Der havde været uro i Hovedstaden i et godt stykke tid efterhånden, og Armand kunne da også godt mærke det på sine lærlinge og mange af de folk han mødte. Der var også kommet flere og flere flygtninge til byen, og det ville da ikke vare længe før den rigtige krig kom, men det var ikke noget Armand havde planer om at dvæle ved, for Armand havde et job, og hvis han stoppede med at arbejde fordi han bekymrede sig, så ville der være en del utilfredse indbyggere i Hovedstaden, for han var alligevel en der lavede brød til mange, selvom mange af hans kunder var af den finere slags, siden brødet til den almindelige befolkning typisk blev købt på markedspladsen, hvor det var lettere tilgængeligt. Nogen gange savnede Armand at sælge brød på markedspladsen, der var en smule hyggeligere, men som et vindpust kom, var han egentlig okay med at kunne stå i sin lune forretning dagen lang.

Her til morgen var han på ærinde med at fragte et par brød til en af kunderne. Normalt satte han en af sine lærlinge til det, men denne her dame var specielt slem, og til sidst havde Armand fået ondt af dem og accepteret at gøre det, hvis de kunne sørge for at intet brændte på mens han var væk. Han bar brødende i en kurv, og vandrede over den meget livlige Markedsplads, hvor folk råbte på kryds og tværs af hinanden. Måske var larmen heller ikke en af de ting han savnede...

Det var ikke altid lige let at have tomme lommer. Neio havde efterhånden vænnet sig til det men engang imellem var det altså lige på nippet til at være for meget, og idag var sådan en dag. Sulten havde efterhånden hobet sig godt op og han havde gennemrodet alle sine ejendele flere gange for at se om der ikke skulle være bare en lille smule at gøre godt med hvis man skulle købe noget. Men der var ingenting at komme efter. Han havde dog alligevel valgt at bevæge sig ned på markedspladsen. Måske lidt i håb om smagsprøver, gavmilde folk eller tabte mønter på gaden. Han var dog ikke stødt på meget af den slags, han havde fundet næsten ubrugelige småpenge på jorden men håbede så på at det ville løbe op i lidt mere hvis han var heldig at finde flere.

Han lod blikket glide rundt mellem folkende på pladsen men bed sig så kort lidt i læben. Ulideligt. Nogengange ville han ønske at han havde muligheden for lidt mere end han havde. Men han var jo stadig i live så helt forfærdeligt havde den seneste tid jo ikke været.

Det tog ham ikke mange sekunder at spotte en som kom gående med en kurv i farmen som selv hvis han havde været flere kilometer væk, ville han kunne dufte duften af de dejlige brød den indeholdt. Det var nok den duft Neio elskede allermest. Han så kort ned mod sin mave og prikkede kort lidt til den med en finger men rettede sig så op og rettede igen opmærksomheden mod bægeren af kurven med brød.
Der var helt sikkert mere end et brød, mon ikke han kunne undvære et enkelt. Det ville måske være nemmere at snuppe noget fra en bod, der lå det lidt mere ligetil. Men tanken om friskbagt brød fik hans mund til at løbe i vand så han trådte tættere mod personen mens han forsøgte at finde på en realistisk måde enten at spørge eller bare at tag.

Armand var godt klar over at han fik en del opmærksomhed, da brødet duftede godt, og han kunne da også godt se at der var op til flere der holdt øje med ham, mens han krydsede den befolkede markedsplads. Ingen havde dog endnu prøvet noget, og forhåbentlig ville ingen prøve noget. Fordelen ved at eje et helt bageri var helt klart at han kunne lave frisk brød hele dagen lang, i forhold til da han var en del af markedspladsen, og brødet kun blev lavet om morgenen, og blev så små kedeligt hen på dagen. Det var også derfor det gjaldt om at få solgt brødet så tidligt som muligt, så det ikke nåede at blive kedeligt og folk ville give mindre for det.

