Penge, penge kunne både være en velsignelse og en forbandelse, den virkelighedsands man havde når man ingen penge havde, forsvandt lige så stille med jo flere penge man fik imellem hænderne. Man kunne være et fornuftigt menneske, man kunne have styr på hvad det var der var rigtig at spendere penge på. Men man kunne så sandlig også få et helt forskruet blik på virkeligheden, når man ikke længere behøvede at bekymre sig om hvad tingene kostede. Dette var en ting som var sket for den sort håret kvinde der sad i vognen ført an med heste, der galoperede afsted hen over grusvejen. Hun havde været nede blandt de allerfattigste, nu var hun blandt de rigeste, måske var det en af grundende til at hun blot valgte at nyde livet så længe hun havde pengene og derfor ikke bekymrede sig, særlig meget over hvad de gik til. Derfor var hun nu på vej til ukendte steder, for at bruge mere af hendes formue.

Avaion havde hørt rygter om en fantastisk alkymist i Elverly, der burde kunne hjælpe hende med hvad hun søgte. Og hvad søgte en tidligere pirat så? Egentlig, var det måske for meget at sig hun søgte noget, men mere hendes nysgerrighed for hvad han egentlig kunne fremstille til hende, som havde drevet hende ud af døren på denne lange rejse. Hun var iført en varm hvid kåbe, lavet af bjørne skin, resten af hendes påklædning var meget typisk hendes hverdagstøj, nemlig nogle brune læderbukser, høje skinstøvler og korset med en hvid skjorte inde under. Hendes hår var redt stramt tilbage i en knold, hvilket viste hendes hjerteformede ansigt med de høje kindben og fyldige læber, det eneste som der var mindre attraktivt på hende, var det hvide øje med et langt synligt ar der gik hen over det. Hvordan hun havde fået det havde hun ingen anelse om, men det betød ikke særlig meget for hende, da hun havde lært at leve med denne skønhedsfejl, som så mange andre ting man lærte at leve med igennem årene. Hendes blik betragtede omgivelserne de kørte forbi, det var en kold vinter eftermiddag, solen stod højt på himmelen men udgav ikke nogen videre varme. Heldigvis var det vindstille, som gjorde at kulden ikke var så slem, som den havde været de forgangene dage.

,,Frue, vi er ankommet til stedet.’’ Avaion nikkede og trådte ud af vognen og betragtede de mange træhuse der var i området, hendes blik kastede sigene hen imod kusken for at se om han virkelig var sikker på at dette var stedet? Manden nikkede, som svar på hendes ansigt. Hun tog en dyb indånding og lod den handskebeklædte hånd banke på døren til hvad hun håbede var alkymistens hjem.

At vejret blev koldere og bladene faldt af træerne, og at den første sne nok snart ville komme, var ikke noget Caelon lagde mærke til. Årstiderne kunne til tider nå at ændre sig inden at han bevægede sig udenfor og opdagede hvad der var sket, for for skovelveren var hans eliksirer det vigtigste han kunne lave, og så lang tid han havde penge til at betale så andre kunne hente ingredienser til ham, så var der jo ingen grund til at han skulle forlade den meget varme hytte han boede i.

Hans dag var startet som mange af de andre dage. Han stod op, tog sin morgenmedicin, og fik da også taget lidt mad indenbords, inden han begyndte på at brygge eliksirer. Han var stadig igang med at finde en kur til Kench, og det var da også det der havde opslugt det meste af hans vågne timer, da hans egen kur ikke komme nogen steder, mens Kench's kur var langt nemmere at finde nu når han vidste hvilke basale ingredienser han skulle bruge til det. Han stod meget koncentreret over sin gryde med eliksiren i, og var i gang med at proppe ingredienser i, da det bankede på døren, og han sukkede meget dybt, og proppede et par til ingredienser i før han gik over og åbnede den, men han blev der ikke, men gik tilbage til sin gryde for at forsætte, selvom han kun havde fået et glimt af kvinden udenfor.

"Kom ind og luk døren og sig hvad dit ærinde er her," sagde han og forsatte på sin eliksir. Hvis det ikke var vigtigt ville de nok bare gå igen, og det havde Caelon ikke noget imod, han ville dog have meget imod at døren forblev åben, for forhåbentlig gjorde de som der blev sagt, siden Caelon var ret glad for den massive varme der var inden i hytten. Han var nok også den eneste der kunne holde ud af at være fuldt påklædt i den hede.

