Sted :: Den sydelige handelsby, nærmere bestemt en uberørt begravelsesplads
Tid :: Tideligt på morgenen
Vejr :: Varmt og tørt
Omgivelser :: En begravelsesplads, med alle dens charmerende features.

Solen løftede sig rød og bølgende over ørkensandet, slanger krøb langsomt henover stenene for at finde sig et god sted at varme op på. Enkelte skorpioner bevægede sig også stadig rundt i det gryende dagslys, men blev forstyrret i deres søgen efter et sted at sove dagen væk, af fodtrin og lavmeldt mumlen. "Er du sikker på det er her?" en lav stemme kunne høres fra den anden side af en bygning der formentlig var hvor graveren befandt sig, når der skulle graves nye huller. En Ung mand kiggede rundt om hjørnet og svarede bittert "Nu har vi jo prøvet alle de andre steder, så det må da være rigtigt her". De to mennesker kravlede begge over den lave mur og sneg sig mellem gravene, tydeligt på jagt efter noget specielt. Den unge mand var klædt i lapper og laser, han havde ikke noget på fødderne, men blot bare ødelagte og læderagtige fødder, han havde ildrødt hår og hans nydelige, men hærgede ansigt var fyldt med fregner. Den noget ældre mand havde ligeledes lapper og laser som tøj, var noget lavere og en anelse tyk, men bar i øvrigt en turban og havde modsat den unge, helt sort hår og en sabel ved hans side.

Solen kravlede forsigtigt højere op på himlen, og det var allerede frygteligt varmt. Den ældre man mumlede utilfreds "Vi finder ikke en skid, det gør vi aldrig". Han blev brutalt afbrudt af den unge som tog fat i hans krav og hvæsede af ham "Vi har ikke spist i 2 dage, hvis vi finder hende, så kommer vi aldrig til at skulle tænke på at tjene penge igen! Og hvis det ikke er bedre end at sulte og tigge, så ved jeg ikke hvad er" Den unge slap ham igen og gik videre mellem gravstenene, mens den ældre mand tog sig lidt til brystkassen og uden at sige noget bare luskede med. En klapperslange begyndte faretruende at rasle med halen, men det var ikke noget som som de to gravrøvere ikke havde oplevet før, med hans sabel fiskede den ældre slangen væk fra stenen og den krøb sløvt videre for at finde sig en bedre solplet hvor den ikke blev forstyrret. Den unge man gik på knæ og fejede sandet på overfladen af gravstenen væk, og bremsede op da skrivelserne på stenen kom til syne, "Ben Khazzim... Jeg tror, jeg tror virkelig det er her". Den ældre mand faldt på knæ ved siden af den ung og begyndte at juble "Det er løgn! Det er bare løgn! Hahahahaha! Vi er rige! Hjælp mig med at bryde skidtet op!". Den voldsomme og pludselige entusiasme kom bag på den unge mand der heller ikke kunnelade være med at smile, "Jeg kan allerede smage noget rigtigt mad fra markedet".

Endeløse mængder af skældsord og et mindre håndgemæng senere, lød der et tørt knas fra graven som kisten blev hevet helt op i sandet. De to kiggede på den med lys i øjnene, var der virkelig slut med sult og den daglige kamp for at overleve til den næste dag. Den ældre satte hans sabel i siden på trækisten og trykkede ned for at brække låget op. Der kom en tør eftergivende knirken fra kisten og låget fløj af. En sky af støv stod op og de to gravrøvere vendte ansigterne væk, da støvet havde lagt sig kastede de sig frådende over kisten, men stoppede brat. De havde begge set mange lig i deres tid, men dether så helt forkert ud, som om at det var tørret ind og aldrig rigtigt var gået i forrådnelse, men nærmere bare mumificeret, specielt de åbne og klare lysegrønne øjne undrede det, var de af glas? Den ældre lod sig ikke påvirke i mange øjeblikke, men begyndte i stedet at rode liget igennem, der var ringe og diamanter på størrelse med tommelfingernegle strøget rundt om i den ellers intetsigende kiste. Han holdt hånden oppe og viste den unge uden at vende hovedet mod ham "Vi er rige! Vi er ri.." Der lod et knas og ud mellem den ældre mands ribben stak hans sabel, en rød plet begyndte at brede sig på hans hvide lasede kjortel, han slap rigdommene og væltede død om i sandet, "Jeg er rig, du havde din chance. Du smølede vores rigdom væk da jeg var et barn, penge der skulle have været mine!" Han skreg det sidste af liget der nu stille blødte ud i sandet.

