Dag et, forsvandt fuldstændig ind i drømme verden.
Dag fem, var energi niveauet stadig så lavet, at den lange skikkelse ikke havde bevæget sig ud fra sengen.
Dag ti, sirene angreb, mistede tre fra besætningen.
Dag tretten, ingen vind fuldkommen stilhed. Forsøg på at finde Belphegor. En person døde grundet mangle på varieret føde. Læs gerne, dræbte undertegne, grundet irritation.
Dag femogtyve, fem dage med konstant storm.

Avaion havde altid set sig selv for at være en søstærk person, hvis ikke havde hun nok valgt at stoppe med at rejse via skib. Men fem dag, fem dage med uafbrudt storm var meget, selv for hende. Måske var det også mere lugten af mandskabet der ikke havde været i bad i så lang tid, brækket der lå flere steder, selvom at man havde prøvet at fjerne det løbende. Det hele var ikke nogen særlig glamourøs oplevelse, og bare i et kort sekund ønskede hun, at hun atter befandt sig hjemme i hendes store adels bolig, hvor at hun havde folk til at varte hende op. Men det var hun ikke, virkeligheden var hård at se i øjnene, især når personen hun for bare femogtyve dage siden stadig havde prøvet at ignoreret ikke var at finde, hun havde gennemsøgt skibet fra top til to. Men hun havde også på fornemmelsen, at når dovenskaben ikke ville findes, skulle den nok finde det bedste hjørne på skibet som ingen ville tænke over.

Hendes tankestrøm blev dog brat stoppet, af en mandelig stemme der skreg efter hende. De lange ben løb hen over blankegulvet, den stemme havde bestemt havde et underliggende af angst. Hvad, havde sirenerne ikke været nok? En lav eder passere hendes læber, da kroppen ramte ind i en mur af regn og blæst.

Få sekunder, det havde været nok til at indhylle hele hendes krop i vand. De lokker hår som havde vredet sig ud af knolden der var sat stramt på hoved, lå klisteret imod hendes ansigt. Mens at skjorte og bukserne nærmest lignede de var malet på den formede krop. Men for en gangs skyld så det ikke ud til at det var dette, som mandskabet var fanget af. Nej det var mere det som der foregik i vandet, der havde de mange øjne fæstnet.

,,Hvad har vi med at gøre!?’’ skreg dæmonien igennem blæst og regn, hvor at styrmanden råbte noget med mærkelige bevægelser i vandet Det var dér hun så det, en kæmpe krusning i de bølger som der slå imod skibet og fik det til at knage ubehageligt. Alt farve forlod hendes ansigt, nej, det kunne ikke passe.

,,Alle mænd på dæk!!’’ skreg hun for hendes lungers fulde kræft, hvilket fik alle til at falde ud af deres statuelignende skikkelser, mens hun skubbede sig vej op til roret og greb om det. ,,Biram, sæt stor sejlet! Ygrath find alle de reb der at finde ombord og begynd at fæstne folk fast!’’ ordene blev udeligeret og folk fulgte dem, dette ville blive en hård tur. Hun vidste at det var en stor risiko at sætte storsejlet, især med sådan en storm som de var rendt i, men nu var det bedste for dem, at komme så langt væk fra dette farvand som overhoved mulig.

Dovenskab var ikke bare en viljesvaghed kombineret med træt, som man måske kunne være fristet til at tro. Sand Dovenskab var en kunstart. Det var ikke bare at vifte med armene og sige "Gider ikke!", der var nuancer og detaljer som amatørdriverter fuldkommen overså.
Det første man var nødt til at forstå var at omgivelserne ikke altid var lige oplagte til dovneri. Det var let at sige man var lad når det eneste sted man kunne være lad var på edderdunsdyner. Det var langt de færreste der kunne sove på tønder, færre endnu når disse tønder lod til at rulle rundt over det hele.. Men Belphegor var ikke bare hvem som helst.
Det andet man var nødt til at forstå var at dovenskab ikke blot var at udskyde de obligationer der kunne tåle at udskydes. Nej, der skulle altid være omstændigheder der pressede sig på, og det tog et helt specielt mod at se direkte ind i øjnene på ting som ens kone eller ens selvpræservationsinstinkt og sige "Nej, ikke i dag." Andre mennesker ville måske have overvejet at tage op til dækket og hjælpe til da stormen rasede for andet døgn, men Belphegor ikke var hvemsomhelst.
Det var først da det gav et unaturligt ryk i hele skibet at den dovne dæmon syntes det værd at åbne et øje. Det havde aldrig været hans ting men han havde da brugt et par år til søs, både som sømand og blind passager og det føltes slet ikke rigtigt. I et tempo der var lidt hurtigere end hans sædvanelige, men stadig mageligt bevægelse han sig op til dækket.

