Aiden havde været i hovedstaden før, en gang eller to. Men det havde været før krigen var startet, og dengang havde den været okay at gå rundt i. Nu bar den tegn af menneskeoverflod. Godt nok var der ikke mange nu her om aftenen, men havde det ikke været fordi, Aiden havde fået et lille værelse på paladset, så ville han nok ikke kunne finde noget sted at sove her i byen. Og så havde byen også en anderledes, mere ulækker lugt. Lugten af for mange mennesker på ét sted. Han måtte flere gange i løbet af sin korte gåtur, rynke let på næsen og kommentere lavt på det. Men han havde et brev, han skulle have afleveret. Det var vigtigt, at det blev gjort i dag. Det var mens han gik ned ad de mørke gader, at det skete. Han gik bare for sig selv, helt uden at skabe nogle problemer, men så kom problemerne igen til ham. En ung mand kom løbende forbi, og rev Aidens pung med sig.

Nærmest omgående, slog Aidens øjne lyn af vrede, mens han løb efter manden. "Hey! Det er mine penge, kom så tilbage!" Aiden havde aldrig været god til, at holde sit temperament i skak, og han overvejede kraftigt hvor stor en skideballe han skulle give tyven, når han havde fanget ham. Det var dog en ret svær jagt. Tyven var vildt hurtig. Heldigvis var Aiden også rimelig hurtig, og de endte i en gyde, der så ud til, at ende blindt. Tyven kiggede forskræmt op, hvorefter han rystede på hovedet. "Du skulle bare have ladet mig løbe," lød en mumlen fra tyven, hvorefter Aiden pludselig følte sig omringet af flere folk, store og små. Sikkert flere tyve. "Vi beskytter vores egne. Forsvind," sagde en af de andre tyve, hvortil Aidens temperament endnu en gang røg ud af vinduet. Han smilede sarkastisk.
"Giv mig mine penge tilbage, så kan jeg overveje det," Det skulle han aldrig have sagt. Kort efter var de alle sammen over ham. Han blev meget hurtigt lagt ned, mens slagene haglede over ham. Selvfølgelig. Det skulle bare absolut ske i aften. Aiden formåede ikke engang at beskytte sit ansigt ordentligt, så der gik ikke længe før et øjenbryn var flækket og han fik kraftig næseblod. Han kunne bare håbe, at de ville gå væk snart.

Tiden var gået alt for hurtigt i krystalpaladsets bibliotek hvor Kira havde brugt alt for mange timer med at sidde og læse i bøger, ruller og andre skrifter rundt omkring. Egentlig søgte hun ikke efter noget specielt, men hun havde brug for noget at lave andet end at føle sig nytteløs. Hun vidste at hun var kommet tilbage for en grund men havde endnu ikke fundet frem til grunden. Det havde ført til at efter hun var flyttet ud fra sine forældres hjem, var hun mere eller mindre altid at finde på bibliotekerne og templerne. Søgende efter svar på den ene eller anden anden måde. Intet var endnu dukket frem. Ikke engang i Isaris temple var noget dukket op. Ingen hjælp eller ord om hvorfor.

Og hvorfor valgte Kira bare ikke at fortsætte sit liv som hun før havde ført sig? Vende tilbage til det vante og lade tingene komme hvis de overhovedet skete? Hun kunne ikke. Hun ønskede ikke at være et spildt liv som var blevet skænket. Reddet fra en tidlig død og sendt tilbage. Hun var her for en grund og den var ikke at sidde som en porcelænsdukke resten af livet.
Men som timerne var gået, var aftenen ligeledes kommet nærmere, og at vende snuden hjemad nærmede sig med hastige skridt.
"De burde ikke gå alene, Miss"
"Jeg skal nok klare mig, Argus. Bare rolig
Der var ikke meget forandret hvad angik folks tro til hendes evne at overleve. Mest af alt fordi hun var død en gang før. Men hendes selvtillid var anderledes. Roen var over hende, og hun betvivlede stærkt at blive overfaldet i hovedstadens gader, på turen hjem.

