Klagende lyde fyldte hurtigt fangekælderen som en slap skikkelse blev trukket af to vagter hen imod cellerne. Det blodige og svedige ansigt var rettet mod jorden, som han knap kunne fokusere at kigge på, som fødderne skrabede hen over stengulvet. Pulsen dunkede og smerten var gennemtrængene, hver gang noget så meget som tænkte på at blæse mod hans ryg. Ryggen der var smurt ind i blod, og stadig mere piplede frem. Med et trænet øje ville man kunne se, at noget var blevet fjernet. Noget havde værret på hans ryg, som var blevet brutalt og voldeligt skåret af. Dette var også grunden til at manden var så udkørt. Det gjorde mere ondt end han havde regnet med at få fjernet de store hvide vinger. Ikke nok med at det friske sår tiltrak sig smerte, så ankom fantomsmerterne. Smerter i de knogler der havde udgjort vingerne, som nu ikke længere var der.
Med et støn forsøgte Beon besværet at løfte hovedet, og kigge ud fra hårmængden der havde lagt sig foran hans ansigt. Det var næsten en umulig bedrift og det eneste han fik ud af det var, at han så indersiden af sin egen celle før han blev smidt ind i den. Eller rettere, han så lidt længere af gulvet, inden han ramte det brutalt, da han blot blev kastet derind. Lyden af jerndøren der smækkede og blev låst var den næste lyd, mens en hæs latter kom fra en af vagterne. "Sov godt, englefjæs."

I lange minutter lå Beon helt stille på stengulvet, og begyndte først derefter at røre lidt på sig, i et forsøg på at løfte sin egen krop på i en siddende tilstand. En bedrift der næsten syntes at være umuligt, mens han kom med beklagende lyde. Det lykkedes ham at komme op på alle fire, men heller ikke mere, som han stirrede ned på gulvet, stadig med smerterne dunkene i alle kropsdele, der næsten tvang ham i jorden igen, hurtigere end han kunne rejse sig.

Gloria havde ikke helt en fornemmelse af hvor længe hun havde været i fangekælderen. da de var ankommet var hun og de andre tilfangetaget krigere blevet delt op nogle var i cellen ved siden af hende, andre anede hun ikke hvor var. men den frygtelige lyd af skrig der nogle gange skær igennem luften, gav kun tankerne stof til fantasier over hvad der skete, på stedet.

lige nu var her dog stille, eller i hvert fald så stille som der kunne være, et sted hvor folk mumlede til sig selv som de langsomt blev sindsyge, og de klagende sange der kom fra gangene. Gloria havde først gået rundt i den Celle hun havde fået for sig selv, så havde hun sat sig i et hjørne kun for at rejse sig igen.
Hendes blik glid hen over de fugtige vægge, hvor en stakkel i tidens morgen havde strabet sine negle og efterladt blodspor. sten på gulvet tyde på at der havde været, en der fandt det bedre at slå sig selv i hjel ved at bruge stenene som våben på sig selv. Gloria gys et øjeblik før hun igen forsøgte at ignorer de sår og små skader hun havde pådraget sig under kampen ved Dragorn, de var ikke de værste, men i et miljø som dette kunne det blive slemt med infektions.

Lyde af skridt der kom nærmere fik hende til at se op og gå ud midt i rummet. hun ville ikke gemme sig i et hjørne som en skæmt buk, ej heller ville hun alt for tæt på jernbarene og derved være inde på afstand af de usle fangevogtere.
Hun studerede i stilhed de to vagter der kom hen til hendes celle med en mand der mest lignede han var bevistløs. hendes blik faldt på hendes nye celle kammerat som de blot smid ham ind på gulvet med en kommentar før de grinene gik deres vej igen.

Han så ikke godt ud og som han lå der på gulvet og hans ryg lignede noget der havde været en tur forbi en slagter. englefjæs hun håbede inderligt at det ikke var det hun troede der havde sat på hans ryg. "jeg er bange for at gulvet er det mest behagelige for dig lige nu" hendes stemme var lav og venlig, og hun gik roligt hen mod ham, men holdt sig alligevel på afstand. hun anede ikke hvem han var eller ville gøre, i den form for smerte han var i lige nu.

