Det havde været et par begivenhedsrige dage for Maralinda siden hun ved list og en smule brutalitet havde skabt sig en vej til paladset i hovedstaden. Hendes historie var ikke blevet betvivlet, da alt for mange kom med den baggrund disse dage. Forældreløse, familieløse, overfaldede eller forjagede. De adelige var ikke gået fri, skønt de langt fra var så hårdt ramt som resten af befolkningen. De lød som om de var det, men nok mest fordi kun de færreste af dem kendte til det fulde billede af hvad de fattigere klasser blev udsat for.
Hun var ankommet dagen for det store midsommerbal og det havde ikke skuffet. Storslået ud over alle grænser og med mulighed for at lytte til al den sladder hun orkede. Så længe det havde været dog. Som alle andre bal på paladset de senere år var det blevet afbrudt af vold, kamp og kaos. Hun havde holdt sig til sin rolle som uskyldig adelig pige gennem det hele, men med et lidt uventet resultat. Som udløserne af kaos var kommet imod hende havde hun skreget og var øjeblikket efter fortumlet på vej fra salen i favnen på en blond kvinde.
En kvinde der havde taget hende til sig og som hun nu boede hos til hendes noget delte tilfredshed. Det var trods alt et glimrende dække, men også et sæt øjne på hende så godt som altid.

Maralinda lagde bogen fra sig hun havde læst i og lyttede eftertænksomt. Aftenen var for længst faldet på og solen næsten gået ned, hvilket på denne tid af året betød at piger på hendes antagede alder burde ligge i deres senge. Ikke at hun ville nedværdige sig til at have en sengetid på den måde, men hun holdt facaden gående og var i den. Med en bog og lys fremkaldt af hende selv oplysende siderne. Stadig stemmer i det fjerne.
Stille rejste hun sig og åbnede vinduet til værelset på klem. Det lod aftenluften komme ind med tydeligere lyde fra de omkringliggende steder hvor folk talte nær vinduer og lige så dæmpet musik. Hun nød luftningen et øjeblik stående oplyst indefra i vinduet, før hun lod blikket glide over det neutrale værelse. Et sminkebord, et skab, en blød stol og et ildsted var mere eller mindre det eneste andet ind sengen derinde. Pæne ting, dyre ting, men ting der fortalte det var et gæsteværelse ved at blive lavet om og ikke meget der viste hvem der boede der nu. Kun det lille bundt af hvide fjer med et silkebånd omkring, en kjole hængt på skabet og de små sko under den sagde lidt.
Nu måtte folk snart gerne gå i seng så hun kunne komme ud og se sig lidt om.

Der var gået et par dage og i mellemtiden var Aellas forsigtighed efterhånden udskiftet med nysgerrighed. Hvad lavede en dæmon på slottet? Hun havde ingen loyalitet til det prangende palads andre beboere, og for hendes skyld kunne ungen æde alle deres sjæle hvis det var det hun ville. Problemet var egentlig bare at Aella ikke vidste.. Om det var det hun ville altså. Og det gik hende mere på end det burde. Så var der også lige sagen om de manglende fjer. Hun havde vendt tilbage til labyrinthaven senere den eftermiddag, men havde fundet græsset bart. Muligvis var det bare en eller anden uvidende gardner, men det ville være lidt for meget af et tilfælde - Aella troede ikke på tilfælde.. Sådan set, ja.
Hun var sådan set stadig ikke fuldkommen sikker på at det var et reelt problem, at dæmoninden besad hendes fjer, men når det kom til.. hendes slags, kunne man aldrig vide sig for sikker.
Det havde ikke været svært at infiltrere paladset, især når man kunne gøre sig usynlig. Ligeledes var det heller ikke svært at finde ud af i hvilken ende af bygningen gæsterne befandt sig.. Problemet opstod først da hun prøvede at komme derop. Fordi vagterne var desværre ikke inkompetente og modsat tjenestefolkenes lokaler bevogtede de rent faktisk de mere fornemme dele af paladset, så Aella havde været nødt til at tænke i alternativer..
Det var derfor at der sent den nat lød en skraben som små, bare tæer landede på vindueskarmen. I en nøjagtig og efterhånden ganske rutineret manøvre (det var sjette vindue), pressede hun næsen op mod glasset og skævede ind. Og lyste op da hun så netop den pige hun ledte efter. Med et grin bankede hun på ruden.

