Det var en kølig forårsmorgen som prægede krystallandets mere sydlige del. Nemlig i Medanien var der sådan en morgen, hvor solen knap var nået hen over bakkerne og bade området i et vågent orange skær. Alt syntes at ånde fred og idyl i disse morgentimer, men fuglende kvidrende i træernes toppe, lyden af fasanen i det høje gras på engen. Selv et rådyr eller to stak hovedet op med løftede øre, for at lytte og føle sig sikker.

Hvad denne fredfyldte morgen ikke ventede, var en dyrerisk skikkelse som kravlede hen over jorden, i skjul af det høje gras i kanten af enken. Skikkelsen spejdede rundt, søgende efter noget syntes det. Skikkelse nærmest kravlede hen over jorden, snussende og det eneste som svagt kunne anes var et rødeligt skær.
Dette var Dandelion. Et halvdyr med en lang rævehale og et par ræveøre på hovedet. Det lange røde hår, var af samme farve som pelsen. Hun var vant til naturen, og gik overraskende nemt i et med omgivelserne. Her sad hun kort og spejdede. spejdede ud, indtil en velkendt hoppede lyd nåede hendes øre. Hun viste tænder og smilede grumt. "langøre." det var en svag hvisken, og der gik ikke lang tid før hun satte i løb, et meget dyrerisk løb først, men til sidst løb hun strakt som et menneske, med en imponerende høj fart. Hun rundede hjørner fulgte de pelsede øre, som nu lå ned over kaninens slanke krop, som den løb for livet.

Kaninen løb tilbage ind i skoven, og Dandelion var heldig nok til at springe over en høj, og gribe fat om dyret. Hun holdte det koldblodigt fast indtil hun med et nemt ryk brækkede nakken på dyret. Det hang nu slapt fra hendes hånd, som hun gik afsted. Hun var blevet ført hen til et vandfald. Et vandfald hun kendte og havde set et utal af gange. De gamle egetææer, og udmundingen til søen. Hun gik hen til vandet for at drikke, men en pludselig lyd fik hende til at løfte hovedet. Ikke nok med lyden, så var der også en fremmed lugt. Dandelion havde siddet på hug ved vandet og spejdede nu frem og tilbage for at finde det ukendte hun fornemmede.

Godt gemt i Vandfaldet lå en grotte som Bane havde overnattet i, han vidste intet om den tilstede person, hans krop var bar som altid og frem i vandfaldet lange stråler af vand som kom styrtene ned, kom Bane blot ind under for at vaske sig i, han åbnede kort øjne med vand sivene ned fra hans hår hvor han fik øje på hende, en rødhåret skønhed som blot fik hans øjne til at se helt anderledes på tingene, hans øjne så stort set rødt ikke som i blod men som i hendes hår farve, en mørk aura sluttede sig til hans øjne igen og ondskaben var tilbage igen, denne stund han havde haft havde kun varet i få sekunder.

Bane smilede kort " hvad er du for en " lød det i hovedet på hende, han havde mødt folk der havde taget det på forskellige måder at have en stemme oppe i hovedet og det var altid en gåde at se hvordan folk tog det på.
Bane gik stille ud fra vandfaldet og ned imod hende, hans overkrop var våd tøj hår alt var vådt på ham, men det eneste han så var hende og han gik helt roligt hen imod hende, uden at sige eller gøre noget.

Bane's tanker ville på ingen måde være værd at læse for nogen for lige nu så han kun hende i et stort spørgsmålstegn, normalt var Bane ond og havde af mission at ødelægge men han kunne ikke bare ødelægge sådan et syn som han havde foran sig, heldigt for hende og ham var at Bane altid gik alene for det meste.

Dandelion spejdede diskret rundt, som hun lod hænderne glide ned i vandet og løfte op igen så hun kunne drikke vand derfra. Hun var koncenteret om det et kort øjeblik, da lyden af en stemme fyldte ind. Hun vidste ikke om den kom fra omkring hende, eller inde fra selve hendes hovede, selvom det sidste virkede mest sandsynligt, ud fra hvordan orderne havde runget. Hun hoppede let tilbage, mens hendes hånd var på jorden. Hun knurrede lavmeldt og spejdede rundt efter hvor dette underlige fænomen kunne være kommet fra. Hun var anspændt i kroppen, musklerne klar til kamp hvis det blev nødvendigt. bevægelse i vandets genspejling fik hende til at bakke endnu længere væk, mens hun mere markant viste tænder. Dandelion brød sig ikke om at blive overrasket! og specielt ikke at noget fremmed, potentielt farligt. Dertil, fik hun en svag overbevisning om at stemmen i hendes hovede, havde tilhørt den fremmede mand som nu var kommet ud af vandfaldet.

