Der var varmt på ryggen.
Der var koldt på maven.
Og der var noget der kildede hans fødder.

Det første var helt fint, det andet var acceptabelt.. Det tredje blev lidt trættende i længden. Belphegor lå med lukkedes øjne i et lille univers udelukkende skabt af hans følesans. Kilden igen. Der var en regelmæssighed til det men den var ikke umiddelbar. Måske var det på tide at aktivere endnu en sans.

Hans mund smagte salt.
Hans mund smagte tør.
Hans mund var ikke meget bevendt.

Belphegors lille univers blev pludselig en del mere gustent da den beske saltsmag blev introduceret. Den næste ubestemte periode tid blev brugt på at fortryde at han havde involveret smagssansen. Hvad havde den nogensinde gjort for ham? Han var ingen gastronom; han spiste når han var nødt til det, fordi han var nødt til det. Desværre var der ingen vej tilbage og den tørre salthed hang ved. Salt måtte være verdens værste smag.. Han overvejede dette lidt, men nej han havde smagt værre ting i sit liv. Jævnfør nødvendigheden ved at spise. Måske kunne han distrahere sig selv fra hele den væmmelige oplevelse hvis han aktiverede endnu en sans.

Luften var fuld af en klar lugt af salt.
Nej, nu var det fandeme nok!
Belphegor åbnede øjnene og så en strand der fortsatte ind i en tåge.. Eller også var hans blik bare sløret. Han havde ligget og ikke rigtig ville vågne, men nu var det blevet for besværligt at sove. Det var ikke engang reelle udfordringer, det var bare små foragrene elementer. Hvad lavede han på en strand igen? Han kravlede op i at stå på sine arme som en anden gnaven, slasket havfrue. Hans sorte hår glitrede af sand og udtørret salt, hans skjorte var væk, hans øjne sad dybt i mørke huler. Han skævede rundt, men det bød umiddelbart ikke meget mere information end han hidtil havde indsamlet. Måske var øjne i virkeligheden overvurderede. Han stønnede udmattet indtil hans blik pludselig faldt på en mængde drivtømmer længere nede af stranden. Nå ja, der var noget med et forlis, var der ikke? Et skib og en blæksprutte og en frustrerende kvinde i alt for stramme bukser.
Belphegor så sig rundt. Ingen frustrerende kvinder. Ingen stramme bukser. Undtagen hans egne - var det saltvandet der havde krympet dem eller mindet om kvinden, svært at sige. Og dog, et spor i sandet. En del af dem, faktisk. Fodspor! Det var det de hed. Belphegor fulgte dem med øjnene hele vejen op til trælinjen.

Det havde været en halvvågen Avaion, som sammen med hendes medrejsende var bragt ind på den flotte hvide strand, af bølgerne der før havde prøvet at dræbe dem. Komisk, hvordan at naturen både kunne være givende og tagene. Men da de endelig havde ramt fast jord, havde hun intet formået at gøre, ud over at falde i søvn i den bagende hede.

Da hun endelig var vågnet igen, var det med en tør hals og en følelse af at hele hendes krop var ved at brændes op af den bagende sol. Udhungret og afkræftet fik hun sig dog op på benene, kiggede sig kort omkring, mens hun vurderede hvor slem en situation de stod i. Det var først herefter at hun begyndte at ruske i den livløse krop der lå ved hendes side. Men intet var at gøre, sovetrynen var ikke til at rive eller rokke i. Det var lige før at hun havde slået en hysterisk latter op, da han begyndte at snorke. Fantastisk, lige hvad hun havde brug for! Næste indskydelse havde så været, at hun måtte hive ham ind i skyggen, så han ikke lige som hende ville vågne op med alt for meget solstik. Men hendes arme ville ikke reagere da hun prøvede at trække kroppen igennem sandet, til sidst opgav hun. Hvis hun ville hjælpe ham, var hun nød til selv at finde noget hun kunne styrke sig på. Dette betød vand og mad, et støn, der kun kunne forklares som et støn; Jeg har brug for, jeg vil have nu. Støn.