Maralinda havde lukket vinduet i, før hun gav op på festen hos hendes selvudnævnte værger og gik i seng for alvor. Stadig med en bog, som hun læste i til hun slap den i søvne. Lyset forblev om hende, da det intet krævede for hende at holde det ved lige efter hun havde glemt hun havde ændret på skyggernes kræft.
En puslen og skraben udefra fik hende til at slå øjnene op igen og se direkte mod vinduet. Hun vidste hun befandt sig højt oppe i bygningen og at fugle ikke sådan landede og hakkede i karme om natten. Det havde heller ikke ligefrem lydt som en ugle eller flagermus på gale veje.
Hvad hun så var da også en skikkelse oplyst af månen bag den. Ikke særlig stor, men tydeligt med vinger på ryggen. Maralinda blev liggende stille, som den anden pressede ansigtet mod ruden og så bankede på. Et syn der fik hende til at smile skævt, som hun satte sig op og lade hovedet let på skrå.
Hun tøvede dog ikke længe, før hun slog dynen til side og kom hen til vinduet. Der lagde hun ansigtet let på skrå igen. "Åh Romeo, min Romeo?" Hun gjorde sig stemme så teatralsk som var hende muligt, stående der i hvid natkjole og muntert spillende øjne. Så rakte hun alligevel ud og åbnede vinduet for den yngre pige, da det virkede lidt tåbeligt at tale sammen gennem dæmpende glas. "Er du ikke lidt på afveje?"

Aella kunne ikke lade være med at grine over den anden, hvilket hun ikke helt vidste hvordan hun havde det med. Potentielt farlig dæmon, formanede englen sig selv, husk det nu.
"Hvad? Bor du ikke her?" Spurgte hun i nogenlunde samme tonefald; hun kunne jo ikke komme udenom at hun havde opsøgt den vertikalt udfordrede dæmon - hun havde bare ikke overvejet hvad hun så skulle stille op når hun fandt hende. Hun havde bare spørgsmål.
"Hvad laver du egentlig her?" Spurgte hun, men det var ikke helt med samme mistanke som tidligere. Dæmoninden havde indtil videre ikke udvist nogen reel trussel, og hvor det ikke nødvendigvis betød at hun ikke havde planer for Aellas sjæl, var det nok til at hun ikke begyndte at true hende med kighostekur. Hun kastede et undersøgende blik rundt i rummet, men det fortalte hende egentlig ikke særlig meget.

Maralinda lagde ikke skjul på at hun morede sig over englens opdukken ved hendes vindue. Det var et potentielt underholdende afbræk i nattens stilhed, men mest af alt var det uventet. Hun havde ikke troet hun skulle se pigen igen efter at denne havde truet hende og var lettet. Måske var det heller ikke så godt at få en engel på besøg, der havde virket klar til at angribe. Det ville forstyre hendes planer ikke så lidt hvis de kom op og toppes for alvor.
Så rakte hun tunge og gik til siden, så den anden kunne komme ind hvis hun ville. "Jo, for nu i hvert fald, men det forklare jo ikke dit besøg!" Hvilket kun havde vækket Maralindas nysgerrighed på ny. Der var bestemt noget ikke-englet over pigebarnet. Noget ikke-snobbet og lige til, som der var ballade at mærke og finde i hendes sind.
Så lod hun hovedet glide let på sned og smilede hemmelighedsfuldt til den anden. "Se det kunne du vel godt lide at vide..." Hvor dum troede den anden lige hun var? At svare på den slags over for et af Isaris bevingede børn?
I stedet satte hun sig på sengen og svingede let med benene. "Men hvad laver du på paladset? Ud over at forstyre den almene nattesøvn... eller min i hvert fald, skønt det andet kunne være underholdende..." Hun kunne simpelthen ikke lade være med at lade tanken for ord og blive sagt højt. Hun havde opført sig pænt i flere dage nu og hun trængte til lidt sjov!

