At tage til Tusmørkedalen, var vitterligt aldrig nogen favorabel ide for en varulv. Alle og enhver vidste at stedet var infiseret med vampyre af alle afskygninger, og Miranda havde efterhånden også mødt alt for mange af dem på sine ture hertil. Denne gang holdte hun sig ude af byen. landsbyen havde været stedet hvor hun efterhånden var løbet ind i alt alt for mange vampyre ved hvert eneste besøg. Ikke at Fantomtårnet var bedre. Der holdte blodsugerne til. Skrækkelige skabninger, og efterhånden var jagten på varulve blevet større og større for disse skabninger. Der havde altid været en uskreven regel om at varulve og vampyre ikke håntere hinandens selskab med særlig stor effektivitet, og nu så nogen af flokkende ud til at ville dem til livs. Skadedyr.

Miranda var taget til bjergene. Hun vidste at der i perioder havde opholdte ulve her, men var ikke sikker på om de allerede var blevet jaget fra land og hjem, eller stadig holdte et skjul ved lige. Hendes sanser var på overarbejdet, mens de stålblå øjne spejdede ud i mørket med stor effektivitet. Der var duftaftryk fra dyr, mennesker, forskellige racer uden betydning for varulven, og så naturligvis også blodsugerne. Ganske svagt, et sted derude, ramte varulveduften hende. Enten, var varulven alene, eller også var det de sørgelige rester af en mindre død flok. Hun nåede ikke langt hen imod den bekendte lugt, før en anden overdøvede alting. Så overdøvende, at Miranda der før havde været i småløb, lod sit tempo dale, til hun til sidst stoppede, med ørerne på stikker.
Varulvekvinden kunne ikke tilbageholde sig at himle med øjnene og fnyse let. Så det var kun et par timer man kunne vandre i det vilde område med dækkende grantræer, før man fik en vampyrflok på nakken.

For Cato var aftenen som de altid havde været. Han var ude på jagt efter blodsugere, og han havde efterhånden fundet ud af, at der var flest her. Han havde vænnet sig til, at de kunne lugte hans indre bæst, når han var ude efter dem, så han havde en tendens til, at hælde alkohol på noget af sit tøj, for at overdøve lugten af ulv. Det var bedre at blive mistænkt for at være dranker end at være åbenlys på vampyrernes egen hjemmebase.
Han var ude i nat, med intentionen om at få dræbt mindst én blodsuger. Det ville skulle måske gå hen at blive til flere, for mens han var godt i gang med, at undersøge mørket for unaturlige bevægelser, kunne han høre rumsteren lidt væk, og stoppede brat i sine egne bevægelser. Han kiggede sig omkring, før han gik efter lyden, og endte med, at kunne se længere fremme hvordan et par skygger var i gang med at krybe op på en anden silhuet. SIlhuetten virkede ikke lige så mørk som skyggerne, og nu kendte Cato udmærket vampyrernes bevægelsesmønster. Skygger var helt klart den slags, så han tøvede ikke det mindste.

Da han gik ud, mellem skyggerne og silhuetten, var det med dødsblikket rettet mod vampyrerne. Han trak roligt sin rune-indskriberede sværd, og sendte dem et iskoldt smil. "Godaften. Det var lige jer, jeg ledte efter.. Hvem vil dø først?" én af vampyrerne lo omgående hånligt og trådte frem mod ham. Han ville ikke engang give vampyren chancen for at give igen verbalt, da det så ud til, at den skulle til, at svare igen. I stedet trådte han omgående frem og jog sværdet igennem maven på den. Vampyren grinede først, for alle vidste jo, at sværd ikke rigtig gjorde vampyrer noget, men da det pludselig begyndte at syde fra såret, skreg vampyren skingert og forsøgte at trække sig væk. Cato trak sværdet til sig og rettede et hug mod vampyrens hals. Hovedet røg af. Den her havde ikke været det store problem, men Cato vidste jo egentlig et eller andet sted godt, at han måske ville få problemer med de andre.

