Det var en glohed sommerdag og gruset brændte under hendes bare fødder. Larmen og lugten i luften var overvældende for den diminutive skikkelse der masede sig igennem menneskemængden. På hendes højre hævede hovedstadens massive mure sig i hvad der syntes en evighed; Aella lød blikket løbe langs dem til hun måtte skygge sig for øjnene. Hendes guide, en ung mand med usund hud og et ugideligt udtryk, rømmede sig og førte hende ned mod en lille lejr.
I områderne omkring portene var der altid midlertidige beboelser, hvor byens menneskemasse spildte ud over randen. Det var ofte de uønskede eller syge, foruden rejsende der ikke havde penge til herberger.
Det var netop dette klientel Aella havde i tankerne som hun spankulerede med lette skridt og vingerne både fremme og - nu hvor hun ikke længere var lige så klemt som ved porten - halvt udfoldede. Folk heromkring havde ikke meget, men den unge engel krævede mindre. Hun arbejdede egentlig ikke af nødvendighed så meget som kedsomhed; desuden havde hun ikke brugt sine evner i et godt stykke tid og nu var magien begyndt at bygge op og katalysere i hovedpiner.
Med et mildt smil trådt hun ind i det udpegede sygetelt, hendes fingerspidser allerede gnistrende med energi. Et lille kvarter senere kom hun igen og tørrede svedet af panden. I hendes lomme klirrede en lille pose mønter.

Rejsen fra den sidste landsby - der knapt havde været mere end få hytter og en skrabet beværtning - havde været lang og trættende. Ekvipagen tårnede sig op over de vandrende, dem som var som korn, spildt udover randen på en fyldt trillebør. En fregnet knægt løb faretruende nær hestens enorme hove og rakte sine møgbeskidte hænder op imod den kutteklædte rytter der sad højt til vejrs.
Càemm blot rystede svagt på hovedet, han gav sjældent til nøden - det var som at kaste godhed i et bundløst hul. Men i disse tider var han rent faktisk praktisk talt flad.
Den enorme hest tiltrak sig opmærksomhed, hvert skridt faldt tungt mod brostenene og det blev næppe dæmpet af at Càemm stadig havde sin kappe på og hætten slået over hovedet.
Rygter havde sagt, at jagten på mørkelvere var gået ind - og hvem vidste, måske det også gjaldt mænd med sølvskær i lokkerne og en kende for høje kindben.
Den ramme lugt af for mange mennesker på for lidt plads skar i næsen, men det var vilkårene for den tætte civilisation, og Càemm var sikker på, at det blot ville blive værre, når først han red om på den anden side af porten.
"Herre, en skilling..." Càemm skævede ned til kvinden ved sine fødder og sansede næsten øjeblikkeligt trætheden, følelsen af at have opgivet og blot lod sig rive med.
Han trak demonstrativt støvlen til sig.
Buk trak i biddet, udspilede næseborene og fik en afpillet høne til at spæne på ujævne skridt over vejen, og Càemm ledte ham roligt over til det store trækar, der stod kilet ind imellem små fattiglejre. Han stod af og landede i en pyt, der på så hed en sommerdag næppe bestod af andet end hestepis og hvad der engang var værre...
Halvelveren svedte i sin kappe og selvom drikkevandet så mistænkeligt ud, vaskede han sit ansigt og vendte øjnene omkring sig. Fornemmede forvirringen i en febervildelse - men blev distraheret fra sin aflæsen af en pige, der krøb ud af et hullet telt. Udover at han sjældent så småpiger bære møntskind, måtte han tørre ansigtet med bagsiden af hånden igen. Hun optrådte ubekymret, ubevinget. Et modstridende træk, for Càemm havde læst om forfølgelsen i lysguds hellige navn, men der måtte være forskel på folk...