Aella havde lyst til at pointere at der intet alment var ved dæmoninden. Det var svært for hende at forklare præcis hvorfor hun var der, fordi hun var ikke fuldkommen sikker på det selv. Altså der var naturligvis grunde, men ingen var reelt gode nok når hun tænkte efter.
"Nysgerrighed tror jeg.." Endte hun til sidst ved og trak på skuldrene med en grimasse der gjorde det klart at hun selv vidste hvor dårlig en undskyldning det var, "..Kedede mig."
Hun forstod klart den andens mistillid, men var egentlig ikke investeret i at berolige dæmonungen. Så lyste hendes ansigt dog op med et indfald der ikke var meget mindre fjollet end resten den aften, men var bedre end den akavede tavshed.
"Har du lyst til at spille kort?" Spurgte hun med et lille grin. Var der ikke en eller anden association med dæmoner og hazardspil? Aella havde aldrig direkte opsøgt fare, men hun lod sig heller ikke afskrække hvis hun fandt noget (eller nogen) fascinerende.

"Nysgerrighed?" Maralinda kunne ikke lade være med at gentage ordet, som hun hævede et øjenbryn sigende af den anden. Det plejede at hende selv der søgte hen forbudte eller i hvert fald steder hun ikke var inviteret. At finde en anden der gjorde det samme var... tiltalende. Hvis det da var det englen havde gang i. Det kunne jo også være den forsøgte at få hende til at sige noget den kunne bruge imod hende og få hende slået ihjel eller det der var værre.
Så kom den afgørende oplysning, som da også fik Maralinda til at le dæmpet. "Og så ved du da en af grundene til jeg er her..." Svarede hun så drillende tilbage. De andre grunde ville hun dog ikke dele så let, men kedsomhed havde helt klart været en af de største.
"Gerne! Hvad spiller vi om?" Hun så interesseret og en lille smule beregnende på den anden. Hun var måske ikke interesseret i den andens sjæl, men der var så mange andre ting de kunne spille om. Viden for eksempel. En meget værdifuld ting!
Maralinda rykkede sig længere ind på sengen så de kunne sidde der med kortene mellem sig. Hvorfor sidde på et gulv når der var behageligere steder nær ved? "Krystaller? Viden?... tjenester?" Hun kunne ikke lade være med at trække det sidste ord ud med et muntert glimt i øjnene.

Aella tøvede ikke længe, men sprang op i sengen og lagde benene over kors. Så sent som tidligere den eftermiddag havde hun hustlet nogle kunder på en kro. 'Må jeg prøve at spille med?' havde hun sagt, helt uskyldigt. Først havde de nægtet, indtil hun surmulende havde hoppet på stedet og de kunne høre hendes pengepung klirre - griske tåber. Men det var vel derfor hun havde spurgt,især fordi hun stadig havde kortspillet på sig - det var den mindste af hende vindinger. Hun havde egentlig planlagt at se om hun kunne fange Cáemm og udfordre ham, men nu sad hun overfor en dæmon og blandede ubekymret kortene. Hun var måske ikke engang selv klar over det, men det havde faktisk beroliget hende en hel del at se noget hun genkendte fra sig selv i den anden. Hun vidste ikke om det var noget der gjaldt alle udødelige, måske forklarede det hvorfor nogle af dem begyndte at gøre vanvittige ting, men hendes kontinuerlige eksistens kunne nogle gange bare være så kedelig.
"..'At spille om Tjenester' lyder som et påfund af en anden begærlig knøs.." Hun kastede kortene fra den ene hånd til den anden i en bevægelse der bestemt var mere imponerende end praktisk, "Prøver du at forføre mig?"
Hun stillede kortspillet ned mellem dem og selvom at morskaben stadig strålede bag hendes øjne, var hun væsentlig mere alvorlig.
"Hvad med at vi spille om spørgsmål?"