Der gik ikke mange sekunder i det uvise før Miranda tydeligt i mørket kunne se hvordan en flok blodsugere krøb frem i mørket mod hende. hendes fordel lå i at alt i denne mørke nat, var lysklart for hende. Selvfølgelig i sort og hvide nuancer, men ellers lige så godt som et normalt syn i dagtimerne. Hun fulgte dem med blikket, mens en hånd lå en anelse uroligt på sværdets skaft. Hun vidste at vampyrer normalvis var ligeglad med almindelige våben, men hun havde ikke så mange andre muligheder. At ramme deres hjerte, eller hugge hovedet af dem, ville være hendes bedste chance, selvom den var minimal. Tanken om at stikke af mellem træerne nåede hende kort tid før, en skikkelse ganske lydløst kom frem og blev værdiget et overrasket blik. Det var en blandet lugt af det hele som ramte hendes næse, og egentlig også en ret ulækkerblanding. Hun var vant til varulvelugten, men blandet med større mængder alkohol, opnåede skikkelse at få en fin lugt af drivvåd hund. Ikke særlig favorabel lugt, men den kunne stinke så meget den end ville. Det var en varulv.

Som manden begyndte at snakke, fik en gemt lugt fat i hende. Gemt bag sved, art og alkohol lugt, ramte en duft hun ikke havde haft siden hun var blot 10 år gammel. Den var nok til at hun stivnede på stedet, mistede kontrol over sine muskler til at stramme sig om sværdskaftet og blot stirre med halv åben mund på skikkelsen. Manden som lugtede af en hun aldrig nogensinde ville kunne tage fejl af. Det var Cato.
Forvirret blev hun hevet tilbage til virkeligheden og genvandt kontrollen fra chokket. Hun slap sværdet indstinktivt, som vampyren begyndte at skrige i smerte for til sidst at ligge livløs på jorden. Et frygtelig effektiv våben, men kunne det klare dem alle sammen? Han havde i hvert fald fået pisset de andre godt af. Is skød frem fra jorden, i kraftige tapper, med livsfarlige spidser mod flokken, og det lykkedes Miranda at få ramt i hvert fald to af dem, som hun måtte kæmpe sig fri af et ishælvede, som ved hendes kræft lukkede sig om dem, for at danne et isfængsel.

Cato var en smule overrasket da to af vampyrerne pludselig blev indkapslet i is. Han kiggede kort mod dem, før der var flere vampyrer på vej mod ham. Han rettede hurtigt sit fokus mod at holde sig selv i live. Nok kunne han tage en del bank, men han kunne nok ikke tåle at tabe hovedet. Han parérede med lethed det første angreb der blev ført med kniv, det næste var lidt mere besværligt, fordi der var to af dem. Han måtte gøre det af med én af dem hurtigst muligt, så han huggede til ved det tredje udfald der blev gjort. En arm blev taget af en vampyr, der skreg i vilden sky, mens røg dampede fra det åbne sår. Den anden mistede også hovedet, hvorefter han tog fat i den nu enarmede vampyr, trak den ind til sig, mens han stak sværdet direkte i hjertet på den. Da vampyren sank om, var de resterende nu klar over, at det her ikke bare var en leg hvor man kunne håne modstanderen væk.

Hvad der skete med den anden person, vidste Cato ikke, for han fik hurtigt travlt, da én af vampyrerne havde sneget sig om bag på ham og han mærkede vampyrens kniv i siden. Et udbrud kunne ikke undgås, da det gjorde ret ondt, men før vampyren nåede at trække sig tilbage, trak Cato fat i kraven på manden og lod sig selv falde, så vampyren kom ud af balance. Det var et trick han havde brugt mange gange før, for da vampyren troede at den, trods tabet af balance, ville have overhånden, blev den penetreret af det hellige sværd. Gennem halsen. Cato skyndte sig, at lave et hårdt vrid med sværdet, så dette hoved også faldt af. Derefter rejste han sig stakåndet, hev kniven ud, og lod den falde til jorden, mens hans blik blev fyldt med vrede. Da endnu en vampyr gik mod ham, rettede han sværdet mod den. "Hele jeres art er en bunke frastødende kujoner!" hvislede han rasende, før han uden at tænke over det, kastede sig direkte ind i vampyren. Denne gang var der ikke meget stil, eller finesse, eller teknik over hans angreb. Kun raseri.