Hun skulle lige til at sige hvem hun var, men inde et eneste ord havde forladt hendes mund, var manden forsvundet igen. Dog med en kort kommentar omkring at hun skulle lukke døre og forklare hvorfor hun var kommet, besynderlig måde at byde sinde kunder velkommen på. Hun elskede det.

Med et smil på læben, gik hun ind i hytten, som mindede hende om sin tid ved Topalis øerne. Hvilket også var grunden til at hendes kåbe meget hurtigt blev taget af, efter hun havde lukket døren bag sig.

,,Mit ærinde, er at hyre dig til at skabe et par eliksirer til mig.. jeg har ikke nogen bestemte former for ønsker hvad det skal være, ud over de skal være unikke, specielle… Kreative’’ sagde hun og fiskede en pung fyldt med safirer frem og lagde det så tæt på ham som muligt. Man kunne vel sige hun havde sparet op, inden hun havde taget turen. ,,Hvis det ikke er nok, har jeg mere hvor det kommer fra.’’ sagde hun, mens at hun trak handskerne af hendes hænder. Hendes blik betragtede elveren der viste mere interesse for sin eliksir end hende. Det var altid dejligt at møde mennesker som var passioneret omkring deres arbejde og hun måtte indrømme at hans væremåde var fascinerede. Og som Avaion var så kendt for, alt hvad der fascinerede hende, måtte hun lære bedre at kende.

Caelon var faktisk en smule irriteret over at være blevet forstyrret midt i sit arbejde, så selvom han hørte efter hvad hun sagde, var hans koncentration på eliksiren og i op til flere minutter sagde han heller ikke noget, før eliksiren skulle passe sig selv, og han endelig vendte sig om for at se på den fremmede kvinde, og egentlig ignorerede pungen med safirer som lå ved siden af ham. Det var jo en helt og aldeles latterlig opgave hun ville give ham. Specielle eliksirer? Dem havde han lavet massere af, men han kunne da ikke lave en uden en vision.

"Det er lidt svært at lave en eliksir uden at have et mål med den. Jeg kan sagtens give dig specielle og kreative eliksirer, men hvis du ikke har noget formål med dem, er der ikke meget ved dem," pointerede han og kigged epå kvinden foran ham, og krydsede sine arme, mens han studerede hende. "Vil du have en der forgifter? En der kan forandre noget. Healing?" sagde han for at komme med nogle forslag, for han var talentfuld og kunne lave det meste, men det var også kun hvis der var nogen der havde en ide og retning i hvad han skulle gå i. Han tog ikke bare chancer med sine ingredienser.

,,Tsk… og her var jeg og troede den bedste kunne tage imod udfordringen og lave noget nyt, udfordrende, en eliksir der aldrig var set før..’’ hun satte sig uden videre ned på en stol og betragtede rummet hun befandt sig i. Hun gumlede lidt på hendes under læbe, inden hun vente blikket tilbage imod elver manden, han var bestemt ikke som hun havde forventet og alligevel, hvad havde hun forventet? En galning, med strittende hår, der havde indåndet lidt for mange giftige dampe. En ældre herre, som forvirret rende rundt og lignede en der ikke anede hvad han lavede, ja måske var det lige præcis dét hun havde forventet.

Ikke en kold, arrogant, en smule bitter, ud fra hans toneleje, spinkel mand. Som ingen interesse udviste for hende, overhoved. En lille fuge dannede sig mellem hendes øjenbryn, mens hun betragtede hvordan han bare fortsatte med det arbejde, han tydeligvis havde været i gang med før hun ankom.

,,Okay, jeg har brug for healing eliksirer, jeg har brug for en eliksir som der kan gøre jeg kan trække vejret under vand..’’ hun kastede et tankefuldt blik ud i rummet ,,Gerne et som faktisk ville gøre det nemmere at svømme under vand også..’’ med et smil der langsomt bredte sig hen over læberne og svært ved at undertrykke en lille latter ,,Hvad med vinger? Kan du lave en eliksir så jeg kan flyve?’’ det var tydeligvis sarkastisk, mens hendes hoved lagde sig på skrå og hun betragtede ham, da han endelig havde vent sig imod hende. Pludselig forandrede hendes ansigts udtryk og for en gangs skyld, glemte hun alt omkring hendes normale personlighed og små brudstykker, af hvem hun engang havde været viste sig frem.