Det var ulideligt. Alt dunkede og han følte sig desideret syg. Hvad end Melkor havde gjort ved ham, så virkede det. Beon følte sig smadret på alle lede og kanter, og ville virkelig ønske at han ikke var blevet valgt til denne opgave. Mest havde han faktisk håbet at hans vinger i det mindste kunne få lov at blive siddende, til trods for at han var meget trætte af dem. Men det var mere nænsomt at havde dem siddende der, end at få brutalt skåret og flået af. Bare at tænke tilbage, bragte et gys igennem ham, som forvoldte mere smerte. Han gryntede smertefuldt, og pressede sine tænder sammen. Det var her han hærte en stemme. En kvindelig, venlig og lav stemme, som tiltalte ham. Han kæmpede sig til at løfte blikket og lade de blå øjne kigge på ejeren af stemmen. En kvinde, som han ligeledes først havde antaget, med hvidt hår. Hun havde småskrammer her og der, og var tydeligt en af fangerne taget fra Dragorn for nogle dage siden.
Beon forsøgte at smile, men det blev mere til en smertevrid i stedet. Han vendte sig og landede tungt på siden med et træt udtryk.

"Det er i hvert fald dejlig koldt." kom der hæst fra ham, afslørende at han ikke ligefrem havde været stille i slagtningsprocessen. Han kiggede undersøgende op på sin nye cellekammerat med et roligt blik. Imens han lå og kiggede op på hende, mærkede han kulden fra det let ujævne underlag stige op i hans arm og den del af ryggen der rørte og begyndte at få lidt af smerten til at dale. Det hjalp også til at han virkede mere sammenhængene. "Hvilken gudsforladt skæbne har bragt dig hertil?" spurgte han så endelig i med en mere sammenhængene stemme, samt et blik der tydede at han var lidt mere vågen. Ikke fuldendt vågen, men i hvert fald mere sammenhængene.

Gloria blev ved med at se ned på sin nye cellekammerat fra en meter væk. ikke langt men nok til at der var lidt afstand imellem dem. hun fugtede sin tørre læber lidt med tungen. Hun skår en grimasse som Manden vendte sig med et tungt bomb. det har gjort ondt, bare at bevæge sig må gøre ondt. og så ryggen, hvor man bare kunne mærke det ligemeget hvilken muskel man brugte i kroppen.

koldt ja hun skulle vide det hun havde tilbragt alt for meget tid her allerede og det så ikke ud til hun fik de store chancer for at komme ud lige foreløbig. "koldt ja, men ikke særlig sterilt.. blev heller på maven til der er dannet en form for sår-skorbe" hun mødte hans blå øje, og lod derefter blikket glide ned over ham. før hun gav ham et smil der var lidt tvunget frem, der var ikke ret meget at smile over hernede.

Hun gik et skridt frem og satte sig ned på knæ foran ham får at skåne hans nakke så han ikke skulle kikke op på hende konstant. hun lod blikket glide ud af cellen igennem barene"jeg tvivler på min skæbne er gudsforladt.. men jeg endte op her som krigsfange." hun vendte blikket tilbage på ham "Mørket tog Dragorn." hun fugtede igen sine læber, og bid lidt i underlæben før hun igen fokuserede på ham. her var en del at tage ind og hendes hjerne kørte på højtryk. om hvad der ville ske og hvordan hun kunne komme tilbage.
"din Skæbne ser ikke meget bedre ud?" hun lagde op til at få af vide hvorfor han var her, men var ikke sikker på et svar.

Tvunget og med lidt besvær fik Beon skubbet til sin krop, således hans ryg holdte en forsvarlig afstand til gulvet, præcis som kvinden havde sagt. I det sekund han havde mærket kulden og dens bedøvende effekt, var alle andre tanker forsvundet. Han havde behøvet at slippe væk fra smerten, bare et sekundt. Som han halvt lå på maven, begyndte sårerne igen at svig og dunke. Noget han forsøgte at ignorere ved at lukke øjnene kort og trække vejret dybt ned i sine lunger. Det var virkelig noget lort han var roddet ud i, og han følte helt ærligt også som om at han betalte prisen for det. "Spørgsmålet er for hvor mange dage det vil tage. Hvor mange dage før jeg kan røre mig ordentligt igen.. hvor mange dage før jeg kan komme ud herfra." det sidste han sagde var nærtliggende en uhørlig hvisken. Han ønskede af hele sit hjerte at slippe ud af denne mølædte kælder. Faktisk ønskede han sig langt væk fra Midnatsborgen generelt.

Beon betragtede hende komme nærmere, men var ikke i stand til at flytte sig, hvis det lå i ønske for ham. Faktisk havde han intet imod hu satte sig på knæ, så hans nakke slap for at anstrenge sig. Faktisk foretrak han at være i så afslappet en stilling som muligt. Det gjorde mindre ondt på den måde. Beon lukkede sine øjne og sukkede dybt til nyheden om dragorn. Han vidste det, men gav klart udtryk for at han ikke havde været forberedt på den information. "Hvad med portene? Det siges at intet kan trænge igennem dem?" Han stemme var lav og spørgene. Han havde naturligvis ikke selv været der, og havde ærlig talt hørt at portene var så godt som uigennemtrængelige for enhver.
Beon kom med et svagt grin der faktisk lød lidt mere som et grynt, efterfulgt af et ansigtsudtryk forstrukket i smerte. "Nej, det ville være synd at sige." gav han hende ret, mens han slukøret forsøgte at smile til hende. "Det er hvad man får ud af at høre ting som ikke var ment for andres øre.. Jeg venter mere eller mindre på min dødsdom. Åbenbart var det bare sjovere for dem at fjerne mine vinger først, som var det her en anden leg.." han rynkede sin næse sammen i foragt og væmmelse. Han huskede tydeligt hvordan latteren havde fyldt rummet ved hver eneste smerteskrig.