Jo tættere han kom, jo mere restløst blev hun og da han var kommet tæt nok på bakkede hun væk, og holdte sig en afstand på minimum to meter. "Hold dig væk!" knurrede hun gennem sine tænder. Han havde en faretruende måde at gå på, og derfor var hendes talen mod ham ligeså. Hun ønskede ikke at lade ham komme for nær og faktisk helst at han stoppede. Hendes ene hånd hvilede diskret mod hoftet hvor en kniv sad fastspændt. Ellers kunne hun altid løbe.
"Jeg advare dig. Kom for tæt på, og du fortryder det!

Bane smilede lidt da han så den måde hun tog det hele på, Bane selv forstod det godt for hun burde være sådan som hun var lige nu på vagt forsigtig, alle de ting var ting man skulle være når Bane var i nærheden, dog kunne han ikke lade være med at smile til hende da hun sagde han skulle holde sig væk, og at han vil fortryde det hvis han ikke gjorde " du skal virkelig mene det du siger der ingen du kæfter op om det, du skal være så sikker i din sag at når jeg går dette" sagde han og gik tættere på hende, og blev blot ved jo mere hun gik væk at komme tæt på hende.

" Du har ret du burde frygte mig, men at true mig er måske at tro lidt for meget på dig selv, men fint jeg vil lade dig få en mulighed for at gøre skade på mig hvis du tror du kan det, så kom gøre et forsøg" sagde han med et selv sikkert smil på læben.
Bane havde på ingen måde lyst til at gøre hende ondt, hun var betagende hendes udsende svækkede ham på en måde, både mentalt men også ondskabs agtigt.

Bane var på ingen måde vand til for truede ham og især ikke en kvinde , han var faktisk sikker på hun nok var den første kvinde der nogensinde havde truet ham, så det skulle hun alligevel have at hun havde gjord det. " lad mig gøre det let for dig, jeg holder mine hænder bag ryggen. sagde han og tog hænderne om bag ryggen, og så betragtende på hende " det her er din chance, så grib den "

Dandelion fortsatte med at bakke, så længe manden blev ved med at gå frem imod hende, hun havde ikke tænkt sig at lade ham komme for tæt på. hun kendte livet for godt til det. Hun var ikke ligefrem naiv. "Betvivl ikke styrken af noget der er mindre end dig selv" hun fortsatte sin knurren og viste spidse tænder af ham. Hun havde for det første dem at gå i krig med, men kniven i hendes side var ligeledes en hjælp. Dandelion var ikke dum, hun vidste at hun var mindre og langt underlegen i styrke, men det gjorde hende ikke til en dårlig kæmper. Hun kunne bare andet end at bruge styrke.

"Jeg ser ingen grund til at gøre skade på dig, såfrem du blot holder snuden for dig selv og lader mig være!" hun var ikk voldelig, og beskyttede kun sig selv når det var nødvendigt. Det eneste tidspunkt hun blev arrig var når hun var lukket fast, og ikke kunne flygte. Eller at klanen blev truet, men lige nu var den langt væk og i sikkerhed, såfrem hun ikke førte ham hen til den.

"hvad vil du mig? Ud over at forsøge at lege katten efter musen." Hun drejede nu i sin bakken, så hun ikke gik ind i skoven, men holdte sig ude på den åbne plads i nærheden af vandfaldet og den lange flod. Hun var hurtigst i skoven, men hun vidste at baglæns ville hun ikke havde en fordel. Hun ville ikke kunne se sten, rødder og andre forhindringer på sin vej, hvis hun valgte den vej. Dertil var hun også en ret habil svømmer. Som hun bakkede rundt, svajede hendes hale sig fra sidde til sidde, et tegn på at hun var utrolig opmærksom om alt omkring sig.

Bane forsatte sine skridt imod hende og holde blikket på hende, " lad mig komme dit svar til gode, betvivl ikke en mand som tror så meget på sig selv, at han i virkeligheden måske alligevel ikke vil dig noget ondt" en sætning som i andre hoved måske ville lyde forvirrende.

Bane smilte lidt ide hun viste tænder " hvad du end har tænkt dig at gøre med de tænder vil jeg stærkt fra råd dig selv i at gøre det, og hvilke formål ville det have at lade dig være, hvad tror du selv at du ville kunne gøre ved mig som fik mig til at stoppe min lyst". sagde han meget bestemt, og Bane var meget fast besluttede på at han ville komme tæt på denne kvinde eller hvad hun nu var.