Hvad var det, en følelse, en stærk følelse. Det var ren energi, på samme måde som solen er energi for planter. Kræfter blev genopbygget og sanserne vendte roligt tilbage. Nærheden af misundelse og enda en misundelse så voldsom og kraftig, det var som et skud af adrenalin der gik igennem luften og fyldte Nassir. varmen af blod der dryppede ned på skallen der tidligere havde været den kvindekrop Nassir havde beboet var som et koldt bad efter en hård arbejdsdag, forfriskende og opkvikkende. skramlen fra den unge mand kunne høres, mens han løftede liget væk, for bedre at kunne komme til kisten. For Nassir var det bare et spørgsmål om tid, inden der var mulighed for igen at kunne vandre rundt mellem levende igen, det var kun et spørgsmål om at gribe chancen, når den bød sig. Den unge mand væltede liget af den ældre væk og gik tilbage mod kisten igen, mens han gned sig in hænderne "Jeg har drømt om dether!", han bukkede sig ned over kisten og begyndte at fylde en lille sæk med alle rigdommene, "Ja undskyld frue, men jeg er ret sikker på jeg har meget mere brug for dether end de har" Nassir havde grinet, hvis det havde været en mulighed, der var altid en grund til at man lod sig begrave med alle ens værdiger, men årsagen var altid den samme når døden for den nuværende krop ved at indtræffe og det var ubelejeligt at forsøge at overtage en anden. Den unge man rodede begejstret rundt og var ved at have fyldt sækken, han kiggede undersøgende på ansigtet af den afdøde dame, de grønne øjne der virkede alt andet end døde, bekymrede ham ikke længere. Guldtanden han havde spottet i hjørnet af munden var det sidste han havde, han tog fat i den med tog fingre og begyndte at trække til, men tanden var urokkelig, "Kom her din lille satan!" mumlede han irriteret og stak hovedet længere ned til liget mens han igen trak til. Med ét vendte øjnene sig mod ham og en arm skød frem og en hånd greb fat om hans hals i et jerngreb, den unge man gav et hyl fra sig og forsøgte forgæves at komme fri, mens liget trak ham tættere og tættere på. Munden på liget åbnede sig og og en blå orm skød fra liget og ind i munden på den unge mand. Lige slap dets jerngreb og blev øjeblikkeligt til støv og forsvandt. Ormen sprællede vildt og voldsomt mens den arbejdede sig vej ind i den unge mands krop, mens han vred sig og havde et udtryk af at ville skrige. Der lød en voldsom knasen og efter at ormen var forsvundet helt ind i kroppen på manden, lå han blot og sprællede på jorden et øjeblik inden han faldt til ro og bare lå der.