Gloria skær endnu en grimasse som manden bevægede sig. hun kunne alt for levene forstille sig den smerte han var udsat for lige nu. men hun havde ingen mulighed for at hjælpe ham lige på. med hverken rent tøj eller eller vand. hans bedste mulighed var at holde det uden for kontakt. "med mindre du har en plan, skal du ikke bekymre dig om tid er jeg bange for" At gloria var begyndt at forme en plan var noget andet. hun kunne i hvert komme væk fra cellen, men at komme fra Cellen og ud af borgen var hendes problem. hun kendte intet til midnatsborgens indretning. men hvis denne man havde været her længe nok til at have en ide til indretning kunne de måske...

Gloria rystede lidt på hovedet "jeg ved det ikke helt, rygtet siger at de blev infiltreret indefra, nogen lukkede dem ind." hun havde kun de rygter hun havde fået hvisket til dig på turen mod midnatsborgen fra de andre krigsfanger..

GLoria gys en smugle da Manden bekræftede hvad hun havde frygtet, han var en Engel. det var det samme hvis de havde skæret hendes ære eller ben af.. hun var overrasket han ikke var besvimet af smerten.
"tror ikke helt man kan forudsige Mørkets lord's fremgangsmåde.." hun så igen ud af cellen som en vagt kom traskende forbi. kort tid efter hørtes der skrig længere nede af gangen. Gloria følte sig syg over lydende hernede "hvis man da bare kunne finde ud" hun hviskede det stille, før hun lænede sig tilbage og satte sig ned i en mere afslappet skrædder stilling.

Beon sukkede let ved hende ord og lukkede kort sine øjne. Der var ikke de store muligheder for at slippe væk. Faktisk var det blevet efterladt helt i Beons egne hænder at finde en vej ud derfra sammen med et par andre han lige skulle hive med. Han skulle selvfølgelig lige helst nå et stadie af at kunne gå igen før det bliver aktuelt. "Til en start. Udforsk cellen, derefter observer vagternes ruter, tidspunkter og vagtskifte. men det er lidt standardpakken" et antræk til et smil blev ikke til mere end blot det, mens han træt kiggede hen imod hende, men hurtigt faldte tilbage til at stirre igennem ind i væggen.

"Det er ikke første gang at mørket har brugt det trick. Indfiltrere frem for en ærlig kamp. Kujoner." Bitterheden i hans stemme var ikke til at tage fejl af, som han pressede tænderne sammen, da han lavede en lidt for hastig bevægelse for at flytte sit hovede. Faktisk havde Beon ikke hørt det store om hvad der var sket ved Dragorn, andet end de vandt og der blev fragtet krigsfanger med hjem. De krigsfanger som Beon nu skulle til at sociallisere sig med. Indtil videre fungere det ganske fint, selvom han var træt og knap kunne tænke klart. Der ville nok ikke gå lang tid før han gik ud.

Beon betragtede hende kort, lod ordnerne sinke ind og stilheden kort sænke sig inden en ny lyd fra de omkringliggende celler og rummet baggerst ryndte igen. Det var en gruopvækkende lyd. "Vi finder ud. Jeg nægter at rødne op i dette fuglebur." svarede han hviskende tilbage, og lod sit hovede ligge sig forsigtigt på de kolde sten. "Mit navn er Beon."

Gloria fnyste lidt som hun lyttede til manden, det var ikke fordi hans ideer var dårlige, men hun havde været igang. hun havde været her fire nætter ifølge hendes beregninger, og hun havde nogenlunde vagternes runder. men det var bare her i rummet, hun kendte intet til det udenfor fangekælderen. var der andre vagter med andre tidsplaner. var fangekælderen midt i borgen eller ud til en af siderne, og i så fald hvad var den hurtigste vej ud.
"jeah - det har jeg styr på, tro mig, har haft lidt tid hernede" hendes ord var lidt sarkastiske, men ikke ment ondt mod nogen. men stemningen og stedet var ikke til god humor.