Miranda blev nærmest som en hel anden. Hun følte en ild af raseri tændes, men blive blandet af frygt og glæde. Hun havde genfuldet noget hun havde mistet for så mange år siden, og frygtede nu at miste det igen. Hendes koncentration lå dog mest på at fange de blodsugende vampyre i en isblok, som de ikke kunne kæmpe sig ud af. Det lykkedes med de to første, før et våben blev mere aktuelt. Med en alt for let bevægelse havde en af vampyrerne været tæt på at snitte hende over brystkassen, men nåede desværre ikke at få det gjort før en klinge kom frem og parerede væk. Klingen, blev nærmest smittet af hendes magiske evne, som voksede sig over den kolde klinge, og blev et utroligt effektivt våben. Ved hvert snit, voksede iskrystaller hen over vampyrerne som blev dækket af is. Alt forløb ganske smertefrit indtil et udbrud stoppede alle bevægelser.

Herefter gik alt nærmest i slowmotion. Hun var kommet et godt stykke væk fra Cato, og valgte uden hæmninger at kæmpe sig vej tilbage mod ham, selvom hun godt kunne se at han stadig var stående. Han var stadig i live og kæmpede videre, men vreden var alt overskyggende. Temperaturen i luften dalede kraftigt, så Mirandas egen ånde blev til damp i natten. Temperaturen var nået under frostgraderne og alt fra græs til træerne blade og bark blev dækket af et fint lille islag. Miranda var vred.
Med en tung vejrtrækning var den sidste vampyr væk, på nær den som Cato var ved at flå til småskytter i ren og skær raseri. Herefter vågnede søstergenet på en hel ny måde. "Cato, stop. Stop, han er død.." Hendes stemme var præget af at være forpustet, men stadig blid og rolig, som hun gik nærmere. Hun var ikke bange for ham, selvom hun ikke var sikker på hvorvidt han kunne genkende hende. Dette var nok heller ikke det mest favorable sted, men det havde nu engang været det som skæbnen ville det skulle være. "De er alle sammen væk igen.." mest af alt døde og smårygende fra hvad end effekt sværdet måtte havde haft på dem.

Ganske som kvinde pludselig sagde, så var vampyren foran ham snart helt partéret. Han huggede ned i den en enkelt gang mere, for han, meget forpustet, tabte sværdet på jorden. Han stirrede kort frem for sig, skævende op mod månen, der heldigvis ikke var af den fulde slags, før han kort for hovedet tjekkede såret, der allerede nu var healet sammen. Derefter kiggede han mod kvinden, og kom pludselig i tanker om, at hun havde sagt hans navn. Nu var han noget mere på vagt, da han samlede sit sværd op fra jorden igen. Han holdt det dog rettede derned imod, for ikke at virke alt for truende. Hun virkede i hvert fald ikke som en fjende. "Hvem er du, og hvor kender du mit navn fra?" spurgte han, stadig noget kort for hovedet. Vreden sad der stadig og rev en smule i ham, men nu var der da i det mindste ikke flere forfærdeligt klamme vampyrer tilbage. Han vidste virkelig ikke hvem hun var. Det røde hår vækkede dog et eller andet i ham, men han kunne ikke sætte en finger på det, som han så på hende, undersøgende. Hans blik virkede en smule køligt, i forhold til tilbage dengang de var små og han generelt havde virket meget mere livlig, på trods sin irritation over lillesøsteren. Han løsrev kort efter sit blik fra hende og kiggede hende mere i øjnene end hænder, hår og krop. Nej, han kunne altså ikke genkende hende.

