En lille dampsky slap ud fra Leonidas læber, som han sørgede for at stå fuldstændigt stille. Han stirrede resolut ned i det hul han havde skåret i det tynde lag is som lå på et af de mere stille steder af Sølvfloden. Om vinteren blev det lidt for koldt for hans hove at stå i Sølvflodens brusende vand, så på disse tidspunkter måtte han blive nødsaget til at gå lidt længere fra hans lejr for at finde et af stederne hvor floden bugtede sig, og vandet blev mere eller mindre stilstående. Det betød så også at det blev sværere at fange fisk, men han var intet hvis ikke tålmodig, så han overlevede. I det mindste var isen ikke så tyk at han måtte ud at stå på den. Han hadede at stå på isen. Det var alt for nemt for hans hove at glide.
Han skuttede sig lidt i den garvede pelsjakke han havde på den bare overkrop. Hans klan ville sikkert være fornærmede at han dækkede sig til i kulden, men når han skulle stå stille i så lang tid af gangen så blev det altså for koldt. Og hvis han bevægede sig ville han miste fokus fra arbejdet. Det var virkeligt ikke til at vinde, men sådan var det nu en gang. Han fløjtede lidt for at varme hans læber op. Fristelsen til at køre tungen over dem for at slippe af med følelsen af frost var stor, men han vidste fra tidligere vintre at de blot ville fryse endnu mere og i sidste ende blive tørre og sprukne. Det havde været en meget smertefuld og langvarig vinter det år, og han skælvede ved mindet. Hans ene bagben sparkede ud i en nervøs trækning, men ellers holdt han øjnene klinede fast til floden, så han kunne se hans bytte hvis det kom i nærheden.

Peony havde besøgt sine forældre tilbage i Medanien inden det var blevet rigtig koldt, så hun havde vandret oppe nede sydfra, og kunne da godt mærke at det blev koldere og koldere jo mere nord på hun egentlig kom. Hun var ikke dum, og vidste da også godt at jo længere nord på hun kom, jo koldere ville det blive, og det var samtidig også ved at blive vinter. Hun burde nok have fundet en kro eller noget, men da hun nåede Lindeskoven, kunne hun godt se at der var lange udsigter for at finde et behageligt sted, og så måtte hun jo finde sig i det som det var nu engang. Heldigvis var hobitter robust bygget, og selvom de holdt af bare at være i Medanien hvor det aldrig blev rigtig koldt, så kunne hendes krop sagtens klare kulden og hun havde da også stadig bare fødder. En hobbit i sko ville jo ikke være en rigtig hobbit.
Turen gennem skoven havde egentlig gået ganske fint og hun var nået til en flod, hvor det lignede der var is på den, alligevel var hun dog ikke sikker på at det var sikkert at gå over isen, da den ikke få helt holdbar ud endnu. Hvilket hun hurtigt fik bekræftet ved at prøve at ligeså stille hamre sin fod mod isen. Hun kiggede lidt op og ned af floden, for at finde et andet sted at gå over, da hun så opdagede det hun første troede var en hest, men det gik så op for hende at det var en kentaur, en meget stor kentaur, især for Peony's lille krop som ikke var meget større end ens barn, men alligevel tog hun faste skridt mod kentauren. "Hej med dig," kaldte hun og vinkede med et muntert smil, forhåbentlig var kentauren ikke fjendtlig.

Leonidas havde ikke lagt mærke til at andre bevægede sig omkring floden, da han ved viljens styrke forsøgte at ignorere kulden ved at fokusere meget intenst på arbejdet. Så da en ung kvindestemme pludseligt lød et eller andet sted fra hans side sprang han i overraskelse. Uheldigvis sprang han en lille smule fremad så hans to forben smadrede ned i den tynde is og direkte ned i det iskolde vand i Sølvfloden. Med et højt hvin stejlede han op igen og kastede sin krop run så hans forben landede sikkert på jorden. Han stampede frem og tilbage i et forsøg på at få varme tilbage i hoven, mens han drejede akavet rundt om sig selv, hvilket man nok kunne forstå var noget af et arbejde, med tanke på hvor stor hans krop egentligt var. Han så sig rundt, lidt forvirret, da han i første omgang ikke kunne se nogen, men efter lidt mere virren med hovedet lagde han mærke til noget på jorden. Han bakkede lidt usikkert da han så et lille væsen. En hobbit? Han troede i hvert fald det var det de blev kaldt, men han havde aldrig set én i virkeligheden.
”Um, jo, hej, ehm, undskyld for, du ved, ehm-[/color]” stammede han forsigtigt. Han rømmede sig og skuttede sig ubekvemt i pelsjakken. Hans forben sitrede som han fortsat stampede dem ned i jorden. ”Beklager reaktionen, jeg, eh... Altså, du forskrækkede mig, og vandet er koldt, og jeg kan virkeligt ikke lide det når det er koldt, og jeg fryser faktisk stadig, og, jeg vrøvler nu, gør jeg ikke, jo jeg gør, og jeg- Jeg stopper nu.[/color]”