Bane følte hende med rigtig nok et blik der var som en kat der vil lege med en mus, men om det var sandt det vidste hverken hun eller Bane for dens sags skyld." skal jeg virkelig til at grave i dit sind for at få dig til at stoppe " sagde han udfordrende i hans blik. " du ved jo først hvad jeg vil dig når du stopper, og heii du må gerne have dine knive eller våben fremme når du stopper, og jeg skal nok have hænderne bag ryggen"

Dandelion så direkte forvirret på ham. Og hvad helvede mente han så lige med det? Nok talte hun perfekt krystalliansk, men hun var ikke nogen gådeknuser. Og det der virkede mere som en gåde end egentlige ord som han udformede sig. Nok var han høj i hatten, hvilket efterhånden var faldet ind på lys tavlen. Men hans forfølgelse efter hende skinnede mere om at gøre ondt end godt. Derfor gav sætningen absolut ingen mening i hendes hovedet.

Ved ordet lyst, gik der nærmest et sæt gennem Dandelions øre som blev mere opløftede. Det var også det eneste som så ud til at reagere. Hun brød sig ikke om ordet, specielt ikke sagt i den sammenhæng. Hun havde hørt om lyst før, og det kom aldrig ud godt i det fortællinger. "Hvem siger at jeg ønsker at gøre dig ondt. Hvis du lader mig være, lader jeg dig være. Anderledes er det ikke. Så kan du også holde dine lyster for dig selv!" kom der en anelse snarrende fra hende, og tænderne forsvandt ikke fra at være blottet. De var stadig noget at det eneste hun havde at forsvare sig med. "Dertil, hvad interesse har jeg for dig?"

"Det ville være nemmere hvis du blot fortalte det, så jeg kunne afgøre om jeg vil stoppe eller ej? Jeg er ikke så dum som man umildbart skulle tro!" svarede hun instinktivt, og forsøgte at ignorere faktummet om at han kunne rodde med hendes sind. Noget som hun foretrak at folk holdte sig fra. Mest fordi hun ikke forstod det.

Bane var snart træt af at gå efter hende og han vil nu få hende til at stoppe, " ser hvad jeg vil dig for du først at se når du beslutter dig for at stoppe, men ja kunne sagtens sige hvilken interesse du har for mig, men så er det sjove lidt væk " sagde han med et smil på læben, Bane drejede sin hånd lidt rundt og i hans hånd kunne man se en helt sort ild kugle, normalt ild havde en orange rød farve i den, men ikke denne form for ild, denne form for ild føles kold men man vil stadig brænde sig på den hvis man kom for tæt på den, han viftede det kort ud af hånden og direkte i den retning hun gik men ilden var ikke på vej imod hende men på vej bag ved hende for at spær hende af sådan hun ikke kunne gå bag ud mere eller til siden, hun vil faktisk være nød til at møde ham face to face nu, med mindre hun selv havde et trick i ærmet.

" ser du jeg kunne sagtens gå min vej, og det er nok det du gerne vil have men når du så ved at hvis jeg gå min vej her fra så vil jeg sætte kurs imod din klan med min bande og slår hver en af dine klan medlemmer ihjel, mund så ikke jeg skal blive eller skal jeg, at slå andre ihjel kunne da være sjovere ind at følge efter dig." sagde han og stoppede op, hvor efter han vende sig om og skulle til at gå der fra, for at finde det sted hendes klan holde til.

Bane vende sig om ide han stod lidt fra vandfaldets bred, " når ja kom lige til at læse dig lidt " sagde han helt rolig og arrogant, og vende sig om igen og begynde at gå.

Dandelion gav et forskrækket hop fra sig og spærrede øjnene stort op, som hun så den sorte kugle. Hun vidste ikke hvad det var, men uden magiske evner selv, havde hun intet modsvar til det. Ikke at hun nogensinde havde haft problemer med at være magiløs. Hun overlevede fint uden. Hun trak vejret hurtigere og mere nervøst og fik det ikke bedre af at kuglen forlod hans hånd og satte en brand igang bag hende. Hun hoppede let fra den ene fod til den anden før hun bestemte sig for at hoppe igennem ilden, og rulle sig ned over jorden i processen, såfrem der var noget ild der havde sat sig fast i hende. Hun var oppe næsten med det samme og knurrede videre af ham.

