Det havde taget sin tid at komme ud, eller sådan havde det i hvert fald føles. Gloria havde tilladt sig at sove tungt lige op til flugten. Beon havde selv sagt at hun skulle ligge sig til at sove og af en eller anden grund havde hun valgt at lytte. nok mest fordi hun var dødsens træt og fordi hun godt vidste at det de nu skulle til var mere farlig hvis man var træt.

Det havde lykkes, med nogle close calls. tremmerne havde faldet fra hinanden som hun vidste de ville. og derfra så at liste sig ud og ned af gangen var gået nogenlunde. Gloria havde stadig dårlig samvittighed efter at have efterladt så mange tilbage, men det var nu eller aldrig, og blev hun tilbage for at få så mange med som mulig, ville det ene med at de alle blev fanget.

Gloria sukkede lavt mens hun så over på den ene mulddyr hun havde fået fingerne i, det havde hun knap så meget dårlig samvittighed over. Den var stjålet fra nogle mennesker der havde holdt lejr i udkanten af skoven, og selvom de ikke var krigere så havde deres loyalitet tydeligt været på mørket.

"Hvordan går det med ryggen?" hun havde ikke noget nyt bandage til Beon, men havde valgt at tage den gamle af alligevel da de var kommet forbi en kilde og såret kunne skylles i rent vand. et stjålet let stykke stof lå nu bare over det for at forhindre det meste støv i at komme frem til såret, men dog stadig give det luft.

Gloria selv lignede mere end noget andet en hjemløs landevejs røver. hendes tøj i laser og beskidt, det var umuligt at se det engang havde været en lysets kriger uniform. og håret i beskidte tjavser. Hun havde forsøgt at vaske sig i selv samme kilde som hun havde vasket Beons sår i, men man blev hurtig beskidt på vejen, og der var ikke meget hun kunne gøre ved tøjet alligevel.

Det havde været en nervepirrende tur som kunne være gået galt alt for mange gange til at Beon overhovedet ønskede at tænke over det. Larmen fra de faldne trammer gav dårlige nerve allerede fra starten, men det var lykkes. Maralindas ord havde været sandfærdige, og de var sluppet ud, uden at ramle hovedkluns ind i en vagt, selvom de måtte skjule sig fra nogle stykker.

Det værste havde været at snige sig forbi lejrene udenfor selve borgens mure. Så snart som de følte at de var ude og væk fra fare, kom næste problem og farezone. Det var alt for meget spænding for en person, og Beon begyndte at overveje om pension var ved at være en ide, til trods for hans relativt unge alder. Specielt som han selv nær havde givet dem væk, ved et pludseligt og voldsomt jag af smerte, som havde tvunget ham i knæ. Det var som om at jo længere væk han kom fra borges des mere smerte gik igennem sårerne på den oprevne ryg. Det ville blive en lang rejse, hvis dette fortsatte hver gang han tog et skidt.

Smerten lettede som Gloria rensede hans sår ved en kilde i skoven, da de endelig turde stoppe op for et kort hvil. Noget som han stærkt regnede med kun blev kort. "Bedre.. Jeg har hørt om folk med manglende legemsdele som får pludselige smerte i den manglende del. Jeg troede bare aldrig selv at jeg skulle opleve det." mumlede han lavmelt, som han tog sig til den ene skulder. Det hjalp nogle gange at ligge noget konstant pres et stykke fra kødsåret.

Beon så alt andet en rask ud. Til trods for at han begyndte at få mere farve i kinderne end han havde haft som infektion næsten var påbegyndt i det dengang knap så skorpebelagte sår, så han stadig ikke spor rask ud. Hans ryg var et tydeligt godt tegn at intet var helt som det skulle være, selvom det var forsøgt dækket ind. Han ville ikke engang kunne løbe fra det ved at dække skjorten over, da denne var iturevet ved ryggen og generelt beskidt og revet. Et bad var tiltrængt, samt et godt måltid mad til de udsultede ansigter som ikke helt virkede til at forstå at de var sluppet ud af den mørke mossede fangekælder. "Vi må ikke være her for længe." de blå øjne fandt frem til Gloria som stod med de gumlende mulddyr som havde fundet sig en god grasplet.

Gloria så sig over skulderen som hun havde gjort så mange gange før, bare for at sikre sig at ingen forfulgte dem, hun lige så meget lyttede som hun brugte øjnene, og de havde været heldige indtil videre. de havde haft episoder hvor de har gemt sig i krattet og episoder hvor det at komme væk hurtigt havde været nødvendig.

