Hun havde det af helvedes til. Skiftevis rystende af kulde og sekundet efter ved at brænde op. Det var ikke fordi Saga aldrig nogensinde havde været syg for, for selvom hun havde et ganske godt immunforsvar havde hun da både haft det ene og det andet, men det her var den vildeste feber hun nogensinde havde haft. Nej ikke feber, det var noget andet, for hist og her var hendes hud begyndt at blive sort og skalle. Det var startet på armene, hun havde bidt mærke i det da hun havde badet i havet, men havde bredt sig til hendes hænder. Den største plamage var i panden, hvor det havde bredt sig. Det kløede og brændte, men hun forsøgte ikke at klø i det, da huden ellers ville skalle af.

Hun anede ikke hvad hun fejlede, men rent instinktivt havde hun søgt mod slotsruinerne ved klippekysterne for at undgå mennesker mens hun blev rask. For selvfølgelig ville hun blive rask, det var hun sikker på. Også selvom hun aldrig havde været så syg før. Men det var lige meget, for når hun var så syg som hun var, måtte hun nødvendigvis smitte andre. Ikke fordi Saga skulle begynde at lege læge, til det var hun alt for ufaglært, men det var almindelig sund fornuft at regne ud, at voldsomme sygdomme nødvendigvis måtte smitte.
Det eneste problem med hendes udvalgte mål var mad. Det var ikke fordi der ikke var nogen dyr overhovedet, men de var sværere at spotte, og fuglene fløj for det meste ud over klipperne, hvilket umuliggjorde at man kunne fange dem, hvis man skød dem ned. For i dag var hun heldig: en enkelt kanin var gået i de fælder hun havde bygget rundt omkring. Der ville være mad nok til de næste par dage, hvilket var et held, for bare det at slæbe sig ud og tjekke fælderne havde helt drænet hende for energi. Hendes skridt var vaklende og usikre, som de bar hende tilbage til den del hun havde slået lejer i, og hendes tænder klaprede så meget, at hun var sikker på det måtte kunne høres milevidt væk. Hun forsøgte at bide kæben sammen, med det resultat at hun bed sig i tungen. "Aw for...!" Udbrød hun, og spyttede en mundfuld blod ud. Hun ignorerede blodet på de grå sten mens hun fortsatte op mod fremspringet på usikre skridt.

Allerede da de første tegn havde vist sig, havde Cato været hurtig til at søge mod Medanien for at finde en healer. Men i byen var folk bange. Der var allerede mange der var blevet smittet med noget der meget vel kunne ligne det, han havde. Og de vidste, hvad det var. En plage, som kun dæmonblod kunne kurere. Så han måtte ud. Finde en dæmon, og enten dræbe den eller bede den så høfligt, som han nu engang kunne, om han måtte synke til vampyrniveau og drikke dens blod. Tanken var frastødende, men Cato ville helst gerne være levende. Han havde Miranda at passe på jo, selvom hun nok ikke ville passes på. Men det var ligegyldigt, hun var hans lillesøster, og han ville ikke bare sådan lige lade hende komme noget som helst til, klanleder af en flok varulve eller ej. Det var også grunden til, at han var så langt væk fra dem nu. Han ville for alt i verden ikke smitte dem. Hans rejse havde været lang efterhånden. Og han havde stadig ikke fundet nogen skide dæmoner! Det irriterede ham, men hans regenererende evne gjorde, at han ikke bare sådan lige kraperede af sygdommen.

Til gengæld havde han det rigtig forfærdeligt, med al den feber og hud der skiftesvist blev sort og derefter normalt igen. Det var rigtig ubehageligt, og i øjeblikket var der faktisk også lidt af den sorte hud på venstre hånd. Det var til at blive sindsyg over! Rystende gik han videre over de mange murbrokker i slotsruinerne. Hvorfor han var her, vidste han ikke helt, men det ville nok være en god idé, at få slået lejr på et tidspunkt. Han var meget træt. Igen. Og han havde ikke engang gået særlig meget, men det sagde jo sig selv, at man blev træt, når kroppen konstant forsøgte at heale sig selv, men sygdommen bare konstant kom tilbage for at forpeste én.
Lyden af en kvindestemme der ømmede sig, fik ham til at stoppe brat op. Han måtte tage fat i en halvt nedstyrtet væg for ikke, at dejse om. Han var ret svimmel lige nu. Med en rystende hånd trak han én af sine knive - sværdet var for tungt til ham i skrivende stund. "Hvem der?" kaldte han, så højt som hans trætte krop tillod ham det.