Hun måbede. Hun troede ikke sine egne øre. Hvordan kendte han til hendes klan? hun havde ikke sagt, intet hentydet. Hun havde selvfølgelig haft dem i tankerne, men det kunne ikke være det. kunne det? "Hvordan..." hun stoppede. hun bed tænderne håndt sammen, mens hendes knoger næsten blev hvide af at hendes hænder knyttede sig sammen i vrede. "Du rør ikke min klan!" kom der syrende vredt fra hende, som hun stirrede vredt fra ham. Han begyndte alligevel at gå, og det var her panikken startede! Hun spejdede rundt og gik hen imod ham med lange skridt, men kom hurtigt med et smertesudbrud og faldte til jorden.

Hun begyndte at hive og slide for at få sin fod væk fra fælden der havde lukket sig hårdt og farligt om hendes fod. Takker havde bidt sig fast og jo bere hun kæmpede, jo mere begyndte hun at bløde. Alligevel fortsatte hun med at vride. Til sidst løkkedes det hende at få sin kniv frem og sætte ned ved tænderne, i et forsøg på at presse dem fra hinanden, så hun kunne få foden fri. Alt imens en velkendt lugt nåede hende. En lugt som fik hendes propiller til at indsnævre sig og stirre stivnet mod den. "Jæger..."

Bane så overrasket på hende ide hun sprang igennem ilden, det var ikke det han havde regnet med hun vil gøre men på den anden side så gjorde det heller ikke noget, for Bane kunne godt lide at arbejde for sagen.
ide hun var sprunget igennem ilden og Bane nærmest var på væk hørte han hende råbe efter ham, og det fik ham blot til at smile uden at vende sig men blot stoppede op for at hører hvad det var hun råbte til ham, der gik ikke længe før han startede med at gå igen men stoppede så op ide han hørte hende skrige af smerte.

Han vende sig om og fangede sig selv i at gøre det, normalt ville han blot have gået videre og blot lade hendes egen skæbne afgøre hvad der skulle ske med hende, men noget i hende havde fået ham til at vende sig om og for første gang bekymre sig om et andet menneske. Ide hun råbte Jæger kiggede han over på en lille bakke hvor han så to mænd stå, Bane gik ud fra det var dem som var jægerne han lagde mærke til hvordan den ene havde sin bue trukket og faktisk havde taget sigte på Dandelion, Bane løb hen til hende for han vidste han ikke ville kunne nå at løbe helt op til manden inden han havde affyret hans pil, så at løbe hen til hende var det klogeste.

Bane satte sig på hug foran hende og kiggede på fælden " okay ved dette lyder men lad mig hjælpe dig, jeg gøre dig ikke noget " sagde han bestemt og kiggede over på jægerne som skød han pil af sted imod hende, Bane stillede sig ind foran pilen og hende og hvis hun kiggede vil hun kunne se hvordan pilen blot faldt til jorden og at Bane ikke en eneste skræmme havde.

Bane vende sig om igen og kiggede på hende, og smilede kort inden han løsnede den fælde hun sad fast i sådan hun ville kunne komme fri af den, " sådan der er du okay?" spurgte han, imens han kun mærke flere pile ramme hans ryg ide han havde vendt ryggen til dem for at beskytte hende.

Panikken var overvældende. Ikke nok med at hun var fanget, og hendes ben blev udsat for direkte tortur af de tydelige kraftige metalspidser som borede sig ind i hendes hud, Så frygtede hun også at denne mand foran hende var på vej ind og ødelægge hendes klan. De var stærke og havde et flertal. Men de var ikke skabt til krig. De havde kun hvad der var nødvendigt for at overleve. Dertil var de meget mindre end alle andre væsner næsten.
Panikken forsvandt så absolut ikke som manden begyndte at løbe tilbage imod hende, samtidigmed at en jæger havde taget sit sigte. Det her var enden. Hun var fanget. Hun blev angrebet fra to fronter og hun sad fast! Eneste mulighed var hvis hun fik revet sit ben af, men selv efter det, ville hun ikke havde mulighed for noget som helst. Hun ville ikke kunne løbe med en manglende fod.

Dandelion løftede sine arme i forsvar som Bane satte sig foran hende. Både for at beskytte sig for ham men også for pilen som sang igennem luften på vej imod dem. Forhåbentlig ramte den ham i stedet for hende. Det ville give hende et problem mindre. Hun så skeptisk på ham og forsøgte stadig at trække sig ben til sig, som hun skubbe sig så langt væk fra ham som det var muligt. Til hendes lettelse ramte pigen ham, og til hendes store forskrækkelse, faldte den blot til jorden, knækket og uden så meget som at havde bragt irritation til manden. Nu så hun både forskækket og skeptisk på ham.