Hun tog dog fejl om at kunne få en rolig og uforstyrret rejse hjem, da larm fra en gyde syntes at overdøve al andet larm på gaderne. Kira burde vende om. Hun burde ignorere det for sin egen sikkerhedsskyld. Det vidste alle og enhver godt ikke skete.
"Hey! Stop det" med en stor håndbevægelse fra højre hånd ramte nærmest et skjold ind i overkroppen på de overraskende overfaldsmænd som alt efter størrelse blev slået tilbage. En mand sad tilbage ovenpå personen som så forslået ud og tydeligt ikke havde været igennem den bedste behandling. "Det er en engel" det hvide vinger var ikke til at tage fejl af, som var at se stikke frem bag ryggen. Det var nærmest mere ærefrygt at de kiggede på hende, usikker på om de skulle fortsætte, angribe hende, eller vimse af. "Slip ham!" som hun udtalte orderne overraskende hårdt, gik de ligeledes ind i hovedet på tyvene og skabet en dobelteffekt som var uvant og i det hele taget skræmmende hvis det aldrig var prøvet før.

Aiden umulighed for, at beskytte sig selv, kom ham bestemt slet ikke til gode. Han var overmandet flere mand til én, og kunne ikke gøre andet end at tage imod slagene, som de kom, indtil han gennem lydene hørte en ung kvindestemme beordre hans overfaldsmænd om, at stoppe. Det lød ikke som Ethelred, og det var han egentlig også ret glad for. Han ønskede ikke at hans arbejdsgiver så ham sådan her. Ikke desto mindre så det ud til, at hun blev ignoreret, til en bølge af energi sendte mange af mændene flyvende. Hendes magiske energier blev omgående opsluget af Aidens kopieringsevner, og da hun endnu en gang sendte en ordre, specifikt til den mand, der sad over ham, kunne han se panikken i mandens øjne, præcis som han selv var i panik i øjeblikket. Da han ud af øjenkrogen kunne se manden gå efter en kniv, gik hans egne evner amok og en usynlig bølge fik skubbet ham væk.

Aiden var ikke langsom til, at skabe afstand. Han kom hurtigt på benene, og trådte et par skridt tilbage, dybt forvirret, hvorefter hans evne gik endnu mere amok. Han havde aldrig besiddet telekinese før, så han var på ingen måder trænet i brugen af en sådan evne. Ting og sager, som tyvene havde på sig, begyndte at flyve rundt omkring, knive såvel som pengeposer. Af underlige grunde svævede hans egen lige foran ham til han tog den. De resterende tyve satte i løb, i ren og skær panik for det blik han sendte dem. Ikke at han var vred, hans øjne havde bare taget en mørk, sort farve, helt ud fra iris til øjenkrog, på grund af den rå panik han følte. Da de var væk, væltede alting til jorden, til Aidens forskrækkelse. Han stirrede lidt over på kvinden, før han tørrede noget blod væk fra ansigtet, chokeret over, hvor meget der var, før han kiggede på kvinden. "Jeg.. Jeg tror en tak må være på sin plads," mumlede han, vældig pinligt berørt, mens han langsomt gik hen mod hende.

Det var ikke til at tage fejl af at tyvene nok ikke havde deres bedste aften nogensinde. Der blev væltet rundt og som knægtens, ville hun næsten kalde ham, evne slog til, begyndte panikken for alvor at sprede sig og der blev luntet af i en høj fart,som ting fløj rundt omkring. Svævene i luften og ukontrolleret.
Kira kendte den evne til hudløshed men grundet forskrækkelsen over den pludselige fremvisning af den, gjorde hun imildbart ingenting. Først da hun bemærkede at hendes egen halskæde begyndte at svæve rundt, ude af stand til at undslippe hendes hals, slog hun den svagt til for at få ting omkring hende selv til at sætte sig roligt og ubemærkeligt ned. Hun nåede ikke at koncentreret sig på mere, før ting faldte til jorden med raballer, alt efter hvad der ramte. Nogle af tingene lød rimelig tunge i de tydeligt stjålne læderposer.