Miranda forholdte sig roligt og betragtede ham kort. Meget havde ændret sig, men alt andet ville også være direkte underligt. Der var gået 20 år, hvis ikke mere siden de sidst havde set hinanden. Miranda var stadig ved at kapere at han var i live, når hun i så mange år havde troet ham død og borte. Det var surrealistisk og bragte hende ud af sin sikkerhedszone. Den eneste grund til at hun genkendte ham, var hans unike lugt, alt andet var som forandret, undtaget øjnene. Øjnene bekræftede hende i at hun havde ret. Men at han ikke kunne genkende hende, var ikke noget hun var overrasket over. Han var påpasselig og på vagt overfor hende, specielt som hun havde nævnt hans navn. Forståeligt. Miranda var dog stadig ved at kapere at hun kunne lugte varulvedelen. Ingen blev født som varulv, og hun selv havde fået forbandelsen som 15 årig. lang tid efter Cato's forsvinden fra hendes liv. "Det er også ved at være alt for mange år siden vi sidst har set hinanden." startede hun ud med at svare, før hun tog en dyb indånding. "Jeg ligner ikke længere den samme lille tiårige rødtop, som dengang du sidst så mig. Mit spørgsmål er mere, hvordan du stadig er i live! Du forsvandt bare, og kom aldrig tilbage igen.." der var mange blandede følelser omkring det hele. Hun havde været ulykkelig over at han havde været væk, og nu var hun egentlig også ret sur over at han ikke havde kontaktet hende. Fornuften bød hende dog at være åben for hvad der kunne være sket af ting. Der kunne være mange årsager til at han ikke havde kontaktet hende.

Cato stirrede stadig på hendes øjne, mens hun startede med, at forklare sig. Først fattede han ikke, hvad hun mente, før han lagde to og to sammen. Rødtop, ham der var forsvundet da de var små. Var det Miranda? Hans blik blev direkte chokeret. Han stirrede længe på hende, ude af stand til, at forstå og kapere, at her stod lillesøster, intakt og hel, og han havde fundet hende! Han havde endelig fundet hende! Han havde lyst til at græde, grine og skrige på samme tid, men han kunne ikke få noget over læberne. I stedet stod han der bare, før han endelig fik ord på sine tanker.
"... Miranda?" han tabte endnu en gang sværdet, stadig meget lamslået.
"Giv mig lige et øjeblik," sagde han derefter, mens han kløede sig let i tindingen og kiggede lidt væk. Derefter kiggede han tilbage på hende, og kunne ikke længere styre sig. Han trådte frem og trak hende ind til sig i et hårdt, tæt kram. Hans øjne blev øjeblikkeligt blanke. "Jeg har savnet dig!" udbrød han, lukkende mange af de følelser ud, som havde været indespærret i alle disse år. Han havde været en vred, indesluttet mand længe. Det var hårdt, at have sådan et humør konstant. Da han slap hende, blev han lidt mere dyster i stemningen. Hun havde spurgt hvorfor han ikke havde kontaktet hende og resten af familien, og hun fortjente mere end noget andet, et komplet ærligt svar.
"Der er sket meget siden dengang. Jeg blev taget af varulve, der mente, jeg skulle være en del af deres familie. De ville ikke lade mig gå. Da jeg endelig kom væk.. Så kunne jeg ikke finde vej tilbage igen," indrømmede han ærligt mens han sænkede sit blik mod jorden. Det var sgu da for åndsvagt. Ikke finde vej tilbage! Men sådan var det jo.