Hun forsøgte at lade hver med at trække i benet for tidligt, selvom hun ikke brød sig om at han var så tæt på hende. Men han så ud til at løsne fælden, til stor forundring. Endnu engang. Hvad der foregik vidste hun ikke. Hvad var det for en leg han legede? Det var syrrealistisk på så mange planer. Da piggende blev taget ud af hendes ben, og blodt begyndte at pible frem, havde hun bidt tænderne hårdt til sig og trak endelig foden til sig. Hun forsøgte at rejse sig, meget besværet, men faldte til jorden igen lige så snart hun bare så meget som forsøgte at støtte på foden. Alt svømmede og hun forsøgte i stedet at kravle væk som et forskræmt, da en pil landede lige foran hende. Som den gjorde det, valgte hun, meget atypiske at kravle tilbage i beskyttense bag Bane, mens hun rystede af smerte. Hellere lade ham klare det første problem og så se om det var nødvendigt eller om det kunne lade sig gøre at hun selv slap væk fra ham bagefter. Lige nu, var hun for bange til at tage kampen op mod mere end en fjende. "Jeg.. jeg kan ikke komme væk.." kom der hviskende fra hende, nærmest mere til sig selv end ham, som hun holdte om sin fod og forsøgte at stoppe blødningen.

Bane kunne så småt mærke små ting som stikkede til ham, ikke fordi det gjorde ondt men på en eller anden måde var det bare irriterende, ide fælden var åbnet og fjernet fra hende ben kiggede han blot på hende, og så hvordan hun nærmest allerede med det samme prøvede at komme væk, da en pil ramte lige foran hende og hun nærmest med det samme kom tilbage og var bag Bane og i beskyttelse kiggede han blot på hende.
[/" hvad havde du regnet med at du bare vil kunne smutte uden de vil se dig,"color] sagde han bestemt inden han lige hurtigt tog et overblik over de to jæger som var der, et nemt kill var de men han kunne ikke både beskytte hende og dræbe dem.

Bane kiggede på hende ide hun sagde en lyd igen " vil du gerne væk her fra?, vil du overlever så gør som jeg siger så nu skal du høre, når de har skudt deres næste pil af sted, kravler du hen til vandet og hopper ned ide og i skjul sådan de ikke kan ramme dig, men forbliv i vandet." Bane smilede kort til hende. inden han rejste sig op og kiggede over på de to jæger. " vil i have en bid af mig som kom og tag den " råbte han til de to hvor efter de skød 2 pile af sted imod ham, som blot pralede af ham.

" nu" lød det oppe i hendes hoved. hvor efter Bane blot gik over i mod jægerne, men hænderne ned langs siden og helt afslappet med stadigvæk med et udtryk i ansigtet der kunne dræbe, han gik hen og tog den først mand og hurtigt knækkede nakken over på ham.
den anden tog en kniv frem og stak i ryggen på Bane men den bøjede blot og manden slap den og den falde til jorden, han tog derefter fat i struben på manden og knækkede den med en hånd hvor efter manden falde til jorden, og var død.

Bane vende sig om og gik hen i mod vandet hvor han regnede med at hun befandt sig, men det vidste han ikke for hun havde givet udtryk for at hun bare gerne vil væk der fra.

Selv i sin forskrækkelse og frygt, lykkedes det Dandelion og sende Bane et koldt og irriteret blik. Hvorfor skulle han lige pointeret at hun havde reageret ilet og ikke den mest intelligente måde. Havde han været hende, var han også begyndt at flygte! Det lå helt fast i hendes hovede at det var den rene sandhed. Alligevel sagde hun ikke noget men kigggede bare olmt på ham som svar.

Hun kiggede skeptisk på ham, og Dandelion lagde heller ikke spor skjul på at hun var direkte utilpas ved hele situationen. Stole på ham, i at han vil få jægerne væk.. Hvad nu hvis han bare hentede dem i stedet. Alligevel lod hun ham forklare videre mens hun en enkelt gang imellem kiggede over på jægerne. Hvad havde hun at miste ved at gøre som han sagde? andet end livet selvfølgelig. Men hendes liv syntes at hænge i en ret tynd tråd alligevel, ligemeget hvad hun så end valgt at gøre nu. Hun forsøgte at lave et et smil, men det blev heller ikke mere end bare et antræk som hun fik nikket. Hun forstod og nu måtte hun så se om hun havde mod på af følge det.