"Det var så lidt - er du okay?" spurgte hun tydeligt bekymret og var ikke videre begejstret for den store mængde af blod der syntes at være på ydersiden af hans krop, hvor den ikke burde være. Han havde tilegnet sig en del slag i ansigtet, hvilket ikke umildbart kunne være det sundeste i verden. Kira var på nippen til at spørge hvad der var sket, men sandheden var at hun allerede have en grundlæggende ide. Det var sket før, flere gange end Kira havde lyst til at indrømme. Men en ting undrede hende, at hans evne var gået amok på den måde. Som om han ikke kunne styre den. "Din telekinese.. Hvad skete der?" Det havde været voldsomt og uvant for Kira at se den mere rå og vulgære side af hendes egen evne.

Aiden stoppede op foran englepigen. Det var sjovt som flere af dem han blev reddet af havde vinger. Ret sjovt. Han smilede, på trods af sår og blod, og tørrede lidt mere af det væk med ærmet på sin skjorte. Der var vel ikke bedre ting at gøre. "Det kommer nok til at gøre ondt senere. Lige nu har jeg det.. Nogenlunde," han snøftede let. Der var næseblod og det var en lille smule irriterende. Det blev også tørret væk, og til sidst var Aiden overrasket over hvor meget blod han havde på ærmet. Det kunne ikke være særlig sundt, men nu havde han jo også lige fået et godt lag prygl. Og nu var han faktisk også lidt småsvimmel, så han lagde en hånd på en af væggene, som gyden bestod af, mens han så opmærksomt over på pigen. Hun lignede egentlig lidt mere sådan en lady type.
Idet hun spurgte, gik det op for ham, at hun jo havde set det hele. Han smilede skævt kort. "Det er ikke rigtigt min telekinese. Jeg har efterlignet din, beklager meget. Men hold nu op, hvor er den svær at styre," og bedst som han forklarede det, flyttede en af pengepungene sig lidt, og begyndte at dirre. Han stirrede lidt på den.
"Men hvis du.. Ehm, jeg mener De ikke har noget imod det, vil jeg lige stå her et øjeblik," der var i hvert fald ikke mulighed for, at gå nu med den balance han havde i øjeblikket.

Det var svært for Kira ikke at være bekymret. Knægten havde fået et lag tæsk uden lig og mage. Det var forfærdeligt at sådan nogle ting kunne foregå inde bag hovedstadens murer. Det her skulle være et sikkert sted og ikke mindst lyst og varmt sted. De var ikke ligefrem sandheden, den sandhed hun så var langt mere grusom og voldsom. Nogle gange, havde hun et svagt naivt ønske om at hun aldrig havde oplevet verdens ondskaber, men så igen. Alt det hun havde oplevet og været igennem gjorde hende til den hun var, på godt og ondt.

Kira så overrasket på manden. Sådanne magier var ikke noget man stødte på hver dag, og aldrig før havde hun fået kopiret sin egen evne af en anden. Da han kommenterede at den var svær at styre, kunne hun ikke lade hver med at smile lidt mere. Ja, det var nok ikke den sikreste evne at have sig, hvis man ikke havde kontrol. "Det kræver tilvending, tålmodighed og meget træning" svarede hun ærligt. Kira havde haft evnen hele sit liv, den havde altid været en del af hende, og derfor var hun også mere afslappet omkring den. Uheld var forekommet, og det havde ikke været rart. Den svagt dirrene pung var også et tegn på at telekinese ikke havde været i hans besiddelse før.
"Selvfølgelig - Er De sikker på at jeg ikke skal hente hjælp" hun ville så nødigt have at han kom mere til skade.