Det var svært at give ham tid, svært at forstå at han ikke genkendte hende med det samme, men Miranda var blevet mere tålmodig og afbalanceret siden barnsben. Eller nej, hun var blevet det igen langt tid efter at havde levet med et helvede som udstrødt og med en forbandelse hængene over hovedet.
Miranda nikkede så roligt hun kunne, og forsøgte at holde et roligt ansigt, men hun afslørede sig selv igennem både ansigt, kropsholdning og de meget påvirkede øjne. Kunne det være rigtigt?
Hun nåede ikke at tage en dyb indånding og lade ham tage et øjeblik, før at det øjeblik rent faktisk var gået og han holdte fast i hende. Overrasket var en ganske naturlig reaktion, men den varede ikke længe før hun knugede sig fast til ham, som hun aldrig havde gjort det før. Miranda var ikke en person som foretrak fysisk kontakt, men det her var anderledes. Hun troede at han var forsvundet for altid, og det havde været noget af en omvending, rent følelsesmæssigt at finde ud af at der altid havde været en chance for at finde ham igen. Og nu havde hun endelig gjort det. "Jeg har også savnet dig" svarede hun tilbage mumlende ind i hans skylder. Man kunne høre hvordan hendes stemme svagt knækkede over, og hun forsøgte at holde tårerne tilbage.

Selvfølgelig skulle hun trække sig fra krammet før eller siden, men det var stadig ikke helt nemt at skulle løsne grebet. Hun snøftede kort og tørrede hurtigt sin hånd over ansigtet. Selv i sådan en situation var det svært at vise hvordan hun havde det. Hun følte sig stadig svag når hun græd, hvor forkert det end var.
Et svagt fnys af ironi forlod hende træt, som hun bed sig i læben. "Well.. du havde nok heller ikke fundet mig hjemme.. Varulvene var åbenbart ikke færdige med vores familie.. Jeg blev bidt som 15 årig, og sendt ud af klanen, for ikke at være til fare for de andre." det havde været et voldsomt valg som lederne havde lavet, som de åbenbart fandt nødvendig. Deres mor havde været knust. Hun havde allerede mistet et barn, og nu et mere. Miranda kom trods alt stadig på besøg. "Tror du.. nej, det er nok usandsynligt" nej selvfølgelig var det ikke sådan. Det var en omvandrende varulv der havde været alene, den havde nok intet med den flok at gøre som havde taget Cato dengang.

Cato kunne næsten ikke bære, at se sin lillesøster stå dér med tårer i øjnene. Som hun forklarede hvordan hun var blevet bidt, blev hans blik dog ret mørkt af vrede. INGEN skulle røre hans søster og komme levende fra det! Han måtte tage en dyb indånding for ikke at fare op over det. I stedet holdt han hovedet koldt, mens hun tøvede og derefter ombestemte sig og lod et spørgsmål hænge i luften. Han sukkede let. "Jeg håber, den varulv lever et eller andet sted derude, så jeg kan myrde ham for det, han har gjort imod dig.. Men jeg tvivler. Hele den klan, jeg var hos, blev myrdet af vampyrer. Og så dræbte jeg selv lederen og tog hans halskæde som trofæ," forklarede Cato, stadig forholdsvist roligt. Han tog halskæden op af lommen og stirrede vredt ned på den. "Hvis han er derude, så finder vi ham en dag. Og så skal han betale for dét, han har gjort," Da Catos øjne mødte Mirandas igen, var der kun hævn tilbage at spore i hans blik.

Miranda lærte nok aldrig at acceptere hvad den varulv havde gjort ved hende, men hun havde efterhånden lært at acceptere hendes tilstand. Det havde taget mange år og meget tilværelse, men sådan var livet. Varulvet var kommet for at blive, hvor meget Miranda end afskyede det.
Mirandas blik fulgte Cato's hånd som tog halskæden frem og så på den med en tydelig form for afsky. Hun havde intet forhold til den, men kunne se hvor meget den påvirkede Cato. Det havde været igennem hans udstråling, at Miranda mærkede afskyen til halskæden vokse. "Ingen grund til bekymring. Jeg dræbte varulven.. den nåede bare desværre at sætte sine tænder i min arm først." den hævn havde hun taget, selvom hun ikke følte at den var fyldes gørende nok. Halskæden emmede dog af forskellige lugte, og noget vækkede et minde. Faktisk vækkede det hendes eget skrig af smerte, rent mentalt og hun rømmede sig lidt "Men det lugter som om, at den har været i nærheden af den" tilføjede hn og pegede på halskæden.