Gloria rystede på hovedet, hun vidste at det ikke var første gang, men hun havde håbet at der var kommet nok folk igennem portalerne til at hjælpe dvægene, tydeligvis ikke. de havde formåde at komme ind alligevel "det er mørket, man kan ikke forvente fair kamp" igen kom det ud sarkastisk og bittert. lyde ned igennem gangen fangede hendes opmærksomhed, en klagesang. nogen havde det ikke ret godt længere nede.
Gloria lod blikket hvile på manden, før hun nikkede samtykkende. du kunne komme ud. og lige så snart han havde fået noget hvile kunne hun udspørge ham om hvilke rum og døre han havde været igennem. han ville nok ikke huske det hele, men lidt var også noget.

"Mit er Glorianna" hun brugte sit fulde navn med vilje, mange års træning fortalte hende at i ekstreme situration skulle man holde fast i det der var vigtigst - sig selv.

Beon mærkede tydeligt hvordan han begyndte at nikke og hans øjenlåg blev tungere. Det var som om at tingene begyndte at svømme mere og mere for hans blik og sind. Han vidste at smerten havde sit tag i ham, og at den nu begyndte at svække hans sanser endnu mere end før. Det måtte være en blanding af de urene gulv, atmosfære og de brændende sår.
Han opnåede trods alt at få sagt de rigtige gryntelyde som svar til kvinden, og det var tydeligt at han gav hende ret i at mørket aldrig gav fair kamp. Det lå ikke i deres kort, ligemeget hvilken kamp de end måtte tage ud i.

Et svagt næsten ikke eksisterende smil nåede hans læber og de blå øjne kiggede træt på hende. "En glæde at møde dig. Til trods for de meget anstrængene forhold." Derefter gik der ikke mange minutter før Beon gik ud. Han besvimede at træthed og smerte og faldte nu endelig hen i slumren og søvn der sørgede for at det ikke længere gjorde ondt. At han endelig fik noget afslapning fra den meget lange og smertefulde dag.

Beon var ikke helt sikker på hvor lang tid der gik. Det føltes kun som få sekunder, men havde uden tvivl været længere, da en kiramik skål ramte gulvet med en klirren og Beon satte sig op i et ryk, der blev efterfulgt af en smertesforvredden grimasse og en ustabil vejrtrækning. Dette fremkaldte åbenbart et brummende grin fra vagten som så ud til at kaste noget, der mere eller mindre lignede hundeæde ind i cellerne. Det var åbenbart blevet fodringsdag. Den sjælden gang imellem den kom. "Det er til kvindemennesket.. Hvis du da er mand nok til at lade hende æde..." kom der brummende fra den anden side af trammerne. Beon sukkede og kom med besvær op af sidde og lænede sig frem over sine ben, således hans ryg ikke rørte ved væggen bag sig. "Vand ville være højere på listen.." hviskede han næsten utydeligt og rørte sig ikke ud af flækken derefter. Han rykkede sig ikke nærmere skålen eller havde intentioner om at tage den. Han havde kun været uden mad en dag. Hvem vidste hvor længe Glorianna havde.

Gloria lod mærke til hvordan hans fokus kom og gik, lige så stille. Beon som han hed, havde det ikke ret godt. og smerten ville nok snart gøre ham ude i stand til at tale, som hans krop kom af med adrenalinen og han virkelig fik smerten at føle. hun smilede et anstrengt smil til ham "jo tak.. det var nærmest sarkastisk, selvfølgelig var hun glad for at have en man kunne snakke med, og det blev svære og svære at holde kontakten med de andre fangere hun kendte i fangehullet, ved at råbe frem og tilbage.

Hun så ham falde lidt sammen før han blev bevistløs. "great" hun havde egentlig ikke forventet andet. den stakkel havde været igennem nok til at han fortjente lidt tids nøde og hvile. hun rejste sig og tog hans puls med fingerne, da den virkede til at være der. om end lidt langsom, tog hun sin ødelagte jakke som hun selv havde brugt til hovedpude de sidste par nætter, og lagde under hans hoved. det var ikke meget, men en smule komfort gav det ham, i hvert fald tanken var der. så satte hun sig ned ved bagvæggen igen, og lukkede øjnene. hun sov ikke, hun slappede bare af og tænkte.

Der gik nogle timer, før hun hørte den velkendte lyd af manden der kom med mad. han havde været der to gange før. så efter hendes beregning kom han hver tredje dag. manden med vand kom hver anden. Hun så op da manden kom til hendes celle. også hvordan Beon satte sig op som blev han forskrækket. hun kneb lidt øjnene sammen det gjorde ondt
Gloria rejste sig og gik hen til skålen, hvorefter hun satte sig ved siden af Beon. hun var sulten, alt alt alt for sulten, men hendes moral og sind byd hende imod ikke at dele. "Vand kommer imorgen, hvis jeg tæller dagene ret." mørket kunne ændre det selvfølgelig, bare for at tage dem der forventede at der kom mad eller vand ud af deres tælling af dage, præcis som Gloria selv gjorde.

