Morgana havde meldt sig som hjælpende hånd ved helbrederne - ikke fordi hun havde evnerne selv - men fordi hendes barndoms landsbys gamle kloge kone havde lært hende og de andre børn et par tricks. Hun kunne stoppe en blødning, vaske såret, forbinde de mindre slemme skader og generelt give en hånd med, hvor der ellers var behov for de.
Hun var straks blevet sendt ud i rækkerne af de sårede med et vandfad og en svamp. Hun havde haft nogle svære timer i starten, hvor duften af blodet og de klagende skrig, når en helbreder måtte sætte lemmer af, blændede hende psykisk. Men som tiden gik, blev de mindre sår knapt så kvalmende, de større så hun på med logisk sans, og de helt store sår fik hun helbrederne til at give lidt opmærksomhed. Desværre havde hun mere end én gang måtte vende tilbage uden helbreder, da de var optaget andetsteds. Ofte havde hun også fået beskeden om selv at gøre sit bedste, fordi de ikke kunne gøre andet.
Hun havde holdt døende i hånden, mens de febrilsk trak vejret i stød, bad til deres guder eller græd efter deres familiemedlemmer og kære.
Hun havde duppet vand på feberhede pander, havde forbundet og genforbundet sår, der ikke ville stoppe med at bløde.
En enkelt gang havde hun været med til at holde en mand nede, da helbrederne måtte sætte benet af ved knæet i et forsøg på at redde resten af benet og stoppe den blødning, der ellers ville koste ham livet. Bagefter havde hun følt sig tom indvendig, men var forsat med at behandle næste patient.

Morgana var i gang med at tørre blodet fra et sår i panden på en patient, hvis alvorligere sår allerede var behandlet og forbundet. Hun havde fundet ud af, at hun med sin ild kunne varme vandet i vaskefadet lidt, så det ikke var det iskoldt, når hun begyndte afvaskningen.
Efter at blodet var fjernet, smurte hun lidt salve på, samlede tingene sammen, og gik mod næste i rækken. Der var uendeligt mange.

Også Morgana blev opmærksom på de nye lyde ude fra ankomstpladsen, rettede sig op og tørrede det svedige, viltre hår væk fra panden, mens hun kiggede frem. Hun frygtede, at endnu et hold alvorligt sårede var kommet.
Da de to krigere trådte ind, reagerede hun med frygt og trak så ubevidst længere væk.
Hvad lavede de her? Hvad skete der? Var murens forsvar faldet?!

Det første stykke tid på slagmarken havde Asha bare hugget sig gennem fjenderne uden sans for, hvad der foregik omkring hende. Blodstænk plettede hendes mørke læderrustning, og hun blødte selv fra et overfladisk sår på armen. Kort tid efter havde et par af de andre krigere dog fået revet hende væk fra kampens midte: de havde fundet en smal åbning i bymuren, hvor vandet fra byens kloaker løb ud. Asha fulgte hurtigt efter dem - hun ville ind i byen, hvor hun sandsynligvis kunne udrette langt mere, da den solide bymur ikke længere ville være mellem hende og størstedelen af hendes fjender. At der også ville være kvinder og børn, sårede og gamle bag bymuren tænkte hun ikke videre over - de var krigens nødvendige ofre.
De løb i zig-zag mellem de kæmpende. Asha havde kun øjne for muren, som de efterhånden befandt sig i dens skygge, men pludselig havde én af forsvarerne fået øje på dem, og Asha undgik kun at blive kløvet i to, fordi den ene af de to andre krigere i hendes flok beskyttede hende med sit skjold. Hendes lilla øjne stirrede et øjeblik ind i hans, og hun gav et lille nik med hovedet: et udtryk for taknemmelighed for, at han havde reddet hendes liv.
Nu var de 3 mod én, og de efterlod angriberen blødende på jorden bag sig.

Det var ikke nemt at komme ind i byen, men det lykkedes med lidt held. Ashas uniform klistrede let til hendes krop efter nærkontakten med det knap så vellugtende kloakvand. Inde i gaderne var der kaos: folk løb af sted - nogle mod kampen, andre væk fra den. Sårede blev båret gennem gaderne, og næsten ingen lod mærke til de tre Mørkets Krigere, som pludselig stod i gaden.
Lige ind til en bueskytte oppe fra bymuren altså slog alarm, og krigeren, der tidligere havde reddet Asha blev gennemboret af en pil. De trak ham ind i skyggen af en bygning: såret så slemt ud, og han blødte kraftigt og trak vejret i usikre gisp. Med hjælp fra den anden kriger hankede Asha op i ham - hun havde set, hvor de bragte de sårede hen.