..I tide til at se en ENORM monstrøsitet stikke sit knudrede hoved op af vandet på siden af skibet. Små ondsindede øjne fokuserede direkte på mændene der løb omkring på dækket og selvom at Belphegor var rimelig sikker på at blæksprutter normalt ikke sagde lyde, så skreg denne her. En forfærdelig lyd, som tusind negle på tusind tavler, der sendte isninger ned af selv den trettenhundrede år gamle dæmon. Alting rystede og ruskede og blev hevet fra side til side. Belphegor stavrede op mod stemmen han kunne høre råbe en anelse skingre kommandoer over stormen. Et ryk tvang ham til at klamre sig til rælingen mens en skrigende knægt kom flyvende forbi, så hurtigt at Dovenskaben ikke engang kunne se om han blev hevet bort af en klam fangearm eller bare vinden.

Hvis det ikke havde været fordi at kroppen var indhyllet i klamt vådt tøj, ville det bestemt være løbet hende koldt ned af ryggen, da det store runde hoved stak op fra vandet. Skriget var næsten nok til at hun slap roret af bare skreg, dette ville nok have været en fantastisk idé, da en af fange armene valgte at kaste sig voldsomt imod skibets side. Roret rev sig til siden, skriget var ikke nok til at understrege smerten af to fingre som brækkede i forsøget på at holde det i den rigtig position. Hun havde endnu ikke fået øje på den anden dæmon, som også havde begivet sig ud på dækket for at finde ud af, hvad alt dette postyr var til for.

Hendes stemme skreg igen, denne gang efter hendes styrmand, da blikket havde fæstnet sig imod mændene der ikke kunne få sejlet ned. Typisk, enden havde det sat sig fast eller også var de for nervøse til at få åbnet knuderne der holde det på plads. Da nye hænder lagde sig på det buede stykke træ der formede sig i en cirkel, og skabte den forbindelse der var mellem skibet og den mulighed for at styre det. Gav hun hurtigt slip, smidig og med en hurtig bevægelse var hun hen over den forhøjning der var mellem broen og dækket. Fødderne landede en smule usikkert, på grund af endnu et stort ryk i båden, blikket fangede manden som var viklet ind, i en kæmpemæssig rød fange arm og hævet ned i vandet.
Smerten som der dunkede i lillefingeren og ringfingeren, var hurtigt glemt da adrenalinen pumpede igennem hendes blodåre. De skulle have det storsejl ned, hvis de skulle have nogen chance for at opleve. Og det kunne kun gå for langsomt.

Det billede eller scenarie om man ville, der udfoldelede sig på dækket. Kunne have været blevet beskrevet i historiebøger, fortalt og sunget af omvandrende barder. De majestætiske bølger der kastede sig vildt og voldsomt, op langs siderne på det skrøbelige skib. Der så ihærdigt sejlede igennem dem, for at komme væk fra monsteret der prøvede at fortælle dem, at ingen fik lov til at passere dens domæne. Et mandskab der havde hævet deres sabler, harpuner eller andet skarpgenstand og kæmpede for deres liv. Mens at en høj kvindelig figur i dansende bevægelser rundt omkring fangearmene der prøvede at finde flere ofre den kunne trække med ned i haves dyb, kastede sig frem imod masten. ,,Hvad er problemet!?’’ hen over hylende vind, fik de kommunikeret frem at selve sejlet ikke ville give slip, med endnu en eder som kastet imod verden, var der ingen vej uden om. De måtte kravle op for at fysisk rive det ned. Men før at det overhoved blev en mulighed, var de to mænd hun satte op opgaven, de næste ofre for de slimede, sugende, arme der havde kastet sig hen over skibet. Hvor hun kun i det sidste øjeblik fik rullet sig selv i sikkerhed, men til hendes skræk var det ikke kun mændene den fik med, da resten af masten knækkede under det voldsomme pres. Det var først her at hendes øjne lagde sig på den mandelig skikkelse hun havde lært så godt at kende hen over rejsen, og hvordan at masten kom faldende imod ham med en hastighed der gjorde det hele mere farligt end umiddelbart allerede var.