,,Kan du skabe en eliksir der kan genskabe minder?’’

Caelon lyttede til hendes snak og skrev da også bag øret hvad det var hun ville have fat i. De første par stykker hun nævnte, burde ikke være nogen problemer, især healing eliksirer, det var efterhånden et af hans specialer, selvom de mere kræftfulde af dem, ikke var nogen han lige umiddelbart gav ud til nogen som helst. De var gode at have, til når han prøvede eliksirer på ham selv, da det ikke altid endte helt godt.

"Hvis du virkelig gerne ville kunne flyve, ville jeg også godt kunne gøre det," sagde han roligt og blev ikke påvirkert på nogen måde af hvordan kun næsten gjorde grin med hans eliksirer. Det var jo bare fordi at hun ikke vidste de uendelig muligheder der var med dem. Visse af dem havde bivirkninger, men i det mindste var det kun fantasien og ens viden der satte grænser for de eliksirer man kunne lave. Han løftede et øjenbryn da hun spurgte om han kunne lave en til at frembringe minder tilbage. Det var noget han ikke var blevet spurgt før, men det var ikke umuligt, og han erindrede da også at have læst noget om en.

Han begyndte at gå over mod sin bogreol, mens hans øjne ledte efter bogen han vidste det stod i. "Det burde ikke være umuligt, men det kræver at minderne ikke er slettet, men blot gemt væk. Dog kan man ikke brygge en eliksir der kun kan få de ønskede minder frem. Der er større sandsynlighed for at alle ens glemte minder kommer frem til overfladen," sagde han og tog en bog ned fra bogreolen, og vendte sig mod kvinden igen, mens han bladrede i den, for at finde frem til eliksiren han havde læst om. Han ville nok skulle regulere nogle ting i den, som han havde gjort med de fleste af de eliksirer der var i bogen.

Hun kunne mærke hvordan at hjertet begyndte at banke hurtigere i hendes brystkasse, næsten så hun kunne mærke det i halsen. Hvilket kort gav hende åndedræts besvær, kunne det virkelig være? Få indblik i hvorfor hun ingen minder havde, hvorfor alt var tomt fra hende, ville hun finde ud af hvor hun hørte til, hvorfor ar på hendes krop var opstået, hun vidste allerede hvorfor hun var den person hun var i dag, intet havde at gøre med de minder som der var glemt. Men, så mange ubesvarede spørgsmål, så.

Uden hun havde lagt mærke til det havde hun rejst sig op og gået helt hen til manden som var på højde med hende selv, intet ved hendes natur var som hun normalt plejede at være. Alle følelser ude på tøjet, var det virkelig muligt, alle de mange årtier hun havde formået aldrig at få indblik i hvad der havde hændt hende, hvorfor hun intet kunne huske efter at være vågnet, gennembanket på et koldt plankegulv. Ude afstand til at passe på sig selv, var endt på gade. Og nu stod han her, foran hende, med et blik der fortalte hende, at det ikke var en umulig opgave. ,,Alle minder? Alle glemte fortrængte minder, jeg kan få dem igen?’’ kom der endelig hæst fra hende, bare sådan? Med et sip fra en flaske, også mente han at alle de ord hun havde mistet ville komme tilbage til overflade. Det var for godt til at være sandt, hvilket også gjorde at hendes blik der var gået fra overraskelse, til glæde og videre til skeptisk.

,,Der må være en eller anden hage ved det, det kan da ikke bare være.. lige sådan?’’ sagde hun med et hævet øjenbryn, mens hun stadig holdte sit blik intenst imod hans ansigt.

Caelon ville have fortrukket hvis hun var blevet lidt længere væk fra ham, men han kommenterede ikke på det, eller kommenterede på det, da hans øjne stadig var nede på bogen, som han overvejede hvad han skulle gøre med eliksiren for at gøre den mere holdbar og forhindre for mange bivirkninger. Han kiggede først op da hun spurgte om der måtte være en hage ved det, og et køligt smil spredte sig på hans læber og han lukkede bogen, han stod med i hånden, i. Han kiggede hende ind i øjnene med et køligt blik.