Det var en kæmpe overraskelse da kentauren reagerede ret voldsom på hendes velkomst og hun blev da også nødt til at bakke bagud bare af forskrækkelse, især fordi hun var da også sikker på at kentauren kunne stampe hende flad, hvis den virkelig ville. Det sagde lidt om deres højde forskel, og hvor meget Peony kendte til sin egen højdes svaghed. Hun havde ikke rejst rundt i 3 år, for ingen verdens nytte, hun havde lært et par ting eller to om verdenen på de år, og den var ikke hobbit venlig. Hun blev tit overset pga. den sølle højde, men hun havde vendet sig til det og råbte da bare lige lidt højere for at få kontakt i andre personer hvis det skulle være.
Et smil bredte sig over hendes røde læber, da han begyndte at undskylde over reaktionen. "Det gør ikke spor, jeg burde ikke bare have råbt så højt og forskrækket dig på den måde," sagde hun selv og trådte tættere på, men bestemte sig så for at det var en dårlig ide og trådte tilbage igen, så hun ikke ville få ligeså ondt i nakken af at kigge op. "Jeg håber ikke at jeg forstyrrede dig i noget," sagde hun så forsigtigt, hun ville da helst ikke have været til besvær for en anden.

Leonidas blinkede forvirret da hobbitten straks tilgav ham. Ikke at han havde forventet hun bar nag, men folk reagerede typisk mere på hans reaktioner end hun gjorde, om end det var at grine af ham eller irettesætte ham. Ikke nødvendigvis verbale irettesættelser, men i det mindste en rullen med øjnene. Eller måske var det bare fordi han var vant til folk som kendte ham på forhånd? Det var lang tid siden at han havde set nogle nye væsener. Måske fordi meget få foretog rejser i løbet af vinteren, og endnu færre havde tiden til at komme forbi og købe fisk af ham. Ikke at han havde så meget udvalg for tiden, heller.
Han rystede på hovedet da hobbitten undskyldte for at forstyrre ham, og han slog lidt ud med hånden. Hvorefter han forvirret opdagede at hans spyd var væk. Han drejede sin overkrop lidt i et forsøg på at finde spyddet, og han sukkede da han huskede hvad der var blevet af det. Han havde tabt det ned i floden. Nå ja, så måtte han lave et nyt.
”Jeg, øh, jeg fiskede bare lidt... Ikke fordi jeg, de, uhm... Fik ingenting, så nej, ingen forstyrrelse... Hv-Hvis du kommer for at købe noget, så... Ja, fik ikke noget, det har jeg sagt,[/color]” mumlede han forlegent. En fisker som ikke fangede fisk. Sikke et kønt syn.

Måden hvorpå han virkede forlegen og forvirret, mindede hende næsten og en hvis hobbit, og hun fandt det da også ganske kært. Ikke mange hobbitter kunne finde så store væsner kære, men Peony have nu også et meget specielt syn på verdenen, selvom hun var lille. Et positivt syn var nu engang det bedste syn. "Jeg vidste ikke engang at man kunne købe noget mere. Så du bor herude? spurgte hun nysgerrigt og kiggede med sine store, runde, brune øjne op på ham. Hendes kinder var efterhånden også røde nok pga. kulden til at være samme farve som det røde hår, men siden det var timer siden at Peony sidst havde haft noget at se i, var hun ikke klar over hvordan hun så ud, men nu var hun heller ikke en af dem der gik mest op i sit udseende. "Hvis det ikke er til for meget besvær, tror du at du kunne lade mig få husly for natten? Jeg kan selvfølgelig betale dig, men der er ikke ligefrem meget civilisation herude, bortset fra elverne og de er nu ikke super glade for småfolk." spurgte hun så. Der ville nok ikke gå lang tid før det ville blive mørkt, og der var stadig langt til Tusmørkedalen, så meget var hun klar over, og et sted at sove for natten ville nu ikke være helt slemt, selvom hun havde tykke klæder på.