Det var ikke lang tænketid hun havde før hun fik kommando på at hoppe ned i vandet, selvom det var en anelse modvilligt at hun skulle være våd. Dandelion fik kravlet hen til vandet og styrtede i med et plask. Det var koldt og ekstrem vådt! Hendes hovede poppede kort op for at trække luft ned i lungerne, hvorefter hun forsvandt. Og her sad hun så. Hun havde krummet sig sammen, og holdte fast i søgræs og klippestykker for ikke at flyde ovenpå, mens hendes hår syntes at lege rigtig godt rundt i vandet. Det føltes som ulidelig lang tid at side og vente nede i det kolde vand, men det var først da hun kunne se Banes skikkelse at hun turde stikke bare en smule af sit hovede op til at hun kunne få luft gennem næsen. Og her sad hun så, mere eller mindre stadig dækkket af vand, mens hun hendes hovede stak op for at give hende tilgang til luft. HUn kiggede op på ham med sine brune øjne, en smule afventende. "Er de væk.." kom der voldsomt stille fra hende. Hun måtte være et ynkeligt syn i våd tilstand.

Bane stoppede op ved vandet og så med store overraskelse at hun stadig var der, dog meget våd han satte sig på hug foran hende og rakte sin hånd til hende " ja de er væk og kom lad mig hjælpe dig op " sagde han roligt, og kiggede blot på hende.
at de sådan lige pludselig blev angrebet af jæger i forhold til hvordan deres første hånds indtryk af hinanden havde været, var det måske meget godt at jægerne var kommet, for så kunne hun hvis hun vil starte på en ny venlig måde at være overfor ham på, for han havde jo sådan set reddet hendes liv, uden rigtig at skulle gøre det og bare det i sig selv var en god gerning og hvis mørkets lord fandt ud af det vil Bane sikkert blive straffet på den værst tænkelig måde, men det var han lige nu ligeglad med han havde reddet denne skønhed for at dø og det vil være en hver straf værd.

Om hun vil lade ham hjælpe hende op var op til hende, og om hun vil være en hvæsende ræv overfor ham var også op til hende men en ting var sikkert, hvis han var hende så ville han tænke sig om.
han satte sig ned og betragtede hende våd, "altså du kan også blive i vandet hvis du heller vil det, eller du kan lade mig se på den fod hvis du vil". alt det han sagde og nok vil gøre lige nu var så meget imod det han stod for. Bane var ond en dræber en person der var skabt til at dræbe og udslette, ikke en god mørkets kriger der hjælper uskyldige piger, men denne ræv liggende person var bare noget helt bestemt i hans øjne, og på en eller anden måde irriteret det ham, han burde faktisk slå hende ihjel også bare komme videre men hun fangede ham, på hendes udsende hendes være måde alt ved hende var betagene.

Dandelion snøftede let, som resultat af at være fuldstændig gennemblødt og kiggede på ham. Hun havde endnu ikke orienteret sig om omgivelserne, men noget i hans stemme fortalte hende at han talte sandt. At de var væk og hun frit kunne komme frem igen. Derfor ragte hun også en hånd frem og blev, utrolig nemt og hurtigt hjulpet op af vandet. Hun gøs let, som kulden tog til denne forårsdag og valgte at minde hende om ved utallige lejligheder at hun var våd. Hendes øjne spejdede forbi Bane og fandt til en knap så stor overraskelse de to jægere liggende på jorden, mens de farvede jorden med blod. Hun vidste ikke helt om det var et godt tegn eller en god konsekvens som kunne komme, at de var blevet slået ihjel, men ligenu var hun helt og aldeles ligeglad. De var væk og hun var i sikkerhed. Forhåbentligt.

Foden var blevet bragt på bane igen, og Dandelion sukkede en smule. Det var ikke ligefrem det hun havde allermest lyst til at fokusere på, men dette var også grunden til at hun ikke havde rejst sig, som hun var blevet hevet op af vandet. ".. tak.. " kom der lidt mumlende fra hende. Hun var virkelig ikke ligefrem let til at takke fremmede, eller at hun fik hjælp af dem. Det var rimelig unormalt.
Hun lod ham få adgang til sin fod, ved at få løftet den op og sat sig i en mere praktisk stilling. "jeg ved ikke om der er så meget at gøre. Piggene gik langt ind." det dunkede stadig og smerte, og som hun kiggede let over vandet, kunne hun se små stime af blod blive fragtet med strømmen. Ikke et godt tegn heller. "Hvorfor... hvorfor reddede du mig?" Dandelion kiggede op på ham med store brune øjne, tydeligt forvirret over situationen, specielt taget deres start i betragtning.