"Intet er jo gratis at få fat i," pointerede han, for hvis der var en ting han vidste om alle hans eliksirer, der var helt sikkert en eller anden bivirkning ved dem. Nogen var små og noget man ikke lagde mærke til, og andre var ret voldsomme og kunne potentielt dræbe hvis man ikke passede på. Selvfølgelig passede Caelon næsten altid på. "Først og fremmest, så har jeg ikke alle ingredienserne til faktisk at kunne den lave den, og den bliver ikke billig på nogen måde. Jeg skal desuden vide hvor kraftfuld den skal være, altså hvor mange år vi snakker om. Det var alle de praktiske ting og nok ikke lige de bivirkninger hun ville have fat i. "Nu har jeg aldrig selv prøvet en sådan eliksir, men eftersigende får du alle minderne tilbage samtidig, så man ikke være sikker på hvad der sker mentalt med en, især hvis det er mange kræftfulde minder."

Hun nikkede tankefuldt til det han sagde, mens hun tog en dyb indånding. Pludselig blev hun ramt af en følelse af dette ikke var nogen god idé, hvad nu hvis at de minder hun fik igen, var glemt for en grund. Hun fnøs lidt, mens hun trådte væk fra ham og gik lidt frem og tilbage. Stadig mens hun nikkede til at det ikke ville blive billigt og han hellere ikke havde alle de ingredienser som der skulle bruges. Ikke noget problem, hun kunne sikkert sende en ud imod betaling for at skaffe ham de ingredienser som han skulle bruge, han forekom hende ikke for at være en som der brød sig at være særlig meget ude. I hvert fald ikke efter den måde han havde bedt hende om at lukke døren, da hun mente at det var normal høflighed at man huskede at lukke døren efter sig.

Hun tog en dyb indånding, mens hun betragtede ham igen, ja hvor mange år drejede det sig om?
,,jeg har ingen anelse om hvor mange år det drejer sig om, jeg har ingen anelse om hvor længe jeg har levet..’’ det mørke øje kiggede intenst frem for sig, mens det andet, var så stille stående som det plejede med dens kolde hvide iris. Hun fugtede langsomt læberne, inden hun gik i gang med at snakke igen. ,,Jeg skal sørger for at du får de ingredienser tilsendt til dig, hvis det er i din bedste interesse, så behøver du ikke forlade dit hus. Penge er ikke noget problem, se den første betaling som et forskud på at du i det hele taget tager opgaven op. Jeg kan sørger for at der sammen med ingredienserne bliver tilsendt flere safirer, når du er færdig med eliksiren og jeg har testen om den virker efter hensigten kan vi snakke om diamanter’’ hun var måske rig og havde ikke noget imod at spendere ekstra penge for at få de ting hun ville have, men hun ville hellere ikke blot give sine rigdomme væk på noget, som måske ikke en gang virkede. Hun vidste ikke hvor dygtig han var, ud over de rygter der var gået. Men der var også gået rygter om hans personlighed og selvom hun altid havde synes godt om folk med unikke personligheder som ikke tog sig af hvad andre tænkte eller følte om en. Ville hun ikke tages ved senge kanten om morgen, af en som der blot ville kræve ekstra, fordi at han kunne.

Hendes ene øjenbryn løftede sig mens hun tog en dyb indånding ,,Så har vi en aftale?’’

Caelon lagde bogen fra sig og studerede kvinden der tydeligvis tænkte på om det kunne betale sig at gøre det. Skovelveren ville aldrig selv ønske at tage sådan en eliksir, men han tjente penge på at andre ville gøre sådan nogle latterlige ting, så han havde ingen indvendinger, især når de havde en masse penge. Det ville Caelon glædeligt tage imod. At brygge eliksirer var ikke ligefrem gratis, især ikke når man var fanget i en syg krop som dårligt kunne holde til noget som helst, så måtte man jo få andre til at hente ingredienser til en.

Han gik over og tog posen med safirer op i hans hånd og hurtig talte hvor mange der var. Det var et rimelig forskud på en så kompliceret eliksir. Han var dog ikke en fan af at han først kunne få diamanter når hun havde testet den. Folk blev altid sure hvor eventuelle bivirkninger, som var kraftigere end planlagt og ville helst ikke betale, men hvis det måtte være på den måde. Forhåbentlig ville tingene uanset hvad blive dækket. "Vi har en aftale," sagde han og tog pengene og lagde dem i et lille skrin før han fik fat i en pen, noget blæk og papir. Han satte sig og begyndte så at skrive ned på papiret alle de ting hun skulle skaffe. "Den tager dog lang tid at lave, så der kommer nok til at gå et godt stykke tid inden du kan få den, især når ingredienserne først skal findes," sagde han og havde inden længe skrevet alle ingredienserne ned som han skulle bruge, og rakte så sedlen frem mod hende. Det var ikke kun urter der stod på listen. Dele fra dyr var der også.