"her tag en bid," hun plejede at gemme maden så den holdte længere. men det ville nok ikke holde denne gang, ikke med to i cellen. så hun tog selv en bid, uden at rigtig tænke over hvad det var, det holdt hende i live og det var det der gældte.

Der gik nogle minutter før hans fokus overhovedet var tilbage efter den meget bratte opvækning som der var blevet ham påført. Han syntes heller ikke rigtig at kunne huske sine omgivelser eller hvad der var sket siden han var ankommet. Han kiggede op på Glorianna, og huskede med det samme hendes navn og stemme, selvom hun intet sagde før hun satte sig ned ved siden af ham og forklarede omkring vandet. Han nikkede træt, men gav udtryk for at være lidt mere sammenhængende end han havde været for nogle timer siden. Hans ryg dunkede dog stadig af smerte efter at være blevet flytte så brutalt og der løb også lidt blod fra de genåbnede småsår som ellers havde lagt lidt mere skorpe. Det var først nu han ikke fik kigget på sig selv. Han var beskidt, som følgerne af torturen og at være blevet smidt ind i den humske kælder og være på gulvet. Hans hvide skjorte, var langt fra hvid mere og var skrættet op ved ryggen og havde også fået sine småskræmmer, mens hans bukser ligeledes kunne havde set bedre ud i tilstand. Faktisk følte Beon sig ubekrivelig klam og beskidt, men havde en frygteligt tanke om at han desværre ville vende sig til det inden længe. Der var også først nu som han kiggede rundt, at han så bylden som lå ved siden af ham. Han regnede ud at det måtte havde været Glorianna der havde lagt den. En trøje eller jakke. I hvert fald stof. Han brugte lidt tid på at kigge på den, før han trak sig tilbage til at kigge på sin cellekammerat der tilbød mad.

Han mærkede tydeligt sulten presse sig på, men ønskede heller ikke at hun skulle sulte. Let modvilligt tog han imod det møledte brød som han valgte at undgå at undersøge nemmere før han tog en bid fra det. "Tak.." han kiggede lidt hen imod hende igen med hovedet lidt drejet på skrå. "Og tak.. for hovedstøtten.." han smilede lidt til hende, selvom det var svært at smile når man var dette sted. Det var lille, men det var taknemmeligt. Han var virkelig ikke vandt til en behandling som denne. Det var en lille, men dog betydelig ting for ham. Han tvivlede stærkt på at nogen af dem han egentlig kaldte allierede ville gøre det for ham. Ikke den alle i hvert fald.

Gloria lod stilheden være. eller i hvert fald den stilhed der var imellem dem lige nu. for stille ville hun ikke kalde det nede i cellerne og da slet ikke når maden kom. der var flere steder hvor de kæmpede om maden inde i cellerne.

Gloria spiste det hårde brød uden at se på det. og efter et par bidder tog hun et gammelt lommetørklæde hun havde haft i lommen ved ankomst. og pakkede den lille rast der var tilbage ind. lommetørklædet var beskidt som alt andet, men det var der ikke noget at gøre ved. normalt gemte hun stykket i sin "hovedpude" - jakke så der var endnu mere stof rotterne eller musene skulle igennem for at få fat i maden hun gemte til sig selv, og nu til sin celle kammerat. ingen grund til at fråde, heller endnu mindre mad i små bidder, end lidt mad få gange.
hun lagde bylden i skødet før hun svarede "ingen årsag, jeg brugte det alligevel ikke selv" hun sukkede kort og lukkede øjnene kort. hun var stadig sulten, men hendes mave var også ved at vende sig til ikke at få nok. hun selv forsøgte at lave så lidt som mulig og dermed bruge så lidt som mulig energi.
"Hvad laver en Engel egentlig her, hvis jeg må spørge?" ikke at det kom hende ved, men det var rart at snakke med en, og ikke være efterladt til sine egne tanker hele tiden.

Beon sad nærmest og tyggede drøv på det stykke brød han havde bidt af. Det havde en vemmelig smag og Beon var ikke helt sikker på om hans mave var villig til at vende sig til de den første dag. Faktisk mærkede han, samtidigmed at hans mave snogede sig sammen over smagen, at han egentlig ikke var desideret sulten. Prøvelserne med at få vingerne fjernet og generel føle at man blev vendt indefra og ud, havde gjort at han ikke rigtig følte for at få noget i maven. Han var bare træt og havde ondt. Han ragte derfor det næste urørte stykke brød til Glorianna med et svagt smil. "Jeg er ikke sulten. Gem det her også." det skulle ikke undre ham at sulten meldte sig næste dag. Lige nu sørgede han dog for at holde den bid nede som han havde fået ned. Forhåbentlig blev den der.