Gloria smilede svagt, hun tvang lidt sig selv til det, at glemme hendes glade personlighed ville være en katastrofe, så hun tvang sig selv til at smile nogen gange, bare for at være sikker på hun kunne endnu, for hun ville ikke juble før de var sikkert hjemme og hun havde fået et varmt langt bad.. men derefter skulle hun også finde den bedste champagne hun kunne og drikke den mens hun bløde op i et karbad.
Hun nikkede og inspicerende hans ryg endnu engang før hun lod ham være, hun vidste at hun måske pyldrede lidt for ham, men at tage sig af en anden holdt hendes hjerne beskæftiget.
"Du må sige til hvis det bliver for meget." hun kunne ikke gøre ret meget end at lade ham ride. hun havde ledt efter piletræer men var ikke kommet forbi nogen endnu. hun kendte nok til førstehjælp til at vide at barken skulle vare smertestillende. nok ikke smertestillende nok til dette problem, men hvis det bare tog en lille brøkdel af smerten ville det hjælpe, for ikke at nævne at det at hjernen troede på ville virke på sin egen måde.

Gloria satte sig på hug og tog noget vand for kilden og sprøjtende det i hovedet, hvorefter hun igen lavede en skål i sine hånder og drak så meget hun nu kunne. og fyldte det lille vandskin Pigen fra borgen havde givet dem med. "Du har ret." hun rejste sig igen og men så, så hurtigt tilbage da hun synes at høre en gren knække. "Vi skal være i bevægelse så meget som mulig" sagde hun stille, stadig med øjnene fæstnet ved skovkanten. før hun result vendte sig og gik tilbage til mulddyret. "Vil du ride lidt? vi kunne skiftes?" hun sagde det sidste, mest for at lokke ham til det, så han ikke skulle føle, at hun gav ham alt for meget fordele.

Det var en underlig følelse. Det alt sammen blandet sammen var faktisk hvad der gjorde det hele underligt. Han følte stadig knuderne i maven over at være jaget. Hele tiden at leve på randen af at blive opdaget. Men den følelse var efterhånden den rene adrenalin og måske endda nydelse til hans hverdag. Han levede med den konstant når han var ude og spionere, og den ville ikke slippe væk før han var ude af opgaven. Den ville dale. Den ville blive forminsket jo mere tryg folk var omkring ham. Jo mere han blev integreret i deres liv. Den følelse var ikke underlig, det var alt det andet. Frygten for at blive fanget, som hang sammen med en fejlet opgave. Noget som aldrig faldte i god jord hos de højere styre i borgen, men også en rar følelse. En følelse af at nogen så efter ham.
Det var Glorias måde hele tiden at kigge efter ham, få små træk af ubehag hver gang et jag af smerte gjorde sig synlig i hans ansigt eller krops bevægelser. Måden hun forsøgte af hele sit sind at formindske hans smerte. Det var naturligvis også af fordel for hende. Men hun var fri. Hun kunne efterlade ham og rejse hjem. Det ville uden tvivl gå hurtigere end at have ham på slæb. Den følelse. Den var ny. Og den fik et sjældent og lille, men oprigtigt smil frem på hans læber. Han måtte hellere lade hver med at vende sig for meget til det.

"Det er okay. Jeg klare den" svarede han med en hovedrysten. Stolheden var stadig prikkende, til trods for smerten ved hvert skridt. Han var svag. Hele hans krop nærmest tikkede og bad ham om at stoppe. Ligge sig og bare sove det væk.
Med let eftertanke fulgte Beon trit efter i at få drukket noget vand. Han følte sig ikke tørstig, men spørgsmålet var hvornår de fandt det igen. Om de fandt det igen de næste par dage. Og hvis de gjorde, om det så var forgiftet. Mørkets skov var ikke ligefrem et sundt sted at befinde sig.

Beon nåede at ryste let på hovedet over hendes tilbud, som han rejste sig fra vandet, men blev tvunget i knæ igen med en hul lyd af smerte. Hånden fløj promte til brystkassen, som han hev efter vejret med et forvrædden grimasse. "Det.. ku godt være at det var en god ide." stolthed kunne fanme være stolthed for sig selv nu. Beon fik forsøgt sig med et smil, som trods alt nåede frem, men stadig var præget af det pludselige stød. "Så er der i hvert fald en større chance for at vi når frem.." det var ikke rart at indrømme at man var svag. At man behøvede så meget hjælp. Men så snart de fandt en healer, eller noget andet form for hjælp, kunne han genoptage sin værdighed stykke for stykke.
Lidt kluntet nåede han hen til mulddyret og med stor besvær kæmpet sig op på det. Mulddyrets skridt var mere nænsomme end hans egne og han mærkede til trods for alt, en smule afslapning i ryggen.