Mirandas måde at håndtere hele situationen på, virkede helt sær for Cato, der kun kunne huske hende fra tilbage dengang hun havde været irriterende og efterfølgende. De var begge to voksne nu, men Cato kunne slet ikke helt forholde sig til det. Mirandad var rolig, og virkede til at hvile en del i sig selv, hvilket han kun syntes var en god ting. Men det var også lidt underligt, at han ikke skulle være den beskyttende storebror længere. Hun havde jo sikkert været fuldt ud i stand til, at beskytte sig selv de mange, mange år, især nu hvor han vidste, at hun ikke boede hos klanen længere.
"Hm, så er det nok én af de varulve fra min gamle "klan". Godt de er udryddet," konstaterede han, komplet ligeglad med, at hans "klan" også havde haft et liv. De havde lagt en forbandelse over både ham selv og også Miranda, så det ud til. Uden at tænke over det, vandrede hans hånd ned til det nye ar, han havde pådraget sig. Det kløede, som alle de andre ar havde gjort i starten. "Men... Hvordan er det ellers gået, Mir?" han gad godt vide, om der var andre, der havde været en torn i siden på hende. Han havde ikke været der alle disse år, til at beskytte hende og være der for hende, så nu følte han, at han havde et behov for at give tilbage for de år han havde været fraværende.

Det var en speciel situation at stå i. Selvfølgelig havde alt ændret sig på den årrække der var gået, men det var stadig underligt at se sin egen bror være så meget anderledes end da de var børn. Grundessensen var selvfølgelig stadig den samme, men det var tydeligt at de begge var blevet voksne. Miranda var ikke nogen lille pige mere, som behøvede sin beskyttende storebror for ikke at havne i problemer, som hun havde gjort dengang.
Miranda trak lidt på skulderne. "Umildbart lød de også til at være farlige og uden respekt for andre racer" kommenterede hun til hans konstatering. Hun havde ikke fundet det acceptabelt at angribe uskyldige for at forvandle dem. Desværre, fandt ikke alle varulve deres tilstand som en forbandelse, og mente at det var fuldstændig i orden at pålægge andre den. "Er du okay?" opmærksomt havde Miranda holdt øje med hvor Cato var blevet skadet, selvom det så ud til at være healet godt sammen, til trods for arret. Det var en ny ting, måtte hun konstatere.
"Det.. er gået som det er gået.." startede hun roligt ud, mens hun forsøgte at huske tilbage på alt det hun efterhånden havde været igenne. "Jeg vandrede i en årrække alene, inden jeg joinede ind i en bande. Du kender Samson? Ja, nok en stor fejl, men jeg behøvede et sted at holde til. Det førte til nogen år med knap så lovlige bedrifter, specielt efter Diana døde. Jeg troede i lang tid også at Caitlin var omkommet i ilden, men jeg fandt hende igen for omkring en års tid siden. Banden blev opløst og jeg gav mig til at vandre igen, inden jeg satte mig et nyt projekt i gang. En ulveklan i Medanien" en hurtig opsummering. I hvert fald nogenlunde hurtig. "Skal vi komme væk herfra inden der kommer flere blodsugere?"

"De havde ikke respekt for noget, som helst eller nogen som helst," svarede Cato igen med et lidt mut udtryk. Hans blik blev kort mørkt igen, til Miranda spurgte om han var okay. Han kiggede lidt hurtigt op, en smule forvirret, før det gik op for ham, at hun ikke kendte til den magiske evne, han besad. "Ja, jeg har det fint, det klør bare lidt," skyndte han sig af svare, lidt afværgende. Det var mere vigtigt, om hun var okay, men hun så ikke ud til, at være kommet noget til, så det var fint. Som hun forklarede hvad hun havde gået og lavet, lyttede Cato opmærksomt med. Han fik dog lidt store øjne da hun nævnte, at Diana var død. Samson kendte han kun begrænset til, og Caitlin anede han ikke hvem var. Men Diana var død, og den havde han virkelig ikke set komme. ".. Vent, er Diana død?" han var noget chokeret. Godt nok var han ikke som sådan decideret i familie med Diana, men han havde da stadig været glad for hende og holdt af hende. Og nu var hun død? Han samlede langsomt sit sværd op og stak det i skeden, for derefter at kigge noget mut på Miranda. Han fattede det ikke. "Og hvem er Caitlin?"

