I sekundet solen havde forladt himlen havde Kakabel bevæget sig ud af skyggerne og kunne endelig gå fri på gaden uden en frygtindgydende gul cirkel på himlen der stirrede ned mod ham, som den i mange år havde gjort. Forhindret ham i at være på gaden samtidig som de fleste andre folk i denne verden. Dog havde han efterhånden vænnet sig til det.
Men nætterne var ikke lange nok til alt hvad han havde på hjertet så han måtte udnytte hvert et øjeblik af de mørke timer. Der var stadig en del folk på gaden på trods af at mørket var ved at falde på, men han var vel bare ikke den eneste der synes at synes om det mere end lyset.

Hans blik flakkede rundt mens han bevægede sig ned af en tilfældig gade. Egentlig var han i tvivl om hvad lige præcis denne aften og nat skulle bruges på men han håbede at der ville være noget spændede der bød sig. Hvilket også var endnu en grund til at han havde valgt allerede så tidligt at bevæge sig ud, inden alle andre forsvandt. Nætterne ikke var ikke altid de bedste tidspunkter at opsøge selskab, i nogle tilfælde finde sig et tiltrængt måltid. Hvilket lysten også var til, lyden og duften af blodet som alle de kroppe vandrede rundt med her, fik nærmest hans tænder til at løbe i vand. Han havde dog en selvbeherskelse der sagtens ville kunne holde ham fra at springer på en tilfældig med en lidt for sød duft.

Han sprang op på en bænk og lod blikket tage endnu en tur rundt. Der var mange forskellige typer der rendte rundt udendøre på dette tidspunkt og det gjorde ham nysgerrig på befolkningen. Det var længe siden han sidst havde opholdt sig i hovedstaden men havde besluttet at det var på tide at komme hertil endnu engang. Han havde været her få døgn og endnu ikke oplevet noget sindsoprivende så det håbede han snart på ville ske. Om han så selv måtte lave rod i den for at få det til at ske.

Det havde været en lang dag for Cecilio. Han havde stået op tidligt og optrådt hele dagen. Faktisk havde han ikke haft meget fritid i løbet af dagen, da der havde været så mange mennesker, at de næsten var blevet nødt til at blive ved hele dagen. Hans stemme føltes næsten lidt ru nu og hans muskler var en smule ømme, efter alle de kunstner han havde lavet. Det var nok en af de hårdeste dage han havde haft indenfor de seneste par måneder, men det var en god træthed han følte i kroppen. Han havde gjort så mange glade og de havde tjent en del penge, så de havde lidt luft det næste stykke tid.

Han gik langsomt ned af gaden. Der var stadig en del mennesker. Nogle var på vej hjem, mens andre var på vej ud og drikke. Alkoholikerne vaklede da også rundt, men dem undgik den unge mand. Han ville helst undgå at komme i problemer så tidligt på aftenen, og især det var så godt, men han overvejede alligevel at gå på kroen for måske at få et krus øl og være omgivet af folk. Sådan noget var altid så hyggeligt, i hvert fald ifølge Cecilio.

Hans armbånd raslede mod hinanden og sjalet med bjælderne larmede mindst ligeså meget, da han ikke havde fået taget det af. Så selvom han ikke sagde noget, så var han en af de mere larmende på gaden og tog en del opmærksomhed fra de forbipasserende, især pga. hans lidt spraglede tøj, som gjorde det ret tydeligt at han ikke var en der tilhørte Hovedstaden. Meget karakteristisk for en gøgler.

Han lod kort sit blik strejfe mod himlen mens han bevægede sig ned gennem gaden. Egentlig kunne han bare have taget hjem og tilbragt sine nætter på at kigge på stjerner. Den beskæftigelse han nød aller mest, men han havde sat sig for at det altså ikke skulle være nu. Nu havde han valgt at bevæge sig hele vejen til hovedstaden, så skulle han også have det bedste ud af det.