Maralinda lo ved den andens noget sigende udlægning af hendes sidste mulighed. Det kunne bestemt være den slags der lå bag, men for hende var tjenester noget lidt andet. I hvert fald med den alder hun holdte sig til. Tjenester var muligheder for fremtiden. En klemme at have på folk eller en udvej for en selv. Desværre også lidt kedeligt at spille om i længden, da der var lidt begrænsninger for hvor mange der kunne komme i spil trods alt. Hun kunne jo risikere at tabe!
Så lagde hun hovedet let på skrå og smilede charmerende til englen. "Kunne du tænke dig at blive forført?" Hendes mors væsen havde ikke undgået hende helt og kun hendes krops alder begrænsede hendes brug af det.
Englen håndterede kortene med den øvede spillers lethed. Noget der advarede Maralinda om spillet der ville komme, men også tændte en lille gnist af forventning i hendes blik. Det her kunne blive både sjovt, lærerigt og udfordrende!
"Lyder fint. Vinder stiller et spørgsmål taberen skal svare på." Hun satte reglerne op og så afventende på den anden, før hun tog de uddelte kort op og lod spillet begynde. En god hånd. Hun ændrede ikke udtryk ved synet af den, men spillede spillet til hun vandt.
"Blid start. Hvad hedder du?" Hun smilede til den anden. Et fornavn var alt hun gerne ville have, men hun ville bestemt acceptere et fuldt navn. Alt der ville være lettere at tænke på den anden som 'Englen'. Som hun ventede på svar samlede hun kortene, blandede dem og gav dem på ny.

Da Aella ikke trak den bedste hånd, havde hun fuldt regnet med at hun burde kunne bluffe sig til sejren. Hun satte en ordentlig selvsikker front op, der første forsvandt med hendes nederlag. Hun lagde hånden fra sig; irritationen tegnede en fin streg på tværs af hendes næseryg, men hun kunne ikke rigtig sige noget.
Heldigvis lod det til at dæmoninden ikke sprang direkte ud i englens mørkeste hemmelighed eller noget i den stil. Aella vippede noget pandehår væk og lagde hovedet på sned. Hun havde hørt historier om at det vist var noget med at nogle mørke formularer krævede ofrets navn, men havde aldrig selv troet på det.
"Aella.." Svarede hun bare, og som belønning for det skånesomme spørgsmål tilføjede hun et ekstra stykke information - sit efternavn: "..Apotekerdatter."
Der var noget lidt akavet ved at være kendt uden at kende ved navn, så Aella virrede lidt med hovedet og tog imod sin næste hånd. Denne gang skulle hun nok vinde.

"Aella Apotekerdatter..." Maralinda gentog navnet mens hun så på den anden og tog sine kort op. Det rang sandt og i forbindelse med englen der havde sagt det. Visheden fik den unge dæmon til at smile. Det var ikke fordi hun kunne bruge navnet imod den anden, som denne ville kunne bruge hendes fulde navn imod hende, men Maralinda kunne altid bestemme om et navn var sandt. En følelse det havde.
Så vendte hun blikket mod kortene og koncentrerede sig om spillet. Heldig var ikke ordet for hende denne aften. Den anden hånd var så god som den første og sikrede hende en bekvem sejr endnu engang. Det hjalp også at hun kunne mærke Aellas irritation over sine kort. Ansigtet sagde ikke det store, men følelserne gjorde.
Som hun smed de sidste kort smilede hun skævt. "Min tur igen....Var det svært at lære at flyve eller kom det naturligt?"
Hun lod den anden om at blande kort denne gang og om at dele dem ud. Ikke at det ændrede meget for imponerende nok vandt hun endnu en runde. Ganske uden snyd endda hvilket passede hende fint. "Kommer du tit til Hovedstaden?"

Aella forsøgte at virke lige så social og overskudsagtig som den anden, men hendes utilfredshed blev kun en smule mere synlig da hun også tabte andet spil. Heldigvis var det atter et spørgsmål hun egentlig ikke havde noget imod at svare på. Faktisk havde der gået årevis før hun overhovedet havde prøvet, og hvis det ikke havde været for hendes allerede tidlige tilbøjelighed til at rode sig ud i problemer, kunne der sagtens have gået endnu længere.
"Du ved hvad man siger.." Sagde hun nonchalant, men problemet var lidt at hun ikke vidste hvad man sagde. Ordsprog var ikke ligefrem noget hun var god til ".. Noget med en nøgen kvinde og en nød." Med et kækt grin og en nonchalant håndviften, forsøgte hun at skjule at hun vitterligt ikke forstod den talemåde.

Efter tredje tabte kamp begyndte Aella at blive mistænksom. Hun spillede godt, hvis hun selv skulle sige det, men hendes kort var virkelig bare ikke med hende. Det var lige før hun begyndte at overveje om der foregik en eller anden form for fusk - men det var hendes kort og hun havde selv blandet dem. Magi?
"En gang om året.." Svarede hun en anelse distræt mens hun prøvede at gennemskue om der foregik et eller andet skummelt, "Nogle gange har det gået længere imellem, men nogle af mine kunder bor i hovedstaden."
Det var ekstra information, men på samme tid var det også lidt en fiskeline - designet til at vække nysgerrighed og lede over til et ligeledes harmløst spørgsmål, hvis det dårlige held vedvarede.

