Bumi stoppede ikke med at knuge sig ind til Kaninmanden og knibe øjnene hårdt sammen før han var landet med et bump på noget gras. Det var for det første svært at forstå hvad der foregik allerede til at starte med, og det store brag efterfulgt af advarslen om noget Bumi allerede havde fortrængt, begyndte at løbe rundt i gaderne, følte han at døden var nær! Bumi var en lille størrelse og ville umuligt overleve mødet med en mørkets kriger. Bumi ville ikke overleve hvis nogen angreb ham! Hans overlevelses instinkt gik ud på at flygte som en bangebuks, og han var god til det.
Lige nu var det dog meget anderledes. Efter at lade det synke ind at larmen var forsvundet nogenlunde, åbnede han øjnene nok til at kunne kigge ud og se grønne omgivelelser. Han lå rent faktisk på græs! Det var et mirakel! Eller også var han død og kommet i himmelen.

Panikken bredte sig først, som Bumi forsøgte at slippe taget om Baldur, og sætte sig lidt mere op. Hans blik fandt stenansigtet og et forskrækket halvkvalt skrig underslap hans læber, mens hans øjne blev store. Lidt fribrilsk forsøgte han at kante sig ud af stengrebet men intet hjalp. Det endte med at han lå helt stille i græsset, med en svag vind i håret og stirrede på stenmanden som Bumi var 110 procent sikker på havde været en kaninmand inden de kom væk fra hovedstaden. En flugt han endnu ikke helt havde forstået endnu!

Det sidste brag havde været et for meget og som Baldur havde holdt om den lille fyr i kroen var hans instinkter sat ind. Desværre gjorde de det ofte samtidig, så da han kort efter landende i absolut sikkerhed langt fra angrebet på hovedstaden, så var det med Bumi i favnen... og helt som sten. Det var en tilstand der altid bragte ham en fantastisk indre ro følelse af tryghed. En følelse han dog snart efter bemærkede han slet ikke fik delt med væsnet i hans arme, der sled for at komme fri.

Blikket og hørelsen var altid det første han fik tilbage, måske fordi ingen af delene helt nåede at forsvinde. Lige nu ville han dog helst have været foruden dem for det pinte ham at se og høre det lille væsen kæmpe og græde uden at han kunne røre sig det mindste til hjælp.
Langsomt, uendeligt langsomt føltes det, gled stenlaget af ham igen. Pelsen blev blødere og blødere, hans vejrtrækning mærkbar og hans arme lukkede sig varme og omfavnende om Bumi på hans bryst. Det var da da han også fik blinket det sidste sten-agtige af ansigtet og med en dyb vejrtrækning fik sig selv helt tilbage i normal form. "Så, så min ven, vi er i sikkerhed nu, du og jeg." Han blev ved med at mumle beroligende til den anden, som han lidt kejtet strøg ham over ryggen.

Alverdens tanker skød igennem den stakkels hobbit, som han lå fastspændt på jorden i stengrebet. Det var skam ikke fordi han på noget tidspunkt havde været bange for Baldur, men at ligge der, uden at være i stand til at stikke af, kunne røre sig voldsomt eller gøre noget, skræmte ham mere end godt var. Gråden hørte dog ganske langsomt op, som den kolde stenkrop, blev mere blød og varm igen, og Bumi igen havde følelsen af at være i nærheden af noget levende. Det kom langsomt, men alt hjalp lige nu. Det endte til sidst med at Bumi selv holdte fast i kaninmanden for at føle sig sikker igen, selvom det var svært. "e-er vi?" kom der snøftende fra Hobbitten, som løftede hovedet let for at kigge op på Baldur. Han var bange. Bange for om det nu også var rigtigt at de var sluppet væk, eller om de stadig sad fanget i kroen og måtte tage del i den forfærdelige krig. Han ville aldrig overleve sådan noget, og Bumi mente helt ærligt at han havde mange ting han manglede at lærer før døden skulle indtraffe. Et kuldegys gik igennem kroppen på Bumi ved den blotte tanke om død.