Leonidas rømmede sig da hobbitten spurgte ind til hans varer, og han trak lidt på skuldrene. Normalvis havde han et par fisk at sælge, men det var sandt nok hvad kvinden sagde. Det var næsten umuligt at fange noget nu, og dermed blev det næsten umuligt at købe noget. Ikke god forretning for ham, men heldigvis var købere ligeså afhængig af årstiderne som han var. Han nikkede lidt da hun spurgte ind til om han boede derude, og han gav et lille kast med hovedet så hans brune hestehale svirpede ham på kinden. Han var dog vandt til dette, så han fortrak ikke en mine.
”Jeg har en, ehm, lejrplads et par kilometer længere fremme, lige ved, eh, broen. Jeg sælger normalt fisk derfra, men øh, floden er meget stærk omkring lejren, så, du ved, når det bliver koldt skal jeg finde et mere stilstående sted, hvis jeg, øh, ikke vil i floden og stå. Jeg kan ikke lide kulde.[/color]”
Som hobbitten derefter spurgte om han kunne lade hende få husly, havde han mest af alt lyst til at sige nej til hende. Men hun kunne betale. Og han havde brug for penge for at købe mad. Godt nok havde han en god opsparing af penge han havde opbygget resten af året, men han kunne altid have brug for mere, også hvis han ville have fat i noget til at varme omkring hans hove. Han sank en klump i halsen, og stampede nervøst i jorden, denne gang med bagbenene også. Det endte med at han nikkede.
”Jo, altså, det ka-kan vi godt sige. Jeg har ikke så meget, ehm... Jeg har et telt og noget ild, men det er altså ikke, øh, særligt flot eller bekvemt. Jeg har ingen tæpper. Født med et på ryggen, så, du ved,[/color]” mumlede han forsigtigt.

Det var godt at høre at det var et okay sted faktisk, og ærligtalt ville Peony tage et telt til en hver tid frem for at ligge under den åbne himmel, eller måske ikke til en hver tid. Det var nu ikke så slemt om sommeren, hvor nætterne var varme og behagelige, men her om vinteren ville et telt tage den værste kulde og at der også var ild hjalp da også en hel del.
"Det er helt fint," sagde hun med et stort smil, "Min kappe er dejlig varm, og jeg har sovet på nogle af de mest snuskede værtshuse du kan finde syd fra Hovedstaden, så en lille lejr er næsten en velkommen ting," indrømmede hun. Men det var da uheldigvis kun for en nat, og så de næste par nætter måtte hun nok sove ude i det åbne igen, med mindre hun fandt en til at tage sig med. Hun havde nok snart behov for at tage et job igen, siden hendes spisevaner ikke ligefrem var billige for hende selv. Det var ikke hendes skyld at hun var opdraget til mange måltider hver dag, for hun havde da fundet ud af at det var mest normalt med tre måltider om dagen. "Det er noget rarere at sove et sted hvor man er lidt i læ for vinden og dyrene der kommer frem om natten, så jeg er virkelig taknemmelig for at jeg må," sagde hun oprigtigt med et stort smil.

Leonidas nikkede forsigtigt som hobbitten forsikrede ham at det var mere end rigeligt for hende, og han vendte sig forsigtigt. Dette involverede en del fodarbejde, og han forbandede hans krop i sådanne øjeblikke, hvor han følte at folk skulle vente på ham. Men da han vendte i den rigtige retning så han tilbage mod hende, og rømmede sig akavet.
”Denne vej så. Men det er altså virkeligt et lille sted,[/color]” påmindede han hende, bare for at være sikker på at hun var klar over hvad hun gik med til. Halvt håbede han vel egentligt på at hun ville ombestemme sig og gå, men det var hans nervøse personlighed som talte for ham på dét område. Når alt kom til alt, så foretrak han sit eget selskab, skønt han følte at han var blevet bedre til samtaler, bare en lille smule. Måske virkede det her overgangsritual alligevel på en vis måde... Han trittede forsigtigt videre, men sørgede hele tiden for at han ikke gik for hurtigt. At regulere hans hastighed var han ikke vant til, for han havde sjældent gæster som han skulle følge eller som skulle følge ham, men han håbede da han ikke gik for hurtigt eller for langsomt. Som kentaur havde han let ved fart.
Han brød sin hjerne i et forsøg på at finde noget tale om. Der var alligevel et par kilometer til lejren, og han var sikker på at det høflige at gøre var at holde en samtale i gang, men han var dårlig nok til at svare folks spørgsmål, så det at komme på noget at sige uden nogen form for hjælp var nærmest en umulighed.

Peony rystede grinende på hovedet da han sagde at det var virkelig lille. Det var jo noget værre pjat ifølge Peony. Alt var stort i forhold til hende, sådan var det når man var født i en lille krop, men det ville en kentaur nok ikke kunne forstå på det hele.
"Det er garanteret fint nok. Hvad du finder småt, finder jeg stort," pointerede hun og fulgte efter kentauren, men måtte satte hastigheden op, for han havde godt nok lange ben og Peony var lille, kort og generelt langsom, selvom hun ikke var i dårlig form overhoved, og hun var da også en af de bedste løbere der hvor hun kom fra, men det var altså ikke specielt hurtigt i de store folks verden. Der var hun langsom. "Så hvorfor bor du herude? Her kan da ikke være mange at snakke med?" spurgte hun og håbede da stadig hun ikek trængte sig på, især fordi de dårlig nok kendte hinanden, men Peony var ikke genert på nogen måde, og var bestemt ikke bange for fremmede, desuden foretrak hun at have selskab, hvilket nok var grunden til at de var i denne her situation.