Maralinda så et øjeblik komplet uforstående på den anden til ordene sagt faldt sammen til noget hun havde hørt før og som fik hende til at le. Ordsprog havde aldrig sagt hende det store. Det meste af tiden virkede de som måder at slå ting hen på eller tale uden om. Lige nu gav det dog hint nok til hun næsten var sikker på hvordan den anden havde lært at flyve. Det krævede desværre nok stadig vinger først. En skam sådan nogen ikke var så lige til at gro ud!
Hun forskubbede tanken og lyttede i stedet interesseret til det næste svar. Hvor uskyldige de end virkede, så var hun ved at danne sig et billede af den anden og det var altid brugbart.

Kortene blev da også ved med at være med hende. Det betød desværre at hun ikke kunne lægge så meget i den andens følelser ved sine kort for irritationen over de mange tabte spil skyggede ind over den nye. En klar ulempe ved at vinde for meget og også at det vakte mistænksomhed. Maralinda smilede drillende til den anden og virkede i det hele taget ganske tilfreds med spillet.
"Hvilken magi har du?" Hun tøvede ikke med sit spørgsmål denne gang, men sagde det i samme lette tone som de hidtidige. Dette var dog langt vigtigere for hende, da hun ikke havde brudt sig om det lys den anden havde truet med. Langt vigtigere i hvert fald end at vide hvordan en pige med den alder af udseende kunne have faste kunder og komme frit i Hovedstaden år efter år.

De næste kort hun fik gav hende ikke ligefrem grund til at smile drillende til den anden, men det var lige hvad hun gjorde. Udstrålede i den grad at hendes kort var så gode som de forgående runder - noget de bestemt ikke var! Hvor meget hun dog afskyede at tabe, så var det måske for det bedste. Hun skar dog en grimasse som hun smed det sidste gode kort og derefter resten for erklære sit nederlag. "Det gik også lidt for godt til at kunne blive ved..."

Okay. Det her var bestemt mistænkeligt. Aella var ikke sikker på om hun nogensinde før havde været så uheldig, men hendes lille trutmund var på ingen måde tilfreds. Hun nåede ikke engang til spillets ende, før hun allerede havde forudset den og opgivet. Der var dog et lysglimt i hele frustrationen der gjorde at hun ikke droppede det hele. Den anden havde brugt formuleringen 'hvilken magi'. Ental. I historierne var det altid den slags sproglige bagateller der gjorde kål på dæmonen i sidste ende, og Aella klamrede sig til denne lille fryd.
"Jeg kan heale." Tilstod hun og skulle til at række hånden op og demonstrere men tog sig selv i det. Modsat hendes anden evne var denne her meget offentlig, og den havde hun ikke noget imod at afsløre.

Og så skete det. Endelig. Sejr. Englen kunne ikke holde det triumferende udtryk fra at smøre sig godt og grundigt ud over hele hendes ansigt, hun havde næsten mistet håbet men nu var det hendes tur til at spørge. Der var et utal af muligheder, men Aella vidste udmærket hvad hun skulle spørge om. Det havde simpelthen været for stort et tilfælde.
"Hvilke magiske evner har du?" Spurgte hun og skønt hun prøvede, kunne hun ikke lade være med at lægge et triumferende tryk på ordene, som for at understrege den formulering der tillod mindst mulig gøgl. Aella kunne godt lide gøgl, men i kontrollerede mængder.

Og det havde ikke bare været et tilfælde. Anden sejr i træk og Aella var blevet væsentlig mere animeret. Hun sad i skrædderstilling, men vippede frem og tilbage på sengen med et selvtilfredst grin. Problemet var lidt at hun havde været så optaget af at være irriteret at hun ikke engang havde fundet på nogen gode spørgsmål. Hun skævede op og fandt den andens afventende øjne og måtte til sidst trække på skulderen.
"Hvad hedder du?" Det var sikkert også interessant nok. Hun kendte hendes navn, så det var kun rimeligt.

