Det havde efterhånden været noget af en rutjebanetur denne tid. Enten var følelserne helt oppe og flyve af lykke, det næste øjeblik var man nede i den mørkeste kælder som fandtes. Ikke at William følte grund til at brokke sig mere end andre omkring ham. Ligesom alle andre mennesker, mistede og modtog han gaver. Starten havde været at møde Isadora, som nok havde været en langt større glæde i hans hverdag end han først havde antaget det ville blive. Men som han fik fortalt, hun var anderledes. Hun var anderledes på den gode fantastiske måde. Ikke at William ligefrem indrømmede det overfor særlig mange. En last at han ikke fortalte sådanne ting, ville han selv mene. Men ikke engang havde han nået at tænke vanvittig meget over denne nyfundne glæde, før næste tur i banen kom. Kira. Barndomsveninden der alt for tidligt forsvandt. En person der knyttede ham endnu tættere til førnævnte. Isa havde ligeledes været barndomsven til Kira. Den dag vidste han ikke helt om han skulle smile eller græde over. Men dagen havde alligevel fået ham til at indse og tænke. Et stort fremskridt for knægten, der ellers plejede at leve hver eneste dag som noget nyt og ikke tænke på fremtiden. Gloria havde ligeledes ramt en nævne den morgen han så venligt var blevet hevet ud af sin seng og sendt til træning.

Ved tanken om veninden, ramte endnu en sten ind i hans mave og lagde sig en solid tung bund. Gloria. William er stadig ikke sikker på hvad der var sket den dag, andet end at dværgeriget havde kaldt efter hjælp. Dragorn havde været i fare, og lysets krigere var taget afsted i samme sekund. Gloria deriblandt. Men Gloria var ikke vendt tilbage. William havde mistet to veninder, den ene for evigt, den anden var stadig på usikker grund. Det var tid at blive voksen.
En beslutning som så ud til at havde gavnet William mere end forventet som han en tidlig morgen, frivilligt var mødt op til kamptræning med lysets krigere. At havde bekendte og venner blandt disse, gjorde mulighederne for træning deriblandt en del nemmere.

"Hey Will! Frisk på en omgang fægtning?" En bredskuldret mand, som så ud til at være en håndfuld år ældre end William selv, stod nu og spørgende på ham mens han nærmest legede rundt med sværdet. "Nu?" William havde været optaget af at fokusere på sin bueskydning, som ærlig talt var en del mere rusten end han ville slå til. "Bange for at tabe, knøs?" William begyndte at overveje om han havde været i nærheden af samlingen for længe. De vidste hvilke knapper der skulle trykkes på og konkurrence følelsen steg med det samme op i William. "Ha.. Bange for at tabe... er du WOW!" præcis som William havde lært, og alligevel ikke helt fået indforstået, gik medkrigeren i krig mod ham. Noget der førte til at William i ren panik forsvandt fra stedet med et knald og dukkede op et par meter bag ham med et grin. Oh it was on!

Solens stråler ramte Isadora varmt i ansigtet som hun vendte det op mod den et kort øjeblik, hvor hendes mormoder var stoppet op for at snakke med en på pladsen. Det var så rart at mærke den mod huden, men dårligt havde hun lukket øjnene for at nyde det, før hun hørte en bestemt rømmen ved siden af sig. Lidt skyldbevist slog hun de gråøjne op igen, sænkede hagen og mødte sin ældre slægtnings misbeligende blik. Et let smil spillede hen over hendes læber, før hun slog blikket helt ned og vippede den fjollede mintgrønne parasol så den skyggede for hende igen. Hvorfor hendes mormoder skulle være hoppet med på ideen om at snehvid hud var et status-symbol begreb hun ikke, men det var hun åbenbart.
Det kunne dog ikke trække Isadoras humør ned for hun havde endelig fået lov til at komme uden for palæets mure.