Hvor denne impuls kom fra, om det bare var ren og skær instinkt. Eller det var mindet om hvordan at Belphegor ikke havde formået at dukke sig fra hendes kop, eller hvad det generelt var som fik hende til at sætte af fra de våde planker, i et forsøg på at nå hen til ham og skubbe ham ud af vejen inden det blev for sent. Ville hun ikke kunne forklare nogen, men det var lige præcis det som der foregik.

Belphegor kunne på magisk vis gøre sig fuldkommen urokkelig, men da midt i stormens kaos forsøgte fandt han at det ikke havde samme effekt når skibet bevægede sig hastigt under ham. Han nåede at flyve små fem meter før det lykkedes ham at gribe noget reb; med et højlydt pop gik hans skulder af led, men han bemærkede det næsten ikke fordi han fandt sig nu ansigt til ansigt med det enorme dybhavsuhyre. Sorte, kolde øjne stirrede direkte ind i de aflange pupiller og et sted derinde stirrede bæstet tilbage. Med et blev Belphegor ramt af et ufatteligt, brændende had der slog luften ud af hans lunger og næsten fik ham til at slippe grebet om rebet. Intet simpelt dyr kunne have en sådan foragt for alle andre levende væsner, og den tusindår gamle dæmon følte sig pludselig dybt ydmyget. Blæksprutten skreg igen og Belphegor hørte træ knage og mændene råbe, men oplevelsen havde efterladt ham så fortumlet at han knapt turde tage et enkelte skridt af frygt for at falde sammen. Han knugede sig blot til riggingen indtil noget eller nogen pludselig væltede ind i ham og skubede ham omkuld. Et enormt brag lød fra lige der hvor han havde stået. Disorienterede kom han op og sidde og hans øjne fandt Avaion..

Sidste øjeblik, så tæt at de splinter der fløj rundt omkring dem, ramte hende med en ubehagelig lyd i panden. Dog blev hun ikke slået omkuld, mærkede bare hvordan at det havde flækket huden ved hendes allerede beskadige øje.
Det mørke øje betragtede manden som havde sat sig forvirret op, ved alle guder, han ville blive hendes død en dag. ,,Endnu en dag på vandet?’’ sagde hun grinede og greb fat i hans krave og hæv ham ind i et meget impuls kys. Hendes læber brændte feberagtigt imod hans, inden hun gav slip igen og kom op på begge ben. Hun slog en kort latter op, da hun var kommet op og stå på begge ben igen. Det så slemt ud, der hvor at masten havde ramt var store dele af skibet slået i stykker, det var et under at de endnu ikke tog mere vand ind, end skibet kunne holde til.

,,Bremval! Slæk Gaffelsejlet og smakkesejlet så meget det kan, lad os se om vi kan vende situationen om! Vi har stadig en stormast tilbage!’’ det var en håbløs situation, men hun havde ikke tænkt sig at give op så hurtigt. Selvom ordsproget lød at kaptajnen altid var den som skulle gå ned med skibet, var dette hellere ikke hendes intention. Hvis det nu endelig skulle komme der til, hver man måtte redde sig selv.

Da ordren var udeligeret vente hun sig om imod hendes meddæmon ,,Kunne vi ikke falde over bord lige så snart vi kommer ud på dækket?’’ sagde hun i en drillende tone, som bestemt ikke passede til situationen. Men man måtte da sige det gjorde det lettere for hende at kapere situationen de stod i. Endnu en fange arm, endnu et hyl, endnu et knas.
Fandens, denne gang havde det været styrmanden der var blevet taget, og skibets ror drejede nu ukontrolleret imod urets retning. Igen måtte hun finde sig selv i at løbe afsted, for at afværge endnu en situation.

