Og nu var han endda ude på egen hånd uden at være ved at gå til at paranoia. Faktisk havde han det godt, og måtte nok også havde en vis trykhedsfølelse af at vide, at han var i Medanien. Blot et stenkast fra bækkebroen og hans kære hjem. Ikke at han tænkte på at vende hjem, men han var tryg ved tanken om hvor tæt det var på. Lige nu var han imidlertid gået afsted for at se området an hvad frugttræer angik. Selvom det var vintertid, kunne han stadig genkende de prægtige høje og bredde træer af alverdens afskygninger. Der var æbler og pærer. Oh var det et mirabelle træ han skimtede! Med en god solid frakke, sine vante bukser og et meget farverigt vamset tørklæde var han begivet afsted ned blandt træerne. Oh det skulle blive godt til efteråret! Bumi skrev sig i hvert fald bag øret at dette var stedet han skulle vende tilbage til og måske endda de stedkendte havde nogle gode opskrifter på marmelader!