Da Asha trådte ind i helbredelseshuset fangede hendes blik kvinden med det mørke, krøllede hår, som var i færd med at hjælpe de sårede. Hun så frygtsom ud, men Asha håbede, at hun kunne 'overtales'. "Dig der!" Raspede hendes ru stemme, og hun pegede mod kvinden. "Er du en healer?"

Morgana spærrede frygtsomt øjnene op, da den fremmede kriger - der så lige så anderledes ud, som landsbyens gamle kvinde havde beskrevet i de uhyggelige eventyr - pegede på hende.
I første omgang opfattede hun ikke ordene, og det var først da de omkringstående vendte deres øjne mod hende og afventede hendes svar, at det gik op for hende, hvad der måtte være blevet spurgt om.

”O-om jeg er helbreder? N-nej, ikke rigtigt. Jeg hjælper bare så godt jeg kan…” fik hun fremstammet lige inden, at en anden hjælper råbte på hende, fordi der var behov for endnu en hjælpende hånd med en amputation.
Så ved jeg da, hvorfor der ikke er nogen andre helbredere i nærheden lige nu, konstaterede hun tørt, men turde ikke røre sig ud af stedet. For at komme hen mod den anden hjælper, ville hun være nødt til at bevæge sig frem mod mørkets krigere, idet hun stod mellem to blindt-endende sengerækker.

Mens hun ventede på reaktionen fra den kvindelige kriger, betragtede hun den sårede. Det var nok lige så slemt, som det så ud. Pilen var gået ind ved rustningens kant omkring armhulen og siden, hvor for- og bagplade var hæftet sammen, og der var to udfald. Enten havde pilen gennemboret leveren, eller den var havnet i lungen. Det sidste var den værste situation. En anden var død af det samme kort tid forinden, men han havde haft en lidt anden vejrtrækning, og der havde været blodigt fråde om munden.
Morganas øjne blev fanget af mandens et kort øjeblik, og et stik af medlidenhed ramte hende. Hun ville gerne hjælpe. Lindre.

Det var krig, og folk døde. Sådan var det, og i de fleste andre tilfælde - med sår så slemme - ville Asha nok have valgt at lade kammeraten ligge eller give ham en hurtig død. Men hun huskede stadig øjeblikket uden for byporten, der nu virkede som en evigheds siden. Hun skyldte trods alt manden sit liv - det kunne hun ikke bare lige glemme.
Han var bleg og svedende, og hun og den anden kriger bar efterhånden alt hans vægt. Hans øjne var lukkede, og Asha var ikke sikker på, om han overhovedet var ved bevidsthed.

Det var ikke underligt, at de manglede helbredere, tænkte hun, da hun langsomt begyndte at lægge mærke til omgivelserne. Her var utroligt mange sårede, og der ville kun komme flere.. Nu handlede det dog om at få hjælp til krigeren ved hendes side, og hun så gennemtrængende på kvinden foran sig, der næppe havde set nogen med orkblod i årerne før - det måtte generelt være et spøjst syn: 3 Mørkets Krigere på et sted, de på ingen måde hørte til.

"Kan du hjælpe ham? .. Hvor kan vi lægge ham?" Selvom tonefaldet var hendes sædvanlige og kommanderende var der en vis bøn i stemmen - kvinden var i sin gode ret til at nægte at hjælpe dem: de havde trods alt været med til at fylde Helbredelseshuset op. Hvis ikke hun ville hjælpe ... Asha skævede let til øksen, hun bar ved sin side .. så måtte der anden form for overtalelse til.

Morgana så blikket, der blev sendt til øksen ved orkkvindens side. Der var ingen tvivl om, at den kunne bruges på hende eller de allerede døende patienter. For nogen ville det være en udfrielse, for andre, hvor sårrene var mindre, ville det næppe være en fornøjelse. Den slet skjulte trussel gik ikke hen over Morganas hoved, og hun var klar over, at der ikke var nogen anden udvej, end at tage imod endnu en patient.
Hun havde ikke afvist ham alligevel. Chancen for at han overlevede afhæng af, hvor såret var. Og var det den dødelige placering, ville hun om ikke andet sørge for, at døden indfandt sig så smertefrit som muligt det nu var.

