At snige sig ud om aftenen havde ikke vist sig helt så simpelt som Maralinda havde håbet. Ikke nok med at hun var endt hos en særdeles årvågen adelskvinde, der virkede til altid at have et øje på hvad hun lavede - uden at denne dog stoppede hende, hvilket kun gjorde Maralinda paranoid over det - så var bevogtningen af korridorerne også af betydeligt omfang. Det angreb til midsommerfesten havde ikke bare været ubelejligt, det havde vist sig at være direkte frustrerende komplicerende for alt!

Så det det var midt på eftermiddagen at Maralinda havde fundet en vej ud i friheden på paladset korridorer og klædt i en gul kjole med et alt for stor sløjfe på ryggen og en tilsvarende i håret. En påklædning der sikrede hende smil fra dem hun passerede og overbærende miner. Hun så om noget yngre ud end den alder hendes krop havde og hun gjorde intet for at bryde den illusion med sine dansende skridt og uskyldigt fornøjede smil.

Hendes skridt var dog ikke uden mål og med, som hun af omveje og udflugter nærmede sig døren til det store bibliotek. Hun havde ønsket at se det i årtier og nu var muligheden der endelig! Forsigtigt stoppede hun ved døren, så op og ned af gangen, før hun skubbede døren op og smuttede ind.
Der stoppede hun betaget op og bare tog salen ind. Reolerne tårnede sig op i lige rækker ud fra døren og op af alle væggene. Alle fyldt med bøger - som hun formentlig ingen interesse havde i. De virkelige skatte ville være et andet sted. Måske et siderum, måske i en helt anden del af paladset. Lige meget hvad - så ville hun se sig om! Med et muntert lille smil satte hun af sted ned mellem de nærmeste reoler.

Det var ikke ligefrem ofte at Etheldred befandt sig i paladsets store bibliotek, men den sidste stykke tid havde været en undtagelse. Hvor hun stadig ikke var i stand til at tage del i træningen sammen med de andre krigere udenfor, havde hun istedet viet sin tid på at få støvet sin hukommelse hvad angik kamphistorier og tidligere kriges strategier. En enkelt bog om vinger og genoptræning af disse havde dog også sneget sig ind i bunken på det, temmeligt rodede bord.

Hun var ikke i uniform i dag, men sad istedet i en dybblå kjole med små sølvstikninger langs kanten. Den var lukket med snører bagi så den ikke skadede hendes vinger der derved kunne få fri luft, nu de endelig var kommet ud af måneders indpakning i, hvad Etheldred selv mente var et torturinstrument, et form for seletøj der havde holdt vingerne stille og på plads mens healerne og den naturlige healingsprocess havde taget over ved den venstre vinge der nu til gengæld havde en god bunke sår, hvoraf nogle var i gang med at danne ar.
Man kunne næppe skimte det gamle ar der lå under det hele.

Hendes mand kaldte det en skændsel, men den blonde halvdæmon var nu stadig temmelig glad for sine ar og sår.. Og ikke mindst for at hun ikke havde fået amputeret vingerne, hvilket der ellers havde været tale om da hun først kom til paladsets healere.

I et mindste kunne hun være mere eller mindre for sig selv her, midt i studierne. Det var til dels også mere underholdende end at være hjemme ved Thomas.
En rynke dannede sig på næseryggen ved tanken om den forhadte husbond. Rynken blev gnedet væk idet hun så op ved lyden af små skridt der gav mindre genlyd i det store bibliotek. Nysgerrigt, mest af alt for at se hvems unge det var der var løbet løbsk og nok højest sandsynligt troede at den kunne finde gode børnebøger her, lænede hun sig ud for at se om hun kunne få øje på barnet. Det var dog ikke lige til for reoler og des lige. Med en mindre lyd af irritation fik hun skubbet stolen ud så hun istedet kunne gå helt ud og finde ud af hvem det var.

Synet der mødte hende var dog ikke noget der virkede synderligt bekendt.. Var der kommet en ny adelsdame ind til hoffet uden hun selv var blevet bekendt om det..?
" Hør lille Frøken.. Er De blevet væk fra Deres værge? Legestuen er ikke i denne retning. "
Hun krængede mentalt, hadede disse tiltaleformer, især når det gjaldt små børn, men sådan var de usagte regler jo nu engang. Ordet værge var blevet brugt varsomt, usikker som hun var på hvem barnets værge var, eller om hun mon var stukket af fra en barnepige..?
Et lille smil blev sendt, som et forsøg på at berolige barnet og virke moderlig, noget hun aldrig kunne se sig selv blive, i hvertfald ikke for et eventuelt barn der skulle komme af hende og hendes husbond.


