Vejret var koldt og det var lidt tåget og faklerne omkring muren var tændt, Bane havde forgivet sig hen til det sted hvor mørkets hær holde til, han kom aldrig normalt her men lige nu havde han en del tanker han lige skulle have styre på inden han begik sig ud på eventyr igen, han havde gjord noget han ikke måtte som den onde person han var, men heldigvis kunne ingen læse hans tanker og finder ud af hvad det var.

Bane kom gående forbi en af vagterne som stod ved en af de mange trappe op til muren, hvor der også stod vagter og holde øje han gik op af trappen og op på muren hvor han placerede roligt hans hænder på murens kant, han blik var afslappet ide han stod og kiggede ud over det mørke land.

At være skabt til kaos og at dræbe folk, og stort set alt andet ondt i verden var en del han forstod men at han ligefrem havde gjord en god gerning var ikke noget han forstod, og især ikke over for en kvinde men der var bare noget ved den person der gjord at han selv kunne se igennem fingerne med det, men om mørkets lord ville det vidste han ikke, og han havde ikke i sinde at sige det til ham eller nogen andre.

Borgmuren var blevet et yndet sted for Maralinda at søge ud, når hun trængte til at komme lidt væk fra det hele. Fra muren kunne hun se ud over den mørke, forgrenede og mest af alt døde skov, hvor krager blev betragtet som dyreliv. Den mindede hende om andre tider, andre steder og især nu hvor den var indhyllet i tåge.
Maralinda tog trappen op til muren i let løb og vinkede fornøjet til den vagt hun passerede der bare skulede tilbage til hende. Det fik hende til at grine til ham og desværre ikke se fremad, så hun rendte lige end i en mand der stod lænet op af muren.

Et lille gisp kom fra hende som hun tumlede et par skridt baglæns til hun genvandt balancen. Da var hun allerede ved at tage manden i øjesyn. "Wuuups!" Det kom kun halvt skyldbevidst fra hende. Halvt fordi hun ikke følte skyld over ret meget og da slet ikke over at rende ind i folk. Manden foran hende var da også mere interessant at se på når det kom til stykket. Modsat så mange andre havde han bar overkrop, skønt han tydeligvis var menneske. Det fik hende til at lægge hovedet på skrå. "Køn streg. Mangler lidt farver, men ganske fin." Hun kunne se symbolerne i den havde mere betydning end hvad de fleste tatoveringer havde, men det var ikke nogen hun lige havde set før.

At folk kom til ham var ikke noget han rigtig havde prøvet før ikke andet ind hvis de skulle have en på hovedet eller slås ihjel, han vende sig om da han hørte en kommentere på hans mønster han havde på ryggen og til hans store overraskelse, skulle hans øjne ikke se lidt op eller ligeud eller i det mindste ned, men ligefrem skulle han se langt ned en person der nærmest var et barn, hvad denne person var vidste han ikke han var dog klar over det nærmest måtte være en dæmon eller vampyre eller et andet form for væsen.

" at nærmest rette på en mand man ikke kender hans evne eller at have kenskab til hvad han er i stand til, er virkelig en dumt move af en som dig, ser du " sagde han og satte sig på hug og forsatte " jeg hader når folk retter på mig eller siger noget der ikke er pænt, men da du blot er en jeg ikke finder særlig truende, så er du heldig med jeg blot lader dig være for nu, så hvad med at starte med en meget mere venlig metode lille ven " sagde han og rejste sig op igen, og nærmest lænede sig op af mure kanten og satte armene over kors imens han kiggede på hende afventende.

Bane var meget ligeglad hvad der angik folk, og det var virkelig kun få folk i verden der havde hans opmærksomhed men det kunne jo ske at denne person kunne få ham på andre veje, men det vil tiden vise.

Maralinda så overrasket op på manden som han begyndte at tale. Det var en noget anden tone end hun havde vendte nogen ville bruge og noget så arrogant. Nok var hun vant til at blive talt ned til på grund af hendes udseende, men der var ikke mange der gik så aggressivt til værk. Åbenbart havde hun ramt en nerve ved at kritisere hans streg. En oplysning hun gemte til senere, som hun lod ham tale uafbrudt. Udtrykket af overraskelse holdt hun fast i som hun så på ham med store uskyldige brune øjne.

Noget der blev en del nemmere som han gik ned på hug foran hende og desværre fortsatte i samme tone. Hans angreb på hende var da også Maralinda helt uforståelige. Hun havde ramt ind i ham ja og endda kommenteret på hans tatovering, men hun havde ikke ligefrem forsøgt at ændre på noget. Jo hun havde sagt hun ville have tilføjet farve, men at tage det seriøst og fornærmende når det kom fra et ukendt barn var lidt ekstremt. Men det morede hende også en smule at han var så nærtagende.

Hun holdt dog det uskyldige udtryk, hvor overraskelsen dog faldt væk til fordel for brødebetynget tvivl om hvad der nu forventedes af hende. Som han rejste sig og stillede sig afventende an, foldede hun hænderne foran sig og fulgte hans opfordring med uskyldig stemme og blik. "Undskyld jeg løb ind i Dem og stødte Deres streg og stolthed med det." Hvor stor kontrol hun end havde lod hun en gnist af ballade og morskab skinne igennem uskyldigheden. Hun var barn af mørket og ville aldrig være helt uskyldig. Slet ikke når der var mulighed for at lege med en arrogant kriger med storhedstanker. "Bedre?"