Hårfarven skiftede som en bølge fra højrødt til tusmørkesort og de åbne øjne blev grønne som bladene på et træ om sommeren. Kroppen der nu var Nassirs blev lige så stille tilpasset den nye beboer. Nassir tog sig til hovedet, "Wow! Godmorgen til mig!" Han rejste sig op i et spjæt, spidsen af halen på ormen kravlede gennem den hvide del af hans øjne, mens han fik sit fodfeste. Han kiggede ned af sig selv og konstaterede "Mand, omkring 23" Han kiggede på undersiden af hans nye fødder, "Fattig" lød det tørt. Nassir kørte en hånd gennem håret, det kælent lagde sig ned, mens lus og lopper sprang til alle sider i et desperat forsøg på at komme væk fra Nassir. Nassir samlede sablen op og kastede den lidt rundt i luften "Den er vel fin nok, hvis den bare havde været lidt skarp", han stak den i den sølle snor der udgjorde det for hans bælte og svang sækken med værdigerne over skulderend. Med et let puf med foden skubbede han den ældre mand ned i graven og derefter det samme med den nu tomme kiste, sandstorme ville tage sig af resten, så der ikke var nogen der ville opdage at der var en grav der var blevet åbnet. Nassir smilede mens han begyndte at gå mod begravelsespladsen port. Han kunne høre den svage summen af folk der var begyndt at gå på arbejde og de første morgenfriske handlende der var begyndte at sælge deres vare. Det ville være et perfekt sted at starte med at samle noget energi fra de misundelige mennesker.

Nassir havde også kunne mærke det i luften, en anden dæmon, en der var tæt på. Sidst han havde været i stand til at gå omkring, havde det været en sjælden og ofte ganske ubehagelig oplevelse at møde andre af hans egen art, omend at de som oftest var nogen yngre og uforsigtigte. Men stemmen kom bag på Nassir alligevel, han havde ikke lagt mærke til at vedkommende nærmest havde sneget sig ind på ham. Han vendte sig dovent mod ham og kiggede uinteresseret på dæmonen, som han hurtigt gav et elevatorblik "Det vigtige er i og for sig overstået... frænde". Nassir tog defensivt fat i sækken og svang den over skulderenen. og fulgte den fremmedes gang over til den afdøde, han genkendte måden som sjælen blev taget fra den afdøde. Det var ikke en almindelig evne blandt dæmoner, men ikke en han ikke havde set før. Nassir svarede tørt den fremmede "Hans ønske vedkommer ikke mig, og der er ikke noget der er nobelt, det handler altsammen om misundelse og grådighed... nok mest misundelse i dether tilfælde" han klappede sig selv på brystkassen og smilede stift "Og der har du fuldstændigt ret, jeg kan huske tiden før altderher" han lavede en håndgestus mod alt der var rundtom dem.

Den fremmedes smil frembragt et smil på Nassirs læber og han lod sækken falde ned foran fødderne på ham, så rigdomme væltede ud på jorden foran ham, "Du står da ikke der og bliver misundelig på hvad der er mit, gør du?. Nassir puffede lidt med foden til sækken så der kom lidt mere til syne. Nassir havde siden den fremmede kom i nærheden af ham underbevidst påvirket ham, bare ganske forsigtigt så dæmonen ikke ville opdage noget. Det handlede bare om at plante frøet, mennesker blev misundelige for et godt ord, specielt hvis man viste sig en smule frem, visse dæmoner, specielt de griske havde en tendens til også at være frygteligt misundelige i deres opførsel, spørgsmålet var alene om den fremmede ville blive tydeligt misundelig, eller om det alene var et frø der blev plantet i dennes sind. "Selvfølgelig vil jeg gøre krav på min rigdom, det er trods alt mig og ikke skallen der har tjent dem", Nassir samlede sækken op igen og svang den over skulderen med en nonchalant bevægelse. "Jeg kunne godt bruge lidt selskab, jeg har ingen anelse om hvornår jeg er og der er helt sikkert sket en masse ting siden jeg faldt utilsigtet i søvn... desuden skal jeg lige finde ud af om mit gamle værksted stadig findes" Nassir puffede sig blidt forbi den fremmede og begyndte at gå ned mod markedet, han havde ikke tænkt sig at vente på den fremmede hvis han ikke ville med, men han præsenterede sig med et vink henover ryggen "Jeg er Nassir, den oprindelige misundelse, hvis du skulle være i tvivl", før eller siden havde dæmonen helt sikkert gættet hvem han var, så han kunne lige så godt taget en eventuelt konfrontation inden den opstod.