”Placér ham dér,” svarede hun og pegede over med et dunkelt hjørne mellem andre lige så alvorligt sårede. Det var bedre at ligge dér, end at ligge mellem endnu vigørlige krigere, der ville kunne gøre en endnu hurtigere ende på mandens smerter. ”Og hjælp mig venligst med at få hans harnisk af.”
Morgana kunne i bebrejde de vilde og hadske blikke, der blev sendt mod dem… men med den sorte rustning af, ville manden have større chancer for at overleve de første par timer - i forhold til lysets krigeres hænder.

Morgana havde fundet sine få remedier frem og lagde for første gang mærke til kvindens lugt, nu de stod tættere sammen. Blod, sved og en anden udefinerbar odør, der adskilte sig fra stanken af det sårede, det brændte og det rådnende kød, der emmede fra patienterne. Hun slog det fra sig: Der var arbejde at lave. Pilen skulle fjernes, og blødningen stoppes.
Morgana betragtede igen manden og søgt tegn efter den blodige fråde, der ville være tegn på en punkteret lunge. Endnu sås den ikke, og hun tog det som et godt tegn, idet hun begyndte at fjerne pilen.
Og manden skreg.

Asha dukkede nakken om ignoredede de vrede blikke fra de sårede omkring dem, som hun og den anden kriger fik slæbt den sårede hen i hjørnet. Hans øjne var lukkede og panden vædet af sved - Hun håbede, at kvinden vidste, hvad hun havde med at gøre. Ikke, at de havde andre valg: de var blot heldige, at hun havde valgt at gå med til at hjælpe dem uden at modsætte sig.
De fik ham lagt ned og Asha hjalp til med at fjerne den sorte rustning fra manden - delene af hans harnisk blev smidt i hjørnet, og Asha tænkte et kort øjeblik, at hun måske selv burde skaffe sig noget andet beklædning. Det var en smule for let at se, hvilken side hun hørte til, men hendes grønne hud ville sansynligvis under alle omstændigheder hurtigt være med til at afgøre, at hun ikke var en del af Lysets hær.

Skriget fra manden fik det til at give et lille sæt i Asha, men hun kunne ikke gøre så meget andet end at stille sig til side, og lade helbredersken gøre sit arbejde. For 'bare en medhjælper' at være, så hun i det mindste ud til at have ganske godt styr på, hvad hun gjorde.
"Han lader da i hvert fald til stadig at være i live.." Bemærkede hun tørt, mest henvendt til den anden sortklædte kriger ved sin side. Man kunne dog godt høre et snert af ængstelse i hendes stemme: hun håbede, at han ville klare den.

”Åh ja, lidt i live er han da endnu!” Svarede Morgana tørt, mens hun pressede et gennemfugtet klæde ned mod såret. Der var kommet blod med ud, da pilen gav sig, og sårkanterne var ikke ligefrem pæne længere. Heldigvis havde pilen var uden nogen form for grumme modhager.
Morgana rynkede panden. Hun kendte ikke forskel blodets farve og vidste ikke, om det kunne indikere det ene eller det andet. Det måtte være op til den gud, manden troede på, om han skulle leve eller ej.

Helbrederne var optaget andetsteds, eller også havde de accepteret hendes valg. Der var ingen af dem, der viste nogen form for misbilligelse over at endnu en kriger - om end ’sort’ - var dukket op. De var lige som hende blot drevet af deres behov for at hjælpe, hvor de kunne.
Dog regnede Morgana ikke med at se dem udøve deres helbredende kræfter på denne mand, når der var så mange andre at hjælpe også.

”Ønsker I at forblive her?” Morgana skævede mod de andres usikre optræden over for trioen, ja endda over for hende. De andre patienter så ikke ud til at bifalde hendes valg, og mere end havde spyttet på gulvet, da de passerede dem.
Heldigvis virkede de nærmestliggende til at være så meget uden bevidsthed, at de ikke ænsede dem.