Hun vidste ikke hvor længe hun var gået måske ti minutter? Hendes bare fødder gjorde i hvert fald ondt. Hendes arme havde flere rifter end noget hun nogen sinde havde prøvet før, kun iført nogle lasede bukser og en trøje der havde huller i, der næsten ikke dækkede noget af det vigtige længere, var alt hvad der kunne kaldes beklædning på hundæmonen. Men det var hendes mindste bekymring, og da hendes øjne lagde sig på det skønneste syn hun nogen sinde havde set, en kæmpe sø, fyldt med det lækreste vand hun nogen sinde havde set, og et vandfald der roligt og med en behagelig lyd fossede ned af klippe sten. Var det som den smukkeste oase hun nogen sinde havde set. Hun fandt viljestyrken til atter at løbe, ind til at hun kunne springe direkte ned i det, følelsen af de kolde kærlige strøg vandet påførte hendes krop, var magiske, vandet som blev suget ned igennem halsrøret, var mere en magisk, det var, et ord hun ikke vidste hvordan hun skulle beskrive. Alle tanker om dovenheden der lå og dasede på stranden var forsvundet, da begæret dykkede ned under vandet og kom op igen, boblende grin.

Belphegor var ikke en motiveret mand. Teknisk set var han ikke engang en mand, men det er hans manglende motivation der diskuteres her. Ser du, den sortøjede dæmon havde altid, som tidligere nævnt, foretrukket at dø frem for at blive udsat for for meget besvær. Men som Belphegor sad på stranden, indså han at med den mentalitet ville han nok dø af tørst før noget andet. Hans bryn rynkede.
Død af kulde var fint, man faldt bare i søvn. At drukne eller kvæles? Ditto. Ild, en smule smerte men så var det heldigvis overstået, hvis ikke røgen fik en til at miste bevidstheden først.. At dø af tørst derimod tog dagevis af ubelejlig lidelse - det var en process. Og hvis der var noget Belphegor var mindre end motiveret, så var det involveret i besværlige processer.
Det var derfor at han fik stablet sig på benene og fulgte fodsporene op af stranden og ind mellem træerne. Den sandede jord var ideel til fodspor og Belphegor kunne mageligt følge dem længere og længere ind i skoven. Snart blev jorden dog mere solid og Avaions fodspor sværere at følge, men heldigvis var underskoven her frodig og den anden dæmon havde ikke ligefrem være diskret i sit begær. Dovenskaben var ingen stor jæger, men han havde da haft lignende arbejder en gang eller hundrede i sit liv.
I hvert fald nåede han lidt senere frem til en lysning med en enorm sø med klart vand. Et mærkværdigt syn mødte ham, en dæmoninde befriet for enhver hæmning badede i det klare vand iført næsten ingenting (hvilket i sig selv ikke var så usædvanligt med denne personage, men det her lignede uintentionelt ingenting). Leende som et andet barn. Belphegor fandt at det trak i hans mundvige og han følte sig næsten fristet til at stå uanmeldt og betragte hende lidt.. Hvis ikke han havde været så pokkers tørstig.
Belphegors dyk var noget mindre elegant end Avaions før ham. Han gik hen til kanten af søen og faldt direkte ned med ansigtet først og et kæmpe plask. Ganske langsomt drev han over imod den anden dæmon, stadig med fronten nedad i vandoverfladen.

Hun havde nok foresat denne eskapade, hvis det ikke havde været fordi der pludselig kom et plask, ikke så langt væk fra hvor hun befandt sig. Hurtigt vente hun sin opmærksomhed hen imod skikkelse der lå og flød i vandet, først kunne hun ikke helt gennemskue hvad det var. Før at grinet igen bølgede frem, fra hendes strube. Han var virkelig komisk, selvom det slet ikke var hans intentioner. Hun lod ham flyde lidt rundt med hoved først i vandet, før hun lige så stille bevægede sig helt hen til kroppen. Hun stod lidt og tænkte efter, hvad hun skulle gøre, prikke til ham, hive i ham, vende ham om? Kysse ham? Et listigt udtryk formede hendes ansigt, da hun til sidst besluttede sig for at tage fat i hans arm, og hive ham hen ad vandet hen til vandfaldet.

De tykke stråler som der løb ned langs klippevæggen, var en blid glidende bevægelse, som næsten skabte den hvad man i dag ville anse som bruser. Det kølige vand som omsluttede begge deres kroppe og, den smule tøj som en af dem havde på, havde en opkvikkende og healende effekt på begær dæmonen. Der kunne mærke hvordan sulten begyndte at gribe omkring hendes tanker og krop, mere end en forstand. Vandet var så lavt nogle steder, at man kunne sidde ned og stadig havde hoved over ovefladen.