Aella vippede lidt op og ned på fodballerne mens hun overvejede hvad hun nu skulle tage sig til. Når hun rejste rundt var hun ofte beskæftiget hele dagen, men nu havde hun ingen planer, og det frustrerede hende. De blå øjne lyste dig op i det de faldt på en mystisk fremmed. Der var ingen bedre ord til at beskrive det hun så; den kappe var nærmest udvalgt specifikt for det udtryk og begejstringen spredte sig snart fra Aellas øjne til resten af hendes ansigt.
Hun valsede med umenneskeligt lette, elegante hop over imod ham. Vingerne bar det meste af hendes vægt og hun behøvede kun nøjagtigt at placere sine bare tæer på den nedtrådte vejs absolut tørreste steder, og det skulle ikke gå længe før hun var lige foran og under manden.
"Er du syg?" Spurgte hun direkte og satte hænderne afmålende i siden.

Det var længe siden at Càemm var blevet spottet så hurtigt. Det slog ham, at det havde været en skrækkelig taktik at bære kappe i en sådan hede, men det var for sent at slå hætten ned. Han dragede det mærkværdige pigebarn, og det var med sammenknebne øjne at han fulgte hendes valsen.
Càemm var næppe en maester, en lærd, men han vidste ét og andet om verden. Om mennesker. Han havde hørt om vandrende engle, feer og des lignende, men blikket i hans øjne måtte tyde på, at han aldrig havde set eller mødt en sådan.
Han vendte sig væk og løsnede sadelgjorden, et taktisk træk - der ikke virkede. Pigebarnet dukkede op lige ved siden af Buk og fik kræet til at syne gigantisk. Càemm så sig omkring, forventede at hun ville passere ham - og hvem vidste, måske forsvinde i et skarpt lys... Men istedet henvendte hun sig direkte til den høje, mørke fremmede. Der var noget i det barnlige ansigt, der i et kort øjeblik fik Càemm til at mærke efter. Var han - syg?
Det var det samme noget, der fik ham til at svare, som om han ikke kunne undslippe sig, og han slog sin hætte ned om skuldrene.
"Ser jeg syg ud?" Spurgte han. Stemmen var en kende grødet efter lange tiders tavshed, og det var et par mørke, gyldenbrune øjne der målte skabelsen ved hans fod. Det krævede absolut intet af hans evner at se, at tøsen var ved at revne af nysgerrighed. Og det på trods af, at det var hende, der halvvejs gik og halvvejs fløj, båret af vinger. "Jeg tror du er gået forkert," Med en enkelt finger pegede han direkte opad mod den blå himmel, før han tog ved Buks bidsel og valgte kurs mod porten.

"Hm.." Svarede Aella blot men hun nåede ikke at diagnosticere det store før hun blev nok så uhøfligt vendt ryggen til. Med hænderne på kryds og kinderne blæst op, var englens fornærmelse åbenlys. Havde hun været mindre vedholdende, kunne man måske tro at hun ville lade det ligge. Men en stædig rynke på hendes pande, manende enhver sådan tanke i jorden.
Der skulle derfor ikke gå længe før den skumle fremmede hørte et højt pift bag sig; der sad Aella midt på hans hest, med benene krydset som en anden fin dame og et ikke så lidt selvtilfreds smil. Hun rettede lidt på sin kjole, hvis halsåbning hang løst på hendes bare skuldre hvor der få øjeblikke forinden havde været et par hvide vinger.
Over deres hoveder tårnede porten og badede dem i skygge; hun havde ikke tænkt sig at tage ind i byen med vinger på. Den mystiske fremmed fik et sigende smil, før Aella rakte frem for at føle hans pande.