Belphegor fandt at hans mund var vidt åben og hans strube spændtes men hans råb blev druknet ud af stormen. Splinter og forvirring aftog momentært og han så til sin lette lettelse Avaion løbe imod ham. Hans hænder fandt hendes hofter, dels ud af vane, dels fordi hun lod til at stå en del mere fast på det dansende dæk end ham. Hendes kys var ikke direkte uforventet, men stadig ganske overraskende og Belphegor lod hendes tunge ind, men gjorde ellers ikke noget for at gengælde. Han fandt hendes kommentarer og generelle humoristiske opfør dybt upassende, ikke til hende eller guderne forbyde det et eller andet idé om anstændighed men til situationen.
Hvad han kunne konkludere af det hele dog, som han noget langsommere stavrede efter hende over de usikre planker, var at hun tilsyneladende ikke bar nag over at han havde forsøgt at dræbe hende. Forsøgt var sågar et gavmildt ord når man tog højde for hvor tæt det havde været på at lykkes. Endnu en sømand fløj forbi og det faldt Belphegor ind at måske skulle forsøge at gribe et par af dem i forbifarten, det kunne være de skulle bruges.
Han nåede dog aldrig rigtig at realisere denne tanke eller kommentere sarkastisk på Avaions flabetheder, da alting pludselig vendte på hovedet. I et enkelt øjebliks fuldkommen klarhed skævede Belphegor til kusinen for at se hun om kunne hitte ud af hvad der foregik. Han fandt aldrig ud af om det havde været blæksprutten eller stormen alene der havde fået skibet til at slå en koldbøtte, eller om det bare var noget han havde bildt sig ind i den vanvittige storm, men halvdelen af havet syntes nu at plaske op over siderne og Belphegor klyngede sig atter til rælingen.

Hun nåede lige at gribe fat omkring røret, da der kom et kæmpe ryk, og hvis hun ikke havde set det med hendes egne øjne, ville hun aldrig havde troet på det. Den måde søuhyret fik vent skibet rundt, med et skrig og et gab der fremvidste at den havde tænkt sig at spise hver og en af dem, hvis den kunne komme afsted med det. Også var de atter tilbage på vandet dem skulle. Dog ikke uden at begyndte at tage store mængder vand ind, Avaion begyndte at mærke en følelse af opgivelse, hvordan skulle de nogen sinde komme væk her fra. Var det overhoved muligt? Og hvordan kunne hun redde sig selv?

De få mænd der stadig var tilbage på skibet, gjorde deres for at udfylde hendes ordre så godt som muligt. Men før de kunne nå at komme nogen lunde på afstand, var der endnu et modbydeligt ryk og et knas, hun behøvede ikke at vænne sig om, for at vide hvad der var hændt. Den stinkende ånde, var nok til at forklare hende situationen, og den var, at blæksprutten havde formået at gribe fat omkring skibet og nu ligge sit hoved oven på agten. Hun gav lige så stille slip på roret, mens at hun tog en dyb indånding.

Det var som det hele stod stille nu, som om ingen bevægede sig ud over hende, da hun lige så stille vente sig imod det monstrøse hoved, der stirrede vredt på hende. Også med ét gik altid hurtig igen, skriget, en fange arm der kastede sig imod hende. Nåede at dukke sig for den første, men den anden greb sig fat omkring hendes liv og trak hende op i luften. Der sad hun så, ikke i stand til at gribe hendes klinge, mens hun kunne stirre direkte ned i dødens gab.