( sorry jeg forsøgte.. )

En lyd af træ mod sten advarede Maralinda om at hun var så alene i biblioteket som hun var begyndt at føle sig. Hun var nået et godt stykke ind mellem reolerne da og havde for længst ventet en emsig bibliotekar med spørgsmål til hendes færden. Manglen på liv havde faktisk bekymret hende en smule, så den svage lyd af andre var hende velkommen.
Den fik hende så heller ikke til at ændre retning eller tage blikket fra de bogrygge hun passerede. Ikke før hun runde en reol for at se på den næste række og fandt en kvinde stående der. Ikke bare en kvinde i fornemme klæder, men en med vinger. Hvorfor havde alle andre end hende vinger? Det var dog frustrerende! Hun lod dog tanken fare som hun lod blikket glide fra vingerne - og især den hun kunne se var bundet sært ind selv fra den skæve og temmelig dårlige vinkel hun så den i - og videre op til kvindens ansigt. Et lyst og ganske imødekommende et.

Så lyste hun op i et uskyldsrent og glad smil. "Jeg bliver aldrig væk!" Det gjorde hun ikke fra hendes synspunkt. Det kunne være hendes værge mente noget andet om den sag eller at andre ville det, men hun vidste jo selv nøjagtigt hvor hun var. Det næste fik hende dog til at se opgivende på kvinden, før hun svarede lidt spidst. "Jeg er heldigvis for gammel til legestuer." Det var også et af de sidste steder hun havde lyst til at ende henne. Næsten værre end i et klasseværelse med etikette eller skønskrifts-undervisning. Der var i det hele taget mange steder hun ikke ønskede at blive leveret hen lige nu.

Af samme grund foldede hun hænderne pænt foran sig og smilede tilbage til kvinde. "Jeg ledte efter en bog om paladsets historie?" Måske ville den anden hjælpe hende på vej, nu hun havde fastslået at hun da bestemt måtte være gammel nok til at være der. I hvert fald gammel nok til ikke at være i et legeværelse og holdt ude af problemer.

Et lyst øjenbryn blev let hævet ved den selvsikkerhed pigebarnet udviste, havde hun selv været lige sådan i den alder? Ethel ignorerede promte tanken og fokuserede istedet på ungen foran sig.
" Jeg tror nu nok at De kan blive væk fra andre end Dem selv. " lød det simpelt, mens hun fik lidt mere styr på sine ansigtstræk, forsøgende at virke moderlig og åben, på trods af at børn bestemt ikke var hendes forte, og forhåbentligt aldrig ville blive det.

Den pludslig ændring i pigens ansigt facinerede næsten halvdæmonen inden en lille panderynke igen dukkede op.
" Så De skulker fra undervisningen? Uddannelse er meget vigtig unge frøken. Hvem er Deres lærer? "
I det mindste kendte hun en smule til de lærere der underviste, dog var det mere de fysiske arbejde som hesteridning og fægtning, så det kunne sagtens være at pigen foran hende havde en eller anden lærer der underviste i de langt mere kedsommelige ting. Men hvis barnet var stukket af fra en lærer var det nærmest hendes pligt som grevinde såvel som værende tjenende lyset, at hun fik hjulpet barnet tilbage på rette hylde.

Tankerne om hvordan hun skulle tage sig af barnet og hvor hun skulle føre hende hen havde distraheret hende en smule og lade hende glide ud af fokus. Denne fokus kom dog tilbage som pigen igen åbnede munden.
" Paladsets historie? " Det var da en underlig ting at ville læse om i så ung en alder. " Nogen bestemt æra? " Hun kunne ikke helt skjule en vis nysgerrighed, og overraskelse der lå i stemmen.

Maralinda holdt smilet uskyldigt selvom hendes øjne funklede let af latter kvindens svar. Denne virkede ikke ligefrem hverken vred eller irriteret på hende i nu og så længe hun kunne holde stemningen der var der muligheder for at hun kunne slippe godt for lidt bemærkningen til stede. At hun nok hellere måtte beherske dem lidt advarede den høflige tiltaleform hende dog om og hun lod da også være med at komme med et rapt svar der kunne lyde som meget lidt andet end flabet.

I stedet så hun hvordan en panderynke gled frem hos den anden og sammen med den eftertænksomhed. Aldrig godt! Hvad der blev sagt fik hende da også hurtigt til at finde et udtryk af svag skyldfølelse frem, som hun sænkede blikket til gulvet. Det perfekte billede på en pige på gale vegne. "Ja, frue. Det gør jeg vist desværre...." Hun kunne have løjet, men det passede ikke rigtig på den pige hun lod som om hun var for tiden og ville også alt for let blive opdaget. Så hellere prøve at få det bedste ud af situationen med forlegen næsten ærlighed. Så hun nikkede brødebetynget og svarede atter uden tøven. "Mester Riverheart." Hun så op på kvinden og tilføjede så forsikrende. "Han gav mig lov til at hente en digtsamling nu jeg allerede læser flydende..." At hun så måske åbenlyst trak tiden og havde ledt efter alt andet end en digtsamling var tydeligt i hendes udtryk og tidligere udtalelser.

Så nikkede hun ivrigt og tydeligt interesseret i det hun spurgte efter. "Ja, paladsets historie... hvornår det blev bygget, af hvem og hvordan der er bygget til." Hun var ikke rigtig sikker på hvilken æra det var og så da også bare spørgende på den anden. Så var det som om hun huskede sine manerer med et lidt overrasket og forlegent udtryk, der holdt sig som hun nejede pænt. "Hvis fruen da vil hjælpe?"