Càemm kunne have sagt sig selv at nogen, med så ihærdig interesse ikke blot ville lade sig feje af som en gadetigger. Det skulle snart vise sig, at Buks næsten komplette ligegyldighed med, hvem der indtog sadlen skulle tage fusen på halvelveren. Med den uhøflige facon trak Càemm sin hest og sin beherskede oppakning ned imod byporten, sulten havde gnavet hul i hans mellemgulv og han krævede et stort krus af noget stærkt.
Det var tæt ved, at han havde glemt alt om ungen, da der blev piftet sigende efter ham - og det var med en forbavselse, han end ikke nåede at skjule, da han kiggede op på ryggen af sin ganger og fandt tøsen siddende med flettede ben. De hævede øjenbryn blev hurtigt sænket og øjnene knebet sammen. "Skrup ned." Càemm havde en advarende tone i stemmen, som var tøsen en, der havde trådt indover hans enemærker.
Han sendte et blik rundt, da hans følen gjorde ham opmærksom på folks undren - og et par damers forargelse. Pigen måtte jo sidde der af en grund; hun kunne jo næppe selv være kravlet op på så enorm en hest?
Càemms advarsel blev til en knurren, vingerne på uskyldighedens ryg var borte. Hun blev af alle andre end Càemm selv betragtet som hans medrejsende - også af vagterne ved porten. Han sendte hende et advarende blik, noget lig at når han fik muligheden ville hun fortryde det.
De stærke fingre trak lidt ekstra, tydeligt utilfredst, i Bukkens bid. Det var trods alt hesten, der havde svigtet ham og ladet den nysgerrige snotunge tage fusen på ham.
"Hvor kommer I fra?" Vagterne krydsede brysk de lange lanser og tiltalte ikke det umage par med mange høfligheder. Càemm strøg noget af det stålfarvede hår tilbage, for nu så det ud til, at tøsen nøje udregnende havde udnyttet situationen for at komme ind imellem portens søjler.
"Medanien," Løj Càemm vant og kiggede direkte på den skæggede vagt. "Jeg bringer bud til teatermesteren."
Brevet, Càemm trak frem fra lommen bar et grønt segl, og fik vagterne til at se på hinanden og så direkte op på pigen på hestens ryg. De havde godtaget brevet - men ikke hende. Sanselæseren kunne mærke deres tvivl, undren, ja som troede de, at han var en absurd perversitet der bar en lille pige omkring for morskabens skyld. Det fik budbringeren til at grave et par mønter frem, men han vurderede, at summen var for petit. "Hit," Càemm rakte sigende hånden op til den blinde passagerer, for han havde set møntskindet. Og skulle hun med, skulle hun hjælpe med at betale ham ud af kniben.

Nøje og udregnende beskrev ganske godt Aella, men lige i denne situation havde hun ikke været så forudseende. Portvagterne havde aldrig før været et problem for den lille engel, der alle dage havde været god til at blive overset, selv uden brug af magi. Nu havde hun dog lidt sat sig selv på en stor, behåret piedestal og så duede den taktik ikke ligefrem.
Hun truttede lidt med munden, men det hjalp lige lidt mod det stålsatte blik og eventuelt bukkede hun under og rakte ham den lille pengepung.
"Er vi der snart, far?" Spurgte hun med en uskyldig stemme og vippede hovedet lidt forover så det lange hår skjulte hendes flabede grin fra alle andre end hendes ny-erhvervede Fader. Hun var en anelse ærgerlig over at miste sin indtægt så hurtigt efter, men på den anden side var hun ikke længere plaget af hverken kedsomhed eller oplejret magisk energi.
"Du ligner iøvrigt at du er ved at få hedeslag.." informerede hun lavt og vinkede smilende til vagten. Det var en lidelse der lå lige i periferien af hendes ekspertiseområde, på grænsen mellem sygdom og skade - hun burde kunne gøre noget ved det under alle omstændigheder, "Har du hovedpine?"
Aella var ikke altid så opsøgende i sin medicin, men hun havde udset sig den fremmede som dagens distraktion så indtil videre balancerede hun rollerne som ung datter og læge uden personlige grænser.

Ved den knappe fordobling af møntbeløbet, valgte vagterne at undlade at kommentere på den mistanke, de begge to stod med. Càemm kunne mærke det fra dem, forargelsen, og hvem var de egentlig til at dømme - de havde lige modtaget bestikkelse for at vende det blinde øje til. Til gengæld løb deres forargelse direkte over i den høje halvelver, da tøsen spillede ekstra på tangenterne og med ét lod sig adoptere.
For skuespillets skyld lod han det passere, og han trak sammenbidt sin iloyale ganger ind bag de høje stenvægge der omkransede centrumsbyen. Bag murene var der ikke mange, som bemærkede en mand komme trækkende med sin hest og sin datter, og stanken fra en nærtliggende mødding var stadig så ram, at ingen ville tage sig af Càemms svedetur.
Càemm knurrede af den lille pige, der igen henvendte sig til ham og hev i tøjlen med en mine, der tydeligt sagde, at hun skulle se at komme afsted.
Det dunkede hårdere i hans tindinger, og da hun spurgte til det, fnøs han af hende. "Det er næppe svært at undgå efter dit lille nummer," Mumlede han utilfreds og skimmede det runde ansigt. Nysgerrigheden emmede stadig fra hende - ville han da aldrig blive fri?
Càemm var stadig påklædt til køligere egne, strikken bed på hans svedige ryg, men selvom varmen trykkede og tørstede ham, forsøgte han ikke at tage notits. Ankomsten til en ny by var ikke det rette øjeblik at sænke paraderne og blive uforsigtig på. Varmen gjorde ham irritabel, mere end det runde barneansigt. "Har du ikke et sted, du skal være?" Han snerrede en kende og tog ved den bløde overarm for at tvinge hende ned. Det var først dér han selv bemærkede, at hans temperatur oversteg hendes med mange grader.