Et blik bagud på hendes trofaste skygge sikrede hende et minimalt glimt af morskab i mandens øjne. Han kendte hende efterhånden for godt til at behandle hende som en sart blomst eller sommerfugl, men i stedet forvente at hun gjorde som hun ville hvis hun kunne slippe af sted med det. Han havde da også været hendes hende træner i ubevåbnet nærkamp og fægtning de sidste mange måneder. Med hendes mormoders velsignelse. Et var trods alt facaden udadtil men Lady Highwell var realist nok til ikke at tage chancer med en ung piges sikkerhed.

De to ældre kvinder afbrød samtalen, Isadora nejede let for den anden somd er blev sagt farvel og så var de videre. Ved trappen op til hovedindgangen på paladset stoppede Lady Higwell dog op og så tilbage på sit barnebarn. Et lille smil krusede hendes læber, før hun rystede let på hovedet. "Lady Middleton er en gammel krage med lidt for mange meninger om hvad andre bør og i særdeleshed ikke bør, Isadora. Hun er dog praktisk at have på sin side i flere sager, så derfor opføre vi os så tækkeligt som muligt nær hende. Forstået? Godt. Smut så ud og nyd solen mens du kan det. Mødet herinde behøver ikke dræbe os begge med sin meningsløshed." Hun fandt Isadoras skygge med blikket og nikkede let. "Prøv at holde hende nogenlunde ude af ballade, Gaston." Manden nikkede, som både han og Isadora skjulte deres smil. Lady Highwell var tøet en del op siden hun havde fået modstand indenfor dørene.

Som Isadora så sin formidable slægtning feje videre ind på paladset, før hun satte i bevægelse og førte an væk derfra. Haverne havde hun ikke specielt meget lyst til i dag, så i stedet gik hun mod træningspladserne. Hun havde kun været der få gange før og aldrig ret længe før hun var blevet spottet og sendt væk. Det virkede dog som om hendes snor var noget løsere i dag og det ville hun udnytte til fulde.
Hun rundede et hjørne og smilede som hun så træningspladsen var i brug. Et smil der kun fik mere fylde, som hendes blik faldt på den ene skikkelse hun ville kende hvor som helst. Will. At finde ham her var dog overraskende for hende, men ikke at se ham teleportere midt i en kamp. Det trak hendes smil skævt, som hun roligt gik frem til hegnet rundt om kamppladsen og stillede sig til at se på. Hun skilte sig i den grad ud fra de andre tilskuere der alle selv var i tøj til at træne i. Isadora var klædt til en bytur i mintgrøn kjole med skørter der flagrede let i vinden og håret samlet i en enkelt fletning ned af ryggen.

"Du kan da ikke bare angribe uden advarsel!" kom der morerne fra Will, som sprang ganske atletisk rundt på banen og blokerede det ene stød efter det andet fra den større og en anelse mere erfarende kriger. "Man får ikke advarsler på slagmarken knægt!" der var også morskab at spore i mandens stemme, men denne var et langt mere alvorligt individ end Will og han var endda begyndt at tage mange flere ting en del mere seriøs i sin hverdag.
Det første af kampen foregik mest med at Will var defensiv og lod sig falde ind i en ordentlig rytme overfor den agressive kampstil som modparten lagde for døren. "Giv nu lidt kamp fra dig, Will!" kom der let plagende og skubbende fra krigeren, som fortsat lavede angreb ind mod Will. Alligevel var det ikke så naturligt for Will at lave modangreb selvom der var en åbning. Det var tanken om at det var nødvendigt og hvad det kunne bringe. Selvfølgelig ikke i træning, men i den virkelige verden.

