For en vinterdag var vejret overraskende godt, solen stod fremme mellem et par løse skyer og det var næsten varmt trods det tynde lag af sne, der stædigt benægtede at det besad en flydende form at skifte om til. I de øvre gader havde der sågar været fuglesang i luften, falsk godt nok, men ikke destro mindre var en spilledåse bedre end ingenting. En sådan dag skulle ikke spildes på at sidde og lure bag tunge ruder og tykke mure, nej en sådan dag skulle bruges blandt folk, der var mindre værd end en selv. Trods den fremtrængende sol, idrog Hepzibah sig stadig en tyk kjole, som hens nuværende form havde vist sig særlig glad for et par uger inden hendes uheld. Hun havde knap haft mulighed for at bruge den, men Hepzibah havde ikke været fjern fra at overtage hvad hun havde efterladt tilbage.
Som hen gik imod døren blev der knipset en enkelt gang, og to vagter iført pigens fars farver og et sværd ved siden, trådte ind bag den forklædte dæmon.
"m'lady?" den ældre af de to, bedømt ud fra det grå overskæg, lod sin stemme ramme Hepzibah i ryggen. Hen stoppede og kiggede tilbage på manden med et hævet øjenbryn og et udtryk der klart fortalte at hvem end han var, så var han ikke vigtig nok til at tiltale hende. Hans blik veg dog ikke og Hepzibah forbandede ham indvendigt, havde hen misforstået arbejdsforholdet? Nej Sosha burde være adskillige pladser over den mand, selv hvis han besad en position over de normale vagter. "Hvor ønsker De os hen?"
Hens øjenbryn gled ned igen, som den unge kvindekrop slog tilbage imod døren og satte et fint tempo.
"Efter mig selvfølgelig" svarede Hepzibah lavede et sving med hånden, som trak en usynlig streg i luften, for at indikere den ønskede tavshed, der var forventede fra simple vagter.

Markedspladsen var ikke så travl som Hepzibah havde forventet ud fra vejret. Ganske sandt var der mange mennesker, men der var altid mange mennesker. Måske vejret tillod mere arbejde udenfor de åbne pladser? Det skulle ikke overraske hen at de trak væk for at klare simplere gøremål. Ikke et problem for dæmonen, det gjorde det blot lettere for vagterne at holde pøblen på afstand, som ruten gik længere ind imod markedets kerne.

Det kunne godt være at det for de fleste på gaderne var det koldt, og det var det egentlig også for Fabian, men ikke koldt nok til at han ikke kunne have en kunde. Det var som om at pesten næsten fik der til at være flere kunder. Flere der ville have noget omsorg i den hårde og forfærdelige tid, og Fabian havde begge sine arme åbne på det punkt. Han ville godt trøste dem og så få penge for det til gengæld. Han havde dog ikke forudset, at han ville få noget af en speciel kunde idag. En der åbenbart tændte på at have sex udenfor. Men da Fabian var blevet vidst krystallerne, kunne han kun tage imod dem, og de fandt en gyde, hvor de fik gjort det.

Fabian trak bukserne op igen på ham selv og kiggede på manden der nu lå i gyden, med bukserne om anklerne og generelt lignede han var høj på svampe med det fjogede smil han havde på læberne. Nu havde Fabian da også gjort dagens gode gerning, så han tog krystallerne og efterlod manden i sneen i gyden. Han var selv lidt rød grundet kulden og omgangen i gyden, men ikke noget usædvanligt. Han kiggede op og egentlig så dagen ganske god ud. Skolen skinnede og det kunne være koldere, især her i Hovedstaden som altid var en smule koldere end Medanien. Han havde nok ikke flere kunder resten af dagen, med mindre der kom andre over til ham for at få en omgang og de betalte nok.