Aella var alt for moden til at få nogen større nydelse ud af at forårsage andre frustration, og hvis hun havde tænkt sig at kalde fyren farmand fremover, var det udelukkende af dedikation til deres løgn og intet andet. Disse tanker kom dog ikke til udtryk som andet end et lusket lille vip i hendes mundvig der hurtigt forsvandt da han tog fat i hende. Hun rystede energisk på hovedet af hans spørgsmål - noget hun hørte alt, alt for ofte. Måske havde hun bare et fortabt udtryk.
Uden at sige noget rakte hun i stedet en hånd frem, udnyttede mandens greb til at læne det meste af sin vægt langt ud over balancepunktet på hestens ryg, og som en anden af sydens trælevende slanger strakte sig indtil hendes fingerspidser rørte blidt ved hans tinding. Aella lukkede øjnene og lindrede de værste af hans symptomer.
"Du burde drikke mere væske.." informerede hun alvorligt, "..Og tage dig et bad, du lugter af pis." Hendes lille næse rynkedes.
Det ansvarlige udtryk overlevede dog ikke længe på hendes ansigt, før det frækt glimt atter dukkede op i hendes øje. "Det bliver to rav." Hun rakte hånden frem.

Som en kat, der ikke følte for at blive kælet strakte Càemm sig væk fra den udrakte hånd. Han følte ikke for nærkontakt med børn, men det var et standhaftigt pigebarn, og han havde nær hidset sig op endnu engang, da hun rørte ved ham. Hun fulgte med som klister. Men hovedpinen lettede, blodet stoppede med at banke rytmisk på indersiden af kraniet, og det tog kanten af hans irritation.
"Det er svært, når man..." Càemms tålmodighed var sluppet op, men hans brok blev afbrudt af en formaning - og en forlangelse - der fik ham til at tage om pigens arme og løfte hende ned med en ikke helt følsom facon.
"Du er bramfri, spurv." Fnøs han. "Med tanke på, at jeg kan vende mig om og sælge dig tilbage til vagterne. Jeg er sikker på, at én af dem vil betale det dobbelte for én der kan lindre hans tømmermænd."
Det kom fra et par knusende rolige øjne, der var ingen tvivl om, at pigen var stødt på en mand, der nok gerne solgte sin bedstemor til højestbydende, og hendes flabede vedholdenhed var gået ham på nerverne.
Ikke destomindre havde Càemm hørt om børn som hende, og brikkerne var begyndt at falde på plads. Det var utroligt, han var knapt nået ind til centrum, før han var stødt på en særlig karakter. Det prikkede sgu forkert på tungen at kalde hende et englebarn med den opstoppernæse, hun stillede op, men det var nu engang nok, hvad hun var.
Hovedpinen var så godt som forsvundet, og hun irriterede ham tilpas meget til, at han knapt fornemmede folk omkring dem. Med en svag skulen - intet tak - løsnede Càemm den tykke kappe i halsen og slog den over sadlen på sin efterhånden udmattede hest, armene var lange og taljen smal, der var ingen tvivl om, at han på trods af den brede kæbe ikke var helt uden elverblod. Tøjet under kappen var ligeså anonymt, med undtagelse af det halvkorte sværd, han bar i siden.
Hørte hun dårligt? Hun stod der stadig, så observatøren gav sig til, hvad han gjorde bedst. Han lænede sig op ad den brede hest med armene over kors og gloede på hende.