Imens hun ventede på at han ville bestemme sig for, om de havde en aftale eller ej. Virkede han tøvende, som om at det ikke helt huede ham, at han først ville få den endelige betaling når at hun havde fået eliksiren. ,,Du vil selvfølgelig ikke blive holdt til regnskab for om der skulle være voldsomme bivirkninger med drikken, dem er jeg fuldt indforstået med. Så skal nok sørger for du får din betaling, trods det ville skade mig fysisk..’’ et svagt smil spillede hen over hendes læber, måske hun endda nået at skifte mening og hun slet ikke ville drikke den når det kom til stykket. Men så havde hun den, liggende et sted hvis hun endda fik mod til sig. Hun tog imod sedlen og betragtede tingene, med et lille bryn rejst i vejret over den lange liste, som ikke blot var urter, men også dyr. Dette fik dog smilet tydeligere frem på hendes læber, måske hun selv skulle tage ud for at finde disse ting, blot for morskabens skyld. Der var perioder hvor hun savnede hendes tid som pirat, hvor hun havde været ude på det åbne hav, men også lige så meget de tider hvor hun havde været rundt omkring, eksotiske steder for at finde genstande som kunne indbringe en god pris. Dette kunne jo nærmest betragtes som en skatte jagt.

Med et kort nik, foldede hun sedlen sammen, og lagde den i inderlommen af hendes kåbe, som stadig lå hen over stolen i elverens hjem. ,,Jeg skal sørger for at de har dine ting inden måneden er gået. Du tager den tid det skal tage for at få den færdig. Så kan du sende bud efter mig når du er kommet så langt.’’ hun trak sin kåbe hen over sig og gjorde sig klar til at forlade hytten igen. Hun tog en dyb indånding, mens handskerne blev trukket hen over hendes hænder. ,,Vi kan drøfte de andre arbejdsopgaver næste gang jeg vænner tilbage, så jeg kan bringe den passende betaling for de andre eliksirer på min liste.’’ hun var nu fuldt påklædt og rakte hånden ud til ham, for at sige farvel. Selvom hun var ret sikker på at den blot ville hænge i luften uden at blive taget, men man kunne vel blive overrasket.

,,Når vejret bliver varmere, burde de næsten komme til en af mine sammenkomster..’’ hendes blik gled betagende hen over ham, som var det første gang hun virkelig lagde mærke til manden der stod foran hende og trak hendes hånd tilbage. Hun havde fået det hun var kommet efter, nemlig at se manden hun havde hørt så meget om an.
,,Jeg er sikker på at selv du, ville komme til at nyde det..’’ med det smil gav hun ham et sidste nik ,,Det var en fornøjelse at gøre forretning med dem, vi ses snart igen.’’ disse ord var de sidste hun ytrede, inden hun gik ud af døren, lukkede den efter sig og steg ind i vognen hun var ankommet i. Nu fortsatte den lange tur tilbage til hendes hjem. De andre eliksirer måtte vente til næste gang hun kom og hun ville bestemt komme igen, han var alt for interessant til at lade være i fred.

//OUT

Det var Caelon glad for at høre at hun var ligeglad med bivirkningerne, for han blev altid ret frustreret når folk ikke ville betale, fordi den havde smagt grimmer end først antaget, eller de fik nogle bylder. Nogle folk troede bare alt var gratis, og det var det ikke. Healing var for det meste det der gjorde mindst skade på kroppen, men selv der havde kroppen ikke godt af at heale for hurtigt alt for meget, siden det heller ikke var godt for den, men der var fordelene større end bivirkningerne.

Han tog hånden, for han kunne godt være en smule civiliseret, men hans hånd var både spinkel og kold, til trods for den høje varme der var i hytten. Han sagde intet til hendes forslag om at han burde komme til en af hendes sammenkomster, for han havde ingen planer om at forlade Elverly for en eller anden dum sammenkomst, men det sagde han ikke højst.

"Fornøjelsen har været min," sagde han med et køligt smil, og da han var sikker på at hun var væk, gik han igang med det arbejde han havde gjort før. Nu skulle han bare vente på at hun sendte ham ingredienser så hun kunne lave den erindrings eliksir. Men lige nu var det til Kench og ham selv der var det primære mål.

//Out