Det var dage siden Saga sidst havde gået rundt med sin bue. For nu lå den sikkert gemt i ruinerne hvor hun havde slået lejer, for dels var hun alt for svag til at spænde den, og dels rystede hun for meget til at kunne sigte på noget som helst. Hun havde sin jagtkniv at falde tilbage på, hvis det endelig blev nødvendigt, men ærlig talt regnede hun ikke for at kunne komme ud af en eventuel konfrontation, for hun havde ikke kræfter til at slås.
Faktisk var det lige før hun mere slæbte sig af sted end gik, og turen tilbage til lejeren var uendelig langsom. Men hun kunne ikke stoppe op og hvile, ikke her midt ude i det åben. Og så var der jo den dér gnavende frygt for, at havde hun først lagt sig ville hun ikke komme op og stå igen. Og måske var hun alene, og måske havde hun opgivet det meste af håbet, men hun var alligevel ikke klar til at dø. Ikke nu.

Eftersom hun ikke havde set skyggen af et levende væsen i ugevis (bortset fra de hare der sommetider gik i hendes fælde), havde hun regnet det for usandsynligt at der var andre i ruinerne, men en kaldende stemme fik hende til at stoppe op. Havde hun rent faktisk hørt noget, eller var det en hallucination? På trods af at hun altid havde stolet på sine sanser, der havde været mere end almindeligt gode, var hun ikke længere sikker på om det hun hørte og så var sandt. Nej, hun vidste hun havde hallucineret, for for et par dage siden havde hun trods alt set Angrod, og så vidt hun vidste var han stadig i Elverly.
På trods af sin usikkerhed om hvorvidt stemmen havde været sand eller ej, valgte hun alligevel at undersøge det. Det var ikke fordi der var så meget hun kunne gøre, hvis det vidste sig at der var en anden, men så slap hun i det mindste for at blive overrasket.

Det føltes som en kraftanstrengelse uden lige at vende sig og vakle mod lyden, og da hun endelig nåede frem blev hun opfyldt af skuffelse. Endnu en hallucination, for sidst hun havde set Cato havde det været med et knust kranie, og alligevel stod han nu her med en trukket kniv. Hendes øjne løj, men om det skyldtes et savn efter andre, eller et savn efter Cato at hendes hjerne havde frembragt ham, var uvist at vide. "Meget morsomt." Mumlede hun arrigt til sin hjerne, og vendte sig om for at gå.

Han ventede. Der gik ikke lang tid før han så roden til stemmen, og da kiggede han blot chokeret på hende. Åh nej. Nej nej nej, hun var ikke smittet?! Det kunne ikke passe. Hun havde altid været så flink tilbage ved Tusmørkedalen, selvom han selv bare var en gnaven, sur mand. Og nu var hun smittet. Verden var uretfærdig, og Cato kunne slet ikke bære at se de samme sorte områder i hendes ansigt, som han selv havde på hånden. Han stak omgående kniven tilbage i bæltet, som hun arrigt vendte sig om. Hvad han havde gjort for at få den attitude i ansigtet, vidste han ikke, men han gik lidt hastigt frem til hende, på trods af de rystende ben og vejrtrækningen der var lettere besværet af træthed. Det tog faktisk lidt tid at indhente hende, og da han først var oppe på siden af hende, var han virkelig udmattet, så han skyndte sig at lægge en hånd på hendes skulder, for at stoppe hende, så han selv kunne tage et kort hvil.
"Du er smittet. Åh nej, du er smittet.. For helvede," hans blik var ikke helt så koldt som det plejede at være, for nu havde han noget at leve for. Han vidste, at Miranda var levende, og at resten af hans familie også var ved godt helbred. Bortset fra hans papsøster, men.. Det kunne han ikke dvæle ved. Der var intet at gøre ved det.
"Hvor længe har du været syg, Saga?" han var ligeglad med, om hun lige havde set noget så arrig ud, for det var vigtigere, at vide hvor længe hun havde tilbage. Han havde altid mere tid, men han var godt hærget af sygdommen, der havde gjort ham mere eller mindre ligbleg. Der var også lidt mere skægstubbe end normalt, i ansigtet på ham, og han virkede generelt til at være rigtig godt træt. Hvilket han sådan set også var.