Beon sad herefter blot og stirrede ind i væggen foran sig, indtil en mere velkommen lyd i form af Gloriannas stemme brød ind. Det var bedre at høre på end den forvirrende mumlen og klageslyde som kom ude fra. Han foretræk at lukke dem ude, selvom det var svært. "Jeg blev opdaget. Jeg har bemærket at de er blevet mere talrige, og styrkerne kommer fra nær og fjern. Jeg forsøgte at finde ud af hvor mange, men som jeg var på vej væk.. ja, så kan du sikkert regne ud hvad der skete derefter." han så dystert frem for sig og sukkede let. "Hvorfor de ikke slog mig ihjel på stedet, ved jeg ikke. Måske håber de på at jeg har oplysninger, eller at jeg tilhørte lysets hær." tilføjede han i det lave toneleje, som han rettede de blå øjne mod Glorianna. "Ligesom dig."

Gloria så på det brød han gav tilbage til hende, før hun så op på Beon, for at tjekke om han mente det. at gemme mad når man var sulten betyd viljestyrke. men som hun så på ham så hun mest en form for kvalme. hans mave var måske ikke vænet sig til maden.
"okay" hun tog maden uden de store ord. mens hun pakkede det ind i tørklædet før hun stjal sin jakke tilbage bagved ham og pakkede tørklædet ind i jakken.

Hun lyttede til hans svar og nikkede genkendende til at mørket var blevet mere talrige. de havde fået rapporter ind om det hele vinteren.
og hun kan alt for tydeligt vede hvad der skete efter de fangede ham men hun rystede lidt på hovedet "det var dumdristig at spionere her og forsøge at komme ind uden en større plan." svarede hun stille. hun kendte til folk der havde forsøgt og det var få hvis overhovedet nogen hvor det havde lykkes rent faktisk at komme ind og finde ud af mørkets oplysnninger, uden at betale med livet.

"eller også gjorde de det bare for sjovt" svarede gloria tørt. mørket behøvede ikke en undskyldning til at gøre folk ondt, de svin.
"jeg undre mig over at de ikke har torturet mig endnu. men det eneste jeg har fået er et par nasty kommentarer og så ellers lukket inde her" hun undrede sig faktisk over det. det virkede underligt at bare låse hende inde i en celle. for selvom at der var blevet aftalt at krigsfangerne ikke ville lide under deres ophold, troede hun ikke på dem længere end hun kunne kaste Beon.

Beon sukkede langsomt og lænede sig lidt længere frem over sine ben, selvom det ikke var helt behageligt. Det hjalp dog til at han kom til at sidde lidt mere afslappet. "Yeah, en større plan havde været meget belejligt lige nu.. Men jeg havde, naivt, håbet at hvis jeg blot holdte mig i baggrunden og kun søgte antal af nykommende.. så ville jeg kunne slippe væk med skin på snuden." svarede han træt. Han kunne lige så godt fortælle det som det var. Eller rettere, som han havde udtænkt det. "Orkerne er blevet talrigere.. for eksempel." de var ved at fælde mere og mere af mørkets skov for at få plads. Det var også kun et spørgsmål om tid, før tyvegrupperne og de større forbryderhold fra Rubinien slog sig til dem. Det var blot et spørgsmål om penge og magt nok. Begge ting som sydboerne hungrede efter specielt.

En opgivenhed var kommet over hans udtryk, der hurtigt blev afløst af et direkte udtryk af ren og skær frygt som hun nævnte at det havde været for sjov. Ikke så meget hendes ord, men minder det bragte frem. Melkors tilfredse udtryk og ikke mindst det store tandsmil som havde prydet ham som vingerne mistede mere og mere af deres livskræft i Beons eget smerteskrig. En let usikkerhed kom over hans vejrtrækning som han pressede sine øjne sammen et langt øjeblik. "Ja, det kunne også være." Beon rømmede sig lidt og sank klumpen der havde formet sig i halsen, mens han instiktivt drejede sit hovede lidt væk fra Gloria. Måske for at skjule den sårbarhed som rent faktisk var ægte. Han havde været rædselslagen for at Melkor gik over gevind. Han var i forvejen ikke glad for smerte.
"Måske er de ikke kommet til dig endnu." Endelig blev hans hovede vendt og han så på hende med de blå lidt usikre øjne. Den havde han slet ikke tænkt over. "Og lad os håbe at vi er over alle bjerge før de kommer i tanke om det." Beon ville elske at komme ud fra denne fangekælder og helst så hurtigt som muligt.