Nassir kunne allerede med det samme sige at han ikke brød sig specielt meget om Kar'his. men det var ikke noget nyt, de fleste dæmoner havde en generel mistro overfor hinanden, hvilket i realiteten havde havde gjort at et hvert forsøg på at skabe en sammenhængende nation af dæmoner var dømt til katastrofe fra starten. Nassir havde skam prøvet det, der havde enda engang været en han havde kaldt for konge, men bedst som man troede at det perfekte var skabt, brød det sammen som et korthus omkring ørene på en. Konklusionen han selv var nået til var at han selv havde det bedst med at gemme sig i fuld offentlighed, hvor de færreste ville gætte på at en original dæmon ville gemme sig, og hvor man let som ingenting kunne skabe et kaos uden lige, hvor der sjældent var nogen der mistænkte en for noget som helst, med mindre man selvfølgelig blev skødesløs, hvilket desværre ikke var en uvant situation. Der havde engang været en situation med vrede bønder, fakler og høtyve der havde været ved at ende ham for bestandigt.

Nassir traskede ved siden af Kar'his og sagde fuld af selvtillid "Skønhed er forskellig i hvemend der betragter nogets øjne, med mindre det selvfølgelig er mig der har lavet det, så er det bare smukt". Han smilede skævt til Kar'his "Jeg ved ikke hvad du snakker om, jeg prøver aldeles ikke at gøre noget som helst... og prøv du med et par tusinde år mere, så kan det være din snak om alderdom giver mening han sluttede af med at blinke kækt til Kar'his og stoppede med aktivt at prøve at påvirke ham. Det havde ellers været en fabelagtig start på en helt ny æra, ét drab, en ny skal og havde han været i stand til at påvirke Kar'his havde det været et hattrick. Ikke mindst fordi Kar'his var en dæmon og formentligt ville kunne leve uendeligt langt tid før der blev gjort ende på ham og derved ville være en næringskilde i så godt som al fremtid.

Et bibliotek? Han havde lyst til at sukke højlydt, men lod være. Nassir havde ikke nogen særligt høje tanker om biblioteker som han egentlig fandt kedelige og nichépræget hvis det var et sted man skulle forsøge at gøre folk misundelige. Det henvendte sig til et besværligt klientel af kloge mennesker eller væsner der som oftest kunne mærke hvis han prøvede at påvirke dem, desuden hvem ville blive tossede over en bog, med mindre det selvfølgelig var forfattere der kom op at slås om rettigheder til en bog, hvilket mildest talt også var frygteligt kedeligt. Så var det meget nemmere at få folk til at blive grønne af misundelse over rigdomme, eller at der var andre der var bedre til noget end de var. Nassir kunne ikke lade være med at grine højt tilbage, "Vi to har vidst aldrig mødt hinanden før, så jeg kan godt forså det er længe siden du har hørt fra mig. Men det er en ære for dig at møde mig Kar'his" Nassir bukkede lavt og blev ved med at smile på den drillende og bedrevidende måde, han kunne ikke stå for at blive smigret og elskede at blive påskønnet for enten hans evner eller hans talenter. Undvigende viftede Nassir med hånden og forsøgte at lyde dybtfølt, " Så meget som jeg ville elske at se dit bibliotek, tror jeg at min første dag tilbage iblandt levende, skal benyttes på noget der er en anelse mere praktisk, denher skald har ikke spist længe og er ved at falde fra hinanden... Og hvem ville ikke fejre en fødsel på behørig vis med voldsomme mængde alkohol?". Der var bare ting der skulle fejres korrekt, blandt andet en ny værtskrop, det var lidt ligesom at gå nye sko til. " Det kunne jo tænkes du ville gøre mig selskab, det er altid så kedeligt at fejre ting alene", han klappede posen med rigdomme og smilede som en ræv "Jeg giver den første omgang"