Han var næsten kommet hele vejen over markedspladsen, da han blev stoppet af en af sælgerne, en af hans gode venner, som ville høre hvordan det gik og vise ham nogle af de nye ting han havde fået i boden, og selvom Armand jo egentlig havde et ærinde, så kunne han ikke dy sig fra lige at snakke med sin gamle ven og se på tingene han havde. Det var nok derfor han foretrak at sende sine lærlinge afsted, for de turde ikke gå i stå så lang tid, fordi de var bange for at blive straffet af Armand, som da havde straffe for hvis de ikke holdt deres aftaler. Ikke at de var specielt slemme... men ingen gad at gøre ovnen ren.

Det ville ikke være første gang at Neio i nøden ville blive nødt til at ty til sorte fingre. Det skete ikke så ofte, men af og til hændte det. Og det lod til at være det han var kommet frem til på nuværrende tidspunkt var nødvendigt også selvom det i princippet var enormt meget imod hans moral sådan at stjæle fra folk.

Han rystede det af sig før han rettede sin kurs mod manden med kurven og det velduftende brød. Hen ventede egentlig bare på det rigtige tidspunkt at kunne snige sin hånd i kurven og gribe hvad der var at få fat i, men øjeblikket føltes som en evighed at vente på og som han gik der med blikket på kurven havde han vælten en kvinde som kom gående med favnen fuld af æbler. Han undskyldte hurtigt og fangede sin fokus hvor det var før. Lige som han skulle til at opgi brød kurven stoppede manden ved en bod og stod og talte. Det måtte være hans øjeblik. Han trådte tættere mod manden og boden og gjorde et øjeblik somom at han kiggede på boderne omkring, hvad de bød på. Egentlig nåede han slet ikke at bemærke hvad der blev solgt da hans tanker kun var et sted.

Han skævede kort ud af øjenkrogen og da det ikke virkede til at der var meget opmærksomhed mod kurven med brød fra andre end Neio lod han hånden snige sig i kurven og greb det første han fik fat i, i en hurtig men sikker bevægelse - det var ikke første gang at han havde gjort det - men hver gang håbede han det ville blive den sidste. Få sekunder efter trådte han væk med et lunt brød i hånden som han skubbede i skjul i sin jakke og fortsatte med væk i håb om at han ikke blev opdaget. Han gik hastigt men så naturligt som muligt.

Selvom Armand havde stået og snakket med sin ven, så havde han godt lagt mærke til da hans kurv bevægede sig en smule og blev bare en smule lettere end før. Han undskyldte til sin ven og vendte sig så om og kiggede sig om for at se hvem der havde taget brødet. Det var nok nogen der var meget sultne, men Armand lod alligevel ikke bare gadebørnene stjæle som de ville. Det tog ham ikke lang tid før han spottede hvem det kunne være, for han så ud som om at han havde lidt travlt, og han kunne da godt huske at havde set ham ud af øjenkrogen tidligere, så Armand tog hastige skridt mod det der lignede et halvdyr og snart nåede ham og lagde en arm på hans skulder. "Har du noget af mit?" spurgte han og holdt ham tilbage fra at forsætte med bare at gå.

Det var ikke fordi at Armand havde planer om at indleverer halvdyret til byvagterne, for det nyttede alligevel ikke noget, det var jo ikke halvdyrets skyld at han var fattig, men hvis han skulle have brød, så skulle han også arbejde for det, og sådan var Armand's mentalitet omkring det. Han havde da doneret noget brød til flygtningene fordi de havde ingenting og det var synd, men gadebørnene han fangede i at stjæle måtte arbejde sig til at få brøddet, for det var sjældent at de slap væk.

Neio lukkede kort sine øjne og stoppede op. Ligesom han troede han var ude af syne, så var han det slet ikke. Hans mave snurrede sig lige sammen engang og slog en forfærdelig knude på sig selv. Æv, der røg det måltid. Han bed sig kort i læben men vendte så hovedet og rettede blikket mod manden som rigtig nok var ham han for kort tid siden havde snuppet brød fra. Han rynkede kort næsen lidt og overvejede et par split sekunder hvad han skulle sige. " ville det være meget slemt hvis jeg havde? " spurgte han så og tiltede hovedet en anelse på skrå. Selvfølgelig ville det det. Hvem ville ikke blive sur over at nogen stjal fra dem, brød som penge som alt mulig andet - han havde taget noget der ikke tilhørte ham.