Irritationen hos Aella var ved at glide over i mistænksomhed over den lange stribe af tabte spil. Ikke noget der ligefrem passede Maralinda særlig godt, men heller ikke noget hun kunne gøre det store ved. At tabe med vilje lå bare ikke til hende. Snyde ja, men ikke tabe uden rigtig god grund og det havde hun ikke haft endnu. Den andens blandede følelser og måde at være på havde dog gjort hende doven. Noget hun fik klart syn for som den anden frydefuldt svarede hende på hendes næste spørgsmål og kun på det.
Et lille skævt smil gled frem på hendes læber som udfordringen tydeligt stod accepteret i hendes blik. Sådan kunne de bestemt også lege. At den anden var healer gav dog lidt forklaring til at hun havde kunder i hovedstaden. Healere var der altid brug for. Så Maralinda nikkede let og lagrede oplysningen - også at den anden havde en magisk evne mere hun var glad for at kunne holde for sig selv.

At tabe kom næsten som en lettelse, selvom det altid havde en bitter bismag. Hun fik dog smilet til den anden som hun opfordrende hævede et øjenbryn. Smilet blev ikke mindre som den anden pointerende stille det spørgsmål hun selv burde have gjort, men en aftale var en aftale - også selvom ingen havde nævnt det skulle være sandheden der blev svaret. "Jeg kan tankelæse en smule og få skygger til at danse. Det sidste er jeg noget bedre til end det første." Det var ganske sandt begge dele. "Pænt kaldes det vist mentalisme det første.." Hun rynkede brynene som var hun ikke helt sikker på det var det rigtige ord om evnen.

At tabe igen fik hende til at skære en grimasse, som hun mærkede den andens fryd strømme i mod sig. Så kunne hun dog ikke lade være med at smile, som den fine smag ramte hende. Slet ikke spor dårligt! Det afledte hende dog ikke fra at mærke fare ved det uskyldige spørgsmål der blev stillet. Et navn var alt andet end bare et navn. I hvert fald for Maralinda. Svaret var da så lige til som det en blanding af sandhed og løgn. "Maralinda Gyldenstjerne - fornemt ikke?" Hun blinkede til den anden og lo så, før hun delte kort ud på ny. Noget mere til hendes fordel end de sidste to runder.
"Har du nogensinde været indenfor på paladset før?" Hun smilede hemmelighedsfuldt til den anden.

"Tankelæse, hva?" Gentog Aella og gnubbede sin hage. Det forklarede ikke det usandsynlige uheld, men lidt hvorfor Aella havde følt sig så udspillet. Den unge engel havde ikke den store erfaring med tankelæsere - hvad hun i hvert fald vidste af, ækel tanke - men hun havde hørt noget om at det hjalp hvis man fyldte sine tanker med støj. I hendes tilfælde blev det en vise hendes mor havde plejet af synge for hende.
Og til sit bryllup så byder han..

"Ja." Svarede Aella blot og smilede drillende til Maralinda, hun burde have vidst bedre, men selvom at englen var fristet til bare at lade den blive hængende der, kunne hun næsten ikke nænne det.
..Men alt som han kom ud i lunden så grøn..
Hun kløede sig lidt i nakken mens hun overvejede hvilken af hendes eskapader hun helst ville dele. Hun tvivlede på at dæmoninden reelt kunne skade hende med noget af det, men derfor kunne man stadig være på den sikre du.
"..træd i dansen med mig, så favre gaver jeg byder dig
"Køkkenet har eksempelvis urter der både kan bruges til at smage en suppe til og ordne en dårlig mave." Forklarede hun imødekommende.

Den venlighed varede dog ikke længe da hun tog tog væsentlige sejre i træk. Den første var enormt tæt løb og bag efter måtte hun næsten kongratulere Maralinda. Denne her gang tog hun sig let længere tid om at overveje spørgsmål, men kom stadig ikke frem til et ordentligt spørgsmål. Der var naturligvis det åbenlyse (som hvad dæmonungens plan involverede), men hun var ikke sikker på at deres lille leg kunne bære så alvorlige spørgsmål endnu.
..slet ikke jeg tør og slet ikke jeg må, for i morgen der skal mit bryllup stå.
"Hvor gammel er du?" spurgte hun ublu. Hvis der var et eller andet tabu mod at spørge om alder var Aella i hvert fald vokset fra det.
..vil du ikke træde i dansen med mig, så ond en sot vil der følge dig..

