Vejret var altid godt i Medanien, men det var som om, at hele landsdelen var forladt. Den ældre varulv havde hørt hvad der var sket med byen, men havde aldrig forstillet sig, at det var i sådan et omfang. Hele byen var nærmest jævnet med jorden efter ilden, bortset fra meget få bønder og andre beboere der havde valgt at blive for at genbygge byen af resterne og asken. Han havde stået i udkanten af den ødelagte by, inden han var vendt rundt og vandret videre til han var endt i området, man kaldte Ulvehøj. Det havde været hjemsted for mange varulve, men stået tomt i langtid. Han huskede vagt, at havde hørt historier om Ulvehøj fra hans moder og skaber, men de var overskygget af alle de andre minder, han havde trukket til sig i løbet af årene. De stærke ben bragte ham frem i en rolig og ligefrem afslappet gang, mens hans holdning var rank og en smule stolt. De grønne øjne søgte over området, som han gik, hans øre lyttede til verden omkring ham. Mason var havde ikke forladt Mørke skovens tryggere rammer uden grund. Han frygtede stadig, i det bagerste af hans hoved, at hans fortid ville fange ham, hvis han blev for længe i hans barndoms skov. Så da rygterne om en ulveflok nåede hans øre i en kro en sen aften havde han haft et spinkelt håb for første gang i langtid, om at finde et sted han kunne slå sig ned og starte på ny. Han havde haft flere nederlag end sejre på det sidste og det irriterede ham grænseløst. Hvis ulvene her ej kendte til nogle af de ting han bar i rygsækken, så var der en god chance for, at han ville blive optaget, hvis det modsatte var tilfældet kunne der blive problemer.. Dog han vidste bedre end at bekymre sig om sådanne ting. Han havde brug for sikkerheden en flok skabte, om det så betød at han måtte skubbe sine egne behov til side et par gange, så kunne han godt dette.
Mason fortsatte længere ind i landet og endte med at sætte sig på en større sten, der stak op af jorden, der måtte vise sig nogen på et tidspunkt, ellers kunne han ligeså godt vende snuden hjem af og begynde at finde ud af hvor hans skulle tilbringe det næste halve år i Krystallandet..

Miranda havde stadig en del tilvending hvad anstændigt tøj til temperaturen angik. Selvom det var ved at være godt efterår, var der stadig langt varmere end hun nogensinde havde oplevet på den årstid. Medanien var et fantastisk sted og vejret var en af grundende til det.
Som opvokset i det kolde nord kunne hun kun glæde sig over at hun kunne bære noget tøj der ikke dækkede hendes arme og ikke behøvede minimum tre lag for at holde kulden ude! Det gjorde det hele en del mere praktisk og nemt at løbe rundt i.

Hvad hun da i øjeblikket også gjorde. Jagt var stadig nødvendigt på alle tider af året. Normalvis begav hun sig ind i skoven og ventede, men når maden begyndte at være trang søgte dyrerne naturligvis ud til de større marker med føde. Og her havde hun fundet en hjort, der naturligvis gav sig til at løbe så hurtigt dens ben kunne bære den, skarpt forfulgt af Miranda der sakkede mere og mere bagud.
Noget måtte havde forstyrret den. Noget havde været rigeligt til at dyret stoppede panikken og trappede nervøst. Som om dens vej var spærret. Det var tids nok til at en pil fløj sikkert igennem luften og ramte. Hjorten faldt.

Miranda hoppede over sten og forhindringer, i ganske let fart og stoppede ved dyret, der ikke helt havde mistet livet af pilen. Noget der hurtigt blev rådet bod på, selvom Miranda langt hellere ville konfrontere den fremmede lugt af varulv som meldte sig. Hendes evne var og blev fordelagtig på det punkt. Med en kniv i hjertet, derefter aftøret kniv i græsset, lagde hendes blå øjne sig fæsnet på manden på en sten længere henne. Om han var venligsindet eller stik modsat måtte snart vise sig.