Et et enkelt hop sprang han op på en gammel trækasse og efter et par sekunder videre op på en anden, som dog nok mere lignede en stor tønde. Han lod blikket glide rundt og skulle lige til at fortsætte op på nærmeste tag da en sød duft strejfede hans næse og efterlod ham med en nærmest kuldegysende fornemmelse. Han lod så blikket tage sig en omgang for at se hvor personen med denne duft gemte sig. Svaret gik ikke langt fra ham, ikke helt lydløst, tværtimod efterlod den unge herre sig en raslen fra hvad Kakabel kunne spore sig ind på kom fra hans smykker. Hans blik gled betragtende hen over manden som gik afsted og hvad Kakabel så fik et lille smil frem i hans mundvige. Han selv stod lydløst og fulgte ham med blikket. Nu havde han en beslutning der skulle tages, om han skulle lade sin nysgerrighed på den fremmede vinde kampen og tage kontakt, måske få selskab lidt af sin aften eller - lade instinktet tage til og forsøge at få sig et velfortjent måltid. Hans duft var fristende nok den var, en fristelse der var svær at modstå. Men valgte han istedet at være venlig og måske bare sludre, som nogle ville kalde det, så kunne han jo altid skifte mening og senere plante sine tænder i den bløde hud.

Han fik rystet alle sine tanker om smagen af lækkert varmt blod ud af hovedet og hoppede ned fra tønden før han trådte mod den, knap så neutral klædte herre med tingeltangel om håndledet. Han kunne umuligt være kedeligt selskab. Kakabel tvivlede og håbede på at hans fornemmelse var rigtig. Om ikke andet kunne alting bare tage en drejning og problemet med kedeligt selskab ville være løst.

Cecilio lagde godt mærke til at folk kiggede på ham. Han var vant til at blive kigget på, både af piger og mænd. Det var dog ofte ret forskellige blikke han plejede at få. Nogen så på ham, som om han næsten var et måltid, mens andre kiggede med foragt på ham. Ikke alle var lige glade for gøgleren, men Cecilio tog det med et smil, og positiv attitude, for selvom en positiv attitude ikke løste alle problemer, så ville det irriterer nok til at det ville være det værd. Ikke fordi at Cecilio kunne lide at irriterer folk, men det var nu ikke et værst motto at have, når han skulle holde sig kørerende.

Han stoppede dog brat op, da han pludselig så nogen træde hen mod ham. Den eneste grund til at han vidste at han var målet, var fordi at manden kiggede på ham. Der var heldigvis ikke foragt i blikket så Cecilio var ikke bange for at tage kontakt til manden. At få noget selskab på denne pragtfulde aften ville da heller ikke være helt dårlig, men nu var han jo så heller ikke helt sikker på hvilken type manden foran ham. "Dejlig aften ikke?" sagde Cecilio og havde lidt lyst til at slå sig selv. Det var en mærkelig måde at starte en samtale ud på, men hvad i alverden skulle han ellers finde på at sige? Det var ikke engang sikkert på at manden gad at holde ham med selskab, men i stedet syntes at Cecilio var mærkelig for det tøj han gik i.

Kakabels blik var fast mod målet et øjeblik men ligesom han trådte tæt nok på til måske egentlig at skulle til at gå ind i personen, vendte han rundt og trådte istedet en lille bue udenom og videre rundt om den fremmede mand som nu så fint var stoppet op midt i det hele. Bare for at kunne se ham lidt ekstra an - måske af en lidt tættere afstand end hvad naturligt ville være for fremmede. " Hm? " mumlede han kort før han kneb øjnene lidt sammen og så overvejende men også betragtende på den unge mand - gammel og grå var han hvert fald ikke tvært imod. Helt og aldeles attraktiv at se på. Og dufte til. Hvilket Kakabel helt sikkert også havde udnyttet øjeblikket til at gøre. " Jeg klager hvert fald ikke.. " sagde han så kort, for sandt nok var der ikke meget at klage over denne aften, om den ligefrem var dejlig kunne han ikke udtale sig om. Det kunne den vel blive. Han trådte et skridt væk efter nærmest at have været i ansigtet på den fremmede et par sekunder og med det ene horn snittet en af de krøllede lokker der dansede ned ved hans pande.

" Hvor er du på vej henne på denne... dejlige aften? " spurgte han så og rettede sig kort op med de mørke rettet mod den hvad Kakabel selv ville mene interessate mands ansigt. Eftersom han nu stod nærmere var den søde duft af blod endnu mere frembrussende og hans beslutning om selskab blev skubbet længere og længere væk i hans sind, instinket om at tømme kroppen foran sig for blod kæmpede indvendig for at få lov at få sin vilje. Det var dog ikke fordi han som sådan havde tænkt sig at lade det løbe løbsk. Tænk hvis han kunne få en god grund til at få lov at få både selskab og stillet sin tørst, uden at gøre sig fjender med den yndige mand - det ville næsten være ærgeligt andet.