Ulairi havde rejst langt og længe. Endelig var han fremme ved Elverly. På vejen havde han mødt nogle enkelte elver der ikke havde lagt mærke til ham, fordi han kun lignede en støvsky. Han var kommet til Elverly for at bo her, hvis det altså var muligt. På grund af hans barndom kendte han ikke rigtig andre elvere, så han vidste ikke helt hvad han skulle forvente, ej hellere vidste han helt hvordan han skulle forholde sig til dem. Han havde dog søgt direkte op mod Skovfortet, for der, havde han hørt fra forbi passerende at det var der alle de vigtige og respekterede boede. Han ville se dem an, før han fandt sig til rette. Han havde ikke haft mulighed for at snakke med nogle som helt på sin lange rejse, da han for det meste blot havde fulgt vinden højt på himlen.

Han var svævet helt op mod Fortet, netop som han hørte en lyd. Lyden af fodspor, der let og elegant trådte hen over jorden, næsten lydløse, men alligevel nok til at de i hans tilstand kunne høres. *Manke tanya tuula?* tænkte han kort, ja hvor mon den lyd kom fra. Han kiggede rundt, men kunne ikke få øje på nogen, ikke på dette tidspunkt af natten, der hvor der var mørkest.

Sandt at sige havde det lykkeds Ulairi at komme forbi et væld af spejdere og soldater ganske uset, men der skulle meget til at narre Toorah. Hun havde selv en vagt ved fortet, det var ikke noget lederen behøvede at have, som om hun ikke havde rigeligt at se til med alt papir og koordineringsarbejdet, men hun kunne godt lide at fremstå som et godt eksempel for resten af folket. Det var vigtigt at de vidste, at Toorah ikke følte sig højt hævet over den gængse elver, selvom hendes rustning vidnede om mægtig velhavenhed. En guldfarvet rustning med store skulderpartier prægede skulderstykket, hvorfra en rød kappe havde sit fald nedover ryggen, små guldfarvede drageskæl beskyttede resten af hendes torso, fra livet og ned havde hun et stort rødt skørt med fine guldkniplinger og ned langs siderne hang store flanker af metalskæl, som ville beskytte hendes sider i tilfælde af, at hun sad på en hest.
Sådan havde hun tilbragt det meste af dagen, hun havde lige afleveret den store sorte hingst i staldene og skulle til at afslutte sin vagt da hun opfangede noget anderledes. Hun havde gået i retningen naturen havde sladret om. Der var intet at se.
De skarpe røde øjne gled langsomt hen langs landskabet, men da hun hverken kunne se eller høre nogen gav hun et kort skuldertræk og begyndte på at tage de første skridt op ad den utaknemmeligt lange trappe op mod fortet.

Ulairi lyttede igen efter retningen, da han kunne høre en rustning bevæge sig. Han kiggede mod trappen og fik da øje på Toorah, elverlederen, som han intet kendte til. Ikke andet end det man kunne se og det var alligevel ikke meget her i mørket. Stille svævede han tættere på. Selvom at hans form var opløst var det ikke umuligt for ham at snakke."Mae govannen"(Vel mødt) lød det roligt, fra den tomme luft.

Ulairi var lidt i et drillehumør, men også meget nysgerrig, så uanset om hun lod mærke til ham, eller om hun blot gik videre, han havde besluttet sig for at skulle lære mere om netop hende."Arwen en amin" (Den ædle frøken). Han kunne se at hun var noget ældre end han selv, han var jo stadig kun en ung elver på 75 år.