Her trak hun dovenskabet hen, forsøgte at dreje ham om, mens hun selv satte sig ned på den bløde sandbund. Hendes øjne betragtede ham med et blik, der forklarede Luxuria ned til mindste detalje. Hendes røde læber fandt hen til øregangen, om den så var under vand eller ej, ville den stadig kunne høres svagt ,,Jeg er sulten Acedia’’

Hele det med at drikke fik Belphegor hurtigt overstået. Det skete lidt per osmose med vandoverfladen og nu lå han bare og nød det lunkne vand. Det var tilsyneladende ikke nok for visse individer i søen og han mærkede at han blev trukket over til vandfaldet, men han brokkede sig ikke fordi det føltes nu meget rart at få alt salten vasket af huden og ud af håret. Han sneg sig til at betragte Avaion, stadig ikke helt sikker på hvordan fanden de var endt i en så tåbelig situation. Han havde forsøgt at redde hende og som resultat var de begge to endt i havet. Det var et eller andet sted typisk, at første gang han af uransagelige årsager kastede sig ud i at være heltemodig, fejlede han så gevaldig. Aldrig igen.
Bestemt ikke apropos, lod det dog til at hans.. jomfru i nød (tanken alene var nok til at en latter voksede i ham før han fik den brutalt kvalt) ikke var værdig med ham og endnu en gang blev han slæbt gennem vandet og han tillod hende da også at vende ham uden det store besvær.
Hendes udtryk var ikke til at tage fejl af. Nu hvor de ikke længere var i livsfare, var Begæret atter vækket. Belphegor satte sig op i det lave vand og sukkede. Men uanset hvor træt, og mat, han var, hvor ømme hans muskler var, så var fornemmelse af hendes hede ånde i øret noget til at gøre ham ulideligt hård. Så Dovenskaben rullede opgivende med øjnene og lagde sig tilbage op ad bredden, i en gestus der rimelig åbenlyst gav hende fri adgang til sin krop.

Hendes mørke øje, betragtede ham, som han bare lagde sig der i vandkanten. Det var fristende, virkelig fristende bare at rive de sidste laser tøj af ham også tage ham der, i det våde vand. Men hun formåede at holde sig selv i tøjlerne, mens hun lige så stille kravlede hen over hans krop, så de var ansigt til ansigt. Tungen gled lige så stille hen over hendes underlæbe, hvor efter at tænderne kort varigt greb fat omkring hendes underlæbe. Det kunne godt være at folk så på manden der lå under hende, og tænkte kedeligt, ikke noget videre interessant, og generelt bare en man gik forbi uden at ligge mærke til. Men for hende, var der noget over ham som hun ikke kunne sætte en finger på, de mørke øjne som fangede hende, ind i et spindelvæv af lyster hun ikke før havde oplevet. Det pjuskede hår som hun så gerne ville lade fingrene glide op i og holde fast. Endnu en gang kom tungen frem og fugtede læberne, smagen af salt var stadig ikke helt kommet ud af dem.

Hun lænede sig frem, så tæt at deres læber næsten rørte ved hinanden. Det kys på skibet havde været en svipser, drømmen havde ikke talt. Hun kunne ikke få sig selv til at gå den ekstra vej, især ikke efter at de ny fundet følelser havde grebet omkring hendes krop. Hænderne var lige så stille begyndt at synke ned i sandet, efter de havde sat sig ved hver sin side af hoved. Hun rømmede sig kort, det var som om hun var gået fuldstændig i stå.

,,jeg forstår dig ikke.. jeg forstår dig, men jeg forstår dig alligevel ikke overhoved..’’ mumlede hun lige så stille, stadig kun få millimeter fra hans mund. ,,For en der burde leve og ånde for dovenskab, gør du virkelig mange ting, som ikke stemmer overens.’’ en lille rynke dannede sig i hendes pande, hvor efter hun hurtigt rejste sig fra ham og begyndte at gå hen imod buskende.

,,Jeg vil prøve og se om jeg kan finde noget mad..’’ hun stoppede kort op, og vente sig imod ham, ventende på om han havde noget at indvende, inden hun smuttede lidt længere ind i skoven for at finde bær eller noget andet spiseligt.

Belphegors greb om Avaions hofter. Midt i alt omvæltningen og forvirringen var det alligevel konstant han kunne forholde sig til og hans hænder kendte efterhånden vejen selv. Hendes læber var så ulideligt tæt på at han næsten selv tilbage lagde afstanden mellem dem, men kun næsten. Hans mund var ikke alene om denne drift, hver en del af hans krop længtes efter hendes, men intet mere end hans stenhårde lem der føltes som om de var ved at springes i de stramme, gennemblødte lærredsbukser.
Hendes følgende reaktion var dog meget besynderlig og bestemt noget han selv havde overvejet. Belphegor havde på det seneste opført sig mere end en smule atypisk. Han havde været opsøgende uden at behøve, havde gået ud over det absolut nødvendige og havde sågar sat sit eget liv på spil for hende. Den umiddelbare forklaring var at det var en del af hendes evne. Begær var en gørende egenskab og selv han var ikke fri for det. En eller anden dag måske..
Det forklarede til dels hans reaktion da hun valgte noget så grumt at lade ham hænge. Han stivnede, forbløffet og genvandt først fatningen efter hun var adskillige skridt fra ham.
”Hvor tror du, du skal hen?” Spurgte han, men hans stemme var markant anderledes end hans sædvanlige dræven. Den var fuld af en dyb, dyrisk kraft; ordene blev ikke så meget sagt som knurret, fuldt af en villen.. En forlangen.. Et begær.