Gloria rystede en smule på hovedet, hun kunne ikke rigtig skælde ham ud som et barn, og alligevel tog det mod at forsøge noget som han har gjort. lysets hær, havde svært ved at spionere på mørket, det krævede de mere alternative mennesker at gå i et med et miljø som dette. Gloria nikkede af kommentaren om orkerne. hun havde ikke set dem da de ankom, det var alle fået en pose over hovedet. men hun havde hørt dem.. orker var ikke kendt for at være stille med dørene.

"intil nu er du heldig det kun er vingerne de har taget" ikke at hun synes det var heldigt, faktisk synes hun det var frygtelig, det var ligesom hvis det havde taget hendes arm af skulderen og bare efterladt hende uden dem.

Hun lod ham tænke over det, og kunne mærke at han lidt mistet modet et øjeblik men han fik sig op igen hurtigt. og hun kunne ikke være mere enig, det var ikke fordi hun havde lyst til at se torturkammeret indefra. "jo tak, men jeg har ikke tænkt mig at få opmærksomhed på migselv ved at bryde ud herfra, og så ikke kunne finde en rute ud. jeg går ikke ud fra at de er særlig venlige eller glemsomme om en fangeflugt" ud af cellen nemt. ud af borgen knap så nemt

Beon skar en grimasse af ubehag ved hendes ord og tvang sig selv til ikke af gyse. Det ville ikke være godt for hans ryg at gennemgå en rystetur lige nu. "Ja.. heldigt.." kom der en anelse sammenbidt og tørt fra ham. Han var sluppet med livet i behold, det var da bedre end at være blevet et hovede kortere. Han bed tænderne sammen, som endnu en omgang fantomsmerter skyldende over ham og han denne gang ikke kunne holde gyset tilbage. Det var imponerende at ens krop kunne påvirkes så meget af smerte et sted, hvor man ikke længere havde nerver. Hans vinger var permanent fjernet fra ryggen og alligevel kunne han mærke smerte fra dem, der fik ham til koldsvede lige så stille. "Forhåbentlig når de ikke at gøre mere ved mig."

Beon rystede på hovedet til hendes ord. "Jeg betvivler også mørkets evne til tilgivelse.. samt deres glemsomhed. Nok har de ikke de mest intelligente med sig i de lavere rækker. Men hoppe blandt de mere højeståene, som Ikaris, en ridder, så glemmer de ikke." svarede han og mærkede at han behøvede at forklare lidt mere. "Ikaris var den fra mørket, der for, jeg tror, et halvt år siden forsøgte at infiltrere lyset, men blev opdaget af et tidligere offers bror.. " Beon havde sine fakta på rette køl, og han huskede generelt selv utrolig meget. Han klæbrede sig til information, også ting der intet havde med hans arbejde at gøre. Ritualler blandt orkerne deriblandt.
"Vi mangler kun en rute ud af borgen. Når vi er forbi den ydre mur, kender jeg en sikker rute gennem skoven. Den er selv ukendt for orkerne som har sat deres lejr ved skovens kant."

Gloria lod det hænge om hvad mørket kunne finde på at gøre. det var ikke til at forudsige, og det ville med sikkerhed være modbydeligt. hendes blik flakkede rundt i den omfang hun kunne se ud af cellen og til gangene. hvilken førte ud? og hvilken skulle man holde sig fra. det var ikke rigtig til at vide. og når alt kom til alt var der ikke andet for end at prøve og gøre sit bedste. der var ikke store sandsynlighed for at der kom en af de dummere udgaver af mørkets tilhængere hen til hende og fortalte hende hvilken vej hun skulle gå og hvor vagterne var udenfor fangekælderen.

Gloria lyttede til hans ord, Beon havde fundet ud af mere end hun først havde regnet med i sin dumdristige mission om at finde ud af mere om mørket. Hun huskede tydeligt Ikasis. Gloria kunne dog ikke huske at det var det hun hed eller hvordan hun så ud. men enhver ved lysets krigere kendte til episoden. en episode der helst ikke skulle ske igen. "jeg husker episoden... der var et ramaskrig. og der blev sat en masse forholdsregler igang for at undgå en lignende situation."
Gloria fugtede læberne, mens hun så på vagten der gik forbi deres celle mens han råbte op om at alverdens trusler.. hun sænkende stemmen noget mere selvom hun i forvejen ikke talte højt. "Lad os tilse situationen, om nogle dage når de har mistet interessen for dine vinger så..." hun så over på Beon, før hun fandt tilbage på sporet "så ved jeg som sagt hvordan vi kommer ud. resten er op til skæbnen"