Aella sprællede sig stædigt ud af det hårdhændede tag og ned på brostenen. Straks havde hun snurret rundt på hælen og gengældte hans skulen, uden at det blå blik veg til siden. Stædighed var en ressource hun besad i massevis og hvis han troede at det var nok til at afskrække hende..
"..Og jeg kunne give dig hovedpinen tilbage.. flerefoldigt." Løj hun og hendes fingerspidser blinkede op, men kun lige så kortvarigt som den pludselige alvor holdt i hendes omskiftelige humør. Grinet var allerede tilbage - ikke det blide, teatralske englesmil hun bød dem hun helede, men et bredere og adskillige grader mere oprigtigt.
"Pyt. Vi skriver dig på kreditlisten." Tilbød hun og tog et så demonstrativt skridt til siden for at lade ham passere. Det var dog i højere grad for at komme ud af hans umiddelbare rækkevidde, end et udtryk for nogen reel intention om at lade ham gå. Nej medmindre han tyede til direkte drastiske metoder, havde hun tænkt sig at klæbe sig til ham som tjære.
"Har du et sted at sove?" Spurgte hun nysgerrigt, men kastede sig et sigende blik over skulderen mod den vagtpost de havde passeret, "..Har du råd?"

Càemm opsnappede løgnen, men det var tøsens næste kommentar som var skyld i, at hans ellers helt passive ansigt ændrede udtryk. Han løftede øjenbrynene over hendes henkastede ord om kredit, pyt havde hun sagt, som havde hun haft en reel chance for at vride penge ud af ham. Càemm rystede en kende på hovedet, men vedblev at stå og glo.
Det krævede næppe det helt store at regne ud, at han ikke var blevet klæbepapir for et helt almindeligt barn. Engle kunne være genfødt for årtier siden, fastlåst i den krop de døde i. Men hende hér besad nogle talegaver og situationsfornemmelser, som en kromutters snotnæsede knægt i samme alder næppe kunne have.
Måske var det derfor hun endnu ikke havde fået ham til at bide, og måske det var derfor at han stadig stod og målte hende med blikket. De ravgule øjne virrede ikke det mindste, sagde intet, da hun nysgerrigt spurgte ind til sager, der absolut ikke vedkom hende.
"Hvad lavede du i det telt?" Spurgte han og blinkede med en træt langsomhed. Buk puffede til hans arm, dyret havde båret ham langt og havde ikke fået meget mere næring end ham selv.
Càemm havde været vidt omkring før, men tiderne ændrede sig til det mere fjendtlige; og han var i princippet stadig på flugt. Men han kendte én af centrummets staldmestre, én, der garanteret ville låne ham en bunke halm at sove i indtil han fik leveret sine breve og fik den beskedne betaling. Dette centrum ville den næste tid blive hans hjem, pengepungen var tom, og et sted med så mange mennesker ville naturligvis være et udmærket sted at lede efter arbejde.
Egentlig regnede budbringeren ikke med svar, derimod regnede han heller ikke med fred og ro, selvom han nu for alvor førte Buk ned imellem de snørklede gader. Og ganske rigtig, hun fulgte efter.
"Den er så smuk," Lød en kvindes kommentar, og Càemm fulgte stemmen. Det var en rødhåret kvinde, der betragtede sin veninde i en åbenbart nyindkøbt kjole. Alt på hende fortalte sanselæseren, at hun syntes at kjolen var en forfærdelig rædsel. Det fik hans læber til at skille meget svagt i et smil over kvinders forfængelige løgnagtighed. Nu var det tid til at vænne sig til den næsten konstante støj for det indre øre, nu var han ikke længere på de ensomme veje.