Det var som om at hendes ben var blevet fæstnet, eller på anden vis ubrugelig gjort. For hun flyttede sig ikke fra stedet, efter Belphegors stemme havde talt, hun havde aldrig hørt ham sådan før. Det tog også meget af hendes viljestyrke, for ikke at springe de hurtigt meter der var imellem dem, rive det overskydende tøj af. Hvilket ville føre til hed, uforskammet, dejligt, fantastisk, virkelig dum idé, sex. Hendes vejrtrækning var steget i graderne med hvor hurtigt den blev trukket ind og ud, forfærdeligt. Det burde bestemt ikke være på denne måde! Han, burde ikke have kontrol over hende på den måde!
Det var først da hendes øjne blinkede et par gange, at hun vågnede op fra hendes hen døsede stadie. Selvom hendes stemme skreg inde i hendes hoved, at hun ikke kunne give ham denne fordel, at det ikke var ham der skulle styre hende. Gjorde kroppen noget helt andet, med svajende hofter, hænder der greb fat omkring remmen af det, som en gang havde været en skjorte. Og hæv den hen over hoved, som så afslørede det sorte stykke stof som der var bundet stramt hen over den blussende barm.
Næsten lige så hurtigt som hun var forsvundet fra ham, så hurtigt var hun tilbage oven på ham. Hendes mørke øje betragtede Acedia, med en meget ny fundet, meget kraftigt begær. ,,Jeg sagde jeg var sulten, du lignede just ikke en, der var på vej op og stå for at finde mad til mig.’’ hun løftede det ene øjenbryn og vædet igen læberne - ,,Og siden hvornår, er du… så aktiv?’’ aktiv var måske ikke det bedste ord, også alligevel. Fordi alt der kunne beskrives som en modsætning til dovenskab, var vel aktivt på en eller anden led. Selv stemmen havde mere blus på, end den normal ville have. Hun kunne stadig, meget tydeligt, huske deres tid i last rummet, der havde han på ingen måde virket så, så. Hun lænede sig tættere på ham, så hvad? Hun kunne ikke beskrive noget, da tankerne var fuldkommen forsvundet, hun lyttede ikke længere til noget. Så bare, ham.

Belphegor betragtede hende over skulderen med fuldkommen rolige træk og tomme, opslugende øjne, men under vandoverfladen knyttedes hans hænder i utålmodighed.. Efter at gribe hende, holde hende, tage hende. Musklerne i hans arme spændtes, hans kæbe skød en anelse frem, alting forsøgte at finde afreaktion for det der i virkeligheden plagede ham.. At der var alt for langt mellem dem. At havde en overdøvende, sindsfortærende drift der ikke ville gå væk før han havde drevet sin pik dybt op i hende.
Det var en dybt fysisk impuls, hans krop der fuldkommen overtog kontrollen over det meste af hans bevidsthed, men der var stadig et mentalt lag – hævn. Han ville tage hende. Indtage hende. Overtage hende. Hun skulle blive hans. Hun skulle mærke hvad hun gjorde ved ham, vride sig under ham.. Reduceres til det skrigende vrag hun fortjente for at drive ham helt der ud. Afhængighed, det var hendes effekt og for det var han ved at miste hvem han var.
Hendes nærhed, hendes næsten bare bryster, hendes ord, hendes uvidenhed. Vidste hun virkelig ikke hvad hun gjorde ved ham? Kunne hun virkelig være så naiv. Han knurrede igen men ingen ord kom ud, så han greb fast om hendes knæhase og i en hurtig bevægelse med en uundgåelig styrke vendte hende om så hun lå under ham. Der var tøj imellem dem og han fjernede det nådesløst. Væk var resten af hendes bukser, væk var undertøjet.. Intet forhindrede ham længere. Hans hænder indtog deres naturlige plads på hendes hofter, hans tænder i hendes skylder, hans læber mod hendes hals, hans kølige ånde mod hendes øre.
”Siden dig, din sindsoprivende tøjte..” Mumlede han dystert og trængte dybt ind i hende.