Forholdsreglerne var blevet skærpet. Noget som Beon måtte til at tage mere med i betragtning, selvom manden ikke havde regnet med andet fra lysets side. Ikaris havde været tæt på. I følge hvordan Beon arbejdede, havde Ikaris været for grådig i sin måde at komme til tops. Eller rettere, mørkets planlæggere havde været for grådige, for Ikaris gjorde blot hvad hun fik ordre på af sine overordnede. Noget Beon stadig ikke helt havde lært at følge til punkt og prikke. Alligevel kom han altid hjem med et resultat. "Alt andet ville også være idiotisk, for at være ærlig. Hun kom tæt på.. Meget tæt på.." hvilke forholdsregler havde han nu ikke tænkt sig at udspørge hende om. Det ville være alt for afslørende at begynde på det plat. Han måtte, som med alt andet i denne situation, vente til der kom noget brugbart til at slippe ud og til at få oplysninger. Beon havde ikke travlt.
Beon fjernede sit blik ned til gulvet, som den højtråbende vagt gik forbi og kastede om sig med alsens skræk og rædsel om fangernes fremtid. "Så må vi håbe at de i mellemtiden ikke har vækket interesse for dig." Beon havde ligeledes sænket sin stemme, som han løftede de blå øjne og så på hende. Det ville gøre missionen ganske kompliceret hvis de bestemte sig for at Glorianna pludselig var spændende at 'lege' lidt med.


Tiden sneglede sig afsted i den lille celle, som nu var beboet af to fanger, i stedet for en. Mad og vand var sparsomt og nattetimerne var alt for korte til Beons smag. Det var det eneste tidspunkt at smerten fra ryggen dalede. Når han sov, var det væk. Første nat havde været mere underlig end den næste. Hvorfor var han ikke helt klar over. Han slog det hen med at havde været et mareridt der havde forstærket smerten, frygten og ubehagen som havde fyldt hans krop i løbet af de sidste par dage, men mareridtet var drevet over. Det havde lagt sig ind i trygge rammer og Beon havde sovet dybt og længere end han turde håbe med sin rygskade og larmen fra gangene og de omkringliggende celler. Det var først efter den anden nat at Beon følte en forandring i cellen. Ikke at han kunne sætte finger på hvad det var, men smerten var også begyndte at dulme igen og bringe hans tanker ud af balance, som han satte sig op som han forsøgte at undertrygge et smertesstøn. Det føltes efterhånden som om at dagene var begyndt at glide ud i et.

Gloria gys lidt ved tanken om at de skylle fatte interasse for hende. det var ikke en tur hun havde lyst til at gennemgå og hun var også godt klar over at hvis hun skulle have en chance for flugt skulle det være snart. nu havde hun bare fået en på slæb. og to såret mennesker var nemme at track ned. ikke at hun havde glemt sine kammerater der også selv sad i fangekælderen. men som det var nu havde hun ingen ide om hvor de var eller hvordan hun kunne kommunikere med dem. plus deres chancer for en vellykket masseflugt var noget li nul. det var støre chance for at komme igennem selv og så senere måske få en rednings aktion igang.

"ja lad os håbe..."

--------------------

Gloria fortælte ikke Beon om deres natlige besøg, og det til trods for at pigen i starten kom for at se til ham. De havde holdt sig forholdsvis stille den dag, ingen havde noget at snakke om, og de var begge trætte og sultne. de spiste de sidste brød og forsøgte ellers bare at spare på kræfterne.
den næsten dag hvor Gloria selv havde bylden fra pigen så hun over på Beon da han vågnede hun gemte sig lidt i mørket for at skjule de ting hun havde fået fra vagterne. hun var igang med at at blande en meget svag saltblanding til Beons ryg. hun så ham vågne og kikkede op "Beon jeg har noget til dig herover," svarede hun stille som hun forsøgte sit bedste for at holde det hele rent.

få Beon ordnet, næste ting komme ud. en plan var ved at forme sig i hendes hovede og hvis ikke idag så kunne de måske flygte i morgen.

hun rakte et stykke brød af det gode Pigen var kommet med mod ham. "jeg har skaffet lidt til din ryg, vi kommer ikke langt hvis du ender med at dø af koldbrand eller andre nasty ting"

hun så op fra sin blanding, og så på Beon. hun vidste han ville spørge i hvor hun havde tingene fra og hvordan. men det var spørgsmål hun nok skulle svare på. "med lidt mildt saltvand kan vi rense såret og få de døde og sorte hudceller væk så de ikke skaber problemer. rent vand til at skylle det i, og rene bandager, med det på plads kan vi diskutere resten som i hvordan vi kommer ud" hendes stemme var lav og hæs, men der var også en undertone af business. dette skulle gøres så de kunne komme videre og forhåbentligt ud herfra.