Alligevel fik Will kæmpet sig op til at lave modangreb i åbningerne og gik i langt mere glidende bevægelser rundt omkring modstanderen, da den defensive holdning trods alt stadig var den dominerende hos ham. Alt forløb ganske godt og han fik givet nogle gode stød og fik skubbet til sin modstander i let tacklene tilstand. Lige indtil den mintgrønne farve distraherede hans blik. Han fulgte kjolen op og mødte det velkendte ansigt. Den største disterasion man kunne sætte foran knægten var Isadora og her stod hun og kiggede på over hegnet. Et smil formede sig promte, men blev ikke hængende længe, som benene forsvandt under ham. Luften blev slået ud af ham, som han ramte den støvede jord og så sværdet kommet tættere på. Endnu en episode som fik Williams overlevelsesinstinkt til at slå klik i hans evne, og William forsvandt fra jorden. "Det er ikke retfærdig kamp, William!" kom der knotten fra krigeren, som nu stirrede ned på en tom plet. Will var lige netop dukket op bag ham, gav et velplaceret spark i knæhassen, så krigeren faldte forover og holdte sværet mod ham, som han vendte sig om på ryggen. "Du sagde ikke noget om en fair kamp!" det drengede smil var tilbage, mens han let udkørt pustede let.

William ragte sin hånd ud for at hjælpe kammeraten op og satte derefter sværdet i skeden. "Jeg tager lige en pause.." krigerens blik flyttede sig med det samme fra Will og overpå Isadora, hvorefter han med en brummende ganske stille klukken, vendte tilbage til sin træning. William skulede kort efter ham, inden han vendte snuden hen imod hegnet med det samme oplyst i et varmt smil og blik. "Hej" Ikke engang ænsene Isa's levende skygge. Ikke fordi at han ignorerede, men fordi at han i øjeblikket simpelthen ikke så manden.

Isadora stod ganske stille og let smilende og fulgte den igangværende kamp. Det var tydeligt for hende at Will kæmpede mod en langt mere erfaren og trænet modstander, men også at han ikke var helt uden evner selv. Han havde bare ikke helt hjerte nok i det til at vinde. Det krævede lidt mere vilje og fokus og som han defensivt undveg og forsvarede sig ville han ikke vinde mange kampe. Slet ikke som hun så han kun udnyttede få af de åbninger han fik og ikke gik efter afgørende angreb når de var mulige.
Det stod hende også klart at det kriblede alt for meget i hendes fingre for at komme til at deltage.
Så fangede noget udenfor kamppladsen Wills opmærksomhed og distraherede ham tydeligt. Isadora mødte hans blik med slet skjult latter, som hans modstander rev benene væk under ham. "Øjnene på modstanderen, Will!" Hun kunne ikke lade være med at drille ham, som hun fulgte kampen der gled videre nu med Will liggende på jorden.

Til han teleporterede igen til hans modstanders tydelige forargelse og egen fordel. Isadora morede sig, men sagde intet som Will dukkede frem igen og vendte kampen til sin fordel. Det endte da også kampen hurtigt.
Isadora smilede til krigeren og nikkede let til ham, før hun fandt Will med blikket igen og hendes smil fik en del mere varme. "Selv hej! Jeg vidste ikke du trænede her?" Han havde altid virket mere end en smule træningssky efter hendes mening, men det var da ikke fordi han helt havde undgået det kunne hun se. Stille rakte hun sin parasol til Gaston, som hun lagde hænderne på hegnet og lænede sig ind mod det. "Er det ikke kun for lysets krigere og riddere?" Hun ville have troet hvis han havde meldt sig der at hun havde hørt det, så mest sandsynligt fandt hun det at han var der fordi han havde så mange venner blandt krigerne.

William vidste efterhånden godt at hans stærkeste våben var hans teleporteringsevne. Han vandt overraskelsesmomentet, i stort set alle tilfælde. Alligevel var hjertet der ikke til at støde til. Til at afgøre en kamp, som han ellers havde evnerne til. Dette var kun en træningskamp, og derfor var det ikke krævet af ham at tage skridtet, andet end at gøre modstanderen ukampdygtig ved at fælde dem ned på jorden, som han gjorde mod denne modstander. Alvoren havde aldrig ramt ham nok til at gøre det endelige, men en ubehagelig bagtanke i underbevistheden fortalte ham, at det desværre kun var et spørgsmål om tid.