Det var ekstremt praktisk at have en healende evne, og blive bekræftet i at han ikke var kommet videre til skade, tog Miranda det langt mere roligt. Hun selv havde ikke været heldig med at få sig sådan en gave, til trods for at hun i tide og utide havde haft ekstremt meget brug for den.
Det forvirrede udtryk som lyste ud af Cato fik Mirandas stemme til at dø lidt ud til sidst, som hun kom i tanke om hvor meget han i realiteten var gået glip af. Diana var død efter hans forsvinden, og Caitlin var slet ikke gammel nok til at han kendte til hende. Der var sket utrolig meget.
Miranda bed sig let i læben og sukkede let. "Ja.. For omkring 7-8 år siden. Ildebrand." Hun havde været i hovedstaden, og Miranda havde været alt for langt væk. Hun havde først hørt om det alt for sent og tabet over både søster og niece havde været et direkte helvede. Noget Miranda aldrig ønskede at opleve igen, men sådan havde hun også haft det da Cato forsvandt, og alligevel havde hun været udsat for at prøve det igen med Diana. "Caitlin er Diana's datter. Hun er vist lige blevet 16 år" forklarede hun roligt. Miranda havde en forhåbning om at hun stadig befandt sig ved tømre som havde lukket hende ind og nærmest adopteret. Det gjorde i hvert fald at Miranda var mindre urolig hele tiden.

Det var en hård nyhed at få at vide, at Diana var afgået ved døden, især dét, at det var sket før alderdommen havde fået fat. Ildebrand. En forfærdelig måde, at gå bort på. Han sank et par gange, ude af stand til at få billedet ud af hovedet. Diana midt i ildebranden, enten død af røg i lungerne eller forbrændinger. Tanken fik ham til at stå usikkert på benene, og mens hans øjne blev lidt blanke igen, rystede han på hovedet, hankede let op i bæltet og rømmede sig akavet.
"Der er vidst sket mere end bare meget siden dengang," mumlede han. ude af stand til at dele sin sorg med hende. Han kunne ikke bære den lige nu. "Jeg håber at komme til at møde Caitlin engang. Men du sagde vi skulle af sted? Har du et sted vi kan være for nu?" det var hurtigt, han skiftede emne, men han var ikke særlig glad for, at tale om hvordan hans papsøster var død og at han hverken havde haft tid til at sige farvel eller i det hele taget gøre noget ved det.

Det var nogle hårde nyheder som kom i Cato's retning. Miranda brød sig ikke synderligt om at snakke om sin storesøsters død, men hun havde stadig haft langt flere år at kapere det på, og hun havde endda også haft Caitlins død i tankerne. Den død der aldrig indtraf, men som først nåede Miranda for øre en del år senere. Deprimerende retning det hele tog. I det mindste var deres mor stadig i live. I hvert fald sidst Miranda tjekkede. Hun var sejlivet, og heller ikke voldsomt gammel, taget levealderen i betragtning.
"Yeah.. alt for meget" svarede hun stille og bed sig i læben. Miranda brugte de fleste dage på IKKE at tænke på det der var sket, og mere fokusere fremad i livet, hvor koldt det end kunne lyde. "Ikke her i Tusmørkely, andet end at søge væk fra Fantomtårnet. De kommer ikke så tit på den anden side af byen, der har vi mulighed for at slå lejr" hun lod emnet om dødsfald og familiemedlemmer ligge for en stund. Det kunne altid blive bragt op senere! Nu var det vigtigst at komme væk fra vampyrerne og derefter videre. "Jeg rejser videre i morgen. Hjem til Medanien. Vil du tage med mig?" der var stærk forhåbning i hendes stemme, men det var op til Cato hvorvidt han ville forlade Tusmørkely. Det kunne jo også sagtens ske at han havde et hjem et sted, han ikke umildbart kunne tage væk fra