Han gik ud af gyden og kom ud på Markedspladsen som ikke var ligeså fuld af mennesker, som den engang havde været, inden pesten kom, men der var stadig mennesker nok til at kalde den levende, men også massere af plads til at gå fremad. Han stoppede dog op, da han så en tøs ikke langt fra ham, med vagter bag sig. Hun lignede en ret fornem unge og de blev da holdt indenfor med hvad der foregik udenfor i øjeblikket. Ingen af de ville rige tage chancen for at få pest.

Historierne om pesten var gået Hepzibah over hovedet. Han havde godt nok hørt om en dæmonpest, men da det blev klart at dæmonpest ikke betød at den gik efter dæmonerne, blev hen mere eller mindre ligeglad med hvad resten af rygterne gik omkring. Hvis det kunne skylle lidt ud i menneskeracen var det vel ikke så slemt, der skulle jo stadig nok være rigeligt tilbage bagefter. De var trodsalt i stand til at hore i en sådan grad at kaninerne følte sig udmyget. Ikke destro mindre var vagterne ikke af samme omtanke og da Hepzibah stoppede for at tage en snus af gadens duft af frisk kød i sit naturlige habitat, strakte den ældre vagt hovedet frem og hviskede ind i hans unge frues øre.
"De burde ikke være her m'lady. Hvem kan sige hvilke af disse..." Han tøvede et øjeblik, som en ork passerede nær dem. "væsner sidst har rørt ved."
For et øjeblik overvejede Hepzibah at reprimere manden i en sådan grad at det skulle blive nødvendigt for den anden vagt at bære ham hjem, men tænkte bedre om det. Et sådan spil i gaden var næppe vejen frem og ville ikke stå bi, med den rolle hen havde påtaget sig. Nok havde hun været adelig med alt hvad det indebar, men hun var ikke voldlig.
"Hvis du er bange for et par gydegnaskere, så er du velkommen til at løbe tilbage i sikkerhed. Du kan lægge dit sværd og dine rober i forkammeret og på vej ud kan du hænge et opslag om en position der lige har åbnet."
Hepzibah talte med en ro, der fik hendes ord til at isne i luften mellem de to. "Har jeg gjort mig selv klar?"
Han nikkede, men viljen var ikke slået helt ud af ham, men det burde holde lidt ro over situationen for nu.

Hepzibah vendte hovedet tilbage frem og skulle til at gå, da en mand stod i vejen for hendes færd.
"Og lige som jeg troede min dag ikke kunne blive meget værre" Sukkede den unge kvindeform med falsk overbærenhed og tydelig utålmodighed. "Hvem lærer dog disse ting deres manerer?"
Spørgsmålet var ikket stillet til nogen bestemt. Hen forventede vagterne holdt sin mund, deres job var blot at være der, så hen kunne sig rig og betydningsfuld ud. Det var tvivlsomt om de overhovedet vidste hvordan man trak et sværd.
Hepzibah kiggede på Fabian, som om hun afventede noget fra ham.

Fabian kunne tydeligt høre vagterne der ikke ligefrem var glade for at være ude på den åbne gade, for ja, ingen vidste hvor deres beskidte hænder sidst havde været, eller Fabian vidste godt hvor han has havde været. På en mand der betalte en god sum penge for hans ydelser og vagten ville nok ikke være en fan af det, hvis Fabian foreslog at de selv skulle tage sådan en tur. Vagter var så kedelige, det var derfor han normalt undgik alle slags vagter. Og normalt ville han da heller ikke stille sig på tværs af nogle rige, men byvagterne var få nu om dage og rigemennesker var endnu mindre, så det ville være let at komme væk, hvis de bestemte sig for at han gjorde noget forkert.

"Du burde lytte til dine vagter, hvem ved hvad vi har rørt ved sidst," sagde han med et kækt smil. Han var ligeglad med at han ingen manerer havde lige nu. En ung pige som hende var alligevel ikke en fremtidig kunde og han var en bondesøn, var det meningen han skulle have manerer? Han var alligevel hurtig på benene, desuden kunne han nok chokerer vagterne ved at smide tøjet hvis det gik helt galt, især siden han sikre på at de nok gerne ville se bryster, og det kunne han jo også skaffe.