Aella forfulgte den fremmede fyr med et strålende udtryk, valsende skridt og svingende arme, der slet ikke matchede den irritation hun blev mødt med. Selv da gyderne blev mørkere og stenene under deres fødder dækket af et tykt lav af gustent skidt, forblev hun ved hans side med en facade af ubekymret nonchalance der alligevel skjulte at hun var klar på at stikke af hvis han forsøgte på noget.
"Det var et pest telt.." Informerede hun nøgternt, men stadig med et lille informativt tryk på præteritummet. Det havde ultimativt taget en god portion af hendes energi; en hastig epidemi havde fejet igennem de tætpakkede fattigområder og da Aella trådte ind havde de syge havde ligget praktisk talt stablet på gulvet. Hun havde gået over til dem, en efter en og med hånden for panden kureret dem. Det var heldigvis en relativt mild sygdom, hvis alvor i højere grad skyldtes ofrenes modtagelighed - dårlig kost og sådan - end dybsiddende dårligdom. Så selvom der var mange, havde hun trådt ind med magien boblende i årene, og healingen havde kun taget det absolutte overskud.
Hun skævede op til sin dystre sidemakker og fnes, "Det er ikke længere smittefarligt." sagde hun beroligende.

Det var rigtigt forudset. Det så ud til, at Càemm ikke ville slippe fri af det sære barn, før han måske smækkede en dør foran næsen på hende eller det, der var værre. Man skulle dog ikke misfortolke hans muthed og selviskhed med direkte lede tendenser, Càemm var såmænd omgængelig nok. Desuden var tøsen givetvis årevis ældre, end hun så ud. Ikke at det ændrede meget på hendes delvist uønskede selskab...
Càemm kiggede direkte på hende. Pesttelte? Det var da lige, hvad der manglede. Han sukkede en kende dramatisk; velkommen til byen. Alle fik kolde skyl nedover ryggen ved den mindste hvisken om pest. Det gjaldt også ham.
"Du healer pest?" Svaret gav sig selv, og det fik et mørkt øjenbryn til at løfte sig. Det var alligevel værd at føle på. Han var stødt på en klistret healer i engleskikkelse. "Og fratager dem deres sidste mønt?" Der voksede pludseligt et glimt i hans øje, det trak en smule i den ene mundvig. Han var halvvejs imponeret. Det var alligevel en praksis efter hans næse. Godmodige handlinger kunne ingen leve af...
"Budbringer," Staldmesteren tog imod ham med et smil i fuldskægget og et klask på ryggen. De to mænd udvekslede de sædvanlige floskler, og Càemm havde held med sig. Han havde et spiltorv og en halmbunke tilovers.
"Jeg anede ikke, at du havde børn." Càemm havde glemt alt om pigen med de kuglerunde øjne, og han kiggede sig over skulderen på hende, før han skulede til sin skæggede bekendte. Men han svarede ikke, han rakte blot tøjlerne videre. "Husk intet korn, den bliver umulig at ride..." Mumlede han og tog sin beskedne oppakning.
Nomaden kunne genkende tegnene, pigen havde ingensteder at være, men han følte meget lidt for at agere base. Men hun havde tydeligvis allerede gennemskuet, at han på trods af tre våben og mørke øjne ikke var helt iskold om hjertet.
"Hvorfor finder du dig ikke en nonne at studere hos," Mumlede han uden helt at spørge, han prøvede nok stadig at vifte hende væk. Men det ville næppe lykkedes.

"Næstsidste.." afklarede Aella tænksomt. Det var en nøje beregning; altruisme lå lige så fjernt fra hende som grusomhed, "Så kan de overleve til at blive syge igen."
Hun havde ligeledes tidligere, dengang hun var ung og naiv, været mere.. ihærdig med sin heling. Årevis siden havde hun overvintret i en mindre landsby og havde ikke bare lagt hænderne på dem, men havde også lært dem hvilke urter der forebyggede fremtidige lidelser. Det havde virket som en god idé til at begynde med, effektivt og sådan, men der skulle gå et helt årti før der atter var arbejde at finde i den by. Nej, Aella var bestemt ikke på et eller andet korstogt for at udrydde al dårligdom; det overlod hun til optimisterne og de religiøse.
Det var grublende på disse tanker at hun forblev tavs mens hendes mystiske fremmede snakkede med sin bekendte. Hun spidsede lidt det ene øre, men indså hurtigt at det kom der intet spændende ud af. Istedet vippede hun lidt op og ned på fødderne, men den samme nervøse energi fra tidligere. Det var tydeligt både at denne 'Budbringer' havde tænkt sig at overnatte her og han helst så at hun gik, men hun var ikke helt færdig med at gøre brug af ham. Kedsomheden var lindret og nu begyndte hun at tænke mere praktisk.
"Jeg har mønt til et værelse.." Sagde Aella lavt da staldmesteren vendte dem ryggen for at se til hesten. Den sidste årrække havde hun faktisk boet hos en ældre fisker når hun var i hovedstaden, men dette år ankom hun og fik at vide at han var død i vinters. Hun havde leget med ham som barn.
"..Men jeg gør kroejerne mistænkelige.. Med vinger eller ej." Det var et tilbud men samtidig også lidt af en bøn, hun var allerede træt af templets hårde brikse, selv hvis de var gratis.