Leonidas virrede lidt med hovedet da hobbitten pointerede, at alt han fandt lille var stort for hende. Godt nok var han blevet nogenlunde vant til forskellen imellem han og mennesker, så han vidste godt at hans størrelse havde givet ham visse meninger som var forskellige fra andres, men når han så ned på hans nyeste gæst gik det ligesom op for ham at han virkeligt var en af de største væsener i Krystallandet. Hvis det endeligt var, så var orker nok nogle af de få væsener som delte Leonidas størrelsesopfattelser. Han vidste dog ikke helt hvad han kunne sige til hobbittens kommentar, så han nikkede blot i enighed.
Det var ret interessant at det første folk spurgte ham om med hans tilværelse var manglen på selskab. Godt nok var praktisk talt alle væsener socialt anlagte, så det var som sådan ikke nogen overraskelse at de spurgte til hans sociale liv eller mangel på samme, men de blev altid så overraskede når Leonidas forklarede at han foretrak isolationen, at det gjorde Leonidas flov over det.
”Jeg foretrækker det sådan her, faktisk. Altså, ikke at jeg ikke kan lide, eh, selskab, men mere at jeg bliver nemt, du ved, forvirret eller, måske, nervøs, så det passer mig bedre her. Og det er jo ikke fordi at jeg, øhm, aldrig snakker med nogen. Jeg får kunder som køber fisk, og ganske sjældent får jeg folk som vil, eh, låne mit bål til aftensmad eller lignende...[/color]”

Peony var lidt chokeret over at høre det. Selv var hun meget socialt anlagt, og havde heller intet problem med at være midt punktet, hvilket hun havde været par gange, da hun var kropige tilbage i Medanien, siden hun havde været en af de pænere hobbit piger, men hun var nu ikke interesseret i det byen havde bragt til hende. Idyllisk liv var bare ikke hende. Hun ville have eventyr og møde fremmede væsner! Helst ikke blive skadet eller dræbt i processen, men det havde nu heller ikke været et problem endnu.
"Men så håber jeg virkelig ikke at jeg trænger mig på. Jeg foretrækker bare at have selskab, og så noget tag over hovedet af en art, især når det er vinter," indrømmede hun, for hun ville dog ikke sig at det var da bedre for alle hvis de var sammen med folk. Alle havde forskellige grunde til hvorfor de foretrak og hvorfor de ikke foretrak at være sammen med andre, og Peony skulle ikke være den til at bedømme om det var i orden eller ej.

Leonidas vidste godt at hans livsstil chokerede mange af hans gæster, men det vigtigste var vel at han selv kunne lide den måde hans liv fungerede på. Hvorvidt den unge hobbitkvinde var pæn eller ej kunne Leonidas ikke rigtigt forholde sig til. Han kendte få kvinder udenfor hans kentaurklan, og når han endeligt snakkede med dem var han typisk for genert til at kigge indtrængende på dem. Da hobbitten spurgte om hun trang sig på, rystede Leonidas på hovedet. Godt nok trang hun sig lidt på, men det var mere fordi han blev nervøs ved tanken om at have en gæst på besøg uden at have haft chancer for at forberede sig.
”Nej nej, selvfølgeligt ikke, altså, det er jo forståeligt, at du helst vil have tag over hovedet og det, men jeg er bare ret, øhm, dårlig til uventede gæster, så jeg skal lige, eh, vænne mig til idéen om at have gæster i dag, ser du... Men det er helt i orden, selvfølgelig er det det![/color]” forsikrede han hende hastigt, før han rømmede sig nervøst. Han så op da han mærkede en bekendt duft i luften. ”Så er vi der snart.[/color]”

Peony var glad for at han rystede på hovedet. Hun ville have hadet at have trangt sig på kentauren, for det havde været lidt af en pludselig forespørgsel hun var kommet med, da hun havde stødt på ham. Hun havde da også før fået at vide at hun nogen gange var lige for påtrængende, men hun kunne bare ikke lade vær, og det var ikke hendes mening, at hun skulle være belastende på nogen måde. Hun elskede bare at høre om andre, og være i nærheden af andre. Uanset hvor store og farlige de kunne virke.
"Det var godt, jeg ville nødig være til besvær," svarede hun og kiggede interesseret rundt, da han sagde de var ved at være der. Hun var ikke så høj, hvilket også betød at hun ikke kunne se så højt, men hun prøvede alligevel at få øje på lejren, nu når hun var igang med at kigge sig rundt. "Du lever ellers i et dejligt område."