Alle disse tanker forsvandt som dug fra solen, som Isa indfangede hans opmærksomhed, han trak smilende på skulderne og lod hende tale færdig, inden han selv begyndte at svare. "Normalvis jo. Og nej, jeg er ikke blevet en del af lyset hær" han satte herefter hånden op ved ansigtet for at gøre mine til at hviske, selvom det tydeligt drillende blik, afslørede at han ikke havde noget imod at andre hørte det. "Man skal alt for tidligt op om morgenen." William var kommet helt tæt på hegnet nu, men havde trods alt fået øje på Gaston og nikkede venligt til ham. Det var ikke den værste bodyguard at have sig. "Jeg har trænet her i nogle år efterhånden. Siden George og Gloria..." hans stemme døde ud ved nævnelsen af tvillingerne og munterheden der før havde præget hans sind og ansigtstræk, fortrak sig mere end han ville være ved. "Siden de blev lysets krigere, har Gloria forsøgt at holde mig i gang." Han smilede skævt og forsøgte at vende tilbage til den mere muntre sindstilstand igen, selvom det langt fra lykkedes helt. Øjnene var ikke med ham, og han vidste udemærket godt hvorfor.

Isadora blev stående lænet frem mod hegnet og frem mod Will. Det kriblede stadig i hendes fingre for at svinge sig under det og ind på kamppladsen, men for nu holdt hun sig tilbage. At se Will smile til hende var også alt der talte, som hun slyngede spørgsmål efter ham og så hvordan han bare trak på skuldrene af det første. Hans efterfølgende forklaring gav kun delvist mening, men hun kunne da ud fra den konkludere at han var lidt et sær tilfælde. Han var også et sært tilfælde, men det var nu slet ikke noget hun havde noget imod og tanken fik hende kun til at smile skævt.

Mere som han fortsatte og fik hende til at le perlende. Noget der sank i sig selv, som hans stemme døde ud kun for at han fuldførte sætningen efter et øjebliks stilhed. "Er der sket noget noget Gloria eller George?" Isadora havde aldrig gået uden om ømfindige emner, når det ikke var nødvendigt og med Will var den nemmeste måde altid at gå lige til sagen. Hans fald i munterhed havde været sigende nok til at hun havde spurgt og så på ham med et blik, der tydeligt fortalte at hun forventede svar.

At han fik smilet frem igen var dog betryggende og også at høre ham joke med venindens evige projekt. Et Isadora kun kunne støtte og da især, hvis det gav hende mulighed for at drille Will en smule og måske lette stemningen lidt. "Og hvordan går det så uden hende til at skubbe til dig?" Den drillende tone var tydelig, som den lette bekymring der stadig lå i hendes grå øjne om hvad der var sket. Så hævede hun et øjenbryn. "Eller de andre her har måske taget dig til sig som et fælles projekt?"

William var af typen som helst ikke dvælede ved ubehageligheder og havde i løbet af sin barndom og teenageår altid slået dem til siden. Trække på skulderne smilende og lade det glide ud i ingenting. Det var det nemmeste og på den måde, holdte man sig også ude af verdens grusomheder en del længere tid. Det kunne han ikke rigtig længere, selvom lysten og en svag forsøgelse derpå, stadig på til udtryk i hele hans krop. Han følte sig som en for stor kujon til at kunne lade det ramme ham, selvom han egentlig ikke var det. Blot en knægt som i alt for lang tid havde levet uden ansvar. Det var begyndt at vende. Hvad der for alvor havde bragt det frem, på nær små episoder hvor Isadora havde været indeblandet i lidt flere end han ville indrømme, var tilfangetagelsen eller døden af Gloria. Det var endnu ikke stået helt fast hvordan tingene stod "Hun.. Hun kom aldrig hjem fra Dragorn." William havde trukket vejret dybt ind og kunne mærke hvor hårdt det var at skulle sige det til en anden. "Vi ved ingenting.. Men, hun er i live! Jeg kan mærke det" faktisk var det mere at det havde hun fanme bare af at være, ellers skulle han personligt jage hende til verdens ende. Men håbet var ikke slukket. Han vidste at hun kom tilbage, han vidste det bare.