Sand, det var det næste hun mærkede. Det var så gennemtrængende, hvordan kornende fra sandet, kildede hendes bare hud. Hvordan at det krøb ind steder man helst ikke ville have de befandt sig. Vandet der skvulpede rundt omkring hendes krop, og synet af en mand hun ikke kendte hen over sig.

Hun nåede ikke handle, hun nåede ikke at reagere, hun var lammet. Om det var hans magi, om det var hans måde at opføre sig op, eller vitterligt bare overraskelse. Vidste hun ikke, men hun kunne ikke lide det, trykket på overkroppen fortalte hende hurtigt, hvordan at en panisk reaktion var ved at brede sig i kroppen. Hendes krop skreg nej, mens at hendes dæmoniske, dyriske sidde hvæsede og svor en ed over den måde han behandlede hende på.
Også var det væk, hun mærkede hvordan han trængte ind i hende, tog hende, kommanderede hendes krop til at være hans. Hun skreg hæst, jog hænderne ned i sandet, tårende pressede sig uvilligt frem, grundet smerten. Dét kunne hun dog desværre godt føle, fuldstændig perpleks over hvad der var hent. De første mange minutter under, hvad man utvivlsomt kunne forklares som at hun paralyseret.

Men så vendte det hele sig pludselig hendes krop, og den angst provokerende fornemmelse forsvandt, og hun forstod. Hendes ben lagde sig i et stramt greb rundt omkring hans hofter, i et desperat forsøg på at få ham til at stoppe, men ikke tvinge ham af sig. Hvis det var dette, han havde brug for, hun afsluttede ikke tankerne, det var en væmmelig følelse, hele situationen føltes forkert, fordrejet. Men alligevel var der noget i hende, som sagde at det var okay, at. Det var en stor konflikt i hendes indre, to personer der stod og skreg af hinanden, uden at noget konstruktiv kom ud af det. Og dog, for begge af disse stemmer var alligevel tilbøjelig til at give ham lov, hvis bare han kom tilbage til hende.
,,Acedia’’ hænderne havde foldet sig rundt omkring hans nakke, mens hun i et blindt forsøg prøvede at komme ind til ham, bag den dyriske side. Mens at hendes eget indre skreg på at give slip og opføre sig præcis lige som ham. Bare i et spinkelt håb, holde hun fast i den tynde tråd som truede med at briste hvert øjeblik det skulle være.

Det var let at tro at Belphegor var grebet af instinkt.. At den dyriske opførsel skyldtes at han ikke rigtig var sig selv. Og hvor det her slet ikke var den persona han havde møjsommeligt opbygget over tusind år, var hans øjne var bestemt ikke tomme da han så ind i Avaions, kulden bag den sorte overflade var både bevidst og oplagt. Under normale omstændigheder kunne han ikke sige hvem af de to der var fysisk stærkest, men nu lo han næsten af hendes ynkelige forsøg på modstand. Nej, hun havde udnyttet hans modløse væsen til at sno ham om sin lillefinger, få hans krop til at danse for hendes snore men nu var det hende der var mellem hans hænder, spiddet på hans lem, under ham. Han trængte endnu en gang dybt ind i hende, men nydelsen der havde karakteriseret deres tidligere møder, ikke syntes at være det. Det frustrerede ham yderligere.
Det skulle dog blive fuldkommen uden udløb, da hendes ord rystede han til hans kerne. Måske var det måden det var sagt på; han havde forventet at møde hårdt med hårdt, men blidheden i måden hun rørte ved ham, talte til ham, så på ham - selv i den situation - kom bag på ham. Måske var det fordi at han kunne mærke hendes puls, under hans hænder, mod hans lem, han kunne næsten høre hendes hjerte panisk slå. Hun frygtede ham, men var det nok til at stoppe ham? Måske var det fordi at brugen af hans titel endegyldigt mindede ham om at det her var ikke hvad han stod for. Han gjorde ting ud af nødvendighed, men havde pludselig svært ved at se den i denne her situation. Måske var det fordi han indså at ligesom han var underlagt sin natur, var hun hendes og det ville være hyklerisk at forvente andet.
Så han gjorde det der faldt naturligt: han stoppede. Stadig hele vejen i hende, men med øjne der nu var fulde af den forundring han fandt fyldte deres forhold.
"Luxuria.." hviskede han.