Belphegor var så småt ved at acceptere at han ikke kom ud af denne her. Skibet var stort set forladt nu, masten knækket, kølen søndervredet. Det hele var begyndt at ligne et abstrakt maleri. Derfor havde han også sunket sammen på det drivende dæk med lukkede øjne mens han ventede på at enden kom. Siden han havde resigneret sig til at de næste halvtreds år skulle bruges på at skaffe sig en passende krop, behøvede han ikke spilde mere energi i denne her håbløse situation. Det var i hvert fald hans tankegang, indtil han hørte Avaion råbe.
Belphegor havde aldrig anset sig selv som en helt. Der var faktisk tider hvor han ville have leet højlydt (og internt) ved tanken alene. Helte besværede sig selv på lange, ulidelige rejser for ikke særlig meget gavn. Et halvt kongerige lød måske ganske lokkende, hvis man ikke vidste hvor meget arbejde forvaltningen var. Ultimativt var det ikke ham. Det havde aldrig været ham. Så hvorfor var han allerede på benene da han så den anden dæmon blive revet bort af blæksprutten? Det var egentlig ikke engang et spørgsmål fordi han vidste allerede svaret. Ligesom at han vidste at hvis Avaion blev ædt af det muterede bæst, ville det være hendes endeligt.
Belphegor havde altid været moderat atletisk, men hun hang metervis over hans hoved, på vej mod det mangetandede gab, så i stedet sprang han efter længere ned af tentaklen. Hans arme lukkedes omkring den slimede overflade og uden at tænke meget over det, aktiverede han sin sjældnere brugte evne og drænede alt energien fra den. Det første der skete var at hele fangearmen stivnede i luften, Belphegor kneb øjnene og fokuserede udelukkende på sin magi. Rim begyndte at dannede på blækspruttens gummiagtige overflade, men den dovne dæmon ville dybere end det. Helt ind til kernen. En stor flig knækkede af armen og Belphegor fandt at han ikke længere havde kræfterne til at holde sig selv oppe. Han faldt og håbede bare på at den havde sluppet Avaion og at der ville være dæk under ham. Af de to fik han kun svar på sidstnævnte, og det var da han ramte havoverfladen og det mørke vand omsluttede ham.

Synes der udfoldet sig foran hende, var meget markabet og uforudset. De mange tænder som der begyndte at lave en knasende lyd mens at hendes krop kom tættere på, men det som virkelig havde hendes opmærksomhed, var at dovenskaben igen formåede at gøre noget så ukarakteristisk, at hendes mund hang måbende. Hvad, hvad troede han lige han havde gang i?
Men før at hun nåede at råbe at han skulle tænke på sig selv, og ikke hende, havde han lagt armene omkring tentaklen. Hun kunne mærke det med det samme, hvordan at energien begyndte at flyde igennem blæksprutten, hvis øjne spærrede yderligere op. Hvordan kunne han have så meget magi? Fuldstændig forblændet af ny fundet respekt for hendes meddæmon, glemte hun helt situationen hun befandt sig i. Han ville aldrig stoppe med at forbløffe hende, hvis de levede igennem dette, måtte hun skrive en mental note at udspørger ham, hvordan det kunne være. Hvorfor at han var som han var, der måtte være noget mere som stak under.

Disse tanker blev dog brudt, da et knæk af kød kunne høres, og det næste der blev budt hende i møde, var det iskolde vand som slugte hendes krop. Hun kom dog hurtigt op til overfladen da hun havde fået sparket den nu livløse fangearm, der ikke længere sad fast på krapylet der var begyndt at synke til havets dyb. Hun hæv efter vejret da hun endelig kom op til overfladen, kun får at blive mødt af pindebrænde fra hendes elskede skib, og, ingen Belphegor. Skrækslagen kunne næsten ikke beskrive det, han havde lige reddet hendes liv for at, nej! Det kunne hun ikke accepterer, den kvindelige skikkelse dykkede atter under vandet, igen, og igen. Hvordan hun fik øje på ham, hvordan at hun fik lukket armene omkring hans krop og hævet ham med op til overfladen, var hende usikkert. Men hendes våde arme klamrede rundt omkring hans krop, og fik kastet dem begge hen over en af de større planker fra skibet.

,,Acedia?’’ hviskede hun forpustet og hæst, mens hendes øjne kiggede bekymrende på den krop hun havde fået med op. Hendes hånd kørte langsomt nogle af de pjuskede mørke lokker væk fra hans ansigt. I håb om at der ville komme noget mere liv i kroppen, bare noget som viste hende, at hun ikke ville blive efterladt alene ude på havet, på grund af hans dumme heltemodige stunt.