Toorah var en elver af meget lille tålmodighed, hun brød sig generelt ikke om at blive spøgt med uanset hvor pænt og velopdragent vedkommende så tillod sig at gøre det. De fleste elvere i Elverly kendte til hendes travle hverdag og manglende humor, men nogle enkle (i hendes optik) idioter havde tydeligvis endnu ikke fanget budskabet. Toorah stoppede op, inden hun knejsede let med nakken og vendte så rundt på trappen godt og vel ti trin oppe. Det mægtige bygningsværk var stort nok til, at ti elvere snildt ville kunne gå op ad den mægtige trappe skulder om skulder og ligeledes gennem porten der kom flere meter højere oppe. Alligevel så Toorah mægtig ud på det store bygningsværk der overraskende nok ikke fik hende til at forsvinde, en takket være hendes attitude fremhævede hendes arrogance til det halve kunne være nok.
Mae govannen!"
Startede hun kort, de fleste ville nok tage dette som en varm hilsen, men dem der kendte Toorah ville vide, at tonelejet var faretruende køligt. De røde øjne løb langsomt henover landskabet, for at finde ud af hvem der havde tiltalt hende, alligevel foregik dette så diskret, at kun et yderst observant øje ville fange hendes søgen.
"Og hvilken imbicil tåbe har endnu ikke forstået, at man møder en fremmed ved ansigt?"
For fremmed var han bestemt, Toorah kendte stemmerne ud og ind på de fleste af hendes bekendtskaber og der skulle meget til at sætte tvivl i sindet på den rødhårede elverleder.
"Eller er der måske tale om et tilfælde af yderst fejhed?"
Åhnej, Toorah lagde ikke fingrene imellem og slet ikke med folk hvis manerer der slet ikke var mønstret ordentligt på plads. Var det en borger af Elverly var det mindste man kunne forvente en ordentlig præsentation. Elverlederen var vant til dagligt at blive hilst på af mange borgere, men alle gjorde det med dyb respek og måske endda en kende æresfrygt, så hver gang det ikke forgik på samme vis var det en torn i øjet på lederen og hendes ellers fine traditioner.

"Vanimle sila tiri" (Din skønhed er oplysende) lød det fra den tomme luft. Ulairi flyttede sig roligt rundt om hende, mens han studerede hende skarpt. Han standede foran hende og kom til syne med et dybt buk. "Jeg er blot en ydmyg elver i deres nærvær." sagde han roligt, mens han stadig stod bukket. Han kendte ikke noget til hendes had mod halvelvere, men til hans hel var det ikke synligt på hans krop at han var af bjerg og sortelver blod.

Han rejste sig igen op og så op mod hende, uden at se direkte på hende. "Jeg beklager min opførsel, men har lært at være forsigtig med hvem der ser mig." sagde han roligt, uden nogen videre bevægelse. Han holdte sine hænder i ro og syne, for ikke at vise nogen form for aggressivitet. Det sidste han ville lige nu var at kæmpe med en anden elver, om det var lederen eller en anden kriger gjorde det samme.

Toorahs pupiller afsøgte endnu området, komplimenterne havde hun hørt før, det tydede i det mindste på en smule høflighed, og det kunne selv en kujon da udvise. Der gik ikke mange milisekundter fra Ulairi dukkede op, lige foran Toorah, til han havde en lang spids daggert rettet direkte imod hans brystkasse, Toorah tog ingen chancer og selvom hendes evner var ganske fortrinlige, så skulle hun ikke nyde noget af et bagholdsangreb, eller et overraskelsesangreb blot for en kompliment.
Ualmindeligt langsomt lod elverlederen blikket glide nedover den fremmede, analyserende af hand påklædning, det var ganske tydeligt.
"Amin sinta lle?" (Kender jeg dig?)
Toorah vippede utålmidigt hovedet til den ene side, mens hun gjorde sig ganske sikker på, at der ikke kom nogen uvelkommen reaktion fra den fremmedes side.
"Manke naa lle tuulo?" (Hvor er du fra?)
De røde øjne borrede sig dybt in i hans som stirrede hun diekte ind i hand sjæl, han kunne lige vove på at lyve, det gik ikke i hendes rige og slet ikke fra en simpel elver som den fremmede.
"Llie nae tuulo sinome!" (Du er ikke herfra)
Elverlederen stod stiv som en stenstøtte og rykkede ikke så meget som et øjenbryn, armen der holdt den smukke udsmykkede daggert dirrede ikke en enkelt gang, eller ikke selvom den var beklædt med tung metalrustning.

Netop som Toorah holdte en kniv mod hans brystkasse, stod Ulairi ganske stille. Hænderne holdte han ganske roligt ned langs siden. "Nej, jeg er næppe en de ville kende." sagde han ganske roligt, "Men jeg er her nu egentlig blot fordi jeg gerne vil bo her." fortsatte han med samme tonefald.
Han trådte en enkelt skridt tilbage og gik ned på knæ. "Manka lle merna, Amin naa tualle, Detholalle
" (Hvis de ønsker, vil jeg dem Tjene, Deres valg.) afsluttede han roligt, mens han var på knæ.

"Nej, jeg er ikke her fra området desværre, Derimod er jeg opvokset hos mine forældre, i deres lille hytte." sagde han ganske roligt selvom at han hadede sin forældre, og hvis ikke de allerede var afgået, ville han havde gjort det igen. Ulairi kiggede roligt op mod Toorah, men lukkede øjne og en blankt ansigtsudtryk.