"Foretrækker du at blive kaldt Mara eller Linda?" Aella smilede kækt.

"Yeah... det er ikke altid den fedeste evne at have..." Løj Maralinda, som hun skar en grimasse. For nogen betød det at de aldrig kunne lukke helt af fra andres tanker og hun vidste det havde drevet ikke så få fra forstanden. Vel hun havde drevet nogle stykker fra forstanden for at understregen en pointe om at holde sig fra hendes tanker, men det var noget helt andet! Selv var hun ikke videre god til at opfange tanker. Ikke medmindre hun virkelig gjorde noget for det og det havde hun endnu ikke med Aella. Desværre var den anden nu opmærksom på muligheden og gjorde den mest irriterende ting for at beskytte sig selv.

Maralinda skar en ny grimasse som Aellas stemme klart og tydeligt plantede sig i hendes hoved syngende en gammel vise. Englen var åbenbart en af dem. Sangen blev ved og ødelagde for nogle minutter fuldstændig dæmonens koncentration om andet end at hun skulle til at få styr på den del af sin evne også for tanker var nok det mest ulidelige på denne jord! Hun fik dog sangen skubbet så meget fra sig at hun kunne smile skævt til den anden. "Aha..." Den lille engel var ganske enkelt også en tyv! Interessant viden og noget hun bestemt kunne bruge. Hun fik dog ikke lov til at gøre det lige med det samme, for med sangen stadig pressende på for at fylde hendes hoved med larm tabte hun de to næste runder.

Hun lukkede øjnene kort, strammede grebet om sin magi til den del der havde med tankerne i sindet var spærret helt af fra resten og åbnede dem så igen til et spørgsmål der fik hende til at lægge hovedet en anelse på skrå. "Jeg fylder snart 380." Sådan plus minus nogle år. Hun havde ikke lyst til at udlevere præcise oplysninger der heller. "Mara er fint." Med det tog hun sine kort til en alt for lige runde hun kun sneg sig til at vinde ved lidt skub til den andens følelser for hvilke kort der skulle spilles. Bare lige nok til at tvivlen gav det rette udfald og Mara kunne stjæle sejr. "Kan du læse?"

Hun ventede på svaret før hun delte kort ud igen og uden hjælp fra magi af nogen art fik lov at komme med endnu et spørgsmål. "Hvordan har du det med lysets krigere?" En ide havde for længst taget form og som de havde snakket og spillet havde en fristelse stillet sig an som hun ikke kunne modstå. Eneste problem var om hun kunne få Aella med på en smule ballade indenfor paladset mure.

Aella havde repeteret den dumme vise et utal af gange og den hang hende ud af halsen, men hun kunne ikke komme uden om at det var effektivt. Hun havde i hvert fald vundet to sejre i træk, selvom at hun på dette punkt egentlig var lidt ligeglad. Svarene betød ikke det store for hende, selvom at hun dog skrev sig bag øret at Mara var hele fem gange ældre end hende.

Måske var det den overlegne erfaring, men dæmonen tog i hvert fald næste stik. Aella bekymrede sig ikke synderligt. Indtil videre havde det ikke ligefrem været nogen truende spørgsmål, information hun havde været uvillig til at skilles fra; ja faktisk havde det været så naivt at hun nogle gange havde frivilligt givet mere information end hun havde behøvet, ud af dårlig samvittighed. Var det mon bevidst? Aellas blik blev mistroisk.
Så da Maralinda vandt endnu et slag, var det eneste svar hun fik et demonstrativt "Ja." Aella var færdig med at give ved dørene var hun.

Næste spil og næste spørgsmål fik hende til at lyse op, fordi at nu var Mara begyndt at bevæge sig ind på områderne med mere substans. I næsten en time havde de danset rundt om at de var usikre på hinandens alliancer og intentioner, men nu kunne de endelig komme til sagen.
"Ingen kontakt.." Svarede Aella ærligt, og fordi at hendes tidligere fortsæt fuldstændig var glemt i begejstringen tilføjede hun, "..Altså jo, jeg healede engang en som var syg.. Men det var det." Nu skulle hun så bare vinde..