Et let grin kom over ham mens han tydeligt så skyldig ud omkring situationen. "Det kunne gå bedre, men øhm. Jeg er efterhånden blevet 'opgraderet' til maskot og af en eller anden årsag, også deres alle sammens boksepude." en falsk træthed og opgivethed gik over ham, men blev hurtigt afløst af at det tilbagevendende smil. Han havde svært ved at gøre andet når hun var i nærheden. "Man er jo nødt til at være klar." selvom det blev sagt med et smil, var der alvor i hans stemme. Selv en spilopmager og påstyropvækkende drengerøv som Will kunne mærke det. Det var ikke som det var før, og konsekvenserne deraf ville komme. Måske endda snart.

Isadora stivnede som Will svarede hende og mærkede hvordan hendes sind knugede sammen. Hun havde endnu ikke mødt Gloria, men Will havde talt og fortalt en del om hende og om deres barndom. Nok til at hun kunne føle gruen for et andet menneske hvis skæbne var så uvist som Glorias var lige nu. Havde hun hørt om folk der var kommet hele fra Mørket? Ikke på stående fod. Krystallandet var intet venligt sted at blive taget til fange, men Mørket slog de fleste andre grupper med flere længder.
Hendes greb om hegnet var blevet strammere til hun fik trukket vejret dybt ind og kunne løsne det lige så stille som Will fortsatte. Det fik hende også til at tvinge et svagt smil frem til ham. "Lad os håbe det." Hun kunne ikke sige mere end det, men hun fik sagt det med overbevisning. Håb kunne de have. Altid! Selv når det var for et mirakel så kunne de stadig have håbet.

Et rigtig smil kom frem som Will lyste op i et grin. Hans ord fik hende til at lægge hovedet let på skrå, som hun betragtede ham vurderende og med latter i blikket. Isadora kendte ingen der så hurtigt som den unge mand stående foran hende kunne få hende til at smile. Hans indrømmelse fik det da også kun til at krible endnu værre i fingrene og denne gang slap hun hegnet for at række parasolen til Gaston med et lille smil han mødte storisk og en smule opgivende.
"Har du lyst til at vise mig hvad du kan?" Hun smilede til ham som hun sagde det, men ventede ikke på svar, før hun svingede sig under overliggende på hegnet og løftede fødder og skørt over underdelen. Kjolen var ikke lige det mest praktiske til en træningsplads, men langt fra det mest hæmmende hun havde været i de sidste måneder. "Min fader lærte mig en smule da jeg var lille..." Det havde han - deres våbenmester havde lært hende ikke så lidt siden da dog og hun havde holdt det ved lige.

Da parasolen pludselig skiftede hænder og et fast og nærmest udfordrende blik lyste op i Isa, var Will og rimelig klar på hvad der skulle ske. Noget som frembragte et smil og den evig lyst til at more sig var skam ikke spor skjult. Hendes spørgsmål frembragte heller ingen undren, eller tilbageholdelse. Selvom han ikke kendte til hendes fortid med våben eller evne til at benytte dem, så stilte han ingen spørgsmål. William vidste at kvinder var lige så gode krigere som mænd, og den anden vej rundt. Der var også nogle mænd, som nogle kvinder, der knap kunne håndtere en brødkniv. Køn havde intet at skulle sige i dette. Selvom en kamp i kjole virkelig ikke kunne være favorabelt!

"Selvfølgelig, men er det ikke lidt besværligt i en - oh.." Williams blik havde vandret over til Gaston blot kort, for at sikre sig at han ikke lige pludselig lavede alt for mange indvendinger. Da blikket var vendt tilbage til Isadora var hun i fuld gang med at omarrangere sit tøj. William kunne ikke holde op med at blive imponeret over hendes opførsel og måde at være på. Som hun var kommet gående med parasol og yndig kjole, havde hun fremstået som en helt almindelig adelskvinde, men Isa var så meget mere end det og så meget sjovere end det også! Hun havde gåpåmod og det var skam heller ikke til at overse som hun stod foran ham, klar til kamp. I kjole og hele monderingen.