GLoria nikkede svagt til hans udtagelse om at han klarede den. Hun ville ikke blive ved med at hønse rundt om ham selvom hun havde lyst. tog hun sig af andre, kunne hun for en tid glemme sig selv og sine egne problemer. og det var bare det nemmere at se lege hønemor. noget hun igen og igen tog sig selv i at gøre overfor Beon.

Hun pakkede vandet væk og ellers gik igennem hvad de havde. ikke at det var meget. de havde stjælet et tæppe og en tom taske der havde været på muldyret da hun stjal det. de manglede mad, som var på listen over ting hun så efter.. havde hun haft et våben kunne hun måske have jagtet noget ned, eller hvis de var et sikkert sted kunne hun have bygget snerre eller fælder til smådyr. men de var ikke det samme sted lang tid nok til at det kunne betale sig.
på det punkt var det heldigt at de havde været i kælderen så lang tid først. de var ikke fremmede til sulten, den ødelagde dem ikke på samme måde som hvis de ikke havde prøvet og blevet van til følelsen af sult først.

Glorias blik kom hurtigt tilbage på Beon da han kom med et hult smertes lyd. og hun bed sig i sine sprukket læber. det var ikke godt, de skulle have fundet en healer snart. "Jeg er fuld af gode ideer," svarede hun i et tamt forsøg på at løfte den trykket stemning. hun gik hurtigt over til muldyret og til ham, for at hjælpe ham op. om han ville det eller ej. "vi når frem, om ikke andet så må vi snart komme til åben vej, hvis alt går galt må vi jo lege landevejs røvere og finde en af de små hestevogne." det var lidt ønsketænkning, og de færreste tog passagerer op på denne strækning, den gamle landevej var trods alt ikke lige frem berygtet for dens gode beboere.

Hun greb fra i muldyrets reb og begyndte med at gå, hun startede lige så stille for at spare på kræfterne, hun ville helst gå til det blev mørkt igen, helst uden pauser. ikke at hun kunne det. men hun ville gøre et ihærdig forsøg på at nå så langt som muligt. "Har du en Familie Beon?" hun ville gerne snakke lidt bare stille og roligt for at få tiden til at gå og skridtene til ikke føleles nær så lange og trætende.

Humoren, hvor tør og tam den end var, var hvad de havde og hvad der havde mulighed for at tvinge deres humør blot en lille tand op. Det hjalp alt sammen og sørgede for at rejsen, til trods for hvor lang og modbydelig den end måtte blive, stadig var til at overleve.
Alligvel var der ikke lang vej til en bekymret tone og rynkede bryn ved nævnelse af en åben vej. de var nødsaget til at tage ud på en før eller siden, men faren ved det var ikke rar at have i tankerne. Det var uundgåeligt, og kunne endda bringe nogle fordele med sig, hvis de var heldige. "Hvis vi er heldige" Beon betvivlede at tanken om at skulle sjæle huede Gloria synderligt, men lige nu var alting en smule anderledes end før. Overlevelse var blevet en del vigtigere.

Beon havde siddet og holdt fokus ned på muldyrets manke i nogle minutter før et spørgsmål fik ham til at flytte blikket over på hende. Familie. "Ikke meget tilbage.. Jeg snakker ikke rigtig med nogen af dem og da jeg ingen søskende har, er der heller ikke stor grund.. Jeg havde en fætter" Beon smilte ved tanken. Om nok var det et sørgeligt smil, men et smil var det. "Nok nærmere min bedste ven. Men krig har en tendens til at frarøve os familemedlemmer.. En skam at han ikke kom tilbage, i stedet for mig." hentydning til vingerne. Beon var nødt til at holde sig i spillet om at være en engel, med manglende vinger.. Til trods for at det ikke var sandheden. Orderne han sagde tydede på det, men betød i virkeligheden at han nogle gange ønskede at han selv havde taget Fætterens plads og denne var overlevet i stedet.

"Har du familie?" noget trak i hende for at komme hjem. Om det var kampgejsten for at kæmpe videre mod mørket og lade lyset skinne over landet, var ikke til at vide, men familie var som regel ens gejst. Dem som sørgede for at du vendte hjem og altid ville det. På et eller andet plan.

Held, held synes hun efterhånden de havde haft så meget af, at de nok snart skulle passe på med at forholde sig til mere held. hun ville hade at det gik i den modsatte grøft.