Vinden svajede næsten lydløst igennem de mange trætoppe over dem, de hvide skyer der så få dansede igennem den lyseblå himmel. Solen der stod højt og flot, der desperat prøvede at trænge igennem det tætte lag af træernes kroner som skyggede hen over de grønne løv der lå hen over skovbunden. Vandet der rislede ned af klippe væggen ikke så langt væk fra dem, selv de små plask fra små fisk der hoppet op over vandets overflade og ned igen, var at høre. Alt var så stille og alligevel, var der så mange lyde omkring dem. De skar i hendes øre, mens at hun betragtede manden over hende, han havde stoppet hans overgreb, stirrede bare ned på hende med forundring. Hvor han blev mødt af så mange følelser der strålede igennem den kvindelige arret ansigt, hun kunne ikke sætte ord på situationen, hun kunne ikke en gang samle tankerne. Hvad skulle hun gøre, hvad burde hun gøre?

Der var intet, ingen ting. Hun lå der bare, armene faldt ned til siden, mens hun i et kort øjeblik af impuls var ved at skubbe ham brutal af sig. Men ej heller dette gjorde hun, det spyt der havde dannet sig i munden, blev sunket, hjertet banket heftigt i hendes brystkasse. Dette var nok det eneste som virkelig indikerede at hun stadig var til stede. Så tog hun endelig en dyb indånding, fandt sig selv igen, fandt sig selv i situationen. Hvorfor stoppe det nu, hvis det var det han havde brug for? Hun vædet hendes læber, jog tænderne ned i kødet, spændte benene og pressede sig tættere op imod ham så han var så dybt han kunne komme ind i hende.
,,Acedia’’ igen hans navn, men denne gang, næsten en form for overgivelse, ikke uden forbehold, men det var som om en medvilje til at han måtte gøre hende hans. Bare for dette øjeblik, bare for denne stund, mens du var her. Kunne hun være hans, ingen andres, hans ejendel helt og holdent.

Trods usikkerheden han følte ved hele situationen, tvivlen om hvem han var.. hvem hun var, hvad der generelt foregik imellem der der havde endt helt herude, var der stadig ingen tvivl om hvad Avaion mente med sin næste handling, eller mangel på samme. De kunne næsten ikke komme tættere på hinanden nu og et ufrivilligt støn forlod hans strube. Den dovne dæmon skævede ind i Avaions mørke øjne, men det forvirrede ham kun mere.
Måske var det ham der var begyndt at påvirke hende, Belphegor kunne ikke være sikker, men hun lagde sig tilbage og gav ham frit lejde med hendes krop. Og til sin forbløffelse havde han i sinde at tage den. De dystre tanker der først havde drevet ham til det her punkt, var der stadig men hendes handlinger havde påmindet ham om hvem han var og hvad han stod for.
Da han satte igang igen var tempoet fuldkommen forandet. Vandet vuggede roligt omkring dem og Belphegor fulgte den blide, rullende rytme. Ud. Og ind. Og ud. Og ind. Hun havde givet sig hen til ham og han tog hende, ikke som den mand hendes begær havde forvandlet til, men som Acedia. Rolige, sikre stød. En uundgåelig, tålmodig rytme. En hånd havnede på hendes bryst og tegnede små cirkler omkring hendes brystvorte. Det var ikke eksplosivt, ekstremt eller orgasmisk.. Men det var.. rart. Belphegor lagde hovedet på skrå og fortsatte den næsten nænsomme sex.
"Luxuria.." mumlede han atter, grebet af velbehag og den sære stemning. Da faldt det ham pludselig ind at han brugte overflødige kræfter på at holde sit hoved oppe og han lod det dale ned indtil hans læber var trykket mod hendes.

Det var den perfekte scenarie for et elskende par, som havde fundet hinanden. Og nu elskede i bredden af søen, i smukke omgivelser, fugle der sang i det fjerne. Vinden der kærtegnede deres nøgne kroppe, støn, suk. Stille lyde som beskrev hvor godt det føltes for deres kroppe. Mennesker som var forelsket, mennesker som følte glæde og fandt en hvis kærlighed i det at have sex.

Og for blot et øjeblik misundende begær dæmonen, disse simple eksemplarer som del af jordens racer. Da rytmen blev sat ned, intim, rolig og fuldkommen ham. Hendes øjne lukkede i, prøvede at føle det han gjorde, prøvede virkelig at mærke efter og ønske at hun kunne mærke det rare i det, men intet kom frem. Hun kunne ikke helt mærke på ham om han følte det var godt, hun kunne ikke mærke noget som helst. Det tog alt hendes vilje styrke for ikke at udstøde en lyd af irritation. For ikke at lade skriget bane sig frem fra struben og ødelægge stemningen. For ikke at gribe situationen og tage styringen.