Der lød en rømmen, som hørte Càemm kun efter med et halvt øre. Men han spidsede dem alligevel efter at have revet blikket ud af sit fjernhed, og han kiggede om på den lille pige med det runde ansigt. Det var først ved hendes uddybning at Càemm fangede, hvor hun var på vej hen, og endnu engang fortrak hans mørke bryn sig. Denne gang dog kun kortvarigt.
De fleste havde nægtet selv at modtage noget for at hjælpe den lille pige. Langt de fleste havde endevendt egne lommer og betalt hende et værelse med det sidste, de havde... Men Càemm havde ingen skrupler, han havde sovet i rigeligt med halmbunke til at ville foretrække alt andet hvis muligheden bød sig.
Det var et noget særligt makkerskab, han besluttede sig for at indvillige i, og han gjorde et kast med hovedet. En mine til at hun skulle vise vejen.
"Hvor længe har du været her?" Spurgte han lavmælt, hun virkede til at kende byen - og han var klar over, at det ville være at optræde som en sinke at spørge om hun kom derfra. Engle kunne som sagt være født årtier tidligere. Càemm slog sin sparsomme oppakning over skulderen og fulgte med den lille, hoppende skikkelse udenfor.
Fik hun lov at løbe frit omkring? Man skulle tro, at børn krævede en værge, men han mindede sig selv om, at hun på trods af skindet kunne være meget, meget rigere på år og liv end han. Det var bare stadig umuligt ikke at behandle hende som en unge, og Càemm rystede på hovedet; men slog fast overfor sit eget jeg, at han blot fulgte med på grund af udsigten til en seng.

Aella betragtede den fremmede med hovedet på sned, men den ændrede vinkel hjalp hende ikke ligefrem med at gennemskue meningen af hans spørgsmål.
"Jeg har været her en uges tid.." Svarede hun lidt tøvende og vippede op på tåspidserne for at orientere sig. Hun havde aldrig været inde i denne eksakte sidegade, men hun havde en idé om at hvis de bare fortsatte i den udvalgte retning skulle de nok komme ud til en af de større gader, "..I denne her omgang."
Gyden lod til at forblive lige klaustrofobisk og den trykkede luft fik det til at klø nervøst i nakken på hende. Uden at tænke over det gik hun lidt tættere på budbringeren. Aella kunne mærke de gennemborende blikke fra gydens halvtilplankede, glasløse åbninger men det blev ikke et problem og den unge engel faldt snart lidt mere til ro.
"Hvad hedder du egentlig?" Måtte hun endelig spørge. Hun snurrede om på hælen og gik baglæns lige foran ham med et indtrængende blik, "Det er bare fordi.. Jeg er træt af at tænke på dig som 'Den Mystiske Fremmede' "