"De, Deres" Rettede dæmonen med samme blik, som hen havde sendt vagten et øjeblik tidligere. Det var et blik man normalt kun så på scenen i teatret. Iskoldt og fyldt med en følelse af at hvad end du gør, så ville du aldrig blive god nok. "Men jeg er ved at blive utålmodig, så tag og beslut dig. Vil du bøje dit i støvet, som du burde, eller vil du træde væk fra min vej, så Vi kan komme videre." Der var intet spørgsmål. Begge dele var det eneste rigtige valg. Bøj dig i støvet og rul til siden som en hund, der havde lært et nyt trick.
Der var kun få ting, der havde den destruktive kraft af en ung adelig blandt det normale folk. En ung selvhøjtidlig møgunge med en opdragelse der inkluderede at almen højlighed kun var tiltænkt folk med status omkring deres egen eller højere. Butiksejere vidste at man burde frygte den slags, de vidste at des hurtigere en sådan kom ud af deres åsyn, destro før kunne de trække vejret frit igen.

Med et sæt var det som op noget gik op for den unge kvinde. Som om hun havde overset noget basalt og var nød til at holde sig tilbage for ikke at grine over sin egen forglemmelse. Et smil trak over de røde læber.
"Ah jeg ved det. Du mangler motivation" Hun trak ned i den lille pung ved hendes side og hev en ravklump op. Ud at fortrække en mime lod hen den falde ned for sine fødder og gav den et let spark. "Sådan vovse, rul nu rundt."

Fabian kiggede ikke særlig overbevist på pigen. Hvilken snothvalp hun var, men sådan var det vel med de fleste fornemme. De kunne godt opføre sig nogenlunde omkring hinanden, det havde Fabian oplevet op til flere gange, med nogle af hans kunder, men når de var overfor hvad de vidste var pøblen... Det var ikke altid lige smukt, og det var det her i hvert fald ikke.
Han kunne se at det bare var et ravstykke hun smed til ham, og det fik decideret til at fnyse af hende. "Du tror virkelig at et ravstykke er nok for det. Min pris er højere end det," sagde han, og så bare mere fornærmet ud nu.

Der var nogle der var stoppet op for at se på optrinnet mellem Fabian og den adelige pige, men de fleste skyndte sig bare videre, for Fabian stod næsten og bad om ballade med hvordan han udfordrede den adelige. Han vidste ikke helt hvad der havde fået ham til i det hele taget at gøre det. Måske var det hendes næsvise attitude han bare ikke kunne udstå. Han havde aldrig følt at de adelige var mere værd end ham selv.

Et øjeblik så det ud som om Hepzibah skulle til at gå amok på den uheldige dødelige, der havde valgt at stå i vejen, men i stedet for et udbryd af vrede skilte læberne sig i et smil. Dette spil begyndte så småt at blive interessant for den gamle dæmon i forklædning.
"Så du indrømmer din rolle. Vores eneste problem er prisen." Morede hun sig og løsnede resten af sin pung og lod den svinge lysten fra hendes fingrespidser. "Men hvor meget tror du så du er værd?"
Hepzibah åbnede pungen og begyndte at rode rundt.
"En hest ville klart være over pris, så under en safir."
Hen rodede lidt videre, skubbede et par safirer til siden og kiggede kort op med et blik der syntes at studere denne mand.
"Måske lidt mere end en rotte, så rav er for lidt."
Skønnede dæmonen, mens ravet også blev skubbet over i den afdeling af pungen, der ikke skulle bruges.
"Det efterlader os jo et sted med jaderne."
Endnu engang gav dæmonen sig til at betragte Fabian, som var han noget hun overvejede at købe. Et sted i hens sind begyndte sulten at sprede sig og en farlig fornemmelse spredte sig i den unge adelige krop. Talte dette som at købe et måltid?
"Kan du nogle tricks køter?"
Et øjenbryn blev hævet, som tanken om mad blev skubbet længere om i baghovedet. Der var alt for mange vidner, selv hvis de kom et privat sted hen, så ville vagter og pøblen kunne sætte dem i forbindelse.