Men da hun hørte hendes stemme fra hans læber, slog hun øjnene op, betragtede ham, nysgerrigt. Kunne han lide det? De små strøg hen over hendes krop, fik dog alligevel en reaktion frem og stivnede de blottede brystvorter. ,,mmmhm’’ mumlede hun stille, hendes fingre vandrede med blide strøg, hen over hans ryg, op i det våde hår og masserede hårbunden.

Hun mødte kysset, stille, påvirket af hans rytme. Tungen skilte hendes egne læber fra hinanden, hvor på hun lod spidsen glide hen over hans læber, før at den trængte ind til hans.

Belphegor havde et anstrengt forhold til sex. Det var varmt, svedigt og udmattende. Det var krop over sind, instinkt over bevidsthed - med andre ord afskyeligt. De få gange hvor de skete i løbet af hans lange liv, havde det altså altid været under anstrengende omstændigheder under ekstern påvirkning. Derimod var den følelse han oplevede lige nu med Avaion, var næsten helt acceptabel. Han sukkede imod hendes læber, udmærket klar over at han netop da fik meget mere ud af det end hans partner. Det var lidt interessant fordi lige da kæmpede en obligation han ikke helt kunne forklare mod både hans dovenskab og selviskhed og da hendes tunge lirkede hans læber åbne, vandt den.
Hans to fingre efterlod et vådt sprog op til hende tinding. Hadet var ikke glemt, men det var omskabt til noget han endnu ikke kunne forklare som han lagde han hende i en let trance. Han stødte langsomt op i hendes medgørlige krop mens deres sind dansede indtil de stod med en fod i den vågne verden og en fod i drømmen. En nøjagtig kopi af den vågne verden, med alle dens kropslige oplevelser og fuldt søvngængeri. Det hele blev gjort med et magiske raffinement som ingen ville værdsætte eller i det hele taget forventet af ham og for hvad.. Han så på kvinden under sig.

Hendes læber skilte sig fra hinanden, og stønnede mod hans mund. Det prikkede i hele kroppen, mens hun kunne mærke, alt.
Små eksplosioner, flød hen over hendes krop, øjnene slog op og hun vidste at noget ikke var som det skulle være. Og alligevel var alting så rigtigt, sjælen skilte sig fra den bundede krop, hendes tanker var klare. Et sigende smil sneg sig op i en krog, hvor efter hun klemte lidt ekstra fat omkring hans liv med benene, pressede sit liv tæt op imod ham, og med en hurtig vending var det nu ham som lå nederst.

,,Hn, Acedia, du gør for meget..’’ hendes fingre gled igennem håret, som skinnede sort og rødt, flakkede mellem øjet der var skadet, til de flotte krystalblå øjne som betragtede manden under sig. Alt imens at hendes skød rokkede lige så stille og roligt hen over hans lem. Det rolige tempo holdte hun dog, samtidig med hun besluttede sig for at lade overkroppen dale ned imod hans og pressede sine bryster imod hans bare overkrop. Tommelfingeren på højrehånd gled lige så stille hen over hans underlæbe.

,,nyd det, og slap helt af’’ hviskede hun hæst, de sidste ord hun sagde, inden hun atter indtog hans mund. Og hænderne igen begravede sig i hans hår.

Fyldige bryster, smal talje, hjerteformet røv. Ulmende øjne, blussende kinder, indbydende læber. Avaion var på mange måder den perfekte kvinde, men det gjorde intet for hans begær i forhold til hendes følgende ord, hendes følgende handlinger. Hun forstod ham. Han lod sig villigt vende og de læber hun kyssede smilede næsten. Ved deres tidligere stævnemøde havde de havnet i samme position, men selvom han var under hende, var han denne gang ikke underlagt hende. Nydelsen var ikke længere begrænset til deres centrum, hele hendes våde, varme krop gled glat op og ned langs hans front. Hendes bløde bryster formedes mod hans torso og hendes hårde brystvorter kærtegnede hans hud. Hun holdt hans tempo og hans hænder på hendes hofter holdt hende til det. Af og til stødte han igen, bare for at minde hende om magtforholdet, og nød at mærke hende vride sig i hans sikre greb. Det her var ikke hende der red sig til nydelse på hans lem; hun tjente ham og som belønning tillod han hende den følelse hendes krop tilbageholdt. Men ikke fuldkommen. Som en harpe havde han trukket strenge mellem hendes pælfæstede krop og frigjorte sind og de summede og sang nu af nydelse og begær. Men den sidste, den ultimative streng havde han efterladt slap og som de roligt men stødt byggede sig op til et sindsoprivende crescendo blev det bare mere og mere tydeligt.