Allerhelst ville han gerne bare kunne smutte hurtigt væk og nyde brødet i fred og ro, med sin dårlige samvittighed for sig selv. Men det løb var kørt. Han var vidst opdaget, selv hvis han havde forsøgt at tale sig fra det var et brød ikke nemt at gemme for en som vidste hvad han manglede. Det var jo ikke ligefrem en krumme han skulle gemme i sin jakke lomme. Han ærgede sig nu over at han ikke var løbet hurtigere eller gået langsommere eller gjort et eller andet for at have været mere sikker i at slippe væk. Han skulle have gået på kompromi og valgt en bod frem for en kurv. Men sådan kunne han jo sagtens være bagklog nu.

Armand kunne godt se på den mindre mand havde det dårligt over at blive taget i det, men hvem ville ikke have det dårligt over det? Der røg måltidet, for der var alligevel ikke mange der prøvede at løbe væk når de først var blevet fanget. Nu var Armand også rimelig god til at fange dem igen hvis det skete, og det var meget nemmere når de bare indrømmede det. "Kun hvis du ikke afleverer det tilbage," sagde han blidt og holdt kurven ud så manden kunne lægge brødet tilbage, og der ikke ville ske mere ved det, selvom Armand altid havde det lidt dårligt med bare at lade at havldyret sulte dog.

Han tænkte sig kort om, før han bestemte med sig selv. "Og hvis du kommer med, så kan du få lov til at få noget brød, hvis du arbejder for det altså," tilbød han, for han havde alligevel et svagt punkt for folk der sultede. Det stammede nok fra hans plejemor, og hendes godhed. Desuden var det også sådan han havde fundet næsten alle sine lærlinge. Mange af dem var blevet taget ind fra gaden af, især inden at Byvagterne var begyndt at samle dem ind til Tywing Skolen.

Han bed kort tænderne sammen, men kun i irritation over at være blever snuppet. Han så kort mod kurven men valgte så bare at lægge brødet tilbage efter at have overvejet det nogen sekunder. Han kunne jo alligevel ikke slippe væk nu med brød og det hele, og man skulle da være dum hvis man forsøgte. Det kunne også være man bare var voldsomt desperat - det var Neio også, men han havde ikke sultne børn eller noget, det var kun ham selv og han måtte vel bare overleve lidt endnu eller finde noget andet senere. Hans blik rettede sig mor manden, lidt undskyldene " Det må du undskylde.. Det dufter bare så færdelig godt " mumlede han så lidt og rodede sig kort lidt i håret.

Han rettede sig kort lidt op og spidsede en smule øre da han sagde hvad han sagde. Arbejde? for brød? " Arbejde?.. Hvilken slags arbejde? " spurgte han så hurtigt og rettede opmærksomt blikket mod mandens ansigt. Neio var ikke gavet i arbejde men mon ikke han måske kunne hjælpe til med et eller andet hvis der var brød som belønning. Han ville da hvert fald gerne gøre et forsøg. Han havde ikke lyst til at skulle gå endnu en sulten nat i møde og nu hvor han var blevet opdaget engang idag var han ikke sikker på at han ville kunne slippe ligeså let fra det hvis han blev snuppet en gang mere.

Armand var godt klar over at brødet duftede alt for godt, men nu var han jo også den bedste bager i byen, hvis man skulle gå efter rygterne, som mange vidst gik, ikke fordi der alligevel var alt for mange der kunne sætte ansigt på ham, og der var endnu færre der vidste han var en dæmon, men det var jo ikke noget de egentlig behøvede at vide, selvom man sagtens kunne gætte sig til hans race.

