Hauru forsøgte at se muggen ud, men det gik ikke så godt og man kunne tydeligt se det, for Kvakket havde jo egentlig ret. Vandet var dejligt, men Hauru havde bare altid været vant til at blive hadet af alle, så det var måske derfor han satte en meget kedelig og sur facade op. Han valgte ikke at svarer, for når han var nødt til at indrømme at en anden end ham havde ret, så blev det kun i hans hoved.
Et ret overrasket udtryk kom frem i hans øjne, da Kvakket tvang et smil frem på ham. Han var aldeles ikke vant til at folk bare rørte ved ham, og han anede ikke hvordan han skulle reagere. Uden han lagde mærke til det, begyndte han faktisk at smile lidt.
".. Tak," sagde han kort og så forsvandt smilet igen.
"Du virker tilgengæld meget glad. Hvorfor er du så glad hele tiden?" Spurgte han som om han aldrig havde set en være glad før. Det havde han selvfølgelig, han var det bare sjældent selv, så måske kunne Kvakket komme med nogle grunde til at være glad.