Catos blik sad igen fastnaglet til jorden, da Miranda heller ikke så ud til, at bryde sig om at snakke om det. Heldigvis bed hun på krogen og de kom hen på et mere praktisk emne, hvor man ikke skulle tænke emotionelt. Han nikkede et par gange, det gav mening. Den anden side af byen var næsten fri for vampyrer. Og han havde faktisk også sin egen lejr dér.
"Jeg har allerede en lejr slået op på den anden side. Vi kan bare tage hen til dén, hvis det er," forklarede han, mens han gjorde sig klar til, at gå videre, så de kunne komme til lejren og få hvilet ud. Han var faktisk jævnt træt. Som Miranda fik spurgt om han ville rejse med hende, stoppede Cato dog brat op. Han havde ikke lige sådan regnet med, at få dét tilbud, for han vidste udmærket godt, at hun var voksen og ikke havde brug for sin storebror til, at passe på sig. Han var ærligt talt rigtig glad for, at hun vise sig at ville have ham med. "Selvfølgelig, Mir, så længe du kan håndtere at have din storebror til at rende rundt," sagde han med det første helt glade smil i lang tid. Hans øjne funklede helt over den glæde han følte ved, at han nu endelig havde sin familie ved sig.

Endnu engang var han foran, og havde været praktisk nok at sætte en lejr op inden han var taget ud i natten. Hvilket nok også bekræftede at han altid havde været den mest fornuftige af de to. "God ide. Som altid er du langt mere forberedt end mig" hun skulle til at holde op med bare at tage afsted, uden at tænke over hvor hun skulle sove henne. Hun havde selvfølgelig opgraderet til at have et permanent hjem nu, i stedet for bare at vandre og vandre uden at slutte sig til et bestemt sted.

Miranda smilede og kunne ikke lade hver med at puffe let til ham "Så længe du ikke går i vejen" svarede hun drillende, men holdte en glad tone. Hun vidste ikke om hun havde regnet med at han ville sige ja, eller nej, men hun var virkelig glad for at han ville tage med hende. Dertil, var ulvehøj ved at blive et sted for flere og flere varulve. Et hjem. "Jeg bor der ikke alene. Vi er en mindre flok efterhånden" af andre varulve og det gik faktisk meget godt med at få flere dertil.

Cato smilede bare kærligt til sin søster som hun gav ham al applausen. "Nogen skal jo være fornuftig," drillede han igen. mærkende den dejlige gamle kammertone, som han alle disse år havde savnet. Hendes puf fik ham til at flyttede sig let, hvorefter han puffede igen. "Det var altid dig der gik i vejen. Jeg faldt konstant over dig," konstaterede han med et skævt, drillende smil. Gud, hvor havde han savnet hende!
Som hun dog nævnte at hun boede sammen med en hel flok, blev Cato dog lidt mere alvorlig igen. "Så er det ikke sikkert jeg vil være lige i lejren hele tiden. Jeg er blevet meget vant til at rejse og bo alene," han kiggede frem for sig, hvor den lille bys små lys var blevet synlige i distancen. Cato vidste udmærket godt, at med vampyrblod på sig var det en dårlig idé, at gå derind, så han tog sin vante rute uden om.
"Der er sikkert mange af de udøde i byen lige nu. Og vi har vampyrblod på os, hvilket de sagtens kan lugte, hvor alkohol jeg så ellers har spoleret min egen duft med," forklarede han Miranda, mens han kiggede ligefrem for sig, og en gang i mellem sendte et årvågent blik rundt, bare for at være på den sikre side. Nogle folk kaldte ham paranoid. Det kunne der måske godt være noget om, men hellere være paranoid og levende end afslappet og død.