Càemm trak kraven på den grå strik tættere op om ansigtet, varmen var stadig gennemborende selvom solen var på vej ned. Men uanset hvor han gik, følte han sig overvåget, og det hjalp ikke ligefrem med en lille sød pige ved foden. Hun forklarede ham, at hun ikke havde været der længe, men det tydede til, at hun kendte byens omrids. Det fremgik af hendes afslutning, at hun givetvis havde besøgt denne by flere gange henover mange år...
De nærmede sig byens skidenstræde, varmen fik stanken til at hænge i den dampende luft og de gradvist skævere og skævere huse begyndte at læne sig imod hinanden uden luft imellem.
Den høje sortklædte mand kom med en afvigende brummen, hun hoppede ind foran ham og forlangte at få hans navn. Fra tid til anden dukkede der bestemte glimt op i hendes øjne som burde tilhøre en meget mere voksen kvinde. Havde han dog ikke set dét blik en del gange...
"Jeg synes ellers det lyder passende," Skurrede den dybe stemme, men tøsen fortsatte sin bagudrettede gang og vedblev af kigge på ham. Den seng blev mere og mere tiltrængt...
"Càemm," Præsenterede han sig dog som, han vurderede at risikoen ikke var stor, og hvis han var nødsaget til at blive i byen var han før eller siden nød til at præsentere sig rundt omkring. En hemmelighedskræmmer var ikke meget værd, hvis folk ikke havde noget at snakke om...
"Kan jeg ikke bare nøjedes med at kalde dig spurv?" Spurgte han med et svagt glimt i øjet, alt imens han blev distraheret fra de mange tunge følelser, skidenstrædet førte med sig. Der var sygdom og forfølgelse under denne bys flotte overflade...

"Fint." Svarede Aella i et tonefald der lidt sagde det modsatte, men ud over en mild udspiling af de i forvejen fyldige kinder, indvendte hun ikke. Snart blev gaden bredere og de passerede sågar enkelte eksempler på byens lavere middelklasse.
Den unge engel havde som sådan ikke noget bestemt sted udset, men hvis hun ikke tog meget fejl var der vistnok en kro heromkring. Strømmen af mennesker var begyndt at tage til indtil Aella måtte række op og knuge en flig af hans mørke trøje for ikke at blive revet med. Generelt var hendes oplevelse med menneskemængder lidt som en sømand på en hurtig flod, hvilket normalt ikke var et problem hvis ikke det var for at hun ikke ville blive væk fra Cáemm.
"Jeg har ikke besøgt denne her kro i hvert fald femten år.." Informerede hende da de endelig stod under et skilt der erklærede at etablissementet foran dem var opkaldt efter et stakkels klovdyr med et alkoholsmisbrug. "..Så han burde ikke kunne huske mig."
Alligevel for en sikkerheds skyld kørte hun et par impromptu fingerkamme igennem sit hår og sørgede for at det dækkede hendes øjne, der da faldt på hendes ledsager.
"Op." Sagde hun med et lille grin og rakte begge arme imod ham.

Elvere med deres ukontrollerbart lange livstid var på sin vis lettere at forholde sig til for Càemm end den lille pige, der kunne fortælle ham at hun havde besøgt kroen for femten år siden. Måske det var fordi hun var fastfrosset i, ja, en barnekrop og det var svært at se bort fra. Al barndomligheden virkede dog næppe til at have forladt hende.
Den tunge dør knirkede og lugten af sod, af mad og af spildte dråber. Et fåtal kiggede op fra deres borde, røgen lå tæt over de mange par skuldre og Càemm hørte sit mellemgulv knurre.
Én af grundene til at være helt og aldeles regulær var den kortvarige interesse, blikkene havde. De hvilede ikke længe, og de fleste af dem kun på den lille pige med de bare tæer.
"Glem det, spurv..." Skød han ud imellem et par tænder og trak hende til sig i en bevægelse, der egentlig bare skulle være helt henkastet men som blev en kende akavet. Han tog hende med sig hen mod hvad der lignede kroejeren selv. "Hvad er prisen for et rum?" Spurgte han ham; og så ramte bedømmelsen ham som en hammer. De rødsprængte øjne gloede fra spurven og op til Càemm igen. De missede med øjnene imod hinanden og han lignede én, der skulle til at sige nej tak til den slags uhyrligheder under sit tag.
Det fik Càemm til at løfte den spinkle brunhårede pige op, og han fnøs af kromesteren. Som var han det mest modbydelige svin med de værste tanker om en fader med sin datter. Càemm mærkede øjeblikkeligt det tunge ubehag af mandens skam. "Femten rav... med mad." Blev der svaret, og han nikkede kort. Hun havde mønt, han havde mønt, og selv da betalingen faldt, slap Càemm hende stadig ikke.
"Ovenpå og sidst til venstre,"