Hun mærkede hvordan at hofterne rullede, frem og tilbage, stille og roligt. Hvordan at det alligevel formåede at ramme det helt rigtige sted. Følelserne, sanserne der viste hende, hvordan det i virkeligheden skulle være.
Så mange år, hvor hun blot havde troet at sådan var det, dette var hendes magi. Og den svaghed der så var forbundet til denne magiske evne, var at hun ikke selv kunne tage del i nydelsen på egen krop, men måtte mærke det igennem hendes villige offer, villig, for det meste.

Men hun kunne stadig mærke at det stadig ikke var den komplette nydelse, hvilket fik hende til at stønne irritabelt imod hans mund, da hun kort havde åbnet den for at lade sin tunge glide ind til hans. Hun vidste han gjorde det med vilje, hun vidste at hun havde mulighed for at opleve den fuldkommende oplevelse sammen med ham. Hvad prøvede han på? At få hende så frustreret at hun til sidst ville indgå en pagt med ham, bare fordi han kunne, hvorfor?

Hun trak læberne væk fra hans, stadig med lukket øjne, begravede hun hoved i hans hals, og efterlod små kys op til hans øre. Greb tættere fat omkring hans hår. ,,du leger med ilden Belphegor’’ der var en let dominerende knurren i tonefaldet, hvis han skulle lege med hende, kunne hun også lege med ham. Hvis han ikke passede på, kunne hun da godt se om hun ikke kunne frembringe den mand, som før havde prøvet at tage hende med magt, igen.

Belphegor sorte øjne funklede fornøjet; han fangede fint meningen, men var stadig lige lovligt længe om at reagere på den. Dæmoner var selviske og han var fristet til at kræve noget for det, men hendes trussel var stadig meget reel. Lige nu havde han kontrollen, skønt hun var øverst, men han vidste udmærket hvad hun kunne gøre ved ham.. Hvad hun kunne reducere ham til.
Han stjal sig endnu et vidunderligt stød og så endnu et, mens han gaaanske langt spandt den forbindelse der ville give hende hvad hun søgte. Med sine kølige hænder løb han et befriende kærtegn op langs hendes ben. Hver en centimeter af glat hud blev bundet op i dagdrømmen. Hendes hofter, der måtte hans hænder blive liggende lidt, han kunne ikke andet, men så kørte han videre op. Sider, ryg, nakke, skuldre, nakke arme. Altså blev rørt af hans funklende fingerspidser som han tog hendes oplevelse ud af hendes krop, før han endte ved hendes tinding igen.
"Som du ønsker, Luxuria.." Mumlede han ind i hendes øre og stødte selv op imod den rullende nydelse der var hendes underliv, og med det tillod fuldkommen frihed.

Den knurren hun havde efterladt ved hans øregang, var der stadig i en hvis undertone, hver gang hun stødte længere ned omkring lemmet. I form af hendes støn, ønsket om at kunne mærke det helt og holden. Hvis han fortsatte sådan her, ville hun ikke andet at end at underlægge ham. Hvilket bestemt ikke huede hende.
Men fristelsen, den var stor, men konsekvenserne var større.
Først kom benene, hun mærkede summen fra hans hænder der langsomt rørte ved dem. Følelsen der kildede hele vejen op i rygsøljen, men langsomt, så evigt langsomt. Den fulgte hans gang med hænderne, hvordan de lå og hvilede på hendes rullende hofter. Endnu en knurren, neglende der lige så stille var begyndt at massere hovedbunden, uden det blev for hårdt. Hun gjorde alt for at undgå at stønne af nydelse ind i hans øre, da dette måske ville give ham idéer om at stoppe, for bare et lille stykke tid længere.
Også følte hun fingrene ved tændingen. Øjnene slog op, og et støn der ikke kunne andet end at beskrive den tilstand hun var i, så snart hun følte ham glide op i sig. Og følte alt. Det sitrede behageligt i hende, hun satte sig, op på ham igen. Betragtede ham med sit mørke øje, et lille skævt smil bredte sig hen over læberne. Tænderne bed ned i den bløde hud, igen lukkede hun øjnene, og lod sig lige så stille glide op og ned. Løftede sig op, således at det kun var spidsen som var inde i hende, og drillende rullede hofterne. Som hun havde gjort, da han havde været helt inde i hende. Men selvom at hun nu kunne følge alt, og det ikke kunne beskrives som andet end fantastisk. Tog hun det stadig roligt, i hans tempo, som om hun viste at hun satte pris på hans gave.