"Foretrækker du sværd, eller andet våben?" med kendskab tl våben, selvom det måske kun var en smule, havde man for det meste allerede fundet sig et favorabelt våben at benytte. Will selv var vant til sværd og fandt det rart i hånden i modsætningen til et økseskaft som for ham ikke fungerede nær så godt. "Jeg skal nok opføre mig ordentlig - nogenlunde"

Som Isadora kom om på den anden side af hegnet stoppede hun op for at rette skørterne til. Ikke at de behøvede meget for at sidde som de skulle for til hendes held var kjolen en af dem med mest bevægelsefrihed til hende. Om ikke andet så i hvert fald til hendes ben. Med skørterne rystet på plads, så hun op på Will igen med morskab i blikket. Nok svar til hans udbrud om hendes besværligheder, som han åbenlyst havde bemærket at hun ikke helt anerkendte som værende et problem. Hun ignorerede også Gaston på den anden side af hegnet og smilede i stedet forlorent til Will.

"Et sværd ville nok være bedst." Hun havde aldrig lært at bruge andre våben, så sværdet var bestemt at foretrække. Hendes smil var også stadig på hendes læber, som hun fik et overrakt fra den nærmeste holder med træningsvåben. Lidt afslørende måske for at vide mere om kamp end hun lod som om hun havde, vejede hun sværdet i hånden og gav sig et øjeblik til at vænne sig til dets vægt og balance. Mere koncentreret var hun dog ikke end at hun kunne sende Will et hævet øjebryn. "Kan du det?" Hun tvivlede lidt. Ikke fordi hun troede han ville gøre noget krænkende, men mere fordi hun kendte hans magiske evne.

"Klar?" Hun stillede sig afslappet overfor ham. Smilet var stadig muntert udfordrende, som hun holdt sig forberedt på angreb. Se kunne hun alligevel ikke lade være med at pirre hans nysgerrighed og tilføjede udfordrende. "Åh, og Will? Hvis du bruger magi - så gør jeg det også..."

Sværd var efterhånden også det mest anvendte våben, specielt blandt mennesker. Han havde set andre våben i spil før, men havde selv kun haft kundskab med sværdet og hvor hårdt det kan slå hvis man ikke opføre sig ordentlig i træningstimerne. En slag med bredsiden af et sværd giver et blåt mærke i en længere periode. Oh det var tider. Heldigvis var drengen der fik slag med bredsiden af sværdet når han ikke hørt efter, vokset blot en smule hvad hans egenskaber til at koncenterere sig angik, og var også bedre til at håndtere et våben end hans far gav ham kredit for. Faktisk ville William ikke helt indrømme at han var god til det, for det havde før i tiden betydet flere forpligtelser og måske et svagt håb fra familien om at han blev en del af lysets krigere.

"Jeg kan da prøve!" svarede han med et smil, og tog ind at hun havde kendskab til hvad hun havde i hænderne. Hvilket betød at han skulle passe lige rigeligt på ikke at få tæv. Han havde en tendens til at glemme at koncenterere sig alt for alvorligt når hun var i nærheden. Faktisk ikke helt sandt. Han glemte at koncenterere sig om alt andet end hende når hun var til stede.

William rystede sig lidt på plads og stod derefter ganske rolig foran hende, selvom han var forberedt på hvad der nu engang kom til at ske. "Helt klar." svarede han og blinkede til hende, hvorefter en sætning blev tilføjet fra hende. En der fik ham til næsten at se opgivende ud. Ikke på hende, men sig selv. Han smilede over hele hovedet samtid inden han rømmede sig lidt. "Du ved præcis hvilke knapper du skal trykke på, gør du ikke?" det var ikke engang et nødvendigt spørgsmål. Han var nysgerrig og det kriblede i fingrene for at se hvad hendes evne var. Se hvad der ville ske hvis han rent faktisk brugte sin egen evne. Men lige nu, måtte han holde sig i skinnet og tage en fair kamp! Så længe han kunne holde det.