare følt sig lidt træt og varm, men hun ignorerede det, for hun skulle finde sin herre. Han ville jo nok ikke komme ud for at finde hende, og hun var da også sikker på hvor han var, da hun først havde hørt rygterne. Men pesten havde sat lidt af en stopper for de planer. Da hun var nået klippekysterne kunne hun ikke mere og selvom hun havde sendt bud efter sin herre, eller nok nærmere et brev hvor der stod at hun var døende for pesten, for hun kunne ikke bede ham om hjælp som sådan, selvom hun ville. Det var jo hendes eget problem, men han skulle vide at hun nok ville dø. Han fortjente at vide at hun var døende. Det var dog ikke noget hun frygtede.

Hun havde fundet et forladt, forfalden hus, hvor hun havde lagt sig ind, mest for lige at prøve at hvile lidt, for at håbe hun kunne komme videre, men feberen havde endelig overtaget hende helt, og de sorte pletter var ved at krybe sig ud over hendes hud. Hun var dårligt ved bevidsthed mere, og hele hendes krop rystede grundet feberen. Heldigvis ville smerten og kulden og varmen snart stoppe. Der kunne ikke være lang tid til før at hun ville forsvinde fra verdenen grundet pesten.

Synet blev endelig lagt på en faldefærdig hytte. Halvdelen af taget var styrtet ned i den ene side. Vinduer var enden væk, eller overgroet af slyngplanter. Spændende syn, uden helt at vide hvorfor, fortsatte hans fødder med at gå i retningen, ind til at han nåede døren. Han tog en dyb indånding, han kendte den duft.
Med en hurtigt og smidig bevægelse var han inde i det mørke rum. Mørket havde efterhånden lagt sig hen over landet, han havde vandret i et par timer nu, men i vinterperioden var det aldrig et problem at transporterer sig selv fra destination a til b. Og der lå hun, ynkelig.

Han sukkede af irritation, mens han begav sig over til hendes side. ,,Kiri, Kiri, Kiri’’ en let, tsk, kunne høres mens han sagde hendes navn. Det var tydeligt at han ikke var imponeret, men han formåede dog alligevel at ligge en næsten, kærlig, hånd på hendes kind og kigge på hende med nogle tomme øjne. Der var for en gangs skyld intet had at spore. Hvilket i sig selv, var noget af en erklæring fra hans side, at dette ikke var en person, som han hadet.

,,Har du tænkt dig at dø fra mig?’’ et øjenbryn blev løftet, mens han sad lidt og kiggede på den skrøbelige skikkelse, af en person hvis liv var ved at svinde ud. Der var nu noget, helt magisk, det at se liv forsvinde ud af øjnene på nogen.

Selvom Kiri langt fra var ved bevidsthed, kunne hun alligevel fornemme og høre noget bevæge sig, og hørte en velkendt stemmen. For hende var den nærmest beroligende. Selv hvis hun skulle dø nu, så havde hun i det mindste sin herre hos sig. Men hvilken skuffelse hun var. Han kunne høre det i hans stemme. Han var skuffet, og med god grund, hun var blevet syg, hun var døende, det var ikke hvad der var planen. Hvis hun skulle dø, så var det ved at blive dræbt, ikke denne ynkelige måde at dø på.

De gule øjne havde ikke deres velkendte glimt, som kom af at hun altid var ude på at finde ud af nye ting eller glæden over at blive anerkendt. Nu var de bare næsten tomme, selvom hun tydeligvis stadig var levende. Hendes hud så også bleg ud, der hvor der ikke var sorte pletter der dækkede den blå hud. "Und...undskyld," kom det fra pigen, for hun blev da nødt til at undskylde for at hun havde ødelagt deres planer så meget. Hun prøvede at fokusere på manden foran hende og den kolde hånd mod hendes kind, men det var hårdt, og hendes rysten havde ikke stoppet.

Han sukkede, vrængede lidt på næsen. Bestemt ikke hvad han havde udset at bruge sin aften på, desuden var han sulten. Han betragtede hendes øjne, hvordan at de var ved at synke ind i hoved, den blege hud, fyldt med mørkere blålige pletter. Køn, det var hun ikke.

Han træk hætten ned, og trak den lange rejse kåbe af sig. Derefter røg læderrustningen som var placeret hen over hans brystkasse. Så han til sidst var iført sine læderbukser og en løs sort tunika.