Måske var det held, måske var det stædighed, måske havde Aella tilbageholdt en resource som hun så brugte nu, men i hvert fald lykkedes det hende at vinde næste spil, selvom at det var tættere end hun egentlig brød sig om. Hun vædede nervøst sine læber, mens hun konstruerede den længere sætning i sit hoved på en måde der fik alle de svar hun havde brug for, uden at virke.. offensiv.
"Forudser eller planlægger du på nogen måde at skade mig fysisk eller psykisk.." Hun tog en indånding. Generelt åbent, spurgte ikke direkte ind til hvad fanden dæmoninden foretog sig, men sørgede for at få det vigtigste af vejen. Om Aella kunne stole på hende.

Efter de to tabte runder og den enkelte vundne var det som om Maralinda endelig havde fået styr på at lukke den anden helt ude af sit sind uden samtidig at lukke det af for den andens følelser. En smule kompliceret faktisk, men også noget hun havde været for doven til at træne længe, hvilket kun var ris til egen røv. Noget der ikke helt passede hende at skulle indrømme overfor sig selv, men i det mindste havde hun mulighed for at stramme op uden at det var ved at koste hende livet.

Den andens noget kortfattede svar fik et lille smil frem på hendes læber. Det ene ord var dog det hun havde ønsket at høre og fik endnu en lille brik i hendes begyndende plan til at falde på plads. Mødet med den lille engel kunne gå hen og blive mere end belejligt! Det hjalp da også hvad Aella svarede på det næste og beholdt det let beregnende smil på Maralindas læber. Det blev jo bedre og bedre det her!

Så tabte hun dog og måtte finde sig i endnu engang at skulle svare på et spørgsmål selv. Til nu havde de begge gået som katte om den varme grød og kun stillet svagt prikkende spørgsmål og holdt det høfligt interesseret. Ingen rigtigt farlige siden dem om navne, så et eller andet sted forventede hun mere af det samme. Hvad hun fik fjernede smilet fra hendes læber og fra hendes blik. "Lad os se. Til nu har du lokket mig i et baghold, truet mig med din magi og udspioneret mig. Og nu spørger du så mig om jeg har planer om at skade dig?" Det kom en smule køligt fra hende og med et blik fastholdt i den andens. "Nej, det er ikke min plan at skade dig fysisk eller psysisk med mindre du giver mig grund til det nu eller i fremtiden."

Hun samlede kortene sammen og blandede dem, før hun så over på den anden igen. "Har du planer om nu eller i fremtiden at skade mig fysisk eller psykisk eller overlade eller udlevere mig til nogen der vil gøre det?" Hun holdt fast ved den andens blik uden at gøre anstrøg til at ville dele kortene ud igen. De var kommet ind til kernen ved de her spørgsmål. Var der tillid at bygge på eller burde de komme væk fra hinanden så hurtigt det var dem muligt. "Hvis ikke har jeg en ide du måske kunne tænke dig at være del af." Et smil kom frem ved det sidste der nåede hendes øjne helt.

Aella bed næsten på. Det havde ikke været langt fra. Hun skulle lige til at kaste sig ud i en længere svada om hvordan de ting hun var beskyldt for var heftigt overdrevne, og havde måske sågar overset det smuthul Maralinda havde formået at liste ind i sit løfte. Heldigvis havde hun brugt det mest af nattens spil på at varme op til netop samtaler som disse, og hun bed hurtigt mærke i den andens ord.
"Omformuler 'medmindre jeg giver dig grund til det' og så kan vi snakke om det." Krævede hun med en stadig lidt fornærmet trutmund. Sådan en sætning var alt for vag, især når man tog højde for at der var dæmoner der brændte byer ned alene fordi de følte for det. Nej nej nej, det var bestemt ikke godt nok, men nu var Aella simpelthen for nysgerrig til at vente på en omformulering.
"Jeg lover ikke at skade dig fysisk eller psykisk eller at give dig til nogen der vil, så længe du ikke udgør en trussel mod mig." Sagde hun med en hvis finalitet og nikkede opfordrende til den anden. Det var sådan set et fornuftigt nok løfte, især fordi det efterlod muligheden at spille dum, ung og naiv engel der bare var vildledt af en farlig dæmon, hvis lysets krigere nogensinde skulle gennemskue dem begge.