Fabian var nu ikke ligefrem glad for den måde den adelige pige snakkede om ham. Som om han ikke var andet end et dyr, men på den anden side var der ikke meget galt. Hans liv bestod jo primært at sove, spise og have sex. At han så var noget af et luksus dyr var den anden side af sagen. Men ja, det krævede egentlig bare den rette løn, for at få ham til at gøre næsten hvad som helst.

Han slikkede sine læber og tænkte sig lidt om. hvad var hans tricks. "Jeg har fået at vide at jeg er aldeles talentfuld med min mund, og burde også være ganske god i sengen," sagde han, fuldstændig ligeglad med at pigen nok ville være for ung til at kunne bruge det til noget. "Men udover det, må jeg desværre sige at min talenter ikke strækker sig vidt. Jeg er blot en simpel bondesøn," sagde han grinende. For blot og blot var nok ikke helt sandt. Han var en af de bedste lystdrenge i byen.

Hepzibah var nær ved at glemme at blive forarget ved at manden nævnte sex foran en ung adelig kvinde. Heldigvis var vagten bag hen ikke lige så glemsom og lyden af et sværd der var ved at blive trukket fik Hepzibah til at slå en hånd for munden og derefter vifte vagten ned, som et tegn på at denne unge adelige sagtens kunne håndtere en bondeknægt på egen hånd.
"Så du er en kanin. Du bruger dit liv på at parre og prøve at se nuttet ud." konklusionen virkede ganske passende for hvad Hepzibah havde set. Der var ikke meget værdi i en mand, der ikke kunne andet end... Vel basal bevarelse af din race, hvilket vel egentlig var ganske fint for Hepzibah. Han var måske mere værd for dæmonen end mange andre mennesker viste sig. Flere mennesker betød mere mad og særligt hore børn var der ikke mange der ville savne.
Hun vendte sig kort imod vagten bag sig, der havde været ved at trække sit sværd.
"Hvor meget for en kanin?"
Vagten syntes at overveje for en stund og kiggede derefter på Fabian med et nær undskyldende blik.
"Levende omkring 7 ravstykket. Slagtet 5."
Hepzibah nikkede en enkelt gang og kiggede herefter tilbage på Fabian og derefter en gang ned på ravet på jorden. 3 stykker lå der allerede.
"Siden du stadig trækker vejret må vi gå efter den levede pris."
4 stykker rav blev kastet ned på jorden foran Fabian inden pungen blev hængt tilbage på siden af vinter kjolen.
"Og rul så, kanin."

Da Fabian hørte sværdet kiggede han mod vagterne. Han skulle ikke nyde noget af at være udsat for at hans smukke ydre skulle bliver skamferet af et sværd. Han havde i forvejen et par enkelte ar, men de var dårlig tydelige, så det var egentlig et problem. Men hvad hvis de prøvede at hugge en finger eller det der var værre af ham? Han havde ingen ide om hvordan hans formskiftning ville blive påvirket af det.

"Du mener kun at jeg er en kanin?" spurgte han, men et drillende smil spredte sig på hans læber. Han bøjede sig dog ned for at tage ravstykkerne på jorden, og som han rejste sig op igen, blev han pludselig lavere, og hans hår blev fint og bølget, og han var ikke længere halv barberet. Det mandige ansigt blev forvandlet til et pigebarns. Det tog i virkeligheden kun et par sekunder, men da forvandlingen var fuldendt stod den adelige pige foran en næsten fuldkommen kopi af hende selv. Tøjet var dog det samme og sad nu og var alt for stort på ham.