En tyk blåsort sky dukkede kortvarigt op lidt indenfor indgangen af healerhuset. En bleg hånd fik viftet det værste væk, som det hastigt steg op i luften og forsvandt, uden at tage sig synderligt af de forskrækkede blikke de nærliggende patienter sendte hende, ej heller over det strenge blik en af healerne sendte hende.
Den brune kuttes hætte var slået ned så man let kunne se de sarte grønne øjne, og det havblå hår der var samlet i en tyk fletning der forsvandt et sted under kutten. I hænderne holdt hun en kurv der var fyldt til randen med nye bandager, klude, rensende og bedøvende væsker, og en lille indpakning med nåle og tråd.
Umiddelbart var Celyon ikke ligefrem den helt store fan af at hjælpe til med sårede og døende, men det havde om end været en nærmest dagligdag for hende siden flygtningene var begyndt at komme til byen. Og nu hvor kaosset var størst havde hun uden at kny taget rollen til sig som den der leverede beskeder og ting templerne og helbredelseshuset imellem. Hendes evner indenfor teleportation kom meget handy ind i denne situation, selvom det gjorde en del folk forskrækkede når hun dukkede op ud af ingenting, eller næsten ingenting..
Tøjet sad tungt og fugtigt på hende, det var temmeligt tydeligt at hun havde været udenfor idet regnen pludselig var kommet ud af ingenting. En helvedes masse syntes at ske udenfor, akkurat som indenfor.

Blikket faldt nærmest straks på den grønne ork-lignende skabning foran hende og dennes sorte beklædning, et lille hovedtilt viste en let forvirring over hvorfor pokker fjenden havde indtaget helbredelseshuset og ikke bare kunne tage til takke med sine egne healere. Blikket gled videre hen til patienten og den mørkhårede kvinde der var i gang med at behandle denne. Med nærmest indøvet rutine fik hun kastet et par bandager over i retning af nogle hjælpere der kaldte for at få hendes opmærksomhed, inden hun gled længere ind i rummet og lod den store kurv stille på et bord så folk selv kunne hente hvad de havde behov for. " Nye forsyninger.. " Lød det kort og godt.

For hundredevis af år siden, havde det fascineret naturfilosofferne en del hvordan engle overhovedet kunne flyve. Ja, de var typisk lettere end almindelig mennesker, men alt hvad man vidste om fugle, fortalte at deres vingefang var simpelthen for kort til at det burde virke. Så man havde lavet tests på sympatiske og stort set frivillige engle, man havde målt og vejet, regnet på det, sat dem på knappenålshoveder, regnet lidt mere. Efter megen herlig diskussion frem og tilbage, havde en enkelt foreslået at det måske var fordi de havde glemte at tage højde for at der også blev basket med vingerne. Absurd! Lød konsensus, det måtte være magi.
Og sådan overtog magikerne problematikken. Det måtte være en eller anden form for latent luftmagi, tyngdemagi eller telekinese lød hypoteserne. Så der blev kastede afklarende og afmålende besværgelser indtil man var blå i ansigtet, men stadig intet. Selv de mest magiløse engle kunne flyve uden problemer. Der er bare en af den slags ting der ikke kan forklares, havde man sagt.
Og sådan overtog præsterne problematikken. Det er Isaris vilje der løfter dem, blev der sagt og folk nikkede og undrede hvordan det overhovedet havde været så svært til at begynde med. Siden da var der ingen der havde sat spørgsmålstegn til engle flyvedygtighed, men det var stadig et forbløffende syn når den fuldt rustningsklædte Evangelina landede let på sine tåspidser som vejede hun intet. Overgangen fra at flyve til at gå var fuldkommen glat og den høje engel trådte ind i healerhuset. Hendes træk var stoiske, men hendes øjne var stormfulde og da de landede på orcinden kunne man næsten høre tordenskraldet. Hendes hånd fandt straks skæftet, men hun tøvede. Ikke herinde. I stedet løftede hun hånden og i samme sekund løftede fjenden fra gulvet. Et hurtigt skridt tilbage efterlod dørenåbningen fri og Evangelina smed rimelig bogstaveligt og ikke særlig nænsomt den indbrudne orc ud. Hun skulle netop til selv at følge efter og fuldføre arbejdet, da hun fik øje på de andre krigere derind. Den oprette blev hurtigt og nydeligt ekspedieret. Hendes ene evne fastlåste ham fysisk, den anden magisk og kniven i hendes bælte fandt hans strube. Som han sank til jorden greb hun ham uden så meget som en ansigtstrækning, blot for at tørre klingen af i hans tunika. Så dumpede han til gulvet og Evangelina satte kurs mod den sårede med samme ligegyldighed.