,,Undskyld kommer du ikke langt med’’ stemmen var hård, mørk. Men i en gestus der atter kunne ses som at være kærlig, løftede han hende op med et snuptag. Placerede sig bag hende. Kunne mærke den rystende krop imod ham. Rynker dannede sig atter omkring næsen, det var bestemt ikke den mest behagelige lugt der trængte ind i hans næsebord.

Han greb ned i lommen på kappen der lå ved hans side, og fiskede en lille flaske op med en rødlig substans. Så mange penge ville have været spildt på at købe disse dyre dråber, heldigvis havde handelsmanden været meget venlig og givet ham den. At manden nu lå i en sin egen blødpøl, det var jo så bivirkningerne ved at forhandle med Cryan.
,,Drik’’ han havde trukket proppen af med tænderne og placerede flaskens udmunding for hendes læber.

Kiri havde bare følt at hun blev nødt til at sige det til den ældre mand, for hun var ked af at hun havde fået pesten og han skulle bruge sin tid på det her. Hvis det ikke var fordi at hun følte at hun næsten kom til at sidde op, da Cryan placerede sig bag hende, ville hun ikke have lagt mærke til at manden havde bevæget sig om bag hende. Da hun fik at vide at hun skulle drikke, gjorde hun bare som der blev sagt. Intet spørgsmål om hvad det var hun drak og hvorfor hun skulle det drikke det. Alt hvad hun vidste var bare at Cryan vidste hvad der var bedst.

Hun følte hun dårligt kunne få noget ned, men alligevel løb blodet ned i hendes hals uden problemer. Hun var stadig langt nok væk til at hun ikke kunne smage hvad det var hun havde drukket, men ligeså stille begyndte rystelserne at stoppe i hendes krop. Kiri's første indskydelse var at hun havde fået noget gift der ville dræbe hende på en mere rar måde, men på den anden side. Det var ikke noget Cryan ville gøre, var det?

Han lod hende blive i hans arme, bare et lille minut længere, end han normalt ville overveje. Men så var det også det, han lod hende falde tilbage i hendes liggende stilling. Rejste sig op, og begyndte at trække i hans rustning. Mens han spændte læderstropperne, lod han kortvarigt ansigtet faldt tilbage på den kvindelige skikkelse. Hans øjne blev smalle, nu håbede han bare rygterne var sande og blodet faktisk virkede. Hvis det gjorde, havde hun et regnskab at gøre op med når han kom tilbage.

,,Befind dig ved fiskerbyen nord her fra, om to dages tid.’’ Han lod kappen faldt ned over hende, så hun kunne bruge den som ekstra dyne, og en lille pose med krystaller.
Han havde ikke bragt mad med, da han ikke havde tænkt over at hun ikke lige som han, kunne gå flere dage uden noget spiseligt, hvad godt ville det gøre at redde hendes liv, for at hun bare skulle dø af hungersnød, men sådan måtte det vel være, hvis hun ikke selv kunne finde sin vej til byen. Nu havde han gjort sit.

Med disse ord, forsvandt han tilbage i de skygger han kom fra. Han havde et job der skulle ordnes, derefter ville han finde hende igen.

Hun mærkede jorden under sig igen. Selvom det havde været rart at føle hendes herre under sig, så vidste hun godt at han ikke kunne spilde tiden med hende. Han havde vigtigere ting at lave end at sørge for at hende. De var en familie, så hun blev nødt til at tage varer på sig selv, så hun ikke slæbte Cryan ned.  Det var vigtigt i en familie. Man slæbte sit eget læs.

Hun var heldigvis nok ved bevidsthed at hun kunne høre hvad han sagde og forstod det. Fiskerbyen. Det kunne hun nok godt klare, hvis hun kom på benene igen. Det blev hun nok nødt til. Hun ville give sig selv max 12 timer og så var det afsted mod Fiskerbyen. Forhåbentlig kunne hun finde noget at finde på vejen. Hun hørte dog godt krystallerne, så det gjorde det lidt nemmere at få noget mad. Hun var glad for at det var ham der havde fundet hende i sin tid. Hun kunne ikke ønske sig en bedre herre. Med de tanker faldt hun i søvn under den varme kappe.

Hun vågnede nogle timer efter, hvor det allerede var blevet mørkt, men hun følte allerede at hun havde det bedre, så hun samlede krystallerne, sin bue og kappen op og gjorde sig klar til at tage nord på. Hun skulle finde noget mad og så finde Cryan. Nu skyldte hun ham jo sit liv endnu engang, så hun kunne ikke tåle at komme forsent. Med de tanker forlod hun huset og spredte sine vinger for at flyve nordpå.

//Out