Bane kunne både fornemme og læse i hendes sind at det ikke passede hende helt at han hjalp hende, han smilede kort til hende og kiggede på hende han kunne se hvordan nogle dråber løb ned af hende, hun var virkelig våd, og det så lidt ynkeligt ud men det gjorde ikke noget. Bane kiggede lidt på hendes fod " jamen kan se du har ret angående din fod, men for at svare på dit spørgsmål så vil jeg være ærlig at sige at jeg ikke ved det, der er bare et eller andet over dig som lige gjorde det" Bane snakkede til hende som et helt normalt fredligt menneske, og ikke det onde ligeglade Bane som han altid var.

" jeg ser bare ikke hvordan skal man forklare det, jeg ser ikke at folk dræber et pænt stykke kvindfolk foran mine øjne når det i virkeligheden er mig der bestemmer hvem der skal dø, " sagde han med et smil på læben, men hun ville nok for tolke det anderledes.
Bane kiggede igen på hendes fod." jeg ser kun få muligheder for dig lige nu, 1. du skal have bundet din fod ind, 2. du skal helt klart have noget tørt tøj på. 3. du bliver nød til at hoppe på et ben når og hvis du vælger at blive bundet ind. og jeg kan hjælpe dig med disse ting hvis du ønsker det, men kun hvis du ønsker det, og husk jeg ved hvad du vil før du selv siger det " sagde han og tog fingeren op til hans hoved.

Bane rejste sig og kiggede rundt, et lille fløjt kom fra ham og frem kom en mand hel klædt i sort, som bar de tegn Bane havde på hans ryg på tøjet. " de kalde " sagde manden og bukkede foran Bane.
" ja jeg skal bruge noget til at binde kvindens fod ind i " sagde Bane bestemt, hvor efter manden tog noget frem fra en lille taske der var gemt i skyggerne, " her " sagde manden og gav det til Bane, hvor efter Bane nikkede og manden ligeså hurtigt igen var væk som han slet ikke havde været der.

Bane vende sig om og så på Dandelion igen " nå kommet frem til en beslutning " bane kunne sagtens forstå hvis hun ikke vil og som han selv kunne læse i hendes sind så, var hun lidt skeptisk omkring det hele.

Dandelion slappede lidt mere af, selvom hun stadig var anspændt over hele situationen. Som han snakkede til hende, mere nede på jorden, begyndte hun også at handle derefter. Det vil sige, at hun selvfølgelig stadig var skeptisk på grund af hendes skade, men slet ikke i samme mængde som før. Hun nikkede roligt til hans ord og kiggede derefter ned på sin fod, der stadig blødte.
Hans næste ord fik hende til at løftet hovedet i et ryk og kigge på ham. Hans smil talte for at han ikke mente det på den måde som hun i hvert fald tolkede det. At det var ham der bestemt om nogen skulle dø. Hun brød sig ikke om at et menneske havde så meget magt, og slet ikke over hende. Hun trak vejret dybt og forsøgte at ignorere alarmsignalerne i hendes sind. Hun havde ingen mulighed for at slippe væk alligevel. Hvis hun bare kunne slappe af og få styr over sit ben, så gik det hele nok lidt mere roligt.
Hun kiggede blot på ham som han talte og løftede et øjenbryn som han pegede på sit eget hovede. Hun var ikke vant til folk med mentale evner som kunne gå ind og læse hende. Det var skræmmende, men han tog det alligevel ganske roligt over det. "Jeg vil gerne havde den bundet ind.." svarede hun ganske stille. Han havde nok allerede læst det, eftersom at det var det eneste hun mere eller mindre tænkte på! At få bundet den fod ind, og så måtte hun tænkte på tørt tøj og des lige bagefter.

Dandelion var nær gået ud af sit gode skin som der kom en mand frem, og hun fik også skubbet sig lidt væk fra den nye skikkelse, som hun var på nippet til at knurre af. Ikke at han ensede hende nogle blikke. Alligevel fik det rævepigen til at overveje hvor mange mænd der i virkeligheden gik og gemte sig rundt om i budskadset. Dandelion kiggede efter den fremmede mand indtil han var væk og havde også trukket lidt til sig. Som Bane kiggede på hende igen, var det lidt bange udtryk kommet tilbage, mens hun næsten modvilligt slap taget om sig selv og lod ham komme til hendes fod. "Hvem er du?"

Bane kiggede blot roligt på hendes fod, og derefter lidt på hende da hun sagde hun gerne vil have at han hjalp hende med hendes fod, men ide hun skubbede sig væk på grund af manden fra banden, som kom med tingene fik ham blot til at smile, han troede faktisk at hun ville have kunne lugte ham på afstand men det var nok vandet der spillet ind, han kiggede afventende på hende ide hun nærmest havde skubbet sig væk fra ham, og ventede blot til hun kom hen til ham igen for at få hjælp med hendes fod.