Han kunne se at halvdyret i hvert fald ikke havde noget imod at lave arbejde, hvilket han var ret glad for, siden det betød at han ikke stjal af egen god vilje. "Det kan vi finde ud af når vi kommer tilbage til mit bageri, jeg skal først lige aflevere de her brød, inden jeg går tilbage, du kan passende komme med," sagde Armand med et smil og begyndte så at gå mod den vej han var på vej til før også, inden han jagtede Neio. "Jeg hedder forresten Armand, hvad er dit navn?" spurgte han mens han gik.

Det lettede Neio en smule da det ikke virkede som om at manden her var sur. Han var nærmere venlig, hvilket kom lidt bag på ham. Det havde han slet ikke regnet med. Men han ville ikke klage over det. Hellere beholde chancen for at få brød end at ødelægge det ved at sige dumme ting eller brokke sig over mandens venlighed. Hvilket jo slet ikke var noget man skulle brokke sig over.
" Et bageri. " Neio gik et par sekunder og drømte om synet af hylder fyldt med brød, alle slags brød, lige hvad hjertet kunne begære. Om det var sådan et bageri eller et mindre et af slagsen kunne være ligegyldigt. Det var da noget man kunne se frem til. Bortset fra at tanken om det gjorde ham endnu mere sulten. " Ja. selvfølgelig " sagde han kort og pillede kort lidt ved sin trøje men nikkede så hurtigt nogen gange og smuttede med ham afsted. Han kunne da sagtens gå med hen og aflevere brød, ingen problem. Armand, det lød som noget han havde hørt før, men han var ikke sikker og kunne ikke sætte ansigt, sted eller tid på. Han var sikkert kendt i byen, men som sædvanligt anede Neio ingenting. " Mit navn er Neio... " præsenterede han sig kort efter at Armand havde gjort det. " og... undskyld jeg stjal dit brød.. " tilføjede han hurtigt. Nok undskyldninger kunne der ikke komme. Neio var fyldt til renden af dårlig samvittighed. Han skulle have lyttet til sin indre stemme der bare i dag ikke havde skreget 'nej' højt nok.

Armand var glad for at tyveknægten i det mindste valgte at følge efter ham. Det ville også have været synd hvis han var blevet og sultet, nu når han havde mulighed for at tjene brød på ærligvis. Nogen tyve gad det jo egentlig ikke, men nogen tyve havde så heller ikke dårlig samvittighed over at stjæle.

Han smilede venligt til Neio, og banede sig hurtigt vej til den anden side af markedspladsen. "Det er okay, jeg er godt klar over at der er en del der sulter i byen, og i det mindste afleverede du det tilbage, i stedet for at prøve at flygte," pointerede Armand, hvilket jo var et godt punkt at have. Han indrømmede at han havde gjort det og afleverede det tilbage. Armand havde virkelig en svaghed for folk i uheldige situationer, som at de bliver nødt til at stjæle eller lignende, måske var det pga. at han plejemor tog ham ind, da han var allermest forvirret i verdenen? Mange af Armand's gode punkter kom virkelig fra den tid han brugte med den fantastiske familie.

Neio trissede bare med i den retning Armand nu var på vej i - andet ville være en dum idé for han kendte ikke rigtig vejen derhen selv, dog var markedspladsen hyggelig så der var en masse at kigge på frem for at stirre på Armand eller kurven han gik med - desuden var det også en god måde at distrahere sig selv for duften og tanken om brødet som kun ville få hans mave til at knurre højere. " Tror ikke et flugt forsøg havde fået mig meget længere " sagde han så efter lidt, med en rysten på hovedet før han rettde blikket lidt mod Armand med et kort lille smil. Selvom han måske stadig i øjeblikke ville ønske at han havde været hurtigere væk og ikke opdaget - men Armand gjorde det nemmere at accepeter at man blev snuppet, han tog det vidst meget stille og roligt. " men må indrømme jeg havde forventet en mere hissig ejer af brødet, så din reaktion er jeg dybt taknemmelig for " sagde han så hurtigt kort efter. Han kunne hurtigt have endt ved en byvagt hvor tonen måske havde været knap venlig og hvor brød for arbejde havde været en umulighed.