Som Mason sad på stenen og nød godt af vejret kunne han ikke lade være med at lade et smil trække i hans ene mundvige. Solen var rar og barmhjertig i dag, den var ikke for kraftig eller for svag. Tankerne tumlede stadig rundt i hans hoved, men han ville ikke have meget imod at slå sig ned her. Dog blev hans fredelige overvejelser snart afbrudt af lyden af klove og postyr i græsset fra et dyr, der højest sandsynligt løb for livet, og fik ham til at vende hovedet mod lyden. Lugten af en hjort nåede hans næse før dens skikkelse dukkede op for hans grønne øjne. Han studerede hjorten og følelsen af hans sansers opvågning var næsten nok til at få ham op at stå for at se hvad hjorten ville gøre. En anden lugt blandede sig dog hjorten og hans kneb let de grønne øjne sammen. Varulv. Ingen tvivl om det, han havde haft den fært i næsen mange gange før, men mindes ej at have haft lige præcis denne fært, som mødte ham nu. En pil fløj gennem luften, fangede hans opmærksomhed, og sank ind i hjorten med en hul lyd. Lugten af blod sneg sig ud i luften.
En kvinde, der måtte være ejeren til den fremmede varulve fært, dukkede op og slukkede livet helt for hjorten, inden hendes øjne blev vendt mod ham. De grønne øjne bar et køligt og en anelse hårdt skær, da de først mødte de klare blå øjne, hun besad. Han rejste sig og gik mod den fremmede. Han bar stadig sin lettere dominerende, stolte holding, som han studerede hende. Var hun den han søgte? Hun var den eneste varulv han var stødt på her i området, så hvis det ej var hende, da kunne hun måske pege ham i den rigtige retning. Mason kunne virke en smule intimiderende med sin holdning og kølige aura, for ikke at forglemme de mørke klæder, der dækkede over en brynje, der stadig bar en let, sødlig duft af den gamle ejermands blod.. Hans hoved gledpå sned og han så ned på hjorten. Ganske fint drab og dyr. "Godt nedlagt.." Hans stemme var stortset en blot en blanding mellem en mumlen og hvisken, den bar heller ej videre følelser bag ordene. Hans skovgrønne øjne fangede nu hendes klare, himmelblå øjne. "Kender du noget til rygterne om Ulvehøjen, der er i omløb i øjeblikket?" Hans stemme bar stadig en kølig og rolig tone, men havde en undertone af interesse og ligefrem venlighed. Man ville helst være på god fod med ens fremtidige 'familie'..

Måden hun blev mødt på. Holdning, blik og udtryk var nok til at Miranda ikke ligefrem var tryk ved de nye individ som var kommet hendes vej. At han var varulv betød ikke nødvendigvis at det var en man kunne stole på - også selvom han uden tvivl havde fastslået hendes lugt som tilhørerne samme race.
Derfor strammede hun også grebet om kniven som han gik nærmere, men satte den ikke faretruende op. Hun havde ikke i sinde at virke voldsom og truende. Specielt ikke som hun foretrak at holde lav profil. Jo tættere han kom på, gjorde Miranda klar til at rejse sig, og stod opså op som han var kommet helt tæt på. Så ham an og spændte i musklerne. Derudover holdte Miranda et neutralt og roligt udtryk og holdning. Tog alle indtryk ind. "Tak" svarede hun roligt og lod sine øjne ramme hans og blev der.
Meget let, men dog synligt løftede hendes øjenbryn sig. Det var et direkte spørgsmål, og afslørede da også lidt mere om hvad han søgte. "Ja, det gør jeg. Hvem spørg?" undertonen af interesse og snerten af venlighed var kommet for hendes øre, og selvom det ikke var nok til at hun slappede helt af, var hun lyttende og mere tilbøjelig til at snakke.
Der skulle dog flere oplysninger på bordet inden mere konkrete ting blev afsløret. Miranda havde stadig ansvaret for at beskytte sin flok, specielt som den endnu ikke var blevet fyldt godt i antal.