Asha lænede sig op ad den nærmeste væg, armene over kors. Hun lignede ikke én, der var på vej til at forlade stedet - tværtimod. "Vi bliver hængende ind til vi ved, om han klarer den." Brummede hendes sortklædte kammerat, der for første gang åbnede munden, siden de var trådt ind i Helbredelseshuset. Asha kendte ham ikke specielt godt - men hun vidste, at han var tæt knyttet til den sårede kriger.
Hun selv gloede rundt blandt mængden af sårede og helbredere - det var tydeligt at mærke de flestes ubehag ved hendes tilstedeværelse. Hun fik øjenkontakt med en af helbrederne, der havde spyttet på jorden og hendes øjenbryn hævedes let. Hun gjorde dog ikke nogen tegn til at opføre sig fjendtligt - for nu ville hun bare sikre sig den anden krigers overlevelse.

En eller anden skabning havde teleporteret sig ind i Helbredelseshuset, og Asha blottede tænderne i et - ikke særlig venligt - smil, som hun så på pigen foran sig. Hun så meget ung ud, men før hun nåede at betragte hende nærmere, blev døren til Helbredelseshuset endnu en gang smækket op: Denne nyankomne virkede noget mere frygtindgydende end pigen, og Asha nåede netop at gribe om økseskaftet, før hun nærmest fløj på hovedet ud af døren. Gaden var fugtig af regn og hendes hænder og knæ blev plettet af mudderet, som hun kom på benene tids nok til at se kniven blive stukket af den anden krigers hals.
"Vil du virkelig myrde en såret mand?" Halvråbte hun efter englen, der var på vej hen mod den sidste kriger. Hun stod stadig uden for i den kraftige regn og selvom hendes tonefald lød modigt, havde hendes lilla øjne allerede afsøgt omgivelserne for flugtveje. Hun havde ikke tænkt sig at tage kampen op mod englen - især ikke på så fjendtligt et territorium.

Morgana nikkede let, allerede i gang med at trykke manden lidt hist og her. Hun hørte en lyd, der fik hende til at vende sig om. Hun havde tidligere set pigen komme med forbindinger og rejste sig for at hente endnu en ration. Inden hun gik uden for rækkevidde, havde hun kastet et betuttet blik mod orken, men hun var ikke blevet hindret i at hente rationen. Der ville snart være behov for flere, når hun skulle videre til andre sårede, men hun ville tilbage og se til den anden først.

Pludselig var der kaos i rummet. Hun havde ikke vendt sig mod døren i den tro, at det blot var flere sårede, der blev bugseret ind, og da orkkrigeren fløj op og forsvandt, hylende, for hun sammen. Inden hun kunne nå at gøre så meget som at løfte en hånd, var den anden kriger henne ved den opretstående mørkets kriger… og han faldt sammen. Det isnede langs rygraden, og inden hun fik tænkt en tanke sprang hun ind foran den sårede, der uvidende lå med lukkede øjne og åndede tungt.
”Hvor vover de!” Tordnede Morgana med sin højeste stemme. ”Dette er ikke et sted for gemene aflivninger! Hvor vover de at ringeagte vores arbejde og vise foragt for livet på den måde!”
Morganas vilde stemme havde tilkaldt flere rystede healere, der alle lige som hende så fornærmede, trætte og rasende ud.
”Hvis du ønsker at tage livet af folk skal det ske uden for disse mure!”
Vreden ulmede i hendes stemme, og hun kunne mærke den varme hende indefra.

Evangelina tårnede udtryksløst over det menneskepigen. Hendes hoved lå en anelse på sned og isnende øjne faldt afmålende på den unge healer. Modstanden var symbolsk mere end noget andet, den telekinetiske engle kunne let kvæle den forsvarsløse kriger, selv fra den afstand.. men der var noget i pigebarnets øjne der fik hende til at tøve.
Var det ikke netop denne nåde, denne uskyld hun kæmpede for at beskytte? Var hun allerede så opslugt af krigen at hun havde glemt det?
"Et prisværdigt ideal.." Svarede Evangelina mildt og et lille smil kantede sig næsten ind i hendes mundvig, "Jeg vil bede for at I ikke behøver at finde ud af om vor fjende gengælder det.."
Hun vendte sig om for at gå men tøvede, "..og måske også sende nogle soldater til beskyttelse."
I det hun passerede liget på gulvet spjættede hans ben direkte op i hendes hånd og hun slæbte ham uden megen synlig anstrengelse over mod døren for at se om orcen havde besluttet sig for at blive.