Han skævede kort lidt mod kurven Armand gik med og kunne ærlig talt ikke vente til at han forhåbentlig snart ville få en smag af noget lækkert brød. Forhåbentlig var Armand ikke en mand med onde bagtanker - en månedsarbejde for et par krummer. Det vidste han jo ikke før senere, men han virkede ikke sådan, tværtimod. " Levere du altid selv brød? " spurgte han så lidt, kort tøvende men besluttede sig senere at det faktisk var et okay spørgsmål som han nok ikke ville få revet hovedet af at spørge om.

De nåede endelig den anden ende af markedspladsen og Armand gik ind på en af de små gader, mens han var sikker på at Neio fulgte efter ham. "Jeg plejer ikke at levere det selv. Mine ældre lærlinge plejer at få det job, men desværre er det her en kunde, der kan være lidt... strid," sagde han og rystede på hovedet. Hun var aldrig sjov at aflevere brød til, men hun betalte gode penge for det, og var en fast kunde, så Armand blev næsten nødt til det. "jeg havde faktisk været i store problemer hvis du havde taget et af hendes brød, da jeg så ville komme alt for sent, og så havde der for alvor været en storm," sagde han, men grinte alligevel. De nåede endelig huset, og han bankede på døren.
Heldigvis var den der åbnede døren en butler, men i baggrunden kunne man høre en meget vred og højlydt kvindestemme, der brokkede sig over alt mellem himmel og jord. Han gav brødet til butleren og fik selv de korrekte antal penge. Da døren lukkede igen, åndede han lettet op.

Neio lyttede til hvad han sagde og overvejede det lidt. " Lærlinge? er det folk som arbejder for dig? " spurgte han så lidt med hovedet en anelse på skrå. Det var meget venligt af ham ikke at lade dem skulle levere til den her kunde. Hvis personen var en strid en, han tvivlede på at det ville være rart at levere brød til sure hoveder eller lignende. Neio havde hvert fald ikke lyst til det, selvom han jo egentlig godt vidste at han var på vej med derhen på nuværrende tidspunkt. Han kunne så håbe at dét at det var bageren selv, Armand. Som leverende brødet, at det så ville være mindre slemt og att kunden måske ville være en smule mindre strid end normalt. " Man kan vel umuligt piske så stor en stemning op når man får leveret så velduftende og lækkert brød " sagde han så lidt og rettede kort blikket mod kurven men så frem igen hvor de spasserede hen.

Da de endelig stod foran hoveddøren og ventede på at nogen skulle åbne var han en smule spændt på at se den stride kunde, og han måtte tage sig selv i en lettere skuffelse da det ikke var kunden der åbnede døren men en butler. Dog kunne der stadig høre brok i baggrunden og han gik ud fra at det var den rigtige kunde derinde bag ved og et kort lille smil bredte sig over hans læber men rettede så blikket mod Armand " Stakkels Butler.. nu går det sikkert ud over ham " sagde han så og rodede sig kort lidt i håret før han rystede en smule på hovedet.

"Ja, det er folk der arbejder for mig. De er alle sammen unge og stadig igang med at blive lært op," svarede han det nysgerrige halvdyr. Han havde intet imod at svare på nysgerrige spørgsmål, siden han var vant til at have lærlinge helt ned til 10 år, og de havde da godt nok, nok spørgsmål for en livstid, men det var nemmere i det lange løb at svare på spørgsmålene, og nogen gange svarede de andre lærlinge heldigvis for ham.

Han kiggede lidt på døren og begyndte så at gå tilbage mod Markedspladsen, så de kunne komme op på Hovedgaden hvor butikken lå. "Ja, men han er betalt for at arbejde for hende, det er jeg ikke, så jeg har ikke lyst til at blive råbt af. Hun skal nok brokke sig over at det enten er for koldt eller for varmt, og hvad hun ellers kan finde ud af hvad der galt," sagde han, dog med et smil på læberne.