Saga havde ikke ligefrem tid til det her. Hun skulle jo blive rask, ikke hallucinerer! Og hvorfor lige Cato? Hun kunne forstå, at hun havde hallucineret om sine forældre, for de havde nærmest været i hendes tanker hele tiden efter... nej, hun ville ikke tænke på det. Det kunne hun ikke, for det rippede op i en ubærlig smerte, som hun ikke var i stand til at tackle. Måske ville hun blive det på et tidspunkt, men især ikke når hun var så syg. Normalt når hun var syg plejede hendes mor at putte hende med tæpper, stryge hende over håret og fortælle hende en røverhistorie fra kroen, men nu... nu var Saga alene.
Og dog for måske havde Saga hallucineret meget, men hun var temmelig sikker på, at hallucinationer ikke kunne mærkes, og alligevel mærkede hun tydeligt Catos hånd på sin skulder.
Gestussen fik hende til at stoppe og sende ham et granskende blik. "Jeg troede du var død?" Hun burde måske have lydt mere bekymret over det faktum, at hun havde set ham få slået kraniet ind sidst de havde set hinanden, men ærlig talt var hun for syg og træt og svag til det.
Men hun troede faktisk han var død dengang hun blev snuppet af mørkets vagter og bragt til Midnatsborgen. De havde begge kæmpet mod vagterne, men Cato havde fået smadret kraniet, og da Saga endelig var sluppet ud af borgen, havde hun også begrædt tabet af sin ven. En sorg der åbenbart ikke havde været nødvendigt, for nu stod han jo her, midt ude i ingenting.
Det gik op for hende, at han havde stillet hende et spørgsmål og et langt øjeblik måtte hun tænke sig om, mens hun forsøgte at huske hvad han havde spurgt om. "Det ved jeg ikke," svarede hun. "Jeg har mistet alle fornemmelser for tid. En uge, fjorten dage, måske? Jeg ved det ikke."

Hun så ikke for godt ud. Men Cato var lige så langt ude på dybt vand, så han kunne godt se problemet. Hun regenererede ikke, og derfor havde hun slet ikke lige så lang tid som han havde. På den anden side, så ville hun nok heller ikke komme til at lide lige så længe som han gjorde. På den tredje side - ja, sådan én var der i Cato's hoved - så havde hun ikke lige så lang tid tilbage, og det var ikke godt. Han ønskede ikke at hun skulle dø af det her, det var en alt for forfærdelig død.
"Jeg regenererer.. Men jeg har stadig et ar fra det," konstaterede han hæst, mens han lige så stille gav slip på hendes skulder igen, nu hvor hun var stoppet med, at gå igen. Han vaklede let, da hans ben rystede under arm, og kiggede lidt undersøgende på Saga, til hun svarede på hans spørgsmål. Det passede vidst fint, hendes egne beregninger, at hun havde været syg for længe. Han måtte gøre noget ved det.
"Hmm.. Jeg har samme problem som du har.. Men jeg tror jeg har fundet ud af, hvordan man får det væk," Cato vidste egentlig ikke om det helt specifikt var sandt, men hvis det var, så var deres tid kostbar og han skulle have fundet en dæmon hurtigst muligt, for ellers ville de ikke klare den. "Har du en lejr i nærheden?" Cato ville gerne slappe af før han tog af sted, men samtidig magtede han slet ikke, at skulle slå lejr op selv. Natten før denne havde han været nødsaget til, at sove under åben himmel, fordi han havde rystet for meget til, at slå sit etmandstelt op. Det var nok ikke spor anderledes i dag.

Ah ja regenerering, selvfølgeig. Det havde Saga jo egentlig godt set Cato gøre engang da han havde skulle spille smart på kroen og havde skåret sig på en kniv under en eller anden leg. Han havde været virkelig fuld, hvilket muligvis var derfor det var gået galt, men han havde vidst hende, hvordan såret havde lukket sig igen. At hun ikke havde tænkt over det var dog måske ikke så underligt, for den gang hun blev taget af vagterne og ført til Midnatsborgen havde hun haft lidt andre ting at tænke på (for eksempel hvordan man undgik tortur og andre ubehageligheder), og så havde hun vel egentlig afskrevet ham for død. "Jeg sørgede over dig." Sagde hun, selvom det vel i princippet kunne være ligemeget. Og Cato havde altid vært så skide sur, at han sikkert ikke ville sætte pris på det alligevel. "Pest." Rettede hun, da han omtalte deres sygdom som "problem". "Jeg nåede at høre rygter om det inden jeg selv blev syg. De siger det kommer fra dæmoner." Om det var sandt anede Saga ikke, men det skulle sikkert nok passe, for dæmonerne havde ikke just det bedste ry.
En lejr? Det var et simpelt spørgsmål, og alligevel kunne Saga et øjeblik ikke svare, for hun kunne faktisk ikke huske det. Forvirring måte også være tydelig hos hende, som hun langsomt rynkede brynene mens hun forsøgte at huske, hvad hun egentlig lavede her. "Ehhh ja?" Svarede hun tøvende, men nikkede så - en anelse mere sikkert. "Ja, jeg har en lejr et stykke herfra." Hvor lang tid det ville tage dem at komme derhen vidste hun ikke. Under normale omstændighede ville det ikke tage mere end et øjeblik at komme derhen, men i deres tilstand var det ikke til at sige, hvor lang tid det ville tage dem at komme derhen.