Et enkelt øjenbryn blev hævet ved orkens småtruende og selvsikre smil. Hvad lavede de overhovedet i helbredelseshuset? truede de sig til at blive healet? Blikket gled videre ned på den sårede. Han måtte åbenbart have en kraftfuld magi siden de fandt det så vigtigt at han skulle overleve at de ligefrem tog til fjendens område for at få personen healet. Et dumt træk hvis man spurgte halvdæmonen, hvis haletip vippede en smule misfornøjet under kutten.
"Ha.." Det begyndende spørgsmål blev hængende i luften idet en temmelig krigerisk engel brød ind i huset og fik skabt mere død og kaos end der allerede virkede til at være derinde. Celyon havde normalt ikke noget imod at se på døde folk, men det var noget andet og langt mere nedværdigende at dræbe dem mens de lå og var sårede uden nogen mulighed for at kunne forsvare sig selv med et våben. Hvis den sårede kriger havde haft en dolk eller lignende i hånden havde de vel været en smule mere fair.
Et fnys forlod hende. I det mindste var orken forsvundet udenfor igen.
" Tror snarere der er mere brug for plads til de sårede og flere til at hjælpe dem, end der er brug for vagter.." Lød det halvmumlende fra hende som hun gik over og hjalp en af de få hjælpere i helbredelseshuset der ikke var begyndt at rejse sig op i smålarmende protest over englens behandling af andres liv, med at ligge forbinding om en såret krigers brækkede arm. Hvis det var sådan engle tænkte på livet og døden at de bare kunne tage det uden fair chance, så ville hun bestemt ikke stole på de såkaldte ophøjede væsener for eftertiden.

Et udtryk af let overraskelse gled over Ashas ansigt, som helbredersken forsvarede den sårede mod englen. Hun havde sat pris på kvindens ønske om at hjælpe den sårede på trods af hans sorte uniform - men hun havde ikke troet, at hendes loyalitet rakte så langt. At hjælpe de sårede betød åbenbart mere for hende, end hvilken side af konflikten, de tilhørte .. ædelmodigt.

Asha var dog ganske klar over sine egner chancer. Hvor meget hun end elskede kampens rus, var hun ikke så dum, at hun ville udfordre en Ridder af Lyset her midt i byen, hvor forstærkninger kunne komme hvert øjeblik. Nej - hun måtte væk herfra, og det kunne ikke gå for hurtigt.
Det vigtigste var, at den sårede kriger - for nu - var i live. Kendte hun Lyset ret, ville han sandsynligvis komme til at tilbringe det næste meget lange stykke tid i en celle, medmindre det lykkedes dem at få overtaget byen. Asha kunne ikke redde ham ud herfra. Men for nu havde hun i det mindste sikret hans forhåbentlige overlevelse. Medmindre englen naturligvis bestemte sig for, at han ikke skulle spares.

Med et sidste blik i retning af helbredelseshuset vendte hun om og løb ned ad gaden, hvor hun hurtig fandt en mørk sidegade, der kunne bringe en god afstand mellem hende selv og englen. Hun kunne høre larmen fra kampen i baggrunden, og et højt brag fra tidligere, havde tydet på, at noget af bymuren var faldet. Forhåbentlig kunne hun blive genforenet med noget af Mørkets Hær.


/Asha er ude af tråden.

Englen forsvandt, og Morgana begyndte at ryste som espeløv, da det gik op for hende, at hun nu var i sikkerhed igen for en tid. Hendes vrede forsvandt og efterlod en tomhed, hun ikke kunne forklare. Orken var væk, den anden mørkets kriger var aflivet som et dyr og englen var gået sin vej igen. Tilbage var nu kun den sårede mørkets kriger.

Langsomt vendte virkeligheden tilbage i form af råb og klageskrig fra healere og patienter. Der var meget at se til.
Hun gav en sidste kig på manden og sikrede sig, at han stadigvæk var i live. Hun noterede sig, at hun snarest muligt skulle have en af de dygtige healere til at tilse ham, for hendes evner med bandager rakte ikke langt i denne situation… og omkring manden lå de andre hårdt sårede, som healere også manglede at tilse igen.

Hun sukkede irriteret, da hun tabte den bandage, hun havde stået med i hånden. Hun bukkede sig for at samle den op, men den var landet i noget smuds og kunne ikke bruges nu. Med et skuldertræk rejste hun sig op igen og begav sig atter engang hen til bordet med kurven, mens hun spejdede efter en ledig healer. Fraværende, mens hun gik, kløede hun en plamage på hånden af størknende blod fra den tilkomne patient.