Neio nikkede kort et par gange til hvad Armand sagde. " Det lyder smart " Sagde han så kort. Det var sikkert enormt praktisk med en masse lærlinge til at hjælpe, med alt det arbejde han sikkert ikke selv altid, lige havde tid til. Han selv havde aldrig haft nogen til at arbejde for ham, heller havde han arbejdet for nogen før, hvert fald ikke mere end en enkelt opgave også videre igen. Dog havde dette mest været for familien, venner eller bekendte. Dette var nok første gang han var blevet tilbudt at lave noget for personen han netop havde forsøgt at stjæle brød fra. Han var dog glad for muligheden.

Armand havde ret, butleren havde helt sikkert ikke fundet sig i kunden opførsel hvis det ikke var fordi han direkte blev betalt for at finde sig i det. Når man tænkte det lidt igennem ville de fleste nok godt kunne holde til at arbejde i brok hvis man kunne få en ordenlig løn for det, så var der da hvert fald nogle goder ved det. Dog synes Neio stadig det var en smule synd. Han ville væde med at butleren ikke engang fik tilbudt en skive brød. " Måske vil virkeligheden gå op for hende, og smagen vil bringe hende tilbage til barndommens minder!" sagde han så, en smule dramatisk, og gjorde en bevægelse med den ene arm. Han tvivlede - men det kunne brød gøre ved ham. Hvis det var helt perfekt. Som mor nu engang lavede det.

Armand nikkede, det var meget smart. Især når de var mere trænet og kunne gøre en masse ting mens han ikke var der, selvom han altid lavede en seddel inden han lukkede bageriet, om hvilke ting der skulle bages om morgenen, i tilfælde af at noget stoppede ham fra at møde op om morgenen, som tømmermænd, og de morgener han havde mødt ind sent, kunne han se at det fik fremragende, med mindre magi var blevet sluppet løs i bageriet, så var det altid et større kaos. Heldigvis var den ældste af lærlingene rimelige god til at få styr på kaosset, hvilket gjorde Armand's job nemmere.

Han kunne ikke lade vær med at grine da Neio foreslog at det ville tage hende tilbage til barndommens minder. "Hvis det var en ting der ville ske, så var den sket allerede. Eller måske har hun bare ikke nogen særlig gode barndoms minder og det er derfor hun altid er strid," sagde han grinende og smilede ned til Neio. Han var nu en rimelig hyggelig fyr, der tydeligvis ikke var bange for at sige hvad han ville.

Neio lod blikket glide rundt mens de spadserede afsted. Han havde nu fået en beskæftigelse til indhold til forhåbentlig meget af hans dag som ellers skulle have været gået på alternative måder at skaffe mad eller anden form for underholdning, hvilket han nu slap for at spekulere mere over da han vel havde fået et mindre job, om det så bare var for brød så var det alt rigeligt til at gøre ham tilfreds. Neio var vidst hvad man kunne kalde mester i at sætte pris på selv de små ting. " Det er næsten ærgeligt med sådan en skæbne.. at være gnotten hele tiden, auvt det må være anstrengende.. " sagde han så lidt før han kort rodede sig lidt i håret men lod så bare et lille smil finde sin vej til sine læber. Det ville sikkert være en god idé sådan at give folk et friskt pust og livs livsglæde. Men det var sikkert også noget af en opgave hvis folk i deres sind havde besluttet sig for at være sure eller triste.

" Har du spændende planer om et job til mig eller kender du ikke til det endnu? " spurgte han så med hovedet en anelse på skrå og blikket rettet mod Armand. Neio var jo faktisk både nysgerrig og spændt på hvad Armand kunne finde på at sætte ham til, og følte ikke længere at årsagen egentlig var hans egen mislykkedes forsøg på at stjæle. Det var nu mere bare hyggeligt. Hvor underligt det så end måtte lyde.