Gloria lyttede stille til hans fortælling. ikke at den var lang, men den fortalte alligevel noget om hvem Beon var. og ikke mindst hvorfor han handlede som han gjorde. det undrede hende egentlig ikke at en mand der går lige ind i løvens hule for at finde oplysninger ville have ret meget at tabe på den front. "og der er heller ikke en der venter på dig et sted?" hun spurgte i ren interesse. man sagde at der altid var en grund til engle kom tilbage.

hun kunne mærke den lidt bedrøvet tone fra Beon. han havde ønsket at andre end ham havde fået chancen. hun forstod tanken og uforstående ved 'hvorfor mig og ikke de andre' "Krig har det jo desværre med at være sådan, i den utopiske verden levede vi jo alle i glæde og harmoni. Gloria hørte det selv og undrede sig kort over hvorfor hun ikke havde noget tryllestøv hun kunne kaste ud over den mens hun snakkede om harmoni og glæde. det ville give prikken over i'et. men hun var for træt, udmattet og forslået til at lave joken fuldt ud.
"det gør mig ondt med din ven dog, men det eneste man kan gøre er at acceptere det og forsøge at komme foran igen." hun smilede lidt til ham og trak så lidt på skulderne overhans spørgsmål. [b}"det kan jeg ikke helt sige mig fra at have."[/b] hun smilede svagt og skær en kort grimasse da hendes læber sprang igen, hun kendte efterhånden den velkendte svien af en blodig læbe. hun tørrede munden i baghånden før hun forsatte. "jeg komme fra en lidt anden verden end du gør, med en tvillingbror og to ældre søskende. to forældre og en hules masse andre på sidelinjen." og hun ville gerne hjem til dem. hun vidste at George vil vred og fustreret over hun ikke var hjemme, og hun kunne nærmest se dem alle for sig, hvordan de reagerede over hun ikke kom tilbage.. og måske enda også kunne forstille sig deres ansigter når hun kom tilbage.

En der venter på dig et sted. En ganske normalt og uskyldigt spørgsmål, men som fik Beons tanker til at vandre kort, indtil han svagt rystede på hovedet. Han rømmede sig lidt for at fjerne den rimelig sørgmodige tankegang om at der ikke var nogen som i realiten ventede eller savnede ham når han var afsted på missioner. Men det havde været hans eget valg at lukke folk ude og ikke skabe sig alt for tætte kontakter. Det bragte dem og, egoistisk set, ham selv i større fare. "Ikke hvad jeg ved af. Kan være en jeg ikke har mødt endnu.." opdrigtede han. Den første del var sandhed, anden del. Pure opspind. Han anede ikke om han kom til at møde nogen der kunne ændre hans adfærd ej heller om engle kunne sendes tilbage for en som de end ikke kendte i live. Verden var jo et finurligt sted.

Et skævt smil kom over hans læber. Det var en naiv måde at se verden på, men ja, utopisk verden var for nogen at alle levede i glæde og harmoni. Beon havde ikke tænkt over det. Hans utopiske verden var nok at kunne begrave sig i bøger og aldrig blive forstyrret af psykopatiske hoveder som mente at det var en god ide at brænde en hel by ned.
Alvoren faldte hurtigt tilbage og han nikkede let. At acceptere fætterens død var ikke nemt, men det var nødvendigt. Han kom jo ikke tilbage. Og hvis han gjorde, var det ikke sket endnu.
Beon tog sig selv i at smile lidt breddere som hun fortalte kort om sin familie. At have både en tvillingebror og to ældre søskende. Dertil forældre og alt mulig andet også. Et meget socialt liv. Måske også farligt hvis hendes job havde lignet hans, men det gjorde det ikke. Var han misundelig over denne store familie? En del af ham var, mens en anden del var lettet over at han var alene. "Ikke så underligt at du meget gerne vil hjem." svarede han med et skævt smil. "Bor i alle i hovedstaden?" det var ikke nødvendigt at en lysets kriger familie boede i hovedstaden, men man vidste aldrig.
Gad vide hvordan folk ville reagere på hans ankomst. Han var nogenlunde sikret antændig behandling gennem at hjælpe Gloria, men det betød ikke nødvendigvis at folk ønskede videre at kommunikere med ham. Et ubesvaret spørgsmål som uundgåeligt ville blive besvaret når de nåede frem. "Sig til, når du begynder at blive træt." mest af hensyn til at hun også skulle have mulighed for at sidde på mulddyret og ikke anstrænge sig for meget. Nok var Beon træt, men hun måtte bestemt være lige så udkørt.