Bane lyttede til hende og nikkede kort " det går " sagde han med et smil på læben, at angribe den pige var ikke noget han gjorde med vilje, men at være så frem brusende og nærmest med det samme kommentere på en eller noget man ikke havde set før, det var noget der kun lå ham til, men det kunne han ikke se.

Bane rettede på sig selv og kiggede på hende " du virker ikke til blot at være en lille pige, så hvad er du, og hvad laver du her? og tænkt over i hvilken tone du siger tingene til mig på." selvom han var helt nede på jorden skulle denne mide ikke komme og spille smart overfor Bane, med hendes kunst værk for sandheden var Bane gad ikke rigtig hører på andre ind sig selv og selvom at han var en af mørkets kriger så vidste han at han var nød til at gør som han fik fortalt.

Bane kunne på ingen måde forstille sig at denne lille pige eller hvad hun var vil kunne forsvare sig selv på nogen måde, han troede nærmest en hund vil kunne dræbe hende nærmest så lidt tiltro han havde til hende, så det var derfor han på ingen måde følte sig nødvendig til at vise respekt overfor hende, for respekt var noget man skulle gøre sig fortjent til.

Maralinda fortsatte med at se på ham med uskyldige brune øjne med et glimt af morskab. Hun havde meget svært ved at tage krigeren helt alvorligt, som han svarede hende. Noget mere afdæmpet dog og endda med et smule smil. Måske fordi hun havde strøget ham med hårene og spillet med på hans forventning. Så underholdende! Hun holdt dog masken og blikket på ham, som han fortsatte i samme stil med at forlange oplysninger hun ikke kunne se han havde den mindste ret til.

Så hun lagde hovedet let på skrå og smilede op til ham. "Jeg er bare mig." Hun var mere end sikker på det ikke var hvad han ville høre og lige derfor gav hun det svar. I en let og uskyldig tone - og med et ikke så lidt provokerende glimt i øjnene. "Og jeg snakker på dig." Som man råbte i skoven... og det var tydeligvis hvad hun lavede. Lige nu.
Maralinda havde ingen anelse om hvem det var hun denne gang var rendt ind i, men det bekymrede hende ikke det store. Hun så ikke ud af meget, men havde sine tricks i ærmerne til at forsvare sig selv. Ellers var hun næppe blevet så gammel som hun var eller havde bevæget sig så dumdristigt rundt.

Anderledes så manden ud til at kunne klare sig mod de fleste - i hvert fald fysisk. Hvad han ellers skjulte på ud over dårligt temperament måtte tiden vise. Også om han var endnu en af dem hun burde have udvist bare en smule respekt på borgen. På den anden side? Hvad sjovt var der i det?

bane fik ikke rigtig det han havde regnet med, men på den anden side så havde han heller ikke helt regnet med at han ville få, det og denne pige havde helt sikkert noget som han ikke vidste noget om, for han havde givet udtryk for at hun skulle passe på med hvad hun sagde, men det virkede åbenbart ikke til at sive ind i hovedet på hende.

Bane kiggede på " jeg ved ikke hvad der er med din hørelse, men hvis jeg vil have et svar så skal jeg nok få det, og om du er her på borgen betyder ikke noget for mig, for jeg er lidt en af de personer som gør hvad der passer mig, og der er kun en person jeg lytter til og den person har jeg aldrig mødt, så for dig vil det ikke være andet ind uheldigt ikke at svare på det spørgsmål jeg spørger dig om" sagde han roligt.

bane var fattet med han hun sikkert var noget han ikke havde mødt før, men en ting var sikkert han var rent fysisk stærkere ind denne person, men op klogskaben var til hans fordel det vidste han ikke, og lige nu var det nok mest af alt til hendes fordel.

" så skal vi ikke prøve igen med de samme spørgsmål " sagde han og så på hende afventende.

"Min hørelse er da ganske fin!" Svarede Maralinda beredvilligt og uden at vise tegn på andet end morskab. Hun havde meget svært ved at respektere andre og da især når det virkede til at de forventede den betingelsesløst. Manden foran hende havde endnu intet gjort for at vinde hendes og da slet ikke som han fortsatte med at tale og faktisk fik overrasket hende en del. Stod han lige og sagde han ikke lyttede til andre end sig selv? På Midnatsborgen? Havde han et dødsønske eller var han bare dum? Han kunne jo selvfølgelig også være så højt på strå at han ikke behøvede at lytte til nogen, men han passede på ingen måder på hendes forestillinger om Mørkets lord - den eneste på borgen der ikke behøvede at lytte til andre - og heller ikke rigtig på Generalen der mest skulle lytte til en.

Det fik hende til at lade morskabe flyve og i stedet se skeptisk på ham. "Du kan ikke have mødt mange her så, når du lytter til så få... eller du er måske Generalen i forklædning?" Hun kunne så levende forestille sig hvordan mange af dem hun havde mødt til nu ville reagere på en der ikke ville lytte til dem. Et underholdende billede. Det fik hende også til at lægge hovedet let på skrå og smile sødt til manden. "Selv jeg lytter til flere end en!" Hvilket faktisk var en ny ting og en ret imponerende ting.

Hans tilbagevenden til spørgsmålene fik hende da også kun til at se muntert på ham. "Men hvad skulle have fået svarene til at ændre sig?" Hun vidste hun var provokerende og det kunne ses på hende også.