Ide hun besluttede sig for at komme hen til ham igen smilede han blot og kiggede på hende fod " jeg synes ikke det er sikkert for dig her at være, vi skal nok lige finde et sted hvor du ikke er i fare for jæger " han kiggede kort på hende " være helt rolig" sagde han hvor efter han løftede hende op i hans arme og gik over imod vandfaldet med hende, for inde bag vandfaldet var en lille grotte hvor Bane havde søgt tilflugt, når han en sjælden gang ikke havde noget at lave, for en ting var sikkert han kunne ikke tage hende med hjem til midnatsborgen, for det vil nok ikke falde i god jord hvis han kom med hende et godt menneske han vil redde, så dette måtte blive dette i stedet for.

Bane kiggede på hende imens han gik over mod vandfaldet " puha jeg er mange ting, og hvis jeg fortalte dem til dig vil du sikket løbe skrigene bort," sagde han med et smil på læben hvor efter han gik igennem vandfaldet og lidt vand kom på hende og ham ide han gik igennem, " så det må gør det " sagde han og lagde hende forsigtit på et tæppe hvor efter han begynder stille at binde hendes fod ind.

Der havde været alt for mange faktorer der havde spillet ind til at Dandelion ikke havde lugtet den fremmede som havde siddet og gemt sig for dem, åbenbart. Hun havde været langt mere optaget af manden, og ikke mindst af de to jægere som nu lå og så alt andet end godt ud som blodet farvede den lysegrønne jord. Ikke noget som halvdyret i øjeblikket værdiede et blik, da hun var langt mere fokuseret på andet. Nemlig Bane.
Den mand som først havde truet hende, bagefter reddet hende, og nu løtede hende op som var hun en let fjer og bar hende afsted. Det råbte stadig i hende at sætte sit imod at han tog hende op og førte hende afsted. Men hvad skulle hun gøre? hun havde i hvert fald ikke krafterne til at bekæmpe ham, og han virkede i dette øjeblik heller ikke ond. Eller det var han vel nok, men ikke ond imod hende. Dandelion var ikke god til at opdele folk i godt og ondt. Der var overlevelse.
"Før eller siden kommer der nogen og leder efter de falne.. Kender jeg dem ret, selvfølgelig." kom der stille og dystert fra hende. Hun havde set det før.

Rævedyret begyndte imponerende nok at grine lavmælt mens hun rystede lidt på hovedet. "Så er det jo med at fortælle det nu.. Jeg kan ikke løbe nogen steder om jeg så ville!" hun var ikke helt sikker på hvorfor, men efter at være kommet ind bag vandfaldet slappede hun mere af. Nok pågrund af at hun nu ikke var udsat for alles blikke. Kun mandens. Det gjorde også at hendes sanser ikke var skærpet på alt andet.
Engang imellem, som Bane bandt foden ind, kom hun med små lyde, der næsten kunne tyde på knurren, men mere at markere at det gjorde ondt. En ret dyrisk og dog normal ting for Dandelion. Hun tog en dyb indånding, og først da Bane var færdig valgte hun at tale igen. "Vil du ikke engang fortælle mig hvad du hedder?"

Bane lyttede til hende og var faktisk lidt med menneskelig lige nu men nok mest af alt betaget af hende, han smilede lidt ide hun kommenterede det han sagde " jamen det er rigtigt, nuvel jamen jeg er ikke den rareste menneske som er her på jorden, hvilke du nok kan regne ud angående de døde fyre der ligger der ude, og ja er faktisk mest af alt skabt til at dræbe folk brænde byer ned lave Chaos, alt det værste af onde ting du kunne tænke dig til, det er det jeg lever og ånder for og allerede nu har jeg gjort noget jeg ikke burde ved at hjælpe dig, men der er bare noget ved dig der fik mig til at se anderledes på dig."

han kigger kort på hendes fod også igen på hende " jeg vil gi dig en chance for at smutte, for kan ikke love dig hvad der vil ske med dig " sagde han bestemt, selvom hun ikke kunne løbe vil han alligevel hvis hun ønskede det leve og smutte tilbage til hende klan " mit navn hmm " Bane var ikke meget for at sige hans navn til hende men på den anden side så kunne han slå hende ihjel hvis hun ville sladre til nogen for det kunne han jo læse i hendes sind.

Bane kiggede kort ned i jorden " mit navn er Bane " sagde han og kiggede på hende med et lille smil på læben, " men som sagt du er fri til at smutte hvis du vil, jeg skal ikke stå i vejen det lover jeg " sagde han og kiggede afventende på hende